Hvad siger Bibelen?

Vil jorden en dag blive udslettet?

URETFÆRDIGHED, forbrydelser og krig gør jorden til et mere og mere farligt sted at bo. Og alligevel er selve jorden et smukt hjemsted for menneskene, rigt på variation i plantelivet og dyrelivet. Der er uendelig meget vi kan glæde os over at se, høre, lugte, smage og føle.

Skal vi da tro at den der har skabt jorden også har besluttet at gøre ende på alt det smukke — de sneklædte bjergtinder, de grønne dale og frodige enge, de tætte jungler og mørke skove, de brede strande, fossende vandfald, bugtende floder og dybe have, foruden fuglenes sang og alt det andet som vi glæder os over hos de tusinder af forskellige dyrearter? Vil Gud udslette jorden, eller vil han tillade at mennesket reducerer den til en øde og livløs planet? For at kunne besvare disse spørgsmål må vi undersøge hvordan Gud betragter sit skaberværk.

Bibelens første kapitler fortæller hvordan Gud skridt for skridt gjorde jorden til en velegnet og behagelig bolig for mennesket. Ved slutningen af hver skabelsesperiode erklærede han det han havde gjort for „såre godt“. Intet i Bibelen tyder på at Gud siden er begyndt at regne hele det jordiske skaberværk for at været slet i bund og grund, kun egnet til udslettelse.

Nej, tværtimod viser Bibelen at Jehova Gud har stor omsorg for hele sit skaberværk. Det undgår ikke engang hans opmærksomhed hvad der sker med de fornuftløse fugle. Jesus Kristus sagde til sine disciple: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden.“ (Matt 10:29) I den lov Gud gav israelitterne opfordrede han dem til at vise dyrene hensyn. De måtte ikke tage en hunfugl der lå på rede, men skulle lade den flyve så den kunne få andre unger. (5 Mos. 22:6, 7) Gud forbød at en okse og et æsel blev sat under samme åg, da dette ville være en urimelig hård byrde for æselet, den svageste af de to. (5 Mos. 22:10) Når en okse tærskede korn måtte man ikke binde munden til på den. Oksen skulle ikke udsættes for den pine at blive forhindret i at spise noget af det korn den tærskede. — 5 Mos. 25:4.

Alt dette illustrerer at Jehova Gud interesserer sig for sit skaberværk. Han ser ikke med milde øjne på at mennesker ødelægger jorden og dræber dyrene i flæng. Bibelen fortæller at Gud har i sinde at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åb. 11:18) Endvidere omtaler Bibelen Jehova som „himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos“. (Es. 45:18) Han vil aldrig tillade at mennesker ødelægger hans skaberværk fuldstændigt.

Men når Jehova udsletter dem der ødelægger jorden, vil det så ikke samtidig betyde ødelæggelse for selve jorden? Det kan besvares med et modspørgsmål: Hvorfor skulle jordens ødelæggere tvinge Gud til at knuse det han selv har skabt, og som er godt? Hvorfor skulle det som de gør, få ham til at modarbejde det han selv har erklæret som sin hensigt med jorden?

At udslettelsen af dem der ødelægger jorden ikke samtidig betyder ødelæggelse for selve jorden, fremgår af det der skete på Noas tid. I en jordomspændende vandflod udslettede Gud en voldspræget menneskeverden. Men han sørgede for at den retfærdige Noa og syv medlemmer af hans familie, sammen med nogle eksemplarer af de grundlæggende dyrearter, blev bevaret i live.

Det der skete dengang brugte apostelen Peter som et eksempel på noget fremtidigt; han skrev: „Den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand. Men ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild og bevaret til de ugudelige menneskers doms og undergangs dag.“ — 2 Pet. 3:6, 7.

Bemærk at den kommende ødelæggelse, ligesom i tilfældet med Vandfloden, ikke er rettet mod alle mennesker og alle andre skabninger på jorden, men mod „de ugudelige mennesker“. Ligesom på Noas tid vil den bogstavelige jord ikke blive udslettet. Men hvorfor står der så i Andet Petersbrev 3:10: „På den dag vil himlene forsvinde med en sydende støj og de stærkt ophedede elementer vil blive opløst, og jorden og alt menneskeværk på den vil blive afdækket“?

I betragtning af at Guds hensigt var at jorden skulle være beboet, skal disse ord tydeligvis forstås symbolsk. Ordene har paralleller andre steder i Bibelen. For eksempel står der i Esajas 13:13 om Guds dom over Babylon: „Jorden flytter sig skælvende ved Hærskarers [Jehovas] harme på hans brændende vredes dag.“

Da Babylon faldt for medernes og persernes hånd i år 539 f.v.t., flyttede jorden sig ikke rent bogstaveligt. Det skete derimod med det babyloniske riges domæne. Babylon blev slået og mistede en stor del af sin ’jord’ og blev simpelt hen en provins i perserriget.

På samme måde skal det forstås symbolsk når der siges at „de himle og den jord som er nu“ skal udslettes. I Bibelens sprogbrug kan ordet „jord“ have betydningen: jordens folk. For eksempel læser vi i Første Mosebog 11:1, ifølge den danske oversættelse af 1871: „Al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.“ Her giver den autoriserede oversættelse af 1931 den rigtige forståelse: „Hele menneskeheden havde ét tungemål og samme sprog.“ Hvem har menneskeheden, jordens folk, sat deres lid til og søgt hjælp hos? Historien viser at menneskeheden har set hen til sine ophøjede regeringer, „de højere myndigheder“ efter hjælp og beskyttelse. (Rom. 13:1) De „himle“ der skal forsvinde „med en sydende støj“ er altså sådanne regeringer. „Jorden“ den ugudelige menneskehed, vil også forgå. „Jorden [det onde menneskesamfund] og alt menneskeværk på den vil blive afdækket.“

Det betyder ikke at den symbolske jord og alt menneskeværk på den simpelt hen vil blive afsvedet og efterladt i en blottet tilstand. Det betyder at ilden vil afsløre at det er forgængeligt. Ordet „afdækket“ indebærer samme tanke som apostelen Paulus fremhæver i Første Korinterbrev 3:13: „Hver enkelts arbejde [vil] blive gjort kendt, for dagen vil røbe det, fordi den åbenbares ved hjælp af ild, og ilden selv skal prøve hvordan hver enkelts arbejde er.“

Når de symbolske himle forsvinder og den ugudelige menneskehed bliver fjernet, er vejen banet for at jorden kan blive et dejligt hjemsted for dem der søger at gøre Guds vilje. Jorden vil blive omdannet til et paradis hvor der ikke længere er sorg, smerte, sygdom og død. — Åb. 21:4.

Jorden vil altså, i harmoni med Guds hensigt, fortsætte med at eksistere. De der ønsker at forblive som en del af Guds skaberværk, må følge det inspirerede råd: „Gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred.“ (2 Pet. 3:14) Ja, undersøg hvad Guds vilje er, og beslut Dem til at følge den.