At erklære sig uafhængig af Gud fører til ulykke
„Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jer. 10:23.
1. Hvornår er det på sin plads at et menneske vælger at være uafhængigt af andre? Giv et eksempel.
NÅR menneskebørn fødes er de fuldstændig hjælpeløse, og derefter bliver de i årevis ved at være afhængige af andre. Men det er ikke til skade for dem. Hvis børn skal blive ligevægtige voksne der er rede til at varetage det ansvar som de der forlader deres forældre for at føre en selvstændig tilværelse, må røgte, har de brug for vejledning, omsorg og tugt. Som ordsproget siger: „Ris og revselse, det giver visdom, uvorn dreng gør sin moder skam.“ (Ordsp. 29:15) På den anden side ville det i høj grad være uønskeligt og unaturligt at sønner og døtre som er blevet voksne og skulle være i stand til at røgte deres ansvar i et ægteskab, var fuldstændig afhængige af deres forældre. En sådan afhængighed ville heller ikke være i harmoni med det Gud sagde dengang han indstiftede ægteskabet: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ (1 Mos. 2:24) Det er således indlysende at det er den enkeltes behov og omstændigheder der afgør om vedkommende bør vælge at være uafhængig af en anden.
2. Kan et menneske med rette følge en uafhængighedens vej i forholdet til Gud?
2 Mens det er let at se det berettigede i at man er uafhængig som voksen og fuldstændig afhængig som barn, finder mange det svært at acceptere at de bør underordne sig Gud. De ønsker at følge deres egne veje. Men er deres omstændigheder sådan at de med rette kan følge en uafhængighedens vej i forholdet til Skaberen? Profeten Jeremias besvarer dette spørgsmål med disse ord: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ — Jer. 10:23.
Ret og rimeligt at være afhængig af Gud
3. Hvem har den absolutte ret til at afgøre hvordan mennesket bør leve, og hvorfor?
3 Eftersom Gud er Skaberen er det ham, og ikke mennesket som han har skabt, der har den absolutte ret til at fastsætte den norm hvorefter fornuftbegavede skabninger bør vandre. Dette understreges af nogle tankevækkende spørgsmål der blev stillet for mange hundrede år siden: „Mon øksen bryster sig mod den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver? Som om kæppen kan svinge den, der løfter den, stokken løfte, hvad ikke er træ!“ (Es. 10:15) „Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: ’Hvorfor har du dannet mig således?’ Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære?“ (Rom. 9:20, 21) Det er topmålet af formastelighed når ’mennesker af ler’ insisterer på at de er uafhængige af Gud. Det er lige så urimeligt som at hævde at en fabrikant ikke har ret til at give en anvisning for hvordan hans varer skal bruges.
4. Hvordan indprentede Gud Adam at mennesket ikke ustraffet kan ignorere Guds norm for hvad der er godt og ondt?
4 Gud viste det første menneske, Adam, at ringeagt for Hans norm angående ret opførsel ville føre til døden. Jehova Gud sagde til Adam: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Eftersom den forbudne frugt øjensynlig ikke var skadelig i sig selv, var Guds forbud imod den det eneste der gjorde det forkert at spise af den. At Adam ulydigt spiste af frugten betegnede følgelig at han stillede sig på sin hustrus side. Han fulgte sin hustru, der gjorde krav på at være uafhængig af Gud og selv ville afgøre hvad der var godt og hvad der var ondt, i stedet for at holde sig til Guds kendelse i denne sag.
5. Hvorfor var det ret af Adam at underordne sig Gud?
5 Det er værd at lægge mærke til at der ikke var noget urimeligt ved Guds befaling, og det var derfor heller ikke ubehageligt for Adam fortsat at underlægge sig sin Skaber. Han blev ikke udsat for et uudholdeligt pres der fik det til at se ud som om uafhængighed og død var at foretrække for afhængighed og liv. Guds befaling havde ikke sat Adam i en vanskelig situation. Der fandtes mange andre frugttræer han kunne spise af for at blive mæt. Alt hvad Adam havde — livet, et produktivt arbejde og det smukke paradisiske hjem som han delte med sin hustru — var gaver fra Gud og et udtryk for Guds kærlighed til ham. Af det skaberværk der omgav ham kunne Adam let se at Jehova Guds visdom langt overgik hans egen. På grundlag af det hans vise og kærlige Gud havde gjort, kunne Adam være forvisset om at lydighed mod hans Skabers afgørelse med hensyn til hvad der var godt og ondt ville føre til fortsat lykke og trivsel.
