Ydmyghed kan beskytte dig
„I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, . . . Vær ædru, hold jer vågne.“ — 1 Pet. 5:5-8.
1. Hvilken tendens har mange mennesker, og hvad kan den føre til?
HAR du lagt mærke til at folk ofte tillægger sig selv alt for stor betydning? Mange har en tendens til at være lidt for selvsikre; de henleder opmærksomheden på sig selv ved deres personlige fremtræden, deres tale eller deres livsform. Deres ærgerrige, selvsikre holdning kan ende med en kedelig skuffelse, som det gamle bibelske ordsprog siger: „Mands hovmod går forud for fald.“ — Ordsp. 18:12.
2, 3. (a) Hvad lagde Jesus mærke til da han engang var til en festmiddag? (b) Hvordan gav han gæsterne en lektion i ydmyghed?
2 Da Jesus Kristus engang tog imod indbydelsen til en festmiddag hos en farisæer, lagde han mærke til at gæsterne havde denne hovmodige indstilling i deres hjerter. Bibelen beretter: „Han bemærkede hvordan de udvalgte sig de fornemste pladser.“ (Luk. 14:1, 7) Jesus benyttede derfor lejligheden til at give en lektion i ydmyghed. Han gjorde det ved at fortælle følgende lignelse:
3 „Når du bliver indbudt af nogen til en bryllupsfest, så læg dig ikke på den fornemste plads. Måske er en der er mere anset end du, blevet indbudt af ham, og han som indbød dig og ham, vil komme og sige til dig: ’Overlad din plads til denne mand.’ Og så må du med skam begynde at indtage den nederste plads. Derimod skal du, når du bliver indbudt, gå hen og lægge dig på den nederste plads, så manden der har indbudt dig vil sige til dig når han kommer: ’Ven, ryk højere op.’ Så bliver det til ære for dig for øjnene af alle som ligger til bords sammen med dig. For enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Luk. 14:8-11.
4, 5. (a) Hvad kan ydmyghed beskytte os imod? (b) Hvilken lignelse fortalte Jesus nogle der regnede sig for retfærdige?
4 Så tydeligt og enkelt viste Jesus hvordan ydmyghed kan beskytte et menneske! (Ordsp. 16:18) Men ydmyghed kan ikke alene beskytte os mod at komme i en pinlig situation i selskab med andre mennesker; den kan også skåne os for en ugunstig dom fra Gud, om hvem der siges: „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed.“ (Jak. 4:6; Luk. 20:45-47) Jesus røbede også ved en anden lejlighed hvordan Gud ser på dem der ophøjer sig selv og tillægger sig selv for stor betydning. Det var da han, som det siges, talte til „nogle som havde den tillid til sig selv at de var retfærdige og som regnede de andre for intet“. (Luk. 18:9) Dem fortalte han en lignelse om en farisæer og en skatteopkræver:
5 „Farisæeren stillede sig op og begyndte at bede for sig selv således: ’Gud, jeg takker dig fordi jeg ikke er ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, ja, eller som denne skatteopkræver. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af alt hvad jeg får ind.’ Men skatteopkræveren, som stod et stykke borte, ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men blev ved med at slå sig for brystet og sige: ’Gud, vær nådig mod en synder som mig.’ Jeg siger jer: Denne mand gik ned til sit hus mere retfærdiggjort end den anden; for enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, men den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Luk. 18:9-14.
6. (a) Hvilken indstilling mødte Jesus ofte? (b) Hvilke spørgsmål rejser det?
6 Det er bemærkelsesværdigt så ofte Bibelen nævner tilfælde hvor Jesus mødte mennesker der mente om sig selv at de var mere end andre, og hvor han advarede om hvor farlig denne indstilling kunne være. Han gjorde det atter da han talte til folkeskarerne og til sine apostle i Jerusalem få dage før sin død. Da sagde han: „I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. . . . I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ (Matt. 23:1-12) Men hvem ville Jesus især gavne da han denne gang understregede hvor nødvendigt det var at vise ydmyghed? Hvem var det især han prøvede på at hjælpe og beskytte?
