Hvordan vi lever op til vort valg
1. Hvad må vi, ifølge Ordsprogene 16:9 og Første Petersbrev 1:13, hver især gøre, hvis vi skal holde fast ved vort valg?
VED at vælge livet, som Gud tilbyder os, vælger vi også at vandre på Guds vej — den kristne vej, retskaffenhedens vej. Vi må blive på denne vej, og det forudsætter at vi har tro på Guds løfter, at vi selv gør en indsats, og at vi er udholdende. Men i disse bestræbelser kan vi se hen til at Gud vil vejlede os til de rette afgørelser, mens vi til hver en tid holder fast ved vort første, velovervejede valg. Bibelen siger: „Menneskets hjerte udtænker hans vej, men [Jehova] styrer hans fjed.“ (Ordsp. 16:9) Herom siger Peter: „Gør derfor jeres sind klar til at arbejde, hold jer fuldstændig ædru; sæt jeres håb til den ufortjente godhed der skal bringes til jer ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Pet. 1:13.
2, 3. Hvad kan være os en stor hjælp til at ’gøre vort sind klar’ til opbyggende virksomhed?
2 Hvordan kan vi da bedst ’gøre vort sind klar’? Hvordan kan vi sikre os at vi ’holder os fuldstændig ædru’ og ikke bliver bragt ud af balance?
3 Vi kan først og fremmest lade vore tanker dvæle ved den uforlignelige velsignelse det er at have modtaget sandheden fra Gud. Vi lever nu en bedre tilværelse, et liv med større frihed for de bekymringer, sorger og veer som verden gennemgår. Hvis vi udsættes for lidelser, ved vi hvorfor sådanne lidelser kommer, og vi ved også at vi, hvis vi holder ud i tro og tillid, vil blive bedre og mere brugbare kristne når trængslerne er overstået. Vort håb om en opstandelse befrier os for megen dødsangst og sorg over tabet af nære venner og slægtninge. Det betyder at alt det ubehagelige vi gennemgår svinder ind til ingenting i sammenligning med det evige liv der ligger foran os. Jesus sagde til sine disciple: „Lykkelige er de øjne der ser det I ser. For jeg skal sige jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det I ser, men fik det ikke at se, og at høre det I hører, men fik det ikke at høre.“ — Luk. 10:23, 24.
4, 5. (a) Hvorfor har englene, som vist i Første Petersbrev 1:12, været så stærkt optaget af menneskets frelse? (b) Hvordan bør deres indstilling virke på os?
4 Ja, den frelse vi nyder er en uvurderlig løn, og Gud giver mennesker denne løn på en vidunderlig måde. Apostelen Peter siger at profeterne har ønsket at få indblik i dette, og at også engle nærer „et brændende ønske om at spejde ind i“ disse ting. (1 Pet. 1:10-12) Vi ved at englene allerede havde været til i talløse år dengang jorden blev dannet. (Job 38:7) De havde set Guds herlighed, visdom og magt og andre sider af hans personlighed udtrykt i de milliarder af ting han havde frembragt i sin skaberkraft. Men her på jorden var der noget nyt. Hvordan kunne Gud frelse den syndige menneskehed? Det var englene stærkt optaget af. De ville gerne vide hvordan menneskenes synder kunne blive tilgivet på grundlag af et opofret menneskeliv, for de havde aldrig set noget lignende finde sted før. Da Gud så sendte Kristus til genløsning af menneskeheden, viste han den vidunderlige egenskab barmhjertighed, en side af hans personlighed der måske endda virker mere vindende og hjertevarmende på os end hans magt og selv hans visdom. Hvor stor kærlighed han har til syndere fremgår desuden deraf at han har hjulpet og vejledt dem der tror på hans søn.
5 Når englene nu regner denne barmhjertighed fra Guds side for at være noget af det mest storslåede i universet, hvor langt mere skulle vi, der har modtaget denne barmhjertighed og erfaret den hver eneste dag, da ikke glæde os over den og værdsætte den over alt andet! Hvilken stærkere tilskyndelse kunne vi få til at være lykkelige for det valg vi har truffet, og holde fast ved det?
