’Anvend sandhedens ord på rette måde’
„Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, men som anvender sandhedens ord på rette måde.“ — 2 Tim. 2:15, NW.
1. Hvad kan Guds ord sammenlignes med, og hvordan bør vi derfor bruge det?
GUDS ORD er levende og har en stærk indflydelse på vort liv. Det er ligesom et sværd og kan sønderdele sjæl og ånd. (Hebr. 4:12) Det trænger helt ind til motiverne for vore handlinger. Det kan skelne imellem hvad vi tilsyneladende er som en levende sjæl, og hvad vi virkelig er i vort hjerte, i vor indstilling og i vor ånd. Eftersom Guds ord kan sammenlignes med et sværd, må vi forvisse os om at vi bruger det med dygtighed. Vi må passe på at vi ikke bruger et så skarpt instrument på en forkert måde, men, som Paulus sagde, at vi bruger det „på rette måde“. Når vi studerer Guds ord eller læser op fra det, må vi sørge for at vi får fat i den rigtige mening og får en klar forståelse af hvad der siges.
2 . Hvad er Bibelen ikke, og hvilke spørgsmål vil det derfor være passende at stille når vi læser et stykke i Bibelen?
2 Ofte kan sammenhængen eller de omgivende vers hjælpe os til at forstå og anvende et vers rigtigt. Vi må huske på at Bibelen ikke er en tilfældig samling af løsrevne vers som ingen forbindelse har med hinanden og som vi efter forgodtbefindende kan bruge for at bevise et eller andet punkt. Vi må sørge for at danne os et helhedsbillede af det vi læser. Vi må gøre os klart hvem det er der taler, hvem der tales til og hvad der tales om, og om skriftstedet kun gælder et bestemt emne. Dette er vigtigt hvis vi skal ’anvende sandhedens ord på rette måde’.
Nogle eksempler
3. Hvilke baggrundsoplysninger hjælper os til at forstå det der siges i Andet Timoteusbrev 2:15 rigtigt?
3 Lad os til eksempel betragte Paulus’ ord til Timoteus i Andet Timoteusbrev 2:15. Der siger han: „Gør dit yderste for at fremstille dig for Gud som godkendt, som en arbejder der intet har at skamme sig over, men som anvender sandhedens ord på rette måde.“ (NW) Disse ord er skrevet til en som var velfunderet i sandheden fra Guds ord og som gjorde Guds vilje. Det ved vi fra det Paulus skrev i begyndelsen af dette brev til Timoteus. Her siger han: „Jeg er jo blevet mindet om din oprigtige tro, den, som først boede i din mormoder Lois og din moder Eunike og nu — det er jeg vis på — også bor i dig.“ (2 Tim. 1:1, 2, 5) I Andet Timoteusbrev 2:15 fortæller Paulus Timoteus hvordan han skal undervise andre kristne, nogle som hørte til Guds menighed. Selv om det naturligvis også gælder at en kristen skal anvende sandhedens ord på rette måde når han taler med ikke-troende, drejer Paulus’ ord til Timoteus i dette tilfælde sig ikke om hvordan han skulle omvende ikke-troende til kristendommen. Det fremgår af hvad Paulus havde sagt til Timoteus om hans lærergerning: „Ligesom jeg ved min afrejse til Makedonien bad dig blive i Efesus, for at du skulle byde visse folk ikke at føre fremmed lære . . . .“ Heraf fremgår det at der var nogle inden for den kristne menighed som førte fremmed lære, som ikke ’anvendte sandhedens ord på rette måde’. Paulus gav også Timoteus følgende opfordring: „Hvad du hørte af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro til pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at lære andre.“ (1 Tim. 1:3; 4:16; 2 Tim. 2:2) Den omstændighed at Timoteus skulle betro de vigtige oplysninger til pålidelige mennesker som var egnede til at undervise andre igen, vidner yderligere om at Timoteus havde at gøre med personer inden for den kristne menighed. Han skulle anvende sandhedens ord til vejledning og gavn for sine brødre.
Undgå at fordreje skriftsteder for at bevise et punkt
4. (a) Vis hvordan præster i kristenheden anvender Mattæus 10:28 forkert. (b) Hvad siger dette skriftsted i virkeligheden om menneskesjælen?
