Lær af ’de advarende eksempler’!
1, 2. Hvilken belæring kan vi finde i Judas’ brev?
JEHOVA er en Gud der advarer. (2 Kongebog 17:12-15; Ezekiel 3:17-21) Hans tjenere ved at han ikke ønsker at nogen skal følge ødelæggelsens vej så de går til grunde. (Ezekiel 18:23, 32) Og Jehovas vidner er deres himmelske Fader meget taknemmelige for at han advarer, vejleder og redder dem der elsker ham.
2 I det inspirerede brev fra disciplen Judas finder vi både advarsler og vejledning. Den foregående artikel har behandlet grunden til at Judas formanede sine medtroende til at ’kæmpe en hård kamp for troen’. Lad os nu under bøn tænke på de advarende eksempler han holder frem for os. — Romerne 15:4.
Pas på at ikke troen svækkes
3. Hvad ønskede Judas at minde sine medtroende om?
3 Judas fortsætter sit brev med en advarsel angående de kristnes tro:
„Til trods for at I én gang for alle har lært alle ting at kende, ønsker jeg at minde jer om at Jehova, skønt han reddede et folk ud af Ægyptens land, senere udryddede dem som ikke troede.“ (Judas 5)
Hvis de kristne ikke ’kæmper en hård kamp for troen’, kan de miste deres godkendte stilling hos Jehova Gud. For at dette ikke skulle ske, ønskede Judas at påminde sine trosfæller der var i fare, om noget af det de havde lært og om hvordan Gud før i tiden havde grebet ind over for dem der manglede tro.
4. Hvordan og hvorfor „reddede“ Jehova Israel ud af trældommen?
4 I vers 5 peger Judas først på at Jehova Gud „reddede“ eller befriede israelitterne ud af trældommen i Ægypten. Gud gjorde dette efter at de i lydighed havde fejret den første påske. Jehova udfriede sit trælbundne folk fra Ægypten på denne vidunderlige måde, fordi israelitterne havde handlet i tro. — 2 Mosebog 12:1-14, 31.
5. (a) Hvad er det symbolske Ægypten, og på hvilket grundlag har Jehova reddet sit folk herfra? (b) Hvad må Jehovas indviede vidner gøre for at opnå den endelige frelse?
5 På tilsvarende måde redder Jehova i dag nogle ud af det symbolske Ægypten, den menneskehedens verden der er fremmed for ham. (Åbenbaringen 11:8) Det gør han fordi de pågældende mennesker i tro anerkender ham som frelsens Gud og Jesus Kristus som det modbilledlige påskelam, hvis blod kan løskøbe dem fra denne verden. (1 Korinter 5:7) Men for at få del i frelsen, hvad enten det er til det himmelske eller det jordiske håb, må et indviet vidne for Jehova forblive trofast mod ham og aldrig falde fra troen eller falde tilbage til den onde verden og dens trældom under synden, præcis ligesom de befriede israelitter ikke måtte vende tilbage til Ægypten. (5 Mosebog 17:16; Mattæus 24:13) Troen måtte aldrig svigte eller ophøre, for ganske vist havde Jehova ’reddet’ et folk ud af Ægypten, men ’senere udryddede han dem som ikke troede’, dem der hellere ville tilbage til Ægypten og ægypternes levevis. (Se Første Korinterbrev 10:1-12; Anden Mosebog 32:4-6; Fjerde Mosebog 25:1-18; 21:4-9; 14:35-38.) I betragtning af dette må Jehovas indviede tjenere i dag også holde fast ved deres tro, hvis de skal opnå den endelige frelse. — Hebræerne 3:12, 13.
Umoralitetens alvorlige følger
6. (a) Hvad var englenes „oprindelige stilling“, og hvad er „deres egen bolig“? (b) Hvordan syndede nogle af englene? (c) Hvilken lighed er der mellem de oprørske engles synder og den syndige færd hos de „ugudelige“, som Judas nævner?
6 Som et andet advarende eksempel skrev Judas følgende:
„Og de engle som ikke bevarede deres oprindelige stilling men forlod deres egen bolig, har han holdt forvaret med evige lænker under tæt mørke til dommen på den store dag.“ (Judas 6)
Englene blev skabt som åndeskabninger; de havde mulighed for at leve evigt i himmelen. (Salme 103:20; 104:4, NW; Hebræerne 1:7) Dette var deres „oprindelige stilling“. „Deres egen bolig“, det sted der var tildelt dem, var i de usynlige himle. Men nogle af englene tillod sig uretmæssigt at forlade deres hjem i himlene. Apostelen Peter siger at de ’syndede’, og straks efter omtaler han begivenhederne på Noas tid. (2 Peter 2:4, 5) Dette henleder vore tanker på tiden før Vandfloden, hvor „gudssønnerne“ [„Guds engle“, ifølge det alexandrinske manuskript (fra det 5. århundrede) til Septuaginta-oversættelsen] var ulydige og tog sig hustruer blandt de smukke menneskedøtre, åbenbart ved at de selv iklædte sig et kødeligt legeme. (1 Mosebog 6:1, 2) Men det var unaturligt for åndeskabninger at leve sammen med jordiske kvinder. Derfor begik de en synd da de gav efter for deres begær, der var helt uretmæssigt. (Jakob 1:13-15) På Judas’ tid syndede de „ugudelige“ også når de nærede et umoralsk begær efter nogle af det andet køn.
