Er vi for eller imod Guds herredømme?
1. (a) Hvordan begyndte menneskers styre at blive organiseret efter Vandfloden? (b) Hvordan var Satans magt over menneskeheden blevet styrket, og hvilke vidnesbyrd har vi i historien efter den tid om at der findes dæmoner?
ALT peger i dag på at menneskeheden ikke er for Guds herredømme. Det skyldes at der mindre end to hundrede år efter Vandfloden begyndte at blive organiseret et menneskestyre, ved jordiske ledere som var i opposition til Jehova Gud. Heri var Nimrod, der byggede Babylon og Babelstårnet, kendt som foregangsmand. (1 Mos. 10:8-12; 11:1-9) Ved at gøre dette bragte de ikke alene størstedelen af menneskeheden ind under et undertrykkende og ufuldkomment herredømme, men også ind under Satans herredømme. Satan Djævelens magt blev nu styrket af disse andre gudssønner som havde vendt sig mod Guds suverænitet og giftet sig med menneskedøtrene. Ligesom Satan Djævelen havde de gjort sig selv til dæmoner. Mennesker som i dag har en materialistisk tankegang og med et hånligt smil afviser at Satan Djævelen og hans dæmoner skulle være andet end mytiske skikkelser og produkter af fantasien, kan ikke fjerne hele oldtidshistoriens vidnesbyrd. Fortidens vidnesbyrd, både i skrifter og i templer og ruiner, peger alle på at fortidens nationer tilbad dæmoner og lå under for deres indflydelse. Der findes virkelig dæmoner!
2, 3. (a) Hvilken autoritativ kilde giver os oplysninger som er vigtigere end de historiske vidnesbyrd, og hvordan omtaler den dæmonerne? (b) Hvilket råd skrev Paulus til efeserne imod dæmonerne?
2 Hvad der er endnu vigtigere end det, er at den hellige sandheds bog, den inspirerede Bibel, giver os eksakte oplysninger om disse dæmoner og deres fører, Satan Djævelen. Denne bog advarer os imod disse ondsindede åndeskabningers anslag, deres underfundige påfund og snedige planer. Nutidens mennesker, og det gælder også dem der hører til kristenheden, tager ikke de råd alvorligt som den kristne apostel Paulus skrev til alle kristne i sit brev til menigheden i Efesus:
3 „Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ — Ef. 6:11, 12.
4. (a) Hvad viser disse ord med hensyn til Satans organisation, og hvad kalder Jesus og Paulus derfor Satan? (b) Hvordan reagerer jordiske herskere på at få at vide hvis selskab de befinder sig i, men hvem har anbragt dem der?
4 Forstår vi virkelig hvad dette betyder? Det betyder at Satan Djævelen har en usynlig, overmenneskelig organisation. Det betyder at han har organiseret de onde åndemagter i himmelrummet til ’magter’ og ’myndigheder’, til ’verdensherskere i dette mørke’. Denne usynlige, organiserede magt er stærkere end kommunistblokken med dens kæmpemæssige militære slagkraft; den er stærkere end blokken af rige demokratiske lande med hele dens militærmagt. Jesus Kristus kaldte Djævelen eller Satan for „denne verdens fyrste“. Den kristne apostel Paulus kaldte Satan „denne verdens gud“. (Joh. 12:31; 14:30; 16:11; 2 Kor. 4:4) De jordiske regeringer kunne måske tænke sig at lukke munden på os fordi vi siger dette, idet de opfatter det som en fornærmelse mod dem, men vi citerer bare det Jesus Kristus og hans apostel Paulus siger i Bibelen. De har ikke lyst til ud fra Guds ord at få at vide hvis selskab de befinder sig i, men det er ikke os der har anbragt dem der, og hvis de ikke er tilhængere af Jehova Guds herredømme, hvor kan de så ellers befinde sig?
