Gør fremskridt efter at du har opnået troen
„[I skal] til jeres tro føje dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse, til jeres selvbeherskelse udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed.“ — 2 Pet. 1:5-7.
1. Hvornår er en skat virkelig værdifuld, og hvordan kan dette belyses med et eksempel?
EN VÆRDIFULD skat der ligger begravet i jorden tjener ikke noget nyttigt formål. Den adskiller sig ikke meget fra en sten der ligger dækket af et lag jord. Men skatten har mulighed for at gavne sin ejer, og andre med. Den kan bruges til gavn for syge og nødlidende, eller den kan investeres klogt. Hvis det drejer sig om en stor sum penge, kan den skabe nye arbejdspladser og således sætte mange mennesker i stand til at tjene til livets ophold. Ja, hvis en skat bruges på en udbytterig måde, bliver den mere værdifuld.
2. Hvilken dyrebar skat har de kristne opnået, ifølge Andet Petersbrev 1:1?
2 Med den åndelige skat som Guds tjenere er i besiddelse af, kan der udrettes langt mere. I sit andet brev til de kristne taler apostelen Peter om denne dyrebare skat, idet han indleder brevet med disse ord: „Simon Peter, en Jesu Kristi træl og apostel, til dem der ligesom vi har opnået troens privilegium ved vor Guds og vor Frelsers, Jesu Kristi, retfærdighed.“ (2 Pet. 1:1) Troen, det vil sige den tro der er en forudsætning for evigt liv, var den kostelige skat som modtagerne af apostelens brev var kommet i besiddelse af.
Troen — en skat
3. Hvad ligger der i vendingen „til dem der ligesom vi har opnået troens privilegium“?
3 Denne tro tilhørte ikke kun Peter og de andre apostle, eller kun dem der, ligesom han, var kristne jøder. Den tilhørte alle i menigheden, både jøder og ikkejøder. Den højeste Gud havde givet dem mulighed for at opnå denne tro. Ved hjælp af budskabet om den gode nyhed der blev forkyndt, drog han mennesker til sig gennem sin søn Jesus Kristus. (Joh. 6:44) Han åbnede deres hjerte så de gav agt på hans ord eller budskab. — Apg. 16:14; Rom. 10:8.
4. Hvordan kan det siges at troen opnås ’ved Guds og Jesu Kristi retfærdighed’?
4 Som apostelen Peter nævnte, havde de opnået denne tro ’ved Guds og Jesu Kristi retfærdighed’. Den Almægtige havde givet mennesker af alle stammer, folkeslag, nationer og racer mulighed for at få denne kostelige skat i eje. Ved at tilgive deres synder på grundlag af sin søns offer og antage de angrende som sit folk uden at skele til deres personlige baggrund, viste Jehova Gud sin retfærdighed og upartiskhed. Peter gjorde opmærksom på dette forhold da han forkyndte den gode nyhed for den italienske centurion Kornelius og dennes familie og nære venner. Han sagde: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apg. 10:34, 35) Vor frelser Jesus Kristus lagde den samme upartiske indstilling for dagen, idet han gav sit liv for alle slags mennesker. — 1 Tim. 2:5, 6.
Fremskridt i kundskaben om Gud og Kristus
5. Hvilket ansvar har vi efter at vi har opnået troen, og hvad kræves der for at gøre dette?
5 Efter at vi har ’opnået troen’ har vi som Jesu Kristi disciple et personligt ansvar for at bringe os i endnu nøjere overensstemmelse med Guds vilje. Nøjagtig kundskab vil hjælpe os til at gøre dette. Apostelen Peter understregede betydningen af nøjagtig eller fyldestgørende kundskab da han sagde: „Måtte ufortjent godhed og fred blive jer stadig rigeligere til del ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus, vor Herre.“ — 2 Pet. 1:2.
6. (a) Hvad indebærer det at have „nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus“? (b) Hvordan opnår vi denne kundskab?
6 At have „nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus, vor Herre“, er ensbetydende med at kende dem som personer — deres egenskaber, indstilling og handlemåde — og at følge deres fuldkomne eksempel. (Jævnfør Jeremias 22:15, 16; Mattæus 7:21-23; Første Johannesbrev 2:3-6; 3:5, 6.) Efterhånden som vi lærer Guds ords principper bedre at kende og følger dem i hverdagen, lærer vi også Faderen og Sønnen bedre at kende. Det fører til at vi opnår ufortjent godhed og fred i endnu højere grad.
