Mildhed og selvbeherskelse frembringer fredens frugt
„Er der nogen viis og forstandig iblandt Jer, så skal han ved sin gode færd lade det komme frem i gerning med visdommens sagtmodighed. Og retfærdighed er frugt af en sæd, der sås I fred til gavn for dem, som stifter fred.“ — Jak. 3:13, 18.
1. (a) Hvad består Guds ånds fredelige frugt af? (b) Hvilke forholdsregler må der tages hvis der skal frembringes en rig høst af denne frugt?
DET ER Jehovas vilje at hans lykkelige vidner til stadighed frembringer en rig høst af åndelig frugt. Dette produkt af Guds ånd består ikke alene af godhed, trofasthed, glæde, kærlighed og godhjertethed, men også af fred, mildhed, langmodighed og selvbeherskelse. Men, hvis der skal frembringes en liflig frugt som denne, er det ikke alene nødvendigt at de rette betingelser er til stede når sæden sås, det må også være den rette slags sæd der sås. Jehovas lov forbød Israel at så blandsæd eller at så to slags sæd sammen. Og Jesus sagde: „Kan man plukke druer af tjørn eller figener af tidsler? Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter.“ Forvis dig derfor om at du kun sår den gode slags, den rette slags sæd. „Thi hvad et menneske sår, det skal han også høste. Thi den, der sår i sit kød, skal høste fordærvelse af kødet, men den, der sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden. Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ Derpå tilføjer apostelen dette betydningsfulde punkt: „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — 3 Mos. 19:19; 5 Mos. 22:9; Matt. 7:16, 18; Gal. 5:22, 23; 6:7-10.
2. (a) Er det ret af en indviet tjener at stræbe efter at blive udnævnt til tilsynsmand? (b) Hvilket omdømme må han have før han kan blive udnævnt til tilsynsmand?
2 I den teokratiske tingenes orden er visse af Herrens tjenere sat som tilsynsmænd for Guds hjord. (Ap. G. 20:28) Da de er indsat i sådanne ansvarsfulde stillinger må de gå foran når det drejer sig om at bære fredens frugt og gøre godt mod alle, især mod dem der har hjemme i den samme tro, deres trofaste brødre og søstre i Guds menighed. Det er prisværdigt, siger Bibelen, hvis en indviet Herrens tjener stræber efter at blive udnævnt til tilsynsmand, for han må opfylde de allerstørste krav før han er kvalificeret til at tjene i denne egenskab. For at kunne få tildelt et tilsynsembede af Jehova må han blandt andet „have godt lov blandt dem, som er udenfor“, ikke være „drikfældig eller voldsom, . . . ikke stridbar“. Han må aldrig være trættekær, spille herre eller være bydende og dominerende, aldrig hundse hovmodigt med hjorden, aldrig være irritabel eller stridslysten. Tværtimod må han, hvis han skal leve op til Jehovas høje standard, være „ædruelig, sindig, værdig“. Han må „ikke forhåne nogen“ men han skal være mild mod alle, forstå andre mennesker og deres problemer og „vise al sagtmodighed mod alle mennesker“. — 1 Tim. 3:1-3, 7; Tit. 3:2.
3. Hvilke gode råd fik Timoteus af tilsynsmanden Paulus, som nævnt i Første Timoteusbrev det sjette kapitel?
3 Den unge mand Timoteus var en sådan kvalificeret tilsynsmand i den første kristne menighed, og apostelen og tilsynsmanden Paulus gav ham nogle gode råd om hvordan han skulle forholde sig når der opstod misundelse, skinsyge og voldsomme ordstridigheder. Timoteus fik at vide at der af menighedens egen midte ville fremstå mænd som var opblæste af stolthed og syge på sindet af indsigelser mod læren. „Deraf,“ sagde apostelen, „kommer misundelse, kiv, smædeord, ondsindet mistanke og idelige rivninger mellem mennesker, der har et fordærvet sind og har sat sandheden til.“ Hvad skulle Timoteus gøre under sådanne omstændigheder? Han fik besked om ikke at have noget at gøre med disse fredsforstyrrere eller deres ødelæggende gift. Han skulle skynde sig at flygte fra deres ondskab og i stedet jage efter „retfærdighed, gudsfrygt, troskab, kærlighed, udholdenhed, og sagtmodighed“. — 1 Tim. 6:4, 5, 11.
