Lad os fortsat holde hans bud
„Og på dette kender vi at vi har lært ham at kende, om vi fortsat holder hans bud.“ — 1 Joh. 2:3, NW.
1. Hvorfor er det nødvendigt at man ransager sig selv, om man ’gør sandheden’?
UD OVER JORDEN findes der i dag hundredtusinder af indviede og døbte vidner for Jehova Gud som kommer sammen til møder og forkynder den gode nyhed om Riget fra hus til hus og på mange andre måder. De elsker deres Gud og ønsker at gøre hans vilje. Det er grunden til at de har indviet sig til at holde hans bud, følge hans love. Men nu og da kan der være nogle som ikke fuldt ud erkender hvad det indebærer ’fortsat at holde Guds bud’. Hvis man ikke vedvarende ransager sin livsførelse og sine motiver, kan det ske at mørkets magter i denne tingenes ordning gør én blind for Jehovas krav. Vi må fortsat holde Guds bud. Hvis man fortsat gør en bestemt ting bliver det med tiden en vane for en, noget man gør regelmæssigt. Man går ikke hen og glemmer det. Uanset hvad det drejer sig om, gør man det vanemæssigt. Det bliver en del af ens livsførelse, noget man gør uden at tænke på at holde op med det i fremtiden.
2. Hvordan lærer man virkelig Jehova at kende?
2 Sådan er det for dem der holder Guds bud. De fortsætter med det dag efter dag, måned efter måned, år efter år, idet de ved at Gud kræver det. Hovedpunktet i dette er at den eneste måde vi virkelig kan lære Jehova at kende på, er ved altid at gøre hvad han ønsker vi skal gøre. Vi kan ikke nøjes med at tjene ham når vi har lyst til det, når det ikke griber ind i andre ting som vi måske synes har større betydning. Det er en stadig, vedvarende tjeneste der ligger i udtrykkene ’at gøre sandheden’ og ’fortsat at holde hans bud’.
„I forsamlinger“
3. Hvad opfordrer Jehova sit folk til i forbindelse med det at komme sammen?
3 Salmisten skrev: „I forsamlinger vil jeg love [Jehova].“ (Sl. 26:12) Jehova, lysets Gud, har befalet sit folk at samles i hans navn. De hebraiske Skrifter viser at Jehova pålagde sit fortidige folk, Israel, at samles for at fejre særlige begivenheder i årets løb. I mange tilfælde var israelitterne direkte forpligtede til at møde op, og det var til gavn og velsignelse for dem at være til stede. Pligten til at mødes for at dyrke Gud blev overført til den kristne menighed. Hebræerbrevet 10:24, 25 opfordrer de kristne til at komme sammen og ikke glemme det. Hensigten er at de skal opmuntre hinanden og opbygge troen, samt anspore hinanden til kærlighed og gode gerninger.
4. (a) Hvad indbefatter det at ’gøre sandheden’? (b)Hvad kunne man måske indvende i forbindelse med menighedens møder, men hvad er det godt at huske?
4 Den kristne menighed i dag, her i det tyvende århundrede, må også ’holde hans bud’ om at mødes for at tilbede. Hver enkelt i menigheden må holde dette bud hvis der skal blive en ’forsamling’ ud af det. For at kunne ’gøre sandheden’ som skare betragtet må hver enkelt lytte til Jehovas bud. Man kunne måske indvende at der ikke i Bibelen er noget direkte bud om at vi skal mødes fem timer om ugen, sådan som det er almindeligt blandt Jehovas folk i dag. Det er sandt. Men bør vi ikke være taknemmelige for at vor Gud er gavmild, at han forsyner os med åndelige goder i rigeligt mål? Vi får åndelig gavn af hvert eneste møde vi overværer. Vor tro styrkes. Når vi mødes med andre kristne hjælpes vi til at holde Jehovas bud, til at ’gøre sandheden’. Er det ikke netop det vi ønsker?
