Kapitel 7
Hvad man kan vente af dommerne i de tusind år
1. Hvad fik de der satte sig på tronerne i Johannes’ syn?
I SIN forudskildring af tusindårsriget, som nu snart vil hidføre næsten utrolige velsignelser, skrev apostelen Johannes under inspiration: „Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, og der blev givet dem magt til at dømme.“ — Åbenbaringen 20:4.
2. Hvorfor kan tanken om dom, som her bringes på bane, godt kaste en skygge over den ellers lyse fremtid der tegner sig?
2 Troner! Og de der sætter sig på dem får magt til at dømme! Lover dette godt, eller kaster det en mørk skygge over den ellers lyse fremtid i tusindårsriget? Hvordan så apostelen Johannes selv på dette? Hvordan bør vi der lever i dag, se på det? Er vi ikke dybt skuffede over det retsvæsen der findes i dag, selv i kristenheden? I dag som aldrig før opfyldes ordene i Salme 82:5, der handler om mænd der er indsat som dommere og derfor er som „guder“, men som har svigtet deres hverv: „De kender intet, sanser intet, i mørke vandrer de om, alle jordens grundvolde vakler.“ Eller, som det gengives i den katolske Jerusalem Bible: „Uvidende og sanseløse fortsætter de i blinde, idet de underminerer selve grundlaget for det jordiske samfund.“
3, 4. (a) Hvilken følelse bør synet af disse troner imidlertid indgive os, i betragtning af det Johannes havde set umiddelbart forinden? (b) Hvorfor kan man udmærket vente at de der sidder på disse troner vil befri menneskene for den uretfærdighed de nu er udsat for?
3 Det menneskeheden ønsker i dag, er at blive befriet for den slags! Og lykkeligvis kan vi sige at det apostelen Johannes så i forbindelse med disse domstroner, var noget der i sandhed vil give menneskene lejlighed til at drage et lettelsens suk, ikke noget der vil give grund til ængstelse og bekymring. Som vi husker, havde Johannes i det profetiske syn forudset krigen mellem den himmelske „kongers Konge“ på den ene side og „jordens konger“ med deres hære samt den verdensomspændende politiske organisation på den anden side. Alle disse konger og deres jordiske tilhængere blev besejret og tilintetgjort. Derved kom disse politiske herskeres troner eller dommersæder til at stå tomme. Straks efter så apostelen Johannes Guds engel komme ned til jordens nærhed og lænke Satan Djævelen og hans dæmoner og styrte dem i afgrunden, som blev lukket over dem med Guds segl i tusind år. — Åbenbaringen 19:11 til 20:3.
4 Denne tilintetgørelse af Satans onde tingenes ordning krævede afgjort at der blev indsat nye dommere over menneskeheden — især fordi styret over menneskeheden var overtaget af den sejrende „kongers Konge“, der „kaldes Trofast og Sand“ og „dømmer og fører krig med retfærdighed“. (Åbenbaringen 19:11-16) Som en naturlig følge bliver der altså opstillet nye troner, dommersæder. Det kan kun være bedre dommere der vil sætte sig på disse nye troner, der opstilles i himmelen ved Guds myndighed. Herefter kan menneskeheden, der længe har lidt under et dårligt styre og et uretfærdigt retsvæsen, vente retfærdighed.
5, 6. Hvem vil sidde som dommere på disse troner, ifølge det Jesus sagde til sine elleve trofaste apostle før han blev forrådt?
5 Hvem er disse nye dommere over menneskeheden? Til en gruppe der repræsenterede disse kommende dommere sagde Jesus Kristus noget som viser hvem der skal høre med til den himmelske dommerskare.
6 Den nat han blev forrådt og arresteret og uretfærdigt domfældt af den højeste domstol i Jerusalem, sagde han til sine trofaste apostle: „Imidlertid er det jer som er blevet hos mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer.“ (Lukas 22:28-30) Disse trofaste apostle var de første af de 144.000 som Jesus Kristus tager med i pagten om det himmelske rige, med dets troner. (Mattæus 19:27, 28) Blandt disse 144.000 dommere vil Jesus Kristus naturligvis føre forsædet.
7. Hvordan vil den beboede jord blive dømt til Guds fastsatte tid, ifølge Paulus’ ord til Areopagus-domstolen i Athen?
7 Her mindes vi uvilkårligt de ord apostelen Paulus udtalte da han, omkring år 51, stod over for Areopagus-domstolen i Athen. Idet han afgav forklaring over for disse dommere, der syntes at have „større frygt for guderne“ end andre havde, sagde han til sidst: „Sandt nok har Gud båret over med en sådan uvidenheds tider, men nu meddeler han menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ (Apostelgerninger 17:22-31) Den beboede jord vil altså blive dømt „med retfærdighed“, og den som Gud først og fremmest vil dømme ved, er hans opstandne søn Jesus Kristus.
8, 9. (a) Hvordan vil denne udnævnte dommer være i stand til at dømme menneskeheden på en måde som ingen jordisk dommer har kunnet? (b) Hvordan vil Jesus sørge for at alle bliver dømt, ifølge det han selv siger i Johannes 5:27-30?
8 Da apostelen Paulus skrev sit sidste brev til sin medarbejder Timoteus nævnte han den udnævnte dommer ved navn: „Jeg pålægger dig højtideligt over for Gud og Kristus Jesus, som skal dømme levende og døde, og ved hans tydelige fremtræden og hans rige.“ (2 Timoteus 4:1) Guds udnævnte dommer vil dømme på en måde som ingen jordisk dommer nogen sinde har kunnet eller kan; han vil ikke nøjes med blot at dømme de levende. Han vil også dømme de døde. Ingen jordisk dommer som er udnævnt af mennesker kan kalde de døde tilbage for at dømme dem. Men denne dommer som Gud har udnævnt, kan gøre det. De døde må dømmes på denne tusindårige domsdag, selv om det betyder at de må føres tilbage til livet for at blive stedt for dommerne, hvilket både de og ’de levende’ er berettiget til, i kraft af Kristi offerdød. Læg mærke til Jesu ord:
9 „Ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende som han vil. Faderen dømmer nemlig slet ingen, men han har overgivet al dom til Sønnen, for at alle kan ære Sønnen ligesom de ærer Faderen. Den der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Og han har givet ham bemyndigelse til at dømme, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud, de som har gjort det der er godt, til en livets opstandelse, de som har øvet det der er slet, til en dommens opstandelse. Jeg kan slet intet gøre på eget initiativ; sådan som jeg hører [fra Faderen], dømmer jeg; og den dom jeg fælder er retfærdig, for jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ — Johannes 5:21-23, 27-30.
