Spørgsmål fra læserne
● Er det rigtigt af kristne at fejre årsdagen for deres bryllup? — D. Y., Venezuela.
Det er ikke ubibelsk at et ægtepar på en fornuftig og sømmelig måde fejrer årsdagen for deres bryllup. Men de behøver heller ikke at gøre det.
Der er årsdage for alt muligt. Hedenske folkeslag har højtideligholdt årsdagen for særlige begivenheder. Guds tjenere har gjort det samme. (2 Mos. 12:14, 24-27; Joh. 10:22, 23; 1 Kor. 11:23-26) Disse årsdage eller mindedage som er nævnt i Bibelen havde naturligvis direkte forbindelse med den sande tilbedelse, men at sådanne dage blev fejret viser i det mindste at man ikke nødvendigvis skal undgå alle slags årsdage. Det afhænger alt sammen af hvad man mindes og hvordan man gør det.
En kristen vil naturligvis undgå fester som omfatter skikke der er ubibelske eller stammer fra falsk religion. (Joh. 4:24) Når man nu om stunder fejrer bryllupsdag er højtiden dog ikke af religiøs art. Skikken har tilsyneladende heller ikke sin rod i oldtidens hedenske religioner. I Encyclopedia Americana (1971-udgaven) står der: „Den familieskik at holde bryllupsdag synes at være opstået i Vesteuropa. Den tidligste omtale af den i engelsk litteratur er fra det 17. århundrede.“ — Bind 28, side 564.
Det er nu almindelig skik i nogle lande at ægtefolk gør noget særligt ud af deres bryllupsdag. Også nogle kristne ægtepar gør dette. De føler oprigtigt at de kan styrke de ægteskabelige bånd ved at de sammen og i fred og ro tænker på den glædelige begivenhed da de blev mand og hustru. På deres bryllupsdag ser de måske tilbage på de fremskridt de har gjort med hensyn til at opbygge et lykkeligt ægteskab, og de fornyr måske deres beslutning om at fortsætte ad denne vej.
Andre ægtepar kan måske lide at dele glæden over deres bryllupsdag med nogle få kristne venner og slægtninge, samt deres børn. Hvis man gør det, er der visse ting man bør tage i betragtning.
Ved enhver fest eller selskabelig sammenkomst må man passe på at begivenhederne ikke tager magten fra en. Selv en sømmelig sammenkomst kan blive løssluppen eller føre til en upassende optræden, sådan som det åbenbart nogle gange var tilfældet blandt jøderne i det første århundrede. (Joh. 2:10) Det ville være forkert af kristne at være med til sådan noget. (1 Pet. 4:3, 4) Det ville heller ikke være rigtigt af deltagerne at vise mennesker overdreven ære, som om det ægtepar der holder bryllupsdag fortjente særlig hyldest. Bibelen viser klart at al ære bør gå til Skaberen, og ikke til noget af det han har skabt på jorden, hverken dyr eller mennesker. (Rom. 1:24, 25) Det er godt hvis et ægtepar har et lykkeligt ægteskab. Andre kan med rette være glade for dette ægtepar. Men burde det ikke også give anledning til at der rettes en tak og pris til ægteskabets Indstifter? Deltagerne bør have ham i tanke, og alt hvad der foregår bør være til ære for ham.
Med disse ord anbefaler vi ikke ægtepar som hidtil har undladt at fejre deres bryllupsdag, at begynde at gøre det. Vi hverken tilskynder til eller fraråder at man fejrer bryllupsdag. Ethvert ægtepar kan træffe sin personlige beslutning, og ingen bør kritisere deres afgørelse. Nogle vil på grund af deres omstændigheder og samvittighed ikke gøre noget særligt ud af denne dag. Andre vil fejre den. Når disse beslutter hvordan de vil gøre det, bør de tænke på dette råd: „Enten I nu spiser eller drikker, eller hvad I gør, så gør det alt til Guds ære!“ — 1 Kor. 10:31.
● Hvem var „de ånder, der var i forvaring“ og som Jesus prædikede for ifølge Første Petersbrev 3:19? Hvornår prædikede han for dem, og gav dette dem lejlighed til at angre og omvende sig? — U.S.A.
I Første Petersbrev 3:20 siges der om „de ånder, der var i forvaring“ at de „fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage“. I sit andet inspirerede brev til de kristne omtaler Peter dem som „de engle, der syndede“. (2 Pet. 2:4, 5) Og disciplen Judas oplyser: „De engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag.“ — Jud. 6.
At der virkelig var engle som forlod deres retmæssige bolig før vandfloden i Noas dage, fremgår af Første Mosebog 6:2, hvor vi læser: „Gudssønnerne [fik] øje på menneskedøtrenes skønhed, og de tog så mange af dem, som de lystede, til hustruer.“ Ja, disse engle eller åndelige sønner af Gud havde evne til at materialisere sig i menneskeskikkelse, hvilket fremgår af at trofaste engle ved visse lejligheder gjorde det på Guds foranledning for at overbringe budskaber til mennesker på jorden. (1 Mos. 18: 1, 2, 8, 20-22; 19:1-11; Jos. 5:13-15) Men da et stort antal engle efter egen tilskyndelse forlod deres rette bolig og tildelte hverv i himmelen for at have kødelig omgang med menneskedøtre, gjorde de noget som var i strid med Guds lov. Vi forstår at disse engle gjorde sig skyldige i perversitet, idet Judas sammenligner deres synd med de perverse seksuelle udskejelser som indbyggerne i Sodoma, Gomorra og de omliggende byer øvede. — Jud. 7.