Hvordan Guds herredømme nu udøves
5. (a) Gennem hvem kommer Guds herredømme til udtryk i dag? (b) Hvilket spørgsmål stod folk over for da Jesus var på jorden, og hvilket stort spørgsmål måtte de have svar på?
5 Hvordan kommer Guds herredømme til udtryk i dag, sådan at vi kan vide om vi er for det eller imod det? Guds herredømme udøves nu gennem hans trofaste himmelske søns, Jesu Kristi, rige. Da Jesus var et fuldkomment menneske af kød og blod på jorden, udholdt han de hårdeste prøver fra Satan Djævelen og hans håndlangere på jorden, ligesom Job i landet Uz i gammel tid. Derved beviste han sin absolut ubrydelige integritet over for Jehova Gud som hersker. Job døde ikke for Satan Djævelens hånd. Men Jesus Kristus blev grusomt slået ihjel af Satans hob på jorden. Det skete uden for byen Jerusalems mure. Indbyggerne i Jerusalem og i de romerske provinser Judæa og Galilæa var medskyldige. Det spørgsmål disse stærkt religiøse mennesker stod over for dengang, var spørgsmålet om Guds herredømme gennem Jehova Guds Messias. Det store spørgsmål som de der spejdede efter Jehovas Messias måtte have svar på, var dette: Er Jesus kong Davids arving, den længe lovede Messias, eller er han ikke?
6. (a) Hvordan stemte det Jesus sagde og gjorde, med det som folk forventede at den sande Messias skulle gøre? (b) Hvem ventede folket skulle besvare deres spørgsmål vedrørende Messias, og på hvilken anklage overgav de Jesus til en hedensk landshøvding?
6 De folk der håbede på Messias’ komme havde aldrig forventet at Messias eller Kristus skulle sige de ting og gøre de mirakler som Jesus gjorde fra han blev døbt af Johannes Døber i Jordanfloden til han døde tre og et halvt år senere. De forventede kun at Messias skulle frigøre dem for det hedenske, ikke-jødiske herredømme og gøre deres land velstående og gøre deres folk til en ledernation på jorden, som hedningenationerne ville slutte op om. Det var ikke blot et spørgsmål om styre, men også for en stor del et religiøst spørgsmål. Folket forventede at deres religiøse ledere skulle hjælpe dem med at finde svarene. Disse ledere traf beslutningen for langt den største del af folket. De betragtede Jesus som en gudsbespotter, en falsk Kristus. For ikke at blive forhindret i at slå ham ihjel overgav de ham til den romerske landshøvding, Pontius Pilatus. Hvad anklagede de ham for? For at være en oprørsleder der hævdede at være konge, ikke romerrigets konge, men deres konge, det jødiske folks konge. De lod som om de gerne ville bevare venskabet med romerriget og beskytte dets interesser, selv om det var et hedensk verdensrige.
7. (a) Hvem fremstillede folket der stod foran Pontius Pilatus sig selv som venner af, og hvordan fremstillede de Pilatus? (b) Hvordan stillede folket sig således til Guds herredømme, ifølge Jakob 4:4?
7 Da landshøvdingen Pilatus sagde at han var stemt for at lade Jesus gå fri fordi han ikke fortjente at dø, fremstillede folket, anført af deres øverste præster, sig selv som venner af Tiberius Cæsar, og Pilatus som hans uven. Bibelens beretning siger: „Derefter forsøgte Pilatus at frigive ham. Men jøderne råbte og sagde: ’Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren.’“ Det blev altså gjort til et politisk spørgsmål. Og hvem ville disse mænd så gerne være venner af, at dømme efter den måde de talte og opførte sig på? Af Gud eller af en hedensk kejser? Af en guddommelig hersker eller en menneskelig hersker? De kunne ikke samtidig være venner af Gud og af kejseren, selv om de hævdede at Jesus var en falsk Messias eller Kristus. Vi må holde os til den inspirerede regel der blev nedskrevet i Jerusalem nogle år senere: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Kan man altså sige at disse religiøse mennesker viste sig som venner af Guds herredømme da de prøvede at gøre sig til venner med den hedenske kejser i spørgsmålet om Messias eller Kristus?