4 Det er meget vigtigt at vi ikke med vilje misbruger et skriftsted for at bevise et bestemt punkt. Det gør præster i kristenheden sig ofte skyldige i. Tag for eksempel Mattæus 10:28. Her læser vi: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede [græsk: Gehenna].“ Nogle præster vil pege på den første del al verset og bruge det som bevis for at sjælen er udødelig. Men var det nu dét Jesus sagde eller mente? Det kunne se sådan ud hvis man standser her, midt i verset. Men hvis man læser resten af verset, vil man se at Jesus giver læren om den udødelige sjæl et grundskud, for her siger han at man skal frygte ham som kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna. Når vi „anvender sandhedens ord på rette måde“ kommer den sande mening frem.
5. (a) Hvordan fortolker nogle Første Petersbrev 4:6? (b) Hvordan skal verset forstås, og hvilke skriftsteder kan anføres som støtte for denne tanke?
5 Nært beslægtet med læren om den udødelige sjæl er den opfattelse at det er menneskets ånd der lever videre og kan identificeres med mennesket selv. Første Petersbrev 4:6 anføres som støtte for denne opfattelse. Her læser vi: „Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulle dømmes på legemet, som mennesker dømmes, men leve i ånden, ligesom Gud lever.“ Tilhængere af den opfattelse at ånden lever videre som et intelligensvæsen efter legemets død, hævder at Peter her støtter denne tanke når han siger at evangeliet forkyndes for døde. Er det rigtigt? Skal vi ’anvende sandhedens ord på rette måde’, må vi lade det tale for sig selv. Tænkte Peter her på mennesker som var bogstaveligt døde? Eftersom de der er bogstaveligt døde ’ingenting ved’ (Præd. 9:5), må de døde som Peter nævner, være de samme som dem Jesus talte om da han sagde: „Lad de døde begrave deres døde,“ og dem apostelen Paulus hentydede til da han skrev: „Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder.“ Enhver der er bogstaveligt levende men dog er død i Jehovas øjne, kan blive levende i åndelig forstand ved at høre Guds ord, ændre sind og blive en Jesu discipel. Håbet for dem der er bogstaveligt døde, er opstandelsen og den mulighed de da får for at høre den gode nyhed og blive dømt. — Matt. 8:22; Ef. 2:1.
6. (a) Hvordan har nogle fortolket Esajas 14:12-16? (b) Hvad er den bibelske forklaring? (c) Hvem er således den Lucifer der nævnes i Esajas 14:12-16, og hvis indstilling genspejler han?
6 Jehovas folk må også være varsomme med deres anvendelse af skriftsteder og passe på at de fremstiller Guds ord rigtigt i deres forkyndelse og undervisning. Som eksempel kan nævnes at man undertiden hører at „Lucifer“ er et af Satan Djævelens navne, og som støtte herfor henvises der til Esajas 14:12-16, hvor nogle gamle bibeloversættelser rigtigt nok siger „Lucifer“. Esajas 14:12 lyder ifølge vores danske oversættelse: „Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger!“ Den gamle autoriserede engelske oversættelse, King James-oversættelsen, siger: „At du er faldet fra himmelen, O Lucifer, morgenens søn!“ Ordet „Lucifer“ er en oversættelse af det hebraiske ord hehlelʹ, „den strålende“. Hehlelʹ, som det bruges her, er hverken et personnavn eller en titel, men et udtryk som beskriver den ophøjede, strålende stilling som det babyloniske dynasti af konger i Nebukadnezars slægtslinje indtog. Det vil ikke være rigtigt at sige at den der her kaldes Lucifer er Satan Djævelen, som om det var et af hans navne. Udtrykket gælder først og fremmest Babels konge, for ifølge vers fire er dette en „spottevise [eller: et ordsprog] om Babels konge“. Og i versene femten og seksten siges der at denne „strålende“ (Lucifer) skal styrtes ned i dødsriget, Sheol, som er menneskehedens fælles grav og ikke Satan Djævelens bolig. Endvidere siger de der ser denne „strålende“ nedstyrtet til dødsriget: „Er det ham [ordret: Er det den mand], som fik jorden til at bæve, riger til at skælve?“ Satan er ikke en mand, men en usynlig åndeskabning. Selv om Babels konge genspejlede sin fader Djævelens indstilling, kan man ikke sige at ordet Lucifer er et navn på Satan. Når vi „anvender sandhedens ord på rette måde“ kan vi tale Guds klare ord som vi har det i Bibelen.