10. (a) Hvorfra vil dommeren udfri de døde, så han kan dømme dem? (b) Ved hvilken slags handling bliver de udfriet, og hvilket spørgsmål opstår derfor vedrørende hensigten med opstandelsen?
10 Tænk! denne dommer, der på jorden var kendt som Menneskesønnen, vil herliggøre sin tusindårige dommergerning ved at udfri alle de døde fra mindegravene. Den tusindårige domsdag vil blive opstandelsens dag for alle som er i mindegravene, alle dem for hvis skyld Menneskesønnen ofrede sit fuldkomne menneskeliv. Det vil sige alle de genløste mennesker, ud over de 144.000 meddommere der får del i „den første opstandelse“, en himmelsk opstandelse. (Åbenbaringen 20:4-6) Skal vi nu mene at denne kærlige handling, udfrielsen af de døde fra gravene, den jordiske opstandelse, kun tager sigte på at skade de opstandne? Øver man en kærlig handling mod nogen for at skade dem? Det vi tænker på, er at denne opstandelse ikke blot vil omfatte dem der regnes for retfærdige, men også dem der i sammenligning hermed kaldes „uretfærdige“. „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Vi er ikke bange for hvordan det vil gå de retfærdige, men hvordan med de uretfærdige?
11. (a) Hvilket spørgsmål opstår vedrørende formålet med at ’de uretfærdige’ oprejses? (b) Hvordan forholder det sig i denne forbindelse med den døende forbryder der viste medfølelse med Jesus?
11 Bliver ’de uretfærdige’ vist den ufortjente godhed at få en opstandelse blot for at blive stedt for en hård og streng dommer der vil opregne al deres tidligere uretfærdighed for dem og på denne måde vise dem hvorfor han nu dømmer dem til fuldstændig og evig udslettelse? Hvilken gavn ville de have af deres opstandelse hvis dette var formålet med den? Skulle dette også være formålet med at oprejse den forbryder der hang på en henrettelsespæl ved siden af Jesus Kristus på Golgata og sagde til ham: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige“? Fordi han sagde disse medfølende ord til Jesus blev han jo ikke pludselig en helgen, vel? Og Jesu trøstende svar til ham betød ikke at han blev retfærdiggjort eller erklæret retfærdig ved tro, allerede toogfyrre dage før den oprejste Jesus steg op til sin himmelske Faders nærhed for at frembære værdien af sit opofrede menneskeliv, vel? (Lukas 23:39-43) Manden døde som en strafskyldig forbryder, og han må regnes med til de „uretfærdige“ der får en opstandelse.
Dommere i før-kristen tid
12. Hvorfor vil både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ have behov for mere end at blive udfriet fra mindegravene?
12 Hvad vil de dødes opstandelse betyde, både for dem der kaldes „uretfærdige“ og for dem der kaldes „retfærdige“? De døde alle fordi de havde arvet synden og dens straf, døden, fra overtræderne Adam og Eva. De døde derfor alle uden at have nogen retfærdighed i egen kraft. (Romerne 5:12; 3:23) Når de kommer tilbage i opstandelsen, stadig med de samme karakteregenskaber, vil de derfor ikke — selv ikke de der kaldes „retfærdige“ — være menneskeligt fuldkomne, befriet for syndigheden og ufuldkommenheden. Dette gjaldt også de mænd og kvinder som profeterne Elias og Elisa og Herren Jesus Kristus og hans apostle førte tilbage til livet på jorden. (Hebræerne 11:35) I betragtning af dette vil både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’ behøve mere end blot at blive udfriet fra mindegravene ved opstandelsen fra de døde. Selv ’de retfærdige’ vil have behov for at blive udfriet fra syndigheden og den menneskelige ufuldkommenhed. Derfor kan den himmelske dommer, Jesus Kristus, ikke straks erklære dem uskyldige, fuldkomne, frie for syndighedens fordømmelse, og samme dag de opstår afsige den kendelse at de er værdige til at leve evigt på jorden.
13. (a) Hvorfor har Gud givet Jesus Kristus tusind år til at dømme menneskeheden i? (b) Hvad viser Dommerbogen at vi kan vente af Guds dommer i de tusind år?
13 Hvis Dommerens pligter kun omfatter det at han skal afsige kendelser den dag de opstandne „retfærdige“ og „uretfærdige“ stedes for ham, hvorfor er der da givet ham tusind år til at tjene som dommer for menneskeheden? Der er fastsat så lang en periode for at der skal afsiges kendelser og domme. De mænd Gud lod fremstå som dommere for sit udvalgte folk i før-kristen tid, nøjedes ikke med at bilægge stridigheder mellem enkeltpersoner og at afsige og eksekvere domme. Disse „dommere“ fra Gud var hans udvalgte folks befriere. Der er en bog i Bibelen der ligefrem kaldes Dommerbogen. Det er en spændende bog. Heri læser vi om de modige bedrifter der blev udført af de mænd som Gud, „jordens dommer“, lod fremstå for at udfri sit undertrykte folk. Den dag da Gud lod en dommer fremstå for at skaffe de hjemsøgte ret, blev hilst velkommen.
14. Genfortæl kort hvad vi læser om Ehud og Barak.
14 Vi læser om Ehud, der begyndte sin tjeneste som dommer ved egenhændigt at dræbe den usædvanlig fede moabitterkonge Eglon i dennes eget rådslagningsværelse, og som derpå undslap, organiserede israelitterne og førte dem til sejr over de undertrykkende moabitter. Vi læser om Barak, der viste at han var blevet udvalgt til dommer for sit folk ved at besejre kana’anæerkongen Jabins vældige hærstyrke, der omfattede ni hundrede frygtindgydende stridsvogne hvis hjul var forsynet med jernleer.