Apostlenes indstilling
7. Hvorfor skulle det ikke undre os at folk er tilbøjelige til at være stolte og gerne vil være fremtrædende?
7 Det er ret væsentligt at vi forstår at vi mennesker, på grund af vore nedarvede ufuldkommenheder, er tilbøjelige til at være selviske og tænke mere om os selv end vi bør. (Sl. 51:7; Rom. 12:3) Og hertil kommer at denne verden prøver på at få os til at mene at vores familie, vores race eller vores nationalitet er bedre end alle andres. Den animerer os også til at søge at blive noget, hæve os op over andre, om nødvendigt med ufine metoder. Derfor skal det ikke undre os at folk stræber efter position og prestige. Det vil de sandsynligvis benægte at de gør, og måske siger de at de slet ikke er interesseret i at få magt eller indflydelse; men hvad viser deres handlinger? Røbede Peter, Jakob, Johannes eller nogle af de andre apostle, for eksempel, at de nærede ønske om at få en fremtrædende stilling? Nå ja, hvad skete der en dag da de sammen med Jesus var på vej hjem til Kapernaum?
8, 9. (a) Hvad diskuterede Jesu apostle på vejen til Kapernaum? (b) Hvordan lærte Jesus ved den lejlighed sine apostle at de havde en forkert indstilling?
8 Med disse ord beretter Markus hvad der skete: „Da [Jesus] var inde i huset spurgte han dem: ’Hvad diskuterede I på vejen?’ De tav, for på vejen havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst.“ Lukas gengiver også begivenheden, men øjensynlig var hverken han eller Markus til stede. (Mark. 9:33-37; Luk. 9:46-48) Derimod var apostelen Mattæus der, og han har uden tvivl følt sig flov over at han deltog i diskussionen. Mattæus undlader at nævne diskussionen, men han beskriver hvordan Jesus ved den lejlighed gav dem en lektion i ydmyghed:
9 „Han kaldte så et lille barn hen til sig og stillede det midt iblandt dem og sagde: ’Jeg skal sige jer sandheden: Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige. Så enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige.’“ (Matt. 18:2-4) En god måde at understrege værdien af ydmyghed på over for disciplene! Små børn ser rent naturligt op til voksne og regner dem for klogere og stærkere. Apostlene måtte vende om og blive ligesådan. Gjorde de det? Fik de en anden indstilling?
10. Hvad bad Jakob og Johannes senere Jesus om, og hvordan reagerede de ti andre apostle?
10 Ikke længe efter fulgte apostlene Jesus til Jerusalem, hvor den sidste begivenhedsrige uge af hans liv ventede ham. Markus fortæller hvad der hændte under deres vandring til byen: „Jakob og Johannes, de to sønner af Zebedæus, trådte hen til ham og sagde til ham: ’Lærer, vi ønsker at du skal gøre det for os vi vil bede dig om.’ Han sagde til dem: ’Hvad er det I ønsker jeg skal gøre for jer?’ De sagde til ham: ’Giv os sæde, én ved din højre hånd og én ved din venstre, i din herlighed.’“ Måske minder denne anmodning dig om de gæster der ved festmiddagen tog de bedste pladser selv! „Da de ti andre hørte om det, begyndte de at harmes på Jakob og Johannes.“ De kunne ikke lide at Jakob og Johannes gik til Jesus bag deres ryg for at sikre sig en overordnet stilling i Kristi regering. — Mark. 10:35-41.
11. (a) Hvad var der galt ved apostlenes måde at se tingene på? (b) Hvordan prøvede Jesus at retlede deres tankegang?
