Din samvittighed og dit arbejde
1. Hvorfor er det vigtigt at en kristen bruger sin samvittighed i forbindelse med sit arbejde?
DE FLESTE af dagens timer tilbringer vi på vort arbejde. En kristen bør naturligvis ønske at have en god samvittighed med hensyn til det arbejde han udfører, så han ’gør alt til Guds ære’. (1 Kor. 10:31) Tillader dit arbejde dig at gøre det?
2, 3. (a) Hvilken form for arbejde er det selvfølgelig forkert at have, og kan den kristne der tager et sådant arbejde slippe for ansvar? (b) Hvordan kan det være at en form for arbejde der ikke i sig selv er forkert, ikke desto mindre kan blive et samvittighedsspørgsmål?
2 Det er indlysende at det er forkert at have et arbejde der direkte og hovedsagelig består i at gøre noget der enten udtrykkeligt fordømmes i Guds ord eller ikke er i harmoni med dets principper. En kristen kan ikke blot skyde ansvaret for det urette over på sin arbejdsgiver. Men hvad nu hvis arbejdet ikke i sig selv er uforeneligt med Guds ord, men er en del af et foretagende hvis endelige mål er uforeneligt med Guds ord?
3 Lad os tage en enkel illustration: Det at være chauffør er i sig selv et anstændigt arbejde. Men hvordan kunne en der bekender sig som kristen være chauffør for en bande bankrøvere? Eller hvordan kunne en kristen lade sit navn knytte til et bordel ved at være ansat der som dørvogter eller husassistent? Men lad os på den anden side forestille os at en kristen er mælkemand eller avisbud; ville det at han leverede mælk eller aviser til et sådant berygtet hus da gøre ham delagtig i et umoralsk forehavende?
4. (a) Gør alle tjenester der ydes en enkeltperson eller en virksomhed som foretager sig noget uret, nødvendigvis den der yder tjenesten meddelagtig i den urette adfærd? (b) Hvilket eksempel giver Gud selv på at man kan yde lovovertrædere visse tjenester uden at gøre sig delagtig i deres urette handlinger?
4 Det er klart at der er forskel på at være meddelagtig i urette gerninger og simpelt hen yde visse tjenester der normalt ydes alle uden forskel. Vi har et eksempel i Gud selv; han yder os tjenester hvad vore personlige behov angår, uden at tage vor retfærdighed eller mangel på retfærdighed i betragtning. Som Jesus påpegede over for sine disciple, lader Jehova Gud „sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:45) Paulus siger også at Gud, Skaberen, „giver alle [uden forskel] liv og ånde og alt andet“. (Ap. G. 17:25) Når Gud lader det regne over onde menneskers marker, er han så meddelagtig i deres urette adfærd? Eller da Gud klædte synderne Adam og Eva, kunne han da anklages for at se gennem fingre med deres synd eller støtte dem i deres urette adfærd? Nej, hans handlemåde var snarere et udslag af fortjent godhed. — 1 Mos. 3:21.
5, 6. (a) På hvilken måde kunne de kristne åbenbart gøre tjeneste i kejserens hus og dog bevare en god samvittighed? (b) Hvordan kan lignende omstændigheder opstå i vor tid?
5 I sit brev til de kristne i Filippi sender Paulus hilsener fra deres kristne brødre „der hører til kejserens hus“. (Fil. 4:22) Disse var tilsyneladende tjenestefolk i kejserens bolig. Om de var slaver eller frigivne siger beretningen ikke noget om. De betjente måske andre dér, for eksempel ved at lave mad, gøre rent og udføre andet arbejde for kejserens familie og husstand i øvrigt. Som vi har set udfører de jordiske regeringer visse opgaver som Gud billiger, skønt de også gør sig skyldige i handlinger han fordømmer. (Rom. 13:1-5) Hvad disse kristne der hørte til kejserens hus end beskæftigede sig med, så kunne de tilsyneladende gøre det uden at føle at de var meddelagtige i Neros politik, religion eller militære forehavender og planer.
