Spørgsmål fra læserne
● Hvad mente Tomas da han, som omtalt i Johannes 11:16, sagde: „Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen med ham“?
Lige før Tomas udtalte disse ord havde Jesus Kristus sagt at Lazarus var død, og han tilføjede: „Og for jeres skyld, for at I må komme til tro, er jeg glad over, at jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!“ (Joh. 11:15) Da var det Tomas sagde: „Så lad os gå med, for at vi kan dø sammen men ham!“ Det var ikke med henblik på den døde Lazarus, men på Jesus, at Tomas sagde dette. Når han talte som han gjorde, var det fordi han var sikker på at hvis Jesus drog til Betania i Judæa, hvor den døde Lazarus var, ville han blive dræbt. Tomas kendte de fjendtlige jøders morderiske planer. Det fremgår af vers otte i samme kapitel Jo 11:8: „Disciplene siger til ham: ’Rabbi! Nylig søgte jøderne at stene dig, og dog drager du igen derhen?’“ Tomas’ ord var derfor møntet på Jesus, ikke på at Jesus skulle hænges på en pæl for romernes hånd, men på at Jesus sandsynligvis ville blive overfaldet eller stenet til døde af sine jødiske modstandere. Det var derfor Tomas sagde at Jesu disciple skulle gå med ham og dø sammen med ham.
● Var det ikke forkert af Jakob at fremstille sig som Esau, som det fortælles i 1 Mosebog 27:18-30? Hvorfor fik han lov til det? — R. M., De forenede Stater.
Det var ikke forkert af Jakob at fremstille sig som Esau. Eftersom Jakob allerede havde købt førstefødselsretten af sin tvillingebroder, kunne han med rette repræsentere sin broder eller indtage hans plads, for da Jakob ikke havde sat sagen på spidsen troede den blinde Isak at det stadig var Esau der havde førstefødselsretten. (1 Mos. 25:29-34) Det var desuden rigtigt af Rebekka at råde Jakob til at træde frem for sin fader på den måde han gjorde, for før Rebekka fødte de to tvillingsønner havde Jehova sagt til hende: „To folkeslag er i dit liv, to folk skal gå ud af dit skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!“ (1 Mos. 25:23) Rebekka kan også have vidst at Jakob havde købt førstefødselsretten. Det var således Jehova der ledede udviklingen, og i 1 Mosebog 28:5 tales der derefter om ’Jakob og Esau’, og det at Jakob nævnes før sin ældre tvillingebroder viser at han var den foretrukne, hvilket Jehova selv understregede kraftigt. (Mal. 1:2, 3) I De kristne græske Skrifter fremholdes Esau som et advarende eksempel for kristne, for at de ikke som Esau skal gøre sig skyldige i manglende værdsættelse af det hellige eller det åndelige. (Hebr. 12:16) På den anden side fremholdes Jakob som et godt eksempel for kristne, idet han viste den største værdsættelse af åndelige værdier og havde en absolut tillid til Jehovas løfter som hans fader havde arvet fra Abraham. — Hebr. 11:8-10.
● I King James-oversættelsen siges der i Mattæus 28:9 om de kvinder der traf Jesus efter hans opstandelse at „da de gik hen for at fortælle hans disciple det, se, da mødte Jesus dem og sagde: ’Alle være hilset.’ Og de gik hen til ham og holdt om hans fødder idet de tilbad ham“. (I den danske oversættelse siges noget lignende.) Er dette ikke en klar modsigelse af den lære Jehovas vidner tror på, nemlig at man ikke må tilbede Jesus?
Treenighedslærens tilhængere, som tror at Jesus er den samme som Gud, eller i hvert fald at han er den anden person i den treenige gud, kan ikke lide at Jehovas vidner siger at det bibelsk set er forkert hvis tilbedere af den levende og sande Gud også tilbeder Guds søn, Jesus Kristus. Efter treenighedstilhængernes mening er dette ensbetydende med at man ikke yder Jehova Gud den tilbedelse der tilkommer ham. Vi ved imidlertid at da Jesus i ørkenen blev fristet af Djævelen og af denne opfordredes til med en enkelt handling at tilbede ham og på den måde vinde alle denne verdens riger, henviste Jesus til Femte Mosebog og udtalte ifølge King James-oversættelsen: „Gå bort, Satan, for der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren din Gud, og ham alene skal du tjene.’“ (Matt. 4:10) Med disse ord afskar Jesus sine efterfølgere fra at tilbede ham.
