• Jehovas teokratiske organisation i dag
    Vagttårnet – 1952 | 15. maj

    • intet, mit folk kan intet fatte.“ (Es. 1:3) De indtager selv en stilling, der nedkalder svidende fordømmelse over dem, og så råber de: intolerance! Men siger Gud ikke her, at de har mindre forstand end en okse eller et æsel? Hans ord kalder dem „stumme hunde“ og „grådige hunde“. Kristus Jesus kaldte dem dårer og løgnere og sønner af Djævelen. Sarkasme, spot og hån bruges imod de falske religionsdyrkere. Læg mærke til Jobs ord til sådanne: „Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse arm! Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en fylde af visdom!“ Og overvej som et andet eksempel på ironi Elias’ ord til de falske tilbedere, da deres gud ikke svarede efter timers bønfaldelse: „I må råbe højt, thi han er jo en gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!“ (1 Kong. 18:21-28; Job 12:2, 7, 8; 26:2, 3; Es. 56:10, 11; Matt. 23:17; Joh. 8:44) Dette skulle få dem, som tager på vej imod Jehovas vidner, fordi de taler rent ud om falske religioner, til at standse op et øjeblik. At fordømme denne ligefremme tale er at fordømme Bibelen og Gud selv!

      19. Hvorfor kan en kristen ikke slutte sig til nogen bevægelse, der arbejder på en trossammenslutning, og hvad måtte han uden indvending tolerere, hvis han gjorde det?

      19 Alt det foregående viser tydeligt, at kristne ikke kan slutte sig til nogen bevægelse, der tager sigte på trossammenslutninger. Lige så lidt som Abel kunne med Kain, eller Israel kunne med Ægypten eller med kana’anæerne, eller Jesus kunne med de skriftkloge og farisæerne og saddukæerne, eller de første kristne kunne med Konstantins sammenblanding af hedenskab og frafalden kristendom. Skulle en kristen gå ind for en trossammenslutning, ville det betyde, at han måtte tolerere hedensk lære med påtrykt kristent stempel, tolerere læresætningen om en treenig Gud, tolerere påstanden, at Gud på djævelsk vis piner sjæle i ildsøer, tolerere den bespottelse, at Gud for penge vil udfri martrede sjæle fra en brændende skærsild, tolerere lotterispil, tolerere det synspunkt, at Jesus ikke var Messias, men en bedrager, tolerere den djævelske udviklingslære, tolerere gejstligt hykleri og mængen sig med politik, tolerere religiøs krigsophidselse og feltpræsters velsignelse af kristne, der dræber andre kristne, og så fremdeles over for en fortsat strøm af bespottelser, som den kristne måtte tolerere i tavshed. Han måtte se igennem fingre med synd, lukke øjnene for uret, stoppe ørene for gudsbespottelse og gøre sin tunge stum for i tavshed at tolerere, hvad der er ondt. Af frygt for at støde mennesker i ord eller handling ville han krænke Gud ved i tolerancens navn at tolerere enhver satanisk snare, der mødte ham på hans vej. Han ville være uren og uegnet til Jehovas tjeneste og ordsproget gælde ham: „Hunden vender sig om til sit eget spy, og den vaskede so vælter sig atter i solen.“ At vende tilbage til denne verdens urenhed efter at være blevet udskilt fra den og renset, ville gøre os uegnede til at modtage yderligere barmhjertighed fra Jehova. (Hebr. 10:26; 2 Pet. 2:20-22; Åb. 18:4) Derfor bør vi ved Jehovas ufortjente godhed påskønne og holde os til den synlige teokratiske organisation, han i dag har oprettet.

      (The Watchtower, 1. februar 1952)

  • Identificeringen af „Guds Israel“
    Vagttårnet – 1952 | 15. maj

    • Identificeringen af „Guds Israel“

      ET MEGET omdiskuteret spørgsmål er dette: Udgør oprettelsen af staten Israel, der blev etableret i Palæstina den 14. maj 1948 og altså nu er i sit femte år, en opfyldelse af en af Bibelens profetier? I en artikel med titlen „Hvad jøderne tror“, der stod i bladet Life den 11. september 1951, fremsatte rabbi Philip S. Bernstein, præsident for den største rabbinerorganisation i verden (Central Conference of American Rabbis), følgende udtalelse: „På få undtagelser nær tror religiøse jøder i dag på genoprettelsen af Israel og menneskehedens endelige genløsning. For de fleste liberale jøder er løsningen på det historiske, jødiske problem ved grundlæggelsen af Israels rige et skridt hen imod opfyldelsen af de demokratiske og messianske forhåbninger, der kommer til udtryk i jødedommens profetier.“ Redaktøren for Morning Call, Allentown, Pennsylvania, Percy Ruhe, siger, „han tror, at jødernes tilbagevenden til Israel er en vigtig del af opfyldelsen af Det gamle Testamentes profetier. „Først når den er tilendebragt, kan vi vente Tusindårsriget, — de tusinde år med fred,“ . . . slutter han.“ (10. juni 1950) Både jøder og ikke-jøder er meget interesserede i dette emne. Frisindede, ærlige og oprigtige mennesker, både jøder og ikke-jøder, kan let finde det rigtige svar på spørgsmålet ved at undersøge De hellige Skrifter og de aktuelle begivenheder, der har fundet sted.

      Det var den store, jødiske profet Moses, der advarede israelitterne med disse ord: „Hvis du ikke omhyggeligt handler efter denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, Jehova din Gud, så skal Jehova . . . adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden.“ (5 Mos. 28:58, 59, 64) En jødisk profet, større end Moses, Jesus af Nazaret, gentog den sørgelige advarsel, da han sagde: „Det er tiden til udøvelse af retfærdighed, for at alt, hvad der er skrevet, kan blive opfyldt. De vil falde for sværds od og blive ført som fanger ud blandt nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er til ende.“ — 5 Mos. 18:18, 19; Luk. 21:22, 24; Joh. 1:45; Ap. G. 3:20, 22, 23, NW.

      Både Moses og Jesus var sande profeter, og det, de forkyndte, gik i opfyldelse. I året 70 (e. Kr.) mødte der Jerusalem den mest grufulde og forfærdelige tilintetgørelse ved de omringende romerske hæres belejring. Dets tempel blev ødelagt, over 1.100.000 af indbyggerne døde (ifølge den jødiske historiker Flavius Josephus), byen blev lagt fuldstændig øde, omkring 97.000 blev taget til fange, og de, der flygtede, blev spredt for alle vinde. Således forkastede Jehova jøderne som nation betragtet; de var ikke længere Guds udvalgte folk. Kun en lille trofast rest vedblev med at have hans velsignelse, og det var med dem, Jehova oprettede og indstiftede en „ny pagt“, eftersom den gamle lovpagt var blevet opfyldt og borttaget. — Jer. 31:31-34; Hebr. 8:8-13.

      Guds sande Israel

      Ved den gamle pagts ophør blev den nye sluttet med dem, der bliver åndelige jøder. Dette indebar, at ikke alene naturlige jøder, men også ikke-jøder kunne komme ind under den nye pagts forordning og således blive åndelige jøder. Kødelig herkomst fra Abrahams lænder bevirker derfor