7. (a) Hvorfor gør man ikke Bibelen uret ved at bruge forskellige skriftsteder for at bevise et bestemt punkt, blot det sker på rette måde, og hvis eksempel følger vi her? (b) Vis hvordan apostelen Paulus ved hjælp af henvisninger til De hebraiske Skrifter kan have bevist at Kristus skulle lide og opstå fra de døde.
7 Imidlertid gør man ikke Guds ord uret hvis man bruger skriftsteder fra forskellige dele af Bibelen når man vil bevise et bestemt punkt, blot man gør det på den rette måde. Modstandere hævder undertiden at Jehovas vidner bruger løsrevne skriftsteder når de vil bevise et punkt. Jesus og hans apostle brugte dog selv flere forskellige skriftsteder for at bevise visse grundlæggende sandheder, hvilket man let kan se når man læser Bibelen. For eksempel henviste Jesus, da han blev fristet i ørkenen efter de fyrre dages faste, til forskellige steder i Guds ord for at tilbagevise Djævelens argumenter. (Matt. 4:3-10; 5 Mos. 8:3; 6:13, 16; 5:9) Apostelen Paulus brugte samme fremgangsmåde over for jøderne da han underviste dem i en synagoge. Beretningen i Apostlenes Gerninger 17:2, 3 siger: „Og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne og udlagde og begrundede [idet han forklarede og ved hjælp af henvisninger beviste, NW], at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, ’og’, sagde han, ’den Jesus, som jeg forkynder jer, han er Kristus.’“ — Se Salme 22:8, 9; Esajas 50:6; 53:3-5; Salme 16:8-10.
Meningen fremgår ofte af sammenhængen
8. (a) Hvorfor bør man undgå at anvende skriftsteder forkert? (b) Vis hvordan Ordsprogene 10:7 skal forstås, og anfør begrundelsen herfor. (c) Hvilke skriftsteder ville det være rigtigst at bruge når man vil belyse hvem der ikke får en opstandelse?
8 Anvender man med vilje skriftsteder forkert, gør man Bibelens ord stor uret. Vi ønsker ikke at gøre os skyldige i et sådant misbrug, hverken i større eller mindre grad. Som eksempel kan nævnes at vi måske, når vi taler med nogen om opstandelsen, vil henvise til at Bibelen afgjort siger at onde og gudløse ikke får nogen opstandelse, og derefter læser følgende skriftsted for dem: „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen [vil rådne, NW].“ (Ordsp. 10:7) Det er fuldkommen rigtigt at de som Jehova betragter som gudløse og som ikke dækkes af Kristi genløsende offer, ikke får en opstandelse; blot viser Ordsprogene 10:7 ikke at dette er Jehovas hensigt. Hvorfor ikke? Når man læser hele dette kapitel i Ordsprogenes bog i sammenhæng, vil man lægge mærke til at der nævnes en række kontraster: en viis søn og en tåbelig søn, den flittige og den dovne, en klog søn og en dårlig søn. Men opstandelsen og Gehenna nævnes ikke. Det vil derfor ikke være rigtigt at sige at dette skriftsted sigter til at nogle får en opstandelse, andre ikke. Meningen er snarere at den gudløses navn eller rygte ikke vækker behagelige minder, men er modbydeligt, frastødende, som noget der er ved at gå i forrådnelse. Hvis man skal vise at der er nogle der ikke vil få en opstandelse, vil det være bedre at henvise til skriftsteder om Gehenna, den anden død. — Matt. 23:33; Åb. 21:8; se også Mattæus 25:46.
9. Hvorfor er en betragtning af et skriftsteds sammenhæng med den øvrige tekst ikke nogen hindring for at forklare sandheden?
9 At vi således skal forvisse os om et skriftsteds anvendelse ved at læse og forstå sammenhængen, er på ingen måde en hindring for os når vi skal forklare sandhedens ord. Tværtimod. Det styrker vor argumentation, for det bliver tydeligt for den vi taler med at det virkelig er Bibelens ord vi fremholder. Bibelen er den almægtige Guds inspirerede ord, og når vi bliver bekendt med Guds tanker eller Guds syn på et bestemt spørgsmål ved den hellige ånds hjælp, er det Skaberens visdom, som den fremtræder i hans skrevne ord, vi nyder godt af. Jehova har undertiden noget bestemt i tanke med den måde hvorpå et skriftsted er anbragt i Bibelen. Han ved præcist hvad vi har behov for, og tilvejebringer derfor det som kan hjælpe os til at vokse åndeligt i dømmekraft og i den nøjagtige kundskab om ham.
