Bevar det dyrebare forhold

„Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jak. 4:8.

 1, 2. (a) På hvilken måde er Jehova en gavmild Giver? (b) I hvilken fare svæver den der tvivler, og hvordan kan denne situation undgås? (c) Er tro noget der blot foregår i hjernen, og kan troen vokse?

JEHOVA er en gavmild Giver. Fra beretningen i Lukas-evangeliet har vi allerede lært at Jehova lytter til dem der vedholdende beder til ham og holder sig vågne. Også andre bibelskribenter er blevet inspireret til at give praktisk vejledning om emnerne tro og bøn, der er så nært forbundet med hinanden.

² Disciplen Jakob, for eksempel, minder os allerede i begyndelsen af sit brev om at vi ’fortsat må bede Gud om visdom’ til at udholde forskellige former for trængsler. Han tilføjer denne tilskyndelse og advarsel: „Men lad ham fortsat bede i tro, uden overhovedet at tvivle.“ Den der bliver ved med at tvivle er „en ubeslutsom [på græsk: dobbeltsjælet; da. aut.: tvesindet] mand“; han vil intet få fra Jehova. Vi ønsker derimod at vor tro må have den ægthed som Jakob taler om: „Den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed.“ (Jak. 1:3-8)a Til at begynde med er vor tro måske ikke så stor som Abrahams, men den kan vokse, og den må i hvert fald altid være ægte, aldrig halvhjertet. Følgende ord af Paulus burde kunne siges om os: „Jeres tro vokser overmåde og den kærlighed som I alle hver især har over for hinanden, øges.“ Ægte tro er ikke noget der blot foregår i hjernen. Paulus skrev: ’Tro i dit hjerte.’ Ja, i vort hjerte må vi have gode tilskyndelser, som kan føre til gode gerninger. — Rom. 4:20; 10:9, 10; 2 Tess. 1:3.

 3. Hvilke kontraster henledes opmærksomheden på i Jakob 4:7, 8?

³ Dette bekræftede Jakob senere i sit brev med disse ord: „Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme.“ Som optakt til dette benyttede Jakob — ligesom Jesus — sig af nogle kontraster for at få læserne til at forstå de sandheder der skulle understreges: „I skal derfor underordne jer under Gud; men stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ — Jak. 4:7, 8.

 4. (a) Hvad må man gøre for at ’komme nær til’ nogen, og hvor må tilskyndelsen hertil komme fra? (b) Udsteder Gud blot en indbydelse? Hvilke foranstaltninger er allerede blevet truffet til gavn for alle?

⁴ Hvilken opmuntring til at være beslutsom på rette måde! Og hvilken indtrængende appel rettes der ikke til sidst! Man kan være beslutsom og ihærdig af ren og skær pligtfølelse, men at komme nogen nær kræver noget langt dybere. Det kræver en tilskyndelse som kommer fra hjertet og som får én til beredvilligt at bringe ofre for at opnå og nyde det nære personlige forhold man tragter efter. Læg mærke til at Jakob ikke sagde at Gud, hvis vi kommer nær til ham, så at sige sidder og venter på at tage imod os. Nej, hvis vi gør en aktiv og personlig indsats for at komme ham nær, så vil han på sin side gøre noget tilsvarende. Hvordan gør han det? Han har allerede truffet nogle gode foranstaltninger: vi har fået hans ord, og hans søn er givet os som en genløser; derved er det blevet muligt for os ufuldkomne og syndige mennesker at komme nær til ham. Disse foranstaltninger står til rådighed for alle som ønsker at benytte sig af dem ud fra et oprigtigt og ægte motiv.

 5. Hvordan benyttes Guds indviede tjenere ofte som redskaber til at hjælpe dem der gerne vil ’komme nær til Gud’?

⁵ Men gør Jehova desuden noget af mere personlig art? Hvad er det der i mange tilfælde rører hjertet hos et sandhedssøgende menneske? Det er ikke blot kundskaben om sandheden, men også den oprigtige og varme personlige interesse som vises af den forkynder Gud har brugt til redskab, ikke sandt? (1 Kor. 3:5) Når den sandhedssøgende første gang overværer et møde hos Jehovas Vidner, forstår han måske ikke så meget af det der bliver sagt, men det der gør indtryk på ham er den oprigtige og venlige atmosfære, den hjertelige velkomst han får og den personlige opmærksomhed han mærker hos alle. På denne måde bringes han faktisk til at føle at Gud selv nærmer sig ham, ligesom han selv har søgt at nærme sig sandheden og sandhedens Giver. Efterhånden som han fortsætter, oplever han flere og flere udtryk for Guds ledelse og velsignelse, for Gud ’giver gavmildt og uden at bebrejde’. — Jak. 1:5.