Med hensyn til hvornår Jesus „prædikede for de ånder, der var i forvaring“, skrev Peter at „Kristus . . . blev vakt til live i ånden, i hvilken [det vil sige i sin åndelige tilstand] han også drog hen og prædikede for de ånder, der var i forvaring“. (1 Pet. 3:18, 19) Det vil sige at Jesus må have prædiket for dem efter sin opstandelse til åndeligt liv. Og eftersom Peter brugte datidsformen („prædikede“) må vi gå ud fra at der blev prædiket for dem før han skrev sit første brev (omkring år 62-64).
The New English Bible gengiver Første Petersbrev 3:18, 19 på denne måde: „I legemet blev han slået ihjel; i ånden blev han gjort levende. Og i ånden tog han hen og forkyndte sit budskab for de fængslede ånder.“ I denne forbindelse må vi huske at Jesus natten før han blev forrådt og arresteret sagde til sine apostle: „Verdens fyrste kommer, og i mig er der intet, som hører ham til.“ „Og når han [Talsmanden, Guds ånd] kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom; . . . om dom: at denne verdens fyrste er dømt.“ (Joh. 14:30; 16:8-11) På dette grundlag kunne Jesus Kristus efter sin opstandelse forkynde den nu fuldt berettigede dom for ånderne der var i forvaring. Det var det eneste han kunne gøre over for disse fængslede ånder; han kunne forkynde dommen for dem, men med stærkere begrundelse end da han i sin før-menneskelige, åndelige tilværelse sagde til Djævelen: „Herren straffe dig!“ (Jud. 9) Tiden var endnu ikke inde til at den opstandne Jesus Kristus skulle kaste de forvarede ånder i afgrunden. Mens han gik ind i det allerhelligste i det himmelske tempel for at overbringe Jehova værdien af sit genløsningsoffer og derpå satte sig ved Jehovas højre hånd, ville det næppe have været på sin plads for ham at besvære sig med de forvarede ånder og prædike for dem. Der er således ingen grund til at forestille sig at den opstandne Jesus har kaldt alle de onde åndeskabninger sammen for at kunne prædike for dem.
Vi må tænke på at det græske ord for ’at forkynde’ eller ’at prædike’ (kerysʹso) bruges i forbindelse med et budskab hvis indhold enten kan være godt eller dårligt, som da Jonas kundgjorde Nineves kommende ødelæggelse. Som Judas påpegede, holdes de ulydige engle forvaret indtil „dommen på den store dag“. Det den opstandne Jesus forkyndte for disse uretfærdige engle kan derfor kun have været en fordømmende dom.
Bibelen viser klart at Jesu forkyndelse ikke kan have givet „de ånder, der var i forvaring“ lejlighed til at angre og omvende sig. I Hebræerbrevet 2:16 står der: „Det er jo ikke engle, han [Jesus] tager sig af.“ Desuden var de åndeskabninger som gjorde oprør ikke skabt ufuldkomne, med en tilbøjelighed til ikke at kunne leve op til Guds fuldkomne lov. Når de syndede var det fordi de med overlæg valgte at gøre det. Derfor kan deres situation i nogen grad sammenlignes med den stilling som frafaldne åndssalvede kristne befinder sig i. Om sådanne mennesker fortæller Hebræerbrevet 6:4-6: „Når mennesker én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny.“ Hvis det er umuligt at hjælpe sådanne frafaldne til omvendelse — mennesker som jo dog er ufuldkomne i kødet — er det afgjort også umuligt for åndeskabninger som bevidst synder, at omvende sig.
● Job 28:5 lyder: „Af jorden fremvokser brød, imedens dens indre omvæltes som af ild.“ Hentyder dette til den glødende masse som sikkert udgør jordens indre? — Cypern.
Nej. Sammenhængen viser at det har forbindelse med menneskenes bestræbelser for at finde jordens skatte. (Job 28:1-4) Landmanden tilbereder fredeligt jordens overflade, sår sæd og sørger for kornet der vokser op. På denne måde frembringer jorden brød. Under jordens overflade udfoldes der imidlertid en voldsom aktivitet, idet jorden „omvæltes“ med en virkning der kan sammenlignes med virkningen af en ødelæggende ild. Minearbejdere bryder skakter og fravrister jorden dens kostbare sten og metaller.
Det bør bemærkes at flere oversættelser gengiver Job 28:5 på en lidt anden måde. For eksempel står der i den engelske Authorized Version: „Hvad jorden angår, kommer der brød fra den: og nedenunder vendes den om som var den ild.“ På grundlag af denne gengivelse foreslår nogle kommentatorer at ilden hentyder til de kostbare stens og metallers glød. Den forståelse at ’ilden’ sigter til minearbejdernes aktivitet passer imidlertid bedre med sammenhængen og stemmer med den gengivelse man finder i mange nyere oversættelser.
Skønt menneskene ikke skyr nogen anstrengelse for at hente jordens skjulte skatte frem, finder de ikke sand visdom ved at udforske det fysiske skaberværk. (Job 28:1-12) For at finde denne visdom må de vende sig til Gud. Job slutter med ordene: „Se, [Jehovas] frygt, det er visdom, at sky det onde er indsigt.“ — Job 28:28.