Troende ægtefæller kaldede til fred og frelse
„En broder eller en søster er ikke trælbunden under sådanne omstændigheder; men Gud har kaldet jer til fred.“ — 1 Kor. 7:15, NW.
1. Hvad skulle ægteskabet skænke manden, eftersom det ikke var godt for Adam at være alene?
ÆGTESKABET skulle være en fredelig ordning. Det stod klart da det første gang blev præsenteret for manden. Ægteskabet skulle skænke en mand lykke, thi den første mands, Adams, faderlige Skaber så at det ikke var godt at manden til stadighed var alene.
2. Hvilken gunstig start fik Adams og Evas ægteskab, og hvordan kunne det have fortsat i fred og lykke?
2 Der var truffet alle foranstaltninger til at gøre ægteskabet fredeligt og harmonisk. Den som manden blev viet til var en kvindelig skabning der var dannet i fuldkommenhed for at blive hans medhjælper; som hans komplement. Hun var i egentligste forstand en del af ham, for i realiteten var hun ben af hans ben og kød af hans kød, som manden selv udtrykte det. Af yderste vigtighed var det at både manden og hans hustru havde samme tro; de var begge børn af Jehova Gud, havde samfund med ham og tilbad ham. De havde deres himmelske Faders velsignelse og fik klar besked om hvad de skulle foretage sig sammen i deres paradisiske hjem. Deres pligter var ikke modstridende; de skulle gennemføre en fælles hensigt i harmoni med Guds vilje, og det krævede fredeligt samarbejde. De havde evnen til at elske hinanden; af naturen elskede de simpelt hen hinanden. Fremfor alt må de have elsket deres Gud og Fader, skønt de ikke kunne se ham. Deres ægteskab, som havde fået en så gunstig start, kunne have fortsat fredeligt og lykkeligt, dersom de i kærlighed og lydighed havde gjort Guds vilje. — 1 Mos. 1:28 til 2:25.
3. Hvilket frafald vidner forbud mod ægteskab om, og hvordan viser Kristi apostles forhold hvorvidt Bibelen forbyder nogen kristen at gifte sig?
3 Den kristne apostel Paulus, som for troende er en autoritet på det ægteskabelige område, skrev mange betydningsfulde ting om ægteskab. Til tilsynsmanden eller forstanderen for en kristen menighed skrev han: „Men Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, . . . De forbyder ægteskab.“ (1 Tim. 4:1-3) Bibelen selv forbyder imidlertid ikke ægteskab, ikke engang for den kristne menigheds tolv grundstene, de tolv apostle. Efter at Jesus en hel nat havde bedt til Gud, udvalgte han sine tolv apostle, og blandt dem var Simon, som Jesus kaldte Peter eller Kefas. På det tidspunkt var Peter eller Kefas gift, for det berettes at Jesus helbredte hans svigermoder for en legemlig sygdom. (Luk. 6:12-16; Joh. 1:42; Matt. 8:14, 15) Paulus forsvarede en apostels ret til at gifte sig med en søster i troen da han skrev: „Er jeg ikke fri? er jeg ikke apostel? har jeg ikke set Jesus, vor Herre? . . . Mit forsvar over for dem, som vil fælde dom over mig, er dette: Har vi ikke ret til at spise og drikke? Har vi ikke ret til at tage en søster som hustru med overalt ligeså vel som de andre apostle og Herrens brødre og Kefas?“ (1 Kor. 9:1-5) Jo, svarer Guds ord.
4. Hvordan viser Paulus’ instruktioner til Timoteus og Titus om såkaldte „biskopper“, „diakoner“ og „præster“ har bibelsk ret til at gifte sig?
4 Paulus skrev til Timoteus og Titus at de som kristenheden kalder „biskopper“, „diakoner“ og „præster“ kan gifte sig. For at citere Titus 1:5-7 fra den katolske Douay-oversættelse af Bibelen: „Du skulle . . . ordinere præster i hver by, som jeg også foreskrev dig: hvis nogen ikke har gjort sig skyldig i nogen forbrydelse, er en hustrus mand, har trofaste børn, ikke er anklaget for tøjlesløshed eller er uregerlig. Thi en biskop må som Guds husholder ikke have gjort sig skyldig i nogen forbrydelse.“ Første brev til Timoteus 3:2-4, 12 (Dy), lyder ligeledes: „Det sømmer sig derfor for en biskop at være dadelfri, én hustrus mand, . . . en der styrer sit eget hus godt, som holder sine børn til lydighed med al renhed. Lad diakoner være mænd som kun har én hustru: som styrer deres børn og deres eget hus godt.“
5. Hvordan opfatter nogle bibeloversættere og kommentatorer udtrykket „én hustrus mand“, og hvem afskæres derfor undertiden fra embeder i en menighed?
