Kærlighed, „enhedens fuldkomne bånd“
„Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:14.
1. Hvorfor er befalingen i Kolossenserbrevet 3:14 en stor udfordring i dag?
MIDT i en verden af had og splid må det siges at være en stor udfordring for Jehovas vidner at skulle følge den befaling Gud har ladet nedskrive i Kolossenserbrevet 3:14. Befalingen — der kan synes næsten umulig at følge — lyder sådan: „Foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ Ikke desto mindre bliver den inspirerede befaling fulgt, til ære for Gud.
2. Hvad er det eneste der ser ud til at forene kristenhedens sekter i dag, og hvad er kristenheden derfor en del af?
2 Det må indrømmes at kærligheden som et fuldkomment enhedsbånd ikke findes inden for kristenheden i almindelighed, for den er splittet i hundreder af indbyrdes stridende sekter og trossamfund med hver sine lærepunkter og ceremonier. Det eneste der ser ud til at forene alle kristenhedens kirker er at de hader og modstår den kristne menighed af Jehovas indviede og døbte tjenere, dem der er hans vidner i dag. (Esajas 43:10, 12) I deres had og modstand mod Jehovas Vidner gør kristenhedens kirkesamfund fælles sag med denne verden, som styres og dirigeres af Satan Djævelen, „denne verdens gud“. (2 Korinter 4:4, da. aut.) Alt dette er nøjagtig som kristendommens grundlægger sagde det ville være. Da Jesus sidste gang talte til sine trofaste apostle, efter at forræderen Judas Iskariot var gået, sagde han: „Dette befaler jeg jer, at I skal elske hinanden. Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Johannes 15:17-19.
3. Hvilket spørgsmål kan man stille med hensyn til målet for verdens had?
3 Disse ord af Jesus giver uvilkårligt anledning til spørgsmålet: Hvilket trossamfund findes der i dag som er udsat for had og fjendskab fra verden, og ikke mindst fra kristenheden? Historiens forløb, specielt siden den første verdenskrig, sætter enhver ærlig iagttager i stand til at svare.
4. Hvem gælder Paulus’ befaling i Kolossenserbrevet 3:14, og hvem er den åndelige Fader som disse har tilfælles?
4 Paulus’ indledende ord i Kolossenserbrevet er med til at fortælle Jehovas Vidner at budet om at ’iføre sig kærlighed, enhedens fuldkomne bånd’, gælder dem. Vi læser: „Paulus, en Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og Timoteus, vor broder, til de hellige og troende og trofaste brødre i samhørighed med Kristus i Kolossæ: Måtte I have ufortjent godhed og fred fra Gud, vor Fader.“ (Kolossenserne 1:1, 2) Hvem var denne himmelske Fader som de kristne i byen Kolossæ i det første århundrede havde tilfælles? Det var deres åndelige leders, Jesu Kristi, Fader; hans Fader er den Gud der ’har højhedsret over hele jorden’, og hvis navn er Jehova. — Salme 83:19, Kalkar.
5. Hvem må de som Paulus stilede sit brev til, tilbede? Hvordan illustrerede Jesus og apostelen Johannes dette?
5 Vi ser altså at Paulus må have stilet sit brev til dem der tilbeder Jehova Gud, ligesom Jesus Kristus selv tilbeder Gud. På fristelsens bjerg afslog Jesus Djævelens tilbud om at give ham hele verden, hvis blot Jesus ville bøje sig ned og tilbede ham. Uden tøven afviste Jesus fristeren og citerede det inspirerede bud: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ (Mattæus 4:8-11; Lukas 4:8; 5 Mosebog 6:4, 5, 13) Jesu disciple må gå i hans fodspor og tilbede den Gud han altid selv har tilbedt, Jehova. (Johannes 20:17) I overensstemmelse med dette sagde en engel til apostelen Johannes, da Johannes faldt ned for hans fødder for at tilbede ham: „Gør det ikke! . . . Tilbed Gud; det at vidne om Jesus er jo ånden i profetien.“ — Åbenbaringen 19:10; 1:1.
