Afvis frafald, hold fast ved sandheden!
„Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. Det er den der forbliver i denne lære der har både Faderen og Sønnen.“ — 2 Johannes 9.
1, 2. (a) Hvordan har Satan til tider forsøgt at slukke sandhedens lys blandt Jehovas folk? (b) Hvorfor er det livsvigtigt at Jehovas vidner afviser frafald?
JEHOVA GUD er kilden til åndelig sandhed. Derfor var det meget passende at salmisten rettede denne bøn til ham: „Send dit lys og din sandhed.“ (Salme 43:3) I overensstemmelse hermed er sandhed et kendetegn for dem der tilbeder Jehova. — Johannes 8:31, 32; 17:17.
2 I sine bestræbelser på at slukke sandhedens lys blandt Jehovas folk, har Satan Djævelen til tider forsøgt at fordærve den kristne menighed ved hjælp af frafalden lære. (2 Korinter 4:1-6; Judas 3, 4) Men disse forsøg er mislykkedes for ham fordi trofaste vidner for Jehova afviser frafald og holder fast ved den åndelige sandhed. Det er livsvigtigt at vi gør dette hvis vi ønsker at bevare et nært forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus, for Gud inspirerede den kristne apostel Johannes til at skrive: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. Det er den der forbliver i denne lære der har både Faderen og Sønnen.“ — 2 Johannes 9.
3. Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i løbet af vor gennemgang af Johannes’ andet og tredje brev?
3 Men hvad bør Jehovas vidner gøre for at modstå frafald? Og hvordan kan de fremme kristne interesser som „medarbejdere for sandheden“? (3 Johannes 8) For at finde svarene vil vi gennemgå apostelen Johannes’ andet og tredje inspirerede brev, der er skrevet i eller i nærheden af Efesus i Lilleasien, omkring år 98 e.v.t.
Nødvendigheden af sandhed og kærlighed
4, 5. (a) Hvorfor kunne Johannes omtale sig selv som „den ældste“? (b) Hvem var „den udvalgte frue“ og „hendes børn“?
4 Johannes indledte sit andet brev med disse ord:
„Den ældste til den udvalgte frue og til hendes børn, som jeg i sandhed elsker, og ikke jeg alene, men også alle de som har lært sandheden at kende, på grund af den sandhed som forbliver i os og vil være hos os for evigt.“ — 2 Johannes 1, 2.
5 Henimod slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning kunne Johannes med rette kalde sig „den ældste“. Han har på det tidspunkt været omkring 100 år gammel, og var også i åndelig forstand ’gammel’, da han som ældste havde stor åndelig modenhed. (Se Galaterbrevet 2:9) Med ordene „den udvalgte frue“ kan han have sigtet til en bestemt menighed hvis beliggenhed vi ikke kender, og har muligvis brugt denne vending for at forvirre forfølgerne. Hvis det er tilfældet har hendes „børn“ været åndelige børn, medlemmer af denne menighed og åndsavlede kristne der af Gud var ’udvalgt’ til det himmelske kald. (Romerne 8:16, 17; Filipperne 3:12-14) På den anden side kan Kyria (græsk for „frue“) også have været navnet på en bestemt kristen kvinde.
6. (a) Hvad er den „sandhed“ som Johannes omtalte? (b) Hvordan „forbliver“ sandheden hos sande kristne „for evigt“?
6 I hvert fald var denne ’udvalgte frue og hendes børn’ højt elsket af Johannes og alle andre vidner for Jehova der havde lært sandheden at kende. Denne „sandhed“ udgjordes af alt det de havde lært om Jesus Kristus. Det var nødvendigt at holde fast ved sandheden for at opnå frelse. (Johannes 4:24; Efeserne 1:13, 14; 1 Johannes 3:23) En grundlæggende årsag til at Jehovas vidner i fortid og nutid har kærlighed til hinanden, er deres fælles kærlighed til sandheden. Den „forbliver“ i dem i den forstand at den til stadighed bor i deres hjerter. Sandheden vil forblive hos sande kristne „for evigt“, som en trofast ledsager. Blandt Jehovas vidner i dag sættes den meget højt, og de takker deres himmelske Fader for den.