Som ordene i Mattæus 28:9 forekommer i King James-oversættelsen kan de ved første øjekast synes at være en direkte modsigelse af Jehovas vidners lære, men oversætterne af denne bibeludgave har naturligvis ønsket at støtte treenighedslæren ved her at gengive det ord der står i den græske tekst med „tilbede“. Imidlertid er det interessant at Smith og Goodspeeds The Complete Bible, An American Translation gengiver ordene i Mattæus 28:9 således (i dansk oversættelse): „Og Jesus selv mødte dem og sagde: ’God morgen!’ Og de gik hen til ham og slog armene om hans fødder og bøjede sig til jorden for ham.“ I New World Translation of the Holy Scriptures lyder ordene (i dansk oversættelse): „De gik hen til ham og greb ham om fødderne og faldt ned for ham.“ At de bøjede sig til jorden eller faldt ned for den opstandne Jesus er ikke ensbetydende med at de tilbad ham. Hvis det var tilfældet har gudfrygtige mænd i forgangne tider gjort sig skyldige i at tilbede de mennesker som de bøjede sig for, mens apostelen Johannes fik at vide at han ikke måtte tilbede den engel der bragte ham Åbenbaringen men kun måtte tilbede Gud. — Åb. 19:10; 22:8.
Det græske udsagnsord som King James-oversættelsen i Mattæus 28:9 gengiver med „tilbede“ er proskynéo. Dette udsagnsord forekommer i den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter. Ordet optræder i denne oversættelses gengivelse af Første Mosebog 23:7, hvor King James-oversættelsen siger (i dansk oversættelse): „Og Abraham stod op og bøjede sig for landets folk, selv for Hets børn.“ I „The Septuagint Version, the Old Testament With an English Translation“ (Septuaginta-versionen, Det gamle Testamente med en engelsk oversættelse) findes dette græske udsagnsord proskynéo i Septuagintas græske tekst, men i stedet for i Første Mosebog 23:7 at sige at Abraham tilbad landets folk, siger denne engelske gengivelse af Septuaginta-oversættelsens tekst: „Og Abraham stod op og bøjede sig for landets folk, for Hets sønner.“
Hvis derfor treenighedstilhængerne påstår at King James-oversættelsens og andre ligelydende oversættelsers gengivelse af Mattæus 28:9 beviser at man skal tilbede Jesus i hans egenskab af medlem af den treenige gud, hviler deres påstand på et løst grundlag. Hele vejen igennem King James-oversættelsen gengives det græske udsagnsord proskynéo med „tilbede“, endogså i Åbenbaringen 3:9, hvor Jesus (gengivet på dansk) siger til sine efterfølgere: „Se, jeg vil få dem af Satans synagoge der siger at de er jøder og ikke er det, men lyver, se, jeg vil få dem til at komme og tilbede for jeres fødder, og lade dem forstå hvor meget jeg har elsket jer.“ Her kommer svagheden i King James-oversættelsen rigtig frem, for end ikke treenighedstilhængerne vil vel påstå at Jesu efterfølgere skal tilbedes.
King James-oversættelsen gengiver altså alle steder proskynéo med „tilbede“, men andre oversættelser, oversættelser til nutidssprog, er ikke så ensidige i deres gengivelse af ordet. Denne forskel i ordvalget stemmer med den hebraiske tekst, hvor det er det hebraiske udsagnsord shahháh der oversættes til proskynéo i den græske Septuaginta. Og shahháh anvendes i Første Mosebog 23:7. I King James-oversættelsen gengives dette hebraiske udsagnsord shahháh forskellige steder med „at bøje sig, at få (nogen) til at bukke sig, at optræde bønfaldende, at krybe sammen, at falde på knæ, at lægge sig ned, at bøje sig dybt, at gøre knæfald, at vise dyb ærbødighed og at tilbede“. Eftersom det græske ord proskynéo svarer til det hebraiske ord shahháh, må man også i gengivelsen af proskynéo vise at det ikke altid betyder tilbede, idet tilbedelse alene tilkommer den Højeste, Jehova Gud selv.
Andre oversættelser, for eksempel An American Translation, anerkender nødvendigheden heraf. Weymouths The New Testament in Modern Speech gengiver Mattæus 28:9 på følgende måde (udtrykt på dansk): „Og dernæst så de pludselig Jesus komme hen imod dem. ’Fred være med jer,’ sagde han. Og de kom hen og slog armene om hans fødder og bøjede sig til jorden for ham.“ The New English Bible, som udkom i 1961, giver verset følgende ordlyd (omsat til dansk): „Pludselig kom Jesus gående imod dem. Han hilste dem, og de gik hen og slog armene om hans fødder, idet de faldt ned for ham.“ Disse og andre oversættelser viser altså at det ikke er korrekt at gengive proskynéo med „tilbad“ selv om King James-oversættelsen gør det. Den korrekte gengivelse af Mattæus 28:9 modsiger således på ingen måde Jehovas vidners lære om at Jesus ikke skal tilbedes eftersom vi kun tilbeder Jehova Gud.
