Tilsynsmænd til glæde for hjorden
1. Hvad må man føle ved et stykke arbejde såfremt man skal arbejde flittigt med det?
DET er vanskeligt at fortsætte flittigt med et stykke arbejde når man ikke føler nogen glæde ved at udføre det. Efter nogen tids forløb bliver man led og ked af arbejdet og vil til sidst helst holde op. Det er grunden til at Jehova opfordrer sine tjenere til at ’glæde sig over alt hvad de tager sig for’ så at ’de ikke skal blive trætte når de gør det rette’. En bedrøvet og nedslået forkynder vil ikke kunne trøste de mennesker som sukker og jamrer over de forfærdelige tilstande som de ser råde rundt om i denne gamle verden. Som Ordsprogene 17:22 udtrykker det: „Glad hjerte er godt for legemet; nedslået sind suger marv af benene.“ — 5 Mos. 12:18, NW; Gal. 6:9.
2. Hvad må en tilsynsmand eje førend han kan tjene til glæde for hjorden?
2 Tilsynsmændene i Guds folks menigheder er ivrige efter at hjælpe deres brødre så de kan holde trofast ud i tjenesten for Riget. Det er derfor tilsynsmændenes opgave at sørge for at der hersker en glad ånd i hjorden. En forudsætning herfor er at tilsynsmanden selv er glad for sin tjeneste. Går det sådan at han kommer til at føle den som en tung byrde og han kun modstræbende bruger lidt af sin tid og sine kræfter på den, som var han under tvang, vil han være tilbøjelig til at være ’en streng herre over hjorden’ og vil have mistet sin glæde, iver og villighed. Tilsynsmanden må altså værdsætte sin tjenesteforret højt, være taknemmelig for den og altid bede Jehova holde ham oppe ved den hellige ånd således at han kan tjene til glæde for hjorden. — 1 Pet. 5:2, 3.
3. Hvad er en tilsynsmands vigtigste opgave?
3 Har man fået en tjeneste betroet i menighedsorganisationen, det være sig i egenskab af regnskabstjener, blad-distriktstjener eller lignende, består ens pligt ikke i bare som en anden kontorarbejder at føre regnskaber eller optegnelser, ligesom den heller ikke alene består i at videregive vejledningerne fra det styrende råd til brødrene. Nej, den vigtigste del af tjenerens opgave går ud på at sørge for menighedens åndelige velbefindende så den kan yde Jehova en frugtbringende tjeneste. Et godt fysisk helbred genspejler sig i livslyst. Et godt åndeligt helbred genspejles i lyst til at tjene Jehova i nidkærhed, glæde og tilfredshed. Vær vågen over for symptomerne på et dårligt åndeligt helbred: glædesløs tjeneste, følelsen af at forkyndelsen er byrdefuld, manglende resultater i tjenesten. Opdager tilsynsmanden sådanne symptomer må han vende sig til Jehova i bøn, og foreskrive de åndeligt syge Bibelens helbredende lægemidler.
4. På hvilken måde skal en tilsynsmand give råd og vejledning, og hvad kræves der for at han kan gøre det?
4 Der kan aldrig opnås en sund fremgang for Rigets arbejde hvis tilsynsmanden driver på brødrene eller skænder på dem. En kort tid spores måske fremgang og vækst, men det hele smuldrer væk efterhånden som brødrene mister glæden. Det er let nok at være kritisk og at se andres fejl og svagheder. Men det kræver tid og det koster mange overvejelser under bøn at kunne give en god og opbyggende vejledning der vil opmuntre og styrke brødrene og samtidig yde dem en praktisk hjælp til at overvinde svagheder. Tilsynsmanden vil imidlertid bestræbe sig for at gøre dette dersom han er oprigtigt interesseret i sine brødre, hvis han selv er glad for sin tjeneste og er opfyldt af ønsket om at se sine brødre ’glæde sig over alt hvad de tager sig for’.
5, 6. (a) Hvad er den første forudsætning for glæde? (b) Hvordan viser tilsynsmanden at han forstår dette?
