Værdsættelse af Jehova Gud og Jesus Kristus og det de har gjort for os

„O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud! hvor uransagelige er ikke hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ — Rom. 11:33.

 1. Hvad må man gøre for af hjertet at kunne værdsætte Jehova?

NÅR Jehovas kristne vidner tjener Gud og arbejder hårdt for at forkynde den gode nyhed for alle nationer, skyldes det værdsættelse — værdsættelse af det Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort og gør for menneskene. Det der betyder noget er en værdsættelse der kommer fra hjertet. For at få en sådan værdsættelse må man lære Gud at kende. Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Joh. 17:3, NW) Kundskab er noget man må blive ved at tilegne sig; det er ikke nok at tro at Gud er til og at vide noget om det han har gjort som Skaberen af alle ting. Der er stor forskel på at have et vist kendskab til Gud og på virkelig at kende ham. At man virkelig kender Gud indebærer langt mere end at man blot har et overfladisk kendskab til ham. Hvis vi stadig søger at uddybe vor kundskab om Gud vil vi af hjertet komme til at værdsætte hvilken ven han er for menneskene og hvordan han med uforlignelig kærlighed og tålmodighed har ladet sit venskab komme til udtryk.

 2, 3. Hvad vil hindre en i at øve synd?

² Efter at apostelen Johannes havde været en kristen Guds tjener i mere end tres år skrev han: „Enhver der forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; den der øver synd har ikke set ham og er heller ikke kommet til at kende ham.“ (1 Joh. 3:6, NW) Han siger videre: „Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed.“ (1 Joh. 4:8) De der ikke lærer Gud at kende ser ikke Gud i kraft af alle hans gode egenskaber og ophøjede principper, og de nærer ikke dyb værdsættelse i hjertet.

³ Johannes fortæller at der var nogle som faldt fra. Han siger: „De hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os.“ (1 Joh. 2:19) Johannes viser at de der virkelig er kommet til at kende Gud på samme måde som man kommer til at kende en god ven eller en kærlig, omsorgsfuld fader, vil forblive loyale. De vil ikke øve synd eller vende sig bort fra sandheden. Vi kan derfor sige at ikke alle som hævder at være Guds tjenere har dette nære kendskab til Gud, for nogle falder fra og andre bliver udstødt af menighederne på grund af en ubibelsk adfærd.

Må ligne Gud

 4. Hvorfor kunne Jesus åbenbare Gud for menneskene på jorden?

⁴ Da Jesus var her på jorden sagde han at ingen fuldt ud kender Faderen undtagen Sønnen og den for hvem Sønnen ønsker at åbenbare ham. (Matt. 11:27, NW) Sønnen var Faderens fortrolige i milliarder af år før han kom til jorden; under sin tjeneste på jorden havde han derfor den største kundskab om Faderen. Han kendte Guds egenskaber så godt at han elskede ham mere inderligt end alle andre, og ved at tale om Gud og ved at efterligne ham åbenbarede han ham.

 5. Hvordan påvirkes man af den Gud man tjener?

⁵ Man kommer til at ligne den Gud man tjener. Hvis man tror på og i sit eget sind har dannet sig et billede af en Gud der har skabt et brændende helvede, en ond Gud, vil ens hjerte blive forhærdet, og man vil efterhånden få en hadefuld indstilling til andre. Jesus sagde at nogle som havde en fejlagtig religiøs opfattelse endog ville slå Guds tjenere ihjel og mene at de derved gjorde Gud en tjeneste. (Joh. 16:2) Men hvis man tjener kærlighedens Gud vil man også være kærlig mod andre. Man vil opdyrke denne Guds egenskaber. Hvis man tjener Jehova vil man efterligne ham som en søn der af hjertet elsker sin fader. — Ef. 5:1.

