Spørgsmål fra læserne

■ Når der i Johannes’ andet brev, vers 10, siges at der er visse personer man ikke bør modtage i sit hjem eller hilse på, hentydes der så kun til nogle der har ført falsk lære?

Ifølge sammenhængen hentyder disse ord til de „mange bedragere“ der er gået ud i verden, dem der „ikke bekender Jesus Kristus som kommet i kødet“. (2 Johannes 7) Apostelen Johannes gav anvisning på hvordan datidens kristne skulle behandle en der benægtede at Jesus havde eksisteret eller at han var den lovede Messias, genløseren. Johannes skrev: „Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham. For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Johannes 10, 11) Det fremgår imidlertid af andre steder i Bibelen at disse ord gælder i flere tilfælde end det nævnte.

På et tidspunkt var der blandt de kristne i Korinth en mand der øvede umoralitet, og apostelen Paulus skrev til korintherne: „I skal holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med en sådan.“ (1 Korinther 5:11) Gjaldt dette kun dem der var blevet udstødt for netop de overtrædelser Paulus nævner i dette vers?

Nej. Det fremgår af Åbenbaringen 21:8 at også mordere, løgnere og de der øver spiritisme er hjemfaldne til den anden død, hvis de ikke angrer og ændrer sind. Vejledningen i Første Korintherbrev 5:11 måtte i lige så høj grad gælde tidligere kristne som begik disse synder. Apostelen Johannes skrev i sit første brev: „[Nogle] udgik fra os, men de var ikke af vor slags; for hvis de havde været af vor slags, ville de være forblevet hos os. Men de forlod os for at det kunne blive gjort kendt at ikke alle er af vor slags.“ (1 Johannes 2:18, 19) Johannes sagde ikke at disse var blevet udstødt for en alvorlig synd. Måske var nogle af dem blot holdt op og havde besluttet at forlade menigheden fordi de havde en anden mening om et lærepunkt. Andre havde måske givet op fordi de var blevet trætte. — 1 Korinther 15:12; 2 Thessaloniker 2:1-3; Hebræerne 12:3, 5.

Hvis en broder var kommet på afveje og var begyndt at synde, ville modne kristne naturligvis have prøvet at hjælpe ham. (Galaterne 6:1; 1 Johannes 5:16) Hvis han havde tvivlstanker ville de have søgt at ’rive ham ud af ilden’. (Judas 23) Hvis han var blevet uvirksom og ikke kom til menighedens møder eller deltog i den offentlige forkyndelse, ville de åndeligt stærke have søgt at bringe ham på fode igen. I sin svage tro og sin dårlige åndelige tilstand ville han måske sige til dem at han ikke længere havde lyst til at være i menigheden. De ville ikke blive ved med at plage ham, men måske fra tid til anden aflægge et venligt besøg hos ham. Sådanne kærlige, tålmodige og barmhjertige bestræbelser ville være et udtryk for Guds ønske om at ingen går tabt. — Lukas 15:4-7.

Men Johannes’ ord viser at nogle kom længere ud, så der ikke blot var tale om åndelig svaghed og uvirksomhed; de fornægtede ligefrem Guds menighed. Nogle udtalte sig måske åbent mod Guds folk og erklærede at de ikke længere ville tilhøre menigheden. Måske frasagde de sig endda deres tidligere tro ved en formel erklæring, for eksempel i et brev. Hvis disse havde truffet en sådan beslutning om at afskære sig selv fra menigheden, ville menigheden naturligvis tage det til efterretning. Men hvordan ville man derefter behandle dem?

Johannes siger: „Enhver som går videre og ikke forbliver i Messias’ lære, har ikke Gud. Det er den der forbliver i denne lære der har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så modtag ham ikke i jeres hjem og hils ikke på ham.“ (2 Johannes 9, 10) Disse ord ville naturligvis gælde en person der faldt fra troen idet han tilsluttede sig en falsk religion eller udbredte falsk lære. (2 Timoteus 2:17-19) Men hvad med dem der, som Johannes siger, ’er udgået fra os’? De kristne i det første århundrede vidste at de ikke burde omgås en overtræder som var udstødt eller en der prædikede frafald; men handlede de på samme måde over for en der ikke blev udstødt men som på eget initiativ havde frasagt sig den sande kristne tro?

