„Hvem har lært Jehovas sind at kende?“
„For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ — Romerne 11:34; Esajas 40:13, Septuaginta.
1. (a) Hvilket udfordrende spørgsmål citerer Paulus fra Esajas 40:13? (b) Hvilket nøgleord lyder anderledes i hans citat end i den hebraiske grundtekst?
FOR mere end 2700 år siden blev Israels folk stillet det udfordrende spørgsmål som en tidligere jødisk farisæer senere citerede i et brev: „For ’hvem har lært Jehovas sind at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ (Romerne 11:34) Det var apostelen Paulus der citerede dette spørgsmål. Han fulgte den måde hvorpå Esajas 40:13 er gengivet i den græske Septuaginta-oversættelse, der her bruger ordet „sind“ (nous) i stedet for ordet for „ånd“, som anvendes i den hebraiske grundtekst.
2. Hvad forstår vi ved menneskets „sind“? Forklar.
2 Hvad betyder det inspirerede udtryk „Jehovas sind“? For menneskets vedkommende står sindet for dets tankevirksomhed. Vi kan for eksempel i vort sind beslutte at vi vil have den samme „indstilling . . . som også var i Kristus Jesus“. (Filipperne 2:5; se også Første Mosebog 11:6.) Vore forstandsevner står langt over alle dyrenes.
3-5. (a) Hvad viser Esajas 55:8, 9 om Jehovas „sind“? (b) Hvorfor er det ikke så mærkeligt at Paulus citerede de ord fra Esajas som er gengivet i Romerbrevet 11:33? (c) Hvad mente Paulus med sine ord i Romerbrevet 11:34? (d) Hvorfor kunne de førkristne bibelskribenter ikke kende Jehovas „sind“?
3 Jehova Guds, Skaberens, tanker står til gengæld langt over ufuldkomne menneskers tanker og forestillinger. Det er denne vigtige kendsgerning han henleder opmærksomheden på i profetien i Esajas 55:8, 9, hvor der står: „Thi mine tanker er ej eders og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ Jehova har derfor noget langt bedre i tanke for menneskene, især for dem der står i et pagtsforhold til ham, end vi her på jorden nogen sinde kunne udtænke. Det er ikke så mærkeligt at denne „apostel til nationerne“, efter at have omtalt en enestående ordning som Jehova har truffet og den måde hvorpå den vil blive virkeliggjort, følte trang til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige hans domme og usporlige hans veje!“ (Romerne 11:13, 33) Det siger sig selv at intet menneske har kunnet ’spore’ Guds veje forud for ham. Det er derfor den inspirerede apostel videre siger: „For ’hvem har lært Jehovas sind [nuon] at kende, eller hvem er blevet hans rådgiver?’“ (Romerne 11:34) Jerusalem-Bibelen siger her: „Hvem kunne nogen sinde lære Herrens sind at kende? Hvem kunne nogen sinde blive hans rådgiver?“
4 Med disse ord mener apostelen ikke at et menneske ikke kan forstå Guds tanker efter at han har åbenbaret dem. Nej! For Gud har åbenbaret sine tanker eller sit sind for os mennesker på sit inspirerede ords, De hellige Skrifters, sider. Det Paulus mener er at før Gud har fattet en tanke eller en beslutning kan intet menneske ud fra sin egen tænkeevne komme på eller tænke den samme tanke. Før Gud åbenbarer hvad han har i sinde kan intet menneske selv udtænke det. Intet menneske havde således lært „Jehovas sind“ at kende, før Gud åbenbarede det i Bibelen — heller ingen af de førkristne tjenere for Gud der nedskrev de første 39 bøger i Bibelen, ikke engang Moses, gennem hvem israelitterne fik Loven.
5 Ingen kunne for eksempel forstå hvad Jehova havde i tanke i forbindelse med Abraham og hans afkom, og ingen kunne forstå hvad alt dette havde at gøre med begivenhederne i det første århundrede e.v.t.
Jehovas „sind“ i forbindelse med „oliventræet“
6. (a) Hvilket løfte havde Paulus talt om i Romerbrevet, kapitel 11? (b) Hvordan blev Abraham i høj grad begunstiget, og hvorfor?
6 I Romerbrevets 11. kapitel, versene 1-33, havde apostelen talt om den forudsagte „Abrahams sæd“. Ifølge Moses’ optegnelser i Første Mosebog 12:3 og 22:17, 18 havde Jehova Gud lovet at velsigne den aldrende patriark Abraham gennem hans afkom eller „sæd“; i denne sæd, eller ved hjælp af den, ville Abrahams Gud til sin tid velsigne alle jordens slægter og folk. Hvilket storslået løfte! Og hvilken belønning for Abrahams tro og lydighed at han skulle blive arving til dette løfte!
