Hvornår skal den kristne kvinde bære en hovedbeklædning?
„Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans.“ — 1 Kor. 11:7.
1. (a) Hvordan kan manden være en afglans af Gud, og hvordan kan dette hjælpe hans hustru? (b) Hvordan kan hustruen være en afglans af manden?
NÅR en mand og en kvinde tjener Gud i overensstemmelse med hans principper for teokratisk orden, ærer og priser de ham som deres Skaber. Når en mand trofast udfylder sin plads som familiens overhoved, ikke blot ved som familieforsørger at tage sig af familiens materielle behov, men også ved kærligt og tålmodigt at tage sig af familiens åndelige behov, er han i sandhed en afglans af Gud, den i hvis billede og lighed han er skabt. (1 Mos. 1:26) Han er også til velsignelse for sin familie og gør det let for sin hustru at udfylde sin plads som hans medhjælp. Hustruen bliver på sin side en afglans af manden når hun anerkender den stilling hun indtager i forhold til ham, og hun ærer ham ved trofast og loyalt at støtte ham som sit overhoved. — 1 Kor. 11:7.
2. (a) Hvilket princip kræver at kvinden bærer en hovedbeklædning ved visse lejligheder? (b) Hvad er det vigtigste når en kvinde bærer en hovedbeklædning som tegn på underkastelse?
2 Kvinden kan kun være „mandens afglans“ hvis hun bliver på den plads som Gud har tildelt hende i forhold til manden, aldrig ved at tilrane sig mandens stilling som overhoved. Det er grunden til at kvinden undertiden, når omstændighederne kræver det, må bære en hovedbeklædning. Som vi har set i det foregående nummer af Vagttårnet er Paulus’ argument i 1 Korinterbrev, kapitel 11, vedrørende kvindens hovedbeklædning baseret på den teokratiske ledelses princip, der fremsættes i 1Kor 11 vers tre: „Kristus [Jesus, ikke menigheden] er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ Det bliver derfor nødvendigt for en kvinde at bære en hovedbeklædning når hun midlertidigt eller på grund af særlige omstændigheder udfører en eller anden funktion eller opgave der normalt skulle udføres af hendes mand eller af en indviet kristen mand. Det vigtigste er ikke hovedbeklædningen, men at den kvinde der bærer den gør det med den rette teokratiske indstilling og en god samvittighed. Hun forstår at det er en guddommelig forordning, og at hovedbeklædningen først og fremmest er et tegn på at hun nærer respekt for Jehova og hans teokratiske ordning vedrørende kønnene. En kvinde kan kun have en god samvittighed i denne henseende hvis hun, samtidig med at hun bærer hovedbeklædningen, nærer en sund respekt for den hvem æren som overhoved rettelig tilkommer.
3. I hvilke tre tilfælde bør en indviet kvinde bære en hovedbeklædning?
3 Indtil 1926 bar alle kvinder en hovedbeklædning når de overværede menighedens møder. (Se The Golden Age for den 8. september 1926, siderne 780-791; Den nye Skabning (udgivet på engelsk 1904), siderne 298-300; Zion’s Watch Tower for den 1. december 1907, siderne 360, 361.) De situationer hvori en indviet kvinde bør bære en hovedbeklædning kan sammenfattes i følgende tre: 1) Når hun beder eller underviser og hendes mand er til stede; 2) når hun underviser flere og en indviet broder er til stede, og 3) når hun beder ved eller leder et menighedsmøde fordi der ingen kvalificeret broder er som kan gøre det. I denne og den følgende artikel skal vi indgående drøfte hver af disse tre situationer.
Hovedbeklædningen som tegn på at hustruen underordner sig sin mand
4. Hvilket særligt forhold mellem manden og kvinden rejser spørgsmålet om hvem der er den overordnede og hvem den underordnede?
