Guds vågne tilbedere i endens tid
1. Hvorfor er det så vigtigt at være åndeligt vågen nu?
NU da Jehovas skarpretter, Kristus Jesus, snart vil udslette den onde verden, er det yderst vigtigt at være vågen for de forpligtelser der påhviler alle som dyrker Bibelens religion. Vi må vogte os for de faldgruber der kan drage os ned i ødelæggelsen sammen med de onde, for Djævelen søger, ligesom en brølende løve, at opsluge alle som vakler. Vi må omhyggeligt holde blikket rettet mod den nye verden som ligger umiddelbart foran os. — 1 Pet. 5:8.
2. Hvilken indstilling opfordrede apostelen Peter sine kristne brødre til at have, og hvorfor er hans vejledning passende for os nu i endens tid?
2 Omkring seks år før Jerusalems ødelæggelse ved de romerske hære i år 70 e. Kr. skrev apostelen Peter sit andet brev til den kristne menighed, og heri gav han inspireret vejledning der har endnu større betydning i vor tid, nu umiddelbart forud for den ødelæggelse som forbilledligt skildredes ved Jerusalems ødelæggelse. Peter henvendte sig til dem der allerede havde fået troen, og han understregede at de var afhængige af Gud og at det følgelig var nødvendigt at de vandrede ydmygt ind for Ham. De havde fået troen „ved vor Guds og frelsers Jesu Kristi retfærdighed“, sagde Peter. (2 Pet. 1:1) Vi er alle i gæld til Gud fordi han har givet os livet og utallige goder hvorved vi opretholder det. I os selv har vi intet at være stolte af, men vi har meget at være taknemmelige for. Ligesom vort nuværende liv skyldes Gud, sådan beror vort håb om evigt liv i den nye verden også på hans foranstaltninger.
Guds foranstaltning til udfrielse
3. Hvad er vort håb om frelse grundet på?
3 Da vi hørte den gode nyhed blev vi, endskønt vi er født i synd og under dødens fordømmelse, alligevel vågne for at det eneste middel til udfrielse er Jesu genløsningsoffer, som Jehova Gud har tilvejebragt. Jesus er „vejen og sandheden og livet“, og ingen kommer til Faderen uden ved ham. (Joh. 14:6) De kristne der får „del i guddommelig natur“ som Guds åndelige sønner og Kristi medarvinger til det himmelske rige, har et sådant håb på grund af genløsningen. Til disse siger apostelen Paulus: „Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde, som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.“ (2 Pet. 1:4; Rom. 5:1, 2) Det håb som den „store skare“ troende der arver det jordiske område under Riget nærer, er også grundet på denne foranstaltning, og de udråber offentligt: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åb. 7:10) De nærer en inderlig taknemmelighed for denne guddommelige foranstaltning. Det er ikke bare noget de påstår at tro på uden at forstå det. De lærer andre derom, og daglig benytter de sig af at bede til Gud i Jesu, genløserens, navn.
4. (a) Hvilket middel gør det muligt at blive udfriet fra ødelæggelse i Harmagedon? (b) Hvilken indstilling må vi have i modsætning til dem der sætter deres lid til mennesker?
4 Det er også ved at acceptere Jesus Kristus som den ved hvem Gud tilvejebringer udfrielse, at man har mulighed for at overleve Harmagedonkatastrofen. I Noas dage var det kun dem der troede på at Noa var Guds profet og som underkastede sig hans ledelse, der blev bevaret gennem Vandfloden. Når Harmagedon rammer den nuværende generation vil kun de der har bevist deres tro på den større Noa Jesus Kristus som Guds store profet og regerende konge, og som underkaster sig hans ledelse, blive frelst og ført ind i den nye verden. (1 Pet. 3:20, 21) De der har sat deres lid til dødelige mennesker vil opdage at de står hjælpeløse. Trods al videnskabelig kunnen vil mennesket opdage at dets raketforsvar er komplet virkningsløst imod de naturkræfter Gud sender over de onde for at udslette dem; mennesket vil heller ikke kunne opfinde noget fartøj hvori det kan flygte ud i universet og derved undslippe dommen. Gud siger om de onde: „Bryder de ind i Dødsriget, min hånd skal hente dem der; stiger de op til himlen, jeg styrter dem ned derfra.“ (Amos 9:2) De der er klar over hvilken situation menneskeheden befinder sig i vil ikke sætte deres lid til menneskers værk, men ydmygt søge Guds åsyn og hans søns, kongen Jesu Kristi gunst. „Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.“ — 1 Pet. 5:5; Sl. 2:12.
