Hold op med at klage

 1. Søger Jehovas vidner at finde fejl hos folk? Hvad viser deres adfærd?

DE, som har indviet sig til at tjene Gud, må varetage Guds riges interesser og have hans navns ophøjelse i tanke. De bør aldrig blive opblæste eller hovmodige, fordi de ejer sandheden eller kender vejen til liv. At de sidder inde med denne kundskab, gør dem ikke bedre end alle andre. Men de har så megen sund fornuft, at de tilegner sig denne kundskab om sandheden, skaffer sig den indsigt, de har adgang til, og arbejder for Jehovas sag. De er taknemmelige mod Jehova. Jehovas vidner søger ikke at finde fejl hos dem, som anmoder dem om at komme og besøge dem i deres hjem. Tværtimod er de lykkelige over den lejlighed, der herved frembyder sig, og spørger de retsindige, om det vil være dem belejligt, at de kommer og studerer sammen med dem. De er ivrige efter at dele det, de selv har modtaget, med andre. Fordi de selv har fået sandheden, ønsker de at give videre deraf til alle, som har et hørende øre, og det hvad enten det passer den sandhedssøgende bedst om morgenen, om eftermiddagen eller om aftenen. Jehova siger, at hans folk skal synge hans pris både dag og nat i hans tempel, og det betyder, at Jehovas vidner må fortsætte den sande tilbedelse dag og nat og tjene ham ved at forkynde det gode budskab.

 2. Hvad var årsagen til israelitternes vanskeligheder i ørkenen, og hvordan kan vi bevise vor tro og opnå lykke nu i tiden?

² Når vi ser tilbage på de sørgelige erfaringer, israelitterne gjorde under deres vandring i ørkenen, finder vi, at deres genvordigheder skyldtes sådanne iblandt dem, som klagede og gjorde vrøvl. Hvilken lykke kunne de ikke have opnået, om bare de havde fulgt Guds anvisninger! Alt, hvad de behøvede, var tro. Det var så ligetil. Det samme er tilfældet i dag. Hvis vi indordner os under Guds foranstaltninger, lægger vi tro for dagen. Vi kan give andre sandheden ved at forkynde den fra hus til hus og derved selv opnå lykke. Der er ingen grund til, at vi ikke skulle kunne leve lykkeligt.

 3. Hvorledes kan vanskeligheder i et missionærhjem bringes ud af verden?

³ Lad os se praktisk på tingene. Elever udgår fra Vagttaarnets bibelskole Gilead, og de kommer til et missionærhjem. Der er intet til hinder for, at de skulle kunne leve lykkeligt, for de vil have mulighed for at bruge al deres tid i arbejdet med at videregive sandheden til andre dér inden for deres nye virkefelt. Hvis smågnidninger og vanskeligheder opstår i hjemmet, kan vi være sikre på, at der er noget i vejen med mindst een af dem. Men hvem er det? Der er ikke mindste tvivl om, at fejlen ligger hos dem, som skændes. Det bedste, man kan gøre, er derfor at finde ud af, hvad der er roden til vanskelighederne. Hvis hver især, det vil sige begge parter, er rede til at give lidt efter, vil vanskelighederne sikkert kunne overvindes.

 4. Hvad bør vi gøre for at komme godt ud af det med hinanden, og hvorfor bør vi gøre det?

⁴ Hvis vanskelighederne bliver bragt ud af verden, men begge parter fortsat bærer nag til hinanden, vil der ikke kunne råde lykkelige forhold. I et missionærhjem må den enkelte ønske at komme godt ud af det med sine brødre og søstre. Det gælder også i ethvert andet hjem; familiemedlemmerne må ønske at leve sammen i fordragelighed. Husk, at alle de andre er Guds tjenere ligesom du selv. I har alle så meget at leve for, netop fordi I har kundskab om Guds ords sandhed. I vil alle ønske at tilegne jer mere kundskab. I sidder allerede inde med megen oplysning, og I kender Guds ord, fordi I flittigt har studeret det. Men I vil fremdeles ønske at studere det, og det vil stadig være jer en glæde at læse hans ord, og I vil ønske at lægge jeres tro for dagen ved at videregive dette gode budskab til andre. Hvis I alle har dette samme sindelag og forkynder Guds ord på arbejdsmarken, hvorfor kan I så ikke komme ud af det med hinanden på andre felter? Hvorfor kan vi ikke leve, således som Gud ønsker, vi skal, nemlig i lykke og uden at beklage os til hinanden? Alt, hvad vi behøver at gøre for at få tingene til at gå på bedste måde, er at give lidt efter. Alle i Jehovas organisation må yde ham deres sande tilbedelse. De må vise kærlighed mod deres næste og søge at opnå tilfredshed i deres liv.