4, 5. (a) Mod hvem skulle de kristne i det første århundrede vise sagtmodighed, ifølge apostelen Paulus’ formaning, og hvorfor? (b) Hvad kræves der af det tyvende århundredes kristne i så henseende?
4 En anden tilsynsmand i det første århundrede, Titus, fik at vide at han skulle lægge menighederne på sinde ikke at „forhåne nogen, ikke være stridbare, men milde og vise al sagtmodighed mod alle mennesker. Thi vi var selv engang uforstandige, ulydige, vildfarne, trælle under alle hånde begæringer og lyster, vi levede i ondskab og misundelse, var forhadte og hadede hverandre“. (Tit. 3:1-3) For at hjælpe menighederne til at forstå hvorfor de skulle vise sagtmodighed mod alle mennesker, skulle Titus minde dem om hvor god og kærlig Gud selv havde været mod os mennesker, idet han ikke havde frelst os på grund af retfærdsgerninger som vi havde gjort for at forpligte Gud over for os, men fordi han havde frelst os i henhold til sin egen guddommelige barmhjertighed som han havde udstrakt til os gennem sin selvopofrende søn, Jesus Kristus. Vidnede dette ikke om den almægtige Guds uforlignelige mildhed mod os! Hvor har Gud ikke, foruden at være mild, været langmodig med os mennesker op gennem tiden lige til den dag i dag! Det har han ikke været fordi han nøler eller er ligegyldig, men fordi han ikke ønsker vi skal gå til grunde. Det har været Guds ønske at vi skulle have den nødvendige tid til at nå til omvendelse og vinde frelsen. Vi kan således se at Guds milde tålmodighed med os betyder vor frelse. — Tit. 3:4-7; 2 Pet. 3:9, 15.
5 Kravene til trofaste kristne tilsynsmænd i dag er ikke mindre. Nutidige tilsynsmænd må også til stadighed minde alle i menigheden om ydmygt at tjene og villigt at underkaste sig „Gud, vor frelser“ og efterligne ham i deres opførsel over for andre, så de behandler hinanden med mildhed. Hans søn, „Kristus Jesus, vor frelser“ efterlignede sin Fader i denne henseende, og det samme skal vi gøre.
Tilsynsmænd, vogt Guds hjord!
6, 7. (a) Hvilke dyr kan Herrens folk sammenlignes med, og hvorfor? (b) Hvordan formaner Peter og Paulus dem der har fået tilsyn med Guds hjord?
6 Af gode grunde skulle vi overveje hvorfor Bibelen gang på gang beskriver eller omtaler Herrens folk som „får“, og ikke som andre dyr, såsom køer, svin, muldyr, bjørne, ulve, hunde eller geder. Får lader sig villigt lede af deres egen hyrde. De er sagtmodige, milde og fredsommelige, ikke alene over for andre dyr, men også over for deres egne. Alle andre dyr vi kender, mangler mere eller mindre disse ønskværdige træk. Da får er så sagtmodige må deres hyrder behandle dem derefter. Til dem der af den hellige ånd er udnævnt til hyrder over Guds hjord, skriver apostelen Peter: „De ældste [tilsynsmændene] blandt jer formaner jeg da som medældste [tilsynsmand] . . . Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden.“ — 1 Pet. 5:1-3.