6 Sådan er det også i vore dage. Mange af de ting vi måske gør for andre, gør vi simpelt hen for dem som medmennesker, uden at spekulere på om de er retfærdige eller uretfærdige. Lad os igen tage eksemplet med at levere mælk til en prostitueret. Selv om man gør dét, er det ulogisk at mene at andre vil tro at man godkender hendes dårlige moral, ikke sandt? Og selv om man er antaget af en politiker for at undervise ham i musik, vil man heller ikke uden videre blive betragtet som en der støtter hans politiske virksomhed.
7, 8. Hvordan fremholder Guds ord et rimeligt og realistisk synspunkt, og hvordan bør dette lede os når vi anvender Bibelens principper i samvittighedsspørgsmål?
7 Skønt Jehova Gud holder urokkeligt fast ved retfærdighed, er han også rimelig. (Jak. 3:17, NW) Han er fuldstændig realistisk i sin vurdering af tingene og i sine krav til dem der ønsker at behage ham. Dette ser vi af apostelen Paulus’ inspirerede ord i Første Korinterbrev 5:9, 10. Efter at have omtalt sine tidligere formaninger til de kristne i Korint om ’ikke at have samkvem med utugtige mennesker’, sagde Paulus: „Jeg mente ikke i al almindelighed denne verdens utugtige eller havesyge og røvere eller afgudsdyrkere, så måtte I jo gå ud af verden.“ Selv om kristne søger at undgå ’slet omgang der fordærver gode sæder’, kan de ikke blive eneboere, isolere sig i huler, i ørkener eller på øer. Hvorfor ikke? Fordi den opgave de har fået — at tjene som „verdens lys“ — kræver at de er i verden men ikke af verden. (1 Kor. 15:33; Matt. 5:14-16; Joh. 15:19; 17:15-18) At forlange at de skulle udføre denne opgave og samtidig holde sig fuldstændig isoleret, ville være at forlange modstridende ting af dem. Det gør Gud ikke. Vi bør heller ikke være urimelige i vor anvendelse af Guds ords principper, så vi sætter enhver sag på spidsen og fører ethvert princip ud i sin yderste konsekvens, og insistere på at alle vore brødre gør det samme. — Fil. 4:5.
8 Med disse punkter i tanke vil vi nu betragte visse former for beskæftigelse for at se om disse i Bibelen omtales som absolut ukristne, eller om de ligger inden for det område hvor den enkelte må afgøre med sin samvittighed hvad han som kristen kan gøre, eller i hvilken udstrækning samvittigheden kommer ind i billedet.
Hasardspil
9, 10. Siger Bibelen noget direkte om hasardspil, og hvorfor kan man rejse indvending imod at kalde hasardspil en form for udsugning?
9 Hasardspil nævnes ikke direkte i Bibelen. Hvordan bør den kristne da stille sig til det?
10 Nogle sætter det måske i forbindelse med udsugning, som nævnes i Første Korinterbrev 6:10 (NW). Her kan man dog indvende at ordet ’udsuge’ indebærer tanken om at berøve eller fratage én økonomiske midler imod hans vilje (for eksempel ved misbrug af offentlig myndighed). Skønt folk der taber penge i spil ikke er glade for at tabe dem, spiller de som regel frivilligt og er fuldt ud klar over at de løber risikoen for at tabe. Hvis hasardspil altså ikke er udsugning, på hvilket grundlag nægter den kristne da at godkende det?
11, 12. (a) Hvilke bibelske principper giver samvittighedens stemme grundlag for at tale imod spil? (b) Hvilken virkning viser historien at spil har haft på mennesker?
11 Der er mere end én bibelsk grund til at gøre det. Spil fortjener at blive betegnet som en form for havesyge, og havesyge sættes i Guds ord i klasse med afgudsdyrkelse. (1 Kor. 6:9, 10; Kol. 3:5) Det strider også mod den grundlæggende bibelske regel at vi bør elske vor næste som os selv, og at man for at opnå fortjeneste bør udføre et ærligt, produktivt arbejde. Hvilke frugter frembringer spil? Spillets historie viser at det næsten uundgåeligt bidrager til en eller anden form for lovløshed. Og hvorfor? Fordi det er ukærligt at spille. Det tilskynder til selviskhed og opelsker manglende omsorg for andre. Spilleren ønsker at få andres penge uden at yde dem nogen virkelig tjeneste til gengæld. Skønt nogle måske betragter spil som underholdning, viser kendsgerningerne at det ikke så sjældent skaber anspændthed, bekymring, fortørnelse og endog morderisk vrede.