 5. Hvorledes har de hovmodige en falsk forestilling, og hvorfor er de ikke lykkelige?

⁵ Salmisten sagde: „Salig den mand, der sætter sin lid til Jehova, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til løgn.“ (Sl. 40:5) En stolt person er ikke lykkelig. Han tænker kun på sig selv og ikke på sin næste, og Jehova Gud glemmer han helt. Dengang Mirjam og Aron hovmodede sig over for deres broder Moses, blev de ydmyget. Vi for vor part vil aldrig blive hovmodige, hvis vi forstår vor stilling ind for Jehova, den Overordnede. Vi er de underordnede, og der er derfor ingen grund til, at vi skulle blive hovmodige eller vigtige. Bliver vi det, hælder vi til løgn, for så tror vi nemlig, at vi betyder noget. Vi glemmer, at det store stridsspørgsmål drejer sig om Jehovas navns herliggørelse og forkyndelsen af hans budskab i hele verden. Lad vor daglige tjeneste bære vidnesbyrd om, at vi ikke hælder til en sådan hovmodig anskuelse, men lever på en måde, der er til ære for Jehovas navn og hensigt.

Gør ikke ophævelser over modstand og forfølgelse

 6. Hvorfor bør vi ikke være ulykkelige, selv om Jehovas vidner i nogle lande bliver undertrykt, og hvad bør vi snarere gøre?

⁶ Jehovas vidner bliver ikke modløse på grund af begivenhederne i verden. Vi befinder os midt i en ond organisation, Djævelens verden, som Bibelen kalder den. Den er fuld af sorg og nød og elendighed, men Jehovas vidner behøver ikke at være ulykkelige af den grund, selv om de lever midt i den. Skønt vi er i denne verden, er vi ikke en del af den. Når vi betragter Jehovas organisation, undrer vi os over, at den har haft så stor fremgang og vækst til trods for det pres, der er blevet øvet imod den af dem, som modstår det gode budskab. Jehovas vidner har set deres arbejde blive standset eller hindret i mange lande, men det får dem ikke til at tabe modet. Skulle vi give os til at beklage os til Gud og fortælle ham, at han ikke har forstand på at tilrettelægge sit arbejde? Skal vi med Rusland i tanke sige: „Gud, hvorfor sørger du ikke for, at dine vidner kommer ind i dette land som missionærer, så de kan forkynde budskabet der?“ Vi kan ikke give Gud direktiver på grund af de ulykkelige erfaringer, Jehovas vidner bag „jerntæppet“ må gennemgå. De Jehovas vidner, som befinder sig der, har også Guds ord, og de fortsætter med at forkynde det gode budskab. Jehovas vidner i andre lande, hvor der er større frihed, burde forkynde budskabet i tilsvarende grad og være taknemmelige over, at de har lejlighed dertil. Forsøm ikke at bruge den frihed, du har til at tale i dit eget distrikt. Undertiden lægger vore brødre i demokratiske lande, hvor der er talefrihed, ikke så stor nidkærhed for dagen i arbejdet fra hus til hus, som forkynderne i de lande, hvor der stadig er modstand.

 7. Hvilke spørgsmål bør vi stille os selv, hvilket svar bør vi give herpå med henblik på at tjene under lignende forhold?

