Abraham, ’fader til alle som tror’
„DIT ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ At denne udtalelse om Guds ord er sand, finder vi beviser på blandt andet i Bibelens beretning om hvordan Gud har handlet med trofaste mennesker, blandt hvilke Abraham må regnes til de mest nævneværdige. Gang på gang omtales den sande Gud Jehova som „Abrahams Gud“, og at hvile i „Abrahams skød“ betød at nyde Jehovas gunst. Det er ikke uden grund at Abraham blev kaldt „Guds ven“ og „fader til alle . . . som tror“. — Sl. 119:105; Matt. 22:32; Luk. 16:22; Jak. 2:23; Rom. 4:11.
Abram, det navn han først kendtes ved og som betyder „ophøjede fader“, fødtes 352 år efter Vandfloden, og han nåede den høje alder af 175 år. Fra ham nedstammede israelitterne, edomitterne og ismaelitterne, og desuden medanitterne og midjanitterne. Ikke alene vidner arkæologien om at Abraham og hans forfædre er historiske personer, men først og fremmest gør Jesus Kristus og hans apostle det, for de omtaler Abraham over halvfjerds gange. — 1 Krøn. 1:28, 32, 34.
Ur, Abrahams hjemstavn, lå cirka firs kilometer fra Den persiske Bugt, nær det sted hvor floderne Eufrat og Tigris mødes. Byen er blevet kaldt „kaldæernes Ur“ fordi den lå i den nedre del af Mesopotamien, der flere hundrede år efter Abrahams tid blev indtaget af kaldæerne. — 1 Mos. 11:28, 31; 15:7, NW; Ap. G. 7:2.
På Abrahams tid var Ur ingenlunde en ubetydelig by, om end den ikke mere var den mægtige sumeriske hovedstad den havde været omkring 150 år tidligere, indtil elamitterne trængte ind i den. Inden for dens delvis nedbrudte mur, der dannede en oval, levede mindst en kvart million indbyggere. I Bibelen har alligevel Ret siger Keller at Ur på den tid var en „mægtig, velhavende, farvestrålende og driftig hovedstad“.
Men Ur var, ikke at forglemme, en religiøs by. Hele den nordvestlige del var viet tilbedelsen af hedenske guder, først og fremmest måneguden Nannar og dennes ægtemage Nin-gal, og i denne del af byen lå zigguraten og templerne. Som om dette ikke var nok lå der kapeller for andre guder rundt om i byen, og hvert eneste hjem, undtagen de allerfattigste, havde sit eget kapel. „Dens religion var polyteisme af groveste art,“ siger arkæologen Woolley i sin bog Abraham. Sådan var den by hvori Abraham voksede op.
’Fader til alle som tror’
Tro bevises ved gerninger. (Jak. 2:14-26) Abram beviste sin tro ved sine gerninger i op mod hundrede år. Ifølge Guds ord var Abram sandsynligvis omkring halvfjerds år da han blev udsat for den første trosprøve. Gud åbenbarede sig for ham og sagde: „Drag ud fra dit land, fra din slægt og din faders hus til det land, jeg vil vise dig; så vil jeg gøre dig til et stort folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit navn stort, og vær en velsignelse! Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle jordens slægter velsignes!“ Stefanus lader os forstå at Abram fik dette kald „medens han endnu var i Mesopotamien, førend han bosatte sig i Karan“. — 1 Mos. 12:1-3; Ap. G. 7:2.
Det fordrede virkelig tro af Abram, hans fader Tara og hans nevø Lot og af alle i deres husstande, at forlade Ur. Efter at have rejst mange kilometer mod nordvest, slog de sig ned i Karan for en tid. Karans indbyggere tilbad også måneguden, og det er derfor ikke overraskende at Abram efter Taras død fortsatte rejsen mod det land Gud havde lovet ham. Abram var på det tidspunkt femoghalvfjerds år. — 1 Mos. 11:32; 12:4.
Dér hvor apostelen Paulus behandler emnet tro, fremhæver han meget passende Abrams: „I tro adlød Abraham kaldet til at gå til et land, som han skulle få i eje; og han drog ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. I tro bosatte han sig i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte . . . thi han ventede på staden med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud.“ Jesus Kristus gav et lignende vidnesbyrd: „Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.“ — Hebr. 11:8-16; Joh. 8:56.