4 Det grundlæggende forhold mellem en mand og en kvinde er det ægteskabelige. I sine drøftelser af kvindens stilling i menigheden i 1 Timoteus 2:11-13 og 1 Korinter 11:3-16 henviser Paulus til skabelsen af de to første mennesker for at vise hvilket forhold de står i til hinanden. Som den der blev skabt først var det manden der fik ansvaret som familiens overhoved. I det ægteskabelige forhold viser den trofaste kvindelige forkynder derfor den rette respekt for denne ordning ved at underordne sig sin mand, hvad enten denne er en forkynder af den gode nyhed eller ej.
5. (a) Hvem bør normalt lede familien ved bibelstudium og bøn? (b) I hvilket tilfælde bør kvinden bære en hovedbeklædning når hun varetager disse opgaver?
5 Hvornår kan det da, inden for den ægteskabelige ordning, blive nødvendigt for en kvinde at bære en hovedbeklædning som tegn på at hun underordner sig sin mand? Måske et andet spørgsmål kan hjælpe os til hurtigere at finde svaret. Hvis hele familien — manden, hustruen og børnene — er samlet til studium eller bøn, hvem ville det da mest naturligt være der ledte familien? Manden, naturligvis! Som familiens overhoved skulle det normalt være faderen der varetog undervisningen af familien og opdragelsen af børnene i „Herrens tugt og formaning“, og som repræsenterede familien i bøn. (Ef. 6:4) Hvis manden imidlertid ikke er en indviet kristen men alligevel gerne vil være med til det studium som hans indviede hustru leder og som hun begynder med en bøn skal hun bære en hovedbeklædning så længe hun udfører disse funktioner. Hun udfører pligter der normalt tilkommer hendes mand. Hvis han ikke er til stedse ved studiet, behøver hun naturligvis ikke at bære en hovedbeklædning eftersom det også er en af hendes pligter og forrettigheder at undervise børnene og hun ikke derved tiltager sig stillingen som familiens overhoved. Men hvis hendes mand er til stede og hun leder studiet og fremsiger bønnen, skal hun have hovedet tildækket eftersom hun midlertidigt tjener i mandens sted, nemlig indtil han selv antager sandheden og kan påtage sig disse pligter.
6. Skal hustruen bære en hovedbeklædning når hendes uindviede mand overværer et bibelstudium som hun leder hos en anden familie?
6 Dette princip gælder også uden for hjemmet. Hvis den uindviede ægtemand ledsager sin hustru til et andet hjem for at overvære et bibelstudium som hun leder, skal hun bære en hovedbeklædning når hun beder og når hun leder studiet. Selv om der er en anden mand til stede, for eksempel manden i det hus hvor studiet holdes, og han også er uindviet, bærer hun ikke hovedbeklædningen for hans skyld da han ikke er hendes hoved og heller ikke er et medlem af menigheden. Hovedbeklædningen tjener i dette tilfælde kun som et tegn på at hun underordner sig sit ægteskabelige overhoved.
7. Hvordan forholder det sig ved måltiderne?
7 Det samme gælder ved måltiderne. Hvis den uindviede ægtemand anmoder sin hustru om at bede bordbønnen, kan hun gøre det, men må i så fald bære en hovedbeklædning. Men når han ikke er til stede og hun sidder alene til bords sammen med sine uindviede børn, er det ikke nødvendigt at hun bærer en hovedbeklædning når hun fremsiger bønnen.
Når indviede mindreårige sønner er til stede
8. Hvilket spørgsmål med hensyn til bøn opstår når der er en indviet søn i familien, og hvornår bør moderen i det tilfælde bære en hovedbeklædning?,
8 Men hvordan stiller sagen sig hvis der er en indviet søn af familien til stede og faderen ikke er der? Hvis sønnen er voksen er der naturligvis ingen tvivl om hvad man bør gøre. Sønnen ville i så fald bede bønnen. Men det kan være at sønnen endnu er temmelig ung, måske kun tretten-fjorten år gammel. I så fald må moderen selv skønne om hun vil opfordre ham til at bede bønnen. Han er stadig underlagt sin moders omsorg og myndighed og må derfor „ære“ hende. (Ef. 6:2) Det beror derfor på moderens skøn om hun vil anmode denne indviede søn om at bede bønnen eller om hun foretrækker selv at gøre det fordi hun føler at han endnu ikke magter det eller særlige omstændigheder gør sig gældende på det pågældende tidspunkt. Men hvis hun selv beder bønnen, vil det være passende for hende at bære en hovedbeklædning, og det samme gør sig gældende hvis hun leder et studium med denne søn. Af hvilken grund bør hun bære en hovedbeklædning i dette tilfælde?
