Bogen med den evigvarende gode nyhed er gavnlig
„Al Skrift er inspireret af Gud og gavnlig.“ — 2 Tim. 3:16, NW.
1. Hvordan og hvorfor anvendes Bibelen i mange landes retssale?
HAR DU nogen sinde skullet træde i vidneskranken i en retssal i Skotland, Canada eller De forenede Stater? I så fald måtte du, inden du optrådte som vidne, aflægge ed på at du ville sige sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Men hvordan kan det være at du under edsaflæggelsen skulle lægge højre hånd på en bibel? Fordi den betragtes som Guds bog, Guds skrevne ord der repræsenterer ham. Når man derfor med højre hånd på Bibelen aflægger ed på at ville sige hele sandheden, aflægger man i realiteten denne ed for Gud, Bibelens forfatter, og man skal derfor stå ham til regnskab for hvad man siger under ed.
2. Hvad må man sige om Guds ord, Bibelen, eftersom Gud ikke lyver?
2 Bibelens forfatter er „sandhedens Gud“, „der ikke lyver“, og når vi aflægger en ed for ham, forventer han at vi siger sandheden, og det samme regner domstolen med. (Sl. 31:5, NW; Hebr. 6:18; Tit. 1:2) „Sandhedens Gud“ kan ikke stå bag en bog der indeholder usandhed. Hvordan skulle vi ærligt kunne lægge vor højre hånd på Bibelen og sværge til Gud, hvis hans bog indeholdt usandheder, myter, eventyr og „kællingeagtige fabler“? Det kunne vi umuligt, og tilskynde os til at sige sandheden ville den i så fald heller ikke. Om Skrifterne sagde Jesus i en bøn til Gud: „Dit ord er sandhed.“ Det samme vil vi sige om Bibelen hvis vi virkelig er Jesu efterfølgere. Vi vil skelne mellem den og myter, fabler. — Joh. 17:17.
3. Hvordan lovpriser Bibelen himmelens og jordens Skaber, og hvad bør alle mennesker derfor gøre i dag?
3 Hvorfor er kun Bibelen den eneste og sande Guds bog? Den sande Gud er ikke skabt, han er ikke en skabning. Han var til i evige tider forud for skaberværket. Bibelen, Guds bog, indleder med en beretning om Gud som Skaber, sådan som den rettelig bør: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mos. 1:1) Helt op til Bibelens sidste bog, der dog blev skrevet seksten hundrede år efter at den første lå færdig, tilskrives Skaberen den ære og værdighed som tilkommer ham. I denne sidste bog henvendes følgende ord til Gud, der sidder på sin trone: „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ Siden beskrives en engel der „svor ved ham, som lever i evighedernes evigheder, ham, som har skabt himmelen, og hvad der er i den og jorden, og hvad der er på den, og havet, og hvad der er i det“. (Åb. 4:11; 10:5, 6) Og en anden engel råber med høj røst til jordens beboere: „Frygt Gud . . . tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og kildevældene.“ (Åb. 14:6, 7) Hvilken anden slutning skulle Guds bog kunne nå til?
4. (a) Hvad er det der gør at Bibelen adskiller sig fra alle andre bøger? (b) Er der noget mærkeligt i at Gud er forfatter til en bog?
4 Kritikere af Bibelen behøver ikke at gøre opmærksom på at den kun er skrevet af mennesker. Det gør Bibelen selv ærligt rede for. Men det som gør at den adskiller sig fra alle andre bøger der er skrevet af mennesker er, at den er „inspireret af Gud“ eller „indblæst af Gud“, som en bibelskribent udtrykker det. Det har været som om Gud med et usynligt åndepust har indgivet de niogtredive bibelskribenter hvad de skulle skrive og hvilke sandheder de skulle nedtegne. På denne måde bliver Skaberen denne bogs egentlige forfatter. Og det skulle ikke forekomme os mærkeligt, for han kan skabe en bog lige så let som han kan skabe himmelen og jorden og menneskets hjerne.
5. (a) Hvorfor må man nødvendigvis kende navnet på den Gud der er forfatter til Bibelen? (b) Hvad er hans navn, og hvor ofte forekommer det i Bibelen?
