Giv agt på dig selv, for du iagttages!
„Vedbliv med at prøve om i er i troen, vedbliv med at prøve hvad i selv er.“ — 2 Kor. 13:5, NW.
1. Af hvor stor vigtighed er den personlige opførsel inden for familiens rammer?
DET er vigtigt at I lader „jeres opførsel forblive ret blandt nationerne“, men lige så vigtigt er det at I påser at jeres opførsel er rigtig i jeres privatliv inden for hjemmets vægge. Thi den som ikke gør hvad der er rigtigt hjemme, vil heller ikke bære sig korrekt ad ude. Den måde hvorpå medlemmerne af en familie behandler hinanden kan heller ikke bevares som en hemmelighed, for den opførsel det enkelte medlem lægger for dagen lader sig mærke langt uden for hjemmets fire vægge. Helt afhængig af hvordan familiemedlemmerne opfører sig hjemme, vil fremmede enten tale godt eller dårligt om familien, dens slægtninge, dens omgangskreds, venner, og den organisation som familien tilhører.
2, 3. Hvilke råd og hvilken vejledning giver Bibelen de enkelte medlemmer af familien?
2 I Guds ord, Bibelen, det komplette bibliotek bestående af guddommeligt inspirerede skrifter, kan alle familiens medlemmer hente mange og gode råd om den rette måde at opføre sig på. Gang på gang får ægtemænd, hustruer, forældre og børn udtrykkeligt at vide hvordan de skal være over for hinanden. Apostelen Paulus skriver for eksempel: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd, . . . I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem. I børn! adlyd jeres forældre i alt, thi det er Herren velbehageligt. I fædre! lad være at opirre jeres børn, for at de ikke skal blive forskræmte.“ — Kol. 3:18-21.
3 Der står også skrevet: „I mænd [skal] leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære.“ (1 Pet. 3:7) „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer.“ „Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv.“ (Ef. 5:28, 33) Hustruer får på deres side befaling til at „have ærefrygt for“ og at „underordne sig under deres mænd i alt“. (Ef. 5:24, 33) Forældre får også at vide hvordan de skal omgås deres børn: „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ (Ef. 6:4) Og børnene har deres pligter at bære, for de påbydes: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret. ’Ær din fader og din moder,’ dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til: ’for at det må gå dig vel, og du må få et langt liv på jorden.’“ — Ef. 6:1-3.
4. Hvilke pligter har en indviet ægtemand over for sin ikke-indviede hustru?
4 Når hele familien er indviet til Jehova og er hans vidner, er det ikke særlig vanskeligt for den at bo sammen i fred og endrægtighed efter de bibelske formaninger som er nævnt ovenfor. Skulle nu ikke alle i en familie være troende, tjener dette dog ikke som en undskyldning for det indviede medlem af familien så han eller hun kan føle sig fritaget for at skulle efterkomme Jehovas retfærdige befalinger. Indviede ægtemænd skal i kærlighed sørge for familiens medlemmer, også selv om nogle af disse ikke er troende, for „hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, er værre end en vantro“. Den indviede ægtemand må ofre rimelig tid og opmærksomhed på sin hustru så hun ikke lider afsavn, og det uanset om hun er en indviet kristen eller ej. Han må bruge et sundt sinds ånd og finde et ligevægtigt forhold i den tid og de kræfter han ofrer på henholdsvis sit arbejde, sit hjem samt tilbedelsen af og tjenesten for sin Gud, Jehova. — 1 Tim. 5:8.
5. Hvordan kan en indviet hustru måske vinde sin ikke-indviede mand for sandheden?
5 På tilsvarende måde må indviede hustruer nære respekt for deres ægtemænd, selv om disse ikke er troende. „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd for øje.“ En hustru der befinder sig i en sådan situation må fordele sin tid og indsats rigtigt på arbejdet i hjemmet, på sin mands og families velfærd, og tjenesten for Jehova. Hendes mand ønsker måske at hun skal ledsage ham på en forretningsrejse eller til en selskabelig sammenkomst, og dette kan hun godt gøre når blot hun ikke derved bringer sine pagtsforpligtelser over for Jehova i fare. Hvorfor skal hun tage med manden? For at han kan vindes uden ord gennem hendes færd. En hustrus færd og handlinger er til visse mere overbevisende end hendes veltalte ord. — 1 Pet. 3:1-4.
6. Hvis det mislykkes at vinde en ikke-troende for sandheden, er der da grundlag for at lade sig separere eller skille? Forklar.