Bær de rette frugter
5. Hvilke egenskaber må kendetegne dem der ønsker at leve i den nye verden, og hvad vil sådanne egenskaber resultere i nu?
5 Alt dette nødvendiggør en indsats fra vor side. .Det betyder at vi må indrette vort liv sådan at det er i harmoni med Guds retfærdige krav. I betragtning af den udsigt til liv Gud har givet os, råder Peter: „Ja netop af denne grund, når I til gengæld yder enhver samvittighedsfuld anstrengelse, fuldstændiggør da jeres tro med dyd, jeres dyd med kundskab, jeres kundskab med selvbeherskelse, jeres selvbeherskelse med udholdenhed, jeres udholdenhed med gudhengivenhed, jeres gudhengivenhed med broderkærlighed, jeres broderkærlighed med kærlighed.“ (2 Pet. 1:5-7, NW) Vil man behage Gud må man have tro, hvilket vil sige en velbegrundet overbevisning om at det håb Guds ord fremholder vil blive opfyldt. Dyd er en ret opførsel i harmoni med den moralnorm Gud har sat; uden dyd er vor gudsdyrkelse ikke antagelig. Kundskab er en nødvendighed hvis vi skal være ’arbejdere, der ikke skammer sig ved deres arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis’. (2 Tim. 2:15) Det er vigtigt at vi har selvbeherskelse så vi kan bringe vort liv i overensstemmelse med det vi ved er ret. Udholdenhed hjælper os til at stå fast i troen selv under vanskelige forhold. Gudhengivenhed bevæger os til at lægge hele vort hjerte i vor tilbedelse. Broderkærlighed og kærlighed holder os nært knyttet til Gud, til vore brødre og til den teokratiske organisation. „Hvis disse ting findes i jer og strømmer over, vil de hindre jer i at være enten uvirksomme eller ufrugtbare med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ — 2 Pet. 1:8, NW.
6. (a) Hvilke frugter har kristenheden båret, og hvorfor? (b) Hvilken slags frugt ses tydeligt blandt Jehovas folk, og hvorfor?
6 Vi kan ikke tillade os at være uvirksomme eller søvnige tilbedere. Tiden er inde til aktivitet. Vor handlemåde nu er bestemmende for vor mulighed for liv i den nye verden. Ethvert menneske kendes på dets frugter. Avisen „Memento“, der trykkes specielt i anledning af Mariæ Bebudelsesdag og som udsendes i Holland, har i en artikel om kristenhedens frugter sagt: „Det er vor skyld at Kristi Kirkes enhed er blevet flosset og at sandheden er gået i opløsning. . . . Det er vor skyld at treogtredive millioner kommunister nu fornægter Gud, for vi har ikke elsket tilstrækkelig nidkært. . . . Vi er svage fordi vi har gjort evangeliet til en fersk formel for anstændighed udadtil og en sikker tilværelse . . . Vi er svage fordi vi har rystet de kristne moralprincipper af os . . . Vi er svage fordi vi ikke beder.“ Deres frugter afslører at det ikke er Bibelens religion de har, for deres frugter udspringer ikke af en ’nøjagtig kundskab om vor Herre Jesus Kristus’. Men den der hører sandhedens ord og forstår det, bærer virkelig frugt af den rette slags. Han frembringer frugt i form af de kristne egenskaber der hentydes til i Johannes 15:8, og som bringer Faderen ære. Konsekvent bringer han „Gud lovprisnings-offer, det er: frugt af læber, som [offentligt, NW] bekender hans navn“. (Hebr. 13:15) Dette resulterer i flere indviede kristne, hjertevarmende anbefalingsbreve der vidner om frugtbarheden i den tjeneste vi som „Guds medarbejdere“ er med til at udføre. — 2 Kor. 3:1-3; 1 Kor. 3:5-9.
