Spørgsmål fra læserne
● Dr. Bruce M. Metzger, et medlem af lærerstaben ved præsteseminariet i Princeton, New Jersey, skriver: „I New World Translation står der (på side 9 i Ny Testamente): ’Hvert hovedord har vi tillagt én betydning, og vi har fastholdt denne betydning for så vidt teksten tillod det.’ Mit spørgsmål opstår fordi man har undladt at følge denne selvpålagte regel i Filipperne 2:11, hvor ordet kyrios, der ellers gengives ’Jehova’ 237 gange, ikke er gengivet ’Jehova’ til trods for den umiskendelige hentydning til Esajas 45:23 og følgende vers, hvor ordet Jehova forekommer. Kunne det tænkes at oversætterne på grund af deres arianske teologi har tilsidesat den oversættelsesregel som de selv har fremsat?“ Mener I at denne spørger fortjener et fornuftigt og grundigt svar? — De forenede Stater.
En del af bladets læsere, som åbenbart ikke er fortrolige med nytestamentligt græsk, har sendt os et lignende spørgsmål, der uden tvivl er affødt af den publicity som en drøftelse af emnet har fået på dr. Metzgers foranledning. Doktoren citerer fra forordets paragraf to, side ni, hvor vi læser:
„Hvert hovedord har vi tillagt én betydning, og vi har fastholdt denne betydning for så vidt teksten tillod det. Dette, ved vi, har indskrænket vor sprognuancering, men det muliggør et godt henvisningssystem og en mere pålidelig sammenligning af beslægtede skriftsteder eller vers. Samtidig har vi, for at få righoldigheden og variationen i de inspirerede skribenters sprog frem, undgået at gengive to eller flere græske ord med det samme engelske ord, for en sådan gengivelse skjuler nuanceforskellen i disse ords betydning.“
Denne doktor i teologi citerer kun delvis ovenstående og lader sine læsere få det indtryk at oversætterne af New World Translation of the Christian Greek Scriptures er egenrådige, eller selvbestemmende, når de gengiver det græske ord kyrios (uden den græske bestemte artikel) ved det guddommelige navn, Jehova. Men i samme forord viser oversætterne at de ikke har handlet egenrådigt ved på engelsk at gengive det græske ord kyrios (uden den bestemte artikel) med Jehova. Hvis dr. Metzger har læst hele forordet i ovennævnte bind, skulle han være klar over på hvilket grundlag Ny Verden-oversætterne har genindført det guddommelige navn, Jehova, i den engelske oversættelse af De kristne græske Skrifter. Begyndende på side 19 skulle han have læst følgende:
„GENINDFØRELSE AF NAVNET: Hvad skal nutidens oversætter gøre? Har han ret til, ja, bemyndigelse til, at indføre det guddommelige navn i en oversættelse af De kristne græske Skrifter? Enhver der læser græsk må indrømme at man i LXX har ladet de græske ord kyrios og theos fortrænge det navn som kendetegner den højeste Guddom. Ethvert større græsk-engelsk leksikon siger at disse to græske ord er blevet brugt som ækvivalenter til det guddommelige navn. Følgelig har nutidens oversætter bemyndigelse til at bruge det guddommelige navn som et ækvivalent til disse to græske ord, det vil sige, på de steder hvor Mattæus, o.s.v., citerer vers, passager og udtryk fra De hebraiske Skrifter eller fra LXX hvor det guddommelige navn forekommer.“
Som en fodnote til denne paragraf er der tilføjet tre paragraffer hvori der citeres fra tre forskellige græsk-engelske leksika for at vise at den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter har brugt de græske ord kyrios og theos i stedet for det guddommelige navn, Jehova.