5 Hvis man skal fremelske glæden blandt brødrene, må man vide hvad der skaber den. Paulus pegede på en af glædens første forudsætninger da han skrev: „Jeg vil blive ved med at glæde mig over det, . . . som det da også er min inderlige længsel og mit håb.“ Paulus selv nærede en inderlig længsel efter og et håb om at opnå evigt liv sammen med Kristus Jesus. Det klare billede han havde af sit håb og den værdsættelse han følte ved den vidunderlige tjenesteforret der fulgte med, skænkede ham en glæde der holdt ham oppe under alle mulige forfølgelser og besværligheder. Og det samme kunne i sandhed siges om hans Herre, Jesus, „som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt [marterpælen] uden at ænse skammen“. Hvad enten man som tilhørende resten af den „lille hjord“ nærer håb om liv i himmelen, eller man som hørende til de „andre får“ har håb om liv på jorden, er det af største vigtighed at man har en fast tillid til sit håb såfremt man skal bevare glæden i tjenesten for Jehova. — Fil. 1:18-20; 3:13, 14; Hebr. 12:2; Luk. 12:32; Joh. 10:16.
6 Vil man have en stærk tro eller „en fast tillid til det, man håber“, må man have et grundigt kendskab til Guds ord. I forståelse heraf vil tilsynsmanden selv flittigt studere Bibelen og opmuntre alle menighedens medlemmer til personligt at gøre det samme. I varetagelsen af menighedens interesser vil han sørge for at møderne er levende, opbyggende, belærende og opmuntrende. Samtalerne med brødrene vil han føre ind på deres fælles håb. Under sit personlige studium af Bibelen, af Vagttårnet eller anden litteratur udgivet af Selskabet, vil han have et skarpt øje for nye sandheder, opmuntrende forslag og opbyggende vejledning, og således vil han på en praktisk måde kunne opbygge sine brødre og styrke deres håb. Besøgene hos de svage eller uvirksomme forkyndere skal ikke indskrænke sig til en rutinemæssig afhentning af en rapport eller aftale om at gå ud i tjenesten på arbejdsmarken. En sådan lejlighed skal benyttes til at opbygge broderen eller søsteren, skærpe hans eller hendes lyst til at tilegne sig kundskab, idet tilsynsmanden erindrer sig at hvis broderen eller søsteren skal kunne påtage sig at udføre Jehovas gerning og blive ved dermed, må han og hun værdsætte tjenesten rigtigt og glæde sig over at udføre den. — Hebr. 11:1; 1 Tess. 5:14.
7. Med hvilke ord viser Paulus den indstilling en god tilsynsmand bør have?
7 Hvis det er blevet din forret at være tilsynsmand, må du forvisse dig om at din interesse for menigheden omfatter alle der har forbindelse med den. Du må være besjælet af ønsket om at hjælpe hver enkelt broder og søster så de kan glæde sig over at udføre Jehovas tjeneste. I lighed med Jesus og apostlene må du være rede til at ofre dig for dem. Paulus udtrykte sig på følgende måde herom: „Ja, om end mit blod skal udgydes som drikoffer, medens jeg frembærer jeres tro og bringer den som et offer, så glæder jeg mig dog, og glæder mig med jer alle. På samme vis skal også I glæde jer, og glæde jer med mig!“ Læg mærke til ordene: „Glæder mig med jer alle.“ Paulus giver desuden følgende beskrivelse af det inderlige ønske som hver enkelt tilsynsmand må være opfyldt af: „Jeg skal vedblive at leve og forblive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen, for at I, derved at jeg endnu en gang kommer til jer, kan få end mere grund til i Kristus Jesus at prise jer lykkelige over mig.“ — Fil. 2:17, 18; 1:25, 26.
