I skranken for Jehova som Gud trods Babylons fjendskab

„[Jehova] spurgte da Satan: ’Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden.’“ — Job 1:8.

 1, 2. (a) Hvad er det der har stået strid om? (b) Hvilke vidnesbyrd vil blive fremlagt i denne artikel, og hvorfor?

FRA ADAMS tid indtil vore dage har der stået strid om hvem der som universets suveræne Gud retmæssigt udøver herredømmet i himmelen og på jorden. Hvis det er den almægtige Gud, Jehova, er spørgsmålet endvidere om han har pålidelige vidner på jorden der uangribeligt vil træde i skranken for ham som den suveræne Gud? Vil disse udvalgte vidner med udholdenhed hævde hans suveræne stilling, selv om de udsættes for fjendskab, spot og hån? Husk at der står skrevet: „I er mine vidner, lyder det fra [Jehova]. Jeg er fra evighed Gud.“ — Es. 43:12.

² I Nimrods dage, nogen tid efter Vandfloden, begyndte Satan at frembringe en mægtig, frafalden religiøs organisation, hvis arnested var den gamle by Babylon. Dér udvikledes den falske babyloniske religions forestillinger, og derfra spredtes de til jordens fire hjørner. Vi får et indtryk af denne babyloniske religions udvikling hvis vi læser Bibelens dramatiske beretning om Job, der levede i det syttende og sekstende århundrede før vor tidsregning. Det er en beretning der gengiver bemærkelsesværdige himmelske og jordiske optrin, og som indeholder glimtvise vidnesbyrd om Babylons falske religion, der har gjort mange mennesker fjendtligt stemt over for Jehova Guds sande tjenere. Fra dette gamle arnested har Satan udsendt en strøm af underfundige, falske religiøse forestillinger i den hensigt at vedligeholde en årelang strid mellem dem der har ladet sig lede af Babylons falske visdom, og dem der har ladet sig lede af den rene visdom der kommer fra den sande Gud Jehova. (Jak. 3:17) Vi vil nu betragte hvordan Satan ved hjælp af babylonisk religion har spottet Jehova Gud ved i tidens løb stadig at rejse tvivl om hvorvidt der findes en suveræn Gud som tager sig af menneskenes anliggender, sådan som det glimtvis åbenbares i Jobs bog.

Jobs bog

 3. Kan man sige at Jobs bog er pålidelig? Begrund svaret.

³ Nu da vi nærmer os „hævnens dag fra vor Gud“ (Es. 61:2), hvor dette stridsspørgsmål om hvem der er universets suveræne Gud, skal endeligt afgøres, søger den moderne højere bibelkritik stadig at drage beretningen om Job i tvivl, i et forsøg på at gøre folk blinde for dens ægthed og fremadskridende opfyldelse. ’Moses, var ikke den inspirerede nedskriver,’ siger kritikerne, ’lige så lidt som Job var en historisk person; men Jobs bog er blot et smukt læredigt, skrevet mellem 600-400 f.v.t.’a Den højere bibelkritik ignorerer bogens overvældende indre vidnesbyrd, dens tale om et meget rigt nomadesamfund der kun kan passe på det syttende århundredes patriarkalske samfund, og ikke på det femte århundrede f.v.t., hvor den mere bymæssige tilværelse i de forskellige lande med deres faste styreformer ville usandsynliggøre en Job med en sådan velstand og så store kvæghjorde som Bibelen omtaler. Vi kan fastslå Jobs bogs pålidelighed såvel som tidspunktet for bogens affattelse.b Som en del af Guds hellige ord tjener Jobs bog som et udmærket grundlag for et nøjere studium af den udfordring der er rejst med hensyn til hvem der er den Højeste Gud.