Den store betydning af bibelstudium
6. Hvilken rolle bør bibellæsning og bibelstudium spille i vort liv, ifølge Første Petersbrev 2:2, 3?
6 Hvad kan vi da gøre i dag for at befæste vort håb? Peter svarer: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse, om I ellers har smagt at Herren er venlig.“ (1 Pet. 2:2, 3) Kun ved oprigtigt og omhyggeligt at læse og studere Bibelen kan vi få den åndelige styrke som vi ikke kan undvære. Den fås ikke på nogen anden måde. Vi må selv læse Bibelen, tænke over hvad den siger, læse den sammen med vor familie og drøfte dens sandheder. Når vi gør det vil vi få større kærlighed til dens ord og længes efter mere. I det gamle Israel krævede Guds lov at kongerne selv skulle skrive en afskrift af Loven, som var gældende på deres tid, og at de skulle læse i den hver dag. Skulle vi, der har hele Bibelen, som kan gøre os vise til frelse, da lægge mindre vægt på Guds ord? — 5 Mos. 17:19, 20; 2 Tim. 3:15.
7, 8. (a) Hvorfor omtales jøderne i synagogen i Berøa på en rosende måde i Guds ord? (b) Hvorfor er det så vigtigt at læse i selve Bibelen?
7 Da apostlene forkyndte den gode nyhed, hvem var det da at Gud gennem sit ord talte rosende om? Det var jøderne i synagogen i Berøa; for, som Bibelen siger, „de tog imod ordet [den gode nyhed som Paulus og Silas forkyndte] med den største iver og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting [som apostelen Paulus fortalte dem] forholdt sig således“. (Apg. 17:10, 11) De tilegnede sig disse ting; de nøjedes ikke med blot at lytte og bifalde; de undersøgte også det faste bibelske grundlag for de ting de med iver modtog i deres sind og hjerte.
8 Vi bør følge disse oprigtige kristnes eksempel. Hvorfor? Jo, vi kan høre sandheden forkyndt for os eller blive undervist i den af et andet menneske. Men først når vi ved selvstudium finder den i Bibelen, bliver den til en fuldt grundfæstet og vedvarende drivkraft i vort hjerte, „for Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter“. (Hebr. 4:12) Ved konstant at studere Bibelen undgår vi at blive stående på et åndeligt børnestadium. Guds ord kan fylde vore hjerter med hans ånd, gøre os stærke og modne. Det samme princip gælder når vi forkynder den gode nyhed for andre. Forkyndelsen har større kraft hvis vi lader folk læse Skriftens ord i deres egen bibel, fremfor at vi blot gengiver det med vore egne ord.
9. Hvilken nedbrydende virkning kunne trængsler og prøvelser have på os, og hvad kan hjælpe os til at undgå en sådan dårlig virkning?
9 For at fortælle os hvad vi som kristne skal gøre for endeligt at befæste vor frelse og modtage lønnen fra Gud, giver apostelen Peter os i sit første brev nogle råd imod at blive mismodige under trængsler, prøvelser og forfølgelse. Vi må ikke lade sådanne ting gøre os bitre, ulydige eller hæmningsløse. Vi er blevet købt med det dyrebareste af alt, Jesu Kristi blod, han der bar vore synder da han døde for os, og derfor bør vi være ’døde’ med hensyn til synder. Ved at tage imod Kristi sonoffer for vore synder har vi også erkendt at vi ikke blot kan fortsætte med at synde. Vi kan derfor ikke længere, ikke engang et øjeblik, beskæftige os med ting som slethed, svig, hykleri, misundelse eller bagtalelse. — 1 Pet. 2:1.