8. Hvordan viste folket sig derpå at være for et hedensk herredømme og imod Guds herredømme?
8 Til sidst bragte folket sagen til en afgørelse, da de råbte at Jesus skulle pælfæstes, og Pilatus protesterede ved at sige: „Skal jeg pælfæste jeres konge?“ (NW) Her forkastede de ganske tydeligt Jesus som den messianske konge, for ifølge beretningen svarede folkets øverste præster: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ (Joh. 19:12-15) Ingen kan nægte at folket her valgte et hedensk herredømme, et menneskestyre. Det kunne ikke undgå at gøre dem til modstandere af Guds herredømme.
9. (a) Hvad gjorde Gud på den tredje dag som bevis for at Jesus var Messias? (b) Hvem fremstilles nu i rette tid for hele verden som den messianske konge, og hvilket herredømme står han for?
9 Alt det der er blevet nedskrevet om Jesus viser at han opfyldte Bibelens profetier om den lovede Messias eller Kristus. Derfor oprejste den almægtige Gud ham fra de døde på den tredje dag og ophøjede ham til at være ved hans egen højre hånd i himmelen. Han er nu den himmelske Messias eller Kristus. (Ap. G. 1:1 til 2:36; 13:26-39; 1 Pet. 3:18-22) Og ligesom landshøvdingen Pilatus førte Messias frem for dem der fejrede påskehøjtiden i Jerusalem i år 33, sådan fører den allerhøjeste Gud Jehova også sin Messias eller Kristus frem for hele menneskehedens verden i dag, nitten hundrede år senere. Tiden er inde dertil. Den lange tidsperiode der kaldes „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ (NW) sluttede i 1914, det år der huskes for udbruddet af den første verdenskrig. (Luk. 21:24; Dan. 4:16, 23, 25) Det rige der tilhørte kong Davids kongeslægt og som blev omstyrtet af Babylons hedenske hærstyrker i 607 f.v.t., er nu blevet genoprettet, ikke på jorden under menneskers herredømme, men i himlene, i hænderne på den sande Messias, den almægtige Herre og Gud Jehovas salvede.
10. (a) Hvilke ord angående verdensherredømmet har vi siden 1914 kunnet høre fra himmelen i kraft af vor tro? (b) Hvordan har kristenheden ved at udkæmpe verdenskrige og ved at være tilsluttet De forenede Nationer vist sig at være for menneskers herredømme?
10 Ved tro kan vore øren høre hvordan stemmer i himmelen siden 1914 har råbt de ord der står nedskrevet i Bibelens sidste bog: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ (Åb. 11:15) „Vor Herres og hans Salvedes“ rige er ikke kristenheden — bestemt ikke! Det rige der tales om her er den kongelige, himmelske regering der tilhører Messias eller Kristus, som Herren Gud Jehova har salvet til på hans vegne at herske over alle jordens folk. Kristenheden burde, at dømme efter sit navn, være tilhænger af Guds messianske rige; men er den det? Da hedningetiderne var endt i 1914, kæmpede kristenheden da for dette messianske rige i himlene, eller var den tilhænger af at verden skulle styres ved menneskers herredømme? Betragt Folkeforbundet og De forenede Nationer, som begge er blevet indført og støttet af kristenheden, og som den — for FNs vedkommende — endnu i dag holder liv i. Har disse organisationer stået for Guds herredømme gennem det messianske rige i himlene, eller for menneskers herredømme? Hvad svarer alle de af FNs medlemslande — mere end halvdelen — som ikke giver sig ud for at være kristne lande? De svarer: ’Nej! De forenede Nationer står ikke for Guds herredømme gennem noget messiansk rige i himmelen! Det står for menneskers herredømme over hele jorden. Vi mennesker skal selv styre den ved de styreformer vi selv vælger.’ Det er derfor logisk at kristenheden ved at tilhøre De forenede Nationer har erklæret sig for menneskers og ikke Guds herredømme.