15. Hvad læser vi om Gideon og om Jefta?
15 Så er der Gideon, en beskeden mand der med blot tre hundrede gudfrygtige mænd sejrede over midjanitterne og østens stammer, som var trængt ind i Israels land, talrige som græshopper. Da Gideon og hans tre hundrede mand i ly af nattemørket næsten havde omringet de sovende fjenders lejr, knuste de med ét deres krukker mod jorden, løftede deres fakler, blæste i deres horn og råbte: „[Jehovas] sværd og Gideons!“ Fjenderne blev grebet af panik. De rettede deres sværd mod hinanden og flygtede i vild forvirring, mens Gideon og hans tre hundrede satte efter de overlevende. Mange år senere var der igen vanskeligheder i det forjættede land, og Jehova oprejste Jefta, en fredløs, til at gå imod de overmodige ammonitter. Jefta nærede en så brændende nidkærhed for Guds sag at han efter egen tilskyndelse lovede Gud at han, hvis han vandt sejr, ville ofre den første der kom ham i møde når han vendte hjem. Da han vendte sejrrig hjem var det hans eneste barn, hans datter, der først kom ham i møde. Han viste sin hengivenhed for Gud ved at overgive hende til Jehovas tjeneste.
16, 17. (a) Hvordan tjente Samson som dommer i Israel? (b) Hvad siger den inspirerede skribent om disse dommere i Hebræerbrevet 11:32-34?
16 Og hvem har ikke hørt om Samson! Hans fødsel blev forudsagt af en engel, og han var det stærkeste menneske der nogen sinde har levet. Ganske alene udfriede han sit folk Israel fra de undertrykkende filistre. Men da han gik døden i møde som filistrenes blinde fange, væltede han Dagontemplet i Gaza med over tre tusind festdeltagere, og således dræbte han ved sin død flere filistre end han havde dræbt i hele sit liv.
17 Den inspirerede kristne bibelskribent medregner disse dommere blandt de mænd der havde en sejrende tro på Gud, idet han i Hebræerbrevet 11:32-34 skriver: „Og hvad mere skal jeg sige? Tiden vil jo ikke slå til for mig hvis jeg fortsætter med at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David såvel som Samuel og de andre profeter, som ved tro nedkæmpede riger, øvede retfærdighed, opnåede løfter, stoppede løvers gab, slukkede ilds magt, undslap sværds æg, fra at være svage blev fyldt med kraft, blev tapre i krig, jagede fremmedes hære på flugt.“
18, 19. (a) Hvem var skyld i at israelitterne gang på gang blev hjemsøgt efter at de havde bosat sig i det forjættede land? (b) Hvorfor var det nødvendigt at der fremstod en række dommere iblandt dem?
18 Israelitterne i dommertiden var selv skyld i at de blev hjemsøgt af fjenden, eftersom de gang på gang holdt op med at tilbede Jehova som den levende Gud. Men når de vendte om til ham i oprigtig anger og tilbedelse, viste han dem atter gunst. Som beretningen siger i Dommerbogen 2:15-19:
19 „Når de så råbte til [Jehova], lod han dommere fremstå, og de frelste dem fra deres hånd, som udplyndrede dem. Dog heller ikke deres dommere adlød de, men bolede med andre guder og tilbad dem. Hurtig veg de bort fra den vej, deres fædre havde vandret på i lydighed mod [Jehovas] bud; de slægtede dem ikke på. Men hver gang [Jehova] lod dommere fremstå iblandt dem, var [Jehova] med dommeren og frelste dem fra deres fjenders hånd, så længe dommeren levede; thi [Jehova] ynkedes, når de jamrede sig over dem, som trængte og undertrykte dem. Men så snart dommeren var død, handlede de atter ilde, ja endnu værre end deres fædre, idet de holdt sig til andre guder og dyrkede og tilbad dem. De holdt ikke op med deres onde gerninger og genstridige færd.“
Udødelige, himmelske dommere
20. (a) Hvorfor vil menneskeheden i tusindårsriget ikke blive overladt til sig selv igen og igen, ligesom israelitterne blev i dommertiden? (b) Hvorfor vil selv ’den store skare’ der overlever trængselen, have brug for en yderligere udfrielse?
20 De dommere som Jehova Gud lader fremstå i form af Jesus Kristus og hans 144.000 meddommere, vil imidlertid ikke dø og overlade jordens indbyggere til sig selv, skønt Satan Djævelen og hans dæmoner til den tid er borte, kastet i afgrunden. Eftersom disse dommere ejer „et uopløseligt livs kraft“, vil de alle tjene uden afbrydelse i hele deres tusindårige embedstid. De vil ikke blot sidde på troner og afsige kendelser, men de vil handle som befriere, ligesom de trofaste dommere der opnåede Jehovas godkendelse i fortiden. Selv ’de levende’, de der under Guds beskyttelse overlever „den store trængsel“ og stadig er i live efter at Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden, vil have behov for en yderligere udfrielse. På grund af deres retfærdige stilling ind for Gud bevares de i live på jorden og oplever den tusindårige domsdag, men der er mere de må udfries fra. Hvad er det? Det er deres syndighed, deres ufuldkommenhed, deres svaghed og deres døende tilstand, som stadig hænger ved dem efter at denne tingenes ordning er blevet tilintetgjort og Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden.
21, 22. (a) Hvorfor vil de døde, når de oprejses, have behov for en yderligere udfrielse? (b) Af hvilken grund vil nogle, for eksempel Job og David, blive regnet for retfærdige når de oprejses?