7 Tilsynsmænd og assisterende tjenere, lyt nøje til! Udnævnte tjenere i menighederne, zonetjenere, sektionstjenere, landstjenere, afdelingszonetjenere — alle I modne mænd som har indflydelse, og som af Jehovas hellige ånd er blevet udnævnt til at vogte og føre tilsyn med Guds lykkelige hjord — glem aldrig at I må være mere end almindelig fredsommelige, kærlige, milde, tålmodige, sagtmodige og venlige, især over for Herrens følsomme får som står under jeres omsorg og beskyttelse. Glem aldrig at I må eje disse egenskaber både før og efter at I er blevet anbefalet til jeres specielle tjeneste i det teokratiske samfund. „En tilsynsmand,“ står der, „skal som Guds husholder være en mand der ikke er noget at klage på, ikke selvrådig [nej, men ledet af Guds vilje], ikke hastig til vrede, ikke en drikfældig slagsbroder, ikke en voldsmand, ikke grisk efter uærlig vinding, men en som elsker fremmede, elsker det gode, har et sundt sind, er retfærdig, har kærlig omsorg, kan beherske sig, holder fast ved det troværdige ord med henblik på sin dygtighed i at undervise, så han kan være i stand til både at formane med den lære der er sund, og at irettesætte dem som siger imod.“ — Tit. 1:7-9, NW.
8. (a) Hvorfor fik Moses ikke lov til at drage med ind i det forjættede land? (b) Hvorfor er det af største vigtighed at en tilsynsmand til enhver tid udviser selvbeherskelse?
8 Selvbeherskelse eller beherskelse af sindet er noget man bevidst må stræbe efter at opnå. Selvbeherskelsen må man omhyggeligt våge over og værne om og bestandig opøve, hvis den skal være til virkelig gavn når det er påkrævet. Husk tilsynsmanden Moses, om hvem der står skrevet: „Den mand Moses var såre sagtmodig, sagtmodigere end noget andet menneske på jorden.“ (4 Mos. 12:3) Alligevel fik denne Moses ikke lov til at drage med ind i det forjættede land, ene og alene fordi han i et enkelt anfald af vrede mistede selvbeherskelsen. Derfor må en tilsynsmand aldrig give efter og miste selvbeherskelsen, ikke engang for et øjeblik. Hvis han mangler selvbeherskelse og ikke kan styre sit sind er han, som Ordsprogenes bog siger, „som åben by uden mur“. Trofaste tilsynsmænd må være lige det modsatte, nemlig stærkt befæstede og pålidelige i nødens stund, i stand til at beskytte, støtte og forsvare de svage i menigheden; det kan de kun gøre hvis de til enhver tid ejer mildhed og selvbeherskelse. — 4 Mos. 20:9-12; Ordsp. 25:28.
9. (a) På hvilken måde skal genstridige irettesættes og vejledes? (b) Er det ikke berettiget at man taber besindelsen og bliver ophidset hvis der opstår strid i eller uden for menigheden?
9 Som allerede citeret fra Bibelen må en tilsynsmand holde fast ved Guds troværdige ord, og han må kunne formane med den lære der er sund, og kunne „irettesætte dem som siger imod“. Til tider er det nødvendigt at tilsynsmanden irettesætter og vejleder dem der har mistet ligevægten og fået en fordrejet tankegang, at han irettesætter dem der modsiger sandheden. Men han må aldrig give en sådan vejledning på en overlegen eller uvenlig måde eller i et anfald af vrede. Den gamle verden følger princippet „med ondt skal ondt fordrives“, men noget sådant hører afgjort ikke hjemme i Jehovas organisation. Ligesom det er langt bedre at slå en bogstavelig flamme ned med koldt vand end at sprøjte den over med en eksplosiv væske, følger man guddommelig visdom og vejledning hvis man stille og mildt slukker brændende diskussioner i en menighed med sandhedens kølende og forfriskende vand fra Guds ord. Den guddommelige visdom siger: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag. Vredladen mand vækker splid, sindig mand stiller trætte.“ „Tålmod er bedre end hovmod.“ En tålmodig tilsynsmand der på en venlig og mild måde siger sandheden, er fuldt ud i stand til at tage sig af enhver form for strid i menigheden, for dersom han forstår at styre sin tunge og bruge den sådan som Jehova befaler, er den et stærkt våben, så mægtigt at der siges at „mild tunge sønderbryder ben“. I overensstemmelse med disse sandhedsprincipper lyder apostelen Paulus’ teokratiske instruktioner til alle tilsynsmænd: „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild mod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige.“ — Ordsp. 15:1, 18; 25:15; Præd. 7:8; 2 Tim. 2:24, 25.
