der er utålmodig ophøjer dårskab.“ (NW) — Ordsp. 17:27; 29:11; 14:29.

22, 23. (a) Hvad værnes vi imod hvis vi er sene til vrede? (b) Hvad er nødvendigt for at man kan helbrede et hidsigt sind?

²² At være sen til vrede indebærer også at være sen til at blive fornærmet. Dette værner os mod at blive sure — mod at tage bagateller alt for højtideligt, tillægge dem langt større betydning end de i virkeligheden har. Den nye personlighed kan ikke være, og er ikke, udstyret med et overfølsomt sind, et sind der er parat til at fare op i raseri over indbildte eller virkelige fornærmelser. Nej, den nye personlighed der er skabt i overensstemmelse med Guds vilje, bliver ikke så let fornærmet: „Vær ikke hurtig i din ånd til at blive fornærmet, thi fornærmelse er det som bor i de dummes bryst.“ (Præd. 7:9, NW) Hvis vi virkelig møder uvenlighed, fejler vi alligevel i Guds øjne hvis vi er hurtige til at blive fornærmede, snare til at blive vrede: „Klogskab gør mennesket sindigt, hans ære er at overse brøde.“ — Ordsp. 19:11.

²³ Men hvordan helbreder man så et hidsigt sind? På samme måde som man helbreder et øre der ikke er snart til at høre og en tunge der ikke er sen til at tale. Det der må til er et afgjort ønske om at gøre Guds vilje og at vinde Guds godkendelse. Mennesker der nærer dette ønske vil iføre sig den nye personlighed og ’stræbe efter at komme til at stå uplettet og dadelfri for ham i fred’. — 2 Pet. 3:14.

„Ske din vilje på jorden“, 28. del

I bogen „Ske din vilje på jorden“ er vi i gang med studiet af det 10. kapitel, „Norden imod Syden“. Det omhandler den militære og politiske kamp mellem de to parter som i Daniels profetiske bogs ellevte kapitel omtales som „Nordens konge“ og „Sydens konge“. Som tiden går skifter disse to symbolske kongers identitet. Nordens konges rolle blev i mere end to hundrede år spillet af de hellenistiske herskere i Syrien i Mellemøsten, men i året 64 f. Kr. blev Syrien en romersk provins med hovedstad i Antiokia, og fra da af — om ikke før — overtog romerrigets herskere rollen som Nordens konge. I året 14 e. Kr. døde kejser Augustus, og han efterfulgtes af sin stedsøn, Tiberius, der i Daniel 11:21 omtales som en „usling“. Under Tiberius’ regering holdes „hære“ i de undertvungne lande i skak, de „bortskylles helt foran ham“.

64. Hvorledes gik det til at også ’pagtsfyrsten’ knustes foran ham?

⁶⁴ Selv ’pagtsfyrsten’ knustes i døden. Det var ikke en eller anden jødisk ypperstepræst som var blevet indsat af Roms politiske repræsentanter. Det var selve førstemanden i den pagt Jehova Gud havde indgået med Abraham angående velsignelse af alle jordens slægter og folk. Det var den Abrahams sæd der var blevet lovet i denne pagt. Det var Jesus Kristus. Påskedag den 14. nisan år 33 (e. Kr.) stod Jesus i landshøvdingens palads (Prætoriet) i Jerusalem foran Pontius Pilatus, der repræsenterede kejser Tiberius. Over for ham anklagede de jødiske præster Jesus for forræderi mod kejseren. Jesus sagde til den romerske landshøvding: „Mit rige er ikke af denne verden. . . . men nu er mit rige ikke af denne verden.“ For at hindre den romerske landshøvding i at løslade den uskyldige Jesus, råbte jøderne til Pilatus: „Hvis du giver ham fri, er du ikke kejserens ven. Enhver, som gør sig selv til konge, sætter sig op imod kejseren. . . . Vi har ingen anden konge end kejseren.“ I henhold til den nyligt gennemførte lov om laesa majestas („majestætsfornærmelse“) overgav den romerske landshøvding da Jesus til at „knuses“, pælfæstes. — Joh. 18:36; 19:12-16; Mark. 15:14-18.

65. Hvorfor blev loven om laesa majestas gennemført, og hvad gjorde kejser Tiberius upopulær?

⁶⁵ Kejser Tiberius havde netop som følge af sin store mistænksomhed udvidet loven om laesa majestas til også at omfatte angreb på hans person, ligesom han fremmede stikkersystemet