5. Hvordan vil en indviet tjener for Jehova altså betragte menighedens møder?
5 Det siger derfor sig selv at en indviet Jehovas tjener vil gøre alt hvad han kan for at være sammen med sine kristne brødre og søstre ved møderne. I stedet for at finde på undskyldninger for at blive væk, vil han søge om muligt at overvære hvert eneste møde menigheden afholder. Hvis han er syg eller der indtræffer uforudsete omstændigheder af alvorlig art, vil han naturligvis lægge god dømmekraft for dagen. Men i det store og hele vil hans bibeloplærte samvittighed drive ham til at ’gøre sandheden’ ved at holde Jehovas bud om ikke at svigte menighedsforsamlingen.
6. Hvordan kunne „grunde“ til at svigte et møde blive „undskyldninger“ for at svigte møderne vanemæssigt?
6 Hvis en Herrens tjener ikke er på vagt, kan det ske at han jævnlig lader småting holde ham borte fra dette gavnlige samvær. Nu og da kan besøg af slægtninge måske hindre en i at overvære et bestemt møde, alt efter omstændighederne. Men skal man lade hvert eneste familiebesøg eller hver eneste situation af den art afholde en fra at forsamles med dem der vandrer i sandheden? Hvorfor ikke invitere gæsterne med? På samme måde kan det ske at man en sjælden gang går glip af et møde på grund af dårligt vejr, verdsligt arbejde eller lettere sygdom. Men når sådanne „grunde“ går over til at blive „undskyldninger“ for ikke at samles med Herrens folk regelmæssigt, da er det man begynder at vandre i mørket fremfor i lyset, at lyve i stedet for at ’gøre sandheden’. Kunne vi tænke os at de trofaste israelitter lige før udgangen af Ægypten lod noget som helst komme i vejen for dem da de skulle stænke noget af blodet på dørstolperne, spise påskelammet og være klar til at drage af sted med et øjebliks varsel? De var klar over at det i dette tilfælde betød selve livet for dem at holde Jehovas bud. Er situationen mindre alvorlig nu? Er tiden anderledes nu? Lever vi ikke i kritiske tider som er vanskelige at klare? Da bør vi så meget mere vise vor villige holdning ved at komme regelmæssigt i forsamlingen, sådan som Jehova har påbudt.
Man må ’gøre sandheden’ ved at forkynde den
7. Hvilket fremtrædende træk hos de første kristne skal vi nu behandle?
7 Et fremtrædende træk ved de kristne i det første århundrede var at de forkyndte den gode nyhed offentligt. Vi læser at Jesus gik omkring i hele Galilæa, underviste i synagogerne og forkyndte den gode nyhed om Riget. (Matt. 4:23) Han forkyndte og underviste i bjergene, blandt folk på strandbredden, i interesserede menneskers hjem, ja overalt hvor der var nogen han kunne tale med. Til de tolv han gav en særlig oplæring sagde han: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ Da han havde instrueret dem, sendte han dem ud til byerne for at forkynde og undervise. — Matt. 10:5-10.
8. Hvordan adskiller Jehovas kristne vidner sig fra det store flertal af kristenhedens medlemmer?
8 Det er derfor kun rimeligt at de kristne i det tyvende århundrede gør det samme. Et eller andet sted undervejs er det tydeligt at det store flertal af dem der befinder sig i kristenheden er holdt op med at være „ordets gørere“ og kun er blevet dets „hørere“, idet de intet gør for at ’gøre sandheden’ ved at udbrede sandhedens ord. Blandt Jehovas kristne vidner finder vi imidlertid „ordets gørere“. De erkender at de, for at være som Jesus, må være med til at fortælle andre den gode nyhed om Riget. Det er en opgave de har, ligesom det var en opgave der påhvilede Jesus og medlemmerne af den første kristne menighed. I Bibelen læser vi: „Den der siger at han forbliver i samhørighed med ham, er skyldig også selv fortsat at vandre sådan som Han vandrede.“ — Jak. 1:22; 1 Joh. 2:6, NW.