7. Hvordan kan ufortjent godhed, barmhjertighed og fred komme fra både Gud og Kristus?
7 Johannes gør opmærksom på at de der holder fast ved sandheden uden at vakle, vil få velsignelser fra Gud:
„Ufortjent godhed, barmhjertighed og fred skal være med os fra Gud, Faderen, og fra Jesus Kristus, Faderens søn, med sandhed og kærlighed.“ (2 Johannes 3)
Ufortjent godhed kommer fra både Jehova og Jesus ved at syndige mennesker „bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“. (Romerne 3:23, 24) Vor himmelske Fader er også kilden til barmhjertighed, men ufuldkomne mennesker modtager denne gennem Kristus. (Hebræerne 4:14-16; Judas 20, 21) For at syndere kan opnå fred med Jehova må deres overtrædelser desuden sones, og det er blevet muligt ved Jesu død som et sonoffer. — Kolossenserne 1:18-20.
8. Hvad kan Johannes have ment med ordene „med sandhed og kærlighed“ i Andet Johannesbrev 3?
8 Johannes tilføjede ordene „med [eller: i] sandhed og kærlighed“. (Kingdom Interlinear Translation) Måske har han dermed villet sige at sande kristne ’sammen med sandhed og kærlighed’ har ufortjent godhed, barmhjertighed og fred. Eller han kan have ment at Jehovas tjenere ville få disse velsignelser hvis de forblev i sandheden og fortsat viste kærlighed.
’At vandre i sandhed og kærlighed’
9, 10. (a) Hvorfor havde Johannes grund til at ’glæde sig meget’? (b) Hvad skrev han at „nogle“ gjorde i forbindelse med sandheden?
9 Johannes nævnte en grund til personlig glæde og gav desuden en klog formaning da han fortsatte:
„Jeg glæder mig meget fordi jeg har fundet nogle af dine børn som vandrer i sandheden, sådan som vi har fået bud om fra Faderen. Og nu beder jeg dig, frue, som en der ikke skriver et nyt bud til dig, men et som vi har haft fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden.“ — 2 Johannes 4, 5.
10 Johannes havde grund til stor glæde fordi „nogle“ ’vandrede i sandheden’. De havde tro på Jesu Kristi navn, elskede hinanden og bestræbte sig på at følge Guds søns eksempel. (Hebræerne 12:1-3; 1 Johannes 3:23) Hvis Johannes skrev til en kvinde ved navn Kyria, har nogle af hendes bogstavelige børn været i sandheden. Men hvis han anvendte udtrykkene „børn“ og „udvalgte frue“ i overført betydning, har han kunnet glæde sig over at nogle i denne menighed hvis beliggenhed vi ikke kender, havde modstået frafaldet og holdt fast ved sandheden mens de stræbte efter et liv i trofasthed mod Jehova. Ja, loyale kristne vidner for Jehova har altid ment at de var forpligtede til at holde fast ved sandheden, eller at ’vandre’ i den. De betragter det som et bud fra deres himmelske Fader, og det er ikke byrdefuldt for dem at holde hans bud. — Se Første Johannesbrev 5:3.
11. (a) Hvad krævede det at holde budet om at „elske hinanden“? (b) Hvorfor kunne Johannes skrive at det ikke var et nyt bud?
11 Apostelen bad ’fruen’ om at overholde budet „at vi skal elske hinanden“. (Se Første Johannesbrev 3:11.) Jesus udtrykte Jehovas vilje med gudfrygtige mennesker da han bød sine disciple at elske hinanden, ligesom han elskede dem. Budet indbefattede ikke blot næstekærlighed men også en selvopofrende kærlighed, der endog kunne få en til at give sit liv for en anden. (3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:39; Johannes 10:14, 15; 13:34; 15:13) Dette bud havde været bindende for Kristi disciple „fra begyndelsen“ af deres indviede forhold til Gud — ja, i virkeligheden lige siden Jesus første gang gav det og især siden dannelsen af den kristne menighed på pinsedagen år 33 e.v.t. I den forstand var det derfor ’ikke et nyt bud’, som Johannes skrev.