11 Både Jakob, Johannes og de andre apostle betragtede sagen ud fra en fejlagtig, verdslig tankegang. Måske så de flere hundrede år tilbage, til den tid da de israelitiske konger af Davids slægt herskede. De gik måske ud fra at den messianske konge, Jesus Kristus, også skulle have en jordisk regering med mænd af høj stilling og rang. Det kan være de havde personlige ambitioner og gerne ville beklæde sådanne høje embeder. I hvert fald havde de ikke taget ved lære af den lektion i ydmyghed de havde fået. Derfor søgte Jesus at retlede deres tankegang idet han sagde til dem: „I ved at de der synes at herske over nationerne, spiller herrer over dem, og deres store udøver myndighed over dem. Men sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være alles træl.“ — Mark. 10:42-44; Matt. 20:20-28.
12. Hvem havde Jesus især i tanke da han formanede folkeskarerne til at være ydmyge og ikke lade sig kalde „førere“?
12 I betragtning af at Jesu apostle tænkte sådan kan vi gå ud fra at Jesus især havde dem i tanke da han nogle få dage senere sagde til folkeskarerne i Jerusalem at de skulle være ydmyge og ikke kalde sig ’lærere’ eller „førere“. (Matt. 23:8-12) Apostlenes gentagne skænderier kan have fået Jesus til endnu kraftigere at understrege at de skulle vise ydmyghed. Lejligheden dertil kom af sig selv to dage senere da de tolv mødtes i et værelse i Jerusalem for at fejre den jødiske påske.
13. (a) Hvordan viste værten sædvanligvis gæstfrihed i østens lande? (b) Hvad havde apostlene derfor lejlighed til da de fejrede den sidste jødiske påske sammen?
13 Da apostlene ikke var gæster men blot have rådighed over værelset, var der ingen tjenere til at vaske deres fødder. I østen, hvor folk almindeligvis brugte sandaler eller gik barfodede, blev det betragtet som gæstfrihed fra værtens side at gæsterne fik vasket fødder når de trådte ind i hans hus. Som regel var det den ringeste tjener blandt husfolkene der fik den opgave. Den unge kvinde Abigajil viste således oprigtig ydmyghed da hun henvendt til Davids tjenere sagde: „Din tjenerinde er rede til at blive min herres trælkvinde og tvætte hans trælles fødder!“ (1 Sam. 25:41; Luk. 7:44; 1 Tim. 5:10) Apostlene havde her en udmærket lejlighed til ydmygt at tilbyde sig til denne nødvendige tjeneste, men kappestriden stak åbenbart så dybt i deres hjerter at ingen af dem meldte sig frivilligt. Følgen blev at de, imod sædvane, begyndte at spise uden at have fået vasket fødder.
14, 15. (a) Hvilken betydningsfuld tjeneste udførte Jesus for sine apostle? (b) Hvilken belæring indprentede Jesus dermed, og er der noget der viser om apostlene fik fat i meningen?
14 Johannes fortæller hvad der videre skete: „[Jesus] rejste . . . sig fra aftensmåltidet og lagde sine yderklæder. Og han tog et håndklæde og bandt det om sig. Derefter kom han vand i vaskefadet og begyndte at vaske disciplenes fødder og at tørre dem med håndklædet som han havde bundet om sig. . . . Da han nu havde vasket deres fødder og havde taget sine yderklæder på og lagt sig til bords igen, sagde han til dem: ’Ved I hvad jeg har gjort ved jer? I kalder mig „Lærer“ og „Herre“, og I gør det med rette, for det er jeg. Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder.’“ — Joh. 13:1-14.
15 Kan man tænke sig nogen bedre undervisning i ydmyghed? Skulle man ikke tro apostlene havde forstået hvad Jesus mente? Han lærte dem hvilken sindsindstilling de burde have — den ydmyge, den der ville få dem til at udføre selv det ringeste arbejde til gavn for andre. Men hvad skete der? Lukas fortæller om en begivenhed senere samme aften: „Der opstod imidlertid også en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der syntes at være den største.“ (Luk. 22:24) Kan man nu forstå det! Efter alle Jesu bestræbelser for at lære dem ydmyghed havde de stadig ikke befriet deres sind for rangsforestillingen, den idé at nogle skulle indtage højere stillinger end andre. Hele nationens kulturelle opfattelse, domineret af de stolte farisæere og saddukæere, havde tydeligvis medvirket til at forkvakle deres indstilling i en sådan grad at de ikke forstod at de alle var brødre og lige af stand.