7. Hvordan opnår vi ufortjent godhed i rigeligere mål „ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus“?
7 Vi vil kun få hjælp og vejledning ovenfra hvis vi til stadighed gør hvad der er tiltalende i Jehova Guds og Jesu Kristi øjne. Eftersom vi er syndige har vi ikke noget at rose os af, og alt hvad Skaberen gør for os, er derfor et udtryk for hans ufortjente godhed. Men om vi bliver genstand for denne ufortjente godhed, afhænger af om vi stræber efter at ligne vor himmelske Fader og hans søn. Gør vi det, kan vi nærme os Jehova Gud i fuld tillid til at han vil besvare vore bønner. Den kristne apostel Johannes skrev:
„Hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør de ting som er tiltalende i hans øjne. Ja, dette er hans bud, at vi skal tro på hans søns Jesu Kristi navn og elske hinanden, sådan som han har givet os bud om. Og den som holder hans bud forbliver i samhørighed med ham, og han i samhørighed med denne; og ved dette erkender vi at han forbliver i samhørighed med os, som følge af den ånd han gav os.“ — 1 Joh. 3:22-24.
8. Hvordan opnår vi fred i rigeligere mål „ved nøjagtig kundskab om Gud og om Jesus“?
8 Når vi ikke blot har kundskab, men en fyldig, fuldstændig eller nøjagtig kundskab om vor himmelske Fader og hans søn, ser vi klart hvad der er tiltalende i deres øjne. Vi forbliver i samhørighed og fred med dem, og vi har et fortroligt forhold til dem som deres venner. Heraf følger at vi opnår større fred efterhånden som vi lærer Jehova Gud og hans søn bedre at kende. Det hænger sammen med at vi i stadig højere grad aflægger en indstilling, tale eller adfærd der er i modstrid med vor Guds og vor Herre Jesu Kristi eksempel.
9. Hvordan indvirker syndige handlinger på vor fred med Gud?
9 De synder vi begår, vil derimod forstyrre vor fred med den Højeste, idet vi derved handler imod hans vilje. Kun Guds tilgivelse, som han skænker på grundlag af vor oprigtige sindsændring og tro på Kristi offers værdi som sonemiddel, kan genoprette freden. — 1 Joh. 2:1, 2.
Lad „hans guddommelige magt“ tilskynde dig til handling
10. Hvad kan hjælpe os til at opnå ufortjent godhed og fred i rigere mål?
10 Jehova Gud og Jesus Kristus ønsker naturligvis at ufortjent godhed og fred skal blive os stadig rigeligere til del. Derfor bør vi samarbejde med dem ved at gøre en bevidst bestræbelse for at lære dem bedre at kende. Det kan vi blandt andet gøre ved at tænke med taknemmelighed på alt hvad Jehova Gud har gjort for os ved sin søn. Apostelen Peter skrev at „hans guddommelige magt frit har givet os alt det der vedrører liv og gudhengivenhed, gennem den nøjagtige kundskab om ham som kaldte os ved herlighed og dyd. Derved har han frit givet os de dyrebare og største løfter, for at I ved dem kan blive delagtige i guddommelig natur efter at være undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“. — 2 Pet. 1:3, 4.
11, 12. (a) Hvilken forbindelse er der mellem Jehovas „guddommelige magt“ og „den nøjagtige kundskab“? (b) Hvordan fremgår dette af eksemplet med de kristne i Tessalonika?
11 Læg mærke til at Peter sætter Jehovas „guddommelige magt“ i forbindelse med „den nøjagtige kundskab“. Det er helt på sin plads, for kundskaben om Guds ord eller budskab om Jesus Kristus, det vil sige den gode nyhed, indeholder magt eller kraft og kan øve stor indflydelse på et menneskes liv. Det fremgår af det apostelen Paulus skrev til tessalonikerne: „Den gode nyhed vi forkynder, kom ikke til jer med ord alene, men også med kraft.“ (1 Tess. 1:5) Forkyndelsen af den gode nyhed i Tessalonika gav resultater. Det var ikke ord alene; det var ikke sådan at folk blot hørte ordene og ikke handlede efter dem. Nej, de tessalonikere der tog imod kristendommen følte sig tilskyndet til at handle, hvilket viser at den gode nyhed udfoldede kraft. Disse kristne blev et eksempel for andre troende, idet de trofast udholdt forfølgelse for retfærdigheds skyld og fortsatte med at aflægge vidnesbyrd for enhver om den gode nyhed.