12. Hvad mente Johannes da han skrev: „Dette er budet . . . at I fortsat skal vandre i det“?
12 Med hensyn til kærlighed skrev Johannes videre:
„Og dette er hvad kærligheden vil sige, at vi fortsætter med at vandre i overensstemmelse med hans bud. Dette er budet, sådan som I har hørt fra begyndelsen, at I fortsat skal vandre i det.“ (2 Johannes 6)
Sande tilbedere adlyder Jehova med glæde fordi de elsker ham med hele deres hjerte, sjæl, styrke og sind. (Lukas 10:27) De som Johannes skrev til, havde haft budet om kærlighed „fra begyndelsen“, det vil sige siden Jesu jordiske tjeneste eller siden deres indvielse til Gud. Men hvad mente apostelen da han skrev: „Dette er budet . . . at I fortsat skal vandre i det“? „Det“ kunne henvise til „budet“ om kærlighed (The New English Bible), men henviser sandsynligvis til selve dét at vise kærlighed. Hvordan man end ser det, vil dét ’fortsat at vandre i det’ betyde fortsat at vise hinanden kærlighed. — 1 Johannes 3:18; se også Romerbrevet 13:8-10.
Vogt jer for de frafaldne
13. (a) Blandt hvem søgte ’bedragerne’ at samle tilhængere? (b) Hvilken falsk lære spredte ’bedragerne’?
13 Det ville kræve en indsats at blive ved med at vandre i kærlighed og sandhed. Johannes forklarede hvorfor:
„Mange bedragere er nemlig gået ud i verden, de der ikke bekender Jesus Kristus som kommet i kødet. Dette er bedrageren og antikrist.“ (2 Johannes 7)
Der var åbenbart nogle falske lærere der var rejst rundt og havde forsøgt at samle tilhængere blandt sande kristne. (Se Apostelgerninger 20:30.) Disse „bedragere“ der vildledte andre, gav sig ud for at være kristne, men ville ikke anerkende at Jesus Kristus var kommet i kødet som et menneske. Sådanne falske lærere nedvurderede Jesu opgave som Messias og genløser, herunder hans ophøjede stilling i himmelen. — Markus 1:9-11; Johannes 1:1, 14; Filipperne 2:5-11.
14. Hvorfor kaldte Johannes de frafaldne „bedrageren og antikrist“?
14 Johannes kaldte disse frafaldne „bedrageren og antikrist“ fordi deres lærdomme var bedrageriske og de selv var Kristi modstandere. At apostelen nævner „mange antikrister“ tyder på at der var adskillige der som enkeltpersoner var fjender af Kristus, og som tilsammen udgjorde en kollektiv person med betegnelsen „antikrist“. (1 Johannes 2:18) Fornægter man at Jesus er Messias og Guds søn, fornægter man samtidig så godt som alt hvad Bibelen fortæller om ham. Trofaste vidner for Jehova vil fuldstændig afvise sådanne falske læreres synspunkter.
15. (a) Hvilken „fuld belønning“ kunne åndssalvede kristne få hvis de ’passede på sig selv’? (b) Hvorfor bør alle vidner for Jehova være på vagt over for de frafaldnes lære?