7. (a) Hvad skildres der ved de forskellige dele af det symbolske oliventræ? (b) Hvad havde „grenene“ mulighed for? (c) Hvilken beslutning i Jehovas „sind“ med hensyn til „sæden“ var endnu ikke blevet åbenbaret?
7 Apostelen sammenligner det Jehova oprindelig havde i tanke, med et oliventræs vækst, et træ der var almindeligt overalt i hans hjemland, Israel. I overensstemmelse med dette billede var Abraham roden på det symbolske oliventræ. Stammen, der så at sige udgik fra Abraham som den symbolske rod, var et billede på hans elskede søn Isak, hans sønnesøn Jakob (der senere fik navnet Israel) og Jakobs tolv sønner, fædrene til Israels tolv stammer. Efter kødet var alle efterkommerne af disse tolv patriarker grene på dette symbolske oliventræ. Som sådanne var disse de første der havde udsigt til at blive den lovede „Abrahams sæd“, ved hjælp af hvilken alle jordens slægter og folk ville blive velsignet i overensstemmelse med Jehovas kærlige hensigt eller „sind“. De vidste imidlertid ikke at denne „sæd“ ikke skulle være en kødelig „sæd“ der bogstaveligt stammede fra patriarken Abraham, men at den skulle være en åndelig „sæd“. Dens fader måtte derfor være en der var større eller højere end Abraham. Ja, det skulle være ingen anden end den store Livgiver, Jehova Gud, selv. Men hvem skulle da være den ypperste af denne „sæd“?
8. (a) I hvilken forstand blev Jesus større end Isak? (b) Hvorfor måtte Jesus ofre sit jordiske liv og oprejses til liv i himmelen for at alle jordens slægter kunne blive velsignet?
8 Det skulle være en der var større end Isak, den søn Abraham fik i sin alderdom. Det var ’mennesket, Kristus Jesus’. Han var efterkommer af Isak, men større end han, og større end hans søn Jakob (Israel) eller nogen af Jakobs tolv sønner, Israels folks tolv grundstene. (1 Timoteus 2:5) Barnet, der skulle hedde Jesus, var „Guds søn“, for han blev avlet i sin jomfruelige moder Marias moderliv ved Jehova Guds ånd. I virkeligheden blev hans liv overført fra den åndelige verden til Marias moderliv, og Josef, hendes mand, var blot Jesu jordiske fosterfader. (Lukas, kapitlerne 1-3) Mens Jesus var på jorden som menneske opnåede han imidlertid ikke at blive den der velsignede alle jordens slægter og folk. Det er sandt at Jesus ved at have bragt sit fuldkomne, syndfri menneskeliv som et offer kan tjene til velsignelse for hele menneskeheden. Først måtte Jehova Gud, hans himmelske Fader, imidlertid opvække ham fra de døde på den tredje dag og derefter lade ham vende tilbage til himmelen som en åndelig søn af Gud. Det er derfra han velsigner alle jordens slægter og folk.
9. (a) Hvilken større betydning får det symbolske oliventræ nu? (b) Hvor mange åndelige grene er der, og hvordan ved vi det? (c) Hvilken forståelse hjælper Galaterbrevet 3:28, 29 os til i forbindelse med disse „grene“?
9 Set ud fra dette synspunkt antager apostelens skildring af oliventræet en ny og langt større betydning. Det åndelige oliventræs „rod“ er Jehova Gud, den store Livgiver, der er større end patriarken Abraham. Denne større Abrahams enestefødte søn er Jesus Kristus, der er større end Isak. Denne større Isak er hoved for den kristne menighed, der er avlet af den større Abrahams, Jehova Guds, ånd. Medlemmerne af den kristne menighed er de åndelige grene der udgår fra dette teokratiske oliventræ, og ifølge Åbenbaringen 7:1-8 og 14:1-3 vil de til sidst udgøre et antal på 144.000 medlemmer. Vi læser således i Galaterbrevet 3:28, 29: „Der er hverken jøde eller græker, der er hverken træl eller fri, der er hverken mand eller kvinde; for I er alle én i samhørighed med Kristus Jesus. Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams sæd, arvinger ifølge et løfte.“
10. (a) Hvem var de første der havde mulighed for at blive åndelige grene? (b) Hvem af disse blev „frelst“, og hvilken profeti citerede Paulus for at skildre dette?
