denne måde. De fleste mennesker i dag, især i kristenheden, mener at de simpelt hen ved at blive født kommer i et slægtskabsforhold til Gud som en del af hans familie. Bibelen viser at dette synspunkt er fuldstændig forkert.

Ganske vist fødes alle som Guds skyldnere, idet de har fået livet af ham, men de fødes ikke som godkendte medlemmer af hans universelle familie. Som apostelen Paulus klart viser blev alle Adams efterkommere solgt som trælle som følge af hans synd og kom under syndens og dødens herredømme. (Rom. 5:12-14, 21; 7:14) Menneskeheden som helhed har fjernet sig fra Gud og har brug for at blive forligt med ham. Det er grunden til at apostelen kunne sige at hedningenationerne, som var uden for Guds pagt med Israel, dengang var „uden håb og uden Gud i verden“. (Ef. 2:11, 12) Ved Guds søns, Jesu Kristi, sonoffer tilvejebragte Gud det middel hvorved alle kan blive forligt med ham ved at vise tro på dette offer. (Kol. 1:19-23) Som sendebud for Kristus var apostlenes bøn derfor: „Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.

Én vigtig grund til at alle bør ændre sind er således at vi alle er født syndige. En anden grund er at vi, hvis vi har fulgt verdens menneskers handlemåde, har fulgt en kurs der er i opposition til Gud — af den enkle grund at menneskeheden som helhed har ignoreret og endog kæmpet imod Guds vilje og hensigter. Det er grunden til at menneskets historie stort set ikke er andet end en deprimerende beretning om gentagne blodsudgydelser og stadig undertrykkelse, uretfærdighed og umoralitet. At nægte at se, anerkende og indrømme sit eget ansvar i forbindelse med alt dette som et villigt medlem af samfundet, ville være et svagt forsøg på at ’vaske sine hænder’. Som apostelen Johannes siger: „Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi ham [Gud] til en løgner, og hans ord er ikke i os.“ — 1 Joh. 1:10.

I stedet for at forsøge at undgå et ansvar eller at retfærdiggøre sig selv, vil et oprigtigt menneske som indser hvilken situation han er i, føle oprigtig sorg og søge at blive forligt med Gud. Han vil tage afstand fra den handlemåde han tidligere fulgte da han villigt lod sig forme efter en verden der var Guds fjende, han vil af hjertet føle had til denne onde handlemåde og til alt hvad der er i modstrid med Guds retfærdige normer. (Jak. 4:4; Sl. 119:104; Rom. 12:9) Da han oprigtigt angrer eller ændrer sind, vil han „omvende sig“ og vil vise denne omvendelse ved „gerninger, som er omvendelsen [sindsændringen, NW] værdige“. (Ap. G. 26:20; Matt. 3:8) Han vil iføre sig „det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til“. — Ef. 4:17-24.

Som på apostlenes tid fører sindsændring (anger) og omvendelse til endnu et skridt: dåb. Ifølge apostelen Peters inspirerede ord symboliserer dåben ens „bøn til Gud om en god samvittighed“. (1 Pet. 3:21, fodnoten) Ja, ved at lade sig døbe beder man højtideligt Gud om at måtte komme i et godt forhold til ham og nyde velsignelserne ved en god samvittighed over for ham. Efter at have oplevet de dårlige virkninger af trældom under syndens herredømme med døden i udsigt, beder man nu Gud om at blive købt af ham som hans træl ved hjælp af den løsesum der kærligt blev betalt af hans søn. — Rom. 6:16-18; 1 Kor. 7:22, 23.

Har du gjort denne livsvigtige forandring? Har du anerkendt at du over for Livgiveren har pligt til at leve dit liv i overensstemmelse med hans vilje? Føler du dig tilskyndet til at gøre dette af kærlighed til ham og til retfærdighed?