Hvad det vil sige at være for Guds herredømme
11. Hvorfor kan kristenheden ikke undskyldes på grund af uvidenhed, i betragtning af dens handlinger siden den første verdenskrigs slutning i 1918? Kan folk derfor sætte deres lid til at den skal vejlede dem til at vælge det rette herredømme?
11 Kristenheden lyver når den kalder sig kristen, og det er der ingen undskyldning for. Lige siden det kritiske år 1914, og især siden den første verdenskrig endte i 1918, er Guds messianske rige blevet forkyndt som en regering der er oprettet i himlene. Det er sket som en opfyldelse af Jesu Kristi ord om det tegn som „afslutningen på tingenes ordning“ skulle kendes på, nemlig: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Kristenheden er udmærket klar over at „denne gode nyhed“ bliver forkyndt, og det har den vist ved at gøre indsigelse imod det, ja den har endda forfulgt dem der forkynder „denne gode nyhed“ og gjort dem fredløse. Når kristenheden sammen med jordens ikke-kristne regeringer har valgt menneskers herredømme, er det derfor ikke sket i uvidenhed eller uden at de har haft Bibelen. I betragtning heraf kan menneskeheden ikke sætte sin lid til at kristenheden skal vejlede den til at træffe det rette valg, lige så lidt som jøderne kunne sætte deres lid til deres præster og rabbinere for nitten hundrede år siden.
12. Hvad er det altoverskyggende spørgsmål i dag, og hvorfor haster det for os at træffe et valg nu?
12 Det altoverskyggende spørgsmål i dag er ikke om jorden skal styres af kommunismen eller af kapitalistisk demokrati, for begge dele er blot udtryk for menneskers herredømme. Nej, valget står mellem dette: På den ene side et herredømme ved mennesker som er ufuldkomne, syndige, døende og ude af harmoni med Jehova Gud, og på den anden side Guds herredømme gennem det messianske rige ved den opstandne Jesus, det Guds lam som led offerdøden for hele menneskeheden. I dag haster det mere at træffe et valg end det gjorde for nitten hundrede år siden da landshøvdingen Pilatus førte Jesus Kristus frem for den skare der var kommet til Jerusalem for at fejre påsken. I dag befinder vi os meget nær ved slutningen af den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Det herredømme som ufuldkomne, syndige, døende mennesker udøver, vil snart blive fjernet fra jordens overflade i menneskehedens hidtil største trængsel, som er forudsagt i Bibelen.
13. Hvorfor nytter det ikke at modstå Guds herredømme længere, og hvad gør nu sagen endnu alvorligere for dem der modstår det?
13 Det vil ikke nytte noget at modstå Guds herredømme. Den mægtige Person som behersker hele det vældige „system“ hvori denne jord kun er en lille partikel, vil alligevel indføre sit herredømme over hele jorden. Det der gør sagen så alvorlig er at de der i dag fortsætter med at være imod Guds herredømme, vil blive udslettet som fjender i den trængsel der danner afslutning på denne tingenes ordning. — Matt. 24:21, 22; Dan. 2:44,
14. (a) Hvis vi vælger menneskers herredømme, hvis herredømme vælger vi da samtidig, og hvad vil der ske med dette sidstnævnte herredømme? (b) Hvad betyder valget af Guds evige herredømme ikke med hensyn til vor holdning over for de nuværende jordiske regeringer og institutioner?