5 Bemærk det gentagne krav: „én hustrus mand“. Nogle bibeloversættere og kommentatorer opfatter dette som „kun gift én gang“, ikke gift mere end én gang, hvilket udelukker fraskilte mænd eller enkemænd som har giftet sig igen. Men den jødiske oversætter H. J. Schonfield gengiver 1 Timoteus 3:12 således: „Lad administratorer [diakoner] forblive gift med én hustru, idet de styrer deres børn og deres egne husstande godt.“ Og den aramaiske oversætter G. M. Lamsa gengiver verset på følgende måde: „Lad diakonerne udnævne blandt dem som ikke har været polygame, som styrer deres børn og deres egne husstande godt.“ Den katolske monsignor R. A. Knox gengiver det afgørende udtryk ved „tro mod én hustru“, og bemærker følgende i en fodnote: „’Tro mod én hustru’ kan betyde, men betyder ikke nødvendigvis, at en enkemand der havde giftet sig igen, ifølge oldkirkens ordinans ikke kunne vælges til biskop.“
6. Hvorfor var dette et passende krav på apostlenes tid?
6 Grundbetydningen af det græske udtryk for „én hustrus mand“ er: én levende hustrus mand. På apostlenes tid var polygami udbredt blandt ikke-kristne, og endog blandt hebræerne eller jøderne (hvorfra de første medlemmer af den kristne menighed kom) kendtes polygami.
7. Hvilke bemærkelsesværdige eksempler på polygami har vi fra Israel og fra Afrika, og hvilken ægteskabsnorm gælder for kristne der er under den nye pagt Gud har indgået med sit folk?
7 En polygam mand kunne ikke blive tilsynsmand i en menighed, og heller ikke assisterende tjener for en sådan tilsynsmand. En polygam person kunne ikke engang blive kristen og som sådan et medlem af den indviede, døbte kristne menighed. Under den mosaiske lovpagt, som Gud indgik med jøderne, var polygami tilladt, men i tiden umiddelbart forud for den kristne tidsalder blev polygami i den israelitiske nation underkastet en streng kontrol. Kong Salomon i Jerusalem er den mest bemærkelsesværdige polygamist i hele Israels historie. Han havde syv hundrede hustruer og tre hundrede medhustruer. Dette førte til sidst til at han led skibbrud på sin gudsdyrkelse. (1 Kong. 11:3) Salomon var nok gift med mange kvinder, men han overgås dog af to afrikanske høvdinge som levede i forrige århundrede. Høvdingen i Loango (i det som nu svarer til Congo-republikken) og høvdingen i Mutesa i Uganda havde hver henved 7000 hustruer. (New York Times Magazine, den 24. april 1960) Kristi offerdød ophævede imidlertid den mosaiske lovpagt med Israel, og med Jesus Kristus som mellemmand oprettede Jehova Gud en ny pagt med menigheden af Kristi efterfølgere. Denne nye pagt tillod ikke bigami eller polygami inden for den indviede og døbte menighed. Mønsteret i Paradiset, hvor den første mand kun havde én hustru, er blevet genindført. Det skal menighedens tilsynsmænd følge, idet de således er eksempler for andre.
8. Hvad må en polygam mand gøre hvis han vil døbes og være et medlem af den nye verdens samfund?
8 Hvordan vil en mand som har flere hustruer så kunne blive en indviet og døbt kristen der slutter sig til den nye verdens samfund af Jehovas vidner? Det kan han ved at give afkald på alle sine hustruer på nær én. Alligevel er han stadig forpligtet til at sørge for de kvinder som han giver fri, samt de børn han har med dem. Han kan under ingen omstændigheder have kønslig forbindelse med dem, som var de stadig hustruer eller medhustruer. Kun en af kvinderne kan han anerkende som sin virkelige hustru, og hende alene skal han yde den ægteskabelige ret.
9. Hvad må en polygamist gøre hvis han ønsker at overleve Harmagedon og komme ind i Guds nye verden, og hvor stilles mange over for denne prøve?
9 Dette udsætter en polygamist for en streng prøve når han er kommet til at kende Bibelens budskab om den retfærdige nye verden, hvor Guds rige på den paradisiske jord kun vil tillade mænd at være gift med én kvinde. Men den polygame må bestå denne prøve, dersom han ønsker at overleve den universelle Harmagedonkrig og komme ind på den nye jord som styres af de nye himle, Guds rige ved Kristus. Dette krav forklarer hvorfor muhamedanismen kan melde større fremgang i Afrika end kristenhedens religioner. Muhamedanismen tillader polygami, dog med visse begrænsninger. På denne baggrund udtalte en af kristenhedens evangelister da han vendte hjem fra en forkyndelsesturné i Afrika: „For hver tre som går over til kristendommen, går syv over til islam.“ (New York Times, den 30. marts 1960) Mange tusinde indfødte afrikanere er dog hvert år blevet indviede, døbte vidner for Jehova, selv om det i talrige tilfælde har været ensbetydende med at de ikke længer kunne være gift med flere hustruer.
10. Hvordan viser en instruktion som Paulus gav og et ønske han udtrykte, at det ikke er forbudt kristne enker og enkemænd at gifte sig igen?
10 Med hensyn til dette at have en levende ægtefælle, fremgår det klart at Kristus og hans apostle ikke forbød kristne enker eller enkemænd at gifte sig igen. Vedrørende unge enker hvis kønsdrifter blev dem for stærke, sagde Paulus til tilsynsmanden Timoteus: „Derfor vil jeg, at unge enker skal giftes, føde børn.“ (1 Tim. 5:14) Det er bedre at gifte sig igen end at blive offer for sine lidenskaber og bedrive utugt. Paulus sagde derfor yderligere herom: „Til de ugifte og til enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg. Men kan de ikke leve afholdende, så lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at være optændt af begær.“ — 1 Kor. 7:8, 9.