Jehova Gud var virkelighed for Abram på grund af hans tro. Vi læser mange steder at Abram rejste altre for Jehova og at han påkaldte Jehovas navn, det vil sige, nævnede eller forkyndte det, og på den anden side læser vi også at Jehova gang på gang åbenbarede sig for Abram. Da Jehova lovede at Abram skulle få en søn i sin alderdom, tvivlede Abram ikke Nej, „da troede Abram [Jehova], og Han regnede ham det til retfærdighed“. Efter at Abram havde levet som nomade i næsten fireogtyve år indgik Gud omskærelsens pagt med ham og hans hus, og samtidig ændrede Gud Abrams navn til Abraham, der betyder „fader til en mængde folk“. I mellemtiden havde Abram på Saras opfordring fået en søn med Saras trælkvinde Hagar. Denne søn kaldte han Ismael; men det var Jehovas vilje at Sara skulle føde den lovede arving. — 1 Mos. 15:6; 17:5, 9-14, 24-27.
Efter at Abraham havde ventet mange år i tro, blev den lovede arving, Isak, endelig født. I al denne tid var Abrahams tro blevet prøvet, men hans største prøve skulle dog komme da Isak var vokset op og blevet en ung mand. Da var det Jehova åbenbarede sig for Abraham og sagde: „Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig!“ Hvor må det have været med tungt hjerte Abraham hørte disse ord og drog af sted! — 1 Mos. 22:2.
Jehova Gud kunne næppe have udtænkt nogen større prøve på Abrahams tro og lydighed end netop denne, for utvivlsomt har ingen menneskelig fader, hverken før eller siden, elsket sin søn højere end Abraham elskede Isak. Havde han ikke indtrængende råbt til Jehova: „Hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit hus“? Havde han ikke ventet på Isak i mange år? Og havde Gud ikke desuden lovet at hans afkom skulle nævnes efter Isak? Og nu havde han fået befaling til at ofre ham. Hvordan skulle det løfte dog kunne opfyldes? — 1 Mos. 15:2.
Men Abraham vaklede ikke i sin tro. „Han regnede med, at Gud har magt til endog at vække fra de døde.“ Lydigt drog han af sted til Morija bjerg. Dér byggede han et alter af sten, lagde brændet til rette, bandt sin elskede søn på hænder og fødder og „greb kniven og rakte hånden ud for at slagte sin søn“. Nu havde Abraham bestået den største trosprøve, og han fik lov til at holde inde. En af Jehovas engle råbte for at holde Abrahams hånd tilbage og tilvejebragte en vædder der skulle ofres i stedet for Isak. — Hebr. 11:19; 1 Mos. 22:3-14.
Da Abraham havde ofret denne vædder sagde Guds engel videre til ham: „Jeg sværger ved mig selv, lyder det fra [Jehova]: Fordi du har gjort dette . . . vil jeg velsigne dig og gøre dit afkom talrigt som himmelens stjerner og sandet ved havets bred; . . . og i din sæd skal alle jordens folk velsignes.“ Kort tid efter døde Sara, og Abraham tog Ketura til hustru. Med hende fik han på mirakuløs vis endnu seks sønner. — 1 Mos. 22:16-18; 25:1, 2.
Gavmild og gæstfri
Det er sandelig af gode grunde at Abraham kaldes ’fader til alle som tror’ og „Guds ven“. Hvilket eksempel for alle kristne på et liv i tro! Abraham viste ikke alene en eksemplarisk adfærd når det gjaldt tro, han var også gavmild, gæstfri og blottet for kærlighed til penge. Det betød for Abraham et ikke ringe økonomisk offer at forlade sit hjemland uden at vide hvor han kom hen, for landet omkring Ur var usædvanlig frugtbart da det blev overrislet med vand fra Eufrat; og aldrig så snart var Abraham ankommet til Kana’ans land før han måtte drage til Ægypten på grund af hungersnøden i Kana’an. Hvor fri for kærlighed til penge var han ikke da han skulle træffe en afgørelse med sin nevø Lot! Skønt Abraham var den ældste og anfører for de to familier, lod han Lot vælge hvilke græsgange han ville have, og tog selv dem der var tilbage! Senere hen, da Abraham havde befriet sin nevø Lot fra de konger som angreb ham, ville Abraham ikke tage så meget som en tråd eller en sandalrem som bytte, men gav i stedet konge-præsten Melkisedek tiende af alt.
Abraham viste en storladen gæstfrihed over for de tre fremmede der en dag, tilsyneladende tilfældigt, kom forbi. Han nødte dem til at gøre sig det behageligt i hans hjem mens han fik en fin og lækker kalv tilberedt. Han fik sin hustru Sara til at bage kager af fint mel og serverede disse, sammen med mælk og smør, for sine gæster; han gav dem det bedste huset formåede. — 1 Mos. 13:5-13; 14:17-23; 18:2-8; Hebr. 13:1, 5.