12 En kvinde der har arbejdet i et spillekasino udtaler: „Hasardspil forhærder alle der kommer i forbindelse med det. Efter at bankøren har arbejdet omkring et år i kasinoet rører det ham ikke længere at se mænd og kvinder, mange af dem mentalt syge, spille de penge bort der skulle være brugt til underhold for dem selv og deres familie. En af verdens største og ældste tragedier — at utallige menneskeliv bliver ødelagt på grund af begær efter lettjente penge og forgabelse i den falske gudinde fru Fortuna — berører ikke længere [bankøren].“
13. Hvad viser at spil også er afgudsdyrkelse, ligesom Bibelen forbinder havesyge dermed?
13 Spil fremkalder også overtro, idet spillere som et hele er et af de mest overtroiske folkefærd der findes. Pengene bliver en afgud, og spilleren begynder at dyrke fru Fortuna. I Esajas 65:11 taler Bibelen om dem der forlader Gud og „dækker bord for lykkeguden, blander drikke for skæbneguden“.
14. Hvad formanes de kristne til at gøre, i modsætning til at være havesyge som spilleren?
14 Alt dette står i direkte modsætning til apostelens formaning til de kristne i Tessalonika om at „sætte en ære i at leve stille . . . og arbejde med [deres] hænder“, så de kunne „vandre sømmeligt over for dem, der er udenfor, og ikke trænge til hjælp af nogen“. (1 Tess. 4:11, 12) Ja, der findes stadig visse normer for anstændighed i menneskehedens verden med hensyn til at udføre et ærligt, produktivt arbejde, og den kristne ønsker at ’anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed’ i denne sag, såvel som i alle andre. — 2 Kor. 4:2.
Brug og fremstilling af skadelige nydelsesmidler
15-17. (a) Hvilken vane som indbefatter brugen af betelnød, findes visse steder på jorden? (b) Hvilken virkning har dette på brugeren, og hvordan betragter eksperter i nogle lande denne vane?
15 Endnu en ting som giver grund til bekymring i mange dele af verden, er brugen og fremstillingen af skadelige, vanedannende stoffer. I Indien, på Filippinerne og i Malaysia er det for eksempel en gammel og udbredt vane at tygge betelnød, også kendt som arekanød, frøet fra et palmetræ. Stykker af betelnød rulles ind i et blad hvorpå der er smurt brændt kalk, og dette tygges. Betelnød farver spyttet blodrødt og gør tænderne sorte, og forårsager som oftest at tænderne ødelægges. Mange vanemæssige beteltyggere har mistet tænderne så tidligt som i en alder af femogtyve år. Ifølge Encyclopedia Americana (1956, bind 20, s. 573) fremkalder beteltygning „en virkning i lighed med tygning af tobak“. I Indien tilsætter man faktisk somme tider tobak når man tygger betelnød.
16 Bombay-bladet Evening News for 4. april 1972 oplyser at Extra Pharmacopia, en publikation der udgives af Storbritanniens farmaceutforening, sætter betelnød i klasse med narkotika. En indisk domstol har derfor afsagt den kendelse at betelnød ikke kunne komme ind under betegnelsen „fødevarer“.
17 Det er værd at bemærke at mange som både har brugt tobak og betelnød, siger at de fandt det vanskeligst at aflægge vanen med at tygge betelnød. Under japanernes herredømme på Taiwan gjorde man et mislykket forsøg på at udrydde denne vane. Mange taiwanske læger mener at der er en sammenhæng mellem beteltygning og de mange tilfælde af mund- og ansigtskræft på Taiwan.
18. Hvilken lignende vane findes i Latinamerika, og hvordan virker den?
18 I nogle latinamerikanske lande findes der en lignende vane, nemlig tygning af blade fra kokabusken sammen med kalk. Eftersom disse blade indeholder kokain, er de vanedannende. Mens brugen af dem undertrykker sult- og træthedsfølelse, er de, ligesom andre narkotika, i sidste instans meget skadelige for helbredet samt for åndsevnerne.