11. Hvorfor var det godt for unge enker at gifte sig igen, og hvorfor ville en enkemand der havde giftet sig igen ikke være uegnet til et tilsynsembede?
11 Ægteskabet ville forhindre dem i at blive distraheret så de ikke kunne tjene Gud effektivt; det ville beskytte dem mod en umoralsk opførsel som kunne ’give modstanderen anledning til at spotte’ den kristne menighed, hvortil de lidenskabelige enker hørte. Hvad enker fik lov til, var det kun ret og rimeligt at enkemænd også fik lov til. Der er ikke noget umoralsk i at enker gifter sig igen, for Paulus forklarer: „Altså vil [en kvinde] blive kaldt en ægteskabsbryderske, hvis hun, medens manden lever, bliver en anden mands; men når manden dør, er hun fri fra den lov, så hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun bliver en anden mands.“ (Rom. 7:3) Dette taget i betragtning, hvorfor skulle en enkemand der havde giftet sig igen, så være uegnet til et tilsynsembede?
Ophøjede pligter
12. Da Paulus talte om at et menneske skulle forblive i den stilling hvori det blev kaldet, mente han da at det skulle forblive ugift? Hvad tænkte han på? Hvorfor skulle det menneske forblive i sin stilling?
12 Det foregående må holdes for øje når vi læser Paulus’ ord: „I hvilken stilling enhver end blev kaldet, brødre, lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ (1 Kor. 7:24, NW) Paulus mente ikke at et menneske som bliver kaldet mens det endnu er ugift, eller mens det lever i enkestand, skal forblive ugift. Paulus siger at det ville være bedre for dem som kristne at forblive ugifte; men visse omstændigheder eller en bestemt udvikling af forholdene kunne af moralske grunde gøre ægteskab tilrådeligt i deres tilfælde. Paulus refererede altså i virkeligheden til visse uforanderlige forhold, til den stilling eller stand som de troende befandt sig i da Gud kaldte dem til at blive Kristi efterfølgere. Dersom Gud selv så bort fra sådanne uforanderlige forhold, behøvede den troende ikke at bekymre sig over at han forblev i en sådan stilling. Hvis han, efter Guds tykke, kunne begynde som kristen i denne stilling eller stand, kunne han også fortsætte som kristen i den.
13. Hvilke specielle stillinger, forhold eller kår nævner Paulus i 1 Korinter 7:17-23?
13 For at gøre dette klart siger Paulus: „Enhver skal leve videre i de kår, som Herren har tildelt ham, og hvori Gud har kaldet ham. Det foreskriver jeg også i alle menighederne. Blev man kaldet som omskåren [fordi man er jøde, samaritaner, proselyt eller ægypter], skal man ikke lade forhud drage over; er man kaldet som uomskåren, skal man ikke lade sig omskære. Omskærelse betyder ikke noget, og forhud betyder ikke noget, men det at holde Guds bud. Hver skal blive i den stand, som han var i, da han blev kaldet! Blev du kaldet i trællestand, så bryd dig ikke om det [men hvis du også kan blive fri, så benyt dig hellere af lejligheden, NW]. Thi den, der blev kaldet i Herren som træl, er Herrens frigivne; ligeså er den, der blev kaldet som fri, Kristi træl. I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ — 1 Kor. 7:17-23.
14. Hvad sagde Paulus i 1 Korinter 7:25-28 til de gifte, og til dem der endnu ikke havde giftet sig?
14 Men hvad siger Paulus om personer som bliver kaldet mens de er gift eller før de endnu er blevet gift? „Vedrørende jomfruer har jeg ingen befaling fra Herren, men jeg fremsætter min mening som en der er blevet vist barmhjertighed af Herren for at kunne være tro [og som derfor vil være barmhjertig og tillige tro når han fremsætter sin mening]. Derfor mener jeg at dette er godt i betragtning af nøden her hos os, at det er godt for en mand at fortsætte som han er [hvad angår ægteskab]. Er du bundet til en hustru? Søg ikke mere at blive fri. Er du løst fra en hustru? Søg ikke mere en hustru. Men selv om du giftede dig, ville du ikke begå en synd. Og hvis en jomfru giftede sig, ville en sådan ikke begå en synd. Men de som gør det vil få trængsel i kødet.“ — 1 Kor. 7:25-28, NW.
15. Hvor vidt løser ægteskabet ens problemer?
15 Der er ikke noget syndigt ved at gifte sig i ære, og man kan undgå utugt ved at gøre det. Alligevel er der „trængsel i kødet“ forbundet med det „i betragtning af nøden her hos os“, uden for Edens paradis. Ægteskabet løser ikke alle ens problemer. Mens det løser ét problem, skaber det flere i den nuværende tid.