21 Det samme gælder ’de døde’, dem der må kaldes frem fra mindegravene: Uanset om de regnes for at være retfærdige eller uretfærdige når de vækkes af dødens søvn, har de alle behov for at blive befriet for deres syndighed, deres ufuldkommenhed, deres menneskelige skrøbelighed og deres døende tilstand. At nogle regnes for retfærdige vil ikke sige at de er menneskeligt og moralsk fuldkomne i kødet. At de er retfærdige i Guds øjne vil derimod sige at de har bevaret deres integritet over for Gud, ligesom den udholdende Job i landet Uz. (Job 2:3, 9, NW; 27:5, NW; Jakob 5:11; Ezekiel 14:14, 20) Eller ligesom kong David af Jerusalem, der ikke var bange for at blive dømt af sin Gud. I Salme 26:1-3, 11 skrev David:
22 „Skaf mig ret [døm mig, NW], o [Jehova], thi jeg vandrer i uskyld [integritet, NW], stoler på [Jehova] uden at vakle. Ransag mig, [Jehova], og prøv mig, gransk mine nyrer og mit hjerte; thi din miskundhed står mig for øje, jeg vandrer i din sandhed. Jeg har jo vandret i uskyld [integritet, NW], forløs mig og vær mig nådig!“
23, 24. (a) Af hensyn til hvilken slags opstandelse nægtede disse mennesker der bevarede deres integritet i førkristen tid, at slå en handel af med ugudelige? (b) Hvad siger Hebræerbrevet 11:35-40 om dem?
23 Andre som i før-kristen tid bevarede deres integritet til døden, idet de nægtede at slå nogen handel af med de ugudelige eller at indgå noget kompromis med dem og således være illoyale mod Jehova Gud, er de mænd og kvinder der er nævnt eller omtalt i det ellevte kapitel i brevet til de kristnede hebræere. Disse mænd og kvinder så frem til en opstandelse til liv på jorden under bedre forhold, under en bedre regering, under hvilken de kunne leve evigt i fuldkommen fred og lykke, trofaste mod den levende Gud. Det udtrykkes på denne måde i Hebræerbrevet 11:35-40:
24 „Kvinder modtog deres døde ved opstandelse; men andre mænd blev torteret, idet de ikke tog imod udfrielse ved en løsesum, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. Ja, andre fik deres prøve i form af latterliggørelser og piskninger, ja mere end det i form af lænker og fængsel. De blev stenet, de blev prøvet, de blev gennemsavet, de døde ved at blive myrdet med sværd, de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led nød, trængsel, mishandling; dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge og jordens huler og grotter. Og skønt alle disse fik godt vidnesbyrd ved deres tro, erfarede de ikke opfyldelsen af løftet, da Gud havde forudset noget bedre for os, for at de ikke skulle gøres fuldkomne uden os.“
25, 26. (a) Hvorfor vil disse „retfærdige“ ikke frygte dommens dag når de oprejses? (b) Hvorfor vil ’de uretfærdige’ der oprejses være dårligere stillet end ’de retfærdige’?
25 Eftersom disse „retfærdige“ bevarede deres integritet mod Gud til døden, vil de også eje denne integritet når de oprejses, selv om de ikke oprejses som fuldkomne mennesker med en dadelfri færd. De vil ikke frygte den store tusindårige domsdag som opstandelsen bringer dem frem til. Den integritet de havde opnået før deres død og som de oprejses med, vil give dem en fordel fremfor ’de uretfærdige’ i forbindelse med at skride frem til virkelig, menneskelig fuldkommenhed og fuldstændig syndfrihed. De vil så at sige have et forspring i forhold til ’de uretfærdige’ i den henseende.
26 Om dette læser vi: „Bedre en Fattig, som vandrer i sin Ustraffelighed, end En med underfundige Læber, der er en Daare.“ Og: „Den retfærdige vandrer i sin integritet. Lykkelige er hans sønner efter ham.“ (Ordsprogene 19:1, Ka; 20:7, NW) Det vil blive meget vanskeligere for ’de uretfærdige’, dem der lige til deres død havde opdyrket syndige tilbøjeligheder, dårlige vaner og slette ønsker. Disse ting vil være et handicap, en hæmsko, en hindring, for dem på deres vej frem mod det evige liv som syndfri, fuldkomne mennesker på en paradisisk jord. I deres tidligere liv undlod mange af disse „uretfærdige“ også at benytte sig af de muligheder de havde for at komme til troen. De afviste, ringeagtede eller forsmåede sådanne muligheder, eller de direkte modarbejdede det der blev gjort for dem i åndelig henseende. De vil således have en utaknemmelig og genstridig indstilling at kæmpe med. Derfor vil det blive vanskeligt for dem. Jesus Kristus gav nogle eksempler på dette da han talte til byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum, der ikke ville ændre sind:
27. Hvordan belyste Jesus dette i forbindelse med byerne Korazin, Betsajda og Kapernaum?
27 „Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i jer, havde fundet sted i Tyrus og Sidon, ville de for længe siden have ændret sind i sæk og aske. Jeg siger jer derfor: På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Tyrus og Sidon end for jer. Og du, Kapernaum, skal du måske ophøjes til himmelen? Ned til Hades skal du komme; for hvis de kraftige gerninger som har fundet sted i dig, havde fundet sted i Sodoma, ville den have bestået indtil den dag i dag. Jeg siger jer derfor: På dommens dag vil det være mere udholdeligt for Sodomas land end for dig.“ — Mattæus 11:20-24.
28, 29. (a) Hvorfor vil fortidens ninevitter og Sydens dronning fordømme den generation af jøder der levede på Jesu tid? (b) Hvordan vil det komme til at stå lige på dommens dag for dem der nu har gode muligheder i religiøs henseende og dem der har dårlige muligheder?
28 Til den generation af jøder der var troløs mod Gud, idet den vendte sig til verdslighed og byggede sin tro på synlige tegn, sagde Jesus: „Mænd fra Nineve skal ved dommen opstå sammen med denne generation og fordømme den; for de ændrede sind på grund af det Jonas forkyndte, og se, her er mere end Jonas. Sydens dronning vil ved dommen blive oprejst sammen med denne generation og vil fordømme den; for hun kom fra jordens ender for at høre Salomons visdom, og se, her er mere end Salomon.“ — Mattæus 12:38-42.