12 Da Tessalonika var en havneby, kom de troende dér i forbindelse med sømænd, købmænd og andre fra fjerne egne. De gjorde god brug af deres muligheder for at dele den gode nyhed med andre. Som følge heraf blev deres tro omtalt vidt og bredt. Da Paulus og hans nære medarbejdere forkyndte sandheden i andre byer, hørte de om de kristne i Tessalonika. Apostelen henviste til dette da han skrev:
„Fra jer har Herrens Ord givet genlyd! Ikke bare i Makedonien og Akaja, men overalt er jeres Gudstro nået ud, så vi slet ikke behøver at sige noget, folk kommer selv og fortæller om, hvor let og godt det gik for os med at komme ind hos jer, og hvordan I vendte jer bort fra afguderne til Gud for at tjene ham, som er den levende og sande Gud, og for at leve i forventningen om hans Søns komme fra Himlene, den Søn, han oprejste af Døden, Jesus, han, som redder os fra den kommende Vrede.“ — 1 Tess. 1:8-10, Seidelin.
13. Hvordan har vi erfaret at ’den guddommelige magt’ har gjort sin gerning i os, og hvad bør vi derfor blive ved med at gøre?
13 På samme måde har vi der er kommet til troen i dag, mærket ’den guddommelige magt’ gøre sin gerning i os fordi vi har taget imod den gode nyhed, Guds ord eller budskab. Dette budskab har fået os til at foretage forandringer i vort liv, at indrette os efter Guds vilje. Vi er også blevet tilskyndet til at forkynde den gode nyhed for andre. „Den nøjagtige kundskab“ om den gode nyhed udfolder en kraft, en guddommelig magt, som har givet os alt hvad vi behøver vedrørende „liv og gudhengivenhed“. Som følge af den guddommelige magt kan vi således leve et retskaffent liv med evigheden for øje. Og vi bør til stadighed lade den guddommelige magt hjælpe os til at ligne Kristus mere og mere i adfærd og virke.
14. Hvordan kalder Jehova Gud mennesker til sig „ved herlighed og dyd“?
14 Den måde Jehova Gud kalder eller drager mennesker til sig på, bør virke som en stærk opmuntring til at gøre fremskridt i kristen livsførelse. Apostelen Peter talte om „den nøjagtige kundskab om ham som kaldte os ved herlighed og dyd“. Når Jehova kalder eller drager et menneske, gør han det gennem sin søn. Det er specielt i Jesus Kristus at „herlighed og dyd“ er blevet åbenbaret for menneskene. Den kristne apostel Johannes skrev om Sønnen: „Ordet [blev] kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader; og han var fuld af ufortjent godhed og sandhed.“ (Joh. 1:14) I Herren Jesu Kristi liv på jorden så Johannes og de andre apostle en herlighed, en pragt, en storhed der kun kunne genspejles af en der til fuldkommenhed afspejlede den himmelske Faders billede. Desuden var apostelen Johannes, sammen med Jakob og Peter, vidne til Jesu Kristi forklarelse. Ved den lejlighed „blev [Jesus] forvandlet for øjnene af dem, og hans ansigt skinnede som solen, og hans yderklæder blev blændende som lyset“. (Matt. 17:2) Ligesom herlighed er også dyd forbundet med Guds søn. Jesus Kristus ejede dyd i særlig grad; han havde en usædvanlig høj moral. Selv forræderen Judas Iskariot indrømmede: „Jeg syndede da jeg forrådte retfærdigt blod.“ (Matt. 27:4) Jehova har altså kaldet os ved den „herlighed og dyd“ der kom til udtryk gennem hans søn.
Guds løfter — en tilskyndelse til at gøre fremskridt
15. Hvorfor kan de gudgivne løfter betegnes som „de dyrebare og største løfter“?
15 Den gode nyhed om Guds storslåede frelsesforanstaltning indeholdt „de dyrebare og største løfter“ til de kristne i det første århundrede. Disse løfter var dyrebare eller værdifulde idet de var til trøst og opmuntring og gav de kristne kraft til at udholde verdens had. Når vi tænker på at de troende som Peter skrev til, så frem til at få del i Kristi herlighed som medarvinger til hans rige, må vi give apostelen ret i at de havde fået ’de største løfter’. — 2 Pet. 1:4a.
16, 17. Hvordan indvirker Guds løfter på de troende?
16 Hvad indebar disse løfter for de kristne i det første århundrede? Peter siger videre: „Ved dem kan [I] blive delagtige i guddommelig natur efter at være undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær.“ (2 Pet. 1:4b) Guds løfter dannede med andre ord grundlag for at de kunne „blive delagtige i guddommelig natur“. Disse kristne havde det håb at skulle være sammen med Jesus Kristus i det himmelske rige og blive som han. (Rom. 8:17) Eftersom Sønnen er ’genskæret af Guds herlighed og det nøjagtige udtryk for selve hans væsen’, vil alle der bliver som Jesus Kristus også blive som Faderen. (Hebr. 1:3) Apostelen Johannes skrev: „I elskede, nu er vi Guds børn, men det er endnu ikke blevet gjort kendt hvad vi skal være. Vi ved at når han gøres kendt skal vi være som han, for vi skal se ham som han er. Og enhver der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.“ — 1 Joh. 3:2, 3.
17 Ved at blive delagtige i Guds søns herlighed bliver de åndsavlede kristne altså delagtige i „guddommelig natur“. Dette storslåede håb, som bygger på Guds sikre løfter, virkede som en stærk tilskyndelse på dem til at gøre deres yderste for at rense sig for enhver besmittelse fra verden. Apostelen Peter understregede også denne renhed, for han påpegede at de der var „delagtige i guddommelig natur“ var „undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“. Begær er årsagen til verdens fordærv eller besmittelse. Det var denne besmittelse de troende undslap da de benyttede sig af Guds frelsesmiddel og derefter gjorde en bevidst indsats for at leve op til den guddommelige norm for hellighed eller renhed. Ligesom i det første århundrede kan de bibelske løfter tilskynde os i dag til fortsat at rense os selv.
Der kræves mere end tro
18, 19. Hvad bør vi gøre efter at vi har opnået troen, ifølge Andet Petersbrev 1:5-7, og hvorfor?
18 Alle Guds sande tjenere i dag har fået gavn af den guddommelige magt eller kraft der udfoldes gennem den gode nyhed, og af de vidunderlige løfter der er forbundet med den. Derfor har vi god grund til at afspejle en kristen personlighed og tjene for at hjælpe andre, især i åndelig henseende. Apostelen Peter tilskyndede: „Ja, af netop denne grund skal I, ved at anvende al iver og alvor, til jeres tro føje dyd, til jeres dyd kundskab, til jeres kundskab selvbeherskelse, til jeres selvbeherskelse udholdenhed, til jeres udholdenhed gudhengivenhed, til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed, til jeres broderlige hengivenhed kærlighed.“ — 2 Pet. 1:5-7.
19 Vi kan ikke være tilfredse med blot at have tro. Som følge af eller som en reaktion på at vor himmelske Fader har givet os muligheden for at tro, bør vi ønske at udvikle andre gode egenskaber som kan vidne om at vi har troen. Apostelen Peter tilskyndede os til at „anvende al iver og alvor“, ja at arbejde flittigt med alle vore kræfter, for at komme til at ligne Guds søn mere og mere.
20. Hvad vil det sige at vi til vor tro skal føje dyd?
20 At vi skal føje dyd til vor tro, betyder at vi skal stræbe efter en høj moralsk standard, en moralsk finhed, ved at efterligne vort forbillede, Kristus. Denne dyd eller høje moral er en positiv egenskab. Den der ejer den vil ikke blot lade være med at volde sin næste skade; han vil også prøve at gøre godt og komme andre positivt i møde for at afhjælpe deres åndelige, fysiske og følelsesmæssige behov. Dyd er i virkeligheden godhed vist i handling. Den dydige udmærker sig altså ikke kun ved at undgå det negative, ved at holde sig fra kønslig umoralitet, urenhed, uærlighed og andre ting som Gud misbilliger. Farisæerne i det første århundrede roste sig af at de ikke var „ligesom de andre mennesker, udsugere, uretfærdige, ægteskabsbrydere“. (Luk. 18:11) Men de ejede ikke dyd, for de foragtede det jævne folk og viste ingen medynk, medfølelse eller barmhjertighed. — Mark. 3:1-6; Joh. 7:47-49.
21. Hvorfor er det vigtigt at vokse i kundskab?
21 Denne dyd, som Jesus Kristus viste i særlig grad, kan ikke findes uden kundskab. Vi må have kundskab for at kunne skelne mellem ret og uret. (Hebr. 5:14) Kundskab er også nødvendig for at kunne bedømme hvordan man aktivt kan gøre noget godt i en given situation. (Fil. 1:9, 10) Til forskel fra lettroenhed vil en velfunderet tro ikke blive rokket af kundskab. Derfor vil det styrke vor tro når vi flittigt følger og anvender Bibelens ord, idet vi fortsat vokser i kundskab om Jehova Gud og hans søn.
22. (a) Hvorfor har kundskab stor betydning for at vi kan opdyrke selvbeherskelse? (b) Hvilken forbindelse er der mellem selvbeherskelse og udholdenhed?
22 Denne kundskab værner os mod at give efter for syndige lidenskaber, opføre os ubeskedent eller uhæmmet, eller på andre måder komme alvorligt til kort i at genspejle Guds billede i indstilling, ord og handling. Ja, kundskaben bidrager til selvbeherskelse, som er evnen til at holde sit legeme, sine handlinger og sin tale under kontrol. Hvis vi til stadighed viser selvbeherskelse, vil vi også have den nødvendige egenskab udholdenhed. Når vi udsættes for pres fra verdens side på grund af dagliglivets bekymringer, forfølgelse eller fornøjelser og materielle tillokkelser, vil vi ikke lege med ønsket om at holde op med at være Guds og Kristi trælle, men vise selvbeherskelse.
23. (a) Hvoraf kommer udholdenheden? (b) Hvad er gudhengivenhed, og hvordan kommer denne egenskab til udtryk?
23 Den indre styrke som udholdenheden giver, kan også hjælpe os til at modstå syndige lidenskaber, til ikke at gå på kompromis når vi bliver forfulgt, eller lade os opsluge af de daglige gøremål, af fornøjelser eller af materielle ejendele. Udholdenheden kommer af tillid til at Gud vil styrke og vejlede os. (Jævnfør Filipperbrevet 4:12, 13; Jakob 1:2-8.) Gudhengivenhed eller ærbødighed for Gud skal føjes til vor udholdenhed. Denne egenskab kendetegner en sand kristens hele livsløb. Den viser sig ved en sund ærefrygt for Skaberen og tilbørlig respekt og omsorg for mennesker, som jo er skabt i Guds billede. — 1 Tim. 5:4.
24. Hvorfor kan gudhengivenheden ikke findes uden broderlig hengivenhed?
24 Gudhengivenheden kan imidlertid ikke findes uden broderlig hengivenhed. Apostelen Johannes skrev: „Hvis nogen siger: ’Jeg elsker Gud’ og dog hader sin broder, er han en løgner. For den der ikke elsker sin broder, som han har set, kan ikke elske Gud, som han ikke har set.“ (1 Joh. 4:20) Vi må med andre ord gøre en bevidst indsats for at opelske inderlig hengivenhed for vore trosfæller, så vi ’til vor gudhengivenhed føjer broderlig hengivenhed’.
25. Hvem skal man vise kærlighed, og hvorfor?
25 Kærlighed er en egenskab der bør være særlig fremherskende i vort liv. Det er en kærlighed der ikke kun skal omfatte vore kristne brødre. Vi viser selvfølgelig vore åndelige brødre hengivenhed, men vi må også have kærlighed til hele den øvrige del af menneskeheden. Denne kærlighed afhænger ikke af den anden parts moralske stilling. Ligesom Gud viser kærlighed mod alle mennesker, skal vi elske selv vore fjender. I sin bjergprædiken sagde Jesus Kristus:
„I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene; han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige. For hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning har I så? Er det ikke også det skatteopkræverne gør? Og hvis det kun er jeres brødre I hilser på, hvad særligt gør I så? Er det ikke også det folk fra nationerne gør? I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Matt. 5:43-48.
26, 27. Hvad sker der når vi til vor tro føjer de nødvendige egenskaber Peter opregner?
26 Hvad vil da blive resultatet når vi til vor tro føjer dyd, kundskab, selvbeherskelse, udholdenhed, gudhengivenhed, broderlig hengivenhed og kærlighed? Apostelen Peter svarer: „Hvis disse egenskaber er i jer og strømmer over, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt med hensyn til den nøjagtige kundskab om vor Herre Jesus Kristus.“ — 2 Pet. 1:8.
27 Ja, resultatet er at vi bliver virksomme og bærer frugt. Når vi til vor tro føjer de nødvendige egenskaber apostelen opregner og gør dem til en del af os selv i den grad at de strømmer over hos os, vil vi ikke være stillestående, uvirksomme eller åndeligt døde. Vi vil stadig gøre fremskridt. Vi vil bære frugt i form af en kristen personlighed og gøre andre bekendt med den gode nyhed. Når vi har gudfrygtige egenskaber boende i vort hjerte, når de virkelig er en del af os selv, vil vi føle os tilskyndet til at tænke, tale og handle på en måde Gud kan godkende. — Jævnfør Lukas 6:43-45.
Det er vigtigt at gøre fremskridt
28. Hvilken situation befinder man sig i hvis man siger at man er kristen men ikke gør fremskridt i åndelig henseende?
28 Hvis man ikke gør fremskridt som kristen, bringer man sig i alvorlig åndelig fare. Apostelen Peter sagde: „Den i hvem disse egenskaber ikke er til stede er nemlig blind, idet han lukker sine øjne for lyset og er blevet glemsom med hensyn til renselsen fra sine synder i fortiden.“ — 2 Pet. 1:9.
29. Hvorfor er den der ikke bærer frugt i form af en kristen personlighed, selvforskyldt blind?
29 Den der undlader at gøre fremskridt i åndelig henseende — den der blot bekender troen med munden og ikke bærer frugt i form af en kristen personlighed — er åndeligt blind. Han ser ikke hvad det indebærer at være kristen. Hans blindhed er selvforskyldt, for da han tog imod den gode nyhed var det et krav at han fortsat arbejdede på at komme til at ligne sin Herre, Kristus.
30. Hvad bør den kristne gøre, i betragtning af at han er blevet renset for sine synder?
30 Den der således er åndeligt blind, har også mistet det faktum af syne at han er blevet renset for sine synder på grundlag af Jesu udgydte blod. I overensstemmelse med den renselse han gennemgik da han blev en døbt kristen, burde han fortsat have arbejdet på at forblive ren, ja på i stadig højere grad at leve op til den guddommelige norm for hellighed. Hans forsømmelighed i denne henseende kan nemt føre til at han falder fra, til at han fuldstændig forkaster Guds søns offer.
31, 32. Hvilken vejledning fra Peter bør vi give agt på, i betragtning af hvor farligt det er ikke at gøre fremskridt som kristne?
31 Da der ligger en åndelig fare i ikke at gøre fremskridt som kristne, gør vi klogt i at anstrenge os for at genspejle det guddommelige billede bedre og bedre. Peter sagde om dette: „Derfor, brødre, skal I så meget mere gøre jeres yderste for at befæste jeres kaldelse og udvælgelse; for hvis I bliver ved med at gøre dette vil I aldrig nogen sinde snuble. Ja, således vil der i rigt mål blive givet jer adgang til vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige.“ — 2 Pet. 1:10, 11.
32 Det står klart at alle som er blevet kaldet og udvalgt af Gud til at være hans folk, må gøre en beslutsom indsats for at forblive i denne stilling. Peter viser at hvis de fortsat føjer kristuslignende egenskaber til deres tro, vil de ikke snuble men nå frem til troens mål, frelsen. Intet vil kunne hindre dem i at få adgang til Jesu Kristi „evige rige“. Der vil „i rigt mål“ blive givet dem adgang til Riget.
33. Hvad ligger der muligvis i at den kristne kan få adgang til det evige rige „i rigt mål“?
33 Deres indtræden i Riget vil blive ærefuld, idet deres kristuslignende egenskaber vil stråle om dem. Udtrykket „i rigt mål“ kan dog også hentyde til at de der virkelig har anstrengt sig i løbet for livet, opnår en ganske særlig velsignet tilstand. — Fil. 3:14.
34. Vis med et eksempel hvad det kan indebære at opnå livet i en særlig velsignet tilstand.
34 Forskellen mellem livet i sig selv og livet forbundet med særlige velsignelser kan belyses med følgende eksempel: Der er to kaptajner. Den ene styrer med stor dygtighed skibet gennem en voldsom storm og fører det sikkert i havn. Den anden fører skibet på grund i det samme uvejr, og redder kun sit liv. Begge kaptajner kommer levende i land, men den første vil naturligvis nyde større lykke og ære. — Jævnfør Første Korinterbrev 3:12-15.
35. Hvorfor er det nødvendigt at vi gør en personlig indsats for at opnå det evige liv, selv om det er en gave fra Gud?
35 Selv om livet er en fri gave fra Gud, opfordres vi til at vise at vi oprigtigt ønsker denne gave ved at gøre vort yderste for at behage vor himmelske Fader. Det er en gave, for vi syndige mennesker vil aldrig kunne opnå det i egen kraft. Men hvis vi ikke i vort daglige liv viser at vi virkelig værdsætter og ønsker denne gave, kan vi gå glip af den. Måtte vi derfor stræbe omhyggeligt efter at ligne Kristus i indstilling, tale og adfærd. Da kan vi med Guds hjælp være sikre på at nå vort mål. Vi vil hverken gå glip af livet eller nogen af de ekstra velsignelser vor himmelske Fader måtte skænke os fordi vi bærer frugt.
36. Hvilke forhold udelukker ikke at vi kan have brug for påmindelser, ifølge Peters ord?
36 Af den grund gør vi klogt i hele tiden at minde os selv om hvor vigtigt det er at forblive trofast. Apostelen Peter ønskede at de der læste hans andet brev, skulle forstå dette. Han skrev:
„Derfor vil jeg altid være indstillet på at minde jer om disse ting, skønt I kender dem og er befæstede i sandheden som er nærværende hos jer. Men jeg anser det for ret, så længe jeg er i dette telt, at vække jer ved påmindelse, idet jeg ved at jeg snart skal lægge mit telt væk, sådan som også vor Herre Jesus Kristus har tilkendegivet mig det. Så jeg vil også til enhver tid gøre mit yderste for at I efter min bortgang skal kunne minde jer selv om disse ting.“ (2 Pet. 1:12-15)
Vi kan være i samme situation som de kristne som Peter stilede sine ord til i det første århundrede. Vi indser måske betydningen af at forkynde den gode nyhed og gøre fremskridt med hensyn til at iføre os en kristuslignende personlighed. Vi er måske befæstede i den kristne sandhed i det omfang vi nu har lært den at kende. Alligevel har vi brug for Peters påmindelser, og det i særlig grad hvis vi udsættes for prøvelser eller falske læreres besnærende argumenter.
37. På hvilken baggrund og med hvilket formål gav Peter disse påmindelser?
37 Det er klogt at holde sig for øje hvorfor Peter skrev disse påmindelser. Han vidste at han snart skulle dø, for Jesus Kristus havde personligt ladet ham forstå at han skulle lide martyrdøden. (Joh. 21:18, 19) Udsigten til dette hvilede ikke som en tung skygge over Peter. Men han var besluttet på at udnytte den tid han havde tilbage, til at styrke sine brødre og opmuntre dem til at være virksomme og bære frugt. Så kunne de, selv efter hans bortgang, hente opmuntring i hans påmindelser og bruge dem til at opbygge hinanden med.
38 Hvad bør vi gøre med de påmindelser Peter giver i sine breve?
38 Måtte vi ligeledes hente opmuntring i Peters breve og styrke andre ved at henvise til hans påmindelser. Og måtte vi da, idet vi med tillid ser frem til opfyldelsen af Jehovas storslåede løfter, fortsat forkynde den gode nyhed og gøre fremskridt med hensyn til at ligne vor himmelske Fader og hans søn.
[Illustration på side 15]
’Føj til jeres tro dyd, til jeres dyd kundskab’
[Illustration på side 17]
’Føj til jeres udholdenhed gudhengivenhed’
[Illustration på side 19]
’Føj til jeres gudhengivenhed broderlig hengivenhed’
[Illustration på side 21]
’Hvis disse egenskaber er i jer, vil de afholde jer fra at blive uvirksomme eller uden frugt’