16. Hentyder udtrykket „i hvilken stilling enhver end blev kaldet“ til den ugifte stand eller til det umoralske eller uretfærdige liv et menneske eventuelt lever når det hører om sandheden? Begrund dit svar.
16 En mand kan ændre sin jomfrustand eller ugifte stand uden at ændre sin stilling eller sin stand som en der er omskåret eller som en der er uomskåret, som en træl eller som en fri mand; han kan forblive i den. Guds kaldelse er afgørende for om han kan forblive i den stand eller stilling hvori han befinder sig på det pågældende tidspunkt. Læg mærke til at Paulus siger: „I hvilken stilling enhver end blev kaldet, brødre, lad ham forblive i den i samfund med Gud.“ (1 Kor. 7:24, NW) Han siger ikke: I hvilken stilling enhver end befandt sig da han hørte om sandheden eller nyheden om Riget, lad ham forblive i den. I så fald ville et menneske der stiftede bekendtskab med sandheden mens det var prostitueret eller en undertrykkende tolder (skatteopkræver), eller mens det levede i et ægteskab som var indgået efter fælles overenskomst, men ikke indregistreret hos myndighederne, have haft lov til at forblive i en sådan stilling samtidig med at det bekendte sig til kristendommen.
17. Hvordan giver Paulus os forståelse af Jesu ord om at skatteopkrævere og skøger skulle gå ind i Guds rige før præsterne og de religiøse ældste?
17 Sandt nok sagde Jesus til ypperstepræsterne og de religiøse ældste i Jerusalem: „Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ Men de gik ikke ind i Riget som begærlige, ublu skatteopkrævere eller som skøger, for Paulus siger: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige: Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ (1 Kor. 6:9-11) Nej, disse skøger og skatteopkrævere måtte bringe deres forhold i orden først, indvi sig til Gud gennem Kristus og derefter lade sig døbe, før Gud nogen sinde ville kalde dem.
18. Kan vi, i betragtning af Jesu udtalelse om Johannes Døber, sige at Gud kalder skøger og skatteopkrævere, og på hvilke betingelser har den umoralske i dag mulighed for at blive kaldet?
18 Det var derfor Jesus tilføjede:. „Thi Johannes kom til jer og lærte jer retfærdighedens vej, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham; og skønt I så det, fortrød I det dog ikke bagefter, så I troede ham.“ (Matt. 21:31, 32) Gud kalder ikke skøger og skatteopkrævere og deslige; men han har kaldet dem som tidligere var sådanne, men som ikke vedblev med at være sådanne. Mennesker som i dag lever i utugt, hor eller ikke-legaliseret ægteskab må først ophøre hermed eller må indgå ægteskab på lovmæssig vis. Så kan de foretage en acceptabel indvielse til Gud, lade sig døbe og blive kaldet til hans tjeneste.
19. Hvilket forhold føres en kvinde ind i når hun gifter sig?
19 Når man gifter sig går man ind på at respektere alvorlige begrænsninger og at påtage sig alvorlige forpligtelser. Dette ansvar må bæres med værdighed. Når en kvinde indgår ægteskab, føres hun ind i et forhold hvor hun er uafhængig af sine forældre men underordnet sin mand. Hun får et overhoved, sin mand.
20. Hvad må en kvinde der ønsker at være en kristen hustru overveje før hun gifter sig, som påpeget af Paulus i 1 Korinter 11:3, 7-12?
20 Dette er en ting som hun bør overveje før hun gifter sig, og som hun ikke skal gøre oprør imod efter at hun har indgået ægteskab. Hun bør ikke forsøge at lade hånt om mandens ledende stilling. „Det vil jeg, I skal vide,“ siger apostelen Paulus, „at Kristus er enhver mands hoved; og manden er kvindens hoved; og Gud er Kristi hoved.“ Gud selv har intet hoved over sig. Det er grunden til at en kvinde ved visse lejligheder, i visse situationer, og ved varetagelsen af visse pligter, bør bære en hovedbeklædning af en eller anden art som et tegn på at hun står under mandens myndighed. „Thi en mand behøver ikke at tilhylle sit hoved, da han er Guds billede og afglans; men kvinden er mandens afglans. Manden blev jo ikke til af kvinden [idet manden blev skabt først], men kvinden af manden. Ej heller blev jo manden skabt for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld. Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld: . . . kvinden blev til af manden.“ (1 Kor. 11:3, 7-12) Hvis en pige ikke ønsker en mand som sit hoved, bortset fra sin fader, bør hun følgelig ikke gifte sig. Skal hun være en kristen hustru, må hun anerkende at hendes mand er hendes hoved.
21. Hvorfor kalder De hebraiske Skrifter en hustru „beulah“, og en ægtemand „baal“?
21 En hustru er ifølge Bibelen mandens ejendom, i særdeleshed hvis han har betalt en brudekøbesum for hende. Derfor kaldes en gift kvinde i Bibelen „beulah“, et ord som egentlig betyder „ejet“, nemlig i egenskab af hustru. Hankønsformen af ordet er „baal“, der den dag i dag i Israel er det hebraiske ord for „ægtemand“. Titlen betyder oprindelig „ejer, herre“.