Fortidens Job

 4. Hvem var Job? Hvordan var han i familie med Abraham, og hvilken adfærd i lighed med Abraham fulgte han?

⁴ Lad os nu vende os til Jobs bog for at se hvordan den, ved hjælp af de begivenheder der indtraf i Guds tjener Jobs liv, klart fremholder stridsspørgsmålet om hvem der er den højeste Gud. Job, der var en meget rig mand som var velsignet med syv sønner og tre døtre, boede som en efterkommer af Uz, øst for det land der var lovet Jobs fjerne grandonkel Abraham. (1 Mos. 22:20, 21; Job 1:1) Job tjente den samme Gud, Jehova, som Abraham tilbad, og han kom til at indtage en fremtrædende stilling før hans fjerne slægtning Moses blev Jehovas profet for israelitterne under disses trældom i Ægypten i det sekstende århundrede f.v.t. Jehova kunne derfor med rette sige om sit vidne Job at „han var mægtigere end alle østens sønner“, og ligeledes at „der findes ingen som han på jorden“, det vil sige blandt dem der levede samtidig med ham. (Job 1:3; 2:3) Længe før Jobs tid var hans fjerne slægtning Abraham draget ud fra Ur i Kaldæa, et område der var påvirket af babylonisk religion. (1 Mos. 11:28, 31) Abraham havde ladt den hedenske afgudsdyrkelse og Babylons religiøse ritualer, der havde gennemsyret hans fødeby Ur, bag sig. (1 Mos. 15:7) Navnet Kaldæa kom i virkeligheden senere til at betyde det samme som Babylon. (Ez. 23:15) Da Abraham var ung havde han ikke alene nægtet at antage Babylons religion, men han havde også nægtet at lade sig besnære af dens tankegang og ånd. For ikke at blive delagtig i Babylons synder og de plager disse havde til følge, var Abraham klogeligt draget bort fra Babylons indflydelse og havde, ledet af Jehova, den sande Gud, slået sig ned i Kana’an, det forjættede land. (Åb. 18:4) Selv om Job ligeledes levede i østen, hvor Babylons religion var fremherskende, nægtede han ligesom Abraham at lade sig påvirke af Babylons religion. Han stod fast i sin uangribelighed og hævdede den sande Gud Jehova som universets suveræne hersker.

Satan får lov at prøve Job

 5. Bevis at ordet „Satan“ hentyder til en bestemt person, og forklar til hvem det hentyder.

⁵ Vi vil nu betragte den indledende scene i Jobs bog, hvor vi får lov at se det majestætiske hof i himmelen. Englene får foretræde for den sande Gud Jehova. Stridsspørgsmålet om hvem der er den sande Gud bliver tydeligt dramatiseret ved at den skabning der kaldes „Satan“ også er til stede. Det er værd at lægge mærke til at Jehovas store modstander, der også er menneskenes største fjende, i Job 1:6 og versene derefter fremtræder som en person og tituleres som sådan. Det hebraiske udsagnsord satanʹ betyder „at stå imod“, og bruges for første gang af Moses i Fjerde Mosebog 22:22, 32.c Men i Job 1:6 bruges navneordet satanʹ med det bestemte kendeord ha tilføjet, og bliver således til has-satan eller på dansk: modstanderen, satan.d Det bestemte kendeord viser at Satan er en person og umuliggør den opfattelse som mange har, at Satan er et abstrakt begreb, et udtryk for ondskab eller modstand. Bibelen viser således at Satan er en bestemt person, og ordet „Satan“ anvendes med rette som en af hans benævnelser. — Se også Zakarias 3:1, 2.

 6. Hvilken guddommelig egenskab ejer Jehova, og hvoraf fremgår det?

⁶ Jehova, der prøver sine dyrebare tjenere som man prøver ædelstene, kan læse engles og menneskers hjerter. „Jeg, [Jehova], jeg ransager hjerte . . . for at gengælde hver hans færd, hans gerningers frugt.“ (Jer. 17:10) „[Jehova] vejer hjerter.“ (Ordsp. 21:2) Denne guddommelige evne gør det også muligt for Jehova at læse Satans dybeste tanker. „[Jehova] spurgte da Satan: ’Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så [1] from og [2] retsindig en mand, som [3] frygter Gud og [4] viger fra det onde.’“ (Job 1:8) Heraf fremgår det også at Jehova nøjagtigt kunne læse Jobs hjerte, for alle de fire ovennævnte prisværdige egenskaber som fandtes hos Job, er frugter af et rent og godt hjerte. „Et godt menneske tager gode ting frem af sit hjertes gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd; thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ — Luk. 6:45.