Videre står der i forordet, side 20, paragraf et: „Hvordan kan vor tids oversætter vide eller afgøre hvornår han skal gengive de græske ord Κύριος og Θεός med det guddommelige navn i sin version? Ved at afgøre hvor de inspirerede kristne skribenter har citeret fra De hebraiske Skrifter. Derefter må han gå tilbage til originalteksten og finde ud af om det guddommelige navn forekommer der. På denne måde kan han afgøre hvem der menes med kyrios og theos, og derefter kan han iklæde dem personlighed.“
Dette forord viser at der i tidens løb er udarbejdet nitten oversættelser af De kristne græske Skrifter, eller dele deraf, fra græsk til det gamle bibelske hebraisk, og at de hebraiske oversættere, deriblandt professor Franz Delitzsch, dr. Isaac Salkinson og dr. Christian David Ginsburg, brugte navnet Jehova eller det hebraiske tetragrammaton (med vokalpunkter) når de oversatte de kristne apostles og disciples skrifter, almindeligvis kendt som Det nye Testamente. Før New World Translation of the Christian Greek Scriptures blev til, indførte disse hebraiske oversættere altså det guddommelige navn i de kristne skrifter som officielt kaldes Det nye Testamente.
Følgelig siger New World Bible Translation Committee på side 20 i forordet, i den anden paragraf: „For at undgå at overskride en oversætters beføjelser og trænge ind på fortolkningens område, har vi bestræbt os for at udvise den største forsigtighed ved gengivelsen af det guddommelige navn, idet vi altid omhyggeligt har taget hensyn til De hebraiske Skrifter. Vi har undersøgt om vi fandt støtte i de hebraiske versioner vi rådførte os med for at få vor egen gengivelse bekræftet. Af de 237 gange hvor vi har gengivet det guddommelige navn i vor version, er der kun to der ikke finder støtte i nogen af de hebraiske versioner. Men i disse to tilfælde, nemlig i Efeserne 6:8 og Kolossenserne 3:13, føler vi at sammenhængen og beslægtede skriftsteder kraftigt støtter gengivelsen af det guddommelige navn. Noterne nederst på siderne viser hvilken støtte vor gengivelse finder i de hebraiske versioner og andre autoriteter.“
I betragtning af ovenstående undrer det os at læreren ved Princetons præsteseminarium kun delvis citerede fra side 9 i nævnte forord, og undlod at citere alle de ovenfor givne oplysninger hvormed forordet forklarer hvordan oversætterne har afgjort om de burde genindføre det guddommelige navn i De kristne Skrifter. Disse afsnit, som teologen undlader at henlede opmærksomheden på, viser hvorfor kyrios (uden den bestemte artikel) ikke altid gengives med Jehova i New World Translation.
Teologen siger at Filipperne 2:11 umiskendeligt hentyder til Esajas 45:23 og følgende vers. Lad os se. Disse vers lyder: „Jeg svor ved mig selv, fra min mund kom sandhed, mit ord vender ikke tilbage: Hvert knæ skal bøjes for mig, hver tunge sværge mig til. ’Kun hos HERREN, [Jehova, AS],’ skal man sige, ’er retfærd og styrke; til ham skal alle hans avindsmænd komme med skam.’ Ved HERREN [Jehova, AS] når al Israels æt til sin ret og jubler.“
Men Filipperne 2:9-11 lyder således: „Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i Himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre [kyrios]!“
Dette er ikke det samme som citatet fra Esajas. Filipperne 2:11 siger ikke at hver tunge skal sværge til Jesus. Skriftstedet siger at hver tunge skal bekende noget angående Jesus, til Gud Faders ære. Der er således ikke tale om nogen hentydning til Esajas 45:23, og altså er Jesus ikke identisk med Jehova.
Husk at „Jehova“ er et navn, det guddommelige navn, men Filipperne 2:9-11 siger at Guds søns navn er Jesus, ikke Jehova; og navnet Jesus betyder egentlig „Jehova er frelse“ eller „Jehovas frelse“. Det der siges i Filipperne 2:11 er at hver tunge skal bekende at Jesus beklæder et bestemt titulært embede, til Gud Faders ære, idet han nemlig er Herre. Det ord der i den græske tekst står for titlen „Herre“ er kyrios (uden den bestemte artikel).
