-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1952 | 1. september
-
-
● Levede der andre mennesker på jorden før Adam? Hvor fik Kain sin hustru fra? — G. B., Alberta, Canada.
Adam og Eva var de første mennesker; alle andre nedstammer fra dem. 1 Mosebog 5:4 siger: „Adam . . . avlede sønner og døtre.“ Kain giftede sig med een af disse døtre. Ingen af dem omtales i den del af beretningen, der omhandler tiden omkring deres fødsel, men de nævnes alle i slutningen af fortællingen om Adams liv. Det er sjældent, at Bibelen særskilt nævner pigers fødsel. I beretningen forud for 1 Mosebog 5:4 omtales andre mænd, der havde hustruer og fik børn, og dog siges der ikke noget om disse kvinders fødsel. Kains tilfælde danner ingen undtagelse. (1 Mos. 4:16-26) I øvrigt mener selv videnskabsmænd, der er tilhængere af evolutionsteorien, at der oprindelig kun var eet menneskepar, og at deres børn indgik ægteskab med hinanden, brødre og søstre.
● Hvorfor omtaler Paulus sig selv som korinternes åndelige fader i betragtning af Jesu påbud i Mattæus 23:9? Se 1 Korinter 4:15. — D. A., Illinois.
Paulus skrev til korinterne: „Thi om I så havde ti tusinde opdragere [formyndere, NW] i Kristus, har I dog ikke mange fædre; thi jeg er i Kristus Jesus blevet jeres fader ved evangeliet.“ (1 Kor. 4:15) Paulus var den første, der gav den livgivende sandhed til menigheden i Korint, og han var således som en fader for dem eller tjente som en stedfortræder for den himmelske Fader. Formyndere, som senere kom til, byggede blot videre på den livgivende grundvold, Paulus havde lagt. På grund af dette omtaler han somme tider dem, som han hjalp til at begynde at vandre ad livets vej, som sine børn for at vise sit særlige forhold og ansvar, sin interesse og hengivenhed. — 1 Kor. 4:17; Gal. 4:19; 1 Tim. 1:2; 2 Tim. 1:2; Tit. 1:4; Filem. 10; 3 Joh. 4.
Ikke desto mindre er Jehova den store Fader og den, der med rette må tiltales således af alle, som anerkender ham som deres livgiver og forsørger. For de „andre får“ vil Kristus blive Evigheds-Fader. (Matt. 6:9; Es. 9:6) Ingen andre bør vi give sådanne titler. Paulus brugte ikke benævnelsen „fader“ som en titel, men som en illustration. Han brugte det jordiske forhold i en menneskelig familie for at fremstille et sandt billede af sin stilling over for de korintiske kristne. Intet sted tiltales han som fader Paulus. Peter omtaler ham som „vor elskede broder Paulus“. (2 Pet. 3:15) Ingen af apostlene blev nogen sinde tiltalt med titlen fader. At lade sig benævne således af andre ville for dem have været at overtræde Jesu befaling: „I skal ikke kalde nogen på jorden jeres fader; thi kun een er jeres fader, han, som er i himlene.“ Sammenhængen viser, at han hentydede til smigrende Titler. (Job 32:21, 22; Matt. 23:6-12) Derfor var Paulus’ brug af illustrationen „fader“ for nøjagtigt at skildre sit forhold til kristne menigheder og enkeltpersoner, og ikke som en menneskeophøjende titel, ikke en overtrædelse af Mattæus 23:9.
-
-
Verdenskonvent 1953Vagttårnet – 1952 | 1. september
-
-
Verdenskonvent 1953
Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab har truffet arrangement til at holde internationalt konvent i 1953 på Yankee Stadium i New York. De valgte datoer er søndag den 19. juli til og med søndag den 26. juli. Denne samling af Herrens folk vil vare otte dage.
Vore venner fra alle dele af jorden retter allerede nu forespørgsler angående rejsen til New York og hvilket befordringsmiddel, der er bedst egnet. For at få disse oplysninger bør alle, der ønsker at deltage i stævnet, sætte sig i forbindelse med deres afdelingskontor. Disse kontorer vil indhente de nødvendige oplysninger. Vi har fået mange udtalelser fra venner i alle dele af jorden, og de siger alle, at de er lykkelige over, at New York igen skal være samlingsstedet, fordi det betyder, at de kan komme til det centrale hovedkvarter for Herrens organisation og besøge betelhjemmet og Selskabets store trykkeri, hvor så mange gode ting bliver trykt for at spredes ud over jorden. Det minder os om israelitterne på deres rejse til Jerusalem, hvor de kom flere gange om året for at højtideligholde de dage, Jehova havde befalet dem at holde. Det vil blive en lykkelig og velsignet stund, når mange af Herrens folk samles til dette Jehovas vidners internationale konvent i dagene fra 19. til 26. juli 1953. Læg allerede nu planer for rejsen.
De urolige verdensforhold bør ikke forhindre nogen i at lægge planer om at komme til stede. Stol på Herren. Han ved, hvornår slaget ved Harmagedon vil komme, og vi behøver ikke at være urolige på grund af forvirringen i verden. Vi ved, hvad den betyder, og hvad den fører til. Jehova er med os. Lad derfor ikke de vanskelige tider i verden afholde dig fra at planlægge at få del i de velsignelser, Jehova vil berede sit folk ved dette stævne. For mange vil det betyde ugers eller måske måneders rejse; for andre kun nogle få dages. Men uden hensyn til det, betyder det planlægning nu et år i forvejen, ikke alene for dig, men også for Selskabet. Ved Jehovas ufortjente nåde håber vi at kunne gøre det til det bedste stævne, der endnu er afholdt.
-