27. Hvilket resultat vil den „store skare“ af fredssøgere i lighed med disse fortidens mænd opnå?

²⁷ Hvad blev resultatet? Beretningen svarer: „Og Josua tilsagde dem fred og sluttede overenskomst med dem og lovede at lade dem leve, og menighedens [Israels] øverster tilsvor dem det.“ (Jos. 9:15) Ligesom disse fortidens ikke-israelitiske gibeonitter overgiver den „store skare“ af fredssøgende mennesker sig i dag i fuldstændig indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus nu før Harmagedon bryder løs. Derfor skåner den større Josua, Jesus Kristus, dem fra ødelæggelse i denne universelle krig. Ligesom resten af de åndelige israelitter, elsker også denne store skare livet. De ønsker at opleve en evighed af lykkelige dage under Guds rige. Derfor følger de i dag Davids og Peters råd om hvordan man skal opnå fred.

Jag efter fred

1. Hvad må den der elsker livet gøre når han har fundet fred, og hvilken pligt har han nu?

HVAD skal den der elsker livet gøre når han har søgt og fundet fred med Gud gennem hans søn Jesus Kristus? Han skal fra da af jage efter fred. Han „skal søge fred og jage efter den“, er det råd den kristne apostel Peter giver. (1 Pet. 3:11) Han må resten af sit liv gøre fred til sin stræben. Det vil sige at han må bevare freden. Han er ikke alene om at glæde sig over fred med Gud gennem Kristus. Når han opnår fred med Gud kommer han til at stå i et fredeligt forhold til menigheden bestående af dem der er helt indviet til Gud gennem Kristus, og som således er blevet forligt med Gud. (2 Kor. 5:18-21) Han må ikke blive en fredsforstyrrer i den kristne menighed. Han har pligt til at bevare et fredeligt, godt og harmonisk forhold til denne organisation. Han må efterleve den adfærdsregel som en apostel i det kristne styrende råd gav: „Hold fred med hverandre! Og vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ — 1 Tess. 5:13-15.

2. Under hvilke forhold må kristne følge denne handlemåde, og hvad forsøger Satan at gøre eftersom hans angreb først og fremmest er rettet mod dem?

² Kristne må følge denne handlemåde i en verden hvor der alle vegne er uroligheder som ingen sinde. Lige siden Satan Djævelen blev kastet ned til jorden umiddelbart efter Guds riges fødsel i himlene i 1914, har han og hans dæmoner ondskabsfuldt været opsat på at bringe så megen elendighed, forvirring og ufred over mennesker som overhovedet muligt. (Åb. 12:12) Han retter først og fremmest sit angreb mod den kristne rest af det åndelige Israel og den „store skare“ med fårets sindelag der slutter op om den. (Åb. 12:17) Følgelig gør han sit yderste for at volde ufred, forstyrrelse og splittelse iblandt dem, med det for øje at sprænge organisationen.

3. Ved hvilken forskelsbehandling har Satan skabt uro i verden, men hvordan afskaffede Gud for længe siden alt sådant i sin organisation?

³ Derfor må enhver der elsker livet, og som i Guds synlige organisation har fundet den fred han søgte, gøre fred til sin idelige stræben. Satan Djævelen har ved at udsætte racer, stammer og folk af forskellig hudfarve for forskelsbehandling haft held til at skabe uro og forstyrrelse i verden. Men Gud afskaffede gennem Kristus alt sådant i sin sande kristne menighed. Den kristne menighed begyndte i det gamle Jerusalem som en kristen organisation der næsten udelukkende bestod af jøder, kun med undtagelse af nogle omskårne proselytter fra andre nationer. (Ap. G. 2:11; 6:5) Derefter blev omskårne samaritanere føjet til de troende. (Ap. G. 8:4-25)