19. Hvad viser kendsgerningerne i vore dage angående rygning og tygning af tobak?
19 Brugen af betelnød og kokablade er knyttet til bestemte områder. Brugen af tobak er derimod så godt som verdensomspændende. Den er også vanedannende. Et bevis på tobakkens vanedannende magt er at produktionen stadig ligger på omkring tre og en halv milliard tons om året — trods advarsler fra læger om den skade tobakken forvolder på menneskers helbred. I De forenede Stater laves der for eksempel omkring 576 miliarder cigaretter og 7 milliarder cigarer om året. Og dog har en komité, udnævnt af De forenede staters generallæge, påpeget at risikoen for lungekræft er ti gange større hos moderate rygere, og tyve gange større hos storrygere, end hos ikke-rygere. Dr. Charles Cameron ved det amerikanske kræftforskningsinstitut har sagt: „Af alle ikke-smitsomme sygdomme er lungekræft den sygdom i lægevidenskabens historie der har vist sig at brede sig hurtigst.“ Det blev også nævnt at rygning bidrager til hjertesygdomme, kronisk bronkitis og emfysem. Som følge heraf er der flere regeringer der har vedtaget love som begrænser offentlig reklame for cigaretter.
Hvordan man anvender Bibelens principper på problemet
20. Eftersom ingen af disse vaner nævnes i Bibelen, betyder det så at de ikke kan berøre den kristnes samvittighed?
20 Igen kan vi sige at Bibelen ikke nævner noget om at tygge betelnød og kokablade eller om at tygge, snuse eller ryge tobak. Nogle har sagt: „Så længe man ikke har vist mig noget i Bibelen om brug af tobak [eller lignende produkter], bliver jeg ved med at bruge det.“ Men kunne man ikke lige så godt sige at eftersom Bibelen ikke udtrykkeligt forbyder en at kaste affald ind i naboens have, er der ikke noget forkert ved at gøre det?
21, 22. Hvilke bibelske principper er det indlysende at man må anvende i denne forbindelse, og hvilke spørgsmål må den kristne samvittighedsfuldt stille sig selv med hensyn til sådanne vaner?
21 Bibelen giver os virkelig principper der kan lede os i denne sag. Den inspirerede apostel skrev i Andet Korinterbrev 7:1: „Da vi nu har disse forjættelser [om at vi er anerkendt af Gud som hans godkendte børn og tjenere], mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“
22 At være ’hellig’ vil sige at være ren, pletfri og viet til hellige formål. Kan brugen af betelnød som tilsmudser mund og tænder, eller den forurening som kokablade og tobak påfører legemet, harmonere med dette bibelske påbud? Det største bud er at vi skal ’elske Gud af hele vort hjerte og sind, af hele vor sjæl og styrke’. Kan man sige at man tjener Gud ’af hele sin styrke’ når man bruger produkter der selv af forskellige landes regeringer stemples som meget skadelige for helbredet? Eller kan man sige at man tjener Jehova ’af hele sit sind’ hvis man er afhængig af kokablade? Er brugen af sådanne ting ikke i virkeligheden noget ’unaturligt’, noget der udsætter legemet for et misbrug som det slet ikke er beregnet til at udholde? — Mark. 12:29, 30; Rom. 1:26.
Lad din samvittighed tale
23, 24. (a) Er det kun hvis den kristne selv bruger skadelige nydelsesmidler at hans samvittighed bliver berørt? (b) Fjerner dét at disse planter er en del af Guds skaberværk, alle indvendinger mod den kommercielle produktion og fordeling af dem i dag? Belys med et eksempel.
23 Hvad så med dem der tjener til livets ophold ved at dyrke, forarbejde eller sælge sådanne ting? Her kommer samvittigheden i høj grad ind i billedet. Hvilke principper bør lede os?
