Hvad sand religion kan betyde for unge
HVIS alle medlemmer af alle familier i verden ville give sig til at undersøge Bibelen og gøre et bevidst forsøg på at efterleve dens gode råd, ville alle familier opnå enhed og lykke. Ydermere ville al strid og ufred mellem familier, stammer og nationer høre op. Men for øjeblikket er det ikke sådan. I nogle tilfælde er det kun et enkelt af familiens medlemmer der tager dette gode skridt. Hvad nu hvis dette er tilfældet — hvis for eksempel kun en søn eller en datter i familien prøver på at efterleve Bibelens principper? Er det nok til at skabe en lykkelig stemning i familien? Ikke altid. Men der øves trods alt en stærk indflydelse i retning af større enhed. Og Gud hjælper sønnen eller datteren til at gribe situationen an på en god måde, at opnå større fred i sindet og at øve en gavnlig indflydelse i familien.
Ved påstanden om at en kristen øver en forenende indflydelse vil nogle måske henvise til det Jesus sagde i Lukas-evangeliet, kapitel 12, vers 52 og 53, nemlig at han var kommet for at volde splittelse — „tre mod to og to mod tre. De vil være i splid, fader med søn og søn med fader, moder med datter og en datter med sin moder, en svigermoder med sin svigerdatter og en svigerdatter med sin svigermoder“. Da Jesus sagde dette opfordrede han dog ikke til splittelse i familieforholdet. Han stillede sig ikke i opposition til sine kødelige brødre. Men hans brødre var tilbøjelige til at tale nedsættende om det han gik ind for, og de opmuntrede ham ikke i hans gerning. Imidlertid opførte Jesus sig på en sådan måde at hans brødre efterhånden kom til tro på den gode nyhed han forkyndte og blev kristne. — Joh. 7:3-5; Apg. 1:13, 14.
Ikke alene Jesu egne erfaringer i livet, men også hans lære, understreger at hans tilhængere i mange tilfælde vil komme ud for hån, latterliggørelse, ja endda forfølgelse, i deres egen familie. Men når det sker, må det ikke være den troendes egen skyld, fordi han selv optræder ubehøvlet eller respektløst. Det vil i virkeligheden være ukristent at optræde sådan, og det er en snare som den kristne, navnlig i de unge år, nemt kan falde i. Han har måske været vant til at optræde respektløst før han lærte Bibelens sandheder at kende. De bibelske sandheder kan imidlertid fremkalde forbløffende forandringer hos et menneske, og den kristne kan ved sin adfærd aflægge et levende vidnesbyrd om Bibelens praktiske værdi, hvorved han anbefaler sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne. — 2 Kor. 4:2.
Hvis nogle yder voldsom modstand mod en kristen fordi de ikke forstår eller synes om den forandring der er sket med vedkommende, bør den kristne huske på Jesu ord: „Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 5:44, 45) Den kristne håber altid på at sådanne forfølgere en dag vil blive troende.
Under modstand vil den kristne, ligesom sin Herre Jesus Kristus, standhaftigt holde fast ved sandheden. Men derfor behøver han ikke at være grov eller hård i munden. Han bør altid være venlig, ikke føle sig hævet over andre, og på ingen måde optræde uforskammet eller „svare igen“ (noget der især er karakteristisk for mange unge i dag). Under hån, spot og latterliggørelse gør den kristne også vel i at huske på Peters ord om at man altid skal være ’rede til at forsvare sig over for enhver som kræver en til regnskab for det håb man har’, men „med mildhed og dyb respekt“. (1 Pet. 3:15) Denne mildhed og dybe respekt bør man især vise over for sine familiemedlemmer. At kunne svare på den måde forudsætter et alvorligt og flittigt studium af Guds ord, samt en oprigtig og bevidst bestræbelse for at følge dets vejledning. Alle kristne, også unge, bør kunne give en fornuftig, klar og dækkende begrundelse for deres tro. Hvor er ellers deres tro?
Respekt for forældremyndigheden
Den unge der bliver kristen, erfarer, som Jesus sagde, at ’sandheden frigør’. (Joh. 8:32) Han (eller hun) opnår ægte frihed fra mange af de ting som unge mennesker i dag er underlagt, ja trælbundet af — frygt for kammeraternes mening, gruppepres, heltedyrkelse, jalousi, kappestrid, urette ønsker, frustration, håbløshed, og en dårlig omgangskreds med alle dens ulyksalige følger. Men unge må samtidig indse at de ikke er fuldstændig frie. De må anerkende retmæssig myndighed, ikke mindst forældremyndigheden. Det er Gud der har givet forældrene ansvar for at opdrage børnene, at lede dem på den rette vej og at afgøre hvad der er bedst for hvert enkelt barn. — 5 Mos. 6:1, 6, 7; 31:12, 13.