6 Det er imidlertid ikke i alle tilfælde at den ikke-troende ægtefælle vindes ved den indviedes gode færd. Hvad skal den kristne ægtemand eller hustru så gøre? Hvis den ikke-troende er imod ægtefællens religiøse overbevisning men i øvrigt er villig til at fortsætte samlivet, kan den troende lade sagen blive ved det. Men hvis den ikke-troende er så voldsom en modstander at han eller hun søger at opløse hjemmet ved separation eller skilsmisse, så lad, som apostelen siger, den vantro gå sin vej. Men initiativet hertil bør aldrig komme fra den indviede tjener for Jehova. „Thi hvor ved du, hustru, om du kan frelse din mand? eller hvor ved du, mand, om du kan frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16, 24, 27.
7. Hvordan beviser Jehovas vidner, til forskel fra medlemmerne af kristenheden, at de er Kristi sande disciple?
7 Den gudfrygtige opførsel i hjemmet må følge med udenfor og gøre sig gældende langt hinsides familiens rammer. Indviede kristne må give agt på hvordan de opfører sig over for deres åndelige brødre og søstre i Guds menighed, hvilket nemlig også iagttages indgående af udenforstående. For eksempel ved hele verden at det under den første og anden verdenskrig forekom at katolikker myrdede katolikker og protestanter myrdede protestanter i hundredtusindvis. Men ikke et eneste menneske har nogen sinde hørt om at Jehovas kristne vidner har myrdet deres brødre på slagmarken. Enker der mistede mænd og sønner, eller børn som mistede fader og brødre i de forfærdelige krige, kan derfor være forvissede om at ingen af deres kære er faldet for Jehovas trofaste vidners hånd. Disse sande kristne ville hellere selv gå i døden end overtræde Guds bud som siger: „Du må ikke myrde.“ (2 Mos. 20:13, NW) Jesus befaler Jehovas vidner: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre. Derpå skal alle kende, at I er mine disciple, om I har indbyrdes kærlighed.“ „Du skal elske din næste som dig selv.“ — Joh. 13:34, 35; Matt. 22:39.
8. Hvad ligger til grund for at vidnerne står enigt sammen i fred?
8 I stedet for at kriges og strides indbyrdes eller med andre, vil vidnerne „søge fred og jage efter den“, for det er hvad de får påbud om. (1 Pet. 3:11) Megen fred har de som elsker Jehovas lov, siger salmisten. „Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ (Sl. 119:165; Jak. 3:18) Jesus sagde at hans disciple skulle „holde fred med hverandre, for „salige er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn“. (Mark. 9:50; Matt. 5:9) Blandt Guds folk finder man derfor ikke oprør eller stridigheder, men kun fred og enhed. — Fil. 2:14; 1 Pet. 3:9.
Ægte kristen opførsel inden for organisationen
9, 10. Hvordan skal sande kristne, ifølge Bibelens udsagn, være over for hinanden i menigheden?
9 Denne kærlighed, som verden kun ser praktiseret af og iblandt Jehovas vidner, er ikke blot mundsvejr. Den giver sig positive udslag i deres optræden over for hinanden. Modne vidner er langmodige og imødekommende. Skryderi, pral og selvisk stolthed kendes ikke iblandt dem. Fremfor at se på deres personlige fordel gør de hvad der tjener andres interesser bedst. (1 Kor. 13:4, 5; 10:24) De tildækker det faldne køds ufuldkommenheder med de smukke klæder som er vævet af „inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed“, og de holder ikke op med at ’bære over med hinanden og tilgive hinanden’. Den inderlige kærlighed de nærer til hinanden er i sandhed et stærkt og fuldkomment bindemiddel eller bånd som holder hele organisationen sammen. — Kol. 3:12-14; 1 Pet. 4:8; Ordsp. 10:12.
10 Derfor finder man at det blandt vidnerne i dag er sådan som apostelen sagde det skulle være, for „al ondsindet bitterhed og vrede og harme og skrig og uanstændig tale“ er fjernt fra dem, og de er „gode imod hverandre, inderligt medfølende, idet [de] villigt tilgiver hverandre“. (Ef. 4:31, 32) De viser en uforfalsket gæstfrihed. De hjælper til med at bære hverandres byrder eller „besværligheder“. (1 Pet. 4:9; Gal. 6:2, NW, fodnoten) Her råder det forhold at de sunde og stærke rækker de syge og svage en hjælpende hånd, at de unge er hensynsfulde over for de ældre, at de ældre er tolerante over for de yngre, at hver eneste søger at behage sine brødre og søstre fremfor sig selv. „Vi lægger jer på sinde,“ ytrer apostelen, „trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ — Rom. 15:1, 2; 1 Tess. 5:14, 15.