29 Hvilken overraskelse der venter mange selvretfærdige religiøse mennesker, mange selvtilfredse, selvbehagelige religionsudøvere som var ganske sikre på at de var mere retfærdige end dem de kaldte hedninger! Det vil gå op for dem at de selv var religiøse hyklere, hvorimod hedningerne, som de så ned på, var mere oprigtige, mere lærvillige, mere taknemmelige, og, som følge af deres uvidenhed, mindre dadelværdige. I kraft af deres oprigtighed og rette holdning vil de der var mindre begunstigede i religiøs henseende, da fordømme de religiøst privilegerede der — enten på grund af ligegyldighed eller med fuldt overlæg — ikke udnyttede deres muligheder. Der vil altså ske en retfærdig udligning mellem dem der i dag er gunstigt stillet og dem der er ugunstigt stillet.
Fordelene ved dommens dag
30, 31. (a) Behøver menneskene på dommens dag at få repeteret alt hvad de har gjort i deres tidligere tilstand, for at det kan fastslås om de er skyldige eller ikkeskyldige? (b) Hvad viser eksemplet med jøderne under Loven vedrørende hele menneskeheden?
30 Sandheden i Romerbrevet 3:22, 23 kan ikke benægtes. Vi læser her: „Der er nemlig ingen forskel. For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ På dommens dag har alle, både „levende“ og „døde“, derfor stærkt brug for — ved hjælp af de himmelske dommere som Jehova Gud lader fremstå — at blive befriet for ethvert spor af synd og moralsk svaghed og legemlig ufuldkommenhed som de har haft med sig ind på denne domsdag. Alle beviser og vidnesbyrd taler til ugunst for menneskeheden, som det så grundigt er blevet fastslået i Romerbrevet 3:23 og i andre skriftsteder, og det vil ikke være nødvendigt at repetere disse ting for dem der står til doms, for at afgøre om de er skyldige eller ikke-skyldige. Det at de kødelige jøder ikke formåede at overholde den lov som Gud gav dem gennem Moses, viste at ingen del af menneskeheden, end ikke de begunstigede jøder, kunne holde Guds lov til fuldkommenhed. Ved hjælp af denne levende demonstration med jøderne under Loven er hvert eneste menneske blevet bragt til tavshed i sit forsøg på at forsvare sig, og det er blevet vist at hele menneskehedens verden er strafskyldig ind for Gud. Det er som apostelen Paulus skrev for længe siden:
31 „Nu ved vi at alt hvad Loven siger, henvender den til dem der er under Loven, så at hver mund kan blive stoppet og hele verden blive strafskyldig over for Gud.“ — Romerne 3:19.
32. (a) Hvad må vi sige til om menneskene vil få „en chance til“ på dommens dag? (b) Hvad vil således blive bestemmende for om de kommer til at leve på den paradisiske jord? Begrund svaret.
32 Eftersom menneskene er født syndige og underlagt dødens fordømmelse, har de aldrig haft „en chance“. De har aldrig kunnet retfærdiggøre sig over for fuldkommenhedens Gud ved at gøre fuldkomment retfærdige gerninger og befri sig selv for syndigheden. Dommens dag tilbyder derfor ikke menneskene det man kunne kalde „en chance til“. Den giver dem derimod deres første virkelige mulighed for at opnå evigt liv som fuldkomne, fuldstændig skyldfri mennesker i et jordisk paradis. På dommens dag får menneskene mulighed for, på grundlag af Kristi fuldkomne offer, at blive renset for synd og i fuldt omfang at blive løftet op til „Guds herlighed“, som de nu mangler. Om ’de levende’ og ’de døde’ vil komme til at bo på den paradisiske jord for evigt, afhænger følgelig af hvad de gør på dommens dag. Deres fortidige gerninger står ikke til at ændre, hvad enten disse gerninger har øvet en god eller en dårlig indflydelse på dem. På dommens dag vil de have mulighed for at vise at de af hjertet ønsker at gøre op med synden og ikke længere vil have noget med den at gøre. De himmelske dommere vil have til opgave at hjælpe dem med råd og instruktioner.
33. Hvordan skildrer Åbenbaringen 20:11-15 i symbolske vendinger den mulighed der åbner sig på dommens dag?
33 Denne mulighed der åbner sig på dommens dag, skildres for os med disse symbolske ord i Åbenbaringen 20:11-15: „Og jeg så en stor, hvid trone og ham som sad på den. For hans ansigt flygtede jorden og himmelen, og der fandtes ikke noget sted for dem. Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. Og en anden skriftrulle blev åbnet; det er livets skriftrulle. Og de døde blev dømt ud fra de ting der stod skrevet i skriftrullerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er ensbetydende med den anden død, ildsøen. Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen.“
34. (a) Omfatter denne opstandelse også dem der har fået del i „den første opstandelse“? (b) Hvad står der ikke i de „skriftruller“ der åbnes, og hvorfor ikke?
34 Dette symbolske billede omfatter ikke dem der får del i „den første opstandelse“ og som allerede er blevet omtalt i Åbenbaringen 20:4-6 som nogle der ikke kan skades af „den anden død“. Billedet her gælder dem der får del i en opstandelse på jorden og som først vil blive kendt værdige til evigt liv efter at de tusind år er gået, når de kan vise at de fuldt ud har erhvervet sig det fuldkomne menneskes retfærdighed. De „skriftruller“ der åbnes og på grundlag af hvilke de enten får en gunstig eller en ugunstig dom, indeholder ikke en beretning om alle de ufuldkomne, syndige gerninger de øvede mens de levede under den nuværende tingenes ordning. De himmelske dommere behøver ikke at bruge tusind år til at gennemgå menneskenes tidligere gerninger for at afgøre om hver enkelt der oprejses, er skyldig eller uskyldig. De er ikke så uvidende eller dårligt underrettede om menneskehedens fortid. Det dommerne ser på er ikke menneskenes fortid, men deres fremtid. Menneskeheden behøver vejledning med henblik på fremtiden!