 7. (a) Hvad beskylder Satan falskeligt Job for? (b) Hvad er dette et indirekte vidnesbyrd om?

⁷ Vi vil nu se hvad der videre sker i himmelen. Satan hævder nu at Job tjener Jehova for selvisk vindings skyld, for rigdommens skyld, og ikke på grund af sin uangribelighed eller sin kærlighed til Gud. „Satan svarede [Jehova]: ’Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham og hans hus og alt, hvad han ejer, på alle kanter?e Hans hænders idræt har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’ Da sagde [Jehova] til Satan: ’Se, alt hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd!’ Så gik Satan bort fra [Jehovas] åsyn.“ — Job 1:9-12.

I Satans hånd

 8. (a) Forklar Bibelens symbolske brug af udtrykkene arm og hånd. (b) Hvilken magt får Satan lov at anvende?

⁸ I Bibelen bruges både den menneskelige hånd og arm i regelen som et billedligt udtryk der symboliserer noget ganske bestemt. Armen symboliserer evnen til at frembringe, udvikle eller opbyde styrke eller magt. Menneskets arm ejer for eksempel evnen til med stor magt, styrke eller kraft at kaste en genstand, som for eksempel en bold. Men det er hånden der symboliserer hvordan magten eller styrken anvendes. Det er hånden der gør visse ting ved hjælp af den kraft armen frembringer. Når man kaster en bold er det hånden der bestemmer hvordan armens styrke bliver omsat og får bolden til at beskrive en bue. Jehovas arm eller styrke er beskrevet i Esajas 51:9-11, mens hans hånd, hans ordning hvorefter hans magt anvendes, er omtalt i Første Petersbrev 5:6. I Jobs tilfælde foreslår Satan at Jehova på ny rækker sin hånd ud mod Job, denne gang ved at udsætte ham for forfølgelse. Jehova går imidlertid blot med til for en tid at tage sin hånd bort fra Job, og tillader dermed at Job kommer under Satans fjendtlige hånd, hans anvendte magt, for at blive udsat for lidelser og ulykker.

 9. (a) Hvordan begynder Satan at anvende sin hånd? (b) Hvordan vidner disse begivenheder om Babylons indflydelse?

⁹ Næste scene viser os hvad der sker på jorden. Fra det usynlige påfører Satan nu Job store lidelser. Job får Satans hånd, hans anvendte magt, at mærke. Satan får gennem nogen tid sine jordiske redskaber i form af babylonisk oplærte bander til at udføre forskellige fjendtlige handlinger. For det første gør Satans håndlangere, de plyndrende sabæere, indhug i Jobs rigdom ved at røve Jobs store kvæghjord. Sabæerne var i øvrigt afgudsdyrkere der tilbad himmellegemerne, solen, månen, og stjernerne, en afgudsdyrkelse der stammede fra Babylon.f (Es. 47:1, 13) Job selv var åbenlyst imod en sådan tilbedelse af solen og månen. (Job 31:26-28) Der bliver gjort yderligere indhug i Jobs velstand ved at der fra atmosfæren falder en ødelæggende ild, der dræber hans store fåreflok. (Ef. 2:2) Til sidst bliver resten af hans rigdom frataget ham ved at tre flokke kaldæere røver hans store bestand af kameler. Læg mærke til at kaldæerne, der var et babylonisk folk som beherskedes af falsk religion, også var redskaber der blev brugt af Satan til at bekæmpe Jehovas sande vidne Job. At der var „tre“ flokke kaldæere vidner om at de religiøse babyloniere allerede dengang var stærke modstandere af Jehova, idet tallet tre symboliserer eftertryk eller understregning. — Job 1:13-17.