9. Af hvilke grunde bærer moderen en hovedbeklædning når hun underviser eller beder sammen med en indviet, mindreårig søn, og hvordan tjener hovedbeklædningen til at befæste hendes stilling?
9 Den indviede søn er nu et medlem af menigheden og det rigtigste vil være at en moden, indviet mandlig forkynder varetager undervisningen af ham og beder når han er til stede. I hjemmet vil det normalt være faderen der gør dette. Når moderen underviser drengen eller leder ham i bøn optræder hun som mere end hans moder; hun optræder på sin mands, drengens faders, vegne, og det er dette hovedbeklædningen er et tegn eller symbol på. Vi kan derfor sige at hovedbeklædningen tjener til at befæste hendes stilling, idet den sætter hende i stand til at optræde teokratisk over for sin indviede søn i åndelige anliggender og uden at øve brud på den teokratiske orden. Når der ikke er tale om bøn eller undervisning har hun lov til at udøve sin myndighed som moder over for sin søn og give ham den tugt og vejledning han har brug for, uden at hun behøver at bære nogen hovedbeklædning.
10. Hvad bliver moderen således et eksempel på for sin indviede søn, og hvilket stort ansvar påhviler den indviede fader?
10 En sådan moder vil for sin indviede søn tjene som et eksempel på hvordan en teokratisk kvinde bør optræde, og det vil være af stor værdi for ham når han senere selv får en hustru og et hjem. Han vil heller ikke have nogen grund til at klage over at hans moder har overskredet sine beføjelser over for ham i hans egenskab af et indviet mandligt medlem af menigheden. Samtidig vil den indviede moder være interesseret i at hjælpe sin søn til at gøre fremskridt til modenhed, således at han kan repræsentere familien i bøn til Jehova når dette er nødvendigt. Hvis faderen også er et indviet vidne for Jehova vil han, nu da han har en søn der er et indviet medlem af menigheden, have des større grund til personligt og i så vid udstrækning som muligt at opfylde sine forpligtelser som husets overhoved. Han er den der kan og bør give drengen den mere fremskredne undervisning han nu har brug for. — Ordsp. 23:19, 24.
Bøn fremsagt af uindviede
11. Hvordan bør den indviede kvinde forholde sig når hendes uindviede mand leder familien i bøn a) hvis han er ret indstillet og fremsiger en passende bøn? b) hvis hans bønner ikke er i overensstemmelse med Guds ord?
11 Den situation kan forekomme at en ægtemand som endnu ikke har indviet sig og er blevet et af Jehovas vidner ligesom sin hustru, beder bordbønnen ved familiens måltider. Hvis han er ret indstillet og stiler imod indvielse kan han i oprigtighed bede en passende bøn der er i overensstemmelse med sandheden i Guds ord og som hans indviede hustru med god samvittighed kan sige „amen“ til. Manden er stadig husets overhoved og den der rettelig bør lede familiens gudsdyrkelse. Hvis han imidlertid ikke er interesseret i Guds ord eller har religiøse opfattelser som ikke stemmer overens med Bibelen og disse kommer til udtryk i hans bønner, kan hans hustru der er blevet oplyst om sandheden ikke sige „amen“ til hans bøn. Mens han beder kan hun i stilhed bede en bøn på sine egne og børnenes vegne og nære forvisning om at Jehova vil høre hendes bøn.
12. (a) Under hvilke omstændigheder ville det ikke være rigtigt af kristne at være med til en bøn hvor alle de bedende holder hinanden i hånden? (b) Hvorfor er dette ikke et yderliggående synspunkt?