10. Hvad er hensigten med at tilrettevise dem der er faret vild fra troen, og hvordan skal åndeligt syge derfor behandles?
10 Hensigten med at tilrettevise de genstridige, eller dem der er faret vild fra troen, skulle være at beskytte Guds hjord imod fordærvende indflydelse og falske filosofier, og samtidig at bringe dem der er faret vild på fode igen, ikke at gøre det af med dem. „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd, og se du selv til, at ikke også du bliver fristet.“ Hvis raske får behøver kærlig omsorg, hvor meget mere skulle der så ikke vises syge får venlig opmærksomhed! Derfor skal tilsynsmænd, der er åndeligt stærke og modne, lægge kærlig hensynsfuldhed for dagen i deres forsøg på at hjælpe dem der er åndeligt syge. De bør huske at fårene ikke er deres egne. Det er Herrens får. De må derfor aldrig behandle fårene som en lejesvend ville behandle dem, selv om også de for en tid skulle fare vild. Men når „glubske ulve“ forklædte som får sniger sig ind for at ødelægge hjorden, vil tilsynsmændene som trofaste hyrder hurtigt give dem den behandling de fortjener. „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ — Gal. 6:1; Matt. 7:15; Joh. 10:11-13; Ap. G. 20:29, 30; 1 Kor. 5:9-13.
11. Kræves der mindre ydmyghed, mildhed, selvbeherskelse, o.s.v., af dem der ikke er tilsynsmænd eller assisterende tjenere?
11 Al denne vidunderlige vejledning og visdom fra Jehovas inspirerede ord der her så direkte rettes til tilsynsmænd og assisterende tjenere, gælder i lige høj grad hvert eneste Jehovas vidne. Ingen begynder, intet barn i sandheden, eller, for den sags skyld, ingen der hele sit liv har været tilsluttet Jehovas organisation, skulle blot et sekund mene at der kræves mindre af ham end af dem der er sat som ledere når det gælder kvaliteten af den frugt der bæres. Guds krav er ens for alle uden hensyn til person, køn eller alder. Som i fortidens Israel, således også i dag: der gælder én lov for alle, tilsynsmændene, folket, de fremmede og udlændingene. Alle deltager i den samme kamp, det samme løb, et løb der gælder liv eller død. Lad os derfor alle løbe sådan som Paulus tilrådede: „Enhver der tager del i en idrætskamp udviser selvbeherskelse i alle ting. . . . derfor . . . tyranniserer [jeg] mit legeme og fører det som en træl, for at ikke jeg, efter at have prædiket for andre, af en eller anden grund selv skal blive forkastet.“ (NW) Det var til alle sande kristne at Paulus henvendte sig da han til „de troende i Kristus Jesus“ skrev: „Så formaner da jeg . . . jer til at vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd; eet legeme.“ Hvis dette menighedslegeme skal opretholde den kristne fred og enhed, må alle dets lemmer hjælpe til. Hvad der kræves af tilsynsmænd i retning af sagtmodighed, tålmodighed, mildhed, selvbeherskelse, langmodighed, ydmyghed, kærlighed, o.s.v., kræves derfor også af hver eneste af Jehovas indviede tjenere. — 2 Mos. 12:49; 3 Mos. 24:22; 1 Kor. 9:25-27; Ef. 1:1; 4:1-4.
