Person. (Ef. 6:7; Kol. 3:22-24) Mindreårige børn som forsørges af forældrene må nu betragtes som „hellige“ og må derfor behandles som rene. Den troende vil følge Eunikes eksempel og bestræbe sig for at give sådanne „hellige“ børn undervisning ud fra Bibelen, for at de fortsat kan være hellige og måske til sidst vil foretage en personlig indvielse til Gud gennem Kristus. Ikke blot deres, men også den vantro ægtefælles frelse står på spil. Det er derfor tilrådeligt at blive boende sammen med den vantro.

40, 41. (a) Hvad skal den troende gøre hvis den vantro ægtefælle er vanskelig at gøre tilpas? (b) Hvordan råder Peter i harmoni med dette princip kristne hustruer som er under ulige åg?

⁴⁰ Selv om ægtefællen er modstander og vanskelig at gøre tilpas, bør den troende ikke føle sig forpligtet til at gå. Den troende bør udholde denne forfølgelse og modstand, lige så vel som han eller hun finder sig i forfølgelse og modstand i det distrikt hvori han eller hun forkynder fra hus til hus. En sådan færd kan åbne mulighed for at den vantro ægtefælle bliver frelst. Det er det argument apostelen Peter bruger da han skriver til forfulgte kristne. Peter siger:

⁴¹ „I tjenestefolk skal i al frygt underordne jer under jeres herrer, ikke blot de gode og milde, men også de urimelige. . . . Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde. Thi dertil [til at lide med urette] blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor . . . Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd [baaler, Den hebraiske Bibel], så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd [over for dem] for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt [en sådan ydre prydelse vil ikke vinde mænd som endnu ikke lyder Guds ord], men [jeres prydelse skal være] hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’; og hendes døtre er I [hustruer] blevet, når I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget [i forholdet til jeres mænd].“ — 1 Pet. 2:18 til 3:6.

Separation og skilsmisse for fredens skyld

1. Hvad skal den troende ægtefælle gøre hvis den vantro trods alt vælger at gå sin vej?

INDVIEDE, døbte troende, som har fulgt apostelen Paulus’ råd og er blevet boende sammen med en vantro ægtefælle, har i utallige tilfælde erfaret den glæde til sidst at „frelse“ ægtefællen. Men hvordan stiller sagen sig for en troende som ved Guds ånd udholder forfølgelse og modstand i en bestræbelse for at holde sammen på ægteskabet, men hvis vantro ægtefælle stadig er uvillig og omsider går, idet vedkommende enten tager bolig et andet sted eller ligefrem søger skilsmisse eller juridisk separation? Paulus svarer: „Men hvis den vantro tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller en søster er ikke trælbunden under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred.“ — 1 Kor. 7:15, NW.

2. Har man i tilfælde af separation bibelsk grundlag for at lade sig skille og gifte sig med en anden?

² I sin egen kristne freds interesse kan den troende lade den vantro ægtefælle