10, 11. (a) Hvordan reagerer Job over for Satans fornyede angreb? (b) Hvem er det der står bag forfølgelser, og hvorfor tillader Gud disse?

¹⁰ Ikke nok med det — Job var stadig i Satans fjendtlige hånd. En stærk storm, frembragt af Satans arm, fór hen over Jobs ti børn, der blev dræbt af Satans hånd, hans anvendte magt. (Hebr. 2:14) Hvilket sønderknusende slag! (Job 1:18-20) Selv om Job ikke forstod hvorfor alle disse trængsler ramte ham, forblev hans hjerte loyalt over for Jehova. Da Job havde mistet så godt som alt sagde han: „[Jehova] gav, og [Jehova] tog, [Jehovas] navn være lovet!“ — Job 1:21, 22.

¹¹ Her vises det én gang for alle at den forfølgelse og modstand som Jehovas trofaste vidner må udholde, aldrig kommer direkte fra Jehovas hånd. Denne forfølgelse skyldes altid den hånd som Satan og hans forbundsfæller, dæmonerne eller mennesker der er påvirket af babylonisk religion, får tilladelse til at bruge. Det er først når man underkaster ædelstene en prøve at man bliver klar over deres værdi. Sådan er det også med Jehovas trofaste vidners prøvede hjerter. (Jak. 1:2, 3) Jehova ved hvordan han skal give sine tjenere den åndelige opmuntring og føde der er nødvendig for at opbygge hjertet. Jehova ved hvordan han skal give hjertet den rette oplæring så det får den fornødne udholdenhed til at modstå et overmenneskeligt, satanisk pres, som det Job modstod. — 1 Kor. 10:13.

Tro mod Jehova som den suveræne Gud

12. Hvilken ulykke rammes Job nu af, og hvorfor?

¹² Efter at Satan er kommet til kort i at bevise at Jobs hengivenhed og tjeneste for Jehova skyldes en materialistisk indstilling, føres vi i den tredje scene atter tilbage til himmelen, hvor Satans udfordring nu lyder: „’Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv!g Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’ Da sagde [Jehova] til Satan: ’Se, han er i din hånd; kun skal du skåne hans liv!’“ (Job 2:4-6) Endnu en gang benytter Satan sin hånd eller anvendte magt, denne gang som et middel til at påføre Job personlige lidelser. „Så gik Satan bort fra [Jehovas] åsyn, og han slog Job med ondartede bylder fra fodsål til isse. Og Job tog sig et potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i askedyngen.“ (Job 2:7, 8) Vi er dermed nået til den fjerde scene. På jorden udsættes Job for en langvarig ildprøve, idet Satan søger at bevise den påstand hvormed han har udfordret Jehova som den suveræne Gud, og det gør han ved at prøve Jehovas tjener Job til det yderste.

13. Hvilken virkning havde Jobs trængsler på Jobs hustru? Forklar nærmere.

¹³ Jobs prøver vedvarer. Job og hans hustru havde ingen åndelig fjernsynsanordning, hvormed de som vi, der nu har den færdige, inspirerede bibelske beretning om Job, med deres „hjertes øjne“ kunde se hvad der lå bag Jobs trængsler. (Ef. 1:18) Selv om der var mange ting Job ikke kunne forstå i forbindelse med sin prøve, vedblev hans tro dog at være stærk og han holdt fast ved Jehova som den sande Gud. Endnu et slag ramte Job — hans hustru, hans nærmeste og kæreste, blev svag i troen. Hun sagde til ham: „’Holder du endnu fast ved din fromhed [uangribelighed, NW]? Forband Gud og dø!’h Men han [Job] svarede hende: ’Du taler som en dåre! Skulle vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?’ I alt dette syndede Job ikke med sine læber.“ — Job 2:9, 10.

Tre venner påvirket af babylonisk tankegang

14. (a) Hvem brugte Satan dernæst til at friste Job? (b) Hvilken babylonisk baggrund ser det ud til at Jobs tre venner havde?