Ingen fornuftbegavet skabning kan ustraffet erklære sig uafhængig af Gud
6, 7. (a) Hvad fik Eva til at tro at det var godt at være uafhængig at Gud? (b) Hvorfor troede Eva på slangen?
6 Ligesom sin ægtemand, Adam, havde Eva al mulig grund til fortsat at underordne sig Gud. Hun havde del i de samme velsignelser. Men Eva var det første menneske der blev forledt til at tro at det var bedre at være ulydig mod Gud. Engang da hun ikke var sammen med sin mand, hørte hun en stemme. Det var ikke hendes mands eller Guds stemme, men en slanges. Eva løb ikke skrækslagen sin vej, for Gud havde tidligere givet hende og hendes mand herredømme over dyrene, også slangerne. (1 Mos. 1:28) Hun lyttede derfor. Slangen spurgte: „Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?“ Eva svarede i overensstemmelse med sandheden, for hun var til fulde blevet oplyst om den forbudne frugt og den dødsstraf der var forbundet med den. Men slangen modsagde Gud; den antydede at Eva blev holdt i uvidenhed og at Gud ikke ville håndhæve sin lov og lade overtræderen dø. — 1 Mos. 3:1-5.
7 Fuldstændig bedraget gav Eva efter for selvisk ærgerrighed. Hun ville gerne være Gud lig med hensyn til at bestemme hvad der var godt og hvad der var ondt, og hun spiste af den forbudne frugt. Der var øjensynlig to ting som fik Eva til at tro at slangen talte sandt: (1) Hendes sanser sagde hende tydeligt at træets frugt var god at spise, og (2) slangens overmåde store forsigtighed fik det til at se ud som om denne skabning ikke kunne være kilden til urette oplysninger. Da Eva tilsyneladende ikke havde taget skade af at begå overtrædelsen, nærmede hun sig tillidsfuldt sin mand og overtalte ham til at spise frugten. — 1 Mos. 3:1, 6, NW.
8. Hvem fik det til at se ud som om det var slangen der talte?
8 I modsætning til Evas forventninger viste denne uafhængighed af Gud sig at føre til ulykke. Den førte til skam, tabet af et smukt paradisisk hjem, fysisk og følelsesmæssig smerte, og til sidst døden. (1 Mos. 3:7, 16-19) Slangens ord viste sig at være en ondsindet løgn. Da dette var den første løgn i historien, må den der udtalte denne løgn — ikke den bogstavelige slange, men den der fik det til at se ud som om det var slangen der talte — være løgnens fader eller ophavsmand. Guds søn, Kristus Jesus, viste hvem det var, dengang han sagde til nogle der søgte at slå ham ihjel: „I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad der lyster jeres fader. Han har været en morder fra første færd, og han står ikke i sandheden; thi der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han af sit eget; thi han er en løgner, ja, løgnens fader.“ (Joh. 8:44) I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, omtales denne usynlige åndeskabning som „den store drage . . . den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan“. (Åb. 12:9) Han beskrives symbolsk som „en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk“. — Åb. 12:3, 4.
9. Hvad betyder det at dragens hale fejede en tredjedel af stjernerne væk?
9 Det at dragens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk, viser at det åbenbart lykkedes Djævelen at påvirke et betydeligt antal engle, ’morgenstjerner’ (Job 38:7), til at gøre oprør imod Gud. Bibelens beretning viser at dette skete mens Noa, en fjern efterkommer af Adam, levede. På den tid nægtede de fleste mennesker at underordne sig Guds vilje, og i modstrid med Guds hensigt forlod talrige engle deres retmæssige bolig i himmelen og materialiserede sig som mennesker for at kunne have kønslig omgang med smukke kvinder på jorden. (Jud. 6; 1 Mos. 6:1, 2) Ved på denne måde at erklære sig uafhængige valgte disse engle en vej der førte til ulykke.
10, 11. Hvad skete der med de ulydige engle efter at de havde dematerialiseret sig?
10 Da Jehova Gud lod en vandflod komme over jorden som tilintetgjorde alle mennesker undtagen Noa og syv medlemmer af hans nærmeste familie, blev disse engle tvunget til at dematerialisere sig og vende tilbage til åndeverdenen. Men de genvandt ikke den stilling de havde forladt. Gud degraderede dem til en meget fornedret tilstand, kaldet „Tartarus“. Herom siger Bibelen: „Gud skånede ikke de engle, der syndede, men styrtede dem i afgrunden [Tartarus, NW] og lod dem bevogte i mørkets huler indtil dommen. Ej heller skånede han den gamle verden, men bevarede kun retfærdighedens forkynder Noa, tillige med syv andre, da han lod syndfloden komme over de ugudeliges verden.“ (2 Pet. 2:4, 5) „De engle, som ikke varetog deres høje hverv, men forlod deres bolig, har han holdt forvaret med evige lænker i mørket indtil dommen på den store dag.“ (Jud. 6) I stedet for at opnå frihed ved deres ulydighed blev disse engle underlagt begrænsninger. Det er grunden til at apostelen Peter omtaler dem som „de ånder, der var i forvaring, de, som fordum var ulydige, dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand“. (1 Pet. 3:19, 20) Det er åbenbart dette ’fangenskab’ der bevirker at de ikke længere er i stand til at materialisere sig og leve som ægtemænd sammen med kvinder.