⁷ Stands op et øjeblik og tænk dig om. Hvad ville du gøre, hvis din regering bød dig, at du ikke længere måtte tilbede Jehova Gud, og at du ikke måtte sætte din Gud højere end staten? Hvad ville du gøre under sådanne forhold? Hvordan ville du kunne være lykkelig under sådanne omstændigheder? Ved at forandre sind og lægge din gudsdyrkelse om efter statens krav? Eller ville du kun erfare lykke, hvis du tilbad Jehova Gud, således som han anviser i sit ord? Ville du holde op med at forkynde budskabet for andre, fordi du mødte modstand? Eller ville du ikke lade dig rokke, men forkynde evangeliet, efter som du havde lejlighed dertil? Ville du beklage dig, som nogle gør, og sige: „Gud, hvorfor har du ladet dette ramme mig?“ Måske du ville tænke: „Hvorfor er jeg ikke født i et andet land, hvor der ikke er så mange vanskeligheder? Hvorfor sender Vagttaarnsselskabet mig ikke til et andet land, så jeg kunne forkynde budskabet der?“ En sand kristen tjener for den Højeste kan ikke ophøre med at forkynde det gode budskab om Guds rige. Der er mange ting, vi kunne give os til at klage over, men hvis vi har den rette hjertetilstand, vil vi være taknemmelige mod Gud for enhver lejlighed til at tjene ham, hvor vi end måtte blive sendt hen, thi vi ved, at dette evangelium om Riget skal forkyndes overalt. Folk er folk, hvor vi end træffer dem, og der er gode og onde mellem hinanden. Er der „får“ iblandt dem, så ønsker vi at finde dem.

 8. Hvorfor forkynder Jehovas vidner, uanset hvor de befinder sig og hvilke forhold, de lever under?

⁸ Husk, at Gud leder sin organisation, og han vil, at dette evangelium om Riget skal forkyndes i hele verden til et vidnesbyrd. Hvor vi end kommer hen, og hvad vi end måtte have at gøre, bør vi forblive faste og urokkelige og fortsætte i denne forkyndergerning. Det er et arbejde, der skal udføres. Vi ønsker ikke at være blandt dem, der klager og knurrer, for så vil vi blive tilbøjelige til at holde op med at forkynde sandheden. Holder vi først op med at give sandheden videre til andre, vil det være forbi med vor lykke. Mange trofaste vidner i dag er lykkelige, skønt de befinder sig i fængsler og koncentrationslejre, og selv sådanne steder er de travlt optaget af at forkynde evangeliet for deres medfanger. Jehovas vidner er lykkelige også i lande, hvor budskabet om Riget er blevet forbudt. De vedbliver med at tale om sandheden, til trods for at de lider under hård modstand og forfølgelse. De husker, hvad Peter sagde: „Og hvem er der, som kan volde jer ondt, når I er nidkære for det gode? Men selv om I også skulle lide for retfærdigheds skyld, er I salige [lykkelige, NW]. Nær ingen frygt for dem, og forfærdes ikke; men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ — 1 Pet. 3:13-15.

 9. I hvilken forstand er den lykkelig, som nu tager sig af de fattige i verden?

⁹ Jehova har behag i dem, som viser interesse for de fattige i denne verden, thi det er den slags mennesker, der lytter til budskabet om Riget. Salmisten sagde: „Salig den mand, der tager sig af de svage [fattige, Ro], ham frelser Jehova på ulykkens dag; Jehova vogter ham, holder ham i live, det går ham vel [han skal kaldes lykkelig, Ro] i landet, han giver ham ikke i fjendevold.“ (Sl. 41:2, 3) Vi kan ikke ophøre med at forkynde dette evangelium om Riget, fordi vore fjender ønsker det. Jehovas vidner vil derimod blive overmåde lykkelige, hvis de fremholder disse sandheder om Jehovas rige for de fattige i verden, dem, som sukker og jamrer over denne gamle ordnings vederstyggeligheder. Når vi tænker på vore brødre og søstre og alle Guds tjenere i andre lande og på, hvordan fjenden har gjort dem til skydeskive for sine angreb, så burde vi være meget taknemmelige imod Gud for den frihed, vi ejer, og vise vor taknemmelighed ved endnu ivrigere at forkynde evangeliet, mens vi endnu har lejlighed dertil. Alle burde lægge deres modenhed for dagen og sætte et godt eksempel i arbejdet fra hus til hus, ved at lede bibelstudier i folks hjem og hjælpe de umodne, så de kan blive mere vedholdende i deres tjeneste på arbejdsmarken.