24 Nogle indvender måske at disse planter alle er skabt af Gud, og at der derfor ikke er grund til at indvende noget imod at man dyrker dem. Det er sandt, de er skabt af Gud — men noget der i sig selv er rigtigt, kan bruges til forkerte formål. Svampe er en del af Guds skaberværk, men kun nogle af dem er spiselige. Hvis vi tager fejl og spiser en af de giftige arter, kan det medføre døden for os. Jehova har også skabt mineraler og metaller, men når mennesker benytter jern til fremstilling af ødelæggende våben til brug i politiske krige, er dette så at gøre god brug af de ting Gud har skabt?
25, 26. (a) Er det kun den der sælger de skadelige stoffer der bærer ansvaret for den skade de forårsager på mennesker? (b) Hvilke spørgsmål vil den kristnes samvittighed tilskynde ham til at overveje?
25 Lad os betragte hårde stoffer som opium og heroin. Folk der er afhængige af disse stoffer samler dem ikke blot op fra jorden. Der er mange mellemliggende trin. Der må dyrkes valmuer, og saften må trækkes ud og tørres til opium. For at få morfin eller heroin må man foretage en yderligere destillation. Derefter må disse narkotiske stoffer føres på markedet og sælges. Hvor i processen begynder eller ophører ansvaret for den umådelige skade og lovløshed som narkomani medfører?
26 Skønt den ødelæggende virkning af tobak, betelnød og kokablade måske kommer langsommere end af disse hårde stoffer, kan man stille det samme spørgsmål hvad fremstilling og salg af dem angår. Disse planter kan måske bruges til forsvarlige formål — tobaksnikotin bruges for eksempel som grundlag for et insektdræbende middel — og dog er det en kendsgerning at den mængde der bruges til forsvarlige formål udgør en meget lille del af det totale forbrug. Vi kan aldrig glemme at det næststørste bud siger at vi skal elske vor næste som os selv. Hvis vi med vidende og vilje og for vindings skyld bidrager til at vor næstes helbred lider alvorlig skade, holder vi da dette bud? — Matt. 22:39.
27, 28. Kan brugen af visse populære drikke med rette sættes i klasse med de skadelige nydelsesmidler der er beskrevet, og dermed gøres til genstand for de samme indvendinger hvad angår produktion og salg? Hvis ikke, hvori består da forskellen?
27 Nogle indvender måske at selv nydelsesmidler som te, kaffe og i særdeleshed alkoholiske drikke, også får skyld for at være skadelige for helbredet. Hvad alkoholiske drikke angår tillader Bibelen dog klart og tydeligt at de bruges med måde. (5 Mos. 14:26; Joh. 2:1-10; Ordsp. 23:29-31; 1 Tim. 3:3, 8; 5:23) Men vi finder ikke en sådan godkendelse af tobak, betelnød, kokablade, eller for den sags skyld marihuana, opium og lignende produkter.
28 Med hensyn til sådanne drikke som te og kaffe kan man spørge: Efter alle de århundreder man har brugt dem, hvilke klare beviser har man da for at de konsekvent er farlige, eller hvor har regeringer følt sig tilskyndet til at advare imod dem for folks helbreds skyld? Ganske vist kan disse drikke være farlige for en hvis man er syg, hvis man for eksempel har mavesår, og i sådanne tilfælde bør man undgå dem. For diabetikeren er sukker farligt; men det er det ikke for andre mennesker. For en overvægtig kan selv brød og kartofler eller ris indebære en fare. (Jævnfør Ordsprogene 25:27.) Vi bør derfor være rimelige i vor bedømmelse. Forsøger vi at undertrykke samvittighedens stemme ved at prøve at bortforklare kendsgerningerne om produkter der beviseligt er absolut skadelige og farlige?
’Vi må vandre sømmeligt over for dem der er udenfor’
29. Hvilke alvorlige spørgsmål bør man i overensstemmelse med Galaterbrevet 6:7 stille sig selv angående arbejde som i sidste instans skader andre?