● I Vagttårnet for den 1. maj 1964 stod der på side 198: „Intetsteds i De kristne græske Skrifter læser vi om kósmos’ ende eller afslutning.“ Hvordan skal denne udtalelse forstås i betragtning af at 2 Peter 3:6 siger at kósmos gik til grunde på Noas tid?
Ordene „ende“ og „afslutning“ blev her anvendt sammen fordi de udtrykker den betydning der ligger i de græske ord i grundteksten. I New World Translation of the Christian Greek Scriptures er det engelske ord for „ende“ oversat fra det græske télos, mens det engelske ord for „afslutning“ er oversat fra det græske syntéleia. Alle de steder hvor disse ord forekommer har de relation til tid og fuldbyrdelse, eller til et endemål og en endelig afslutning. Derimod udtrykker de intet om ødelæggelse eller undergang.
Vi læser således at Jesus elskede sine disciple til télos, til det sidste; at han ved tusindårsrigets télos eller ende vil overgive Riget til sin Fader, og at kristne vil nå til deres tros télos, troens endemål: deres sjæles frelse. Særlig bemærkelsesværdigt er det sted hvor der siges at Jehova er begyndelsen og enden, télos. Man kan ikke i nogen af disse tilfælde i stedet for ordet „ende“ sætte udtrykket „undergang“, vel? — Joh. 13:1; 1 Kor. 15:24; 1 Pet. 1:9; Åb. 21:6.
Betydningen af det græske ord télos medfører derfor at det til tider må gengives på andre måder, i Jakob 5:11 således med „udfald“ (NW) og i 1 Timoteus 1:5 med „sigte på“.
Heller ikke syntéleia indeholder den mindste tanke om ødelæggelse eller undergang. Vines Expository Dictionary of New Testament Words siger derimod at dette ord „tilkendegiver en samlet afslutning . . . markerer fuldendelsen eller fuldbyrdelsen af en plans forskellige dele“. Således læser vi i Mattæus 13:39 at „høsten er afslutningen [syntéleia] på en tingenes ordning“. Jesu disciple stillede ham spørgsmål vedrørende den samme „afslutning“ eller syntéleia, og da han tog endelig afsked med dem lovede han at være med dem „alle dage indtil afslutningen [syntéleia] på tingenes ordning“. — Matt. 24:3; 28:20, NW.
Beslægtet med syntéleia er det græske udsagnsord synteléo, der i New World Translations gengivelse kan siges at indeholde samme tanke som syntéleia. Lukas benytter det der hvor han taler om at Jesu fastedage var afsluttet, eller som den danske oversættelse siger: „Da de var gået . . .“ Ligeledes forekommer det hos Lukas dér hvor han nævner at Satan „var kommen til ende med“ at friste Jesus. — Luk. 4:2, 13.
Eftersom vi ingen steder finder disse græske ord sammen med ordet kósmos, benytter New World Translation ikke de tilsvarende engelske ord når den taler om „verden“ eller kósmos. Ganske rigtigt taler 2 Peter 3:6 om en verden, et menneskesamfund, et kósmos, der gik til grunde, og i den forstand kan det siges at kósmos afsluttedes, men kun fordi der anvendtes magt. Men Peter havde ikke her i tanke at menneskeslægten dengang stod over for sin afslutning, sit ophør eller sit endemål.
Vi ser altså at i Skriften benyttes ordene télos, syntéleia og synteléo — og de ord der på andre sprog svarer nøjagtig til dem — rettelig om et foredrag, en regeringsperiode, en tjenestetid, en tingenes ordning og en tidsalder, men ikke om menneskeslægten eller kósmos, for menneskeslægten vil ikke høre op; det er Jehova Guds hensigt at den skal bestå for evigt ligesom jorden hvorpå den lever. Det er grunden til at der ikke bliver et nyt kósmos. Når det siges at et kósmos gik til grunde i Vandfloden, menes der med kósmos kun den menneskehob som stod Gud imod. Om de mennesker der overlevede Vandfloden kan det ikke siges at de udgjorde et nyt kósmos eller en ny verden, for de havde tilhørt det kósmos eller den verden som eksisterede før Vandfloden, det kósmos eller den verden Kristus døde for.