11. På hvilke andre måder må kristne tage sig i agt for at fortrædige deres brødre og søstre?
11 Selv når det drejer sig om at spise eller drikke må disse uselviske kristne give agt på sig selv, så de afholder sig fra ting der kan være til anstød for deres brødre. „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære! Bliv ikke til anstød for nogen, . . . eller for Guds menighed, ligesom også jeg i alt stræber at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste.“ — Rom. 14:21; 1 Kor. 8:13; 10:31-33.
12. Hvilken slags frugt bærer Jehovas vidner i stedet for at øve „kødets gerninger“?
12 Ved at iagttage Jehovas vidners opførsel vil folk således se at der findes en god, retskaffen og gudfrygtig organisation. Tillige vil de få øje for at her er en ren og retlinet organisation hvis medlemmer har aflagt „mørkets gerninger“ og ikke vandrer i „svir og drik, ikke i utugt og løsagtighed, ikke i kiv og misundelse“ og ej heller ’plejer kødet så begæringer vækkes’. Folk ser i vidnerne „de, som hører Kristus til“ fordi de „pælfæster . . . kødet sammen med dets lidenskaber og begæringer“. (NW) De må holde sig fra det onde i enhver skikkelse, og gør det også. (Rom. 13:12-14; Gal. 5:24; 1 Tess. 5:22) De føler lede ved „kødets gerninger“, som er „utugt, urenhed, løsagtighed, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, nid, hidsighed, egennytte, splittelser, partier, misundelse, drukkenskab, svir og deslige“, for det er helt sikkert at „de, der øver sådanne ting, skal ikke arve Guds rige“. Derimod kan alle mennesker let iagttage hvordan Jehovas vidner lægger åndens skønne frugter for dagen, nemlig „kærlighed, glæde, fred langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed“. — Gal. 5:19-23.
13. Hvor skal kristne være opmærksomme på deres personlige ydre og deres personlige renlighed?
13 Guds folk må ikke alene være rene i moralsk, åndelig og mental henseende. De må også omhyggeligt give agt på at de er rene i bogstavelig henseende. Jehovas lov fordrede af dem som tjente Gud ved tabernaklet at de var rene på legemet. (2 Mos. 29:4; 30:17-20; 3 Mos. 5:2, 3; 4 Mos. 19:11-14; Es. 52:11; Ez. 44:23) Hvis du derfor er en af Jehovas indviede tjenere er det vigtigt at du sørger for at vaske dig og tage bad, at du klæder dig rent og pænt, og at du forvisser dig om at du er respektabel og præsentabel inden du går ud i vidnearbejdet eller før du tager hen i rigssalen. De mennesker som iagttager dig vil således bare af dit ydre og af din personlige fremtræden forstå at dette er Guds rene organisation. — 2 Kor. 7:1.
14. (a) Hvordan bevares Guds organisation ren for al moralsk slethed? (b) Finder sådanne drastiske skridt hjemmel i Bibelen?
14 Jehovas folk må tillige være vågne for og give agt på at menighedernes organisationsmæssige renhed bevares og ikke plettes af en slet moral. „Utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), . . . Thi det skal I vide, at ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ (Ef. 5:3-5) Ifald en eller anden inden for organisationen var blevet tvættet ren og derpå, i lighed med hunden og den vaskede so i ordsproget, vender sig om til sit eget spy og atter vælter sig i sølen, vil det være nødvendigt at organisationen bortviser og afskærer et sådant smudsigt menneske fra sin midte. (1 Kor. 6:11; 2 Pet. 2:22) „I skal ikke have samkvem med nogen“ af den slags, „ja, end ikke spise sammen med en sådan“. Nej „udstød det onde Menneske af jeres kreds“. (1 Kor. 5:9-13) „Vi byder jer, brødre! i Herren Jesu Kristi navn, at I holder jer fra enhver broder, som vandrer uskikkeligt.“ „Vi hører nemlig, at nogle vandrer uskikkeligt iblandt jer.“ „Hvis nogen ikke retter sig efter, hvad vi har sagt her i brevet, skal I mærke jer ham og ikke have med ham at gøre, for at han må skamme sig!“ (2 Tess. 3:6, 11, 14) Yderligere hedder det: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I aldrig modtage i jeres hjem eller sige farvel til [en form for hilsen]. For den som siger farvel til ham gør sig delagtig med ham i hans onde gerninger.“ Når Jehovas vidner følger disse klare bibelske retningslinjer for hvordan de skal forholde sig over for urene og oprørske mennesker, vil de i høj grad adskille sig fra alle kristenhedens religiøse sekter. Retsindige mennesker vil også lægge mærke til denne vældige forskel og de vil blive draget mod denne rene organisation i bevidstheden om at det er der Jehovas ånd bor. — 2 Joh. 10, 11.