10. Hvilken holdning over for Jehovas organisation vil bringe os lykke?

¹⁰ Lad dig aldrig forlede til at begynde at klage over den plads, du har fået anvist i Guds organisation. Vær lykkelig sammen med organisationen og forbliv i den. „Saligt det folk, der kender til frydesang, vandrer, Jehova, i dit åsyns lys! De lovsynger dagen igennem dit navn, ophøjes ved din retfærdighed.“ (Sl. 89:16, 17) Jehovas folk er meget lykkelige, mens de faste og urokkelige vandrer fremad i helligt skrud. Hele jorden over hører vi Guds tjenere tilbede Jehova med frydesang og i hellig slagorden. Hver især må indtage sin bestemte plads og søge at blive dygtigere i tjenesten. Der er ingen grund til at betvivle udfaldet. Guds ord har åbenbaret hans hensigter for os. Derfor ved hans trofaste tjenere på jorden, hvad han agter at gøre, og de bør vandre skulder ved skulder og aldrig bryde ud af rækkerne. Vi forstår, at nogle vil begå fejl, men det er ikke nogen grund til at klage. Der er kun eet at gøre, og det er at rette fejlene.

Lykkelig under irettesættelse

11. Hvordan er det muligt for den, som Jehova tugter, at forblive lykkelig?

¹¹ „Salig den mand, du tugter, Jehova, og vejleder ved din lov.“ (Sl. 94:12) Om vi ikke blev tugtet, men fortsatte ad den urette vej, ville vi snart atter befinde os i Djævelens organisation. Den eneste måde, hvorpå vi kan bevare vor lykke, er, at vi bliver irettesat og indordner os under den nye tingenes ordning i Jehovas organisation. Himmelens Gud vil ikke stige herned på jorden eller sende en engel til os for at forklare os tingene. Nej, måske vil det være vor broder, der taler til os. Måske vor fader eller moder. Måske en kredstjener eller en zonetjener vil give os denne irettesættelse. Måske kommer den igennem Vagttaarnet. Den vil komme fra Jehovas organisation, og den vil vare til gavn for dem, som er i organisationen. Denne irettesættelse vil måske gøre ondt, ja, ramme hårdt, men hvis du ikke kan tage imod irettesættelsen, vil din lykke være af kort varighed. Naturligvis er der ingen glæde ved at blive irettesat, men bagefter, når vi får øjnene op for vor urette adfærd, og når vi igen indordner os under Guds forordninger, kan vi glæde os og forstå værdien af denne irettesættelse. „Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner. . . . Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ (Hebr. 12:7, 11) En sand Jehovas tjener vil glæde sig over irettesættelsen. Det er derfor rigtigt, at et menneske, som bliver tugtet af Jehova, er lykkeligt.

12. Hvorledes bør vi ikke afvise irettesættelse, og hvorfor ikke?

¹² Vis ikke irettesættelsen fra dig. Hvis en eller anden kommer til dig og siger, at du har båret dig forkert ad, så lyt til ham. Far ikke op med det samme og sig: „Nu skal jeg fortælle dig noget.“ Nej. Hør på, hvad vedkommende har at sige, hvis han har noget på hjerte, han mener, han burde fortælle dig. Tænk, at der måske er noget i vejen med dig, muligheden består jo, for vi er alle født i synd og undfanget i misgerning. Een ting ved vi, vi ønsker at blive i Jehovas organisation. Og skulle vi blive irettesat, selv om vi ikke har gjort noget galt, så vil irettesættelsen ikke skade os; men hvis vi har handlet forkert, vil formaningen blive til gavn for os, og vi vil ikke vende tilbage til Djævelens organisation. Hvis vi nogen sinde skulle finde os selv stående uden for Jehovas organisation som følge af vor egen urette adfærd, vil vi aldrig opleve den samme lykke i verden, som vi erfarede i hans organisation. Vi bør derfor altid have sindet vendt mod det, der hører Gud til. Vi bør forny vort sind og vedblive med at tugte os selv.