 6. Hvordan kommer man til at kende Gud?

⁶ Når vi tjener sammen med vore brødre i troen må det allervigtigste derfor være at hjælpe dem til at kende Gud og til at forstå hvordan han ser på tingene. (Se Anden Mosebog 18:15, 16) For at komme til at kende Gud er det ikke nok at man blot studerer. I Romerbrevet 12:2 (NW) siges der at man må „forvisse [sig] . . . om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. Dette gør vi når vi samarbejder med ham. (2 Kor. 6:1, NW) Ved at følge Guds principper erfarer vi hvor gode de er og forstår hvorfor han er den lykkelige Gud og at alle som samarbejder med ham er lykkelige. (1 Tim. 1:11, NW) Vi bliver virkelige venner med hans loyale venner og finder det en glæde at samarbejde med dem.

Det der betyder noget

 7, 8. (a) Hvordan kan vi opnå moden skelneevne? (b) Hvordan bør vor indstilling være til noget vi ikke helt forstår?

⁷ Vi må have nøjagtig kundskab om Gud. Apostelen Paulus sagde herom: „Dette er hvad jeg stadig beder om, at jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag.“ (Fil. 1:9, 10, NW) Vi ønsker at forstå hvilken plads alt det vi lærer indtager i forhold til Gud og Kristus og at grunde over hvordan det forøger vor forståelse og værdsættelse af Guds personlighed og hans foranstaltninger. Vi må i vort hjerte give rum for en stadig større forståelse og værdsættelse af det de har gjort for os. Så vil vi ikke, dersom vi støder på noget vi ikke fuldt ud forstår, blive foruroliget og kaste vor tro på alle de væsentlige ting vi har lært, over bord.

⁸ Som en broder der har været i sandheden i mange år engang udtrykte det: „Det er godt at lære alt hvad vi kan. Vi må vokse i kundskab for at kunne styrke vor tro. Men vi bør aldrig lade en eller anden ubetydelig ting få os til at snuble. Jeg ser sådan på det: Jeg ved hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for os, og det er nok at gå i døden for.“

 9. Hvorfor er det vigtigt ikke at gå „ud over, hvad der står skrevet“?

⁹ Vagttårnets formål er at hjælpe os til at få Guds syn på tingene. Guds tjenerskare, „den tro og kloge tjener“, har fået overdraget ansvaret for at forelægge os disse ting ved at forkynde Guds ord, og det har den trofast gjort lige indtil dette år 1971. Det er grunden til at det er så vigtigt at følge det princip som apostelen Paulus fremholdt i Første Korinterbrev 4:6: „Ikke ud over, hvad der står skrevet.“ Hvis vi holder fast ved det og arbejder inden for de rammer som Bibelen har afstukket for den kristne menighed, vil vi hjælpe andre til at lære Gud og Kristus at kende og til ikke at se hen til os som enkeltpersoner. (1 Kor. 4:6) Vi ønsker ikke at nogen skal se hen til os, men kun til Jehova. Vi ønsker at de skal forstå at hele den kristne menighed udtrykker Guds egenskaber gennem dens forskellige medlemmer. (1 Kor. 12:4, 5, 24, 25) Vore egne ideer synes måske i øjeblikket at være gode, men i det lange løb fører de ikke til målet, for hvis vore brødre ikke kommer til at kende Gud og Jesus Kristus og deres egenskaber, får de ikke fat i det væsentlige.

10. Hvilken lære kan hjælpe os til at kende Gud bedre?

¹⁰ Noget af det der kan hjælpe os bedst til at lære Guds vidunderlige egenskaber at kende, er at forstå Bibelens lære om genløsningen. Når vi helt og fuldt forstår hvad Gud og hans søn har gjort for os ved at yde os denne ufortjente hjælp, må vi uvægerlig lade det komme til udtryk ved at vise vore medmennesker kærlighed og forståelse.

Stridsspørgsmålet

11. På hvilken måde rejste Satan et stridsspørgsmål i forbindelse med Gud?

¹¹ Behovet for genløsningen opstod i forbindelse med det stridsspørgsmål der blev rejst mellem Gud og Satan. I Første Mosebog, kapitel 3, læser vi hvordan dette stridsspørgsmål opstod. Det var Djævelen der ved hjælp af et dyr talte til Eva. Læg mærke til hvad han sagde. Det hjælper os til at forstå hvad stridsspørgsmålet drejer sig om. Han sagde til Eva: „Mon Gud virkelig har sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?“ I virkeligheden sagde han: ’Vil I virkelig fortælle mig at Gud har sagt det til jer? at han ville gøre det over for jer? at han ville forholde jer noget?’ Djævelen begyndte ikke straks med rent ud at sige at Gud havde gjort noget forkert, for så ville han måske have mødt stejl modstand. Nej, han såede først denne selviske tanke, denne tvivl, i Evas sind; så begyndte han at bagvaske Gud idet han sagde: ’Gud ved at det ikke er rigtigt. Han ved at hvis I spiser af det forbudte træ vil I få mere kundskab.’ — 1 Mos. 3:1-5.