6. (a) Hvornår blev befalingen i Åbenbaringen 18:4, 5 endnu mere aktuel, og hvorfor? (b) Hvem har adlydt befalingen, og med hvilket resultat?
6 Åbenbaringen 18:4, 5 indeholder denne guddommelige advarsel mod Babylon den Store: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager. For hendes synder har hobet sig op, helt op til himmelen, og Gud har husket hendes uretfærdigheder.“ Dette skriftsted blev fremdraget i bladet The Watch Tower allerede i december 1880,a men det må siges at advarselen er blevet endnu mere aktuel efter den første verdenskrig, i betragtning af den måde Babylon den Store vanærede Gud på i denne krig. I lydighed mod befalingen i Åbenbaringen 18:4, 5 har de der ønskede at høre til Jehova Guds folk forladt Babylon den Store og flokkes nu i kristen enhed for at opdyrke den kærlighed der er „enhedens fuldkomne bånd“. De har lagt sig apostelens ord i Første Korinterbrev 14:33 på sinde: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud.“ Når vi i dag betragter Jehovas Vidners mere end treogfyrre tusind menigheder, kan vi ikke lade være med at gentage ordene i Salme 133:
„Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen: som kostelig olie, der flyder fra hovedet ned over skægget, Arons skæg, der bølger ned over kjortelens halslinning som Hermons dug, der falder på Zions bjerge. Thi der skikker [Jehova] velsignelse ned, liv til evig tid.“ — Salme 133:1-3.
7. Hvem er i dag forpligtet til at bevare denne enhed, og med hvilket formål bevarede Gud sine vidner under den første verdenskrig?
7 Jehovas Vidner i nutiden har, ligesom Kolossensermenigheden i det første århundrede, den forpligtelse at værne om den enhed der præger deres samfund midt i denne splittede verden. Dette gælder især siden „nationernes fastsatte tider“ udløb i krigsåret 1914! (Lukas 21:24) Den første verdenskrig betød en trussel mod Jehovas Vidners eksistens som en organisation af sande kristne. Men for at ’den gode nyhed om riget kunne blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’, tillod den almægtige Gud ikke at den forenede fjendeflok af såkaldte kristne og af hedninger udslettede alle hans salvede vidner. (Mattæus 24:14; Markus 13:10) I 1919, det første efterkrigsår, befriede Jehova Gud dem for de begrænsninger der havde hæmmet dem, og sendte dem ud for at forkynde blandt alle nationer.
8. Hvordan har Satan prøvet at bryde de kristnes enhed, efter at det ikke er lykkedes ved angreb udefra?
8 Det var ikke lykkedes Satan Djævelen at komme Jehovas Vidner til livs ved angreb udefra. Siden da har han forsøgt at bryde deres enhed på en mere underfundig måde, ved at angribe dem indefra. I Åbenbaringen 12:17 finder vi denne forudsigelse: „Dragen blev vred på kvinden og gik bort for at føre krig mod de øvrige af hendes sæd, dem som holder Guds bud og har den gerning at vidne om Jesus.“
Den personlighed vi bør stræbe efter
9. Hvilken smitte må Jehovas Vidner være på vagt over for, og hvad læser vi herom i Salme 91?
9 Den onde verden er gennemsyret af had, og denne indstilling breder sig, som Jesus også forudsagde i sin profeti om „afslutningen på tingenes ordning“: „Mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange; og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden kølnes hos de fleste. Men det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“ (Mattæus 24:3, 11-13) Had virker smittende; selv medlemmerne af Jehova Guds synlige organisation må være på vagt mod at blive smittet. Hvordan vi kan gøre dette, antyder salmisten for os under inspiration af Gud: „Den, der sidder i den Højestes skjul og dvæler i den Almægtiges skygge, siger til [Jehova]: Min tilflugt, min klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler. Du frygter ej nattens rædsler, ej pilen, der flyver om dagen, ej pesten, der sniger i mørke, ej middagens hærgende sot. Falder end tusinde ved din side, ti tusinde ved din højre hånd, til dig når det ikke hen; du ser det kun med dit øje, er kun tilskuer ved de gudløses straf.“ — Salme 91:1, 2, 5-8.