9. Nævn nogle af de problemer der kan være forbundet med at ’gøre sandheden’ ved at forkynde offentligt.
9 At ’gøre sandheden’ ved at være med i forkyndelsen af Riget er ikke altid lige let for den kristne. Ofte må han udholde spot fra modstandere. Det er meget få der, om man så må sige, er født til at forkynde offentligt, som på forhånd er i besiddelse af den gave at kunne tale frit med andre mennesker. Den trofaste kristne må derfor arbejde med sig selv for at blive egnet dertil. Han må også ydmyge sig for at udføre den offentlige forkyndelse, i erkendelse af at det er hans kærlighed til Gud og næsten der tilskynder ham til at dele den gode nyhed med andre. Der kan således være tidspunkter da den kristne finder det vanskeligt at udføre dette arbejde, og han finder måske undskyldninger for ikke at være med.
10. (a) Nævn noget som nu og da kunne afholde en fra at være med i forkyndelsen, og forklar hvornår „grunde“ kan blive til „undskyldninger“. (b) Hvad er det godt at huske vedrørende Satans taktik, og hvor kan vi hente hjælp?
10 Nu og da kan der være gode grunde til at man ikke kan være med i forkyndelsen på et bestemt tidspunkt. En gang imellem er der reparationer i hjemmet som nødvendigvis må udføres med det samme. Bilen, som man er afhængig af for at komme rundt, kan trænge stærkt til at blive ordnet. Der kan være noget af personlig art man må gøre og som hindrer en i at gå ud for at forkynde og undervise. Men igen er spørgsmålet: Hvornår bliver grunden til en undskyldning? Tillader man at sådanne ting fuldstændig hindrer en i at ’gøre sandheden’? Enhver ved hvad der bor i hans eget hjerte, og Jehova ved det naturligvis også. I det store spørgsmål om liv og død som alle mennesker nu står over for, ønsker vi som trofaste kristne afgjort at være årvågne så vi ikke begynder at vandre i mørket. Satan, mørkets gud, retter sine angreb mod vore svage sider, ikke mod vore stærke sider. Hvis han kan få os til at have ondt af os selv, at tænke negativt, så vil han gøre det mere og mere for hver gang problemet opstår. For at kunne trodse hans anslag og overvinde dem må vi sætte vor lid til Jehova Gud. Vi har brug for hans hjælp, og vi må bede om den. Vi kan spørge os selv: Er det blevet en vane for mig at sætte Rigets interesser først, eller har jeg for vane at sætte andre interesser i første række?
11. Hvordan kan det materielle blive en snublesten for den der ønsker at ’gøre sandheden’, og hvorfra får man kraft til at gøre det rette?
11 Vi må passe på at vi ikke lader noget som helst skille os fra Guds kærlighed. Husk hvad profeten Haggaj påpegede da han fortalte de forsømmelige jøder hvad der var i vejen med dem. Han sagde: ’Enhver af jer har travlt med sit eget hus, mens Jehovas hus ligger øde.’ (Hag. 1:9) Er vi ved at gøre det samme og afskære os selv fra Jehovas velsignelse? Hvis Jehova ryster jorden så bjergene styrter i havenes skød, hvordan vil det da gå vore huse, med træbeklædning på væggene og andre forbedringer vi har foretaget? (Sl. 46:3) Det er livsvigtigt at vi fortsat ’gør sandheden’ ved at tage fuld del i den offentlige forkyndelse. Tiden nærmer sig da dette arbejde, som aldrig skal gentages, vil være fuldført. Foran os ligger den store trængsel. Lad os med kraft fra lysets Gud gøre hvad vor hånd finder styrke til. Husk Paulus’ ord: „Alt formår jeg i ham, som giver mig kraft.“ (Fil. 4:13) Måtte alt hvad vi gør, omfatte offentlig forkyndelse til pris for Jehovas navn.