Forældremyndigheden indebærer også retten til at bruge tugtens ris. I Ordsprogene 23:13, 14 står der: „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ Til tider synes børnene måske ikke at tugten administreres rigtigt, men så må de huske at forældrene skal stå Gud til regnskab for den måde de bruger deres myndighed på, og at Gud, selv om der tugtes forkert, kan lade det virke til bedste for det barn der er lydigt. — Rom. 8:28.
Det vil være lettere for den unge at indordne sig under forældrenes myndighed hvis han (eller hun) tænker på apostelen Paulus’ ord: „Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ (Hebr. 12:11) En ung kristen der forstår sandheden i dette, tager taknemmeligt imod tugt fra sine forældre og fra andre ældre medlemmer af menigheden, samt i skolen. Han gør hurtigt fremskridt, får en god samvittighed og kan være frimodig i tale, for når han underordner sig myndighed — også selv om det somme tider kan være ubehageligt — tjener han Herren Jehova og hans søn Jesus Kristus. Apostelen Paulus henvendte sig specielt til de unge for at opmuntre dem da han skrev: „I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren.“ (Kol. 3:20) Kun hvis det der forlanges af den unge er noget som ikke har Herrens godkendelse, kan dette princip fraviges.
Læg visdommen ovenfra for dagen
I din tilbedelse af Skaberen står du måske alene, uden hjælp fra familiemedlemmer eller venner. For at bevare ligevægten under sådanne forhold kan du bede Gud om visdom. Disciplen Jakob, Jesu Kristi halvbroder, skrev til dem der var udsat for vanskeligheder: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser.“ „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ — Jak. 1:2, 5.
Jakob beskriver også „visdommen ovenfra“, idet han siger at den „først og fremmest [er] ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk“. (Jak. 3:17) Overvej nøje hver af disse egenskaber; bedøm ærligt om du lægger dem for dagen og tænk på hvor du kan gøre forbedringer. Hvis du har disse egenskaber vil du bedre kunne sætte dig i andres sted og forstå hvordan de føler — og samtidig få en bedre forståelse af din egen situation.
Selv om din familie måske ikke kender så meget til hvad sand kristendom går ud på, må du ikke glemme at de uden tvivl har dit ve og vel på sinde. Du er måske lige begyndt at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Men fordi dine venner og slægtninge ikke ved hvilken slags mennesker Jehovas vidner er, synes de måske at ’du ofrer alt for meget tid på den religion’. I betragtning af det hykleri man i dag ser i de fleste trossamfund, er det forståeligt at ældre mennesker kan være varsomme og forbeholdne. Når de ser hvordan du går ind for sagen med ungdommelig iver, bliver de måske bekymrede og spekulerer på om dine handlinger nu også er velovervejede, eller om de kun bygger på følelser. Hvis du møder modstand hos dem, vil du måske kunne vise at din beslutning er fornuftig og velfunderet hvis du svarer dem respektfuldt, på en fredelig og rimelig måde.
Spørg derfor dig selv: Er jeg virkelig fredelig og rimelig? Er det den indstilling jeg viser min familie, selv om de måske til en vis grad er imod min tro? Hvad kan jeg gøre for at forbedre sammenholdet i familien og dermed forbedre kvaliteten af min tjeneste for Skaberen? Er jeg for eksempel rimelig og ligevægtig når jeg planlægger min tid og det jeg foretager mig, sådan at jeg både skuldrer mine forpligtelser i familien og er med til at forkynde „den gode nyhed“ på en effektiv måde?
Hvis du tilegner dig visdommen ovenfra skulle du konstant kunne forbedre din adfærd og din kommunikation med familiens øvrige medlemmer. Måske er din familie og dine venner tolerante over for din tro, men hvis ikke, påpeger apostelen Peter hvad du bør gøre. Han styrkede og opmuntrede de kristne med disse ord: „Bevar en god samvittighed, så de der taler krænkende om jeres gode adfærd i forbindelse med Kristus, må blive til skamme med hensyn til det I bagtales for. Det er nemlig bedre at lide fordi man øver godt, hvis det er det Guds vilje vil, end fordi man øver ondt.“ — 1 Pet. 3:16, 17.
Ofte vil en kristens adfærd gøre langt større indtryk på andre end det talte ord.
I Hongkong begyndte en pige som var først i tyverne at overvære Jehovas Vidners bibelstudiemøder regelmæssigt. Dette faldt ikke i god jord hos hendes familie, især ikke hos hendes ældre brødre. Men en af brødrene lagde mærke til at pigen, der tidligere ofte havde skændtes højlydt med sin moder, nu begyndte at forandre sig og lidt efter lidt, efterhånden som bibelstudiet skred frem, udviste en mere stille og mild ånd. Han var dog stadig ikke helt overbevist om at forbedringen skyldtes hendes nye tro. Han følte at hans søster i virkeligheden var blevet ført bag lyset og at hendes forandrede holdning blot var overfladisk.