22. Hvilke skriftsteder omtaler ægtemanden som ejeren og hustruen som den kvinde der ejes?
22 Således taler Femte Mosebog 22:22 (NW) om en „kvinde ejet [beulah] af en ejer [baal]“. I Ordsprogenes bog 30:23 (NW), læser vi om en „kvinde når hun tages i eje som hustru“. Og i Anden Mosebog 21:3 (NW) om den som er „ejer [baal] af en hustru“. Til fortidens Israel udtalte Jehova: „Jeg selv er som ægtemand blevet ejer [baal] af jer folk.“ (Jer. 3:14, NW) Til sin symbolske „kvinde“, moderen til den lovede Messias, Sæden, henvender Jehova sig med ordene: „Du selv skal kaldes ’Min fryd er i hende’ og dit land ’Ejet som en hustru’ [Beulah]. Thi Jehova vil have frydet sig i dig, og dit land skal ejes som en hustru. For ligesom en ung mand får ejendomsret [baal] over en jomfru som hustru, skal dine sønner få ejendomsret [baal] over dig som hustru.“ (Es. 62:4, 5, NW) Af den grund udtalte Davids oldefader Boaz i Betlehem i vidners påhør: „Tillige køber jeg mig moabiterinden Rut . . . til hustru.“ — Rut 4:10; se også 2 Mosebog 20:17.
23. Under hvilken ny lov kommer en kvinde der indgår ægteskab, som vist af Paulus?
23 En kvinde som indgår ægteskab kommer under en ny lov. Hvilken lov, eller hvis lov? Apostelens svar lyder: „En gift kvinde er for eksempel bundet ved lov til sin mand mens han lever; men hvis hendes mand dør, er hun løst fra mandens lov. . . . Men hvis hendes mand dør, er hun fri fra hans lov.“ (Rom. 7:2, 3, NW) I harmoni med denne ordning påbyder den samme apostolske autoritet: „Underordner jer under hverandre i ærefrygt for Kristus. I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren; thi en mand er sin hustrus hoved, ligesom Kristus er kirkens hoved, han som er sit legemes frelser. Ja, ligesom kirken underordner sig under Kristus, skal også hustruerne underordne sig under deres mænd i alt . . . hustruen skal have ærefrygt [dyb respekt, NW] for sin mand!“ — Ef. 5:21-24, 33.
24. Hvorfor gælder denne regel, at hustruen skal underordne sig under sin mand, selv om der hverken er kvinde eller mand når det gælder enhed med Kristus?
24 Hustruer bør gøre dette i ærefrygt for Kristus. Den teokratiske regel gælder side om side med følgende vidunderlige sandhed: „Alle I, som blev døbt til Kristus, har iført jer Kristus. Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I een i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ (Gal. 3:26-29) De er alle ligestillet med hensyn til den nyudviklede personlighed: „Ifør jer den nye personlighed . . . hvor der hverken er græker eller jøde, omskåren eller uomskåren, udlænding, skyte, træl eller fri, men Kristus er alt og i alle.“ (NW) Da det ægteskabelige bånd og hustruens rette holdning over for ægtemanden ikke gøres til intet herved, tilføjer Paulus senere: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren.“ — Kol. 3:10, 11, 18.
Den rette udøvelse af myndigheden som hoved
25. Hvordan kan en kristen kvinde, i betragtning af mandens lov og myndighed som hoved, værne om sig selv i åndelig henseende, og hvorfor er det et værn?
25 Hvis en indviet, døbt kristen kvinde er klog og teokratisk og retter sig efter apostelens vejledning om kun at gifte sig „i Herren“, værner hun om sine åndelige interesser. Hun gør det lettere for sig selv som hustru, fordi hun ægter en mand der er „i samhørighed med Herren“, en mand som har fået befaling til at tage vare på sin ejendomsret som ægtemand og til at udøve sin myndighed som hoved og håndhæve sin lov i overensstemmelse med den kristne „nye personlighed“. Han har virkelig ejendomsret til hende, men som kristen må han ikke misbruge denne kristne ejendom, fordi den også tilhører Kristus der købte hende med sit fuldkomne menneskeliv. Af denne grund er hun på lige fod med sin mand medarving til løftet om evigt liv i Guds nye verden. Hendes mand ville altså begå et meget stort fejltrin dersom han hindrede hende i at opnå den dyrebare arv, idet han, så at sige, gjorde hendes fremtidige evige liv til intet.
26. Hvilken slags kar er hustruen, og hvordan skal ægtemanden følgelig tage hensyn til hende?
26 Apostelen og ægtemanden Peter (Kefas) siger til kristne mænd vedrørende deres hustruer: „I mænd, vedbliv på lignende måde at leve sammen med dem i overensstemmelse med kundskab, og vis dem ære som et svagere kar, det kvindelige, eftersom I også er arvinger sammen med dem til livets ufortjente gunst, for at jeres bønner ikke skal hindres. Endelig, vær alle enssindede, vis medfølelse, læg broderlig kærlighed for dagen, vær inderligt hengivne, ydmyge af sind.“ (1 Pet. 3:7, 8, NW) Såfremt en ægtemand ærer sin hustru som et fysisk svagere kar, idet hun er et kvindeligt kar, vil han behandle hende med omhu og ømhed, så hun vedblivende kan være ham til værdifuld nytte. Han vil ikke slå revner i dette kar eller slå det i stykker og således ødelægge den værdifulde hjælp hun er. Han vil søge at bevare hendes liv, ikke blot det nuværende i denne verden men, hvad der er vigtigere, hendes livsarv i den kommende nye retfærdige verden. Han vil bede sammen med hende og for hende.
