Du kan overleve!
VIL vi overleve? Dette spørgsmål optager mennesker overalt i verden. Bibelen viser at der venter menneskeheden nogle omvæltninger der er endnu større end dem visse videnskabsfolk forestiller sig — men den viser også at der er mulighed for at overleve. Det er derfor meget aktuelt at Vagttårnets selskab har udgivet en bog med titlen Overlev — til liv på en ny jord. Hvad indeholder denne bog, som blev udgivet ved Jehovas Vidners områdestævne sidste år?
Den giver en realistisk bedømmelse af de problemer vi står over for her i 80erne. Der er vigtige faktorer som de fleste glemmer at tage i betragtning, med det resultat at mange nu ikke kan se nogen vej ud af den verdenskrise der forværres dag for dag. Disse vigtige faktorer trækkes frem i det indledende kapitel, „Hvad vil der ske med jorden?“ Nogle håber at de kan forbedre forholdene ved at få indvalgt nogle nye ledere, eller ved at deltage i protestaktioner, eller måske ved voldelig revolution. Men erfaringen viser at man med disse metoder kun opnår at skaffe sig nye problemer i stedet for de gamle. Bogen analyserer grunden til at det forholder sig sådan, og peger på de afgørende spørgsmål som er bestemmende for vor fremtid.
Med Guds ord som autoritet besvarer den nye bog spørgsmålet: „Hvor længe vil denne ordning fortsætte?“ Efter at have påvist at nulevende mennesker kan komme til at overleve denne verdens ende giver bogen en levende og velbegrundet skildring af „det liv der venter de overlevende“. De udsigter som her ridses op, betyder at enhver der elsker retfærdighed vil have lyst til at være blandt de overlevende. Bogens indhold vil uden tvivl være til stor opmuntring for millioner af retsindige mennesker.
Profetiske forbilleder i Bibelen
Det områdestævne hvor bogen Overlev — til liv på en ny jord blev udgivet, afholdtes mange steder i verden. Ved det foredrag hvor bogen blev udgivet nævnte taleren at denne bog især henleder opmærksomheden på mange af Bibelens spændende profetiske forbilleder og andre profetier som har direkte tilknytning til dem der vil overleve den kommende „store trængsel“ og opnå evigt liv på en paradisisk jord. (Mattæus 24:21; Åbenbaringen 7:14) I disse bibelske dramaer finder vi eksempler fra det virkelige liv der viser hvordan Jehova i dag tager sig af sine tjenere. Sådanne forbilleder viser hvad der kræves for at vi kan opnå hans gunst. De fortæller os imidlertid ikke blot hvilke krav vi må opfylde, men får også disse guddommelige krav til at ’stå levende’ for os. De taler til vore følelser og bestyrker os i ønsket om at gøre det rette.
Taleren sagde: „I Jonas’ bog, kapitel 3, for eksempel, finder vi et drama der understreger at man må handle ufortøvet for at undgå den kommende katastrofe. Jehova sendte Jonas til Nineve, til et folk der ikke gjorde krav på at tilbede Abrahams Gud, for at advare indbyggerne om at deres store by ville blive ødelagt i løbet af blot 40 dage. Hvordan reagerede de? I stedet for hånligt at afvise det, ’troede folkene i Nineve på Gud’. De udråbte en faste og klædte sig i sæk. På deres konges indtrængende opfordring påkaldte de Gud i oprigtighed og vendte om fra deres onde vej. På grund af deres ægte anger blev de skånet af Jehova. Senere viste Jesus at de begivenheder Jonas nedskrev, ikke blot er død historie. (Mattæus 12:39-41) Rækker deres profetiske betydning også frem til vor tid?“
Taleren fortsatte: „Hvad skal vi svare? Findes der i dag nogle der handler ligesom datidens ninevitter? Ja, det gør der. Når Jehovas Vidner forkynder den guddommelige advarsel om at den onde verden snart vil blive ødelagt, er mange af dem der giver agt, mennesker som aldrig har gjort krav på at tilbede Bibelens Gud, mennesker som religiøst set ikke har skelnet højre fra venstre. (Jonas 4:11) Men når de hører advarselen, får de tro på Jehova, angrer deres tidligere livsform, bliver en del af ’den store skare’ og får udsigt til at overleve ’den store trængsel’.“ — Åbenbaringen 7:9, 14.
Bogen behandler i alt 21 forskellige grupper eller enkeltpersoner som nævnes i Bibelen og som skildrer nulevende mennesker der, uden at dø, vil arve det jordiske domæne under Guds rige. Den behandler også 26 andre profetiske beskrivelser af denne begunstigede gruppe som har det vidunderlige håb at opnå evigt liv som fuldkomne mennesker.
Grundvolden for den nye jord
De der under den kommende „store trængsel“ skånes af Jehova Gud, vil komme til at danne grundvolden for den forudsagte nye jord. De vil blive de første medlemmer af et nyt samfund som vil få tilbedelsen af den sande Gud til at brede sig overalt på jorden. (2 Peter 3:13) De vil få den glæde at være med til at undervise de milliarder som bliver oprejst fra de døde. Derfor er det, som stævnetaleren påpegede, vigtigt at den nye jord får en sund grundvold.
Allerede nu oplæres de der kommer til at udgøre den nye jord, i Jehovas veje. De hjælpes til at opnå dyb forståelse i deres hjerte af den måde hvorpå stridsspørgsmålet om den universelle suverænitet berører os alle. De lærer hvor vigtigt det er at ’stole på Jehova af hele sit hjerte og ikke støtte sig til sin egen forstand’. (Ordsprogene 3:5, 6) De får lejlighed til at bevise at de nidkært og loyalt støtter Guds rige. Og de får megen erfaring som medlemmer af et verdensomspændende samfund hvori mennesker af alle nationer, sproggrupper og racer arbejder sammen i et kærligt broderskab. Er du et aktivt medlem af denne gruppe?
Den nye bog som blev udgivet ved Jehovas Vidners områdestævne sidste år, er mere end blot en behandling af spørgsmålet om overlevelse. Den er henvendt direkte til læseren, som en hjælp til at denne kan ransage sit eget liv i lyset af kravene i Guds ord. Uanset om du har læst Bibelen i kort tid eller i mange år, vil bogen Overlev — til liv på en ny jord kunne sætte nogle tanker i gang hos dig. Hvis du endnu ikke har læst den, vil vi opfordre dig til at gøre det. Vær også med til at sprede den til andre, så endnu flere kan få del i det vidunderlige håb den behandler.