16. (a) Hvad gav formentlig anledning til diskussionen? (b) Hvordan søgte Jesus fortsat tålmodigt at hjælpe sine apostle?
16 Jesu hentydninger til Guds rige den aften var uden tvivl anledningen til denne diskussion om hvem der syntes at være den største. (Luk. 22:16-18) Det er sandelig et fremragende vidnesbyrd om Jesu tålmodighed og overbærenhed at han ikke blev vred på sine apostle og irettesatte dem strengt for deres selviske trang til at blive hædret og få tildelt den mest fremtrædende plads ved hans side i det himmelske rige. Roligt — og sikkert i en indtrængende tone — sagde han atter til dem: „Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener.“ — Luk. 22:25-27.
Livsvigtigt at de lærte ydmyghed
17, 18. (a) Hvorfor var det så vigtigt at apostlene lærte ydmyghed? (b) Hvad førte apostlenes selvsikre indstilling til samme nat?
17 Det var yderst vigtigt at de tog ved lære af denne lektion i ydmyghed. Deres liv afhang af om de gjorde det, og det ville også berøre andre kristnes liv, ja hele den kristne hjord. Hvordan det? Læg mærke til hvad deres indstilling førte til samme nat. Jesus advarede dem: „I denne nat vil I alle blive bragt til snublen og fald i anledning af mig.“ Men apostlene protesterede og sagde at det aldrig ville ske. De følte at de kunne stå fast hvad der end måtte ske, og derfor sagde de: ’Om vi så skulle dø, vil vi aldrig nægte at kendes ved dig.’ Og i Peters ord da han tog til genmæle opfanger vi en stærk antydning af den kappestrid der rådede iblandt dem: „Selv om alle de andre bringes til snublen og fald i anledning af dig, vil jeg aldrig blive bragt til snublen og fald!“ — Matt. 26:31-35.
18 Vi husker naturligvis hvad der skete. Alle apostlene svigtede ulykkeligvis deres Herre og Mester. De var uopmærksomme, forsømte at lytte til den vejledning Jesus gav dem gang på gang. Det endte med at de flygtede fordi de blev bange, og efterlod Jesus alene med den hob der kom for at pågribe ham. Og Peter nægtede tre gange at han overhovedet kendte sin Herre! Peter havde jo egentlig sagt: ’Alle de andre er måske svage i troen, men jeg — jeg fornægter dig aldrig, Herre.’ Men denne selvsikre indstilling, denne tillid til at han var mere trofast end de andre, førte til et frygteligt fald for Peter. Hvor vigtigt er det ikke at lære ydmyghed! Fik apostlene det lært til sidst?
19, 20. (a) Findes der vidnesbyrd om at apostlene lærte ydmyghed? (b) Hvordan blev den første kristne menighed øjensynlig ledet, og hvad røber det angående apostlenes indstilling?
19 Ja. Den inderlige tålmodighed Jesus viste dem lønnede sig rigt. Det fremgår af den oprigtighed og ærlighed hvormed de fortæller at Jesus underviste dem i ydmyghed. Man kan udmærket forestille sig hvor elendige de må have følt sig når de mindedes hvad de havde gjort. Ikke desto mindre ønskede de at andre skulle lære af deres fejltagelser og især af den gode belæring Jesus havde givet dem. At de efterhånden tog grundigt ved lære røber den vejledning hvormed de selv opmuntrer andre til at vise ydmyghed. For eksempel skrev apostelen Peter senere: „Endelig skal I alle være enssindede, . . . ydmyge af sind.“ — 1 Pet. 3:8.