¹⁴ I det syttende århundrede f.v.t. havde Babylons religion påvirket alle folkeslag i og omkring Palæstina. Forskellige vidnesbyrd tyder på at Jobs såkaldte venner havde antaget den frafaldne babyloniske religion. Disse falske venner kunne nu bruges af Satan til at lægge et særligt pres på Job. For at Jobs lidelser kunne ramme ham dybt i hjertet, påvirkede Satan disse tre babyloniske redskaber til at anvende filosofisk visdom og dermed udmatte Job mentalt og undergrave hans loyalitet mod Jehova. At der var tre sådanne foregivne trøstere understreger at Satan satte alt ind på dette underfundige angreb. Den første falske ven var Elifaz, der var temanit, hvilket viser at han var en efterkommer af Abraham gennem dennes frafaldne sønnesøn Esau. (1 Mos. 36:2, 10, 11) Temanitterne var berygtede for deres afvegne visdom, idet de ikke havde holdt fast ved den sande religion, Abrahams tro. (Jer. 49:7) Sjuhitten Bildad, den anden falske ven, var også en efterkommer af Abraham, nemlig gennem hans sjette søn, Sjua, med hans anden hustru Ketura. (1 Mos. 25:2) Bildad havde også vendt sig bort fra Abrahams sande religion. Hans navn Bildad betyder enten „stridens søn“ eller „Bel har elsket“, hvilket kunne hentyde til hans barndoms stærkt babyloniske baggrund, idet Bel var Marduks, babyloniernes øverste Guds, titel. (Jer. 50:2)i Den sidste af dette trekløver af trættende „trøstere“ var na’amatitten Zofar, hvis taler også afslørede at han havde vendt sig bort fra Abrahams sande religion. Septuaginta omtaler ham som „Sofar, minæernes konge“. Minæerne var arabere, og disse anses almindeligvis også for at være efterkommere af Abraham.

15. Hvad synes de syv dages tavshed at være udtryk for, og hvorfor?

¹⁵ Da de tre „venner“ ankom, indledte de deres „trøstekampagne“ med en tavshedsperiode på syv dage og syv nætter hvor de sad hos Job. (Job 2:13) Det er rigtigt at Abrahams efterkommere, dengang Jakob blev begravet, holdt en stor sørgefest med dødeklage i syv dage (1 Mos. 50:10), men der findes ingen vidnesbyrd om at israelitterne havde den skik at holde syv dages tavshed. De syv dages tavshed synes derfor at være en babylonisk skik hvormed man påkaldte de usynlige magter, Satan og dæmonerne, for at få vink og råd om hvad der var tilrådeligt i en bestemt situation.j Da de syv dage var gået viste det sig i hvert fald at disse tre var med i Satans komplot for at svække Job i hans hævdelse af Jehova som den suveræne Gud.