7, 8. (a) Hvordan er det gået de ulydige engle? (b) Hvad må vi således gøre for at forblive i en frelst tilstand?
7 Det der skete med de ulydige engle var en advarsel for de kristne på Judas’ tid, og det tjener også som en advarsel for Jehovas vidner i vor tid. Englene undslap døden i Vandfloden ved at dematerialisere sig, men de blev forhindret i at vende tilbage til deres „oprindelige stilling“ som hellige åndeskabninger der nød godt af Guds vejledning og godkendelses lys. De holdes nu forvaret „med evige lænker“. Guds magt til at fastholde dem, indtil de møder den guddommelige udslettelse ved „dommen på den store dag“. Intet tyder på at de i mellemtiden kan iklæde sig et kødeligt legeme, og de er stadig udelukket fra tjenesten for Jehova, fastholdt i et tæt åndeligt mørke, det såkaldte Tartaros. — 2 Peter 2:4.
8 I betragtning af at engle som er ulydige ikke bliver skånet for ødelæggelsen, må Jehovas vidner i dag forstå at de kun kan bevare deres frelste tilstand ved at ’kæmpe en hård kamp for troen’. Det er i sandhed nødvendigt at holde stand imod ethvert menneske der måtte træde uden for de gudgivne grænser og søge at besmitte kødet.
9, 10. (a) Hvilke synder begik indbyggerne i Sodoma og de nærliggende byer? (b) Hvordan står Sodoma, Gomorra og omliggende byer som et advarende eksempel?
9 Judas fremfører nu et tredje advarende eksempel:
„Således er også Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem, efter at de på samme måde som de førnævnte engle havde begået utugt i stort omfang og var gået efter kød til unaturlig brug, sat frem for os som et advarende eksempel ved at lide retslig straf med evig ild.“ (Judas 7)
„Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem“ indbefatter sikkert Adma og Zebojim og muligvis andre af egnens byer. På grund af indbyggernes ondskab udslettede Jehova ved hjælp af ild og svovl fra himmelen disse byer, undtagen Zoar, hvor „den retfærdige Lot“ og hans døtre flygtede hen. (2 Peter 2:6-10; 1 Mosebog 14:2; 19:18-29; 5 Mosebog 29:22, 23) Ved at bruge ordene ’således også’ vil Judas åbenbart drage en parallel mellem disse byer og de ulydige engle, der ved at tage jordiske kvinder til ægte havde begået en handling som var unaturlig for åndeskabninger. Her siger Jerusalem-Bibelen: „Utugten i Sodoma og Gomorra og de nærliggende byer var lige så unaturlig.“ Mændene i byerne begik ikke alene utugt med kvinder, men tilfredsstillede også deres begær på andre mænd, og måske endda på dyr. (Se Tredje Mosebog 18:22-25.) En pøbelhob af mænd og drenge i Sodoma var optændt af begær efter Lots gæster, som de antog for at være to mænd, men de blev standset da de to engle slog dem med blindhed og derefter reddede Lot fra den dødsdømte by. — 1 Mosebog 19:1-17.
10 Sodoma, Gomorra og byerne omkring dem blev i sandhed „et advarende eksempel ved at lide retslig straf [fra Jehova Gud] med evig ild“, evig udslettelse. Det menes at ruinerne af i hvert fald Sodoma, Gomorra, Adma og Zebojim ligger på bunden af det sydlige Dødehav (Salthavet), eller i omegnen heraf. Hverken byerne eller deres indbyggere brænder altså i dag. Det der skulle udslettes for evigt var åbenbart selve byerne, og ikke alle deres indbyggere, for det ser ud til at i det mindste nogle af dem vil få en opstandelse. (Mattæus 10:15; 11:24; Åbenbaringen 20:12, 13) Men det der skete med de fordærvede byer, tjener som en dramatisk advarsel mod umoralske handlinger, en advarsel Jehovas vidner i dag må tage ved lære af.
Ringeagt ikke den gudgivne myndighed
11. På hvilken måde var de „ugudelige“ der havde sneget sig ind blandt Guds folk, ligesom de fordærvede mænd i Sodoma og byerne deromkring?
11 Judas omtaler nu igen de „ugudelige“ og siger:
„Ikke desto mindre besmitter også disse drømmere på samme måde kødet og lader hånt om herredømme og spotter sådanne som er herlige.“ (Judas 8)
„På samme måde“ — åbenbart på samme måde som de fordærvede folk i Sodoma og omliggende byer besmittede deres kød ved løse og unaturlige kønslige forbindelser — sådan besmittede de ondsindede mænd der sneg sig ind blandt Guds folk, deres kødelige legeme. De havde ingen respekt for apostelens vejledning om at ’flygte fra utugt’. — 1 Korinter 6:18-20.