7. Hvad er der galt hvis man ikke bærer kristen frugt? Hvad skal man gøre ved det?
7 Hvis disse rette egenskaber og gerninger ikke fandtes i vort liv ville der være noget galt. „Den, der mangler dette, er i sin kortsynethed blind og har glemt, at han er blevet renset fra sine tidligere synder.“ (2 Pet. 1:9) Hvis nogle er blevet forsømmelige hvad dette angår og ikke har ydet den „samvittighedsfulde anstrengelse“ som kræves, er det nu på tide at de ændrer dette forhold. Vi kan ikke tillade os at blive ligegyldige eller lunkne. Det ville være højst uklogt at udskyde vor tjeneste for Gud til engang i fremtiden, især i betragtning af den korte tid der er tilbage. Vi må være vågne for de krav der knytter sig til den sande tilbedelse. Kun hvis vi anerkender at det er nødvendigt at rette sig efter Guds krav og at gøre en helhjertet anstrengelse for at tjene ham nu ’skal der i rigt mål gives os adgang til vor Herres og frelsers Jesu Kristi evige rige’. — 2 Pet. 1:11.
Kærlige påmindelser
8. Hvad var grunden til at apostelen Peter skrev sit andet brev?
8 Hvorfor sendte Peter disse råd til sine kristne brødre? Kendte de ikke de ting han skrev om? Han svarer: „Derfor vil jeg altid minde jer om dette, skønt I allerede kender det og er grundfæstede i den sandhed, som er kommet til jer. Og jeg holder det for ret at vække jer ved mine påmindelser, så længe jeg er her i mit legemes telt.“ (2 Pet. 1:12, 13) Ganske rigtigt var to eller tre af evangelierne samt Apostlenes Gerninger skrevet på det tidspunkt. Paulus havde også skrevet de fleste af sine fjorten inspirerede breve, og Peter omtaler disse. Alligevel siger han: „Dette er nu, I elskede! det andet brev, jeg skriver til jer; og i dem begge søger jeg ved min påmindelse at vække jeres rene sind, så I mindes de ord, som er forudsagt af de hellige profeter, såvel som det bud, der af jeres apostle er givet jer fra Herren og frelseren.“ (2 Pet. 3:1, 2) Han vidste at det ville tilskynde dem til fortsat åndelig årvågenhed. Det var en betryggelse for dem at genopfriske disse vigtige sandheder, det holdt deres forståelse levende og satte dem i stand til altid at være ’rede til forsvar over for enhver, der krævede regnskab af dem for det håb, som var i dem’. — 1 Pet. 3:15.
9. Hvordan får vi påmindelser i dag, og hvilken virkning har de på os?
9 Vi der lever i denne endens tid har også brug for sådanne kærlige påmindelser. Bibelen indeholder påmindelser til os. (Sl. 119:2, NW) Artikler i Vagttårnet og Selskabets anden litteratur stimulerer også vore tanker, fordi vi derigennem får påmindelser. Ganske vist har vi studeret mange af grundsandhederne før, men den påmindelse vi her får, er nødvendig for at holde vor forståelse levende, for uden forståelse ville selv den kundskab vi har snart ophøre med at bevæge os til aktiv tjeneste. Med åndelig årvågenhed for øje bør du udnytte disse guddommeligt tilvejebragte påmindelser fuldt ud.
10. Hvorfor havde Peter så stor tillid til at profetierne var sande, og hvorfor har vi i dag endnu mere grund til at nære en sådan tillid?