8. Hvordan kan tilsynsmanden eller de assisterende tjenere ’glæde sig med alle’ i menigheden?
8 Som tilsynsmand er du utvivlsomt travlt beskæftiget når du er i rigssalen til menighedens møder. Før og efter møderne er der ting som du nødvendigvis må drøfte med de andre tjenere i menigheden. Men du må alligevel tage dig tid til, om det så kun er nogle få minutter, at tale med de forskellige brødre og søstre. I store menigheder er det ikke muligt at tale personligt med alle brødrene ved hvert møde, men sæt dig for at tale med nogle enkelte og forskellige hver gang. Skriv op i din hukommelse hvilke brødre du savnede og beslut dig til at tale med dem ved det næste møde, og hav så noget opmuntrende at fortælle dem. Dette gælder Selvfølgelig også de andre tjenere i menigheden. Bibelstudietjeneren lægger for eksempel mærke til at en forkynder har indsendt en rapport over et nyt bibelstudium. Måske er det forkynderens første bibelstudium. Af personlig interesse for forkynderen vil bibelstudietjeneren benytte nogle minutter til at tale med ham og udtrykke sin glæde over de fremskridt han har gjort i tjenesten, og interesseret føre samtalen ind på det nye bibelstudium. Nogle venlige, om end af nødvendighed få, ord fra tilsynsmanden eller de andre tjenere værdsættes højt af forkynderne og kan gøre meget til at de føler glæde ved tjenesten. Bærer tjenerne sig ad på denne måde vil de glæde sig sammen med brødrene, og brødrene vil på deres side være glade og glæde sig med tjenerne. Hav aldrig mere travlt med menighedsanliggender end at du har tid til et opmuntrende og venligt ord til dine medforkyndere.
9, 10. (a) Hvilken imødekommende indstilling må tilsynsmanden finde hos menigheden såfremt han skal føle glæde ved sin tjeneste? (b) Hvad er det der kan skade menighedens glæde?
9 Men hvis tilsynsmanden skal gøre sit arbejde godt og føle glæde og tilfredshed ved at udføre det, må de brødre han betjener også komme ham i møde og vise deres glæde, således som Paulus forklarede det ovenfor. Dersom menighedens medlemmer respekterer den teokratiske organisation, adlyder og bøjer sig under den guddommelige vilje og udfører den på en ordnet måde under ledelse af de af Guds ånd udnævnte tjenere, hurtigt og beredvilligt retter sig efter de givne forslag og vejledninger, og lader enhver klagende og knurrende indstilling fare, vil dette forhøje tilsynsmandens glæde, og han vil langt bedre kunne drage omsorg for hjordens åndelige liv. Derfor: „Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer.“ — Hebr. 13:17.
10 Hvor sande er ikke disse ord! Hersker der ikke en enig forståelse mellem menigheden og tilsynsmanden er der heller intet samarbejde, og det kan føre til at tilsynsmanden varetager sine pligter „sukkende“, måske i en tilstand af fortvivlelse eller modløshed. Mon ikke dette vil være til skade for os alle og berøve os vor glæde ved at komme sammen og ved at udføre den kristne gerning? Hvor „godt og lifligt“ er det derimod ikke „for brødre at bo sammen i enhed!“ Det er i en sådan atmosfære af fred og enhed at det gode kristne arbejde og åndens frugter kan trives frodigt og fylde alle med glæde. — Sl. 133:1, NW.
Praktisk visdom og forudseenhed
11, 12. Hvordan kan manglende praktisk visdom og forudseenhed ødelægge menighedens fred og enhed?
11 Denne lykkelige tilstand kan ikke skabes og bevares uden den praktiske visdoms og forudseenheds medvirken. Huller i den praktiske visdom og i forudseenheden kan forstyrre menighedens enhed og fred overordentlig meget. De fleste af os har jo nok hørt om familien der skulle på tur. Hele familien drog af sted i bilen, i glad forventning om en dejlig dag ude i det fri. Vanskelighederne begyndte da familiens medlemmer blev uenige om hvilken vej de skulle køre. På en ensom og bagende varm vejstrækning gik motoren i stå — faderen havde glemt at fylde tanken op! Oven på det trængte de til en kop kaffe at styrke sig på, rakte ud efter termoflasken, der viste sig at være tom — for moderen havde glemt at fylde den! Og sådan blev det ved. En dag der begyndte så lovende endte i skænderier, gensidige beskyldninger og skuffelse. På lignende vis kan manglende tilrettelæggelse og forudseenhed ødelægge selv de bedste muligheder for den teokratiske virksomhed, det være sig opførelse af en rigssal, befordringen til et stævne, en særlig indsats i et afsidesliggende distrikt eller planlægningen af en serie offentlige foredrag. Ved omhyggelig tilrettelægning at alle enkeltheder vil tilsynsmanden sikre at arbejdet giver tilfredsstillende resultater og at brødrene kan glæde sig over alt hvad de end tager sig for.