15 Da der var fare for at blive ledt bort fra sandheden og falde fra, tilskyndede Johannes:
„Pas på jer selv, at I ikke skal miste det vi har arbejdet på at frembringe, men kan få fuld belønning. Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. Det er den der forbliver i denne lære der har både Faderen og Sønnen.“ (2 Johannes 8, 9)
Ved gerninger der omfattede forkyndelsen af „den gode nyhed“, havde Johannes og andre ’frembragt’ en frugt der førte til at brevets oprindelige modtagere omvendte sig. Men kun ved at ’passe på sig selv’ åndeligt set, kunne de undgå at miste den ufortjente godhed, barmhjertighed og fred som de havde fået fra Jehova og hans søn, såvel som det varige fællesskab med alle dem der var knyttet sammen i sandhed og kærlighed. Hvis Johannes’ åndssalvede medtroende var trofaste, ville de fortsat kunne glæde sig over tjenesten for Jehova. Når Johannes nævnte en „fuld belønning“ ønskede han øjensynlig at medregne den himmelske „krone“ som loyale salvede kristne modtager. (Åbenbaringen 2:10; 1 Korinter 9:24-27; 2 Timoteus 4:7, 8; Jakob 1:12) Alle vidner for Jehova bør naturligvis afvise de frafaldnes lære fordi den kan frarøve dem det evige liv enten i himmelen eller på jorden.
16. (a) Hvordan kunne Johannes sige at de frafaldne ’gik videre’? (b) Hvordan „har“ trofaste vidner for Jehova „både Faderen og Sønnen“?
16 De frafaldne bedragere ’gik videre’ og ’forblev ikke i Messias’ lære’, fordi de ikke holdt fast ved den sandhed der forkyndtes af Jesus og hans trofaste apostle. Kætterne ’havde’ derfor ikke Gud, for de var ikke i samhørighed med Jehova og havde intet forhold til ham. (1 Johannes 1:5, 6; 2:22-25) Trofaste vidner for Jehova bekender imidlertid at Jesus Kristus er kommet i kødet, for de tror på hans sonoffer og holder fast ved det som han og hans loyale apostle lærte. (Mattæus 20:28; 1 Timoteus 2:5, 6; 2 Johannes 7) Disse sande kristne holder fast ved sandheden, og derfor „har“ de „både Faderen og Sønnen“ i den forstand at de kender dem, værdsætter deres egenskaber og fortsat nyder et nært forhold til dem.
Holdning over for frafaldne
17. Hvordan bør loyale kristne behandle ’bedragerne’, ifølge Andet Johannesbrev 10, 11?
17 Kristne bør være gæstfri, men ikke over for nogle der er faldet fra den sande tro. (1 Peter 4:9) Det understregede Johannes ved at sige:
„Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Johannes 10, 11)
’Bedragerne’ rejste rundt og spredte falsk lære. Det ville naturligvis have været forkert af en indviet kristen at tilbyde disse falske lærere venskab ved at invitere dem hjem. Det ville også have været upassende på nogen måde at hilse på de frafaldne, ved for eksempel at byde dem velkommen når de kom, eller ønske dem lykke på rejsen når de drog videre. Ingen loyal kristen ville ønske en der med fuldt overlæg søgte at sprede falsk lære, held og lykke med sin gerning. Og naturligvis vil loyale vidner for Jehova heller ikke komme privat sammen med en sådan. — 1 Korinter 5:11-13.
18. Hvorfor vil et loyalt vidne for Jehova end ikke hilse på en frafalden?
18 Hvis en indviet tjener for Jehova inviterede en falsk lærer hjem, ville han desuden blive „delagtig i hans onde gerninger“. Heller ikke i nutiden vil loyale vidner for Jehova hilse på en frafalden som er blevet udstødt eller har afskåret sig selv, eller lade ham benytte deres kristne hjem som et sted hvorfra han kan sprede falsk lære. En troende måtte stå til ansvar over for Gud hvis han viste en frafalden gæstfrihed og det resulterede i en medtroendes åndelige død. — Se Romerbrevet 16:17, 18; Andet Timoteusbrev 3:6, 7.