10 Hvad Peter skrev var ikke indbildning. Han baserede ikke sin lære på „kløgtigt opdigtede fabler“. Han havde selv været sammen med Jesus mens forklarelsen stod på, og han havde dér i et syn set Herren i Rigets herlighed. Desuden havde han hørt Guds egen røst fra himmelen: „Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ Det var på grund af denne trosbekræftende oplevelse at Peter kunne sige at „nu står det profetiske ord så meget fastere for os; det gør I vel i at agte på“. (2 Pet. 1:16-19) Dersom Peter dengang havde grund til at tro, har vi det endnu mere i dag, for lige for vore øjne er der sket en opfyldelse af de profetier der umiskendeligt beviser at Kristus nu er nærværende i Rigets magt og herlighed, at han allerede har indledt kampen mod Djævelen og fordrevet ham fra himmelen, og at denne endens tid snart vil nå sit højdepunkt med ødelæggelsen af alt ondt, og vejen dermed være banet for Guds evige nye verden. Lægger vi os uophørligt disse kendsgerninger på sinde, vil det hjælpe os til at holde os lysvågne under udførelsen af vor gudsdyrkelse.
Snarer vi bør undgå
11. (a) Hvad hjælper os til som kristne at være agtpågivende? (b) Hvilke to forseelser advares vi imod i 2 Peter 2:10?
11 Hvor ville det være sørgeligt at gå glip af den nye verden når vi nu står på tærskelen til den! Men det er hvad der kan ske for os hvis vi ikke lytter til de advarsler som er nedskrevet til vor beskyttelse. „Således forstår Herren at udfri de gudfrygtige af deres prøvelse og at bevogte de uretfærdige til straffen på dommens dag, især dem, som med besmittet attrå jager efter kødelig lyst og foragter Herrens værdighed.“ (2 Pet. 2:9, 10) Læg mærke til de to forseelser vi især advares imod: at jage efter kødelig lyst og at foragte Herrens værdighed.
12. (a) Hvilket håb forspilder man hvis man „jager efter kødelig lyst“? (b) Hvordan viser israelitternes erfaring at det er nødvendigt at være vågen for denne fare?
12 Der er ingen fornuft i at ignorere advarselen. Det vil intet hjælpe os at fremføre at vi er født i synd og følgelig let giver efter for kødets svaghed. „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.“ (1 Kor. 6:9, 10) Vi er aldrig den nye verden så nær at vi kan slække på vor agtpågivenhed. Vi må være vågne for faren. Da israelitternes fyrretyve års vandring var ved at være til ende og de stod i begreb med at drage ind i det forjættede land, var der tusinder af israelitter der forspildte deres mulighed for at komme ind i det land Gud havde givet dem; de bukkede under for kødets lidenskab og „begyndte at bedrive hor med de moabitiske kvinder“. (4 Mos. 25:1) Enhver der i dag har forladt verdens besmittede adfærd, men som alligevel lader sig lokke til umoralitet og begynder at leve umoralsk, har fornægtet deres ejer som købte dem, Jesus Kristus. „Det er gået dem, som ordsproget træffende siger: ’Hunden vender sig om til sit eget spy,’ og ’den vaskede so vælter sig atter i sølen.’“ — 2 Pet. 2:22.
13. Hvad er der galt med et menneske der giver efter for umoralitet? Hvad må vi følgelig passe på, og hvordan?
13 De der handler sådan har onde hjerter. „Deres øjne er fulde af utugtigt begær og spejder uafladeligt efter synd; de lokker ubefæstede sjæle; de har hjertet opøvet i havesyge,“ siger Peter. Jesus pegede på den samme årsag da han sagde: „Thi fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt,“ og så videre. (2 Pet. 2:14; Matt. 15:19) Hvordan er sådanne ønsker i det hele taget opstået i hjertet, sædet for motiverne, og har fået magt over det? Et menneske handler ikke efter enhver tanke der opstår i dets sind, men det der til sidst får et menneske til at handle er de ting det dvæler ved, de tanker dets sind kredser om indtil de bærer frugt. (Jak. 1:14, 15) Hvis man gør det til en vane at nære sit sind med umoralitet, bringer man sin kristne uangribelighed i fare. „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ (Ordsp. 4:23) Det kan vi gøre ved at opdyrke de rette tænkevaner som anbefalet i Filipperbrevet 4:8: „I øvrigt brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ At følge dette råd er at beskytte hjertet.