 6. Hvordan alene er dette muligt?

⁶ Efterhånden som den sandhedssøgende ledes til skridt for skridt at gå fremad på retfærdighedens vej, begynder han at forstå hvilken forret det er at kunne blive benyttet af Jehova som et af hans redskaber til at hjælpe andre. Denne proces hos den nye er kun mulig ved at Guds ånd udgydes i vore hjerter og vi frembringer denne ånds frugt og viser sand kærlighed idet vi efterligner Gud. — Gal. 5:22, 23; 1 Joh. 4:11.

Vær årvågen og beslutsom

 7. Hvad tyder den gennemgående tone i Jakobs brev på?

⁷ Jakob skrev til indviede kristne som allerede havde ændret sind og omvendt sig. De havde omvendt sig fra det syndige liv de tidligere havde ført, og nu havde de uden forbehold indviet sig til Jehova for at gøre hans vilje i fremtiden. Den gennemgående tone i Jakobs brev viser imidlertid at mange ikke levede op til det de var gået ind på ved indvielsen. De glemte at dette forhold til Jehova må bevares i en sund tilstand.

 8. (a) Hvorfor kan et godt forhold mellem personer ikke tages som en selvfølge? (b) I hvilken forbindelse var det magtpåliggende for Jakob at hjælpe dem der var ved at ’visne’?

⁸ Det er sjældent at et forhold mellem personer er uforanderligt, om det nogen sinde er det. Et godt forhold kan ikke betragtes som en selvfølge. Enten bliver det bedre, skønt det måske foregår langsomt; det bliver dybere og mere rodfæstet, som et træ der vokser — eller også bliver det ringere og begynder at visne hen. Det taber både sine frugter og sit løv. (Sl. 1:1-3) Sådan gik det med det kødelige Israels nation. For Jakob var det magtpåliggende at han, før det var for sent, fik genoplivet de åndelige israelitter som på en lignende måde begyndte at ’visne’. Han trak situationen meget klart op for dem idet han stillede det sande op som modsætning til det falske, både i forbindelse med forskellige former for visdom, og i forbindelse med venskab, som for eksempel i Jakob 3:13-18 og Jakob 4:1-6. Derefter følger appellen i Jakob 4:7, 8, som citeret ovenfor. Den svarer til de opfordringer Jehova rettede til det kødelige Israel, som vi kan læse i Esajas 55:6, 7 og Malakias 3:6, 7.

 9. (a) Nævn en af de angrebsmetoder Djævelen benytter. Hvordan oplever vi dette i vor tid? (b) Hvilke opmuntrende råd gav Peter i denne forbindelse?

⁹ Eksisterer den samme situation til en vis grad i dag? Der er ingen tvivl om at vi i dag oplever de forudsagte „kritiske tider som er vanskelige at klare“, idet farer og pres overalt trænger sig ind på folk i højere og højere grad, og især på sande kristne der går på ’den trange vej som fører til livet’. (Matt. 7:14; 2 Tim. 3:1-5) Djævelen benytter i det væsentlige to forskellige angrebsmetoder. Nogle gange opfører han sig, som Peter skrev, ligesom „en brølende løve“ der prøver at skræmme os bort fra livets vej så han kan „opsluge“ os. (1 Pet. 5:8) Han stiller faretruende situationer op, enten i et helt land eller kun over for en enkelt person, med det formål at tvinge os til at indgå et eller andet kompromis, eller til helt at opgive det standpunkt vi har taget på grundlag af den kristne samvittighed og Bibelens principper. Vor daglige levevis, ja selve vort liv, kan blive truet når der opstår vanskelige situationer i forbindelse med vort verdslige arbejde eller vor neutralitet. Da er det at vi, som allerede nævnt, må blive ved med at bede om visdom til at se de bibelske principper og om styrke til at følge dem. Peter fortsatte derfor med denne tilskyndelse: „Stå ham [Djævelen] imod, faste i troen . . . Men efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud . . . selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke.“ — 1 Pet. 5:9, 10.

10, 11. (a) Hvilken anden metode benytter Satan, og hvordan ser vi dette i dag? Hvilken farlig situation fører dette til? (b) På hvilken måde bør vi derfor være årvågne og beslutsomme?