10, 11. (a) Hvilken betydning kunne man let lægge i det der siges i Første Johannesbrev 4:18? (b) Hvordan viser sammenhængen det skal forstås? (c) Hvordan stemmer dette med det der siges i Salme 139?
10 I vort forhold til Jehova skulle vi føle os som hans børn. Hvor meget værdsætter vi da, i denne vor egenskab af at være hans børn, hans kærlighed og omsorg for os? ’Anvender vi hans ord på rette måde’ med hensyn til hvad det har at sige om vore personlige bønner til ham, og forstår vi hvad hans ord siger om hvordan han ønsker vi skal føle over for ham? Mange har læst ordene i Første Johannesbrev 4:18 om den fuldkomne kærlighed og har anvendt disse ord forkert. Her siges der: „Frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygt har med straf at gøre [frygten virker hæmmende, NW], og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden.“ Ved første øjekast har nogle draget den slutning at de simpelt hen aldrig vil blive fuldkommet i kærligheden fordi frygt får dem til at undgå eller løbe fra en fare når det er muligt. Men er det den frygt apostelen her taler om?
11 Når vi læser hele den sammenhæng hvori dette skriftsted (1 Joh. 4:18) forekommer, vil det hjælpe os til at forstå hvad der menes. Det foregående vers viser at Johannes her taler om at have „frimodighed“. Der er ikke tale om frimodigheden til at forkynde den gode nyhed om Riget. Nej, der er tale om den frimodighed der skal komme til udtryk når vi taler med Gud. Det fremgår af det tredje kapitel, versene 19 til 21, i dette samme brev. Det vil sige at den i hvem Guds kærlighed når sit fulde udtryk, føler sig fri til at træde frem for sin himmelske Fader i fuld tillid til ham. Vedkommendes ufuldkommenhed og syndige tilstand afholder ham ikke fra at komme til Jehova og bede om hjælp til at gøre hans vilje. Ligesom et barn kan komme til en kærlig fader i fuld tillid til at faderen vil forstå og hjælpe det, selv når det har begået en fejl, således skulle vi komme til vor himmelske Fader, Jehova. Vi skulle føle os fri til at komme til ham med et hvilket som helst problem vi måtte have, og bede om hjælp til at gøre vor Faders vilje. Vi bør ikke nære nogen sygelig frygt for vor himmelske Fader, i den formening at Jehova vil kræve absolut retfærdighed af en ufuldkommen, syndig skabning, og at han straks vil fordømme os på grund af vort sinds og hjertes syndige tilstand. Det vil dog ikke sige at vi bevidst kan kaste os ud i syndige handlinger og derefter gå til vor himmelske Fader og bede om tilgivelse, og således benytte os af Jehovas barmhjertighed. Nej, det betyder at vi ikke behøver at frygte for at gå til vor himmelske Fader for at få det der er kroget rettet ud, for at få vore ufuldkomne tanker og handlinger rettet, idet vi ved at Jehova kender os og ved alt hvad der er at vide om os. — Sl. 139:1-3, 15-18, 23, 24.
12. Hvordan vil det gavne os selv personligt at forstå Første Johannesbrev 4:18 rigtigt?
12 Først når man har denne forståelse af Første Johannesbrev 4:18, bliver man rigtig klar over værdien af det åndelige forhold der består mellem en selv og Jehova. Man taler af hjertet til Jehova og beder om vejledning angående ens liv, at det må være Jehova velbehageligt. At vi bliver „fuldkommet i kærligheden“ betyder således at vor kærlighed til Gud ikke på nogen måde forbliver uudviklet, men at vi på grund af denne fuldkomne kærlighed bestandig tilskyndes til at gøre Guds vilje helhjertet og i fuld tillid til vor himmelske Skaber og Fader. Dette igen giver os stor frimodighed når vi kommer frem for Gud i bøn. — Ef. 3:12; Hebr. 4:16; 1 Joh. 5:14.