12 I nogle familier er det skik at alle som sidder til bords tager hinanden i hånden under bønnen. Da dette tilkendegiver samhørighed mellem de bedende vil det ikke være rigtigt af en kristen at være med til dette hvis bønnen fremsiges af en uindviet, hvis tanker ikke er rettet mod den sande tilbedelse af Jehova Gud. Det er derfor noget man bør være på vagt overfor når man inviteres til at spise hos mennesker der ikke er i sandheden og som man véd har denne skik. For det første ved man ikke hvad der kan blive sagt i bønnen, og lige så lidt som man vil kunne sige „amen“ til det, vil man ønske at vise at man billiger hvad der bliver sagt i bønnen ved at holde andre i hånden under bønnen. Nogle vil måske spørge om dette ikke er at gå for vidt. Det er det ikke. Bøn er en form for tilbedelse og derfor noget man ikke kan tage let på; det er en hellig handling der må være i overensstemmelse med Jehovas vilje. For at bevare en god samvittighed vil den indviede kristne end ikke foregive at deltage i nogen anden tilbedelse end den sande tilbedelse af Jehova. — 1 Kor. 10:20, 21; 2 Kor. 6:14-18.
13. (a) Hvad bør hustruen gøre når hendes udstødte ægtemand beder bønnen ved måltidet? (b) Hvad bør hun gøre hvis han anmoder hende om at bede på familiens vegne? (c) Hvilken indflydelse får dette på spørgsmålet om hovedbeklædning?
13 En vanskelig situation opstår i tilfælde hvor manden er blevet udstødt af den kristne menighed. Selv om hustruen stadig er underordnet sin mand, kan hun ifølge Bibelens påbud ikke have noget åndeligt fællesskab med ham. (Rom. 16:17) Hvilken indflydelse får dette på bønnen ved måltiderne? Hvis hendes mand insisterer på at ville bede bordbønnen, kan hustruen ikke på nogen måde anerkende hans bøn, hverken med et tavst eller et hørligt „amen“. Hun kan i stilhed bede sin egen bøn til Jehova mens han beder, eller gøre det bagefter, efter hvad hun finder passende. Hvis den udstødte ægtemand anmoder sin hustru om at bede på familiens vegne i hans nærværelse, må hun nægte at gøre det. Hun kan bede i stilhed for sig selv og børnene, selv om han er til stede, men hun kan ikke lede familien i bøn på hans opfordring. Heraf ses det at der aldrig vil blive tale om at hustruen skal bære en hovedbeklædning i dette tilfælde, eftersom hun aldrig vil optræde som lærer eller bede en bøn højt i sin udstødte ægtemands nærværelse.
Optræden over for en ikke-troende ægtemand
14. (a) Hvad vil den kristne hustru holde sig for øje i forbindelse med hovedbeklædningen hvis hun ønsker at bevare sin skønhed i Jehovas øjne? (b) Hvordan stiller sagen sig for hustruen når manden i sin opførsel ikke følger gode principper?
14 Den troende kvindelige forkynder der er gift med en mand der ikke er i sandheden og som derfor ikke er indviet kan, som vi har set, komme ud for at skulle bære en hovedbeklædning når hendes mand er til stede. Imidlertid må hun i så fald passe på at hendes opførsel er i overensstemmelse med dette ydre tegn på underkastelse. Det der gør hende tiltrækkende i Jehovas øjne er ikke et sådant ydre tegn på underkastelse, men det at hun beskedent holder sig på den plads hun har fået tildelt som hustru og altid har „ærefrygt for sin mand“. (Ef. 5:24, 33) Men, vil man måske spørge, hvordan kan en kvinde have ærefrygt for en mand der viser at han hader sandheden og er imod at hans hustru tilbeder Jehova? Selvfølgelig kan man ikke respektere en mands synspunkter når de går imod Gud, eller hans ord når disse er gudsbespottelige, ja måske endog sjofle. Men selv under sådanne omstændigheder er det muligt for hustruen at opføre sig på en sådan måde at hun undgår at gøre oprør mod Jehovas ordning, nemlig ved at hun viser respekt for det embede manden beklæder som familiens overhoved. For eksempel vil hun undgå at tale nedsættende om sin mand over for andre, om han så er aldrig så urimelig.