Læg mildhed og selvbeherskelse for dagen i hjemmet
12. Hvor undlader mange mennesker at vise mildhed og selvbeherskelse, og hvad er resultatet heraf?
12 Nogle af livets vanskeligste problemer optræder i hjemmet. Tænk på det forbløffende antal ulykkelige ægteskaber, forbrydelsernes omsiggriben både blandt forældre og børn, det forfærdende antal opløste hjem og den stigende skilsmissekurve, alt sammen et vidnesbyrd om denne gamle verdens ulykkelige samfunds sammenbrud og moralske forfald. Ægtemænd og hustruer kives og strides både hjemme og ude. Ungdomsforbrydelserne spænder lige fra barnlige luner og mindre raserianfald til åbenlyse overfald og forældremord. Det ses kun alt for tydeligt at der ikke hersker fred og ro i sådanne splittede hjem; og det skyldes at de er komplet blottede for sand kristen mildhed og selvbeherskelse.
13. Hvilke lykkelige forhold findes derimod i hjem hvor både mand og hustru gør Guds vilje?
13 I de hjem hvor manden og hustruen er lykkelige vidner for Jehova finder vi ikke disse sørgelige forhold. Hvorfor ikke? Simpelt hen fordi de kristne principper angående tålmodighed, kærlighed, sagtmodighed, langmodighed, tolerance og selvbeherskelse som udvikles og lægges for dagen i menigheden, overføres til familielivet. „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren. I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem.“ Og til begge ægtefæller siges der: „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden.“ Ingen problemer er så store og ingen kritiske situationer så alvorlige at de berettiger ægtefæller til at miste herredømmet over deres følelser og sind. Der er absolut ingen undskyldning for at gøre det, og ingen grund dertil. Hvis ægtefæller gør den guddommelige vilje må de til enhver tid være sagtmodige, venlige, hensynsfulde og tolerante over for hinanden og over for deres børn. — Kol. 3:18, 19, 13.
14. Hvilket guddommeligt råd skal den kristne ægtefælle følge i et hjem hvor kun den ene er i sandheden?
14 Det er alt sammen udmærket, vil nogen måske sige, i et teokratisk hjem hvor både manden og hustruen er indviede tjenere for Gud, men hvad så med det hjem hvor, for eksempel, en kristen hustru er gift med en mand der ikke er i sandheden? Sådanne hjem findes der mange af i dag, og når hjemmets overhoved ikke er en sand kristen, taber han uvilkårligt besindelsen og bliver urimelig og til tider ligefrem simpel. Det berettiger imidlertid ikke hustruen til at give slip på den lykke og fred i sindet hun har fundet, og begynde at vise tegn på samme ulykkelige sindsstemning som sin mand. Under sådanne omstændigheder bør den indviede ægtefælle gøre hvad der er Guds vilje: „Ligeledes skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, så også de mænd, der ikke vil lyde ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers færd. . . . Jeres prydelse skal . . . være . . . den uforgængelige prydelse, som en sagtmodig og stille ånd er; dette er meget værd i Guds øjne.“ Når den indviede, sagtmodige hustru opfører sig således, vil hun erfare en lykke og tilfredshed som hendes ubehagelige mand ikke kender til. — 1 Pet. 3:1-4.
15. Hvilket bibelsk råd må forældre med mindreårige børn følge hvis de ønsker at deres hjem skal velsignes med fred og glæde?
15 Forældre i et kristent hjem skal ikke alene lægge sagtmodighed for dagen over for hinanden, men må også møde deres børn med samme indstilling. „I fædre! I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Det er absolut nødvendigt at tugte børnene, for Jehova råder: „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam. Tugt din søn, så kvæger han dig og bringer din sjæl, hvad der smager.“ Når forældrene giver en afstraffelse er det et udslag af kærlighed, ikke af had eller ondsindethed mod barnet. „Hvo riset sparer, hader sin søn, den, der elsker ham, tugter i tide.“ — Ef. 6:4; Ordsp. 29:15, 17; 13:24.