29 Dette er blot nogle få områder hvorpå der kan opstå samvittighedsspørgsmål hvad ens arbejde angår. I alle sådanne tilfælde gør den kristne imidlertid vel i at huske at ’hvad man sår, det skal man også høste’ — på mere end én måde. (Gal. 6:7) Hvad nu hvis ens arbejde er af en sådan art at det i stedet for at gavne, skader andre og gør dem fortræd? Skønt et sådant arbejde ikke udtrykkeligt fordømmes i Bibelen, vil det da ikke have en ugunstig, måske endog forringende virkning på ens hjerte og sind? Og kan det ikke også svække ens samvittighed, så man måske finder undskyldninger for at gøre noget der udtrykkeligt fordømmes i Guds ord? — 1 Tess. 4:12.
30. Hvordan må man også tage udenforståendes samvittighed i betragtning med hensyn til et sådant arbejde?
30 Så er der også spørgsmålet om at anbefale sig til andres samvittighed hvad oprigtighed angår. For ikke længe siden blev nogle kendte religiøse organisationer i De forenede Stater udsat for kritik fordi de, skønt de hævdede at gå ind for fred, investerede kraftigt i krigsindustrien. Hvis en kristen tager det standpunkt at en bestemt handlemåde er uforenelig med Bibelens principper og dog tjener til livets ophold ved et arbejde der hovedsagelig tager sigte på at fremme og opmuntre til denne handlemåde, anbefaler han sig da til andres samvittighed? Vil de stole på at han er oprigtig når han forsvarer andre af Guds ords principper og dets løfte om en ny og retfærdig orden?
31, 32. (a) Hvilke spørgsmål kan der opstå i forbindelse med den kristne der er beskæftiget ved et sådant arbejde, med hensyn til om han er egnet til at få en ansvarsfuld post i menigheden? (b) Betyder dét at der ikke må være „noget at klage på“ en tilsynsmand eller en menighedstjener, at han må indrette sig efter alle menneskers personlige betænkeligheder eller meninger?
31 Hvad med den kristne der „attrår et tilsynsembede“ eller gerne vil være menighedstjener i en menighed? Hvis han er beskæftiget med at fremstille ting der er skadelige for andre, kan man da sige at der ’ikke er noget at klage på ham’ eller at han har „godt lov blandt dem, som er udenfor“? — 1 Tim. 3:1, 7-10; Tit. 1:6.
32 Disse krav til kristne tilsynsmænd og menighedstjenere omfatter ikke grundløse eller uretfærdige beskyldninger. I lande hvor den katolske kirke dominerer, betragter man for eksempel altid skilsmisse som noget forkert, selv når der er et bibelsk grundlag derfor, altså når der foreligger utroskab. At man bliver kritiseret fordi man er skilt på et bibelsk grundlag gør ikke én uegnet til at tjene som tilsynsmand eller menighedstjener, eftersom en sådan kritik er ubegrundet.
33, 34. Bevirker dét at et bestemt arbejde er almindeligt i området, eller at det er almindeligt accepteret af folk i området, nødvendigvis at det ikke rejser samvittighedsspørgsmål?
33 Nu kunne en måske sige: ’Det arbejde jeg udfører er ganske vist ikke til gavn for min næste. Men der hvor jeg bor, er størstedelen af befolkningen beskæftiget med den form for arbejde. Denne virksomhed eller dette arbejde er den vigtigste indtægtskilde for området.’ Ville det ændre sagen hvad ens samvittighed angår?
34 Hvis hasardspil for eksempel er hovedindtægtskilden i en bestemt by eller stat, vil folk dér måske ikke tage anstød af at en mand er ansat i et spillekasino selv om han hævder at være en oprigtig discipel af Jesus Kristus. Men bliver det af den grund rigtigt i Guds øjne? Og hvad med virkningen på vedkommendes egen samvittighed og hans eget hjerte? Vil hans samvittighed tillade ham at komme frem for sin Fader med frimodighed, som om han er ren for alt hvad der fortjener Guds mishag? Første Johannesbrev 3:19-22 siger: „Derpå skal vi kende, at vi er af sandheden; og da kan vi for hans åsyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte måtte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alt. I elskede, hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed over for Gud, og hvad vi end beder om, får vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, der er ham velbehageligt.“ Denne frimodighed er i sandhed noget vi må værdsætte og skatte højt. Ja, vi må bevare den, koste hvad det vil.