Titler anvendt om guddomme

16. Vis hvordan forskellige hebraiske ord for Gud er blevet anvendt af (a) hedningerne, (b) Jehovas sande tjenere.

¹⁶ Lad os nu undersøge de nærmere beviser for at Jobs tre falske trøstere talte den frafaldne sibbolet-religions babyloniske visdom og ikke trøstede Job med den sande sjibbolet-religions rene visdom. (Dom. 12:6) Deres babyloniske visdom lød med andre ord tiltalende og meget lig den guddommelige visdom, men dens klang var ikke helt ægte. Eftersom det store stridsspørgsmål drejer sig om hvem der er universets suveræne Gud, er det værd at lægge mærke til at de alle tre hævdede at være tilhængere af monoteisme eller troen på én gud. Disse tre efterkommere af Abraham brugte udtrykkene „Almægtig“ (shaddaʹi) og „Gud“ (el eller eloʹah, ental, eller elohimʹ, flertal, pluralis majestatis), ligesom deres stamfader Abraham havde gjort og som Job gjorde. (1 Mos. 17:1; Job 4:17; 6:4; 8:3; 11:7) Men nu kommer prøven! Dengang afgudsdyrkelsen indførtes på Enosj’ tid, begyndte menneskene at kalde deres afguder for „gud“ (el eller elohim). Palæstinas Targum giver følgende kommentar til Første Mosebog 4:26: „Det var den generation i hvis dage de begyndte at fare vild, idet de lavede sig afguder som de opkaldte med Herrens ords navn.“k Efter Vandfloden på Noas tid begyndte de af Babylon påvirkede hedninger ligeledes at kalde deres afguder med flertalsformen, pluralis majestatis, elohim, gud. (Læg mærke til dette i forbindelse med guden Dagon, der omtales i Dommerbogen 16:23, 24, og guden Kemosj og guden Milkom i Første Kongebog 11:33, og guden Ba’al-Zebub i Anden Kongebog 1:2, 3, 16.) Læg mærke til at de sande gudsdyrkere i Noas beretning om Enoks tid, efter at afgudsdyrkelsen havde vundet indpas, ofte anbragte det bestemte kendeord ha foran el eller elohim for at skelne „den sande Gud“ Jehova fra de falske guder, der også blev omtalt som el eller elohim, men ikke som ha-el eller ha-elohim.l — 1 Mos. 5:22, NW; 2 Kong. 1:6, 9, NW.

17, 18. Vis forskellen i den måde hvorpå ordene for Gud og Jehova blev brugt af (a) Abraham og Job, (b) de tre venner. Hvordan berører dette stridsspørgsmålet om hvem der er den sande Gud?

¹⁷ Abraham fulgte denne skik fra Enoks tid ved også at bruge den skarpt adskillende form ha-elohim om Jehova (som i Første Mosebog 17:18; 20:6, 17 og 22:9). De der ønsker at undersøge dette nærmere kan i New World Translation finde alle de steder hvor ha-el og ha-elohim forekommer i den hebraiske tekst, idet disse ord er oversat med udtrykket „den [sande] Gud“. I sine taler følger Job Abrahams eksempel, idet han også hævder Jehovas guddommelige suverænitet i forhold til de hedenske guder ved lejlighedsvis at bruge formerne ha-el og ha-elohim. (Se Job 2:10; 13:8; 21:14; 31:28, alle i NW.) Men af Bildads og Zofars taler fremgår det at de følger de religiøse babylonieres skik, idet de bruger den almindelige form, el eller elohim for gud. Selv Elifaz, der gør krav på at være ortodoksiens forkæmper (Job 15:10), bruger kun udtrykket ha-el, „den sande Gud“, i Job 22:17 (NW), og da blot på en nedsættende måde i forbindelse med dem der holder fast ved Jehova som den sande Gud. — Job 22:15.

¹⁸ De tre falske trøstere fulgte også en anden babylonisk skik, nemlig den der bestod i at man skjulte guddommens personlige navn, for ikke en eneste gang i deres mange taler bruger de det guddommelige navn Jehova, hvorimod Job bruger navnet Jehova fem gange. (Job 1:21; 12:9; 28:28) I beretningen om deres stamfader Abraham anvendes navnet Jehova omkring halvfjerds gange fra Første Mosebog kapitel 12 til og med kapitel 24. Job er ligeledes den eneste der hengivent omtaler Jehova som „den Hellige“. — Job 6:10.

En spiritistisk oplevelse

19. Hvad viser Elifaz’ spiritistiske oplevelse?

¹⁹ Et andet karakteristisk træk ved babylonisk religion er dens forbindelse med onde ånder eller dæmoner. Sådanne ånder eller dæmoner var ikke i stand til at materialisere sig ligesom de trofaste engle der besøgte Abraham. (1 Mos. 18:1-8) Det betød at dæmonerne måtte gå indirekte til værks og ty til spådomskunst og orakler. „Ved inspireret eller naturlig spådomskunst påstås mediet at være under direkte indflydelse af en eller anden ånd eller gud, der sætter sandsigeren i stand til at se ind i fremtiden og udtale orakler om det han ser. . . . Det kan bevises at der blandt de gamle babyloniere og ægyptere herskede den opfattelse at guderne ikke alene gav menneskene orakler men også alle slags varsler og derved gav udtryk for deres meninger.“a Læg mærke til at Elifaz i sin første tale henviser til en af sine spiritistiske oplevelser som støtte for sit argument. (Job 4:15-17) Hverken Abraham eller Job havde nogen sinde sådanne erfaringer med dæmonerne; det ville have været at fornægte Jehova som den højeste Gud og som den der ledte dem direkte.