5 Menneskene på jorden tilbeder i dag et utal af guder. Derfor må vi vide hvilken af alle disse guder der en Bibelens forfatter. Hvilket navn bærer han? Præster i kristenheden og også bibeloversættere hævder at Gud ikke behøver et navn der kan identificere ham, for han er alles Gud og det er derfor overflødigt at kalde ham ved et navn. Men Skaberen er ikke enig med disse præster og bibeloversættere. Han inspirerede de oprindelige bibelskribenter til at benytte sit navn tusinder af gange. Ikke et øjeblik har det været hans tanke at skjule eller hemmeligholde sit navn så han fremtrådte som en navnløs gud. Bibelen nævner Guds navn cirka syv tusinde gange fra den første bogs andet kapitel til den sidste bogs fjerdesidste kapitel, altså Åbenbaringen 19:1, 3, 4, 6, hvor vi læser det glade udråb „Halleluja“, der betyder „Pris Jah“. Og „Jah“ er en forkortelse for navnet Jehova eller Jahve, som nogle foretrækker at udtale navnet i dag. Gud inspirerede sin profet Esajas til at skrive: „Jeg er Jehova. Det er mit navn.“ (Es. 42:8, NW) Det er ham en hæder at have et navn.
6. (a) Hvad er det der er så enestående ved Bibelens domme, love, profeter og profetier? (b) Hvem havde Jehova, den levende Gud, i tanke da han lod Bibelen nedskrive? Begrund svaret.
6 Bibelen er skrevet i Guds, Jehovas, navn. De domme og love den rummer er udtalt i hans navn. Profeterne blev sendt i hans navn, deres profetier blev bekendtgjort i hans navn, og de blev nedskrevet med hans navn som den bindende underskrift. Bibelen ærer Guds navn. Hvilken anden bog fortæller os så meget om Skaberen? Hvilken anden bog beskriver ham så troværdigt og levende? Han er ikke en gud der optræder i uhistoriske, utidsfæstede mytologier og ufornuftige religiøse traditioner der er et produkt af menneskers fantasi. Nej, Gud er knyttet direkte til menneskehedens historie lige fra dengang mennesket blev skabt og indtil nu, for han er menneskets Skaber. Han har intet at gøre med myter og mytologier. Som den levende Gud er hans udtalelser, profetier, gerninger og handlemåde uløseligt knyttet sammen med menneskenes tidsfæstede historie, og han har rettet sin opmærksomhed mod nationerne uden at glemme en eneste, og har ikke blot haft sit eget folk, sine tjenere, i tanke.
7. Er Bibelen kun en bog om fortiden? Begrund dit svar.
7 Gud indstillede ikke sin forbindelse med menneskene da han for nitten hundrede år siden havde ladet den sidste af Bibelens bøger skrive. Eftersom denne sidste bog er profetisk placerede den og alle de andre profetiske bøger og udtalelser i hele Bibelen Jehova inde i den fjerne fremtid, ja i vor tid. I lyset af disse profetier kan vi klart forstå at Jehova Gud har stået bag ved mange af de vidunderlige ting der er sket i nutiden. Nogle af de næsten utrolige ting vi har oplevet i vore dage kan kun forklares med at det er Gud som har foranlediget dem. Én ting kan vi være ganske overbevist om: Jehova Gud den Almægtige er virksom i vor tid. Det beviser opfyldelsen af Bibelens profetier. På den anden side beviser opfyldelsen af profetierne at Bibelen er inspireret, at den er Guds bog. — 2 Pet. 1:20, 21.
8. Hvem er den evigvarende gode nyhed tiltænkt, og hvor stor værdi har den nu?
8 Hvorfor er vi i dag særlig interesseret i at vide at Bibelen er Guds bog, at den er „inspireret af Gud“? Fordi vi gerne vil være helt sikre på at Bibelens vidunderlige budskab er sandt. Den indeholder „en evigvarende god nyhed“ til alle nationer, stammer og folk af alle tungemål. (Åb. 14:6, NW) Dens bekendtgørelser var en „god nyhed“ da dens sidste skrifter for nitten hundrede år siden blev afsluttet. Men nyheden er ikke i de forløbne århundreder blevet en gammel nyhed som har mistet enhver interesse. Den er i dag så frisk og ny som nogen sinde, for det er en „evigvarende“ god nyhed. Den mister aldrig sin kraft. I virkeligheden er den i vore dage mere aktuel og af større interesse end nogen sinde tidligere! Hvorfor? Fordi Bibelens profetier går i opfyldelse i vore dage og beviser at vi lever på den tid da denne gamle tingenes ordning og strømmen af dårlige nyheder skal høre op.