14. Hvem er de „herlige“ som Peter omtaler, og hvorfor er det så vigtigt at vise dem den rette respekt?
14 Hvad med dem der „foragter Herrens værdighed“? Om dem siger apostelen videre, ifølge Ny Verden-oversættelsen: „Frække, selvrådige, skælver de ikke for de herlige, men taler nedsættende.“ (2 Pet. 2:10, NW) De „herlige“ der hentydes til her, er ikke dem der er store lys og som stråler i deres egne øjne eller som af andre betragtes som glorværdige på grund af deres store bedrifter. I en bøn som Jesus bad til sin Fader, sagde han om dem der fulgte i hans fodspor: „Den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem.“ (Joh. 17:22) Herligheden er derfor gudgiven. De har fået tildelt forrettigheder der, da de kommer fra Gud, naturligvis er herlige. Kongen Jesu Kristi brødre er blevet udvalgt til at arve det himmelske rige — i sandhed en herlig forret! Denne gunst som Gud har vist nogle mennesker, kan andre af menneskeslægten ikke ignorere hvis de ønsker at opnå livet. Det er grunden til at Jesus, i sin lignelse om fårene og bukkene, viste at andre ville blive dømt værdige eller uværdige til liv i den nye verden på grundlag af deres holdning over for Kongens brødre og det budskab de bragte om Riget. At tale nedsættende om disse Rigets ambassadører ville være at vise manglende respekt for Riget, for Kongen, og for Jehova Guds egen værdighed, han som har indsat Kongen i magt. Resten af disse Rigets arvinger der endnu befinder sig på jorden udgør som en kollektiv gruppe den „tro og kloge træl“, som Gud har overdraget Rigets interesser på jorden. Under den hellige ånds ledelse har denne „træl“ udvalgt mænd der som tjenere i menighederne skal vogte Guds hjord. Det har stor betydning at vi anerkender og til enhver tid samarbejder med dem som Gud har tildelt et særligt ansvar, eller særlig myndighed, og ikke ser ned på ordningen eller taler nedsættende om dem der har fået disse forrettigheder betroet.
15. Hvordan kan man sige at de der ’taler nedsættende om de herlige’ er som fornuftløse dyr?
15 De der kæmper imod Guds synlige organisation, som den „onde træl“ har gjort, røber at de er ufornuftige, at de ikke værdsætter Jehova Gud og at de ikke forstår at de skal stå ham til regnskab. De forstår ikke åndelige ting. „Disse mennesker, der som fornuftløse dyr af naturen er født til at fanges og forgå, skal i det hvorom de er uvidende og som de taler nedsættende om, endog lide undergang på deres egen undergangs vej, idet de gør sig selv skade som løn for deres urette færd.“ — 2 Pet. 2:12, 13, NW.
16. Hvad kan vi være sikre på i betragtning af Guds domseksekveringer i fortiden?
16 Ingen der lader hånt om den guddommelige advarsel må tro at Gud vil tilbageholde straffen for deres gudsfornægtende opførsel. Han undlod ikke at straffe de engle der syndede, eller den onde verden på Noas tid, eller Sodomas og Gomorras umoralske indbyggere. (2 Pet. 2:4-7) I Harmagedon vil han eksekvere dommen over dem der følger i deres onde forgængeres spor, men han vil også bevare dem der ved at lade sig lede på hans retfærdige veje viser at deres hjerter hænger ved ham.