12 Når tilsynsmanden skal træffe foranstaltninger til udførelse af en eller anden virksomhed må han udtrykke sig klart og tydeligt. Tvetydighed giver anledning til misforståelser, der avler skuffelse og medfører spild af tid og kræfter. Det er rigtigt at vi bør være overbærende og villige til at tilgive og undskylde andres fejl, men vi kan undgå at trække for store veksler på langmodigheden og villigheden til at tilgive dersom vi er forudseende og går frem med praktisk visdom, hvilket vil sikre at det planlagte forehavende lykkes. — Ordsp. 11:14.
Forstandig ledelse sikrer glædens bevarelse
13. Hvorfor er det så vigtigt at forklare grunden når man fortæller om tjenestearrangementer eller fremsætter råd og vejledning?
13 Skal vi kunne glæde os over alt hvad vi tager os for, må vi ikke alene forstå hvad der skal gøres og hvordan det skal gøres, men også hvorfor det skal gøres. Når tjenerne tilskynder menigheden til at udføre en særlig virksomhed eller forklarer den en ny metode eller et nyt arrangement er det altid godt at hjælpe den til at forstå grunden til at dette eller hint arbejde skal gøres og at denne nye metode eller dette arrangement har sine fordele. Undlader man dette, er det ikke sikkert at man vil få menighedens helhjertede tilslutning. Skal en zonetjener, for eksempel, vejlede en menighed, bør han tage sig tid til at vise hvilken gavn den høster af at følge hans vejledning, hvorfor det er bedst at følge den og hvordan det vil bidrage til menighedens velbefindende. Så vil brødrene taknemmeligt og med glæde tage imod den, følge den og værdsætte tjenestens forret. Ja, den indstilling hvormed man griber en opgave an, har meget at gøre med hvilken glæde man høster af den.
14, 15. Hvorledes har denne regel også gyldighed inden for familien? Hvad skal forældrene imidlertid ikke tolerere?
14 Dette har også sin gyldighed når det drejer sig om at opdrage børn. Teokratiske forældre er interesseret i at deres børn er glade og lykkelige. Når forældrene givet børnene et stykke arbejde at gøre i hjemmet eller viser dem hvordan de skal bære sig ad, vil de, dersom de er forstandige, give sig tid til at forklare børnene grunden til at de skal gøre det på den måde, således at børnene kan opnå den tilfredsstillelse det er at være lydige og føle at de deler hele familiens glæde og sunde tilstand. Forældrene skal altså være tålmodige, men det betyder ikke at de skal tolerere oprørske tilbøjeligheder hos børnene. Det tager tid for børnene at forstå hvorfor det er ret at gøre nogle ting men uret at gøre andre, og de får ikke forståelse heraf uden irettesættelse og tugt. Men forældrene må altid have børnenes interesser på sinde; og efterhånden som forældrene får en bedre forståelse af deres opgave vil de være rede til at hjælpe børnene til mere og mere at fatte hvad der er ret, og således lære dem at være tilfredse med det gode og glæde sig over at kende Guds vilje og gøre den.
15 Noget lignende gør sig gældende i menigheden. Tilsynsmanden er interesseret i at brødrene høster glæde og tilfredshed i Jehovas tjeneste, men han vil aldrig gå på kompromis vedrørende Bibelens principper. Han vil aldrig slække på de teokratiske retningslinjer for at føje oprørske og selviske mennesker. Samtidig vil han vogte sig for at bebyrde brødrene med unødvendige regler og anvisninger; han vil derimod betjene brødrene og træffe foranstaltninger til at de på den mest udbytterige og bekvemme måde kan udføre arbejdet og komme sammen ved møderne.
16. (a) Hvordan vil tilsynsmanden vise at han er i besiddelse af ligevægt når der opstår vanskeligheder? (b) Hvilke ransagende spørgsmål gør han vel i at stille sig under sådanne omstændigheder?