Ændringen i din opførsel påfaldende
15, 16. (a) Hvorfor må Guds tjenere give agt på deres opførsel på deres verdslige arbejde? (b) Hvis man kommer til at stå over for at skulle forsvare den ændring der er sket i ens levemåde, hvordan skal det så gøres?
15 Jehovas ordinerede ordets tjenere tilbringer en del tid sammen med deres familie og med deres brødre og søstre i menigheden, men herudover er en stor del af deres tid optaget af verdslig beskæftigelse hvor de må omgås mænd og kvinder fra den gamle verden på nærmeste hold. Og her må de da i særlig grad give agt på deres opførsel. Engang hørte disse samme vidner med til den gamle verden og levede og opførte sig som alle andre. „Til dem hørte vi også alle forhen, da vi fulgte vort køds lyster og gjorde, . . . ligesom de andre,“ vedgår apostelen Paulus. Også Peter taler om den forvandling der sker i et menneskes liv når det tager afstand fra den bestående snavsede tingenes ordning, for han skriver: „Som lydige børn må I ikke rette jer efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede i. Men ligesom han, der kaldte jer, er hellig, således skal også I være hellige i al jeres færd; thi der står skrevet: ’I skal være hellige; thi jeg er hellig.’“ — Ef. 2:3; 1 Pet. 1:14-16.
16 På grund af den ændring som indtræffer i din opførsel må dine arbejdskammerater og kolleger med egne øjne kunne se at du nu er en ordets forkynder der tjener Jehova. Somme tider afkræves du en forklaring på hvorfor du har tillagt dig nye levevaner, eller du må forsvare din nyfundne tro eller Bibelen, som den bygger på. Det skal du altid være rede og villig til, og hvis tidspunktet er passende og belejligt kan du frimodigt og frygtløst og dog med en for Kristus værdig mildhed og takt fortælle om sandheden. Lad det aldrig foregå med en kæphøj mine eller i en brovtende og spydig tone. Vær „altid rede med et forsvar over for enhver der afkræver jer en grund for det håb der bor i jer, men I må gøre det med sagtmodighed og dyb respekt“. — 1 Pet. 3:15, NW.
17. Hvordan vil det på anden måde være let for andre at konstatere om man hører til den nye verdens samfund?
17 I dit verdslige arbejde skal du så vidt muligt undgå at komme i situationer der kan forlede dig til kompromis, for eksempel ved julefester, fagforeningsudflugter og kongresser afholdt af fag- og erhvervsorganisationer, hvor moralen vitterligt ikke sjældent balancerer på slap line. Tag ikke med hvis arbejdskammerater eller forretningsforbindelser arrangerer spille- og drikkelag. Du skal holde din sti ren for umoralitet og løsagtighed. Drukkenskab og udskejelser skal ligge dig fjernt. Hvad der kommer over dine læber og ud af din mund skal være rent og fri for eder og uanstændigheder. „Lad ingen rådden snak udgå af jeres mund.“ (Ef. 4:29) Du må være renset for tobakkens pletter og stank. Du må ikke være slave af narkotiske midler eller tilvænnende medikamenter. Hvis du tilhører den nye verdens samfund må det klart fremgå af at du i enhver retning fører et rent liv.
18. Hvordan kan man have en god samvittighed over for Gud, og blive ved med det, hvis man spottes og forfølges fordi man fører et retskaffent liv?
18 Mennesker du kommer i berøring med ude i verden vil måske håne dig og tale ilde om dig fordi du følger en retskaffen og gudfrygtig færd, men er det ikke netop hvad Bibelen siger der ville ske? Altså er der intet mærkeligt i at de gør det. „Thi det er nok, at I tidligere har gjort hedningernes vilje og levet jeres liv i tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse. Derover undrer de sig nu og spotter jer, når I ikke med de andre styrter jer ud i den samme strøm af udsvævelser; men de skal gøre regnskab for ham, som er rede til at dømme levende og døde.“ (1 Pet. 4:3-5) Ret dig derfor efter Paulus’ gode råd: „Skælder man os ud, velsigner vi; forfølger man os, finder vi os deri; spotter man os, svarer vi med gode ord.“ (1 Kor. 4:12, 13) Giv aldrig vrede råderum, og bliv aldrig indviklet i et skænderi: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt; . . . Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer! Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’“ (Rom. 12:17-19) På denne måde vil du over for Gud have en god samvittighed fordi du har bevaret din uangribelighed som et af hans vidner. „Bevar en god samvittighed, så at de der taler nedsættende om jeres gode færd i forbindelse med Kristus selv vil blive til skamme netop i den henseende hvori de bagtaler jer. Thi det er bedre at lide fordi du øver godt — hvis det er Guds vilje — end hvis du øver ondt.“ — 1 Pet. 3:16, 17, NW.