¹⁰ Den anden angrebsform Djævelen benytter, er mere underfundig. Det siges om Satan at han ’til stadighed giver sig ud for at være en lysets engel’. Han opfører sig som en slange, ikke for at skræmme, men for at besnære og forføre, „som slangen forførte Eva med sin underfundighed“. (2 Kor. 11:3, 14) Der er for eksempel én ting som Satan ved, og som han ikke ønsker at, du skal vide — nemlig at hans tid er kort. Den krig der udkæmpedes i himmelen efter det messianske riges fødsel i 1914, førte til at han, den store drage, blev styrtet ned til jorden. Nu har han „stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. (Åb. 12:1-12) Hvis han kan overbevise nogen, og især „dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus“, om at „endens tid“ alligevel ikke er så kort og at der er god tid endnu, så er slaget allerede halvt vundet for ham. (Åb. 12:17) Så ville mange miste deres forståelse af situationens alvor og forsømme at holde sig årvågne. Vi kan så let blive helt opslugt af livets normale, daglige gøremål. Her er det vigtigt at vi lærer at se tingene med Jehovas øjne og især at vi forstår hvordan han ser på spørgsmålet tid. Tænk på Peters ord: „Men alle tings ende er kommet nær. Vær derfor sunde i sindet og vær årvågne med hensyn til bønner.“ — 1 Pet. 4:7; 2 Pet. 3:8, 9.

¹¹ Begge disse bibelskribenter, Jakob og Peter, sagde mange ting som kan hjælpe os og opmuntre os til at være årvågne og beslutsomme på rette vis, bevare en god hjertetilstand og være vågne for bønnens og troens betydning.

Bøn for dem der er i nød

12. (a) Under hvilken synsvinkel behandler Jakob spørgsmålet om bøn i slutningen af sit brev? (b) Hvilken vejledning givet til tilsynsmænd og til dem der har brug for hjælp?

¹² I slutningen af sit brev behandler Jakob videre spørgsmålet om bøn i forbindelse med tro, og nu under en ny synsvinkel. I enhver situation, hvad enten vi ’lider ondt’ eller er „vel til mode“, bør vi komme til Gud med bøn eller med lovprisning. Han taler derefter om bøn for mennesker der er i nød. Den der er syg, og åbenbart både åndeligt, mentalt og følelsesmæssigt berøres af sin sygdom, får at vide at han skal „tilkalde menighedens ældste, og [lade] dem bede over ham“. Dette er i sig selv et udtryk for at han har tro og at han ved hvor han skal hente hjælp. Man henvender sig ikke til en læge medmindre man har en vis tro på denne læge. Bemærk nu hvordan det går når det nævnte råd følges: „Og troens bøn vil gøre den sløje rask, og Jehova vil rejse ham op. Og hvis han har begået synder, vil det blive ham tilgivet.“ (Jak. 5:13-15) Dette er i sandhed en god vejledning, både for mennesker der har brug for hjælp og for tilsynsmænd, der bør være rede og villige til at give den påkrævede hjælp.

13. På hvilken måde er Elias et eksempel i denne forbindelse?

¹³ Jakob fortsætter nu sin behandling og siger, med tanke på tilsynsmænd og andre modne brødre, at „en retfærdigs bøn har megen kraft, når den er i virksomhed“. Som støtte for dette henviser han til et eksempel med Elias. Denne profet bad en bøn „om at det ikke skulle regne; og det regnede ikke over landet i tre år og seks måneder“. Derefter bad han endnu en bøn, og det regnede igen. Og Elias var ikke noget overmenneske. Han var „et menneske med de samme følelser som vi“. — Jak. 5:16-18.

14. Hvilken yderligere tilskyndelse giver Jakob i sin afslutning?

¹⁴ I sin afslutning giver Jakob yderligere tilskyndelser til om muligt at hjælpe dem der er „faret vild fra sandheden“; han siger at „den der omvender en synder fra hans vejs vildfarelse, frelser hans sjæl fra døden og dækker over en mængde synder“. (Jak. 5:19, 20) Hvilken trøsterig afslutning! Og hvor dette dog minder os om Jehova selv, sådan som han beskriver sine egne egenskaber for os — „Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, . . . som tilgiver brøde, overtrædelse og synd“. — 2 Mos. 34:6, 7.

15. Hvilke to områder hvor man skal hjælpe dem der er i nød, nævner disciplen Judas?

¹⁵ Interessant nok afslutter disciplen Judas sit brev på lignende måde, idet han opfordrer læserne til at ’opbygge sig selv på deres allerhelligste tro og bede med hellig ånd’. Også han betoner at man må være vågen for at hjælpe dem der har behov for hjælp, på en venlig men alligevel indtrængende måde: „Der er nogle der tvivler, og dem må I fortsat vise barmhjertighed; frels dem ved at rive dem ud af ilden. Men der er andre som I fortsat må vise barmhjertighed — med frygt, idet I hader endog underklædningen som er blevet plettet af kødet.“ (Jud. 20-23) Her rettes der igen en formaning til dem der er modne. Hvis du kender nogle som tvivler eller som har forvildet sig ind i en uren tilstand, skal du ikke vise dem en kold skulder. Riv dem ud af ilden, hvis du kan, og pas på at du ikke selv bliver forbrændt eller på nogen måde besmittet af det urette.