10. Hvordan kan vi følge apostelens vejledning om at verdens urene handlinger end ikke bør „nævnes“ iblandt os?
10 Apostelen Paulus siger ligefrem at de handlinger der begås i verden og som den kristne måske også har begået før han lærte sandheden at kende, er så slette at de end ikke bør nævnes blandt kristne. (Ef. 5:3) Nu ’nævnte’ Paulus selvfølgelig selv disse ubibelske gerninger, men kun for at pege på at disse ting er onde. Han gav de kristne den vejledning at de ikke skulle dvæle ved disse ting, beskrive dem med sanselig interesse for alle detaljer, tale om hvordan disse ting foregår, eller ligefrem foretrække dem som samtaleemne. Den der før i tiden har bedrevet disse gerninger bør ikke gentage dem i tankerne for at tilfredsstille kødet, men bør snarere skamme sig over dem. — Rom. 6:21.
11. Hvad opfordrer Peter os, ifølge Første Petersbrev 4:8, 9, til først og fremmest at lægge vægt på, og hvordan kan vi lægge disse egenskaber for dagen?
11 Den kristnes vej mod håbet forude drejer sig dog ikke blot om at undgå noget der er ondt og negativt. Apostelen Peter skriver i Første Petersbrev 4:8, 9: „Fremfor alt, hav inderlig kærlighed til hinanden, for kærlighed dækker over en mængde synder. Vær gæstfri mod hinanden uden knurren.“ Vi er til stadighed forpligtede over for vor næste, især over for dem der er beslægtede med os i troen. Vor kærlighed vil få os til at se bort fra mange fejltagelser og synder som vore brødre begår. Sande kristne går ikke rundt og leder efter fejl hos hinanden eller bliver mistænksomme eller fordømmende over for en anden fordi de ser en fejl hos ham. Er vi ivrige efter at vise gæstfrihed? Gør vi gerne en ekstra indsats for at være venlige og hjælpsomme mod hinanden? Eller knurrer vi og beklager vi os hver gang der opstår en lejlighed? Hvis vi gør det, går vi glip af al den glæde vi ellers kunne have erfaret og mister den løn vi ville have modtaget for at gøre godt. Gud har ikke behag i noget af det vi gør, hvis det ikke udspringer af vort hjertes ønske.
Brug din gave rigtigt
12. (a) Hvem i menigheden får nyttige ’gaver’, og forventes det at alle har samme evner? (b) På hvilken måde bliver disse „husholdere“ for Gud, og hvilket ansvar påhviler der dem?
12 Peter taler også om brugen af vore gaver. Alle har visse gode evner, men ingen har alle evner. Nogle har imidlertid visse gaver i større mål end andre har disse gaver. Vi kan ikke forvente at andre skal handle nøjagtig som vi, eller ligne os som om vi var støbt i samme form. Peter siger: „I samme forhold som hver enkelt har fået en gave, skal I bruge den idet I tjener hinanden som gode husholdere over Guds ufortjente godhed, der kommer til udtryk på forskellige måder.“ (1 Pet. 4:10) Hvis én har en evne der kan komme til anvendelse i menigheden, skal han blot betragte sig som en husholder for Gud idet han anvender denne gave. Han ved at gaven kommer fra Gud, som er enhver god og fuldkommen gaves Giver. Den enkelte som har fået en gave, bliver en husholder, som er ansvarlig over for sin herre, gavens giver, for hvordan den bliver anvendt. (1 Kor. 4:2; Jak. 1:17) Han har modtaget den i kraft af Guds ufortjente godhed, og det er netop denne ufortjente godhed der i den kristne menighed tilvejebringer de ting der er behov for. Den ufortjente godhed kommer til udtryk på en mangfoldighed af måder; gennem forskellige personer i menigheden tilvejebringer den det der er behov for. Hvis en af os har en evne og ikke anvender den til gavn for menigheden, svigter han altså i sin opgave som husholder.