27. Hvordan vil en kristen ægtemand behandle sin hustru under udøvelsen af sin myndighed som familiens overhoved, eftersom han er „Guds billede og afglans“ og hun „mandens afglans“?
27 Den kristne ægtemand vil sørge for at han og hans hustru er enssindede hvad angår bibelkundskab, forståelse og praktisk visdom. Han vil vise hende medfølelse. I sin udøvelse af myndigheden som familiens overhoved vil han ikke blive egensindig, men han vil bevare sig selv ’ydmyg af sind’. Manden skal ikke have sit hoved tilhyllet, for „han er Guds billede og afglans“, men han vil i forholdet til sin hustru være omhyggelig med at udøve sin myndighed som hoved, sådan som Gud udøver sin, på en sådan måde at han i denne henseende bliver et billede af Gud og en afglans af ham. Eftersom „kvinden er mandens afglans“, vil ægtemanden undgå at berøve hende hendes glans, at sætte hende ned på et stade hvor hun ikke vil være til ære for ham, ikke være en afglans af ham, og ikke vil genspejle hvilken udmærket, gudfrygtig ægtemand han er for hende både i hjemmet og i menigheden. Dersom han er menighedstilsynsmand eller assisterende tjener, vil han i særlig grad ønske at hun skal være en åndelig „afglans“ af ham.
28, 29. (a) Hvordan tilstræber en kristen ægtemand, i forholdet til sin hustru, at være en afglans af den som er hans åndelige Hoved? (b) Hvordan tilskynder Paulus i Efeserne 5:25-33 troende mænd til at behandle deres hustruer sådan at det udvirker frelse?
28 „Kristus er enhver mands hoved“, og ægtemanden må være ængstelig for at han skal komme til at bringe „skam over sit hoved“. (1 Kor. 11:3, 4) Han vil derfor bestræbe sig for at være en afglans af den som er hans åndelige Hoved. Som ægtemand kan han gøre det ved at behandle sin hustru, og især sin indviede, døbte hustru, på samme måde som Jesus Kristus behandler menigheden, hans trolovede jomfru. Apostelen Paulus bruger denne sammenligning for at anspore troende mænd til at behandle deres hustruer på en måde der hjælper dem til frelse, idet han siger:
29 „I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken [menigheden] og gav sig selv hen for den, for at han kunne hellige den, idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille [menigheden] for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri. På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, ligesom Kristus har for [menigheden], fordi vi er lemmer på hans legeme. ’Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød.’ Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og [menigheden]. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv.“ — Ef. 5:25-33.
Under et ulige åg
30. Med hvilken indstilling skal mand og hustru yde hinanden den ægteskabelige ret, og hvad sagde Paulus som en indrømmelse til troende ægtefæller?
30 Når ægtemanden trofast og loyalt elsker sin hustru som det sømmer sig for en kristen, og hans hustru til gengæld viser dyb respekt for sin mand, fyldes hjemmet med fred, harmoni og lykke. På en værdig, ærefuld, sund måde vil de kærligt yde hinanden hvad de i ægteskabet er hinanden skyldige, i betragtning af at de er ét kød. „Manden skal yde sin hustru, hvad han er hende skyldig; ligeledes også hustruen sin mand. Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru. Unddrag jer ikke hinanden uden måske med gensidigt samtykke for en tid, for at I kan have ro til jeres bøn. Derefter skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer, fordi I ikke kan være afholdende. Dette siger jeg som en indrømmelse, ikke som en befaling.“ (1 Kor. 7:3-6) Paulus sagde det som en indrømmelse, fordi utugt var fremherskende i den hedenske verden.
31. Hvad bør gifte kristne stræbe efter, i stedet for at gå hver til sit? Hvordan bør de kristne hver især opføre sig i tilfælde af at de bliver enige om at leve hver for sig i nogen tid?
31 Indviede, døbte ægtepar bør alvorligt bestræbe sig for at blive sammen, med ét hjerte, ét sind og ét mål. „De gifte byder jeg,“ fortsætter Paulus, „dog ikke jeg, men Herren, at en hustru ikke må gå fra sin mand; men hvis hun alligevel går fra ham, skal hun vedblive at være ugift eller også forlige sig med sin mand; og en mand må ikke forlade sin hustru.“ (NW) Selv om den hustru der er gået fra sin mand, bor for sig selv, må hun huske følgende guddommelige lov: „En hustru er bunden, så længe hendes mand lever; men sover hendes mand hen, er hun fri, så hun kan gifte sig, med hvem hun vil, blot det sker i Herren.“ (1 Kor. 7:10, 11, 39) Bunden ved sin mands lov vil hun ikke føle at hun kan interessere sig for og omgås det modsatte køn på samme måde som en ugift kvinde kan tillade sig det, og således bringe sin moralske renhed i fare. Dersom hun lader sig råde af sin sunde dømmekraft, vil hun søge grunde til at slutte fred med sin mand, finde frem til en måde hvorpå hun kan gøre det, og så vende tilbage til ham. Mens hun er borte fra ham vil hun være varsom med ikke at opføre sig letfærdigt eller umoralsk, så han slet ikke vil være ivrig, ja, end ikke vil længes efter at få hende tilbage igen, men tværtimod vil have grund til at bebrejde hende eller mistænke hende. Den samme regel gælder for den mand som forlader sin hustru uden lovformelig skilsmisse.