13. Hvorfor bør ingen føle sig hævet over at blive irettesat?

¹³ Vi er allerede ofte blevet tugtet og irettesat, i særdeleshed siden vi er kommet i sandheden. Da vi ved studiet af Bibelen kom til forståelse af Guds ord, var dette som en tugtelse for os. Al denne tugtelse har gjort os venlige af sind, og der er ingen grund til, at tjenere i kredsen eller ældre brødre ikke stadig skulle formane os på en kærlig måde. Nogle, der har været i sandheden ti eller tyve år, vil måske mene, at de ikke behøver at blive irettesat. Men husk på israelitterne; de vandrede fyrretyve år i ørkenen, og de måtte bestandig tugtes og irettesættes. Irettesættelse og belæring er livets vej. Tag derfor imod irettesættelsen og høst gavn deraf. Det vil gøre dig lykkeligere.

Børn og unge

14. Hvordan bør de retfærdiges børn hjælpes til at opnå lykke?

¹⁴ „Mangen kaldes en velvillig mand, men hvem kan finde en trofast mand? Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans sønner får lykke efter ham.“ (Ordsp. 20:6, 7) Jehovas vidner forstår til fulde, hvor nødvendigt det er at have Guds ånd for at kunne vandre lydefrit og forblive trofast mod Gud. Vi ønsker også at se deres børn vokse op i sandheden og forblive urokkelige. Det er ikke tiltalende at se børn, der er uregerlige. Undertiden får man indtryk af, at forældrene er ligeglade med, hvordan deres børn opfører sig. Når vi betragter den yngre generation, også blandt dem, som er utilfredse med forholdene og derfor har vendt sig til sandheden, finder vi til tider, at de indtager en næsvis og ligegyldig holdning. Sådan opdrager verden sine børn, til at være hårde og ufølsomme. Men når et menneske begynder at studere Guds ord og forny sit sind, bør han forstå, at man kommer meget bedre ud af det med hinanden, når man følger kærlighedens princip, end når man lægger hårdhed for dagen. I disse sidste tider for Djævelens organisation, nu da vi ser så megen utilfredshed råde i hjemmene og blandt folk i verden, overrasker det os ikke, at nye, der kommer til organisationen, undertiden bringer noget af den gamle verdens ånd med sig. Men vore veje er ikke Guds veje, og hans tanker står langt over vore tanker, og derfor må vi forandre vort sind.

15. Hvorledes lægger nogle af de unge en vis næsvished for dagen overfor Jehovas organisation, og hvordan kan denne indstilling blive rettet?

¹⁵ Af og til hører man en ung broder på en atten-nitten år, der måske har været i sandheden fra han var en ti-tolv år, begynde at fortælle brødre, der er ældre end han, hvad der bør gøres, og hvordan det bør gøres. Han mener, at han, selv om han er ung, dog har bedre forstand på, hvordan Jehovas organisation bør ledes, end de brødre, der har været i den i femten eller tyve år. Den unge mand, der ikke er blevet opdraget på rette måde af sine forældre, føler, at han er fuldt ud kompetent, og søger at gøre tingene efter sit eget hoved. Men sådanne unge mennesker mangler endnu at lære, hvad de ældre i sandheden har lært for år tilbage. De må lære lydighed og tålmodighed og fremfor alt sandheden i Guds ord. De må forny deres sind og tilegne sig kundskab, før de kan give sig til at formane andre. Det sker også tit, at når sådanne unge mænd, der mener om sig selv, at de har de nødvendige kvalifikationer, får pålagt et ansvar, viser det sig, at de ikke kan magte dette ansvar. De bryder sig ikke om at bære denne byrde og taber interessen for den. De unge bør lære visdom af de ældre og således vokse i kundskab. Titler eller stillinger betyder intet, det, der betyder noget, er, at vi ærer og priser Jehovas navn.