20 Endnu flere vidnesbyrd om at apostlene til sidst lærte ydmyghed finder vi i bogen Apostelgerninger i Bibelen. Den giver os indblik i hvordan apostlene samarbejdede i enhed for at opbygge den kristne menighed. Ingen af dem søgte ærgerrigt at blive fremtrædende eller at opnå prestige, og der var heller ingen af dem der optrådte som chefen der ville gøre sine ord til lov. Nej, det var tydeligvis et råd af mænd, bestående af både apostlene og andre ældste, der traf beslutninger i vigtige sager der angik den kristne menighed. Disciplen Jakob, Jesu halvbroder, der ikke var apostel, virkede åbenbart som ordstyrer i rådet da man traf afgørelsen angående omskærelse. (Apg. 15:6-29; 12:1, 2) Dette lader os formode at man skiftedes til at være præsiderende ældste, at posten som ordstyrer gik på omgang. Der udvikledes en ægte ydmyghedens ånd blandt apostlene.
Ydmyghed understreges endnu en gang — hvorfor?
21. Hvordan understregede apostelen Peter vigtigheden af at vise ydmyghed?
21 Nogle år senere fandt apostelen Peter det nødvendigt atter at understrege hvor vigtigt det er at vise ydmyghed; han kommer ind på det i det første af sine inspirerede breve i den bibelske kanon. I kapitel fire nævner han hvilke lidelser de kristne kan forvente at blive udsat for på grund af deres trofasthed mod Gud, og siger så: „De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse, . . . Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent men villigt . . . ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden. . . . Men I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden, for Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed. Ydmyg jer derfor . . . Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge.“ — 1 Pet. 5:1-8.
22. Hvorfor brugte Peter ordet „derfor“ da han — lige efter at have nævnt de kristnes lidelser — gav sin tilskyndelse til de ældste?
22 Hvorfor sagde Peter: „De ældste iblandt jer giver jeg derfor denne tilskyndelse,“ lige efter at han havde nævnt de kristnes lidelser? Jo, for hvis de ældste ikke er ydmyge, kan deres indstilling øge de lidelser og byrder som deres kristne brødre måske allerede tynges af. Er de ældste derimod ydmyge, virker det vederkvægende og det gør det lettere for brødrene at vise udholdenhed. (Es. 32:1, 2) Peter formaner derfor de ældste til ’ikke at spille herrer over dem der udgør Guds arv, men at være eksempler for hjorden’.
23. (a) Hvilke udtalelser af Jesus kan have animeret Peter til at formane de ældste til ikke at spille herrer over hjorden? (b) Hvilken egenskab skulle de ældste iføre sig, og hvilken virkning ville det få?
23 Peter genkaldte sig øjensynlig Jesu udtalelser om de verdslige herskere der „spiller herrer over dem“ og som „udøver myndighed over dem“; og især har Peter sikkert husket ordene: „Men sådan er det ikke blandt jer.“ (Mark. 10:42-44; Luk. 22:25-27) Nej, kristne ældste skulle ikke være som de stolte farisæere, der fortalte andre hvad de skulle gøre men nødig selv ville løfte en finger for at gøre det samme. (Matt. 23:3, 4) I stedet skulle de sætte et eksempel; de skulle selv være villige til at gøre det de forlangte af andre. De skulle, ligesom alle andre kristne, ’iføre sig ydmyghed’. I overensstemmelse med betydningen af det græske ord enkombóomai, der i Første Petersbrev 5:5 er oversat med „iføre jer“, skulle de have denne ydmyghed ’bundet sikkert til sig som med knuder’. Havde de det, ville de aldrig føle sig for gode til at varetage ringe opgaver, som for eksempel at gøre rent i rigssalen, eller til at deltage i alle grene af den kristne menigheds forkyndelsesvirksomhed.