19. Hvilken holdning har loyale vidner for Jehova til nutidens frafaldne?
19 Nogle der engang har tjent som Jehovas vidner, har forkastet flere forskellige bibelske lærepunkter der er baseret på Jesu Kristi og hans apostles forkyndelse. For eksempel hævder de at vi ikke lever i „de sidste dage“, på trods af overvældende beviser på det modsatte. (2 Timoteus 3:1-5) Disse frafaldne ’gik ud fra os fordi de ikke var af vor slags’. (1 Johannes 2:18, 19) De har ikke længere noget fællesskab med loyale salvede vidner for Jehova og deres medtjenere, og derfor har disse selvoptagne kættere intet „fællesskab“ med Faderen og Sønnen, uanset hvor meget de praler af at have et nært forhold til Gud og Kristus. De befinder sig i åndeligt mørke. (1 Johannes 1:3, 6) De der har kærlighed til lys og sandhed må uden vaklen modstå dem der søger at fremme en falsk lære. Loyale vidner for Jehova vil under ingen omstændigheder ønske at blive delagtige i de troløses „onde gerninger“ ved på nogen måde at støtte deres ugudelige ord og gerninger. Måtte vi i stedet „kæmpe en hård kamp for den tro som én gang for alle er blevet overgivet de hellige“. — Judas 3, 4, 19.
Hold fast ved sandheden
20. Hvad håbede Johannes at gøre i stedet for at skrive mere?
20 Efter at have tilskyndet sine medtroende til at afvise frafaldet og holde fast ved sandheden, sluttede Johannes sit andet inspirerede brev med disse ord:
„Skønt jeg har mange ting at skrive til jer, ønsker jeg ikke at gøre det med papir og blæk, men jeg håber at komme til jer og at tale med jer ansigt til ansigt, for at jeres glæde kan være hel og fuld. Din søsters, den udvalgtes, børn sender dig deres hilsener.“ (2 Johannes 12, 13)
Johannes havde stadig noget på hjerte, men han ønskede ikke at nedskrive det. Han lagde papyruspapiret, rørpennen og blækket (sandsynligvis en sort blanding af sod, vand og et bindemiddel) til side. På trods af sin høje alder håbede Johannes at komme på besøg og tale med dem „ansigt til ansigt“, eller ordret: „mund til mund“, og således glæde sig over fortrolige samtaler. (Kingdom Interlinear Translation; jævnfør Fjerde Mosebog 12:6-8, NW.) Den gamle apostels besøg ville ganske givet være til åndelig opmuntring og stor glæde for begge parter. — Jævnfør Romerbrevet 1:11, 12.
21. Hvad kom klart til udtryk i de afsluttende ord i Johannes’ andet brev?
21 Den kristne kærlighed der knytter Jehovas tilbedere sammen, kom klart til udtryk gennem de hilsener Johannes sendte. Hvis han skrev til en kvinde ved navn Kyria, havde hun tilsyneladende en kødelig søster hvis bogstavelige børn sendte hilsener til hende. Men hvis Johannes hentydede til en anden menighed (måske i Efesus), har ’søsteren’ været denne menighed som et hele og ’børnene’ dens enkelte medlemmer.
22. (a) Hvad hjælper Johannes’ andet brev Jehovas vidner til at gøre? (b) Hvilket spørgsmål står stadig åbent?
22 I sit andet inspirerede brev gav Johannes ligefrem og kærlig vejledning der kunne hjælpe hans medtroende til at afvise frafald og holde fast ved sandheden. Jehovas vidner i nutiden er besluttede på at gøre det samme, med Guds hjælp. Men vi må også fremme de kristne interesser som „medarbejdere for sandheden“. (3 Johannes 8) Hvordan er det muligt?
Kan du besvare disse spørgsmål?
■ Hvad vil det sige at ’vandre i sandheden’?
■ Hvilken falsk lære spredte ’bedragerne’?
■ Hvordan bør Jehovas vidner ifølge Andet Johannesbrev 10, 11 betragte frafaldne?
[Illustration på side 15]
Loyale vidner for Jehova har altid afvist frafald