12. Drejede stridsspørgsmålet sig om Guds overhøjhed? Forklar.

¹² Det var på denne måde Satan rejste stridsspørgsmålet. Hvad drejede det sig om? Var det Guds overhøjhed han udfordrede? Hertil må vi svare nej, for ingen vil udfordre en som sidder inde med den største magt og gøre sig nogen forhåbninger om at slippe godt fra det. Læg mærke til at Djævelen ikke senere benægtede at den almægtige Gud havde lov til at sætte grænser for hvor langt Satan måtte gå over for Job. — Job 2:6, 7.

13. Hvad indebærer suverænitet, og var det selve Guds stilling som den suveræne hersker der blev udfordret?

¹³ Var det da Guds suveræne stilling der blev draget i tvivl? En suveræn hersker har retten til at herske og til at overdrage regeringsmyndighed. Udfordrede Satan Guds suverænitet? Ja, men ikke selve Guds stilling som den suveræne hersker, for hvis nogen er suveræn og almægtig kan han herske uanset hvad andre siger. Guds suveræne stilling har derfor aldrig været truet.

14. Hvad var det Satan rejste tvivl om i forbindelse med Guds suveræne stilling, og hvordan gjorde han det?

¹⁴ Det var således ikke Jehovas suveræne stilling i sig selv der blev udfordret, men det havde virkelig noget at gøre med Guds suverænitet. Af det Djævelen sagde kan vi se at det der blev draget i tvivl var om Jehova var værdig til, om det var med rette og retfærdigt at han indtog stillingen som den suveræne hersker. Gud var naturligvis den suveræne hersker, men udøvede han sit herredømme på en måde der virkelig var til gavn for hans skabninger? Eller forholdt han dem noget? Da Djævelen omtalte Job over for Gud, vendte han listigt op og ned på argumentet idet han sagde: ’Se på alt det Job har. Se på det du har givet ham. Han tjener dig naturligvis gerne når han får alt fra dig.’ På denne måde, nu blot fra et andet synspunkt, gentog han sin udfordring til Gud om at Han ikke var værdig til eller havde ret til at være den suveræne hersker. — Job 1:8-12.

Mennesket indblandet

15. Hvordan blev mennesket indblandet i stridsspørgsmålet?

¹⁵ Mennesket blev også indblandet i stridsspørgsmålet, for der blev samtidig rejst tvivl om menneskets integritet over for Gud. Djævelen påstod at Jehovas suveræne herredømme ikke var til gavn for hans skabninger; at han i det hele taget ikke havde gjort sig fortjent til det eller havde ret til det. Det spørgsmål der blev rejst var derfor: Ville skabninger anerkende at Jehova var værdig til og havde ret til det suveræne herredømme? Ville de elske Guds suveræne herredømme mere end noget andet? Ville de foretrække at leve under dette styre fremfor et hvilket som helst andet styre? Ville de virkelig ønske det af hjertet? Ville de, selv om de fik lejlighed til at unddrage sig Guds herredømme og gøre sig fuldstændig uafhængig af ham, så vælge loyalt at holde sig til ham uanset hvad der måtte udfordre ham?a Det er sådanne mennesker Gud ønsker skal tjene ham, for andre ville ikke være loyale; de ville kun skabe vanskeligheder i universet. Det er dét stridsspørgsmålet skal afgøre med hensyn til alle skabninger. Det skal sortere alle dem fra som lader sig lede af selviskhed.