Et ret syn på Guds tålmodighed
17. Hvorfor vil en kristen ikke vakle i sin tro fordi vantro spotter tanken om verdens ende?
17 Når vore tanker er blevet styrket af Guds ord vil vor tro ikke vakle, selv når den stilles over for verdens spottende vantro. Verdslige mennesker siger måske: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ (2 Pet. 3:4) Men vi ved at det ikke er sandt. Oplyste af Guds ufejlbarlige ord er vi vågne for at vi lever i endens tid. Selv om mennesker spotter tanken om at den onde verden skal udslettes i Harmagedonslaget, gør vi det ikke. Vi er godt kendt med de bibelske og verdslige historiske beretninger om Vandfloden i Noas dage, ved hvilken „den daværende verden blev oversvømmet af vand og gik til grunde“. Det giver os et billede af hvad der er i vente. „De nuværende himle [Satan og hans dæmoner] og jorden [ugudelige mennesker] er gemt ved det samme ord og forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes.“ (2 Pet. 3:5-7) Den domseksekvering er vis; den bør ikke spottes.
18. (a) Hvorfor tager spotterne fejl når de siger at Gud nøler? (b) Hvordan bør vi betragte den langmodighed Gud viser nu?
18 I deres forsøg på at bagatellisere situationens alvor siger spotterne, idet de dermed genspejler deres egen vantro, at hvis det var Guds hensigt at indføre en ny verden havde han gjort det for længe siden; de finder at han nøler. Men Peter formaner: „Dette ene må I ikke glemme, i elskede, at een dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som een dag.“ Tusinde år er en lang tid for et menneske hvis liv kun strækker sig over halvfjerds eller firs år, men for Gud, der bebor evigheden, er det som én dag ville være for os. Så der er ingen grund til tvivl, når vi standser op og tænker på at der er forløbet mindre end seks af disse tusindårs dage siden mennesket henfaldt til synd, og vi lever nu i den generation der skal opleve at den nye verden indføres. „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen (sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer, da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse.“ (2 Pet. 3:8, 9) De der er travlt optaget i Herrens arbejde klager ikke over Guds langmodighed; de arbejder ihærdigt for at finde Herrens får og få dem ind i den sikre fold mens det endnu er tid. Mens de i spændt forventning ser frem til den tid da ondskaben er hørt op og Guds navn for evigt er blevet ophøjet, er de ivrige efter forinden at gøre alt hvad de kan for at hjælpe mennesker med et ret hjerte til at omvende sig og sammen med dem komme ind i den nye retfærdsverden.
19. Hvorfor vil ødelæggelsen komme over den gamle verden som en tyv, men hvorfor bliver Jehovas trofaste vidner ikke overrumplet?
19 Selv om verden er blevet advaret, vil de vantro og ulydige mennesker alligevel blive overrumplet fordi de ikke giver agt på advarselen. Jehovas dag kommer over dem som en tyv — uønsket, og på en tid de ikke venter det. „Men I, brødre; lever ikke i mørke, så dagen kan overraske jer som en tyv. Thi alle er I lysets børn og dagens børn.“ (1 Tess. 5:2-5; 2 Pet. 3:16) Nej, Jehovas trofaste vidner vil ikke blive overrumplet. De tager sig følgende råd til hjerte: „Da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.“ De lever hver dag i dyb bevidsthed om at den dag Jehova udsletter den sataniske verden er nær. De ved at Guds rige allerede hersker i himlene og at de er dets offentlige repræsentanter. De kæmper nidkært for det både i ord og gerning. Disse Jehova Guds vågne tilbedere bestræber sig alvorligt på at vække andre til åndelig årvågenhed så de ikke skal gå ned i den evige søvn sammen med de onde i Harmagedon, men i stedet overleve sammen med de vågne tilbedere og komme ind i den nye verden hvor de skal tilbede Jehova Gud for evigt. — 2 Pet. 3:11-14.