Det dødelige menneske — opstandelseshåbet

20. Vis hvordan Job havde nøjagtig kundskab om hvad mennesket er. Hvordan giver Job udtryk for sit håb om fremtiden?

²⁰ I sine modargumenter bruger Job udtrykket „det dødelige menneske“ (hebraisk enoshʹ) mange gange. Han forstod at mennesket er en levende sjæl. Han forkastede den babyloniske opfattelse at mennesket har en udødelig sjæl. Job troede at mennesket er dødeligt og at livet ophører med døden. (Job 7:1, 17; 9:2; 10:4, 5; 13:9; 14:1, 2; 28:13; alle disse steder anvendes det hebraiske ord enosh, der betyder „dødeligt menneske“.) Job viser endvidere at mennesket udånder ved døden. (Job 10:18; 14:10; 27:5; 29:18, NW) Det at Job havde det rette syn på dette vigtige spørgsmål gjorde det muligt for ham at hentyde til sit håb om en opstandelse, om at få livet igen som menneske her på jorden. (Job 14:13, 14, NW) Det er bemærkelsesværdigt at hans tre falske venner forholdt sig tavse i spørgsmålet om opstandelsen.

Babylonisk filosofi

21. Gengiv nogle af de fjendtlige udtalelser som de tre falske venner fremfører mod Job.

²¹ De tre „venner“ forfægter, med små religiøse afvigelser, den materialistiske, babyloniske filosofi at kun de vise har fremgang og at de skyldige må lide ondt. (Job 4:7, 8) De påstår løgnagtigt at Jehova ’end ikke tror sine tjenere’. (Job 4:18) De opfordrer ham til at være rettroende og at holde sig til de tidligere generationers traditioner. (Job 8:8, 9) De gør sig til talsmænd for at religion skal være enkel og barnlig, og at man ikke skal gå for dybt i de ting der har med Gud at gøre. (Job 11:7) De klager over at Job (et af Jehovas vidner) i sin indbildskhed mener at vide mere end fortidens religiøse vismænd. (Job 15:9, 10) Disse „venner“ føler sig krænkede over Jobs urokkelige uangribelighed over for den sande Gud, for det får dem til at stå som urene. (Job 18:3, NW) De siger i virkeligheden: ’Job, du tager din religion alt for alvorligt ved at prøve at bevare en ret stilling ind for Gud.’ (Job 22:2-4) Job må øjensynligt være et slet menneske eftersom Gud dømmer ham så hårdt. (Job 22:5-10) Til sidst påstår disse babyloniske vismænd rent ud at det er umuligt for Job, der kalder sig et „dødeligt menneske“ (Job 7:1, 17, NW), at komme til at stå ren og retfærdig ind for Gud. — Job 25:4.

Job vender blikket indad

22. Hvordan blev Job tvunget til at vende blikket mod sig selv, og hvad sagde han?

²² Med disse tre langtrukne argumentationer, bygget på materialistisk filosofi, tvinger dette vanhellige trekløver Job til at forsvare sig selv og vende blikket indad for at kunne erklære sig retfærdig, i stedet for at forsvare det berettigede i at den sande Gud fører denne sag for at hævde sin suveræne stilling. Denne gennemgribende prøve, denne pinefulde proces, foregår dybt i Jobs hjerte, hvilket fremgår af de spørgsmål og svar han kommer med. „Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er menneskets vogter? Hvi gjorde du mig til skive, hvorfor blev jeg dig til byrde?“ (Job 7:20) „Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer stå frem.“ (Job 19:25) „O gid at en ville lytte til mig, at den Almægtige selv ville svare mig ifølge min underskrift!“ (Job 31:35, NW) Ja, med denne lange kamp som Satan havde fået tilladelse til at føre ved hjælp af sine jordiske håndlangere, blev Job prøvet i sit allerinderste, men hans hjerte viste sig at være ærligt, rent, og fuldt af håb og tillid til Gud.