Et eksemplarisk familieoverhoved
Som familieoverhoved satte Abraham også et godt eksempel. Helt i harmoni med de befalinger Jehova senere gav både det bogstavelige og det åndelige Israel, pålagde Abraham ’sine børn og sine efterkommere at vogte på Jehovas vej’. Der er ingen tvivl om at han oplærte sin søn Isak til at følge den rette vej, ellers ville Isak aldrig have fundet sig i at hans gamle fader bandt hans hænder og fødder for at bringe ham som offer. Og da Abraham var en klog fader, var han levende interesseret i at hans søn giftede sig med en troende, og ikke en hedensk, kvinde. — 1 Mos. 18:19; 24:3, 4.
Da Lot og hans familie blev taget til fange, påtog Abraham sig ansvaret for at befri dem. Med 318 af sine husfolk foretog han et stormangreb på fjenden ved nat, for at befri Lot og dem der var med ham. Derved blev Abraham uden tvivl den første kriger for Jehova og kæmpede vel sagtens den første kamp som står berettet i „bogen om [Jehovas] krige“. Da Jehovas gengældelsesdom truede hele det område Lot boede i, tryglede Abraham Jehova: „Skulle den, der dømmer hele jorden, ikke selv øve ret?“ Abraham var et familieoverhoved af den rette slags, hvad enten det drejede sig om at bruge krigsvåben eller at rette en bøn til Gud! — 1 Mos. 14:13-16; 18:25; 4 Mos. 21:14.
Sara tiltalte Abraham med „herre“, hvilket viser at han langtfra var den tøffelhelt som den højere bibelkritik insinuerer at han var. For at frelse sin mands liv gik Sara også straks ind på hans forslag om at hun skulle sige at hun var hans søster. Abraham fulgte den taktik to gange, og eftersom han ingen steder dadles derfor, og eftersom Jehova i begge tilfælde ledede begivenhederne så Sara blev beskyttet, kan vi ikke rette bebrejdelser imod Abraham i den anledning. Både Abraham og Sara erkendte at kvinder dengang blev betragtet som mandens ejendom hvorover han havde fuld rådighed. — 1 Mos. 18:12; 12:11-20; 1 Pet. 3:6.
Profetiske skikkelser
Abrahams eksemplariske liv tjener også som et lys på vor sti fordi det havde stor profetisk betydning. Flere gange blev Abraham brugt som et billede på Jehova Gud. At Abrahams navn blev gjort stort og at han blev en velsignelse, var et billede på at Jehova ville gøre sit navn stort og at Han ville blive en velsignelse. — 1 Mos. 12:2; Mal. 1:11.
Ligesom Sara var ufrugtbar i lang tid, således var Guds himmelske Jerusalem, hans hustru eller organisation, også ufrugtbar gennem lang tid, indtil den frembragte Jesus som den salvede ’kvindens sæd’. Og som Abraham ved to lejligheder fortiede sit ægteskab må Sara, har det også set ud som om Jehova Gud fornægtede sin hustru-organisation eller sit ægteskab med den i en lang tidsperiode, hvilket har fristet Satans håndlangere til at forulempe „kvindens“ repræsentanter på jorden. — Es. 54:1-8.
Abraham havde to sønner ved to kvinder. Tilsvarende har Jehova Gud haft to folk, de bogstavelige jøder ved en jordisk organisation, og de åndelige jøder ved en himmelsk organisation, Jerusalem oventil. Ligesom trælkvinden Hagar tjente et midlertidigt formål, således tjente Israels folk, som var i trældom under Lovpagten, et midlertidigt formål. Sara, den frie kvinde, frembragte den lovede sæd, og parallelt hermed har det fri himmelske Jerusalem frembragt den lovede arving. — Gal. 4:21-31.
At Abraham ofrede sin søn Isak skildrede forbilledligt at Jehova ville ofre sin enbårne søn. Og at Abraham sendte Eliezer ud for at skaffe Isak en brud, blev et billede på at Jehova ville udsende sin hellige ånd, første gang på Pinsedagen, for at en åndelig brud til hans søn kunne tilvejebringes. — Joh. 3:16; Gal. 3:16.
Man må i sandhed sige at Bibelens beretning om sådanne mænd som Abraham understreger at Guds ord er en lygte for vor fod og et lys på vor sti!