9. Hvilket guddommeligt løfte glæder vi os over nu?
9 Vi er derfor ikke i tvivl om at den tid er kommet da Gud vil indføre sin nye retfærdige ordning som han har lovet i sit ord. Alle retsindige mænd og kvinder, alle som elsker sandhed og ret, længes efter den nye tingenes ordning som Gud har lovet i Bibelen. Kun han har magt til at fjerne den gamle ordning og hidføre en fuldkommen retfærdig og ny ordning. Vi ønsker at Jesus Kristus skal redde os fra denne fordærvede og dødbringende verden. Hvilken god nyhed er det da ikke at Gud den Almægtige, Jehova, nu finder tiden inde til at frelse os fra den og føre os ind i den nye verden, hvor menneskene forskånes for krig og velsignes med rigelige goder, med sandhed, med en ren tilbedelse af Gud, med en sund tilværelse der ikke ender med døden, ja, endog med den oplevelse at se døde slægtninge komme frem i en opstandelse!
„Viis til frelse“
10, 11. (a) Hvorledes fremhævede Paulus Guds bogs værdi da han skrev til Timoteus? (b) Hvad bestod „de hellige skrifter“ af dengang?
10 Hvis vi skal opnå så megen visdom at vi kan frelses, har vi brug for den bog der som den eneste kan bibringe os den, nemlig Guds bog, Bibelen. Dette understregede den kristne apostel Paulus over for Timoteus, en yngre tilsynsmand i den kristne menighed: „Fortsæt du imidlertid i det du har lært og er blevet overbevist om, idet du ved hvem du har lært det af, og at du fra barndommen har kendt de hellige skrifter som kan gøre dig viis til frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus.“ (2 Tim. 3:14, 15, NW) Timoteus havde blandt andet lært det han var blevet overbevist om og var kommet til tro på af sin mormoder Lois og sin moder Eunike, der var jøder. I Timoteus’ barndomsår havde især Eunike lejlighed til at undervise ham ud fra „de hellige skrifter“, for faderen var ikke kristen. Han var græker. Uden tvivl tog Eunike sin lille søn med hen i synagogen.
11 De hellige skrifter Timoteus kunne undervises i, bestod af De hebraiske Skrifter fra Første Mosebog til Malakias’ bog, den niogtredivte, som var blevet skrevet flere hundrede år før Timoteus kom til verden. Ingen inspirerede skrifter føjedes til disse hebraiske „hellige skrifter“ førend den kristne apostel Mattæus omkring år 41 efter vor tidsregning, i den såkaldte kristne tidsalder, skrev sin evangelieberetning om Jesu Kristi liv, en beretning som han først affattede på hebraisk. Nogle få år efter at Mattæus udfærdigede sit evangelium drog apostelen Paulus ud på sin første missionsrejse. På den besøgte han Eunikes og Timoteus’ by og forkyndte den gode nyhed der. Det var sandsynligvis ved den lejlighed at Eunike og Lois kom til troen og blev kristne.
12. Hvilke „hellige skrifter“ må Paulus have benyttet?
12 Da Paulus forkyndte den gode nyhed om Jesus Kristus og forklarede at han var den Jehova Gud sendte til verden til frelse for menneskene, benyttede han de hebraiske „hellige skrifter“ fra Første Mosebog til Malakias. Man ved ikke om han har haft Mattæus’ beretning hos sig, men i hvert fald citerede Mattæus i sin beretning bestandig fra De hebraiske Skrifter for at bevise at Jesus er den lovede Kristus, den levende Guds søn. (Ap. G. 13:1 til 14:21; 16:1-3) Fra den tid da Timoteus’ moder Eunike og hans mormoder Lois gik over til kristendommen kunne de undervise ham i De hebraiske Skrifter med „troen i forbindelse med Kristus Jesus“ som ledetråd. Det har de fortsat med indtil Paulus atter besøgte byen på sin anden missionsrejse nogle år senere.