19. (a) Er det kun de voksne blandt Jehovas vidner der skal give agt på deres opførsel? Begrund svaret. (b) Hvordan benytter Satan undervisningssystemerne til at lede de unges tanker på afveje?
19 Og nu I børn og unge! Hvis jeres forældre er Jehovas vidner må også I give agt på hvordan I opfører jer, for I undgår heller ikke at blive iagttaget! Andre lægger mærke til jer, ikke alene når I opholder jer i nærheden af jeres hjem og når I er i rigssalen men også, og især, når I er i skole. Ganske afhængig af hvordan jeres væremåde er vil lærerne og andre tale godt eller dårligt om jeres Gud, Jehova. I skal derfor vise respekt og være ærlige og flittige i timerne. I må have gode vaner og være rene og pæne i tøjet. Glem ikke for et øjeblik at de offentlige undervisningsanstalter hører med til den nuværende onde verden, og denne onde verdens gud, Satan Djævelen, gør brug af alle mulige underfundige rænker for at få de unge til at tænke i sine fordærvede tankebaner. Han anvender billeddyrkelse, heltedyrkelse, kappestrid og dårlige omgangsfæller for at nå sit ondsindede mål. Du må derfor vise Jehova lige så stor trofasthed som de tre hebræere der blev kastet i ildovnen fordi de ikke ville hilse og tilbede statens afgudsbillede. — Dan. 3:8-30; 1 Joh. 5:21.
20. På hvilken måde kan de skolesøgende undgå slet omgang?
20 En anden ting som I unge vidner for Jehova må være på vagt over for, er at I ikke bliver lovbrydere; hvis I gør det, vil I aldrig komme gennem Harmagedon med livet i behold, for på den paradisiske jord vil ungdomskriminalitet være et ukendt begreb. — For at du kan være på den sikre side er det bedst at du undgår at blive rodet ind i skolebander, bliver optaget af selskabelige sammenkomster, idræt efter skoletid, kulturelle gøremål, eller de forskellige arrangementer som tilrettelægges af elevforeninger. Slet omgang vil uvægerlig ødelægge gode vaner.“ (1 Kor. 15:33) Der er én sikker måde hvorpå du kan undgå at fare vild i det mørke som indhyller undervisningssystemerne, og det er at du lader „dit lys skinne“. Fortæl dine lærere og klassekammerater om sandheden og du vil få mange gode fæller som du kan komme sammen med. — Matt. 5:16.
21. Hvorfor er det så vigtigt at alle Jehovas vidner og deres fæller giver nøje agt på deres opførsel?
21 Aldrig har der været en tid hvor det har været vigtigere for Jehovas folk overalt i verden at give agt på deres personlige opførsel. I hjemmet, i menigheden, i samfundet, over for medborgere og de styrende, inden for og uden for fængselsmure og jerntæpper må vidnerne kæmpe en hård kamp for troen og føre et liv der er i harmoni med Jehovas retfærds- og sandhedsprincipper. Vi står lige umiddelbart foran Harmagedon, hvor Jehova vil tilintetgøre denne sataniske gamle verden og hvert menneske som lever efter dens onde moral. Apostelen Peter advarer: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men efter hans forjættelse venter vi ’nye himle og en ny jord’, hvor retfærdighed bor.“ (2 Pet. 3:11-13) Netop! Vi står lige på tærskelen til en retfærdig ny verden. En verden hvor der kun findes mennesker hvis hele liv og færden er ret og retfærdig. For „udenfor er hundene og giftblanderne [de som øver spiritisme, NW] og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, som elsker og øver løgn“. (Åb. 22:15) Forvis jer derfor om at I vandrer livet i Jehovas nye verden værdigt. „Vedbliv med at prøve om I er i troen, vedbliv med at prøve hvad I selv er.“ Giv stadig agt på jer selv, for Jehovas øjne hviler på retfærdige. — 2 Kor. 13:5, NW; 1 Pet. 3:12.