32. Hvad bør kristne ægtefæller der er gået fra hinanden huske, og hvad skulle de derfor vige tilbage for?
32 I forbindelse hermed må de to ægtefæller som er gået fra hinanden huske at de repræsenterer noget højere, større og vigtigere end deres ægteskab, nemlig den kristne menighed som de er tilsluttet og i hvilken de er forpligtede til at virke som aktive forkyndere af Guds ord. Følgelig burde begge parter vige forfærdet tilbage for enhver handlemåde som ville give mennesker anledning til at spotte og kaste smuds på Guds ærefulde organisation.
33, 34. (a) Skal den troende forlade den vantro i de tilfælde hvor et ægtepar befinder sig under ulige åg i religiøs henseende? (b) Hvad sker der ikke når man tager imod sandheden og indvier sig?
33 Men hvordan stiller det sig når et ægtepar befinder sig under ulige åg i religiøs henseende, det vil sige når den ene part er en indviet, døbt troende, en ordineret tjener for Jehova Gud, og den anden er en vantro, som ikke er tilsluttet den nye verdens samfund af Jehovas vidner, enten fordi vedkommende er ateist eller bekender sig til en anden religiøs anskuelse? Man kunne i regelen forvente at en sådan religiøs ulighed ville skabe uoverensstemmelser.
34 Skal den troende i sin jagen efter fred forlade den vantro? Ikke nødvendigvis. Den troende er heller ikke automatisk fri til at forlade den vantro. Når man antager sandheden og bliver en troende, idet man indvier sig til Gud og lader sig døbe, brydes eller annulleres det tidligere knyttede ægteskabelige bånd ikke. Det må vi huske på. At man tror og antager sandheden om Riget kan volde splid i hjemmet, som Jesus Kristus forudsagde i Mattæus 10:34-36. Men det er ikke ensbetydende med at ægteskabet må opløses. Jesus er ikke den som bringer ægteskaber til at forlise. Den kloge og optimistiske måde hvorpå den troende bør gribe sagen an i tilfælde af et ulige åg omtales af Paulus:
35. Hvilken forstandig og optimistisk handlemåde anviser Paulus dem der lever under ulige åg?
35 „Til de andre [andre gifte] siger jeg, ja, jeg, ikke Herren: Hvis en broder har en vantro hustru, og hun alligevel er villig til at bo sammen med ham, lad ham ikke forlade hende; og en kvinde som har en vantro mand, og han alligevel er villig til at bo sammen med hende, lad hende ikke forlade sin mand. Thi den vantro mand er helliget ved forbindelse med sin hustru, og den vantro hustru er helliget ved forbindelse med broderen; ellers ville jeres børn virkelig være urene, men nu er de hellige. Men hvis den vantro tager skridt til at gå, så lad ham gå; en broder eller en søster er ikke trælbunden under sådanne omstændigheder, men Gud har kaldet jer til fred. For, hustru, hvor ved du om du ikke vil frelse din mand? Eller, mand, hvor ved du om du ikke vil frelse din hustru?“ — 1 Kor. 7:12-16, NW.
36. Hvad skulle den vantro snarere ønske at gøre, eftersom sandheden har en gavnlig indflydelse på ægtefællen?
36 En indviet, døbt kristen bør ikke give sin vantro hustru nogen anledning til at ønske at forlade ham, bortset fra at han har en anden religion eller tro end hun har. Eftersom mandens tro har en gavnlig indflydelse på ham, bør hustruen se så meget des større grund til at være villig til at bo sammen med ham, nøjagtig som før han blev en ordineret Guds tjener. Det samme gør sig gældende for en troende hustru og hendes vantro mand.
37. Hvordan viste Timoteus’ moder Eunike respekt for sin hedenske mand, og hvordan opfyldte hun alligevel sin religiøse forpligtelse over for deres søn?