’Se ufravendt’ hen til Kristus — ’betragt ham nøje’

16, 17. Hvilke sammenligninger foretager Paulus i Hebræerbrevet, og hvilke slutninger fører dette til?

¹⁶ Apostelen Paulus fik lov at skrive de fleste af brevene i De kristne græske Skrifter. Hans brev til de kristne hebræere giver megen hjælp og vejledning med hensyn til hvordan vi kan bygge en stærk og ægte tro der kan føre os ind i et nært forhold til Jehova og Kristus Jesus.

¹⁷ Det er forståeligt at Paulus i det nævnte brev foretager mange sammenligninger mellem de jøder der udgjorde det kødelige Israel, og de jøder der blev de første medlemmer af den kristne menighed, det åndelige Israel, som hedninger siden fik adgang til. På baggrund af disse sammenligninger påviser Paulus at de kristne hebræere havde mange fordele fremfor det kødelige Israel, men at dette også gav dem et større ansvar. Hvad Paulus her nævner kan alle sande kristne også i dag tage til sig og drage nytte af, uanset hvilken baggrund de har.

18. Hvilken advarsel om ikke at bede sig fri gentages i dette brev, og hvilke ting i Israels historie baseres advarselen på?

¹⁸ Paulus har tidligere peget på at det ord der blev talt til Israel gennem engle da folket fik Loven, skulle omfattes med største respekt, og når det er tilfældet, argumenterer han, „hvordan skal vi da undslippe hvis vi har været uinteresseret i en frelse af en sådan storhed, idet den fra begyndelsen blev fremholdt gennem vor Herre [Jesus]“? (Hebr. 2:1-3; Gal. 3:19) En lignende advarsel fremsætter han i brevets sidste del. Efter at have nævnt begivenhederne ved Sinaj bjerg skriver Paulus: „For hvis de som bad sig fri for ham der forkyndte den guddommelige advarsel på jorden, ikke undslap, skal vi det meget mindre hvis vi vender os bort fra ham der taler fra himlene.“ — Hebr. 12:25.

19. Hvilke tydelige og gavnlige udtalelser finder vi i Hebræerbrevet 3:12-15 og 12:25-29?

¹⁹ Her er det at vor tro må være sand og helstøbt for at kunne få den prøvede ægthed der er nødvendig. Vort hjerte spiller en vigtig rolle heri. Efter at have citeret Guds ord om at Israels folk ’altid farer vild i deres hjerte’, fremsætter Paulus en alvorlig advarsel til gavn for os: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ Vi kan ikke tillade os at stå stille. Hvis vi ikke ’kommer nær til Gud’ med en stedse voksende tro idet vi til stadighed kender og værdsætter ham bedre og bedre, er vi i fare for at „blive forhærdet ved syndens bedragende magt“. Vi begynder måske at drive bort, uden at vi selv gør os klart hvad der sker. Vi må hjælpe hinanden og ’blive ved med at tilskynde hinanden hver dag’. Vi kan kun vinde „hvis vi til det sidste standhaftigt fastholder den tillid vi havde fra begyndelsen.“ Vi må bevare denne faste overbevisning, denne urokkelige tro, hvis vi skal arve ’det urokkelige rige’ og dets velsignelser. — Hebr. 3:10-14; 12:28.

20. Hvordan opmuntrer Paulus os i dette brev med hensyn til bøn, foruden at han lægger vægt på troens værdi?

²⁰ Paulus giver endvidere tilskyndelser med hensyn til bøn, og opfordrer: „[Se] ufravendt . . . hen til vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus, . . . Ja, betragt nøje ham som har udholdt en sådan modsigelse af syndere imod deres egne interesser, for at I ikke skal blive trætte og give tabt i jeres sjæle.“ På grund af alt det han har gennemgået kan han, skønt han selv var uden synd, føle med vore svagheder, og igennem ham kan vi få lov at træde frem for „den ufortjente godheds trone“ og finde hjælp i rette tid. — Hebr. 4:15, 16; 12:2, 3.

21. Hvor og hvordan viser Paulus forbindelsen mellem bøn og „den fulde rustning fra Gud“? Hvilken slutning fører dette til?

²¹ Og endelig: Lad os huske, som Paulus skrev til efeserne, at det at ’bede i ånd ved enhver lejlighed’ er forbundet med at vi ifører os „den fulde rustning fra Gud“. Lad os som Paulus bede om at vi selv og andre må få „evne til at tale . . . for med al frimodighed i tale at gøre den gode nyheds hellige hemmelighed kendt“. — Ef. 6:10-20.

[Fodnote]