piske i jeres synagoger og jage fra by til by, for at alt det retfærdige blod, som er udgydt på jorden, skal komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod og til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I slog ihjel mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: alt det skal komme over denne slægt.“ (Matt. 23:31-36) Disse ord blev opfyldt ved Jerusalems totale ødelæggelse i året 70 e. Kr. Denne ødelæggelse var retfærdig, og den var i samklang med, at Jehova er en krigens Gud.

Ja, Bibelen er den guddommelige åbenbaring og ikke blot en beretning om menneskets gudsbegreb. Fra første til sidste side åbenbarer den Jehova som en kærlighedens, visdommens, retfærdighedens og magtens Gud. Han viser sig først som en kærlighedens Gud og udøser sine velsignelser over sine skabninger. Men når disse med foragt afviser Guds gaver, gør oprør og vender sig til ondskab, må han vise sig som en krigens Gud. Overser Bibelens Hebraiske Skrifter Jehovas kærlige, medfølende egenskaber? „Så siger HERREN: . . . Jeg elsked dig med evig kærlighed, drog dig derfor i nåde.“ (Jer. 31:2, 3) Overser de kristne Græske Skrifter Jehovas retfærdighed og berettigede vrede? „Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.“ „Thi vor Gud er en fortærende ild.“ (Rom. 12:19; Hebr. 12:29) Jehova er ikke et primitivt gudsbegreb.

Hvordan sande kristne tjener Gud

AT TJENE Gud betyder i præsteskabets øjne at opføre en religiøs bygning med et kors på spiret, at ringe med en klokke om søndagen og at holde en prædiken om moralen eller om verdensforholdene. For endnu flere mennesker, lægfolket, betyder det blot at komme, når kirkeklokken kalder, sidde i kirkestolene og lægge „ofre“ i kollektbøsserne. Andre mener at tjene Gud ved at begrave sig bag et klosters dystre mure, hvor de fordyber sig i betragtninger. Atter andre tror, at det er nok at leve et „rent liv“ for at tjene Gud på rette måde. Hvorfor er kristenhedens opfattelse af kristendom så forvirret?

Denne den „brede vejs“ måde at tjene Gud på må for en stor del tilskrives den kendsgerning, at kristenheden, der har Bibelen, ikke læser den. Ved selve sit navn påstår kristenheden, at Kristus er dens forbillede i retning af livsførelse; men ved sine handlinger afslører den, at den spiller dobbeltspil: „De hævder at kende Gud, men i gerning fornægter de ham.“ (Tit. 1:16) For at undgå at gøre sig skyldig i at tjene Gud på skrømt og for at kaste glans over den sande tilbedelses sti må man studere og følge det forbillede, Gud har givet os: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ (1 Pet. 2:21) Det er ikke nok at følge i Kristi fodspor på en skødesløs måde. Den eneste antagelige måde at tjene Gud på er ved at efterfølge Kristus meget nøje.

Men nu den kristnes forbillede; blev Herren Jesus munk og skjulte sig for folket? Langt fra! I stedet for at søge at undgå folket søgte han at finde det! Hvordan? Nedsatte han sig som præst med fast bopæl og indbød offentligheden til at komme og høre sig prædike om moral, krig og skatter? Nej! Han indførte heller ikke en eller anden passiv form for gudsdyrkelse, som for eksempel at man kan tjene Gud ved at sidde i kirkestolen eller lignende. Til den rige unge mand, der håbede, at det var nok at leve et „rent liv“ for at arve evigt liv, sagde Jesus: „Een ting mangler du endnu; . . . følg mig!“ (Luk. 18:22) At følge Jesus betød at deltage i det arbejde, han udførte.

Da Jesus stod for Pilatus, opsummerede han i følgende ord den gerning, der havde domineret hans liv: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Som „det troværdige og sanddru vidne“ vidnede Kristus om kilden til al sandhed, Jehova Gud. (Joh. 8:40; 17:17, 26) Da de kristne må tage Kristus til forbillede, er det indlysende, at arbejdet med at vidne om Jehova og hans hensigter ikke er et underordnet lejlighedsarbejde, der følger med det at være kristen. Nej, det er de kristnes vigtigste arbejde og derfor krævende nødvendigt. — 1 Kor. 9:16; 4:16.

Hvad var det, der gjorde arbejdet med at vidne om sandheden så betydningsfuldt? Liv stod på spil, de vildfarne fårs liv. Disse får var mennesker, sagde den store Hyrde. (Ez. 34:31) „Får uden hyrde“ var den betegnelse, Jesus brugte om de mennesker, der ikke havde lært Jehova at kende, skønt det jødiske præsteskab optrådte som deres hyrder. Disse får måtte have føde, kundskab, og det var grunden til, at Jesus „begyndte at lære dem mange ting“. (Mark. 6:34) Jesus Kristus er „Overhyrden“. (1 Pet. 5:4) Alle, der nøje følger Kristus, bliver også hyrder, det vil sige underhyrder under „Overhyrden“. Efter sin opstandelse definerede Kristus klart de kristnes vigtigste gerning, da han gav Peter tre eftertrykkelige befalinger: (1) „Vagt mine lam!“ (2) „Vær hyrde for mine får!“ (3) „Vogt mine får.“ (Joh. 21:15-17) For at kunne vogte og være hyrde for fårene må de kristne først finde dem.

I sin søgen efter fårene vandrede Jesus „fra by til by og fra landsby til landsby og prædikede og forkyndte evangeliet om Guds rige; og de tolv var med ham“. (Luk. 8:1) På passende tidspunkter lærte Kristus folket på gaden i en by. (Luk. 13:26)