Enhver der er bekendt med nytestamentligt græsk véd at ordet kyrios (tiden den bestemte artikel) flere steder bruges i tiltale og følgelig ikke betyder Jehova. Det betyder Herre. Og således gengiver New World Translation og andre versioner det artikelløse kyrios på de berettigede steder. Når kyrios bruges som titel forekommer det også uden den bestemte artikel, som i Filipperne 2:9-11 og lignende tilfælde.
Alle kristenhedens engelske versioner, i øvrigt også de hebraiske, viser at kyrios uden den bestemte artikel i Filipperne 2:11 er brugt som en titel og ikke som et personnavn. Derfor gengiver New World Translation Filipperne 2:11 således: „Hver tunge skulle åbent bekende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ Ingen kristen skal bekende at Jesus Kristus er Jehova, for det er ikke sandt. Jesus sagde at vi skulle bede om at hans Faders navn måtte blive helliget, og enhver velunderrettet bibellærd ved at Guds, Faderens, navn er Jehova.
Apostelen Paulus siger i 1 Korinter 8:5, 6: „Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’ — så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ Det som kristne skal bekende er altså at Jesus Kristus er Herre, eller kyrios (uden den bestemte artikel).
Ordet kyrios uden den bestemte artikel bruges på samme måde i 1 Korinter 12:3. I den græske tekst til dette skriftsted forekommer det samme udtryk som i Filipperne 2:11, nemlig KYRIOS YESOUS. I begge skriftsteder er det græske ord kyrios en titel hvormed en person af et bestemt navn skal tiltales. Det ville derfor være forkert, ja ligefrem latterligt, at gengive udtrykket KYRIOS YESOUS med „Jehova Jesus“. Ingen af de hebraiske oversættere gengiver det „Jehova Jesus“, asien anerkender det græske ord kyrios som en titel i dette tilfælde, og bruger følgelig det hebraiske ord Adón, der betyder Herre, og ikke navnet Jehova.
Af det foregående fremgår det at New World Translation er konsekvent, og at den ikke bryder nogen af de almindelige regler der fremsættes i forordet når den gengiver nævnte udtryk i 1 Korinter 12:3 og Filipperne 2:11 med „Jesus er Herre“ og ikke „Jesus er Jehova“. Oversætterne kan derfor ikke anklages for at være påvirket af den antitrinitatiske Arius’ teologi.
En nyere oversættelse, „The Authentic New Testament“ [Det autentiske nye Testamente], udgivet i 1955 og foretaget af en jøde ved navn Hugh J. Schonfield, gengiver udtrykket som tiltaleform: „Og ingen er i stand til at sige: ’Herre Jesus!’ uden ved den hellige ånd.“ (1 Kor. 12:3) Denne jødiske oversætter gengiver Filipperne 2:11 således: „Og hver tunge hylde Jesus Kristus som Herre, til Gud Faders ære.“
Det er nemt nok for en af kristenhedens treenighedsbegejstrede teologer at fremføre smålig kritik af en bibeloversættelse som ikke er enig med ham i hans treenighedslære. Men kan han siges at være retfærdig eller videnskabelig når han gør det ved at skjule det grundlag hvorpå den kritiserede oversættelse bygger sin konsekvente gengivelse? Og har han bevist sit syn på sagen? Det vil vi lade vore læsere svare på.
● Hvori består de „elementære ting“ som apostelen Paulus advarer imod i Kolossenserne 2:8 (NW)? — B. F., De forenede Stater.
I Kolossenserne 2:8 (NW) læser vi: „Pas på: måske vil der være en eller anden der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag i overensstemmelse med menneskers overlevering og i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus.“ Den almindeligste betydning af „elementær“ er: det der vedrører begyndelsesgrundene, forberedende, grundlæggende; hvilket kommer frem i et udtryk som elementærundervisning. Ordet indeholder imidlertid også følgende betydning: det som vedrører elementerne af noget. Et element defineres som „en af de dele, et af de principper, et af de træk hvoraf noget består“.