13. Hvordan blev samlingen af hellige skrifter nu udvidet?
13 Ved denne tid var Timoteus selv blevet kristen og havde et godt ry i den stedlige kristne menighed. Paulus tog nu Timoteus med sig på sin missionsrejse, der gik fra Lilleasien til Grækenland, hvor de blandt andet besøgte Tessalonika. (Ap. G. 16:4 til 17:14) Under denne rejse føjedes endnu en inspireret græsk bog til de hebraiske „hellige skrifter“, for under inspiration skrev Paulus sit trøstende og formanende brev til den forfulgte kristne menighed i Tessalonika, og i dette brev omtaler han Timoteus tre gange. (1 Tess. 1:1; 3:2, 6) I tiden der fulgte affattede Paulus under inspiration andre skrifter, blandt andet et første brev til Timoteus, der knyttedes til de hebraiske „hellige skrifter“.
14. (a) Nævn de mænd der blev benyttet ved nedskrivningen af endnu nogle hellige skrifter. (b) Hvor stor en del af „de hellige skrifter“ var fuldført da Paulus brugte udtrykket „al Skrift er inspireret“, og hvad indbefatter det nu?
14 Foruden Paulus var der andre som skrev, og deres arbejder blev også føjet til de inspirerede hebraiske skrifter. Det var trofaste jødekristne som lægen Lukas, Markus, Jakob og Peter. Da Paulus skrev sit andet brev til Timoteus, hvilket var hans sidste inspirerede brev, havde han og Timoteus arbejdet sammen i femten år. I løbet af alle disse år kom nye inspirerede kristne græske skrifter til. De eneste som endnu manglede var muligvis Judas’ bog (Judas var Jakobs broder) samt apostelen Johannes’ skrifter, der blev til henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning. Da derfor Paulus skrev sit sidste brev til Timoteus og sagde: „Al Skrift er inspireret af Gud og gavnlig,“ forelå foruden De hebraiske Skrifters niogtredive bøger sandsynligvis enogtyve inspirerede bøger, der alle henvendte sig til de kristne. (2 Tim. 3:16, NW) I dag indbefatter Paulus’ udtryk „al Skrift er inspireret af Gud“ Judas’ og Johannes’ skrifter, eftersom disse også er affattet under Guds hellige ånds inspiration og blev indlemmet i de inspirerede kristne skrifters samling, hvilket betød at den inspirerede Bibel nu var fuldstændig.
15. Hvordan alene kan man blive „viis til frelse“?
15 I dag omfatter „al Skrift“ derfor alle Bibelens seksogtres bøger. Tilhængere af jødedommen anerkender ikke de syvogtyve bøger som udgør De kristne græske Skrifter. Men hvad os angår må vi, dersom vi skal opnå „frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus“, anerkende de inspirerede skrifter som Jesu apostle og disciple skrev. Vi må anerkende „al Skrift“ som er inspireret af Gud, Jesu Kristi Fader. Kun ved hjælp af den kan vi blive vise til frelse. Forkaster man dele af de inspirerede „hellige skrifter“, vil man gå glip af frelsen og livet i Guds nye verden.
Til Guds-mennesket
16. Hvilken hindring må vi overvinde for at opnå frelse, og hvordan overvindes den?
16 Vi har fjender som vil søge at hindre os i at vinde „frelse ved troen i forbindelse med Kristus Jesus“. De under os ikke denne frelse, som de ikke selv bryder sig om. Apostelen Paulus hentydede til disse fjender da han skrev om den forfølgelse han var udsat for og dernæst bemærkede: „I virkeligheden vil alle de som ønsker at leve et gudfrygtigt liv i fællesskab med Kristus Jesus også blive forfulgt. Men onde mennesker og bedragere skal gå fra ondt til værre, idet de fører vild og føres vild.“ Af denne grund fortsatte Paulus: „Fortsæt du imidlertid i det du har lært og er blevet overbevist om, idet du ved hvem du har lært det af.“ — 2 Tim 3:12-14, NW.