For at efterprøve sagen gik han med hen i Jehovas Vidners rigssal for at overvære et møde. Til hans store overraskelse fandt han ikke en selskabelig sammenkomst eller et møde hvor der blev lagt vægt på pengeindsamling, men derimod en gruppe venlige og hjertelige mennesker der var interesseret i at studere Bibelen og at efterleve den i praksis. Snart var han selv i gang med at studere Bibelen. Nu overværer broderen og søsteren møderne sammen som døbte Jehovas vidner, og de er begyndt at tage andre af familiens medlemmer med. Interessen for Gud og hans ord blev vakt og modstanden vendt til enhed og lykke i familien — alt sammen fordi datteren fulgte Bibelens vejledning om at udvise mildhed og ønske at hjælpe andre.
Til tider kan man føle at ens gode opførsel går upåagtet hen. Alligevel skal man ikke miste modet.
En ung pige der tidligere havde været slem til at lave „gale streger“ og at optræde selvrådigt, arbejdede ihærdigt på at iføre sig en kristen personlighed. I begyndelsen kommenterede hendes forældre det ikke, og det havde tilsyneladende ingen virkning på dem. Men så en dag hørte hun moderen sige til en nabo: „Jeg har ellers været imod at min datter sluttede sig til den tro, men jeg har bemærket så stor en forandring til det bedre i hendes opførsel at jeg ikke vil modarbejde hende mere, for det må være en god religion.“
Pigen blev naturligvis glad for at hun havde holdt ud med hensyn til at lægge en god opførsel for dagen.
Den oprindelige forfader, „den gamle af dage“
Hvad er det der får unge blandt Jehovas vidner til at følge Bibelen så urokkeligt, selv når deres familie misbilliger det? Er det fordi de lærer at de ikke skal vise respekt for deres slægtninge? Slet ikke! Tværtimod følger de en praksis der er så gammel som menneskeslægten selv, idet de nemlig respekterer og adlyder deres ældste forfader. I mange samfund rundt om i verden har man indtil vor tid set hen til det ældste mandlige medlem af familien efter råd, visdom og vejledning. Hans ord var lov og havde større vægt end andres — hvad enten det var over for en søn, en sønnesøn eller en oldesøn. Mange i det fjerne østen dyrker endog den dag i dag deres forfædre og ser hen til dem efter vejledning. Sande kristne lytter derimod til deres oprindelige forfader, som ikke er et dødt menneske men „en levende Gud“, nemlig menneskehedens Skaber, Jehova Gud. — Jer. 10:10-12.
I Daniels bog (7:13) i Bibelen omtales Gud som „den gamle af dage“. Han er fra evighed til evighed og er livets kilde for alle mennesker. (Sl. 26:8, 10; Apg. 17:24, 25, 28) Derfor bør alle være lydige mod ham, ligesom velopdragne unge beredvilligt bør høre på deres forældre og bedsteforældre. Det er ved at følge hans visdom og vejledning vi kan blive kaldt hans børn. (1 Pet. 1:14; 1 Joh. 3:1; 2 Kor. 6:18) Af den grund er det forståeligt at unge som tjener Skaberen, føler at de må betragte ham, deres oprindelige Fader, som den endelige autoritet når som helst der opstår en konflikt mellem de ting der kræves af dem — mens de dog stadig bevarer respekten for deres jordiske forældre og viser dem kærlighed.
Da Jehova er familiens og familielivets indstifter, er det en selvfølge at unge der tjener ham vil blive bedre familiemedlemmer. Sønner og døtre vil ikke bringe skam over deres jordiske forældre ved at følge denne verdens umoralske og dårlige opførsel og yderliggående modeluner. De vil være glade for at hjælpe til derhjemme og vil også bringe deres forældre ære ved deres rene og retskafne adfærd til hver en tid. (Tit. 2:6-8) Ved at gøre disse ting, som er langt mere tilfredsstillende og glædebringende end stridbarhed og opsætsighed, vil unge kristne prise deres Skaber. Derved ærer de også deres himmelske Fader, og han vil velsigne dem for deres tro og kærlighed.
Overalt på jorden, under alle forhold, følger tusinder af unge den vej der behager Gud. Nogle af verdens største tillokkelser for de unge, og sikkert også det største pres, findes uden tvivl i de såkaldt udviklede lande, hvor den materialistiske ånd er meget udbredt. Kan sand kristendom give unge mennesker hvad de behøver for at kunne være tilfredse og lykkelige i sådanne lande, uden at blive revet med af den verdslige materialisme? Ja, det kan den. Det er der gode eksempler på i efterkrigstidens Tyskland.