24. På hvilke måder kunne de ældste spille herrer over hjorden?
24 De der ifører sig ydmyghed vil heller ikke tilrane sig specielle behageligheder eller privilegier, som om de fortjente noget bedre end alle andre. Ved de kristne stævner, for eksempel, ville det da ikke i virkeligheden være at spille herrer over deres brødre hvis de ældste arrangerede det sådan at de fik specielle måltider og de bedste arbejdsopgaver, mens de tildelte deres brødre noget der regnedes for ringere? Eller ville det være at sætte et godt eksempel dersom de gik foran i bespisningskøen og fik mad før andre der havde ventet længere? Sandt nok gives der nødstilfælde som følge af presserende arbejdsopgaver, hvor det kan blive nødvendigt at gå foran køen eller at spise på en anden tid eller et andet sted end andre. Men her er noget at tænke alvorligt over! Hvorfor?
25. (a) Er de der har særlige evner eller nyder særlige tjenesteprivilegier ophøjet over andre? (b) Hvilken vejledning bør kristne derfor give agt på?
25 For det første: Når en mand får betroet myndighed udsættes han i særlig grad for at føle sig bedre end andre, at føle sig berettiget til at nyde større fordele end andre. Men er han nu også det? Måske har han visse evner der gør ham egnet som kristen ældste, egnet til at organisere et stævne, men disse evner gør ham ikke til en ophøjet person. (1 Tim. 3:1-7) Jehova Gud betragter ikke en ældste — eller noget andet menneske med særlige evner — som værende ophøjet over sine brødre. Hvor vigtigt er det derfor ikke at sådanne giver agt på Guds vejledning og „i ydmyghed agter de andre højere“! (Fil. 2:3) Denne ydmyge sindstilstand beskytter en kristen mod det frygtelige fald stolthed kan føre til. — Ordsp. 16:18; 18:12.
26. Hvordan kan manglende ydmyghed hos de ældste blive til fare for hjorden?
26 For det andet: Når den kristne ældste er ydmyg virker det til beskyttelse af hjorden. „Fårene“ kan let tage anstød og trække sig bort fra den kristne menighed hvis de ældste tiltager sig særlige forrettigheder, søger at opnå prestige eller en fremtrædende plads, eller på anden vis røber en stolt, hovmodig ånd. Guds ord henstiller indtrængende: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Rom. 12:10) Men hvis „fårene“ ser at de ældste, der forventes at tjene som eksempler, beærer sig selv med det bedste af alt og handler almægtigt og hovmodigt, hvordan virker det så på dem? Det må uvægerlig gøre dem skade. De lidelser de udstår fordi de er kristne vil øges, og det kan føre til ulykke.
27. Hvordan kan de ældste være „ædru“ og hindre at de selv og hjorden bliver opslugt af Djævelen?
27 Er det da så underligt at apostelen Peter advarede: „Vær ædru, hold jer vågne. Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger nogen at opsluge“? Hvis en kristen ældste udvikler en stolt, hovmodig ånd, baner han vejen for at Djævelen kan overvælde både ham og medlemmer af hjorden. Så ældste, søg at undgå endog at virke „ophøjede“ eller overlegne. Ifør jer ydmyghed. Vær imødekommende, venlige, omsorgsfulde og medfølende, som „når en ammende moder plejer sine børn“. (Ef. 4:32; 1 Tess. 2:7, 8) Se altid hen til Jesu Kristi lære og eksempel, og gør jeres bedste for at efterligne ham. — Fil. 2:5-8.
28. Hvilken velsignelse kan vi se frem til, og hvor får vi en forsmag på den?
28 Tænk blot på hvor velgørende det bliver når alle der lever, viser ydmyghed og agter andre højere end sig selv. Hvilken fornyelse og fred! Allerede nu får vi i den kristne menighed en forsmag på den velsignelse det er at komme sammen med ydmyge, uselviske mænd, kvinder og børn. Opmuntrer det os ikke til at iføre os ydmyghed? Ydmyghed kan beskytte os, hindre at vi bliver overlistet af Djævelen, og medvirke til at vi overlever „den store trængsel“ og kommer til at leve evigt i Guds retfærdige nye orden, der hastigt nærmer sig. — Sl. 133:1-3; Åb. 7:9-14.