15. Hvilket eksempel kan indviede kvinder holde sig for øje når de må lide med urette?
15 En kvinde der befinder sig i den situation at være gift med en mand der er vanskelig at omgås og som måske oven i købet tyranniserer hende, kan finde trøst i Jesu eksempel. Læg mærke til de indledende ord til Peters første brev, kapitel tre (NW): „På, lignende måde skal I hustruer underordne jer under jeres mænd.“ På hvilken måde? Peter har lige i det foregående fortalt hvordan kristne trælle skulle forholde sig når de måtte lide uretfærdigt fordi de ønskede at efterfølge Jesus, der er et forbillede for os i hvordan man udholder uretfærdige lidelser. Om ham skriver Peter: „Han, som ikke skældte igen, når han blev udskældt, ikke truede, når han led ondt, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ Hustruer der må udholde en uretfærdig behandling kan gøre som disse kristne trælle blev opfordret til at gøre og som Jesus gjorde: De kan overgive deres sag til Jehova, som til sin tid vil belønne dem for deres trofasthed. — 1 Pet. 2:18-23.
16. (a) Hvilken underkastelse er der tale om for de kristne i dette tilfælde, og hvilket trøstende råd giver Peter? (b) Hvilke to ting bør den kristne hustru tage hensyn til, og hvad bør hun være besluttet på?
16 Trælle kunne også komme ud for at skulle underordne sig urimelige herrer. Her siger Peter: „Thi da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, finder sig i genvordigheder, selv om man lider med urette. Thi hvad ros fortjener det, om I tålmodigt finder jer i at blive slået, når I forsynder jer? Men finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde.“ (1 Pet. 2:18-20) Som tilfældet var med trællene, således var der for hustruerne også kun tale om en relativ underkastelse, idet de måtte tage hensyn til Guds vilje og deres samvittighed. Hvis det viser sig at manden er vanskelig at gøre tilpas, ja at han endog direkte søger at lægge sin hustru hindringer i vejen på grund af det standpunkt hun har taget, vil den trofaste kvindelige forkynder alligevel holde fast ved sin indvielse til at gøre Jehovas vilje. Men samtidig vil hun trofast søge at bevare det rette forhold til sin mand, i overensstemmelse med Jehovas ordning, selv om det til tider kan være svært for hende.
17. Hvordan kan en hustru vinde sin ikke-troende mand for sandheden?
17 Heldigvis er det ikke alle ægtemænd der er så vanskelige. Ofte er manden blot slet ikke interesseret i sandheden og nærer overhovedet intet ønske om at komme sammen med den nye verdens samfund. Hvad skal hustruen da gøre? Husker vi hvad vi tidligere har læst fra 1 Peter 3:1, 2? „I hustruer [skal] underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ Ja, det der muligvis kunne vinde sådanne mænd for sandheden er deres hustruers færd, at de som trofaste, gudfrygtige hustruer underordner sig deres ægtemænd og respekterer dem. — 1 Kor. 7:16.
18. Hvad bevarer den kristne hustru ved trofast at underordne sig sin mand, og hvem er dette i særlig grad til velsignelse for?
18 Som følge af denne trofasthed bevarer den kristne hustru sin åndelige skønhed både i Jehovas og den kristne menigheds øjne. Den indviede mand der har en sådan hustru burde i høj grad være taknemmelig for denne velsignelse, for hun gør ham i sandhed ære som hans afglans. Hvis hendes mand endnu ikke har taget imod sandheden, kan hendes rene, gudfrygtige og respektfulde optræden måske åbne hans øjne for hvilken prægtig hustru han har, så han derved føler sig tilskyndet til at tage imod sandheden. Det vil i sandhed blive til stor velsignelse både for ham og hans hustru!