10 De første der havde mulighed for at blive „grene“ på dette åndelige oliventræ var de kødelige jøder på Jesu tid, idet de som Jesu kødelige brødre var direkte efterkommere af patriarken Abraham. De befandt sig under den lovpagt som den større Abraham havde sluttet med dem gennem mellemmanden Moses. Jesus Kristus var ikke direkte sendt til andre på jorden end til „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 10:6) De første der blev „grene“ på dette åndelige oliventræ, hvis rod er Jehova Gud, var således kødelige jøder, nemlig Jesu Kristi tolv trofaste apostle og tusinder af andre kødelige jøder. Men, som forudsagt i Esajas 10:22, var det kun en lille „rest“ af de kødelige jøder der blev „frelst“, så de kunne blive den større Abrahams sæd og arvinger til hans „løfte“. Det var denne profeti Paulus citerede i Romerbrevet 9:27.
11. (a) Hvornår blev de der skulle have været „grene“ brudt af? (b) Hvordan blev „grene“ fra et vildt oliventræ nu indpodet, og i hvilket oliventræ?
11 Hvornår blev de af „Abrahams sæd“ der skulle have været „grene“, brudt af? Det begyndte med omvendelsen af omskårne samaritanere, og trådte fuldstændig i kraft tre og et halvt år efter Jesu Kristi, den større Isaks, død og opstandelse. Det var da de første ikke-jødiske, uomskårne troende, nemlig den romerske officer Kornelius og hans familie og troende venner, blev omvendt af apostelen Peter og blev døbt efter at være blevet avlet af Jehovas ånd og salvet med den. (Apostelgerninger, kapitel 10) På denne måde blev „grenene“ fra et vildt oliventræ, indpodet i det åndelige oliventræ, hvis livgivende „rod“ er Jehova Gud.
12. (a) Hvad ville der ske hvis „grene“ der var blevet brudt af, ændrede sind? Forklar. (b) Hvad var dette et eksempel på? (c) Hvordan skulle vi, ligesom Paulus, reagere på en sådan åbenbaring af Jehovas „sind“?
12 Hvis nogle af de kødelige jøder der var blevet brudt af, imidlertid atter tog deres stilling op til overvejelse og ændrede sind, sådan som Akvila og Priskilla, ville de igen blive „indpodet“ — modtage det åndelige privilegium som det jødiske folk havde mistet ved sin manglende tro på den større Isak, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 18:1-4, 26; Romerne 16:3; 1 Korinter 16:19) Dette var et eksempel på Jehova Guds, den større Abrahams, loyale hengivenhed. Det var dette beundringsværdige storsind Jehova Gud lagde for dagen over for de kødelige jøder, som han stadig elskede for deres forfædres skyld, der fik apostelen til at udbryde: „O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab!“ Får denne åbenbaring af Jehovas „sind“ også os til at føle en dyb og inderlig taknemmelighed?
Hvordan vi elsker Gud med hele vort hjerte og med hele vort sind
13, 14. (a) Hvordan gav Gud „Loven“, og i hvilken hensigt? (b) Hvad sagde Jesus om denne lov, og hvilket „hjerte“ sigter han her til? (c) Hvilke to bud citerede Jesus, og hvorfor bør vi holde dem?
13 Jehova Gud havde med profeten Moses som mellemmand sluttet en pagt med patriarken Abrahams kødelige efterkommere, Israels folk. Dette skete i år 1513 f.v.t. i Sinajhalvøens ørken og ved Sinaj bjerg, hvor han gav dem sin lov. Om denne lov skrev apostelen Paulus: „Følgelig er Loven blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Hvad sagde Kristus Jesus nu om den lov der var givet gennem Moses? Da han blev spurgt hvilket bud der var „det største“ i Loven, svarede han: „’Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte [græsk: kardiʹa] og med hele din sjæl [psychēʹ] og med hele dit sind [dianoiʹa].’ Dette er det største og første bud. Det andet, der ligner det, er dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På disse to bud hænger hele Loven og Profeterne.“ (Mattæus 22:35-40) Her omtales hjertet i forbindelse med sindet, og det viser at der må være tænkt på hjertet i symbolsk forstand.
14 Jesus citerede her fra Femte Mosebog 6:5: „Du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte [hebraisk: levavʹ], af hele din sjæl [neʹfesj] og af hele din styrke.“ Og fra Tredje Mosebog 19:18: „Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er [Jehova]!“ Jesus betegnede således disse to bud som det største og det næststørste bud i den mosaiske lovpagt. Vi er ikke under Moseloven i dag, men disse grundlæggende krav er ikke blevet forældede, og vi bør efterleve dem.