17. Hvordan var de mennesker der underviste Timoteus?
17 De mennesker som havde ført Timoteus til troen var ikke onde bedragere der selv var vildledt og som søgte at vildlede andre. Paulus, som var en af dem der havde undervist Timoteus meget igennem femten år, var ikke en bedrager. Havde Paulus været det, ville han ikke have udstået alle de forfølgelser som kom over ham fordi han havde „fællesskab med Kristus Jesus“. Paulus ville have vendt det ryggen og være gået ind for noget andet så han kunne slippe for forfølgelserne. Ej heller var Timoteus’ moder Eunike og hans mormoder Lois, der underviste ham ud fra de „hellige skrifter“ fra barnsben, bedragere. Alle underviste de ham i den sandhed der førte til frelse, og de søgte ikke for selvisk vindings skyld at lede ham på vildspor.
18, 19. Hvorfor har vi endnu mere brug for „de hellige skrifter“ i dag?
18 I dag har vi lige så megen brug for Guds bog, de „hellige skrifter“, som den kristne tilsynsmand Timoteus havde det dengang, hvis ikke vi har mere brug for dem. Vi lever i de dage og under de forhold som Paulus tidligere i sit brev havde advaret Timoteus om med følgende ord: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra. Thi til dem hører de, som sniger sig ind i hjemmene og får magt over kvindfolk, der er belæssede med synder og lader sig lede af mange slags begæringer og stadig vil lære uden nogen sinde at nå til erkendelse af sandheden.“ — 2 Tim. 3:1-7.
19 Vi ved at disse tilstande råder i dag og at de tilkendegiver at vi lever i „de sidste dage“. Hvis vi skal være herre over situationen og få en nøjagtig kundskab om eller en erkendelse af sandheden, blive i den og leve efter den, kan vi ikke nøjes med et menneskes bog. Vi behøver Guds bog samt al dens vejledning og formaning. Og alt dette har den almægtige Gud tilvejebragt. For at vinde den lovede frelse må vi ’fortsætte i det vi har lært’ fra Guds skrevne ord. Den kristne tilsynsmand Timoteus var et „Guds-menneske“, og det var derfor Paulus skrev til ham som han gjorde. (1 Tim. 6:11) Vi ønsker også at være Guds-mennesker, Guds folk.
20. Hvad har Jehova givet os for at vi kan gøre os fortjent til at kaldes „Guds-mennesker“?
20 I gammel tid var profeterne Elias og Elisa kendt som Guds mænd eller Guds-mennesker. (1 Kong. 17:18; 2 Kong. 4:9, 21-27) En engel der materialiserede sig og ikke navngivne profeter blev også betegnet Guds mænd eller Guds-mennesker. (Dom. 13:6-8; 1 Sam. 2:27; 1 Kong. 13:1-31; 2 Krøn. 25:7-9) Profeten Moses er den første Bibelen omtaler som en Guds mand, og han var et profetisk forbillede på Jesus Kristus, der er den største Guds mand eller det største Guds-menneske som nogen sinde har levet på jorden, han som er et eksempel for alle sine disciple. (5 Mos. 33:1; Jos. 14:6) For at vi, Kristi disciple, kan være Guds-mennesker der er „fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“ i disse „sidste dage“ har Gud givet os sin fuldstændige og komplette bog, de inspirerede „hellige skrifter“. (2 Tim. 3:17) Det bør vi være taknemmelige for.
21. (a) Hvorfor kalder vi Guds ord helligt? (b) Hvilken forandring kan Guds ord udvirke i et menneskes liv?
21 Bibelen har egenskaber som ingen anden bog ejer, og det selv om der ikke er ende på som mennesker skriver bøger. (Præd. 12:12) Bibelens skrifter er „hellige“, og det er fordi de er blevet „inspireret af Gud“ og er skrevet i den hensigt at hævde, retfærdiggøre og ære Gud samt helliggøre eller hellige hans folk. Dette henledte Jesus sine disciples opmærksomhed på i en bøn til Gud: „Hellige dem ved sandheden! dit ord er sandhed. Og jeg helliger mig selv for dem, for at også de må være helligede ved sandheden.“ (Joh. 17:17, 19) Bibelen har magt til at hellige et menneske, fremkalde en fuldstændig ændring i dets livsførelse så det bliver et „Guds-menneske“, et menneske som er adskilt fra denne besatte verden og helt viet Gud og tjenesten for og dyrkelsen af ham. Det er sådanne mennesker Gud vil frelse og skænke evigt liv i sin nye retfærdige ordning, der er meget nær. Bibelen er derfor særdeles gavnlig for os. Det er grunden til at vi foretrækker den fremfor alle andre bøger.