37 Tag tilfældet med den jødiske hustru Eunike og hendes græske hedenske mand. De havde en søn der hed Timoteus. I tidens løb, det var omkring år 44 e. Kr., kom apostelen Paulus sammen med Barnabas og forkyndte i deres by, og Eunike og hendes moder Lois kom til troen og blev kristne. Forlod Eunike nu sin mand fordi han vedblev at være hedning? Nej; for han var stadig villig til at bo sammen med hende. Eunike underordnede sig ham, og fordi han havde gjort indvendinger, havde hun ikke ladet deres søn Timoteus omskære. Hvorvidt faderen tog Timoteus med til hedenske templer, melder beretningen ikke noget om. Men Timoteus’ moder Eunike og hans mormoder Lois sørgede for at han fik undervisning ud fra Bibelen. De oplærte ham selv i hjemmet. Følgelig kendte halvjøden Timoteus fra barndommen af de hellige skrifter, som kunne gøre ham viis til frelse ved troen på Messias. (2 Tim. 3:14, 15; 1:5; Ap. G. 14:4-18) Denne religiøse undervisning som Timoteus fik hjemme, sejrede over den hedenske indflydelse som hans græske fader øvede. Så da Paulus kom til byen første gang, blev Timoteus en kristen ligesom sin jødiske moder og mormoder. Derfor kunne Paulus omtale Timoteus som „sit ægte barn i troen“, „sit elskede barn“. — 1 Tim. 1:1, 2; 2 Tim. 1:1, 2.
38. Hvad sagde Eunike til at Timoteus begyndte en karriere som missionær, og hvorfor blev Timoteus først da omskåret?
38 Da Paulus besøgte byen igen, fandt han at Timoteus var en „discipel . . . som . . . havde godt lov blandt brødrene i Lystra og Ikonium“. Timoteus’ moder Eunike var naturligvis villig til at lade sønnen begynde en karriere som missionær, og hans hedenske fader stillede sig ikke hindrende i vejen; så fik Paulus ordnet det sådan at Timoteus fulgte med ham og Silas. For at fjerne en anstødssten for de jøder deromkring som de kunne komme til at forkynde for, omskar Paulus Timoteus, som nu var en ung mand; „for de vidste alle, at hans fader havde været græker“. (Ap. G. 16:1-3) Hvorvidt hans moder, Eunike, nogen sinde vandt sin hedenske græske mand for kristendommen ved fortsat at bo sammen med ham så længe han var villig til det, ved vi ikke. Imidlertid skrev Paulus kort før sin martyrdød et sidste brev til Timoteus hvori han omtalte den tro som boede i dennes moder Eunike. — 2 Tim. 1:5.
39. Hvilke kristne kvinder kan især betragte Eunike som deres eksempel, og hvad vil det i realiteten sige at den troende behandler den vantro som ’helliget ved forbindelsen’, og eventuelle børn som hellige?
39 Eunike er et eksempel for de indviede kristne kvinder som er gift med hedenske mænd eller mænd der tilhører et andet religiøst system. Når den vantro ægtefælle vælger at blive boende sammen med et indviet kristent vidne for Jehova, har den troende en glimrende lejlighed til på allernærmeste hold at forsøge at „frelse“ ægtefællen. Den troende må derfor gå positivt til værks, det vil sige, behandle den vantro ægtefælle som „helliget ved forbindelsen“ med den troende. Det indebærer at den troende må gøre alt for den vantro ægtefælle som var det for Herren selv. Herren Gud er en helliget Person. (Ef. 6:7; Kol. 3:22-24) Mindreårige børn som forsørges af forældrene må nu betragtes som „hellige“ og må derfor behandles som rene. Den troende vil følge Eunikes eksempel og bestræbe sig for at give sådanne „hellige“ børn undervisning ud fra Bibelen, for at de fortsat kan være hellige og måske til sidst vil foretage en personlig indvielse til Gud gennem Kristus. Ikke blot deres, men også den vantro ægtefælles frelse står på spil. Det er derfor tilrådeligt at blive boende sammen med den vantro.
40, 41. (a) Hvad skal den troende gøre hvis den vantro ægtefælle er vanskelig at gøre tilpas? (b) Hvordan råder Peter i harmoni med dette princip kristne hustruer som er under ulige åg?
40 Selv om ægtefællen er modstander og vanskelig at gøre tilpas, bør den troende ikke føle sig forpligtet til at gå. Den troende bør udholde denne forfølgelse og modstand, lige så vel som han eller hun finder sig i forfølgelse og modstand i det distrikt hvori han eller hun forkynder fra hus til hus. En sådan færd kan åbne mulighed for at den vantro ægtefælle bliver frelst. Det er det argument apostelen Peter bruger da han skriver til forfulgte kristne. Peter siger:
41 „I tjenestefolk skal i al frygt underordne jer under jeres herrer, ikke blot de gode og milde, men også de urimelige. . . . Finder I jer i at lide, skønt I gør det gode, da er I under Guds nåde. Thi dertil [til at lide med urette] blev I kaldet, fordi også Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor . . . Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd [baaler, Den hebraiske Bibel], så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd, når de har jeres rene, gudfrygtige færd [over for dem] for øje. Jeres prydelse skal ikke være noget udvortes: hårfletning og påhængte guldsmykker eller forskellig klædedragt [en sådan ydre prydelse vil ikke vinde mænd som endnu ikke lyder Guds ord], men [jeres prydelse skal være] hjertet, det skjulte menneske, med den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne. Thi således prydede også fordum de hellige kvinder sig, som håbede på Gud og underordnede sig deres mænd, ligesom også Sara var Abraham lydig og kaldte ham ’herre’; og hendes døtre er I [hustruer] blevet, når I gør det gode uden at lade jer skræmme af noget [i forholdet til jeres mænd].“ — 1 Pet. 2:18 til 3:6.