Tro nødvendig
35. Hvordan kan vi komme ud for en trosprøve fordi vi ønsker at have en ren samvittighed med hensyn til vort arbejde?
35 Når vi stræber efter at have en ren samvittighed over for Gud og søger at anbefale os til andres samvittighed, kan det være nødvendigt for os at foretage væsentlige forandringer i vort liv. Det kan være vanskeligt at få arbejde der ikke er i modstrid med vor samvittighed. Dette er en prøve på vor tro på Guds magt til at komme os til hjælp som følge af vore oprigtige bestræbelser for at behage ham. Med god grund knytter Bibelen tro nært sammen med en god samvittighed. (1 Tim. 1:5, 18, 19; 3:8, 9; Hebr. 10:22) Tror vi virkelig at Jehova Gud ikke blot er til, men også „lønner dem, der søger ham“? — Hebr. 11:6.
36, 37. Hvis det synes næsten umuligt at få et andet arbejde der ikke strider imod den kristne samvittighed, hvilke nutidige og fortidige eksempler kan vi finde trøst og styrke i?
36 Over hele jorden findes der tusindvis af mænd og kvinder som kan bevidne Guds magt, evne og vilje til at hjælpe dem der stræber efter at bevare en god samvittighed over for ham. Én føler måske at hvis han af samvittighedsgrunde opgav sin nuværende beskæftigelse, ville han komme i en virkelig håbløs situation. Men tænk på hvad andre har gjort. Tænk på de kvinder der har levet i polygami eller har levet sammen med gifte mænd og har født dem børn før de lærte sandheden fra Guds ord at kende. Når de har nægtet at fortsætte med at leve i et sådant konkubinat har det betydet at de har mistet al synlig støtte, endog deres hjem. Alligevel er der hundreder af kvinder der i tro har taget dette skridt, og Jehova Gud har sørget for dem.
37 Tænk også på de mange slaver der tog imod kristendommen i romerriget. De var deres herrers ejendom, afhængige af dem hvad alle livets fornødenheder angik. Alligevel måtte de bruge deres kristne samvittighed, og hvis deres herrer forlangte at de skulle gøre noget der var i modstrid med de kristne principper måtte de nægte det, idet de anerkendte at Gud og hans søn var deres øverste herrer. Dette krævede i sandhed også stor tro. — 1 Pet. 2:18-20; Ef. 6:5-8; Kol. 3:22-25.
38. Hvordan har mange kristne også måttet foretage store forandringer for at bevare en ren samvittighed, selv om de ikke har opgivet deres nuværende fag eller branche?
38 Desuden er der tusinder af mennesker der, selv om de ikke har skiftet fag eller branche, har måttet ændre deres forretningsmetoder drastisk eller har måttet opsige deres stilling, fordi det firma de arbejdede for insisterede på at de skulle bruge uærlige metoder i en ellers lovlig branche. Mange former for tjenesteydelse, for eksempel reparation af radioer, biler og ure, er ofte forbundet med uærlighed, idet der måske tages overpris af kunderne eller der tages betaling for reservedele der aldrig er blevet sat i, eller arbejde der ikke er blevet gjort. Dette er en form for tyveri. Sælgere har, før de blev sande kristne, fordrejet kendsgerningerne for at få kunder. Dette er løgn og bedrageri. Kristne har ’sagt sig løs fra al skjult og skammelig adfærd’ og går ikke „underfundigt til værks“, hverken i menigheden eller udenfor. (2 Kor. 4:2) De følger opfordringen: „Aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; . . . Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ Deres samvittighed tilskynder dem til at opgive deres urette adfærd så de ikke ’bedrøver Guds hellige ånd’. — Ef. 4:25-30.
Bevar fornuften og ligevægten
39-41. (a) Hvis syn på sagen ønsker vi at have når vi bruger vor samvittighed i forbindelse med vort arbejde, såvel som i alle andre sager? (b) Når en kristens arbejde rejser samvittighedsspørgsmål, hvilken afgørelse kan de ældste i menigheden da træffe? Hvis samvittighed ledes de af?
39 Lad det igen være sagt at Jehova Gud er realistisk i alle sine krav. Han fremsætter principper der giver en god, klar vejledning; dog driver han os ikke til umulige yderligheder, til det punkt hvor vi er nødt til at „gå ud af verden“ for at bevare en ren samvittighed. — 1 Kor. 5:10.