35, 36. (a) Hvad er disse „skriftruller“ da et billede på, og hvem vil få kendskab til deres indhold? (b) Hvorfor vil ingen på jorden have nogen undskyldning for ikke at vide hvad der står i dem?
35 Disse „skriftruller“ der åbnes er derfor de nye instruktioner, anordninger og befalinger der vil blive udstedt til menneskeheden af disse dommere der handler på Guds vegne. Alle mennesker vil blive oplyst om indholdet af disse åbnede „skriftruller“, så de kan kende de normer de vil blive dømt efter og vide hvad de skal beskæftige sig med og hvilken adfærd der ventes af dem i fremtiden. Menneskene vil ikke blive ladt i uvidenhed, og alle vil være forpligtede til at kende loven i disse skriftruller. Satan Djævelen og hans dæmoner vil ikke opholde sig usynligt i jordens nærhed og forblinde menneskene, vildlede dem og fordreje de offentliggjorte love og instruktioner. Nej, disse ’gamle himle’ vil være flygtet for Guds ansigt, ham der har fastsat tiden for denne domsdag. Der vil følgelig ikke være nogen medicinmænd, ingen åndemedier eller sandsigere, ingen astrologer med horoskoper, ingen der sælger ’ouija’-brætter eller andre sådanne ting der har tilknytning til dæmonisme. Der vil kun være ’de nye himle’, og de vil lade det regne med retfærdighed. Som vi læser:
36 „Lad regne, I himle deroppe, nedsend retfærd, I skyer, jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og retfærd vokse tillige. Jeg, [Jehova], lader det ske.“ — Esajas 45:8.
Jordiske „fyrster“
37. (a) Hvordan vil de himmelske dommere meddele menneskeheden hvad der står i disse „skriftruller“? (b) Hvordan vil menneskene vide hvornår Guds lov håndhæves?
37 Bibelen siger ikke direkte hvordan de usynlige himmelske dommere vil meddele jordens indbyggere hvad der står i de åbnede „skriftruller“. Der vil imidlertid være nogle på jorden som repræsenterer Guds himmelske rige. Deres tilstedeværelse vil være et officielt vidnesbyrd om at „en ny jord“, et nyt menneskesamfund, er blevet til. Den gamle „jord“, der var underlagt Satan Djævelens usynlige herredømme, er flygtet for Guds ansigt. Der fandtes ikke noget sted for den, og den blev tilintetgjort. Domstolene, sagførerne og retsvæsenet hører fortiden til; nu er det Guds lov man bør være velbevandret i, dømme efter og følge. Og når Rigets jordiske repræsentanter afsiger domme og fuldbyrder dem, vil menneskene fuldt ud vide og forstå at det er Guds lov de håndhæver.
38. Vil den himmelske konge, Jesus Kristus, vinde sig ry og berømmelse i kraft af sine jordiske forfædre? Forklar.
38 At der vil eksistere en sådan ordning på den tusindårige domsdag fremgår af de profetiske skrifter. Vi kan for eksempel tage Salme 45, som er et lyrisk digt om Guds salvede konge, Jesus Messias eller Kristus. Salmen taler profetisk om hvordan Jesus Kristus i himmelen bliver viet til sin brud, menigheden, og om dem der ledsager brudeskaren, og siger derpå: „De vil træde ind i kongens palads. I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden.“ (Salme 45:15, 16, NW; v. 16, 17 i DA) Som omtalt i den bibelske beretning har den himmelske konge, Jesus Kristus, mange navnkundige forfædre, hvad enten disse sad på kong Davids jordiske trone i Jerusalem eller ikke. Den himmelske konge vil imidlertid ikke være afhængig af sine forfædres berømmelse. Han vil selv vinde sig ry og berømmelse, skønt han som et fuldkomment menneske på jorden nægtede at sætte sig på en bogstavelig trone i Jerusalem eller andre steder.
39. På hvilken måde vil kongen Jesus Kristus endda overgå kong David hvad ære og berømmelse angår?
39 Den himmelske konge vil endog overgå David i ry, ære og berømmelse. Hans rige vil omfatte langt mere end det område kong David underlagde sig i overensstemmelse med Guds løfte til Abraham. (1 Mosebog 15:17-21) Ja, hans rige vil nå helt dertil hvor øst og vest mødes og hvor nord og syd mødes, hele vejen rundt om kloden. Det vil omfatte „hele jorden“. Som der står skrevet „om Salomon“ (Salme 72:1, NW), der var et profetisk billede på kongen Jesus Kristus: „Gud, giv kongen din ret, kongesønnen din retfærd, så han dømmer dit folk med retfærdighed og dine arme med ret! Fra hav til hav skal han herske, fra flod til jordens ender.“ — Salme 72:1, 2, 8.
40. Hvilket spørgsmål opstår her, eftersom Jesus ikke satte børn i verden mens han var på jorden og eftersom han er kong Davids evige arving?
40 Men opstår der ikke et spørgsmål her? Denne konge som er større og visere end Salomon, kong Davids søn, giftede sig ikke mens han tjente her på jorden som en fuldkommen mand der havde evne til at sætte en fuldkommen menneskeslægt i verden. Hvordan kan profetien da opfyldes: „I stedet for dine forfædre vil der være dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden“? Ydermere er den himmelske Jesus Kristus kong Davids evige arving, og som følge af sit ’uopløselige livs kraft’ vil han herske uden efterfølgere, uden at han behøver en søn der kan efterfølge ham. Som engelen Gabriel sagde til Maria om sønnen Jesus som hun skulle føde: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ — Lukas 1:32, 33.
41, 42. (a) Hvorfor er Jesu 144.000 medarvinger ikke de „sønner“ der skal udnævnes på jorden? (b) Hvordan vil den himmelske Jesus Kristus få jordiske „sønner“, og hvilken profetisk titel harmonerer dette med?