16. Hvorfor bør sådanne ifølge Paulus’ formaning ikke have en ansvarsfuld post betroet?

¹⁶ Modenhed er nødvendig i Jehovas organisation, fordi der med en tilsynsgerning altid følger et ansvar. Husk, hvad apostelen Paulus sagde: „Hvis en mand søger en tilsynsgerning, attrår han en gerning af rette slags. . . . Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst af stolthed og falde ind under Djævelens dom.“ (1 Tim. 3:1-6, NW) Det er godt at søge en gerning af rette slags, men vedbliv med at studere og dygtiggøre dig, så du kan være opgaven voksen, og Guds velsignelse vil følge dig.

17. Hvorfor bør de, som bærer en ansvarsbyrde, ikke ønske at blive befriet derfor, sådan som Moses gjorde ved en enkelt lejlighed? Hvad bringer lykke med sig?

¹⁷ Moses var meget længe i Jehovas organisation, og han kunne bære et ansvar og skuldre det på rette måde. Men da hele Israel græd rundt omkring ham, sagde han: Bare jeg var død. Israelitterne var ikke nogen særlig støtte for denne store leder, der var et billede på den større leder, der skulle komme, Kristus Jesus, som nu er vor leder. Men det, der her skal fremhæves, er, at ansvar bringer store byrder med sig, og man må være moden for at kunne bære denne vægt. Vi bør imidlertid aldrig føle os til mode som Moses og bare ønske at slippe fri for det alt sammen. Der er ingen grund til, at vi skulle huse sådanne følelser, for Jehovas organisation i dag har fred, fremgang og lykke. Tjenerne lægger en samarbejdets ånd for dagen og ønsker at hjælpe på enhver måde, således at dette storslåede arbejde kan fuldføres til ære, pris og herliggørelse af Jehovas navn. Der er en gerning at udføre i denne tingenes ordnings sidste tid. Evangeliet om Riget skal forkyndes, inden den absolutte ende indtræffer, og om den kommer om fem år, ti år eller endnu senere inden for dette slægtled skulle ikke gøre nogen som helst forskel for Jehovas vidner. De er Guds tjenere, og de ønsker at være trofaste over for denne opgave. Gud har givet sine tjenere et arbejde at udføre, og de er lykkelige over at bære hele ansvarsbyrden. De har påtaget sig arbejdet, og ved hans ufortjente godhed vil de holde ud deri, lige til det er fuldført. I, som er begyndt på dette arbejde, fortsæt med det og forkynd altid det gode budskab for andre, der har et hørende øre. Så længe du fortsætter med rundhåndet at øse ud af sandheden, vil du have lykken med dig i rigt mål.

18. Hvorfor bør de, som med urette bliver anklaget og forfulgt, være lykkelige, og hvordan bør de give udtryk for deres glæde?

¹⁸ Den store modstand imod vor forkyndergerning vil ikke komme indefra, fra Guds organisation, men vil, som Kristus Jesus sagde, komme fra Djævelens organisation, det vil sige udefra. Jesus sagde til sine disciple: „Lykkelige er I, når folk forhåner jer og forfølger jer og lyver jer al slags ondt på for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, thi jeres belønning er stor i himlene, for således forfulgte de profeterne før jer.“ (Matt. 5:11, 12, NW) Ja, Jehovas vidner kan være lykkelige selv under forhånelse og forfølgelse. De er så lykkelige, at de springer af glæde. Og det er i sandhed et udtryk for glæde! Grunden er, at Guds tjenere ved, at de har valgt den rigtige side i stridsspørgsmålet, og at de har sandheden. De kan være lykkelige, selv om folk lyver om dem, og til trods for den hårdeste forfølgelse vil de vedblive med at tale til andre, ikke til forfølgerne, men til tilskuerne og til dem, som de måtte blive kastet i fængsel sammen med. Når du først har lært, at det er en større lykke at give end at modtage, vil du vedblive med at give sandheden til andre, selv om alle slags onde anslag vil blive rettet imod dig. Du ved, at handler du således, vil det blive til ære for Jehova og hans søn, Kristus Jesus.

19, 20. Hvad er det, der bringer en fuldendt lykke? Er det at være noget eller kende nogen?