16. Hvor vigtig er forældres tugt for jer børn der ønsker at leve i Guds nye verden?
16 Og nu I børn, og det gælder også jer unge, husk at den tugt som Jehova har foreskrevet er medicin til gavn for jer, for ulydighed, stædighed og raserianfald er syndens og dødens veje, og alt sådant er knyttet til jeres hjerte lige fra fødselen. Hvis I ønsker at leve under Guds riges regering må disse nedarvede djævelske tilbøjeligheder rykkes op med rode og erstattes med gudfrygtige egenskaber, og hertil er jeres forældres brug af tugtens ris en hjælp. „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ — Ordsp. 22:15.
17. (a) Forklar hvorfor der ikke forekom ungdomsforbrydelser i fortidens Israel når Jehovas lov håndhævedes. (b) Hvorfor eksisterer problemet ungdomskriminalitet bogstavelig talt ikke blandt Jehovas vidner i dag?
17 En sjælden gang kan der forekomme et tilfælde hvor et barn er så forhærdet og umedgørligt at ikke engang tugtens ris hjælper. På Israels tid skulle forældre ifølge Jehovas befaling bringe et sådant oprørsk barn til byens ældste, og de skulle så føre den uforbederlige ud og stene ham til døde. Ungdomsforbrydelser var et ukendt begreb under en sådan ordning. (5 Mos. 21:18-21) Den nye verdens samfund af Jehovas vidner kan heller ikke og vil ikke tolerere ungdomskriminalitet i sin midte. For at undgå et måske dødeligt slag ved at blive udstødt af menigheden lægger forstandige, teokratiske børn derfor mærke til og retter sig efter hvad Guds ord siger: „I børn! vær lydige i Herren mod jeres forældre, thi det er ret.“ „I børn! adlyd jeres forældre i alt [intet er altså undtaget], thi det er Herren velbehageligt.“ „Hør din fader, som avlede dig,“ siger Ordsprogenes bog, „ringeagt ikke din gamle moder!“ — Ef. 6:1; Kol. 3:20; Ordsp. 23:22.
18. Hvordan kan man sige at Jehovas vidners organisation med sine skønne frugter ligner Edens have, og hvad har muliggjort denne tilstand?
18 Hvert eneste Jehovas vidne kan, hvad enten han er gift eller ugift, voksen eller barn, tilhører resten eller den store skare, er tilsynsmand eller ej, ved Guds ånds hjælp og ved at lægge mildhed og selvbeherskelse for dagen, frembringe en rig og endeløs høst af fredens frugter. Da Jehovas vidners organisation nyder Jehovas kærlige omsorg og er iklædt en fredens og enhedens skønhed, ligner den Edens have. Dette skyldes igen at hvert eneste af vidnerne nærer dyb respekt for og kærlighed til Jehovas love og bud, og desuden nidkært og hengivent gør Guds vilje i alt. „Min søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud! Thi en række af dage og leveår og lykke bringer de dig.“ „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ — Ordsp. 3:1, 2; Sl. 119:165.
19. Hvad må de der elsker fred og glæde gøre hvis de vil være sikre på at komme til at nyde disse goder for evigt?
19 Til alle retsindige mennesker som elsker fred og enhed siger vi: Hvis du ønsker at få del i en enestående lykke og at leve i evigvarende fred og tilfredshed i en paradisisk have under Guds riges regering, slut dig da hurtigt til Jehovas fredelskende vidner, og læg ligesom de sagtmodighed, ro, kærlig tålmodighed og selvbeherskelse for dagen. Adlyd altid den guddommelige vilje, der indbefatter Salme 37: „Græm dig ikke over ugerningsmænd, . . . Thi hastigt svides de af som græsset, . . . Tæm din harme, lad vreden fare, . . . Thi ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN [Jehova], skal arve landet. En liden stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans sted, så er han der ikke. Men de sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:1, 2, 8-11.