Vi må ’vandre i lyset’ ved at elske vores broder
12. Hvilken form for mørke må vi også undgå, og hvorfor?
12 Vi går nu over til endnu en vigtig måde at ’gøre sandheden’ på, idet vi igen læser i Første Johannesbrev: „Den, som siger, at han er i lyset, og dog hader sin broder, han er endnu i mørket. Den, som elsker sin broder, bliver i lyset, og han støder ikke an. Men den, som hader sin broder, er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke, hvor han går hen, thi mørket har blindet hans øjne.“ (1 Joh. 2:9-11) Det at holde Guds bud og ’gøre sandheden’ er meget nært forbundet med det at elske sin broder. Det ville i sandhed være tåbeligt at opføre sig retskaffent i alle henseender, regelmæssigt komme sammen med Guds folks menighed og være med til at forkynde og undervise, og så ikke have meget at gøre med sine kristne brødre på andre tidspunkter, undgå dem, være uinteresseret i deres velfærd.
13. (a) Hvilke spørgsmål kunne man stille her? (b) Hvordan viser eksemplerne med brødrene i Malawi og Nicaragua at Jehovas tjenere ønsker at ’gøre sandheden’ ved at vise hinanden kærlighed?
13 ’Hvordan, for eksempel?’ kunne man spørge. Eller nogle vil måske sige: ’Jeg elsker mine brødre. Jeg vil med glæde gøre alt for dem. Men hvad kan jeg gøre? Hvad har de behov for?’ Lad os betragte det på denne måde: I de senere år har der været flere lejligheder hvor Jehovas tjenere har været udsat for mange lidelser forskellige steder på jorden. I Malawi, for eksempel, er Jehovas tjenere blevet stærkt forfulgt, og de fleste har til sidst måttet flygte fra hus og hjem, ja helt ud af landet, og bosætte sig i et andet land på grund af modstanden mod deres kristne adfærd. I Nicaragua blev hovedstaden Managua ramt af et ødelæggende jordskælv, og mange trofaste kristne mistede alt hvad de ejede — deres hjem, deres arbejde, deres mødelokaler, ja alt. Hvordan reagerede Jehovas tjenere ud over jorden? De viste stor omsorg for deres åndelige brødre, idet de sendte hjælpeforsyninger til dem. Det var et vidunderligt udtryk for kristen medfølelse, omsorg for brødrene.
14. Hvem i menigheden bør vi have i tanke når vi ’gør sandheden’ ved at vise omsorg for vor brødre, og på hvilke måder kunne vi hjælpe dem?
14 Men lad os bringe det ned på et mere lokalt plan. Tænker vi lige så meget på at ’gøre sandheden’ blandt dem vi ser regelmæssigt, dem vi kender i vores menighed? Det gør mange naturligvis, men husk at vi nu er ved at ransage os selv. Mange føler sig i dag udsat for et stærkt pres på grund af de stadig stigende leveomkostninger. Presset øges især hvis familieforsørgeren afskediges fra sit arbejde. Mange familier og enkeltpersoner som må klare sig med faste indtægter har svært ved at skaffe sig livets fornødenheder, og situationen vil uden tvivl ikke blive bedre i de kommende måneder. (Hab. 3:17) Hvad vil vi gøre som enkeltpersoner hvis vi erfarer at en broder eller søster eller en familie iblandt os uforskyldt er kommet i vanskeligheder? Som disciplen Jakob skrev: „Hvis en broder eller søster mangler klæder og dagligt brød, og en af jer siger til dem: ’Gå bort i fred, klæd jer varmt og spis jer mæt,’ men ikke giver dem det, legemet behøver — hvad nytter det så?“ (Jak. 2:15, 16) Det er noget vi må tænke over hvis vi ønsker at ’gøre sandheden’.
15. Hvem har ellers behov for vor opmærksomhed, og hvordan?
15 Så er der vore ældre brødre og søstre i menigheden. Hvordan har de det? Viser vi at vi „vandrer i lyset“ ved at vise dem medfølelse og omsorg? Holder vi Jehovas bud ved at tage os af dem? Af og til har de måske brug for at blive hentet for at komme til møderne eller ud i forkyndelsen. De har måske også behov for hjælp i forbindelse med indkøb og madlavning og vedligeholdelse af hjemmet. Så har vi mulighed for at ’gøre sandheden’. De ældre påskønner som regel også at man nu og da kigger indenfor og taler med dem om sandhederne i Guds ord og viser dem lidt interesse. I Bibelen siges der: „Grå hår er en dejlig krone, den vindes på retfærds vej.“ (Ordsp. 16:31) Det må i sandhed behage Jehova at se at der vises hans tjenere som trofast har gjort hans vilje i mange, mange år, opmærksomhed af andre som ’gør sandheden’ og vandrer i lyset!