¹⁹ Det er nødvendigt at forblive i Guds organisation. Og det er den måde, du forvalter din kundskab på, der vil bringe dig lykke. Det kommer ikke an på, hvem du er eller hvem du kender, det er ikke det, der giver dig tilfredshed i livet. Husk, „Jehova, han giver visdom, fra hans mund kommer kundskab og indsigt“. (Ordsp. 2:6) Vi må hver især stå på egne ben, hvis vi skal opnå lykke. For Marias vedkommende var det ikke bare det, at hun var Jesu moder, der gjorde hende lykkelig, men det var kendskabet til sandheden om hendes søn, der især gjorde hende lykkelig. Du har læst om kvinden, der ud fra folkemængden råbte: „Lykkeligt det moderliv, der bar dig, og det bryst, du diede.“ Men Jesus sagde: „Nej, lykkelige er snarere de, som hører Guds ord og bevarer det.“ (Luk. 11:27, 28, NW) Kendskab til Jesu moder var ikke det væsentlige, og det var heller ikke det faktum, at hun havde sat Frelseren i verden, der bragte ubeskåret lykke. Som Jesus påpegede, var det væsentligste det at høre Guds ord og at bevare det, nemlig at være en sand tjener og tilbeder af Jehova Gud. Det er det, der bringer lykke.

²⁰ Vi kan således forstå, at den post, man beklæder i Jehovas organisation, hvad enten man er udgået fra Vagttaarnets bibelskole Gilead og er sendt ud som missionær, eller man er kredstjener eller zonetjener eller arbejder på et landskontor, ikke nødvendigvis gør en lykkelig. Det er ikke selve posten, der gør en lykkelig, men det, man udretter på denne post. Har man hørt Guds ord og lever man efter det? Gør man det, og tjener man sine brødre på bedste måde, idet man giver af det, man ejer, til hjælp for sine brødre og de retsindige, så vil man være lykkelig. Det er sandheden, der er det væsentlige, ikke stillingen. Skønt mange i Jehovas organisation beklæder forskellige poster, er det altså ikke disse poster, der skal æres og tilbedes; men det er det arbejde, der udføres, Jehova har behag i. Enhver, der behager Jehova Gud, behager selvsagt også sine brødre i sandheden. Hvis sandheden er i dig, og du lever efter den, vil du være et lykkeligt menneske.

21. Hvem kan uanset sin stilling være lykkelig, når han passer på ikke at blive en glemsom hører?

²¹ Lyt til Jakobs ord: „Men den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed, så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig [lykkelig, NW] i sin gerning.“ (Jak. 1:25) Det eneste, der vil bringe lykke, er, at man videregiver, taler om og forkynder det gode budskab om Riget for andre. Hvis en eller anden får tildelt et diplom eller beklæder en tillidspost, kan han let blive en glemsom hører, hvis han begynder at mene, at han ved fuld besked allerede nu. Af den, som har meget, vil der blive krævet meget. Derfor burde alle i Guds organisation være mere nidkære og med flid udføre det arbejde, Gud har betroet i vor varetægt. Lad os under Guds nye tingenes ordning fortsætte med at forny vort sind, så vi tænker Guds tanker og opnår lykke ved at give andre af det dyrebareste, vi ejer.

En kilde til lykke

22. Hvorfor er Jehova den „lykkelige Gud“, og hvad bør vi ønske at være?

²² Jehovas tjenere er lykkelige i dag, fordi de tror på Guds ord og på Jehova selv. De venter ikke, at der skal ske mirakler til gavn for dem på nærværende tidspunkt eller at noget ydre tegn skal hjælpe dem til at forblive i Jehovas organisation. Jehovas ord er tilstrækkeligt for hans folk. Det har frigjort os fra Djævelens organisation, og det er vor agt at forblive frie. Paulus var lykkelig i sin gerning, fordi han havde fået den lykkelige Guds herlige budskab betroet. (1 Tim. 1:11) Vor Gud er en lykkelig Gud, og da vi er skabt i hans billede og lighed, er der ingen grund til, at vi ikke også skulle være lykkelige. Hans lykke skyldes det, at han er en rundhåndet giver, og han har givet os så meget, at vi har rigeligt at give videre til andre af. Alle normale skabninger ønsker at leve. Vi elsker livet, og vi vil gerne have det bedst mulige ud af det. Det, vi allerhelst vil have, er lykke, for et liv uden lykke er trist og uinteressant.