40 Lad os for eksempel forestille os at én arbejder på en gård hvor der næsten udelukkende dyrkes et produkt der i bund og grund er skadeligt for mennesker. Hans arbejde har måske direkte forbindelse med fremstillingen eller fordelingen af dette produkt. Hans egen samvittighed kan enten tilskynde ham til at forlade et sådant arbejde eller ej. Hvis han er tilsluttet en kristen menighed og hans samvittighed ikke tilskynder ham til at forlade arbejdet, kan det godt være at menighedens ældste på grund af deres samvittighed ikke kan anbefale ham til ældste eller menighedstjener i menigheden.
41 På den anden side kan det være at han nok arbejder på en sådan gård men ikke udfører arbejde der har direkte tilknytning til fremstillingen af det skadelige produkt, idet hans arbejde måske består i at yde en mere personlig tjeneste for gårdejerens familie, i at gøre rent i huset eller udføre et lignende husligt arbejde. Han føler måske at hans arbejde ikke har noget at gøre med frembringelsen af det skadelige produkt. Om de ældste i den menighed som vedkommende er tilsluttet vil anbefale ham til ældste eller menighedstjener eller ej, afhænger af deres samvittighed. De vil også tage i betragtning hvilken virkning en sådan anbefaling kan have på menigheden som et hele, og på det samfund den er beliggende i.
42. (a) Hvilken unyttig handlemåde vil vi undgå når vi stræber efter at bevare en god samvittighed, og hvad vil vi gøre til vort mål? (b) Hvilken indstilling vil vi bevare i ’grænsetilfælde’?
42 Som apostelen ønsker vi altså alle at ’øve os i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker’. (Ap. G. 24:16) Samtidig bør vi også erkende det unyttige i at diskutere alle de mindste detaljer eller mulige anvendelser af et bibelsk princip, eller i at prøve at trække fine grænser og derved opstille en talmudagtig lov der præcis angiver hvad der er tilladeligt og hvad der ikke er. Da Paulus gav Timoteus instruktioner angående hans tjeneste i Efesus, skrev han: „Men det, som dette påbud skal sigte på, er kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro. Dette er nogle kommet bort fra, og de har vendt sig til intetsigende snak, folk, som gerne vil være lærere i loven, skønt de ikke selv forstår, hverken hvad de siger, eller hvad de hævder så sikkert.“ (1 Tim. 1:3-7; jævnfør 6:3-5.) Hvor afgørelsen afhænger af den enkeltes samvittighed vil vi ikke prøve at påtvinge andre vor samvittighed, og vi vil heller ikke ringeagte andre som er overdrevent samvittighedsfulde, eller kritisere og fordømme dem hvis samvittighed ikke er så følsom som vor i sådanne ’grænsetilfælde’. — Rom. 14:3, 10.
43. Hvis vi ikke desto mindre begår fejl skønt vi altid stræber efter at handle med en god samvittighed, hvad kan vi da gøre for at undgå samvittighedsnag?
43 Vi vil komme til at gøre fejl, gøre noget som vi bagefter fortryder — eftersom vi er ufuldkomne. Men vi vil ikke komme til at lide under en skyldbetynget samvittighed hvis vi er hurtige til at bekende vor forseelse over for Gud og vende os fra den, idet vi søger Jehovas tilgivelse gennem hans søn. Læs i Salme 32:1-6 hvad kong David personligt erfarede angående dette. Glæd dig over at vide at Guds søns genløsningsoffer kan sone vore synder og rense vor samvittighed, og give os trøstende vished for at Gud ikke tilregner os sådanne forseelser. Derved kan vi fortsat tjene ham med en god samvittighed, og det giver os glæde, tilfredshed, fred i sindet og håb om evigt liv.
[Illustration på side 37]
Spil har sin rod i havesyge, bidrager til lovløshed og fremmer overtro. Er det noget en kristen kan befatte sig med?
[Illustration på side 39]
Er det konsekvent at tale om næstekærlighed og dog fremstille tobak der kan ødelægge vor næstes helbred?