14 Der er noget vi ikke må se bort fra, selv om det ikke er behageligt at tænke på: Hvis vi vælger menneskers herredømme vælger vi samtidig Satans herredømme, et fortsat herredømme over menneskeheden udøvet af „denne verdens gud“. Efter ødelæggelsen af denne jordiske tingenes ordning vil Jehova Gud gennem sin Messias fjerne Satan Djævelens og hans legioner af dæmoners usynlige styre over menneskeheden på jorden. (Åb. 20:1-3) Vil vi da vælge noget der skal udslettes om kort tid? Det er langt klogere nu i afgørelsens time at vælge det der vil blive for evigt — Guds herredømme! Hvis vi er for Guds herredømme nu før „den store trængsel“, betyder det ikke at vi skal være tilhængere af voldelig revolution og prøve at vælte de siddende politiske regeringer og andre jordiske institutioner med magt. Nej, for det har Jehova Gud strengt forbudt sine kristne vidner på jorden at gøre. (Rom. 12:17 til 13:7) I stedet for at løfte hånd mod de jordiske regeringer som Gud har tilladt at eksistere indtil nu, vil de stadig sagtmodigt finde sig i den ondsindede forfølgelse som politiske herskere udsætter dem for.
15. (a) Hvad vil man bevare når man, i lighed med Job og Jesus, udholder en sådan uretfærdig forfølgelse uden at føle harme mod Gud? (b) Hvad søger de først, hvad må de forkynde, og hvor længe?
15 Ved at udholde en sådan uretfærdig forfølgelse uden at føle harme mod den almægtige Gud som tillader den, bevarer de deres integritet over for ham, ligesom den udholdende Job og Herren Jesus Kristus gjorde, idet de altid kan glæde sig over at have en ren samvittighed over for Gud og mennesker. (Ap. G. 23:1; 1 Pet. 2:19, 20) For at vise hvor de står og hvilket valg de har truffet, søger de først deres himmelske Faders rige og hans retfærdighed; de blander sig ikke i menneskers politik og tager ikke parti i den slags. Den guddommelige Hersker har givet dem ’den gode nyhed om riget’ at forkynde overalt. Det vil de også lydigt gøre indtil Gud selv gennem Jesus Messias lader den guddommelige regering overtage al magt og herredømme over hele jorden. — Matt. 6:33; 24:14, NW.
16, 17. (a) Hvad vil Jehova Gud gøre for dem der vælger at være loyale? (b) Hvorfor ransager Jehova nu alle menneskers hjerter, og hvilken opfordring fra David vil de der vælger livet i hans messianske orden følge?
16 Det er dem der gør dette der af universets Suveræn, Herren Jehova, vil blive bevaret gennem den kommende „store trængsel“ og komme ind i hans retfærdige nye orden på en paradisisk jord. Idet han nu ransager menneskers hjerter spejder han efter om vi ved vor munds ord og ved at handle uden hykleri viser hvilket herredømme vi har valgt. Er vi for Guds herredømme over hele jorden og i himmelen, eller er vi imod det? Den guddommelige Hersker vælger at give livet i sin messianske nye orden til dem der følger den inspirerede opfordring fra kong David, der sad på „[Jehovas] trone“ i Jerusalem:
17 „[Jehova] har rejst sin trone i Himlen, alt er hans kongedømme underlagt. Lov [Jehova], I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov [Jehova], alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje. Lov [Jehova], alt, hvad han skabte, på hvert eneste sted i hans rige! Min sjæl, lov [Jehova]!“ — Sl. 103:19-22.
18. Hvordan besvarer vi spørgsmålet om herredømme, i lyset af disse ord fra salmisten?
18 Er vi for eller imod Jehova Guds herredømme gennem Jesus Kristus? Sammen med alle Jehovas mægtige engle, med alle hans himmelske hærskarer, med alle hans tjenere der gør hans vilje, svarer vi afgjort: Vi er for Guds herredømme, både nu og til evig tid!
[Illustration på side 62]
Da jøderne forkastede Jesus som deres konge til fordel for kejseren, valgte de menneskers herredømme. I dag fører Jehova Messias frem for hele menneskeheden; hvad vælger du?