16. Hvordan kan vi ’gøre sandheden’ i forbindelse med menighedens ældste?
16 Vi må også huske at det at ’gøre sandheden’ indbefatter at man viser respekt for de ældste der præsiderer på en god måde. Apostelen Paulus formaner: „Vi beder jer, brødre! om at skønne på dem, der gør et slidsomt arbejde iblandt jer og er jeres forstandere i Herren og retleder jer. Agt dem særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld. Hold fred med hverandre!“ (1 Tess. 5:12, 13; Hebr. 13:17) Er det sådan vi betragter de ældste i vores menighed?
17. Hvordan kan de ældste også vise at de ’gør sandheden’?
17 Det er naturligvis indlysende at de der præsiderer, også selv må ’gøre sandheden’, vise stor interesse for „fårenes“ velfærd. De må ikke spille herrer over deres brødre, for gjorde de det, ville de ikke genspejle Jehovas veje, han som er lysets Gud. De har direkte fået påbud om at være „hyrder for Guds hjord . . ., ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte; heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden“. — 1 Pet. 5:2, 3.
18. Forklar visdommen i Paulus’ myndige formaning til Guds folk.
18 Endelig bør vi huske at det at ’gøre sandheden’, vandre i lyset, overholde Jehovas bud og holde sig fri af den onde tingenes ordnings mørke, betinger at man følger apostelen Paulus’ myndige formaning i hans vise ord til menigheden i Kolossæ: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:12-14.
19, 20. Hvilken situation på Moses’ tid minder os om forholdene i verden i dag, og hvordan kan vi personligt blive velsignet når vi ’gør sandheden’ ved at holde Jehovas bud?
19 Her finder vi beskrevet nogle af de måder hvorpå vi kan ’gøre sandheden’ og holde Guds bud nu mens folk befinder sig i fuldstændigt mørke fordi Satan har forblindet deres forstand så lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias ikke kan trænge igennem. Mens verdens mørke bliver tættere og tættere, bliver sandhedens lys fra Guds ord klarere og klarere. Det minder os om Moses’ tid, da israelitterne var i trældom i Ægypten. Den niende plage, det niende slag mod Ægyptens hårdhjertede Farao, bestod i at der kom et tæt mørke over landet. Vi læser herom: „Da rakte Moses sin hånd op mod himmelen, og der kom et tykt mørke i hele Ægypten i tre dage; den ene kunne ikke se den anden, og ingen flyttede sig af stedet i tre dage; men overalt, hvor israelitterne boede, var det lyst.“ — 2 Mos. 10:22, 23.
20 Vi lever i en betydningsfuld tid. Mens verden famler i mørke og hverken ved ud eller ind, skinner sandhedens lys strålende klart fra lysets Gud og fra Herren Jesus, som er verdens lys. Det er i sandhed på sin plads at vi regelmæssigt tænker på hvad det vil sige for os alle hver især at ’gøre sandheden’ og fortsat holde Guds bud idet vi vandrer i lyset. Hvad det vil betyde i fremtiden, siges med disse ord af apostelen Johannes: „Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, så har vi fællesskab med hverandre, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.“ (1 Joh. 1:7) Lad os være taknemmelige for vort fællesskab med lysets Gud, i hvem der slet intet mørke er.
[Illustration på side 14]
Hundredtusinder samles til opbyggende bibelske drøftelser ved Jehovas kristne vidners ugentlige møder
[Illustration på side 17]
Ved at gøre noget for vore ældre og svagelige kristne brødre og søstre viser vi dem kærlighed og omsorg