Den rette anvendelse af profetierne
13. (a) Hvad er det vigtigt at have i tanke vedrørende mange profetier i De hebraiske Skrifter, og hvordan er profetien i Esajas 35:1, 2, 7 et eksempel herpå? (b) Hvad er den omstændighed at en profeti har fået en opfyldelse på Jehovas folk i fortiden en garanti for?
13 Når vi studerer Guds ord og bliver mere og mere fortrolige med dets skønne budskab og betydningen af det i vort liv, erkender vi at det er meget berigende og i andre henseender værdifuldt at forstå det på den måde Jehova har tilsigtet. Hvor ofte har vi ikke citeret fra profetierne i De hebraiske Skrifter om de velsignelser Gud har i beredskab til menneskene i sin retfærdige nye orden, og det med rette! Men ofte har vi måske ikke forstået at mange af profetierne allerede har fået en mindre opfyldelse på Israels folk i fortiden. Tag for eksempel ordene i Esajas 35:1, 2, 7, hvor vi læser: „Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre, blomstre frodigt som rosen . . . det glødende sand bliver vanddrag, til kildevæld tørstigt land. I sjakalers bo holder hjorde rast, på strudsenes enemærker gror rør og siv.“ Sammenhængen viser tydeligt at der her er tale om de jødiske landflygtiges hjemkomst, som vi ved fandt sted under statholderen Zerubbabel. I vers 10 siges der at „[Jehovas] forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel“. Det var Guds hensigt at gøre deres land til et paradis i mindre format, og det ville betyde at han måtte lade vand vælde frem i ørken, hede og ødemark. Vi forstår også, når vi betragter disse skriftsteder og anvender dem på rette måde, at når Gud kunne gøre mirakler til gavn for sit udvalgte folk i fortiden, er det en garanti for en langt større og mere omfattende opfyldelse under hans søns, Herren Jesu Kristi styre. Det er åbenbart at Jehova vil udøse velsignelser over denne jord under Kristi riges styre, hvor ikke blot ørkenen skal „blomstre frodigt som rosen“, men hvor også blindes øjne og døves ører lukkes op og den halte får sin førlighed igen, sådan som profetien også siger. — Es. 35:5, 6.
14. Hvorfor bør det være alle sande kristnes oprigtige ønske at anvende Guds sandhedsord på rette måde?
14 Vi kan med sikkerhed sige at „Guds ord er levende og virkende“. (Hebr. 4:12) Gud lever. Han taler til menneskene gennem sit levende ord, Bibelen, og indgyder derved sine tjenere kraft og giver dem forståelse af dybe sandheder vedrørende ham selv og hans hensigter med menneskene. Det bør være alle kristne Jehovas vidners oprigtige ønske at anvende dette ord på rette måde for at kunne bruge det effektivt når de underviser andre og når de nedbryder falske religiøse læresætninger som har formørket sind og hjerte hos utallige millioner der er trælbundet i det store Babylon, den falske religions verdensimperium. Som Paulus sagde til Timoteus: „Hvert skrift er indblæst af Gud og gavnligt til at belære, til at irettesætte, til at genoprejse, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning.“ — 2 Tim. 3:16, 17, fodnoten.
15. Hvilket arbejde må vi gøre for at forstå og værdsætte Guds ord på rette måde?
15 Skal man bruge Guds ord rigtigt må man læse det og studere det, søge efter de skjulte skatte som det rummer. Det kræver at man arbejder ihærdigt og søger flittigt. Forståelsen og værdsættelsen kommer ikke automatisk. Ordsproget siger: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“ (Ordsp. 2:1-5) Af det vi har drøftet på disse sider fremgår det at vi skulle søge at finde ud af hvorfor tingene er sagt som de er i Guds ord, samt hvad meningen er med det der siges. Vi skulle også altid søge at finde ud af hvorfor forklaringerne er givet på en bestemt måde, og således bestræbe os for at anvende Guds ord rigtigt.
16. Hvilke yderligere oplysninger vil hjælpe os til at anvende Guds ord på rette måde?
16 Den følgende artikel vil vise at hele bøger i Bibelen er skrevet med et bestemt folk og et bestemt budskab i tanke. Skal vi anvende Guds dyrebare ord på rette måde, vil det være en fordel for os at kende baggrunden for disse bøger og hensigten med og værdien af deres indhold, Og derfor må vi søge oplysninger herom.