Det græske ord som apostelen Paulus anvender her, nemlig stoikheion, er i harmoni med denne definition, for det betyder ’det der er en grundlæggende, fundamental eller oprindelig bestanddel’. Ordet er et diminutiv af et græsk ord der betyder ’en lige stang eller lineal’. Stoikheion defineres tillige som „et element; et element eller en grundbestanddel af universet . . .; et element eller et grundlæggende princip i et intellektuelt eller religiøst system“. — Greek Lexicon, Bagster.
Stoikheion forekommer syv gange i De kristne græske Skrifter. Apostelen Peter bruger ordet to gange i betydningen et element eller en grundbestanddel af universet. Han siger: „Jehovas dag skal komme som en tyv, på hvilken himlene skal forgå med en sydende larm, mens elementerne, der bliver stærkt ophedet, skal opløses.“ (2 Pet. 3:10, 12, NW) En fodnote i New World Translation til ordet „elementerne“ siger: „himmellegemerne“. På den bogstavelige himmel er elementerne eller bestanddelene de enkelte himmellegemer. Men da vi véd at de bogstavelige himle og den bogstavelige jord står til evig tid, og når vi tager tekstens sammenhæng i betragtning, forstår vi at apostelen Peter her hentydede til en ond symbolsk himmel, bestående af Satan og alle hans onde dæmoner. Disse skal smelte bort på Jehovas dag i den forstand at de vil blive gjort uvirksomme, kastet i afgrunden for tusinde år. — Åb. 20:1-3.
I sit brev til de jødiske kristne benytter apostelen Paulus det samme ord stoikheion for at betegne de grundlæggende elementer eller begyndelsesgrundene i sand kristendom. På grund af deres ladhed havde de brug for at en eller anden fra grunden underviste dem i „de første principper [stoikheion; elementer] i Guds hellige udtalelser“, såsom „omvendelse fra døde gerninger, tro på Gud, . . . de dødes opstandelse og evig dom“. Sådanne lærepunkter, elementer eller „principper“ er både grundlæggende og forberedende, hvorfor Paulus betegnede dem som de „første“ elementer af den kristne lære. — Hebr. 5:12; 6:1, 2, NW.
Nu kommer vi til de „elementære ting“ der nævnes i Kolossenserne 2:8. Der er her tale om de grundlæggende eller elementære ting eller principper der udgør, leder og motiverer Satans verden eller tingenes ordning. Udtrykket inkluderer derfor denne verdens filosofi eller frugtesløse visdom; dens materialismes tomme bedrag, hvilken materialisme Samleren i Prædikenens bog gentagne gange kalder en ulykkelig beskæftigelse; falsk religions overleveringer, og så videre. Heri indbefattet er følgelig de ting som apostelen Johannes nævner: „Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden.“ — 1 Joh. 2:16.
Hvis den kristne ikke altid er vågen og på vagt, vil denne verdens mennesker tage ham som bytte i overensstemmelse med denne verdens elementære ting ved atter at få ham til at trælle for deres egne selviske hensigter. Visse tilhængere af jødedommen, som var en del af verden og som forsøgte at få kristne til atter at trælle under Moseloven, fik Paulus til at skrive: „Dersom I er døde, sammen med Kristus med hensyn til verdens elementære ting, hvorfor underkaster I jer da, som om I levede i verden, stadig væk forskrifterne: ’Tag ikke, smag ikke, rør heller ikke,’ vedrørende ting som alle er bestemt til ødelæggelse ved at blive brugt.“ (Kol. 2:20-22, NW) To steder til findes udtrykket „elementære ting“ i denne særlige betydning, nemlig i Galaterne 4:3 og 9.
Eftersom forholdsvis få kristne i dag er kommet fra jødedommen, er faren for at blive taget som bytte af jødedomstilhængere ikke så over vældende som den var for de galatiske kristne på Paulus’ tid. Men der er andre farer, som de der allerede er nævnt, den højere bibelkritik ikke at forglemme, over for hvilke kristne må være på vagt, thi „slet omgang fordærver gode sæder“. — 1 Kor. 15:33.