41 Vi ved at Jesu Kristi 144.000 medarvinger ikke er hans åndelige sønner, men derimod Guds sønner, „ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Romerne 8:17) Hvem er det da der omtales som „dine sønner, som du vil udnævne til fyrster på hele jorden“? Der er tydeligvis ikke tale om himmelske sønner af kongen Jesus Kristus. Det må nødvendigvis være jordiske sønner, nogle der befinder sig på jorden, idet de udnævnes til fyrster „på hele jorden“. De vil blive Jesu Kristi sønner i kraft af opstandelsen fra de døde, specielt de „retfærdiges“ opstandelse. Titlen „Evigheds-Fader“, som Jesus skal bære ifølge profetien i Esajas 9:6, 7, vil ikke være en tom ærestitel. Han vil virkelig være fader til den oprejste menneskeslægt. Han er „den sidste Adam“, der „blev til en levendegørende ånd“. (1 Korinter 15:45, 47) Det første menneske, Adam, solgte alle sine jordiske efterkommere til synd og død, men „det andet menneske“, som er „fra himmelen“, gav sit fuldkomne menneskeliv for at købe dem tilbage fra den tilstand Adam førte dem ud i. Derfor læser vi:
42 „Der er én Gud og én mellemmand imellem Gud og mennesker, et menneske, Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle.“ (1 Timoteus 2:5, 6) „Jesus, som var blevet gjort lidt ringere end engle, ser vi kronet med herlighed og ære for at have lidt døden, for at det ved Guds ufortjente godhed kunne være for ethvert menneske han smagte døden.“ — Hebræerne 2:9.
43. (a) Hvordan vil kongen blive fader til ’den store skare’ der overlever trængselen og ikke behøver nogen opstandelse? (b) Hvordan vil han blive fader til menneskeheden for evigt?
43 Ved at ofre sig selv i overensstemmelse med Guds vilje opnåede Jesus Kristus retten til at skænke den døende menneskeslægt liv, og på denne måde er han blevet menneskeslægtens fader. Han vil give de døde liv, både ’de retfærdige’ og ’de uretfærdige’, ved at kalde dem frem fra deres mindegrave i jordens skød eller fra havets våde grav og derpå løfte alle som ønsker det, op til menneskelig fuldkommenhed. ’De levende’ — de „retfærdige“ der overlever „den store trængsel“ og således kommer ind i hans tusindårsrige — vil han ligeledes løfte op til et liv i strålende fuldkommenhed som menneskeskabninger, ja til liv „i overflod“. (Johannes 10:10; 2 Timoteus 4:1; Apostelgerninger 24:15) Alt dette vil han have fuldført ved afslutningen af de tusind år. Det fuldkomne liv som hans jordiske børn har opnået kan imidlertid vare i det uendelige, og nogle vil, ved at bevare deres fuldkomne integritet, vise at de er værdige til evigt liv. De vil blive hans børn for evigt, og han vil i bogstavelig forstand blive deres Evighedsfader.
44, 45. (a) Hvordan vil kongen have tilstrækkeligt med fyrster på jorden når han begynder at herske, og hvorfor vil alle der udnævnes være „fyrster“? (b) Skal en der er sat over andre, nødvendigvis være af kongelig afstamning for at kunne kaldes fyrste (sar)?
44 Ved begyndelsen til sit tusindårige herredømme vil den navnkundige konge, Jesus Kristus, gå i gang med at udtage nogle af sine jordiske børn til „fyrster på hele jorden“. Nogle af disse „fyrster“ vil komme fra ’de levende’, dem der stadig er i live når „den store trængsel“ er forbi og Satan og hans dæmoner er blevet kastet i afgrunden. Andre vil blive udtaget blandt ’de retfærdige’ af dem der vækkes af dødens søvn, så der i alt bliver fyrster nok „på hele jorden“. Salme 45:16 (NW) synes at vise at disse „fyrster“ vil omfatte ’de retfærdige’ blandt Jesu oprejste „forfædre“. Engang var de hans forfædre, men nu bliver de hans „sønner“ som følge af opstandelsen. Som sønner af den himmelske konge har de rang af „fyrster“.
45 Det bør imidlertid bemærkes at det hebraiske ord der benyttes for „fyrster“ i Salme 45:16 (NW), er sarím. I det gamle Israel var det ikke enhver som blev kaldt „sar“ der var af kongelig afstamning. En forstander over tusind, en forstander over hundrede, en forstander over halvtreds, ja selv en forstander over ti, blev kaldt „sar“. Endog en overmundskænk og en overbager ved hoffet kunne kaldes „sar“. — 2 Mosebog 18:21, 25; 5 Mosebog 1:15; 20:9; 1 Samuel 8:12; 1 Mosebog 40:2. Jævnfør Første Mosebog 23:5, 6.
46, 47. (a) Skal alle de der udnævnes være kongelige eller patriarkalske forfædre til Jesus Kristus? Hvilke krav må de opfylde? (b) Hvis interesser må ligge dem på sinde, som beskrevet i Esajas 32:1, 2?
46 De der udnævnes til „fyrster på hele jorden“ behøver ikke alle at være kongelige eller patriarkalske forfædre til mennesket Jesus Kristus. Et grundlæggende krav er at de ejer integritet, er „dygtige mænd“, „kloge og erfarne mænd“, ligesom dem profeten Moses indsatte til dommere, som vi læser: „Moses udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere [sarím], nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret for folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv.“ (2 Mosebog 18:25, 26; 5 Mosebog 1:15) De fyrster som kongen Jesus Kristus indsætter på jorden, vil virkelig have folkets velfærd på sinde og være interesseret i at bilægge uoverensstemmelser i fred og fordragelighed. De vil modigt værne det der er ret, og handle som de fyrster der omtales i Esajas 32:1, 2:
47 „Se, en konge skal herske med retfærd, fyrster [sarím] styre med ret, hver af dem som læ imod storm og ly imod regnskyl, som bække i ørk, som en vældig klippes skygge i tørstende land.“
48, 49. (a) Hvilken opfattelse har mange lovovertrædere fået i dag på grund af den langsommelige retspleje, og hvad har dette medført? (b) Hvem vil det gå godt, ifølge Prædikeren 8:11-13?