23. Hvordan søger nogle lykken, men hvoraf kommer den største lykke?

²³ I dag søger mennesker at opnå lykke på mange måder. Nogle finder den i familiens skød eller blandt deres nære venner, andre ved at tage til stranden eller i skoven eller ved at lege med deres børn. Men den største lykke kommer af at give andre noget og ikke af selv at tage imod. Skønt det er os en stor glæde at få noget foræret af vore jordiske venner og at give noget til dem, vi elsker, så er vore bedste venner dog Jehova Gud og Kristus Jesus. De har skænket os så megen kundskab og forståelse, at vi af denne overflod er i stand til at give videre deraf til andre. „Dette betyder evigt liv [for disse andre], at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3, NW.

24. Hvorfor bør vi aldrig nå dertil, at vi ikke ønsker at dele sandheden med andre?

²⁴ Lad os aldrig nå dertil, at vi ikke ønsker at give andre af den sandhed, vi selv har modtaget. Lad os aldrig blive sådan til sinds, at vi ikke vil fortælle andre om de vidunderlige foranstaltninger, Jehova Gud har truffet gennem sin søn, Kristus Jesus, eller skammer os over den sande religion, for så vil Jehova Gud skamme sig ved os. Der er ikke rum for sådanne i Jehovas organisation. Lad os heller ikke bedrage os selv til at tro, at vi nu har gjort nok i Jehovas tjeneste. Vi bør ikke mene, at fordi vi nu har været i sandheden i fyrre eller halvtreds år eller længere, så kan vi godt trække os tilbage fra tjenesten. Så længe vi lever, bør vi prise Jehova. Glem ikke, at vi forventer at leve i tusinder, i millioner af år, ja til evig tid i Jehovas organisation. Det vil være en ren organisation, og alle i den vil tilbede Jehova. Hvorfor skulle vi da tænke på at ophøre med vor tilbedelse og tjeneste, fordi vi har nået en alder af tres eller halvfjerds år?

25. Hvordan kan de unge opnå lykke tidligt i tilværelsen?

²⁵ Hvilken glæde er det ikke nu for en ung pige eller mand at begynde at tjene Jehova, at begynde at forandre sind i ungdomstiden, at begynde at tænke Guds tanker, at studere hans ord og lade sig fylde med det og besidde de gode egenskaber, som en kristen bør eje, nemlig kærlighed, hengivenhed, tålmodighed og venlighed! Ejer de alt dette og dertil et gavmildt sind, hvilken lykke er da ikke mulig for dem i al evighed!

26. Hvad bør vi ønske at opnå, og hvordan bør vi stræbe efter det fremfor at søge denne verdens rigdom eller opleve dens fattigdom?

²⁶ Vi bør være tilfredse med det, Jehova Gud har skænket os, og varetage de pligter, der er blevet pålagt os. Lad os tjene vore brødre med glæde. Det var forfatteren til Ordsprogene, som sagde: „Hold svig og løgneord fra mig; giv mig hverken armod eller rigdom; men lad mig nyde mit tilmålte brød, at jeg ikke skal blive for mæt og fornægte og sige: Hvo er Jehova? eller blive for fattig og stjæle og volde min Guds navn men.“ (Ordsp. 30:8, 9) Jehovas vidner i dag ønsker ikke denne verdens rigdomme, og de ønsker heller ikke fattigdom. I stedet beder vi, som Jesus lærte sine disciple: „Giv os i dag vort daglige brød.“ Alt, hvad vi har brug for, er de daglige livsfornødenheder: husly, føde og klæder. Med disse og med gudhengivenhed bør vi være tilfredse. Gud har lovet os alle de ting, der er nødvendige til livets ophold og udførelsen af hans tjeneste, og vi gør os flid for at skaffe os selv og vor familie disse ting. Men vi lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. — 5 Mos. 8:3; Matt. 4:4.

27. Hvilken slags rigdom ønsker vi at opnå, og hvordan kan vi vedblive med at være det lykkeligste folk på jorden?