13. Hvorfor opfordres de der taler i menigheden til at „tale som var det hellige udsagn fra Gud“?
13 Apostelen beskriver derefter de forskellige former for gaver og fortæller hvordan de bør anvendes. Han siger: „Når nogen taler, så lad ham tale som var det hellige udsagn fra Gud.“ (1 Pet. 4:11a) Dette giver ham ikke lov til at mene at han altid har ret når han taler, og at folk absolut skal gøre som han siger. Men når han taler bør han ikke ytre sin egen mening eller fremsætte ubeviste påstande. Han skal være sikker på at det han siger er sandt — at det er solidt funderet på udtalelser fra Gud og i harmoni med ånden i Bibelen — at han ud fra Bibelen kan bevise hvad han siger. Kun på denne måde kan vi være til hjælp for hinanden.
14. (a) Hvordan kan man, ifølge Første Petersbrev 4:11, „tjene“ andre i menigheden? (b) Hvad bør man altid huske når man yder en sådan hjælp, og hvordan vil man blive belønnet?
14 Fra spørgsmålet om at tale går Peter nu over til spørgsmålet om at handle. Han siger: „Når nogen tjener, så lad ham tjene som afhængig af den styrke Gud skænker.“ (1 Pet. 4:11a) Et medlem af menigheden som har de materielle muligheder for at hjælpe en broder eller en anden næste, eller som har mulighed for at hjælpe ved at gøre et eller andet, kan fremme egenskaben kærlighed blandt sine brødre. Hvis han har en sådan evne eller mulighed, må han yde sin hjælp i erkendelse af at det er Gud der har givet ham muligheden for det. Dette er ikke alene til behag for Gud, det gør også den kristnes tjeneste mere virkningsfuld, for Gud vil velsigne den der tjener i ydmyghed. Vedkommende vil selv blive belønnet ved at få tro i større mål og ved at få den glæde det er at udrette noget for andre. Ordsproget siger jo: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ — Ordsp. 11:25.
15. Hvordan kan Gud blive herliggjort gennem Jesus Kristus ved at vi trofast forvalter vor opgave som husholdere?
15 Hvad bliver det største resultat af at vi anvender vore evner og gaver på denne måde? Bringer det os nærmere den fulde opfyldelse af vort håb? Ja, for det afstedkommer det som var vort højeste ønske da vi oprindelig traf det valg at tjene Gud, nemlig dette: „At Gud i alle ting kan blive herliggjort gennem Jesus Kristus.“ (1 Pet. 4:11b) Når vi i overensstemmelse med Bibelen gør gode gerninger, bliver Kristus herliggjort, for det er gennem ham vi kan få lov at træde frem for Gud, med frelse i sigte. Og Gud herliggøres, fordi det var ham der tog initiativet til at sende sin søn; når vi herliggør Kristus, herliggør vi altså også Gud.
Hvordan lidelser kan blive til gavn for os
16. Hvorfor kan kristne glæde sig, selv om de kommer ud for pres eller forfølgelse?
16 Når vi følger denne livsform herliggør vi både Jehova Gud og hans søn Jesus Kristus, og vi finder allerede nu glæde ved at tjene dem. I bevidstheden om dette kan vi være tilfredse og glade i vor tjeneste. Vi kan ofte komme ud for pres og trængsler eller ligefrem forfølgelse. Men vi kan alligevel bevare lykken i vort liv. Apostelen Peter taler i sine to breve meget om lidelser — deres årsag, deres formål, og resultatet af at udholde dem i trofasthed. Til de kristne der levede på hans tid skrev han om deres håb og den beskyttelse Gud gav dem, idet han sagde: „Over dette glæder I jer usigeligt, skønt I nu en kort tid, når det nødvendigvis skulle være, er blevet bedrøvet ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro, som er af langt større værdi end guld der forgår til trods for at det prøves med ild, kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ — 1 Pet. 1:6, 7.
17, 18. (a) Hvorfor bruger apostelen Peter udtrykket „hvis det er det Guds vilje vil“, idet han taler om de kristnes lidelser? (b) Hvordan bør de kristne i vor tid, ligesom apostelen Paulus, betragte lidelser der skyldes at de holder fast ved deres håb?