10. Hvordan kan vi undgå at få en personlighed der får os til at ligne denne verdens mennesker, og hvordan ser Gud på os i modsætning til den døde verden?
10 Vi kan være forvissede om at Gud vil beskytte os, men vi må overholde de betingelser han selv har sat. Hvis vi holder os fra nært samkvem med denne syge verden — et fællesskab der vil være åndeligt dræbende — kan vi undgå at blive iført den personlighed der vil få os til at være som mennesker i denne verden. Vi vil ikke iføre os verdens hadefulde indstilling. Det diametralt modsatte af had er kærlighed, kærlighed til Jehova og Kristus, og kærlighed til vore kristne brødre og søstre. Den personlighed hvor denne kærlighed findes — det er den apostelen Paulus skrev at vi som disciple af Jesus Kristus skulle iføre os. Da vil vi kunne anbefale os over for andre som tjenere for Gud „ved kærlighed uden hykleri“. (2 Korinter 6:4-10) Gud selv er ophav til denne kærlighed, og hvis vi ejer den vil det sige at vi har opnået et nært forhold til ham; vi har vendt den gamle verden ryggen i den forstand at vort hjerte og vor sjæl ikke længere er i samklang med verden. I Guds øjne er verden død, og de der hører verden til er døde, ikke levende. Vi der er indviede og døbte disciple af Jesus Kristus lever derimod i Guds øjne; vi lever som en del af hans organisation, hvor kærligheden er rådende. Det er derfor ingen overdrivelse når der i Første Johannesbrev 3:14 står: „Vi ved at vi er gået over fra døden til livet, for vi elsker brødrene. Den der ikke elsker, forbliver i døden.“
11. Hvilket broderskab giver kærligheden os adgang til?
11 Vi ser således at kærlighed åbner døren for os til et broderskab, hvor Jesus Kristus, Guds søn, er som en ældre broder. Denne kristne egenskab er som en klædning der — synligt for alle, og uden hykleri — viser hvem og hvad vi er. Den er som en sammenfatning af de egenskaber vi ifølge Guds ord må tilegne os og praktisere.
12. Hvilke skridt må man tage for at få denne kærlighed, og kan man derefter se stort på de egenskaber disse skridt indbefatter?
12 Der er, forståeligt nok, visse skridt man som lydig discipel må tage for at kunne iføre sig denne ægte kærlighed. Henvendt til dem der har det strålende himmelske håb for øje, siges der i Andet Petersbrev 1:5-8: „Ja, af netop denne grund skal I, ved at anvende al iver og alvor, til jeres tro føje dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse, til jeres selvbeherskelse udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed. For hvis disse egenskaber er i jer og strømmer over, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ De forskellige egenskaber der skal føjes til hinanden, skal naturligvis ikke opgives så snart man er nået frem til kærligheden, den ypperste egenskab. Nej, den kristne skal fastholde troen, dyden, kundskaben, selvbeherskelsen, udholdenheden, gudhengivenheden og den broderlige hengivenhed som en uadskillelig del af sin velafrundede personlighed. Disse egenskaber skal ’strømme over’, sammen med kærlighed. De der ejer disse træk som noget blivende i deres personlighed, vil modtage deres belønning af Guds hånd når tiden er inde.
13. Hvad siger Paulus i tillæg til dette i Kolossenserbrevet 3:12-14?
13 Foruden de nævnte ting vi må arbejde på for at opnå belønningen, kan vi her passende nævne de egenskaber apostelen Paulus siger vi må iføre os som et udtryk for vor personlighed. Lige før han har nævnt hvad enhedens fuldkomne bånd er, opfordrer han: „Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre. Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:12-14.