Elihus bedømmelse af sagen

23. (a) Hvordan lød Elihus bedømmelse af den langvarige religiøse strid? (b) Hvorledes greb Jehova ind, og hvordan var Jobs reaktion?

²³ Til sidst hæver den neutrale tilskuer, Elihu, sin røst og viser hvordan den sande og falske visdom, der er kommet til udtryk i argumentationen, med rette bør bedømmes. „Mod Job blussede hans vrede op fordi han retfærdiggjorde sin egen sjæl mere end Gud. Også mod hans tre venner blussede hans vrede op fordi de ikke havde fundet et svar men havde sagt at Gud var ond.“ (Job 32:2, 3, NW; Buhl; Rotherham) De tre falske trøstere havde således lidt et fuldstændigt nederlag i forbindelse med stridsspørgsmålet om hvem der er den sande Gud, mens Jobs opmærksomhed var blevet afledt fra det egentlige og han var blevet optaget af sig selv, skønt han dog hele tiden bevarede sin uangribelighed i forholdet til den sande Gud. Dramaet ender derefter med en storslået åbenbaring af den sande Guds visdom, idet han taler ud fra stormvejret. Her viser Jehova sin overvældende magt som den suveræne Gud, idet han gør opmærksom på hvordan skaberværket og naturens undere er alt for underfulde til at det dødelige menneske kan fatte dem. (Job, kapitlerne 38-41) Jobs rene hjerte reagerer hurtigt over for denne storslåede åbenbaring af den himmelske visdom: „Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! . . . jeg tager det derfor tilbage og angrer i støv og aske!“ — Job 42:2, 6.

24, 25. (a) Hvordan lød Jehovas dom over de to parter i striden? (b) Hvordan slutter dramaet om Job? (c) Hvilket spørgsmål opstår nu, og hvordan vil det blive besvaret?

²⁴ Derefter stadfæster Jehova Elihus irettesættelse af de tre falske venner idet han siger: „Min vrede er blusset op mod dig [Elifaz] og dine to venner, fordi I ikke talte rettelig [sandt, NW] om mig som min tjener Job! Tag eder derfor syv tyre og syv væddere og gå til min tjener Job og bring et brændoffer for eder. Og min tjener Job skal gå i forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig [sandt, NW] om mig som min tjener Job!“ (Job 42:7, 8) Jehova afslørede således selv disse babyloniske vismænds afvegne religion, idet han to gange erklærede at de ikke havde talt „sandt“. Deres såkaldte visdom var dårskab, når det kom til stykket. Denne strid, der skyldtes Satans udfordring, blev et ynkeligt nederlag for Satan. De tre „venner“ måtte ydmyge sig, omvende sig og underlægge sig Jobs præstelige tjeneste, idet de måtte antage den sande religion. Om Job siges der at „Jehova vendte selv Jobs fangne tilstand“ (NW) og velsignede ham med dobbelt så megen materiel rigdom som han havde haft i begyndelsen. Hvad hans familie angik, blev han velsignet med syv sønner og tre smukke døtre, selv om han og hans hustru var kommet højt op i årene. — Job 42:10-15.

²⁵ Jehova viste sig i sandhed at være den sande Gud, der kan udvælge pålidelige vidner som på jorden vil træde i skranken for ham som den suveræne Gud. Job var den tids sejrende vidne. Får dette drama en profetisk opfyldelse og er det af interesse for dem der senere har søgt den sande visdom? De efterfølgende artikler vil indeholde beviser herfor.

[Fodnoter]