15. (a) Hvad får det bogstavelige hjerte til at slå, og hvad er dets funktion? (b) Hvilken forbindelse har det bogstavelige hjerte med hjernen og sindet?
15 Vi ved at det er ’livsånden’ der får det bogstavelige hjerte til at slå. (Åbenbaringen 11:11; 1 Mosebog 7:22) Denne livskraft får hjertet til at pumpe blodet ud til alle dele af menneskelegemet, hjernen indbefattet. Jehova Gud sagde: „Om alt køds sjæl [neʹfesj] gælder det, at dets blod er dets sjæl; derfor har jeg sagt til israelitterne: I må ikke nyde blodet af noget som helst kød, thi alt køds sjæl er dets blod.“ (3 Mosebog 17:14) For at hele legemet kan leve må det bogstavelige hjerte pumpe det livsopretholdende blod ud til alle legemsdele, hvad enten dette blodkredsløb holdes i gang af det naturlige hjerte man har fået af Gud, af et hjerte der er blevet transplanteret fra en andens legeme, eller af et følelsesløst, ikke-kødeligt, kunstigt hjerte. På denne måde når blodet til hjernen, hvorved dens tænkeevne aktiveres og sindet fungerer. Det er således tydeligt at det bogstavelige hjerte ernærer hjernen ved at tilføre den blod som indeholder den aktive livskraft, ’livsånden’. Uanset om man er ved bevidsthed eller ej, bliver hjertet ved med at pumpe blod til hjernen og alle andre dele af legemet.
16. (a) Hvad er det symbolske hjerte, ifølge Bibelen? (b) Hvad kræves der af os for at vi kan elske Jehova med ’hele vort hjerte’? (c) Hvordan kan vi elske ham med hele vort „sind“?
16 Men lad os her ikke blot betragte det bogstavelige hjerte, der består af levende væv. I Bibelen står hjertet også for sædet for motiver og følelser. Det er det symbolske hjerte, som i virkeligheden er identisk med vort inderste jeg. I Første Petersbrev 3:4 omtales det som „hjertets skjulte menneske“ (NV), „det indre Menneske“ (Rosenørn-Lehn). Vi må altså elske Jehova Gud med ’hele hjertet’. Vi har også fået påbud om at elske Jehova Gud med hele vor sjæl, med alt hvad vi er. Det kræver at vi elsker den eneste levende og sande Gud, den Almægtige, med hele vor livskraft, og bruger alle vore kræfter på at gøre Guds åbenbarede vilje og fuldføre hans gerning her ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3) Desuden må vi elske Bibelens Gud med hele vort „sind“, alle vore forstandsevner. — Markus 12:29-31.
17. (a) Hvilken forvisning har vi hvis vi elsker Jehova med hele vort hjerte og sind? (b) Hvordan vil Guds fred virke på vort hjerte og sind, ifølge Filipperbrevet 4:7?
17 Hvis vi med hele vort hjerte og sind giver udtryk for vor kærlighed til Jehova Gud, vil han givetvis finde behag i at høre vore bønner, og denne forvisning vil bevare os fri for sorger og bekymringer. Vi vil kunne glæde os over en fred som denne urolige verden ikke ejer og ikke kan forstå. Hvorfor? Fordi, som apostelen Paulus forsikrede sine elskede medkristne i det gamle Filippi i Grækenland, „Guds fred, som overgår al forstand [græsk: noun], vil beskytte jeres hjerter [kardiʹas] og jeres sind [noēʹmata] ved hjælp af Kristus Jesus.“ (Filipperne 4:7) Så vil der ikke i vort symbolske hjerte forekomme forhastede, urette bevæggrunde eller opstå følelsesmæssig uro, og vor tænkeevne eller vort sind vil ikke blive forvirret eller forkvaklet. Som kristne vil vi fortsat leve vort liv i overensstemmelse med Guds inspirerede ord, Bibelen, med vor Fører Kristi Jesu hjælp.
Kan du besvare følgende?
■ Hvad menes der med Jehovas „sind“?
■ Hvordan benyttede Paulus det teokratiske oliventræ til at skildre Jehovas „sind“?
■ Hvad er det symbolske „hjerte“?
■ Hvordan er „hjertet“ og „sindet“ nært forbundet med vor kærlighed til Gud?
[Illustration på side 9]
Det teokratiske oliventræ: Ulydige jødiske „grene“ blev brudt af og erstattet af omvendte samaritanere og uomskårne hedninger
[Illustration på side 11]
Det bogstavelige hjerte pumper livsopretholdende blod til hjernen