Hvor dybt bunder din kærlighed?

DER var engang en ung mand, fortælles det, som sagde til den pige han gjorde kur til: „Jeg elsker dig så højt at jeg er parat til at dø for dig.“ Hun smilede og spurgte: „Elskede, hvor var du forrige onsdag aften? Jeg savnede dig.“ Temmelig forlegen svarede han: „Åh ja, ser du; det regnede sådan.“ Han var parat til at dø for sin elskede, men han var ikke parat til at trodse regnen for at tilbringe en aften sammen med hende.

Det var tydeligt at hans kærlighed ikke bundede særlig dybt. Han talte om den, men hans handlinger støttede ikke hans ord. Med rette taler Bibelen imod en sådan kærlighed: „Børnlille, lad os ikke elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed.“ — 1 Joh. 3:18.

En kærlighed der bunder dybt, kommer også til udtryk på den måde at den er loyal. Hvis en ven bliver bagtalt, vil vi så udsætte os for at blive ildeset ved kraftigt at forsvare ham? Netop dette gælder for den kristnes kærlighed til Gud. Nogle mennesker var engang samlet om et lejrbål, og i løbet af samtalen kom en af dem med en nedsættende bemærkning om Gud. En anden i selskabet brød straks ind: „Jeg er ked af det, men jeg kan ikke lide at du siger sådan noget. Det er ikke sandt. Forstår du, Gud er min Fader, og jeg elsker ham.“ Hans loyalitet gav ham mod til at sige sin mening. Han gav bevis for at hans kærlighed bundede dybt.

Hvor stærk vor kærlighed er, kan også ses af den måde vi reagerer på når en nær ven eller slægtning kommer til at gøre en pinlig fejltagelse i andres selskab. Vil vi føle os krænkede? Vil vi være kritiske i vor bedømmelse? Hvis vor kærlighed bunder dybt, vil vi dække over fejltagelsen eller gøre den så lille som muligt. Ja ikke blot det; vi vil endog dække over synder og fejl. Hvor mange? Apostelen Peter svarer: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’“ En mangfoldighed er temmelig mange, ikke sandt? Fortidens vise kong Salomon gik længere endnu, for han sagde: „Kærlighed skjuler alle synder.“ Der er ingen tvivl om at hvis din kærlighed er stærk, vil du være tilgivende, overbærende, barmhjertig, også selv om det er dig det går ud over. Som et andet skriftsted udtrykker det: „Kærligheden . . . bærer ikke nag.“ — 1 Pet. 4:8; Ordsp. 10:12; 1 Kor. 13:4, 5.

Endnu et bevis på at ens kærlighed bunder dybt, er at man er parat til at vejlede en man kender godt, når han har brug for at blive påmindet eller irettesat. Mange forældre svigter på dette punkt, og viser således at deres kærlighed til deres børn er overfladisk. En meget populær amerikansk fjernsynsentertainer og filantrop har indrømmet at grunden til at hans sønner var begyndt at bruge narkotika, var at „man ser hvad der sker, men man ønsker ikke at se det, man ønsker ikke at tro det. . . . Jeg undskyldte det“. (New York Times, 1. august 1972) Fortidens kong David gjorde den samme fejltagelse i forbindelse med en af sine sønner. David „havde ingen sinde irettesat ham og sagt: ’Hvorfor bærer du dig således ad?’“ David høstede også oprørskhed fra denne søn for sin forsømmelighed i opdragelsen af ham. — 1 Kong. 1:6.

At forældres tugt og irettesættelse er et vidnesbyrd om deres kærlighed, ses tydeligt af den måde den himmelske Fader behandler sine børn på: „Herren tugter den, han elsker.“ At dette princip gælder venskaber viser Bibelen også, for den siger: „Vennehånds hug er ærligt ment.“ Overfladiske venner vil vige tilbage for at sige noget, men sande venner med åndelige kvalifikationer vil søge at hjælpe en på fode igen. — Hebr. 12:6; Ordsp. 27:6; Gal. 6:1, NW.

Det modsatte gælder også. Hvis vi nærer virkelig kærlighed til en ven, vil vi ikke blive krænket over hans bestræbelser for at hjælpe os på fode igen når vi fejler. Vi vil derimod være som kong David, der skrev: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ (Sl. 141:5) Det kan siges at alt dette har særlig betydning for kristne i deres forhold til Gud, Jehova. Hvis vor kærlighed til ham bunder dybt, vil vi ikke blive bitre fordi han tillader at vi bliver udsat for modgang og uret. Vi vil derimod reagere ligesom patriarken Job, som på trods af alle sine tab og lidelser ikke ’tillagde Gud noget vrangt’. Nej, „i alt dette syndede Job ikke med sine læber“. Hvis vi viser en sådan stærk kærlighed vil vi blive belønnet når tiden er inde, ligesom Job blev. — Job 1:22; 2:10; Jak. 5:11.

Hvad er den største eller stærkeste kærlighed man kan nære til en anden? Jesus sagde: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Det var netop den kærlighed han selv viste, og også den kærlighed som kristne ægtemænd befales at have til deres hustruer. Nærer du som ægtemand en sådan kærlighed til din hustru?

Bibelen giver også et glimrende eksempel fra fortiden på en sådan stærk kærlighed, nemlig kong Sauls søn Jonatans kærlighed til David. Efter at hyrdedrengen David havde dræbt kæmpen Goliat, „blev Jonatans sjæl bundet til Davids sjæl, og han elskede ham som sin egen sjæl“. Jonatans kærlighed til David blev end ikke mindre da det viste sig at det var David, og ikke Jonatan, der skulle være Israels næste konge. Jonatan hjalp gentagne gange David, ja han udsatte endda sit liv for fare for Davids skyld, idet hans fader Saul engang kastede et spyd efter ham for at dræbe ham fordi han stod på Davids side. — 1 Sam. 18:1; 20:24-34; 23:17.

Ordsproget taler sandt når det siger: „Ven viser kærlighed når som helst.“ (Ordsp. 17:17) En ven behøver måske beskyttelse mod fare, eller han behøver materiel hjælp, men ikke så sjældent kan det være opmuntring og selskab han trænger til. Hvis vor kærlighed bunder dybt, vil vi bringe ofre for at dække et sådant behov.

Hvor dybt bunder din kærlighed — til din ægtefælle, til dine børn, til dine forældre, til din nære ven, til dine medkristne? I det omfang din kærlighed bunder dybt vil du være loyal, dække over fejltagelser og synder, give eller modtage irettesættelser, og bringe ofre som et udtryk for din kærlighed.