Dette nødvendiggør studium af hans ord. Du må ’åbne dine øjne og ører’ for at modtage Bibelens sandhed så du kan ’fatte den med hjertet’. Om dem der gør det, siger Jehova: ’Jeg vil læge dem.’ (Es. 6:9, 10; Matt. 13:13-15) Når du gør det, vil du opleve „forfriskende perioder“ og komme til at vandre på „liflige veje“ og ’lykkens stier’ fordi du har en god samvittighed over for Gud. — Ordsp. 3:17; 1 Pet. 3:21.

Hvordan man lever et indviet liv

MANGE siger at de har indviet sig til Gud. Men er det blot det at man har indviet sig til Gud der har betydning, eller bør man tænke mere på om man lever op til sin indvielse? Hvis du er kristen, vil andre som kender Bibelen da oprigtigt kunne sige at du er indviet til Gud?

Hvad mener vi for eksempel når vi siger om en mand at han har viet sit liv til lægegerningen? Mener vi simpelt hen at han har bestået sin eksamen ved universitetet og er begyndt at praktisere? Mener vi at han har ret til at sætte et skilt op og kalde sig læge? Nej. Vi mener at han er helt opslugt af sit arbejde, af sit ønske om og sine bestræbelser for at lindre menneskehedens fysiske lidelser. Han har ikke noget andet mål, og han lader ikke noget bryde forstyrrende ind i sit kald og sit arbejde som læge.

Apostelen Peter siger at den kristnes dåb „ikke er fjernelse af legemets smuds, men en bøn til Gud om en god samvittighed“. (1 Pet. 3:21, fodnoten) Når en bliver døbt nærmer han sig altså ikke Gud som om han kunne sige ’Jeg vil være din tjener.’ Nej, han kommer frem for Gud som en ydmyg ansøger. Han har en dårlig samvittighed og beder eller bønfalder Gud om at modtage ham og give ham en god samvittighed så han kan blive ren, i håb om at Gud vil lade ham blive hans tjener. Med oprigtigt hjerte har han angret sine synder og har omvendt sig. Derefter bliver han døbt, og Gud tager imod ham på grundlag af Kristi offer, sådan som han har lovet.

Nu da han har gjort dette er spørgsmålet: vil han bevise at han virkelig er indviet til Gud? Efter at have omvendt sig, vil han da holde sig til den vej Guds ord afstikker uden at vige derfra? Hvis han gør det, beviser han at han har indviet sig til Gud. Han lever et indviet liv.

Altså kan et menneske ikke blot pege på det tidspunkt da vedkommende omvendte sig fra sin verdslige handlemåde og fremstillede sig til dåb og sige: ’Jeg er en indviet tjener for Gud.’ I stedet må hele hans handlemåde vise at han er indviet til Gud. Hele hans livsform må være et udtryk for at han tjener Gud hver dag. De mennesker han omgås må kunne sige det samme om ham som Jesu disciple kunne sige om Jesus, at ’nidkærhed for Jehovas hus havde fortæret ham’. — Joh. 2:17.

Uanset hvordan du lever dit liv betragter Gud, som modtog din oprigtige bøn dengang du blev døbt, dig som pligtig til at stå ved den troserklæring du har afgivet. Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Matt. 5:37, NW.

Kristne er Guds og Kristi trælle

Apostelen Peter sagde til de jøder der blev døbt på pinsedagen år 33: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ Er du døbt? Så har du vist at du tager afstand fra „denne vanartede slægt“ med dens dårlige moralske adfærd og dens nationalisme, som vil føre til ødelæggelse for denne slægt i den store trængsel. (Ap. G. 2:40) Du er blevet Guds og Herren Jesu Kristi træl. Hvad vil det egentlig sige? — 1 Tess. 1:9.

Jesus Kristus belyste den kristnes stilling da han sagde: „Hvis en af jer har en tjener [en træl, NW], der pløjer eller vogter, mon han så siger til ham, når han kommer hjem fra marken: ’Kom nu straks hen og sæt dig til bords!’ Vil han ikke tværtimod sige til ham: