I samhørighed med kærlighed

 1. a) Hvad bør man undgå, hvis man vil opnå bibelsk oplysning? b) Hvilket spørgsmål vil hjælpe os til at forstå, at „Gud er kærlighed“?

VOR forståelse af Jehova er helt afhængig af, hvad det behager ham at åbenbare vedrørende sig selv. Langt den største oplysning om ham er at hente i hans ord, om hvilket salmisten skriver: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105) Under vort studium af den inspirerede udtalelse, „Gud er kærlighed“, vil vi derfor ikke afgøre, hvad det betyder, ud fra vore egne slutninger eller følelser. Endnu mindre vil vi beskæftige os med, hvad denne verdens visdom har at sige om emnet kærlighed. Og mindst af alt vil vi lade os vejlede af den falske religion, der forkynder, at Gud er kærlighed, for i samme åndedræt at sige, at han er en Gud, der piner mennesker i evighed. I stedet vil vi spørge os selv: Findes der i Bibelen noget, der i særlig grad tilkendegiver, hvad der er det mest fuldkomne udtryk for Guds kærlighed? Hvis det er tilfældet, og hvis vi nøje sætter os ind i alt vedrørende dette udtryk, vil vi med sikkerhed blive vejledt til den rette forståelse og værdsættelse af den ophøjede sandhed, at „Gud er kærlighed“. Og ikke alene det, men dersom vi stadig er opmærksomme over for dette udtryk for Guds kærlighed og mere og mere bringer os selv i overensstemmelse dermed, kan vi tillidsfuldt vente at blive ført ind i stadig større samhørighed med kærlighed. Lad os nu se, hvilket svar Guds ord giver os på vort spørgsmål.

 2. Hvilke Jesu ord giver os svaret, og hvorledes bliver de misforstået af kristenheden?

² Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at Johannes selv fremholder svaret for os i den beretning, han blev inspireret til at skrive vedrørende Jesu samtale med Nikodemus, hvor Jesus talte om det, Gud elskede så højt, „at han gav sin enbårne søn“, sit dyrebareste eje. Hvad var det? Jesus sagde: „Gud elskede verden så højt.“ (Joh. 3:16, NW) Det er hele kristenhedens yndlingsskriftsted, og dog det, der bliver misforstået mere end noget andet. Hvordan så? Jo, den „verden“, som kristenheden med forkærlighed henfører Jesu udtalelse til, er den verden, hvoraf den selv udgør en del, nemlig „den nuværende, onde tingenes ordning“, „de nuværende himle og jorden, der er gemt til ild“. (Gal. 1:4, NW; 2 Pet. 3:7) Det er med denne fortolkning som grundlag, at kristenheden elsker at snakke løs om „Guds faderskab og menneskers broderskab“ med den nulevende generation og de nuværende tilstande i tanke. Hvilken parodi på sandheden! Den rette forståelse af enhver udtalelse i Bibelen må i hvert eneste tilfælde harmonere med sammenhængen såvel som med alle andre skriftsteder, der har tilknytning til emnet. Vi vil her anvende denne regel.

 3. Hvorledes bliver vi hjulpet til den rette forståelse af Johannes 3:16 ved at sammenligne disse ord med Johannes 1:1-13?

³ Læg mærke til, at Johannes’ udtalelse i Johannes 1:1-13 er sideløbende med Jesu udtalelser i Johannes 3:16-21 og fremhæver dette: Det sande lys kom ind i verden, for at alle slags mennesker kunne lægge tro på hans navn for dagen. Det stod enhver frit for at tage imod lyset, og verden kunne blive frelst, hvis den ville. Det var ikke Gud, der hindrede dem eller påvirkede dem i ugunstig retning. Men hvad skete der da? Verden ville ikke kendes ved ham. Mennesker elskede mørket fremfor lyset. Dog var der nogle undtagelser, der viste, at de havde tro på ham. Hvad skete der med dem? Ved at tro på ham, som kom til at bære deres synder for dem, ville de, således som Jesus lige havde forklaret Nikodemus, ikke blive ramt af den undergang, der til sidst skal ramme verden, når dommens dag kommer over den, men i stedet få magt til at blive Guds børn med løfte om evigt liv i den nye verdensordning, de nye himle og den nye jord, hvor retfærdighed bor.

 4. a) Hvorfor omtalte Jesus Guds kærlighed som noget datidigt, hvis det er den nye verden, der henvises til? b) Hvad siger Bibelen om omfanget af Guds kærlighed til „verden“?

⁴ Men, vil du spørge, hvis den verden, Gud elsker så højt, var noget, der på Jesu tid hørte en fjern fremtid til, hvorfor brugte han så datidsformen, da han talte om, at Gud elskede verden? Svaret er det, at så snart behovet opstod der tilbage i Edens have, besluttede Gud i sit sind ikke alene at skabe denne nye verdensordning, men han gav den hele sit hjerte og sin ubrydelige kærlighed. Lige fra begyndelsen elskede han den så højt, at han lang tid i forvejen udtænkte og forudsagde hvilket hovedredskab, der skulle medvirke til dens indførelse, nemlig hans kvindes forjættede sæd. (1 Mos. 3:15) Hans kærlighed var så stor og uselvisk, at han med glæde bestemte og forudsagde, at slangen skulle hugge den i hælen. Ikke at Gud har glæde i at se sædens lidelser for selve lidelsens skyld, men som det så smukt udtrykkes: „Det var Jehovas vilje at slå ham med sygdom; når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, . . . Fordi hans sjæl har haft møje, skal han [Jesus] se det, hvormed han skal mættes.“ Jehova siger, at som resultat af denne møje „skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser“. — Es. 53:10, 11.

 5. Hvorledes burde vi reagere over for Guds store kærlighed?

⁵ Vi kan af det foregående forstå, at der ikke hos Gud er tale om nogen upersonlig kærlighed til en bestemt ordning. Den nye verdensordning under Guds rige består af enkeltpersoner, og Gud elsker hver især inderligt, dog først og fremmest den forjættede sæd, hans egen kære søn. Paulus udtrykker det således: „Han [Gud], som friede os ud af mørkets [den nuværende verdens] magt og førte os over i sin elskede søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.“ (Kol. 1:13, 14) Hvor utaknemmeligt og ukærligt af os, om vi ikke reagerede over for et så vidunderligt udslag af Guds kærlighed og ufortjente godhed imod os og over for så herligt og skønt et fremtidshåb, ja det skønneste af alt, Guds rige! Føler du dig ikke grebet om hjertet og betaget ved tanken derom? Mens vi minder hinanden om disse dyrebare sandheder, længes du så ikke heftigt efter at komme mere og mere i samhørighed med kærlighedens Gud og med hans rige under Kristus, det fuldkomne udtryk for hans uforlignelige kærlighed? Lad os som en hjælp til at tilfredsstille denne længsel betragte udtrykket „i samhørighed med“ lidt nærmere, et udtryk, som både Jesus og Johannes ofte bruger.

 6. a) Hvilken tilknytning er der mellem ordene „samhørighed“ og „organisation“? b) Har vi lov til frit at bruge dette sidste udtryk?

⁶ Ordet „samhørighed“ har nær tilknytning til et andet ord, og det er „organisation“. Man kan ikke have det ene uden det andet. En organisation består af dele eller medlemmer, der alle er afhængige af hinanden, i samhørighed med hinanden og forenet med hinanden i en helhed, et samlet, fast legeme. Dette bringer et andet interessant spørgsmål på bane og giver også svaret derpå. Nogle af dem, som kritiserer os, som giver sig ud for at være vore venner, men ikke hører til os, er ikke sene til at påpege, at ordet „organisation“, som vi bruger meget, ikke findes i nogen oversættelse af Bibelen. (1 Joh. 2:19) Vi vil ikke bestride dette, men dog på det stærkeste fastholde, at det er bibelsk lære. Tag de tre velkendte billeder, der bruges om Guds folk, og som særlig får deres opfyldelse nu ved de fastsatte tiders fylde, da det er Guds „beslutning“ „at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus“. Disse billeder er 1) det menneskelige legeme, „idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen“, og 2) templet, der er bygget af „levende stene“, og 3) Jerusalem, eller Zion, „staden, hvor folket samles“, og hvor alle „bor sammen i enhed“ (AS). Hvem vil benægte, at organisation er fællesnævner for alt dette? Kun de, som — af grunde de selv bedst kender — ikke længere ønsker at være organiseret eller forenet med Jehovas vidner. — Ef. 1:9, 10; 4:16; 1 Pet. 2:5; Sl. 122:3; 133:1.

 7. a) Hvordan bliver dybden af samhørigheden mellem Jesus og Faderen åbenbaret? b) Hvilken foranstaltning bevirker, at vi kan komme i betragtning?

⁷ Når vi samler vore tanker om disse skriftsteder, der alle taler om organiseret enhed, kan vi hver især blive hjulpet til en korrekt påskønnelse af den dybe og inderlige samhørighed med lysets og kærlighedens Gud, det er muligt for hver enkelt af os at opnå. Vi må passe på, at det skøn, vi danner os, eller den forestilling, vi gør os om denne samhørighed, ikke afgøres eller begrænses af vor egen opfattelse af tingene. Vi vil derfor anbefale dig at læse Johannes’ glødende beskrivelse af „Ordets“ herlighed, han, som blev kød, og hvis herlighed er „som den, der hører til en enbåren søn fra en fader, . . . fuld af ufortjent godhed og sandhed“. Ja han, som „ligger op mod Faderens bryst, er den, som har forklaret ham“. (Joh. 1:14-18, NW) Husk, hvor bedrøvet Jesus blev, da Filip ved slutningen af Jesu tjenestegerning sagde til ham: „Herre! vis os Faderen, og det er os nok.“ Kan du ikke høre den bedrøvede klang i Jesu stemme, da han svarede: „Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:8, 9) Filip forstod ikke til fulde samhørigheden mellem Gud, Faderen, og Jesus. Jesus gik derfor over til at understrege den samhørighed, der eksisterede mellem Faderen og ham, og den foranstaltning, han havde truffet ved „sandhedens ånd“, hvorved hans efterfølgere kunne blive ført ind i denne samhørighed, om de da opfyldte kravet: „Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig.“ — Joh. 14:17, 21.

 8. Hvilket billede og hvilken bøn hjælper os yderligere til at forstå vor andel i samhørigheden?

⁸ Tænk også på, hvordan Jesus drøftede dette samme emne i Johannesevangeliets femtende kapitel, hvor han taler om sig selv som „det sande vintræ“ under Faderens pleje og om sine efterfølgere som „grenene“. Med hvor stor kraft påpeges det ikke her, hvad der er hensigten med, at vi føres ind i denne samhørighed, nemlig at vi må „vedblive med at bære megen frugt“, vidnesbyrdets frugt! (Johannes 15:8, 27, NW) Hvor er det dog i nøje overensstemmelse med naturens krav, for et vintræ kræver jo meget lys og rigelig varme for at kunne vokse til modenhed og yde det mest mulige! Læg også mærke til, hvor inderligt og ofte Jesus vendte blikket og tankerne mod himmelen for at bede om, at „de alle må være eet, ligesom du, Fader! er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at også de må være i samhørighed med os“. — Joh. 17:21, NW.

 9. Hvordan behandler Johannes dette emne i sit første brev?

⁹ Den sidste aften, Jesus tilbragte sammen med sine hengivne efterfølgere, efter at Judas, den ene, som ikke var i samhørighed med ham, var gået ud i natten, lettede han sit sind for dem og foreholdt dem disse dyrebare og livsvigtige sandheder. Vi kan levende forestille os, hvordan Johannes lænede sig tilbage tæt ind imod ham, som han elskede, idet han ivrigt lyttede og slugte hvert ord, skønt han ikke til fulde forstod betydningen af alt det, han hørte, før han modtog ånden på pinsedagen. Det er derfor ingen overraskelse for os, at netop han, der var så velegnet, skulle gøre denne samhørighed til hovedtemaet i sit første brev, hvor han især lagde vægt på den praktiske side af vort ansvar. Derfor skriver Johannes: „Den, der siger, at han forbliver i samhørighed med ham, er også selv skyldig at vandre således, som han vandrede.“ — 1 Joh. 2:6, NW.

10. Hvilken forpligtelse pålægger beviset for Guds kærlighed os?

¹⁰ Bemærk videre, hvordan Johannes som argument bruger Guds kærlighed til den nye verden, der omtales i Johannes 3:16, for at fremhæve den forpligtelse, der hviler på os i en anden retning: „Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.“ — 1 Joh. 4:9-11.

11. Hvad vil det sige at være i samhørighed med Gud og hans rige?

¹¹ Understreger ikke alt dette for os, at såfremt vi skal forblive i samhørighed med Gud, må vi være i samhørighed med det, som står hans hjerte nært, Riget under hans elskede søn? At være i samhørighed med Riget betyder mere end slet og ret at tro budskabet om det og se hen til dets velsignelser. Det betyder, at vi må gøre os selv til eet med det og underkaste os det gennem vor indvielse til dets ophavsmand og skaber, og så trofast og nidkært tjene dets interesser og forkynde dets budskab, som det er blevet befalet os. (Matt. 24:14) Vi burde hver især nære en vedholdende og brændende kærlighed til dette rige og altid tale derom og leve efter dets retfærdskrav og genspejle dets ånd i en sådan grad, at vi kan sige til enhver, som vi omgås, således som Jesus sagde til Filip: Har du kendt mig så længe uden dog at kende og forstå, at Guds rige er vort eneste håb?

12. a) Hvordan fuldkommes kærligheden hos os og med hvilket resultat? b) Hvad kan få frygt til helt at forsvinde?

¹² Vi vil nu vende os til en anden del af Johannes’ første brev. Medmindre du har skriftstederne i frisk erindring, vil vi råde dig til først at læse i Johannes 4:16-19 for bedre at kunne fatte den følgende omskrivning og kommentarerne dertil. Vi går ud fra ordene: „Gud er kærlighed.“ Når vi forbliver i samhørighed med Gud og han med os, vil vi med tiden lære at vise samme fuldkomne kærlighed som Gud og nære ubrydelig hengivenhed for og uselvisk kærlighed til hans rige og have urokkelig tillid til det. Ja, „dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os“. Vor kærlighed vil give os „frimodighed“ i tale nu på dommens dag, da vi har allermest brug for den. Grunden er den, at ligesom Gud er kærlighed, hvilket fremgår af den kendsgerning, at hans sind og hjerte samler sig om den nye verden, og at han har fuld tillid til den, således lærer vi også at have den samme kærlighed og tillid, mens vi lever i den nuværende verden. Denne verden vil forgå, og vi bør ikke på nogen som helst betingelse elske den eller de ting, der er i den. (1 Joh. 2:15-17) I forståelsen af, at kærlighed og tillid går hånd i hånd, (du kan ikke vokse i det ene uafhængigt af det andet) indser vi, at resultatet af fuldkommen kærlighed og tillid til Gud og hans nye verden med alle dens velsignelser i form af oplysning og beskyttelse er, at ethvert spor af frygt for onde magter eller for noget pres fra denne onde og dødsdømte verdens side forsvinder som dug for solen. Hvis du mærker den mindste hemning som følge af frygt, og du ikke tør lukke munden op, når du med „frimodighed“ burde tale frit ud om Riget, kan du være sikker på, at din kærlighed endnu ikke er vokset til modenhed. Til sidst bør vi bestandig huske, at hvilke fremskridt vi end måtte gøre i forbindelse med kærlighed, så skyldes det udelukkende, at Gud „elskede os først“.

13. Hvorfor er „frimodighed“ i tale over for Gud nødvendig?

¹³ Her er et andet punkt af vigtighed. Denne „frimodighed“ i tale er ikke alene nødvendig under forkyndelsen af budskabet om Riget på denne dommens dag, men også i vore bønner til Gud om de åndelige livsfornødenheder, der sætter os i stand til at opfylde de guddommelige krav og vinde sejr over al forfølgelse og ethvert pres, der bliver øvet mod os. Johannes skriver: „Dette er den frimodighed i tale, vi har over for ham, at uanset hvad vi beder om efter hans vilje, hører han os; og når vi [i fuldkommen kærlighed og tillid] ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi skal have det, vi bad om, fordi vi har bedt ham derom.“ Hvad mere kan man forlange? — 1 Joh. 5:14, 15, NW.

14. Hvorom står kampen, og på hvilken måde kan troen overvinde verden?

¹⁴ Med dette i tanke kan vi bedre værdsætte den fulde betydning af disse storslåede og betagende ord: „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ (1 Joh. 5:4) Kampen står mellem lysets og mørkets magt og tilhængere. Det er mørkets mål at nedbryde vor retskaffenhed ved lidelser, forfølgelser og fristelser. Hvorfor led Jesus? Fordi han vedblev med at lade sit lys skinne i mørket, men som Johannes bevidner, „mørket fik ikke bugt med det“. Han erobrede verden og vandt sejr, fordi han af kærlighed til sin fader og af ærefrygt for hans navn nægtede at give efter for mørkets fristelser og pres. Ved slutningen af sin jordiske løbebane sagde Jesus til opmuntring for os: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ Vil vi lade trængsel eller angst eller forfølgelse skille os fra Guds kærlighed, der er i Kristus Jesus? „Men under alt dette mere end sejrer vi ved ham, som elskede os.“ — Joh. 1:5; 16:33; Rom. 8:35-39.

15. Hvilken fordel nyder vi fremfor verden, og på hvilke betingelser?

¹⁵ I den foregående artikel (§ 15) omtalte vi det umådelige fortrin, Jehova, „Israels sejr“, har. Men har vi ikke også et umådeligt fortrin fremfor denne verden på grund af vor samhørighed med lysets og kærlighedens Gud? Bliver vi ikke oplyst om den nøjagtige betydning af den nuværende verdenssituation og om, hvad den vil føre til? Bliver vi ikke advaret om og holdt vågne over for fjendens skridt og onde hensigter, så vi ikke bliver overrumplet? Kan vi ikke være absolut frygtløse? Jo, hvis vi helt og fuldt tror på kilden til lys og kærlighed: „Gud er vor tilflugt og styrke . . . Derfor frygter vi ikke, om jorden end bølger.“ Vi behøver ikke at frygte, så længe vi „vandrer i lyset“ og er taknemmelige for, at „Jesu, hans søns, blod renser os fra al synd“. Vi må gøre, som der udtrykkelig er sagt om denne dag: „Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.“ — Sl. 46:2, 3; 1 Joh. 1:7; Åb. 12:11.

16, 17. Hvorledes kaster Bibelen lys over den samhørighed, der nu er mulig for alle, som drager til Zion?

¹⁶ Med Guds ord som autoritet kan vi tillade os at afslutte vort studium af begrebet samhørighed med at anslå en sejrstone:

I samhørighed med Zions konge

¹⁷ „Gør dig rede, bliv lys, thi dit lys er kommet, Jehovas herlighed er oprundet over dig. Til dit lys skal folkene vandre og konger til dit strålende skær.“ (Es. 60:1, 3) Zion, den herlige lysets by, den eneste stad i sin art, bygget på kærlighed! Hvilken usigelig forret at være i samhørighed med Zions „overordnede myndigheder“, der er selve dens kilde til lys! Hvilken glæde at være i samhørighed med dens konge, Kristus Jesus, der bærer sejrstitlen „kongernes konge og herrernes herre“! (Rom. 13:1; Åb. 21:23; 19:16) Hvor passende er det ikke, at det er den samme forfatter, Johannes, der i en henrykkelse så og nedskrev synet af Zion i al dets herlighed, regeringssædet for Jehovas elskede nye verden! Jehova siger om Zion: „Her er for evigt mit hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.“ Og tænk engang! Vi er nådigt blevet indbudt til at bo der i denne teokratiske organisation i samhørighed med ham, under hans kærlighed og beskyttelse, med det herlige fremtidshåb at se den lydige menneskeslægt erfare lignende velsignelser, når Gud skal „bo hos dem, og de skal være hans folk“. Da vil det være rigtigt at tale om „Guds faderskab og menneskers broderskab“. — Sl. 132:14; Åb. 21:3.

18. Med hvilken advarsel afslutter Johannes sit første brev, og indeholder den nogen speciel belæring for os, der lever i dag?

¹⁸ Sagde vi ikke, at studiet af dette emne ville medføre rige velsignelser hånd i hånd med et stort ansvar? Lige en sidste advarsel med henblik på vort ansvar, sådan som Johannes også slutter sit brev. Hans ord er tilsyneladende ikke i sammenhæng med det foregående og viser ikke tilbage til et emne, han tidligere har behandlet. De lyder: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ Når et menneske sætter sine egne ideer og veje højere end dem, som Herren Gud anviser sit folk gennem sin organisation, er det en meget bedragerisk form for afgudsdyrkelse. Det er, hvad nogle af og til gør selv på dette fremskredne tidspunkt. Jo vist, de anerkender stadig det ene ord, Bibelen, men ikke det ene bord, „Jehovas bord“. De opfordrer enhver, de kan få til at lytte, til at holde op med at spise ved dette ene bord i enhed og fred og hellere sætte sig til deres egne småborde, hvor de stiller deres egne hjemmelavede retter frem. De mener, at det at spise ved det ene bord er et udtryk for trældom og tab af personlig frihed. Men os er det en glæde at være Jehovas „trælle“ (NW) i åndelig henseende og i enhver anden henseende. Vi lod ikke vort hoved blive oven over vandet, dengang vi blev døbt med vanddåben, vel? (Åb. 22:3) Disse uafhængige søger som „retfærdigheds tjenere“ at lokke dig med løfter om at åbne dine øjne for større lys og sand frihed. Men det vil gå, som det gik Eva, da hun fik sine øjne åbnet. „Børnlille [ja, denne advarsel er særlig møntet på de nye i sandheden, som endnu ikke er nået til modenhed], tag jer i vare for afguderne!“ (1 Joh. 5:21; 2 Kor. 11:15; 1 Mos. 3:5-7; Es. 1:3) Bemærk også modsætningsforholdet mellem afgudernes bord og Jehovas bord i 1 Korinter 10:18-22.

19. Hvorfor er det nødvendigt at „praktisere sandheden“?

¹⁹ Vi bør „praktisere sandheden“, for tro uden gerninger er død. Kærlighed, der ikke kommer til udtryk, „bliver kold“. Lys, der skjules under selviskhedens og frygtens „skæppe“, går ud, og „hvor stort bliver så ikke mørket!“ At vedblive med at praktisere sandheden er den bedste kur imod enhver tilbøjelighed til at lade sig smitte af denne verdens kolde ligegyldighed og løbe den risiko, at Jehova skal holde sin velsignelse tilbage og ikke give nogen vækst. Fortsat samhørighed med kærlighedens og lysets Gud er en betingelse for vort liv i den nye verdens samfund, hvad enten vi nu er medlemmer af en lokal kreds af Jehovas vidner eller lever i et missionærhjem eller betelhjem. — Jak. 2:26; Matt. 24:12; 5:15; 6:23.

20. a) Indtager vi en mere begunstiget stilling end Johannes? b) Hvilke opmuntrende og vejledende ord gives der dem, som bor i Zion?