11 Det fremgår ikke af beretningen i Første Mosebog om Noa og hans familie var kendt med disse enkeltheder i forbindelse med den straf som de ulydige engle fik tildelt. Men tilintetgørelsen af den oprørske menneskeverden beviste til fulde at ingen fornuftbegavet skabning kunne erklære sig uafhængig af Gud uden at det førte til ulykke.
Uafhængighed af Gud fører til fornedrelse
12. Hvordan begyndte oprøret igen efter Vandfloden?
12 Man kan næppe forestille sig at nogen derefter ville stræbe efter at blive uafhængig af Gud. Alligevel er det nøjagtig hvad der skete. Satan Djævelen fandt et villigt redskab i Nimrod, en oldesøn af Noa. Om Nimrod siger beretningen i Første Mosebog: „Han var den første der blev mægtig på jorden. Han optrådte som en mægtig jæger i opposition til Jehova . . . Og begyndelsen til hans rige var Babel og Erek og Akkad og Kalne i Sinears land.“ (1 Mos. 10:8-10, NW) Eftersom Nimrods oprindelige rige indbefattede Babel, må det have været på hans foranledning at man begyndte at bygge byen og dets tårn. Dette projekt blev udført i trods mod Gud, for Guds hensigt var at menneskene skulle spredes ud over jorden. Jehova Gud forpurrede bygningsmændenes planer ved at forvirre deres sprog. Da de ikke længere var i stand til at forstå hinanden opgav de at bygge byen, og de spredtes. — 1 Mos. 11:1-9.
13. Hvad viser at de der sluttede sig til Nimrod i oprøret mod Gud, ikke var uvidende om Guds gerninger?
13 Da Noa levede 350 år efter Vandfloden (1 Mos. 9:28) er det rimeligt at antage at han stadig var i live dengang hans oldesøn Nimrods bestræbelser slog fejl i forbindelse med Babel. På det tidspunkt hvor folkene blev spredt må de derfor have kendt sandheden om tidligere begivenheder, som for eksempel Vandfloden. Noget der tyder på dette er at de forskellige oldtidsnationers gudelære indeholder mindelser om Bibelens beretning, om end i en fordrejet, polyteistisk form. Nogle myter beretter om kærlighedsaffærer mellem guder og jordiske kvinder, hvilket øjensynlig hentyder til de ulydige engles handlemåde før Vandfloden. Der findes næppe et folk på jorden som ikke har en legende om en verdensomspændende vandflod. I myterne finder man også spor af det der skete i forbindelse med bygningen af Babelstårnet.
14. Hvilke nedværdigende skikke førte oprøret efter Vandfloden til?
14 Alt dette vækker formodning om at de folkeslag der spredtes havde kendskab til den sande Gud og hans gerninger. Men eftersom de havde gjort oprør mod ham, havde de selv valgt at være uden hans ledelse og vejledning. Var dette til gavn for dem? Historien svarer nej. De folk der var blevet spredt begyndte at lave afgudsbilleder af træ, sten og andre materialer. De kastede sig ned for sådanne afgudsbilleder og anråbte livløse guder om hjælp. I forbindelse med tilbedelsen af disse afguder begyndte de at hengive sig til sådanne oprørende skikke som ceremoniel prostitution, ofring af børn, drukkenskab og selvlemlæstelse der medførte at der flød blod. (Jævnfør Første Kongebog 14:24; 18:28; Jeremias 19:3-5; Hoseas 4:13, 14; Amos 2:8.) I sit brev til romerne (1:21-31) giver apostelen Paulus en udmærket beskrivelse af den fornedrede tilstand som de mennesker der havde vendt sig bort fra Jehova Gud, var sunket ned i:
„Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.
Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed! Amen. Derfor gav Gud dem hen til vanærende lidenskaber; deres kvinder ombyttede den naturlige omgang med den unaturlige, ligeledes vendte også mændene sig fra den naturlige omgang med kvinden og optændtes i deres begær efter hverandre, så at mænd øvede skamløshed med mænd og pådrog sig den velfortjente løn for deres forvildelse.
Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed — hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige, pralende, opfindsomme på ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.“
15. Eksisterer de nedværdigende handlinger og skikke som apostelen Paulus beskriver, stadig?
15 I dag behøver vi ikke at blive mindet om at de selv samme ting som apostelen Paulus omtalte, stadig eksisterer og har skabt en atmosfære af frygt og mistillid. Ringeagt for Guds norm med hensyn til hvad der er godt og ondt truer hver eneste dag andres liv, lykke og velfærd. Tyveri, voldtægt og overfald begået af forbrydere og seksuelt afvegne personer er almindelige foreteelser. Kønslig umoralitet har ført til udbredelsen af afskyelige kønssygdomme, har opløst familier, har berøvet børn deres forældres nødvendige vejledning og har bidraget til at der tages menneskeliv ved svangerskabsafbrydelse. Blandt dem der har ladet hånt om Skaberen ser man tydelige tegn på fysisk, følelsesmæssig og mental skade. Man kan ikke komme uden om Guds uforanderlige lov: „Hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ — Gal. 6:7.
Til gavn at adlyde Gud
16, 17. Hvilke goder opnår man ved at adlyde Guds lov?
16 På den anden side fører det til varige goder hvis man trofast holder fast ved Guds lov. Sådan er det fordi den Almægtige, som er en kærlig og uendelig viis Gud (1 Joh. 4:8; Rom. 16:27), kun har opstillet love der ville være til gavn for mennesket. Han har givet disse love for at beskytte mennesket og sørge for at det går det godt. Alle Guds love vedrørende menneskenes indbyrdes forhold er grundlagt på kærlighed til næsten. Som Paulus skriver: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. Thi det: ’Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt.“ — Rom. 13:8-10.
17 Intet fornuftigt menneske vil naturligvis benægte at det ville være til gavn for ham hvis mennesker overalt viste ægte næstekærlighed. Ja, kun ved at underordne sig Guds lov kan man opnå lykke, fred og tryghed. Den engelske jurist William Blackstone, der havde et grundigt kendskab til retsvidenskab, følte sig tilskyndet til at sige: „[Gud] har så nøje forbundet, så uadskilleligt sammenknyttet den evige retfærdigheds love med det enkelte menneskes lykke, at dette sidste ikke kan opnås uden at man overholder det første; og hvis det første følges omhyggeligt, kan det ikke andet end medføre det sidste.“ Når vi ved at Guds lov er til bedste for os, bør vi ligesom salmisten ønske at give udtryk for vor værdsættelse af den: „Jeg priser dig syv gange daglig for dine retfærdige lovbud. Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ — Sl. 119:164, 165.
Vi må stadig underordne os Gud
18. Hvorfor er det nødvendigt at have et grundigt kendskab til Bibelen for at behage Gud?
18 Hvis nogen skal erfare de velsignelser et menneske opnår ved at holde fast ved Guds norm for hvad der er godt og ondt, må vedkommende naturligvis have et grundigt kendskab til denne norm, sådan som den åbenbares i Bibelen. Det er indlysende at en der aldrig har undersøgt hvad Guds norm er, eller som blot har antaget hvad en anden har sagt om den, ikke kan være sikker på at hans egen adfærd er ret, set med Guds øjne. Som ordsproget siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ — Ordsp. 14:12.
19. (a) Hvorfor er kundskab alene ikke nok hvis man fortsat skal være en godkendt Jehovas tjener? (b) Hvad er nødvendigt foruden kundskab?
19 Hvis man fortsat skal underordne sig Skaberen er det imidlertid ikke nok at have kundskab. For eksempel vidste Adam at det ville betyde døden hvis han spiste af den forbudne frugt; han blev ikke bedraget. (1 Tim. 2:14) Alligevel overtrådte han forsætligt Guds lov. Hvorfor? Fordi han tillagde sit forhold til sin syndige hustru større værdi end sit forhold til Skaberen. Dette viser at man kun kan være og forblive en godkendt tjener for Gud hvis man nærer en ubrydelig kærlighed til sin Skaber, en kærlighed der overgår alle andre følelser. Det betyder at man må være villig til at ofre alt, endog livet, for at forblive lydig mod Gud når pres udefra gør det meget vanskeligt at holde ud. Har du en sådan kærlighed? Din evige velfærd afhænger af om du har denne kærlighed og bevarer den. Som Kristus Jesus sagde: „Den, som elsker sit liv, mister det; men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.“ — Joh. 12:25.