16 Opstår der vanskeligheder i menigheden må tilsynsmanden bevare sin ligevægt. En tilsynsmand kan i den grad blive optaget af at beskytte organisationen og bevare den ren at han slet ikke er i stand til at få et klart billede af i hvilken situation overtræderen befinder sig, og ikke erkender hvor nødvendigt det er at prøve på kærligt at bringe vedkommende på fode igen. Hvis et menneske imidlertid med vilje er oprørsk og ikke viser tegn på anger men ligefrem lægger ondsindethed for dagen, kan det naturligvis være at menigheden kun har den udvej at foretage en udstødelse. Men er det ikke muligt i andre tilfælde at bringe et fejlende menneske på ret køl igen? Det vil i sandhed være på sin plads at spørge sig selv: „Kunne dette fejltrin have været undgået såfremt jeg på forhånd havde givet råd og vejledning? Var vi tilstrækkelig vågne for at broderen eller søsteren var ved at blive åndeligt syg? Skyldtes denne svage åndelige tilstand at der ikke herskede den rette glade og trygge atmosfære i menigheden?“ Under en ærlig overvejelse af disse spørgsmål kan det gå op for os at det ikke alene er denne fejlende broders behov der må opfyldes, men at behovet er endnu større fordi det angår hele menigheden og os selv som tjenere. — Gal. 6:1, 2; 2 Kor. 2:7, 8
17, 18. For hvilke egenskaber opnåede Filemon og Timoteus en rosende omtale i Bibelen?
17 De forhold der hensætter menigheden i en bedrøvet og nedtrykt tilstand, må der hurtigst muligt rådes bod på, og tilsynsmanden vil vise sit oprigtige ønske om at bevare brødrenes glæde ved prompte at tage sig af sådanne sager. (2 Kor. 1:24–2:4) Tilsynsmanden må altid erindre sig at hans arbejde og tjeneste må udspringe af en brændende interesse for hjordens velfærd, idet han især har i tanke at den skal frelses til evigt liv. I det øjemed vil tilsynsmanden, „med glæde bringe ofre, ja ofres“ — 2 Kor. 12:15.
18 Tilsynsmænd af den slags er en sand velsignelse for brødrene! Deres tjeneste i menigheden bliver en kilde til megen glæde og opmuntring. Paulus’ rosende ord til Filemon kan møntes på sådanne tilsynsmænd: „Stor glæde og trøst har jeg fået af din kærlighed, fordi de helliges hjerter er blevet vederkvæget ved dig, broder!“ De er ligesom den trofaste Epafroditus og Timoteus, hvis tjeneste bragte de første kristne mange velsignelser. Om Timoteus hedder det at der var „ingen med et sind som hans, der så oprigtigt vil drage omsorg for, hvordan det går jer [menigheden i Filippi]“. — Filem. 7; Fil. 2:25-30, 19-23.
19. Hvad vil rejsende tilsynsmænd derfor have i erindring når de skal tale til brødrene?
19 Epafroditus og Timoteus, der var rejsende repræsentanter for den første kirkes styrende råd, kan i handling og i tale stå som eksempler for de brødre der i nutiden rejser rundt for at besøge menighederne, såsom zone- og sektionstjenere, afdelingszonetjenere og landstjenere. I vore dage sætter den store Fjende alt ind på at tage modet fra Jehovas tjenere, og få dem til at holde op i tjenesten. Hvor brødrene derfor trænger til at høre opmuntrende og styrkende ord! Rejsende tjenere skal derfor ikke indskrænke sig til en analytisk drøftelse af menighedens forhold og til at give praktisk vejledning der kan forbedre dem; de vil tale med begejstring og opmuntre brødrene, og således vække deres glæde for tjenesten. Hensigten med at Tykikus, „den elskede broder og trofaste hjælper i Herren“, skulle besøge brødrene i Efesus var at han skulle „opmuntre [deres] hjerter“. — Ef. 6:21, 22.
20. Hvilken storslået gerning kan vi nu deltage i, og med hvilken følelse skal vi udføre den?
20 Tjenesten for Riget byder på strålende muligheder nu inden den nuværende tingenes ordning går til grunde i Harmagedon og vor forkyndelse af den gode nyhed ikke længere skal lyde. Den stadig voksende skare retsindige mennesker som fra alle nationer strømmer til den nye verdens samfund er et vidnesbyrd om at den store indsamling foregår nu. Hvor længe endnu vi vil have den forret at være med i denne storslåede gerning ved vi ikke. Men lad os træffe den faste beslutning at gå op i arbejdet med glæde. Lad os jage efter det som fører til fred og blive ved med at glæde os over Jehovas folks glæde. — 1 Pet. 3:11, 12; Sl. 106:5.