48 Til den tid, under den himmelske fredsfyrste (sar), vil retsplejen og domfældelsen af lovovertrædere ikke være en langsommelig proces fordi der ikke er dommere og lovhåndhævere nok til straks at føre alle overtrædere for retten. Fordi der nu går så lang tid — i mange tilfælde flere år — før lovovertrædere bliver ført for retten og dømt og de urette forhold bliver bragt i orden, har mange forbrydere fået den opfattelse at de kan slippe ustraffet fra deres kriminelle handlinger. Lovløsheden er taget voldsomt til her i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Men allerede i det ellevte århundrede før vor tidsregning skrev en viis mand, der havde gjort nogle iagttagelser, under inspiration:
49 „Fordi den onde gerning ikke i hast rammes af dommen, får menneskenes hjerte mod til at gøre det onde, eftersom synderen gør det onde fra første færd og dog lever længe; men også ved jeg, at det skal gå dem godt, som frygter Gud, fordi de frygter for hans åsyn, og at det ikke skal gå de gudløse godt, og at deres levetid ikke skal længes som skyggen, fordi de ikke frygter for Guds åsyn.“ — Prædikeren 8:11-13.
50. (a) Hvad er grunden til at det går så langsomt med at håndhæve retfærdigheden i dag? (b) Hvordan vil ’den nye jord’ reagere når ’de nye himle’ lader retfærdighed regne ned?
50 Grunden til at det går så langsomt med at føre lovovertrædere for retten, eller til at de aldrig bliver krævet til regnskab, er at vi lever på ’den gamle jord’ under ’de gamle himle’, og at det er Satan Djævelen og hans „ondskabens åndemagter i det himmelske“ der behersker det menneskelige samfund. Når det gamle fordærvede menneskesamfund tilintetgøres og Satan og hans dæmoner kastes i afgrunden, fjernes enhver hindring for retfærdigheden i de tusind år hvor Fredsfyrsten (sar) vil dømme sammen med sine 144.000 meddommere. Når retfærdighed strømmer ned som regn fra ’de nye himle’, vil ’den nye jord’, menneskesamfundet, blive tilsvarende frugtbar. Jehova har forudsagt dette med ordene: „Jorden åbne sit skød, så frelse må spire frem og retfærd vokse tillige. Jeg, [Jehova], lader det ske.“ — Esajas 45:8.
51. Hvilken periode ser vi derfor ivrigt frem til, ligesom Esajas gjorde?
51 Længes vi ikke efter en sådan retfærdighed? Til den tid vil den retfærdiges sti ikke være ujævn og vanskelig som nu; nej, den vil blive jævnet ud. I forventning om denne ønskværdige tid skrev profeten Esajas, der så frem til en jordisk opstandelse, under inspiration: „Den retfærdiges sti er jævn, du jævner den retfærdiges vej. Ja, vi venter på dig, [Jehova], på dine dommes sti; til dit navn og dit ry står vor sjæls attrå. Min sjæl attrår dig om natten, min ånd i mit indre søger dig. Thi når dine domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd. Vises der nåde mod den gudløse, lærer han aldrig retfærd [selv om der vises den onde gunst, vil han simpelt hen ikke lære retfærdighed, NW]; i rettens land gør han uret og ser ikke [Jehovas] højhed.“ — Esajas 26:7-10.
52, 53. (a) Hvem vil have svært ved at lære retfærdighed selv om de befinder sig i „retskaffenhedens land“ og er genstand for Guds gunst? (b) Hvilket princip som apostelen Peter fremsatte, synes at gælde i deres tilfælde?
52 I tusindårsriget, som er „rettens land“ eller „retskaffenhedens land“ (NW), et „land“ hvor menneskene vil blive behandlet retskaffent og behandle hinanden retskaffent, vil alle mennesker, behæftede som de er med nedarvet menneskelig ufuldkommenhed, blive vist stor gunst. Nogle medlemmer af menneskeslægten er sunket dybere i syndigt fordærv end andre, og fordi de så længe ikke er blevet krævet til regnskab har de ladet sig forhærde med en uretfærdig personlighed. De er blevet vant til at gøre det der er uretfærdigt. Det er let at se hvorfor sådanne onde mennesker vil få svært ved at lære retfærdighed og retskaffenhed selv om de er omgivet af retskaffenhed på alle sider og de er genstand for Guds gunst gennem kongen Jesus Kristus. Trods al den hjælp der tilbydes dem, vil de være tilbøjelige til at handle uretfærdigt. De ønsker ikke at anerkende Jehovas højhed og at acceptere ham som den retmæssige Lovgiver, og de vil ikke indse at hans normer for livsførelse er rette. Man kunne passende anvende princippet i apostelen Peters ord på dem:
53 „For den fastsatte tid er inde til at dommen skal begynde med Guds hus. Og hvis den begynder med os først, hvad vil enden så blive for dem som ikke er lydige mod Guds gode nyhed? ’Og hvis den retfærdige bliver frelst med besvær, hvor vil den ugudelige og synderen så vise sig?’“ — 1 Peter 4:17, 18.
54. Er det nødvendigt at lade dem der modtager Guds gunst forgæves og forfejler dens hensigt, bevare livet helt frem til afslutningen af dommens dag? Begrund svaret.
54 Når nogle i „retskaffenhedens land“ modtager Guds gunst forgæves, forfejler dens kærlige hensigt og viser sig at være uforbederlige, vil det ikke være nødvendigt at vente til udløbet af de tusind år med at henrette dem. Sådanne som ikke lader sig forbedre, er ikke værdige til at leve evigt på jorden i det genoprettede paradis. Uden at handle uretfærdigt mod dem kan den der af Gud er udnævnt til at dømme den beboede jord med retfærdighed, eksekvere dommen over dem. De får ikke deres navne skrevet i „livets bog“, og derfor er de ikke værdige til andet end „den anden død“, symboliseret ved „ildsøen“ der forårsager fuldstændig tilintetgørelse. (Åbenbaringen 20:14, 15) Det vil derfor være både viist og forstandigt at vi allerede nu er „lydige mod Guds gode nyhed“ og opdyrker kærlighed til retfærdighed, med henblik på den kommende domsdag!