Ifølge Aid to Bible Understanding er ordet „frafald“ oversat fra et græsk ord der bogstaveligt betyder „’at stille sig borte fra’ men som også kan hentyde til det at ’desertere, svigte eller forlade noget, eller gøre oprør’“.a Det hedder videre i denne bog: „I apostlenes advarsler nævnes forskellige årsager til frafald: mangel på tro (Hebr. 3:12), mangel på udholdenhed under forfølgelse (Hebr. 10:32-39), det at de rette moralnormer svigtes (2 Pet. 2:15-22), det at lytte til falske læreres ’falske ord’ og ’vildledende inspirerede udtalelser’ ( . . . 1 Tim. 4:1-3) . . . Ved forsætligt at forlade den kristne menighed bliver sådanne til en del af ’antikrist’. (1 Joh. 2:18, 19)“

En som udtrykkeligt og forsætligt har afskåret sig selv fra menigheden vil svare til denne beskrivelse. Ved med overlæg at fornægte Guds menighed og forlade den kristne vej, har han gjort sig selv til en frafalden. Loyale kristne ønsker intet fællesskab med en der er faldet fra. Hvis de har været venner, har den frafaldne, ved at fornægte menigheden, selv fjernet grundlaget for ethvert forhold til brødrene. Johannes lod forstå at han for sit eget vedkommende ikke ville modtage nogen i sit hjem som ’ikke havde Gud’ og som ’ikke var af vor slags’.

Bibelsk set er den der har fornægtet Guds menighed mere dadelværdig end mennesker i verden. Hvorfor det? Jo, Paulus pegede på at de kristne i den romerske verden hver dag ville træffe utugtige, udsugere og afgudsdyrkere. Men hans formaning til de kristne gik ud på at de skulle „holde op med at omgås enhver som kaldes broder“ og som dog fulgte en sådan ugudelig vej. (1 Korinther 5:9-11) I lighed hermed erklærede Peter at den der var „undsluppet verdens besmittelser“ men som vendte tilbage til sin tidligere livsførelse, var som en badet so der atter væltede sig i sølen. (2 Peter 2:20-22) Apostelen Johannes’ vejledning var i overensstemmelse med dette da han skrev til de kristne at de ikke i deres hjem skulle modtage en der var ’udgået fra os’. — 2 Johannes 10.

Johannes fortsatte: „For den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ (2 Johannes 11) „Hilser på“ er her oversat fra en form af ordet chairō, og ikke fra ordet aspazomai, et ord der forekommer i vers 13.

Chairō betød ’at fryde sig, at glæde sig’. (Lukas 10:20; Filipperne 3:1; 4:4) Det blev også benyttet som en hilsen, både skriftligt og mundtligt. (Mattæus 28:9; Apostelgerninger 15:23; 23:26) Aspazomai betød „at omslutte i sine arme, og derfor: at hilse på, at byde velkommen; også: at sige farvel til“. (Lukas 11:43; Apostelgerninger 20:1, 37; 21:7, 19) Begge dele kunne bruges som hilsen, men aspazomai kan have betydet mere end et almindeligt, høfligt „goddag“. Da Jesus sagde til de 70 disciple at de ikke skulle hilse på nogen, blev ordet aspasēsthe brugt. Dermed tilkendegav han at deres arbejde var så presserende at der ikke var tid til en typisk orientalsk hilsen med kys, omfavnelser og lang samtale. (Lukas 10:4) Peter og Paulus opfordrede: ’Hils [aspasasthe] hinanden med et kærligt kys, eller et helligt kys.’ — 1 Peter 5:14; 2 Korinther 13:12, 13; 1 Thessaloniker 5:26.

Det kan altså have været med overlæg at Johannes valgte ordet chairō i sit andet brev, vers 10 og 11, i stedet for ordet aspazomai (vers 13). I så fald lod han de kristne vide at de ikke blot skulle undlade at hilse varmt (med omfavnelser, kys og samtale) på en der førte falsk lære eller fornægtede menigheden (faldt fra). De burde end ikke hilse på en sådan med chairō, et almindeligt „goddag“.b

Alvoren i denne vejledning fremgår af Johannes’ ord: „Den der hilser på ham er delagtig i hans onde gerninger.“ Ingen sand kristen ville ønske at Gud betragtede ham som en der gjorde sig meddelagtig i onde gerninger ved at omgås en udstødt overtræder eller en som forkastede hans menighed. Langt bedre er det at have andel i de kristnes kærlige broderskab, som Johannes skrev: „Det som vi har set og hørt, fortæller vi også jer om, for at også I må have fællesskab med os. Og dette vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus.“ — 1 Johannes 1:3.

[Fodnoter]