17 I sit første brevs tredje kapitel henleder Peter også opmærksomheden på de kristnes lidelser. Han siger: „Det er nemlig bedre at lide fordi man øver godt, hvis det er det Guds vilje vil, end fordi man øver ondt.“ (V. 17) Hvorfor siger han nu „hvis det er det Guds vilje vil“ i forbindelse med lidelser? Han forklarer selv: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser, så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse. Hvis I bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er I lykkelige, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over jer.“ — 1 Pet. 4:12-14; jævnfør Apostelgerninger 5:41, 42.
18 Den kristne foretrækker selvfølgelig ikke at blive udsat for lidelser, og han prøver heller ikke at gøre sig til martyr, men han er lykkelig hvis der kræves lidelser af ham fordi han trofast har fulgt sin Mester, Jesus Kristus. Ingen større ære kan tilfalde en kristen end den at dø for sin tro. Før apostelen Paulus valgte den vej at følge Kristus, hvilket kom til at indebære mange lidelser, havde han de bedste udsigter til at opnå berømmelse, ære og position. Men bemærk hvad han selv siger om dette: „Hvad der var vinding for mig, det anser jeg nu for tab på grund af Messias. Ja, for den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus . . . for således at kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, idet jeg underkaster mig en død som hans.“ (Fil. 3:7-10) Paulus ønskede i enhver henseende at være som Kristus. Han regnede det for at være den største ære hvis det skulle blive krævet af ham at han døde som Kristus.
19, 20. (a) I hvilket omfang tillader Gud at hans tjenere udsættes for lidelser? (b) Hvordan kan modstanderes og forfølgeres vrede og forbitrelse blive til pris for Gud? (c) Hvilken anden faktor i forbindelse med de lidelser Gud tillader, kan opmuntre os til at holde ud?
19 Yderligere påpeger Peter at der ikke alene er en løn i vente, men at Gud kun tillader lidelser i det omfang det kan tjene til oplæring og tugt for os, på de områder hvor vi kunne have behov for det hver for sig. Salmisten skrev: „For menneskets forbitrelse bliver til pris for dig.“ (Sl. 76:10, NW) Hvis Gud tillader at mennesker lader deres vrede og forbitrelse gå ud over os, kan vi være sikre på at vore lidelser eller vor død vil udvirke noget godt. Ikke alene kan vi selv lære noget gennem lidelser, men Gud vil også forpurre de ondes hensigt idet han får andre til at herliggøre Gud når de betragter de lidelser vi trofast gennemgår for hans navns skyld. Desuden varer lidelserne kun en forholdsvis kort tid, og de vil få en ende.
20 Peter trøster derfor de kristne med disse ord: „Efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Pet. 5:10.
21. (a) Hvilke personlige spørgsmål kan det være gavnligt at vi stiller os selv? (b) Hvilke styrkende ord slutter apostelen Peter sit andet brev med?
21 Føler du at du har truffet det rette valg? Føler du at du kan holde fast ved dette valg, ikke bare ved passivt at finde dig i hvad der måtte komme, men også ved aktivt at tjene? Er du villig til at ofre dig ved at bruge de gaver du har, til hjælp for dine brødre? Har du et ønske, et nidkært ønske, om at hjælpe andre til at lære den gode nyhed at kende og selv træffe det samme valg? Og er du villig til at hjælpe dem så de kan stå fast idet de efterlever det valg de har truffet? Peter trøster og styrker os med disse ord, som han afslutter sit andet brev med: „Derfor, I elskede, da I har denne forudviden, så vogt jer at I ikke føres med af lovbrydernes vildfarelse og kommer bort fra jeres eget faste ståsted. Nej, fortsæt med at vokse i vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, ufortjente godhed og kundskab. Ham tilhører herligheden både nu og til evighedens dag.“ — 2 Pet. 3:17, 18.
[Illustration på side 15]
Når vi selv læser Bibelen indprentes sandheden i vort hjerte
[Illustrationer på side 16]
For at yde den rette hjælp må vi forvisse os om at den vejledning vi giver, er funderet på Bibelen
[Illustration på side 17]
Når vi ydmygt bruger vore evner for at hjælpe andre, fremmer vi kærligheden og opnår Guds velsignelse