profeti. Han sagde: „Brødre, hør på mig! Simeon har fortalt, hvordan Gud først drog omsorg for ud af hedninger at vinde sig et folk, som kunne bære hans navn. Hermed stemmer også profeternes ord, således som der står skrevet: ’Derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids faldne hytte, og dens ruiner vil jeg atter opbygge og rejse den igen, for at også de øvrige mennesker skal søge Herren, alle hedningerne, over hvilke mit navn er nævnet, siger Herren, der skal gøre dette, som er kendt af ham fra evighed af.’“ — Ap. G. 15:13-18; Amos 9:11, 12, LXX.

Profetien om at mennesker fra de hedenske folkeslag skulle blive Guds navnfolk, var blevet nedskrevet under inspiration af den hellige ånd. Og Guds ånd hjalp Jakob til at huske denne profeti og til at forstå den. Jakobs afgørelse — at omskærelse var unødvendig for hedningekristne — var følgelig i overensstemmelse med hvad Guds ånd lærte. — Ap. G. 15:19, 20.

Brevet som indeholdt afgørelsen sagde derfor meget rigtigt: „Thi Helligånden og vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige, at I afholder jer fra afgudsofferkød og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt.“ (Ap. G. 15:28, 29) Når menighederne rettede sig efter det den hellige ånd lærte, sådan som de modtog det af det styrende råd, styrkedes de i troen og erfarede en god vækst. — Ap. G. 16:4, 5.

Da hele Guds ord blev skrevet under inspiration (2 Tim. 3:16), indeholder det udelukkende åndens belæring. Hermed udelukkes enhver lære som er i strid med Guds ord. Som sammenhængen tydeligt viser, var det falske lærere apostelen Johannes henviste til da han skrev: „I har ikke nødig, at nogen skal lære jer; men hvad hans salvelse lærer jer om alt, er også sandt og ikke løgn; bliv altså i det, som den har lært jer.“ — 1 Joh. 2:27.

Disse kristne i det første århundrede var blevet salvet med Guds ånd. De havde lært både Jehova Gud og hans søn Kristus Jesus at kende. De var helt fortrolige med Guds sandhed. Derfor behøvede de ikke at nogen som fornægtede Faderen og Sønnen skulle undervise dem. Sådanne lærere ville blot vildlede dem og føre dem bort fra det de vidste var sandheden, sandheden som Guds ånd lærte og som klart var udtrykt i de hellige skrifter. — 1 Joh. 2:18-26.

På samme måde behøver Jehovas tjenere i dag ikke vejledning fra mennesker som fornægter Gud og hans ord og som derved modstår det den hellige ånd lærer. Når de kender sandheden spilder de ikke tiden med at fordybe sig i gudløse menneskers skrifter, der blot er beregnet på at nedbryde troen. Ligesom de kristne i det første århundrede blev styrket i troen af breve fra det styrende råd eller enkelte medlemmer af det, sådan opbygges Jehovas vidner i dag også af de trykte hjælpemidler til bibelstudium som Vagttårnets selskab udgiver og som indeholder den hellige ånds lære som den findes i Bibelen. Hver især kan de også trygt stole på at Guds ånd vil minde dem om sandheden og den rette forståelse af Bibelens ord, således at de kan forsvare sig over for enhver der afkræver dem en grund for deres håb. Guds ånd fortsætter i sandhed med at være en påminder og lærer for hans folk.

Enkel tilbedelsesform

● Kristenhedens kirker af i dag lægger stor vægt på ritualer. Sådan var det ikke hos de første kristne. Det var som en af dem fortæller: „På den dag som kaldes søndag mødes alle på ét bestemt sted, hvad enten de bor i byerne eller på landet; og apostlenes memoirer, eller profeternes skrifter, bliver oplæst så længe tiden tillader det. Når oplæsningen er forbi holder forstanderen et foredrag, hvori han forklarer det oplæste og opfordrer forsamlingen til at efterkomme alle disse gode ting. Så rejser vi os op alle sammen og beder.“ — Justinus Martyrs første forsvarsskrift, kap. 67, citeret fra The Ancient Church, W. D. Killen, s. 465, 466.