og en afgørelse truffet, for at organisationen kan forblive ren og uplettet til Guds hellige tjeneste. Den er lukket for onde og ugudelige mennesker. Men for de oprigtige og ærlige, der nærmer sig denne by-organisation, er dens porte vidt åbne i sand gæstfrihed. Inden for den deler Jehovas folk bestandig med hinanden de gode ting, hvormed han velsigner dem, og de gør det ved ofte at tale sammen ved menighedsmøderne og andre steder, så de opbygger hinanden i troen. — 1 Pet. 4:8, 9; Mal. 3:16; Es. 65:25.

Se fremad!

Åndelig årvågenhed, idelig bøn, varm gensidig kærlighed og sand gæstfrihed bidrager i forening til en enestående organisation af tjenere. Dog siges der, at dette „retfærdige menneske“, nu og lige til retskaffenhedsprøven er forbi i Harmagedon, kun „frelses med nød og næppe“. Skriften omtaler dette menneske profetisk og kalder det „en brand, som er reddet ud af ilden“, og som kun lige undgår at blive brændt til aske. Var ikke det samme tilfældet med den „retfærdige Lot“? Beretningen fortæller, at englene greb ham ved hånden, og „de førte ham bort og bragte ham i sikkerhed uden for byen“ og tilrådede ham at flygte for livet. Han og hans døtre blev i sandhed frelst med nød og næppe fra den dødsdømte by. Nu står det moderne Sodoma og Gomorra ansigt til ansigt med sin velfortjente undergang. Lige til det sidste minut er der fare for, at vore hjerter kan blive besnæret og tiltrukket af noget, vi har ladt bag os, verdslige tillokkelser, der ikke har nogen sand værdi, høje stillinger, højere løn, flere fornøjelser, mere hvile, kort sagt: materialisme. „Tænk på Lots hustru!“ Vend ikke tilbage igen! Skynd jer fremad i samme retning, længere og længere bort fra den gamle verden! — Zak. 3:2; 2 Pet. 2:7; 1 Mos. 19:15-17; Luk. 17:31, 32.

Nær intet ønske om at leve livet på verdens maner, for det ville være ensbetydende med at forklejne Jehovas ufortjente godhed og forfejle dens hensigt. En sådan handlemåde ville sætte en i klasse med syndere, og „hvis det retfærdige menneske kun frelses med nød og næppe, hvor vil så det ugudelige menneske og synderen blive af?“ Intetsteds. De vil glemmes og forsvinde ud af tilværelsen, når dommen når sit højdepunkt i Harmagedon. Hvad vil du gøre, nu da Jehova sørger for, at hans retsindige tages ved hånden og hastigt føres bort fra den gamle verdens skueplads, der snart skal opleve sit mest drastiske sceneskifte? Hav kun blikket vendt i én bestemt retning, den, der fører til sikkerhed. Vær som Paulus og koncentrer dig om denne ene vej. Lad alt, hvad der hører den gamle verden til, ligge, brug alle dine kræfter på den nye verdens interesser og vær helt optaget af dem. — 2 Kor. 6:1; 1 Pet. 4:18, NW; Fil. 3:13.

Som kristne stridsmænd, der kæmper for alle tiders mest storslåede sag, bliver vi opfordret til at være med til at lide ondt og udholde kampens strabadser lige til det sidste. Da, og først da, opnår vi frelse. Det er, hvad der menes med udtrykket at „frelses med nød og næppe“. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at vi altid åbent tilkendegiver vor samhørighed med Jehovas „retfærdige menneske“ og den nye verdens samfund! Forsøm ikke at komme sammen for at opmuntre hinanden til rette gerninger og kærlighed, en inderlig kærlighed. Tro ikke, at du kan tage let på tingene, selv ikke for en kort tid. Vogt omhyggeligt din betroede tjeneste, som du er blevet beæret med af den nye verdens konge. Behold Guds rustning på og blive ved med at svinge åndens sværd med kraft. Sådan kan vi blive frelst gennem „alle tings absolutte ende“, lykkeligt frelst, omend med nød og næppe, og vor frelse vil ophøje vor Gud Jehovas navn og vælde. — 2 Tim. 2:3; Matt. 24:13; Hebr. 10:24, 25.

Hun gjorde ham skamfuld

BAPTISTBLADET i Missouri, The Word and Way, for den 23. august 1956 indeholdt en kort artikel med titelen „Hun viste mig tilbage til min bibel“. Den var skrevet af en præst i Kansas City, Missouri, D. R. Bledsoe, om hans sammenstød med et af Jehovas vidner.

„Mange gange sidder vi ganske selvtilfredse og selvgode i forvisning om, at vi er baptister og anerkender hele Bibelen. Vi skal ikke være alt for sikre på, at vi er den eneste gruppe, der bruger Bibelen. Der findes dem, der gør det med oprigtighed og meget større inderlighed, og som helliger sig deres sag langt mere, end vi gør.

Herren førte mig for nylig ind i et af vore søndagsskolehjem hvor et „Jehovas vidne“ holdt „bibeltime“ med en søgende moder, en baptist, der var kommet bort fra folden. Jeg er sikker på, at skiltet med „Præstens kontor“ i vor forhave tidligere har beskyttet mig mod et sådant sammenstød, men nu, da jeg var der, blev skytset rettet mod mig. Jeg beder til, at jeg ikke praler, når jeg siger, at jeg var og er ganske sikker på min systematiske teologi og forståelse af Bibelen, men denne 40-krige husmoder fra Jehovas vidner gjorde mig skamfuld over min begrænsede bibelske skarpsindighed . . .

Jeg erfarede meget hurtigt, at 90 procent af mine „gennemsnits“-kirkemedlemmer ville blive gendrevet og indviklet i lignende vanskeligheder. Jeg erfarede, at min menighed måtte undervises og det med andet og mere end opbyggelige småprædikener.