En modsætning til de splittede
14. Hvordan var medlemmerne af den kristne menighed før de begyndte at følge apostlenes anvisninger?
14 Disse anvisninger fra apostlene peger på hvilken slags mennesker den kristne menighed skal bestå af. Dens medlemmer har tidligere hørt til den gudløse, frastødende verden med alle dens djævelske egenskaber. Hvordan var deres væremåde dengang? I Første Korinterbrev 6:9-11 svarer apostelen Paulus: „Ved I ikke at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Bliv ikke vildledt. Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd, eller tyve . . . skal arve Guds rige. Og dog er det sådan nogle af jer har været. Men I er blevet vasket rene, I er blevet helliget, og I er blevet erklæret retfærdige i vor Herres Jesu Kristi navn og med vor Guds ånd.“
15. Hvorfor ejer denne verdens mennesker ikke noget varigt ’enhedsbånd’?
15 Verdslige mennesker der svarer til denne beskrivelse vil få meget svært ved at fremvise nogen som helst egenskaber af ren og uselvisk art, noget der kunne binde dem til andre med fuldkomne, ubrydelige fællesskabsbånd. Der er da heller ikke meget sammenhold i den gamle verdens samfund. For en tid kan der være et vist fællesskab mellem folk der har samme selviske interesser. Men når de en dag ikke længere har sådanne selviske mål tilfælles, mister de interessen for hinanden. De bånd der binder dem sammen bliver opløst. Til sidst kan de højst tåle hinanden, og gør det kun fordi de er nødt til at leve i samme samfund.
16. Hvad vender verdens mennesker tilbage til når de ikke længere er bundet af bånd der midlertidigt forener dem, og hvorfor?
16 Nationalisme! Patriotisme! Racisme! Religiøse sektdannelser! Den slags kan for en tid bringe følelserne i kog og give de enkelte en overvældende følelse af samhørighed med deres gruppe. Men når det kommer til stykket føler de alligevel at „enhver er sig selv nærmest“. Når de er sig selv og ingen kontrollerer dem, handler de efter deres eget forgodtbefindende. Så afslører de sig som de samme egenkærlige personer de altid har været. Nogle af denne verdens mennesker har måske udrettet noget stort eller viet deres liv til en sag der er stor i verdens øjne og bliver rost til skyerne eller omgivet med al mulig hæder og ære; men efter Bibelens normer kan de ikke af den grund blive regnet værdige til en plads i Jehova Guds himmelske rige og komme til at herske sammen med Kristus.
17. Hvad må de der søger Guds rige først, gøre? Hvad er det der hjælper dem i denne henseende?
17 Guds rige har intet fællesskab med denne verden og dens tilhængere. Samtidig med at Satan og hans verden har lidt et kæmpemæssigt nederlag i sit forsøg på at forene sine tilhængere, opfordrer Guds rige under Kristus nu de indviede og døbte kristne der søger dette rige først, til enig handling og tjeneste. Dette rige er en frugt af Guds kærlighed. Selve ånden i denne himmelske regering er kærlighed, fremfor alt kærlighed til Gud, og had til hans hovedfjende, Satan, og den verden han er „gud“ for. På trods af at Satan gør alt hvad han kan for at volde splittelse, tjener den kærlighed der udgår fra den himmelske Fader, Jehova Gud, stadig som et fuldkomment ’enhedens bånd’ for alle der holder sig til hans synlige, jordiske organisation, ja, for hele Guds familie i himmelen såvel som på jorden.
[Fodnote]
a Dette nummer af bladet havde på side 6 en artikel med titlen „Babylon the Great“, Babylon den Store.
Husker du?
■ Hvad er det der forener sande kristne, i modsætning til kristenhedens medlemmer?
■ Hvordan søger Satan at bryde vor kristne enhed?
■ Hvordan kan vi ’iføre os kærlighed’ på trods af denne verdens had?
■ Hvordan kan kærligheden knytte os sammen, mere end de bånd der undertiden knytter mennesker i verden sammen?
[Illustration på side 11]
De kristne hører til et kærligt brodersamfund, hvor Jesus Kristus er som en ældre broder