16. Nærede Gud tvivl om sin suveræne stilling eller om at hans organisation ville holde fast ved ham?

¹⁶ Man kunne spørge: Nærede Gud nogen tvivl med hensyn til sin suveræne stilling? Spurgte han sig selv om han havde begået en fejl i den måde hvorpå han havde styret universet? Nej, han var fuldt ud tilfreds med sit suveræne herredømme. Han kendte sig selv og han vidste hvad hans fornuftbegavede skabninger havde behov for. (2 Mos. 34:6, 7; Sl. 136:1-9) Han vidste at hans styreform var til evig gavn og lykke for hans skabninger. Men var der ikke en mulighed for at hele Guds organisation bestående af hans skabninger i himmelen og på jorden ville nære en sådan tvivl og trække sig bort fra ham, alle som én? Nej. Jehova tog Satans udfordring op, han lod stridsspørgsmålet prøve, og det beviser at han ikke var bange for at han skulle miste sin organisation.

17. Hvorfor nærede Gud tillid til at ikke hele hans organisation ville svigte ham?

¹⁷ Jehova vidste at han var værdig til og havde ret til stillingen som den suveræne hersker og at hans skabninger elskede og værdsatte hans styre. Han havde givet sine skabninger en fri vilje og derfor kunne der være nogle som ville vende sig bort fra ham hvis de ønskede det, men Gud vidste at det ikke ville ske for alles vedkommende. Hvorfor ikke? På grund af en bestemt egenskab som han havde nedlagt i dem og som han havde givet dem evnen til at opdyrke i stadig højere grad. Denne egenskab er KÆRLIGHED. Bibelen siger at kærligheden er „det fuldkomne bånd“ og at „kærligheden svigter aldrig“. (Kol. 3:14; 1 Kor. 13:8, NW) Det er den stærkeste forenende kraft i universet. Kærligheden er en af Jehovas egne egenskaber og den svigter aldrig. Han nærede fuld tillid til at hans organisation ville forblive trofast mod ham. Han vidste også at der ville være nogle som ville komme til at kende ham, noget Adam aldrig opnåede på grund af sin manglende loyalitet. De der kom til at kende ham ville elske ham og ville forblive trofaste og lykkelige under hans suveræne herredømme.

Hvorfor Gud tillod at stridsspørgsmålet blev prøvet

18. Er det for sin egen skyld at Gud har tilladt stridsspørgsmålet at vare i 6000 år? Forklar.

¹⁸ Men hvorfor har Jehova tilladt at stridsspørgsmålet er blevet prøvet over en periode på 6000 år? Var det af selviske grunde, for hans egen skyld? Ingen kunne give Gud materielle værdier eller besiddelser, eller øge hans rigdom, magt og kundskab. (Rom. 11:34-36) Han behøvede heller ikke at bevise noget for sig selv. Nej, han gjorde det for sit navns skyld og samtidig til gavn for sine skabninger.

19. Hvem blev bagvasket ved Djævelens udfordring?

¹⁹ Vi kan forstå at det må forholde sig sådan når vi undersøger sagen. Jehova var blevet bagvasket — bagvasket på det gemeneste med hensyn til den måde hvorpå han styrede universet. Men det var ikke blot Jehova men alle skabninger i universet der var blevet bagvasket, for Djævelen havde i virkeligheden sagt: ’Den eneste grund til at de holder fast ved dig er at du har givet dem alt.’ Djævelen kastede således en skygge over eller satte en plet på hver eneste fornuftbegavet skabnings navn.

20. Hvorfor har Gud ladet andre være med til at rense ham for denne forsmædelse?

²⁰ Jehova vidste at han havde sønner som ville være ivrige efter at få lejlighed til at fjerne den vanærende plet fra hans navn. Det var det de først og fremmest måtte gøre. Men samtidig kunne de fjerne bagvaskelsens plet fra deres eget og deres brødres navn. Hvilken søn der var noget værd ville ikke ønske at forsvare familien og rense faderens navn? Det ville være en større ophøjelse af Guds navn end hvis Jehova selv gjorde det. Når vi nu skal til at læse den næste artikel spørger vi: Hvem ville blive udvalgt til at være den der først og fremmest skulle hævde Guds navn, og hvorfor?

[Fodnote]