12. (a) Hvorfor kunne de ugudelige også kaldes „drømmere“? (b) Hvad venter dem der øver umoralitet uden nogen anger eller sindsændring?
12 De der trængte ind, kaldtes også „drømmere“, måske fordi de prøvede at understøtte deres ideer med påståede profetiske drømme. (Se Andet Petersbrev 2:1; Femte Mosebog 13:1-5.) Deres drømme kan for den sags skyld også have været urene seksuelle fantasier; eller udtrykket kan betyde at deres læresætninger kun var en frugt af deres egen indbildning. (JB) Under alle omstændigheder var disse „ugudelige“ på udkig efter lejligheder til at gennemføre deres umoralske ønsker, og de mente at de kunne slippe ustraffet fra urene handlinger. Lad ingen af Jehovas vidner i dag falde i denne snare! Den øverste Dommer vil med usvigelig sikkerhed fælde dom over dem der øver umoralitet uden anger og sindsændring. — 1 Mosebog 18:25.
13. Hvilken indstilling havde disse umoralske „drømmere“ til myndighed som hidrørte fra Gud?
13 Disse umoralske „drømmere“ ’lod hånt om herredømme og spottede sådanne som er herlige’. De viste deres hovne foragt for den myndighed der hidrører fra Gud. (Ordsprogene 21:4; 2 Peter 2:10) Ligesom de ulydige engle havde disse mennesker en oprørsk ånd, og de fortjente at blive dømt fordi de ikke havde nogen som helst respekt for universets Suveræn og hans elskede søn.
14. Hvad dækker udtrykket „sådanne som er herlige“?
14 De ugudelige talte spottende om „sådanne som er herlige“ (bogstaveligt: „om herligheder“), hvilket åbenbart sigter til dem Jehova Gud og Jesus Kristus havde givet en vis herlighed. (Johannes 17:22; 1 Peter 4:12-14) Da en sådan ære eller herlighed må komme fra Gud, betyder den ikke at de der ejer den, fortjener nogen personlig hæder. Ikke desto mindre bør alle Jehovas vidner respektere en sådan ’herlighed’ og vise det i deres måde at tale på, idet de altid lader den største ære og respekt gå til Jehova Gud. — 1 Samuel 2:30.
15. (a) Hvordan omtalte ’drømmerne’ disse „herlige“? (b) Hvad bør vi gøre hvis vi har blot den mindste tilbøjelighed til at ringeagte gudgiven myndighed?
15 Det kan visselig siges at Kristi salvede disciple der tjener trofast som udnævnte tilsynsmænd, har fået en sådan ære eller herlighed. Deres medtjenere bør samarbejde med dem og støtte dem i tjenesten for Gud. Lad os ikke være som ’drømmerne’ på Judas’ tid, der besmittede kødet, foragtede Jehovas herredømme og ikke respekterede den herlighed han kunne give, men talte spottende om dem der var blevet iklædt en sådan herlighed. (Se også Tredje Johannesbrev 9, 10.) Måtte vi derfor, hvis vi har den mindste tendens til ringeagt for gudgiven myndighed, under bøn søge Jehovas hjælp til at få vores indstilling rettet.
Det gode eksempel fra Mikael
16. Hvilken kontrast var der mellem ærkeengelen Mikael og de respektløse „drømmere“?
16 Til gavn for os henviser Judas nu til et enestående eksempel:
„Men da ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme, vovede han ikke at fremføre en spottende dom imod ham, men sagde: ’Måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Judas 9)
Hvilken kontrast var der ikke mellem de respektløse „drømmere“ og ærkeengelen Mikael, der blev Herren Jesus Kristus! (Se Ordsprogene 8:22-31; Johannes 6:62; Filipperne 2:5-11; Første Tessalonikerbrev 4:15, 16.) Når de ugudelige „drømmere“ talte spottende om Guds tjenere, tog de sig friheder som ikke engang Jehovas søn tog sig da han havde en uoverensstemmelse med Satan om den hebraiske profet Moses’ døde legeme. Bibelen taler ingen andre steder om denne strid. Men på en måde vi ikke kender har Judas modtaget denne oplysning og nedskrevet den til gavn for os.
17. (a) Hvad vovede Mikael ikke at gøre under uoverensstemmelsen om Moses’ legeme, og af hvilken grund? (b) Hvordan gav Mikael Jehovas folk et eksempel på respekt for myndighed?
17 Muligvis ønskede Djævelen Moses’ legeme for at kunne oprette en særlig kult omkring det, og på denne måde fordærve Jehovas folk. Alligevel tillod Mikael sig ikke at udtale nogen spottende dom mod Djævelen. Han ’vovede ikke’ at gøre det, for han nærede passende frygt for Jehova. Han foregreb heller ikke den dom Jehova ville tildele Satan når Hans fastsatte tid var inde. (Åbenbaringen 12:7-9; 20:1-3, 7-10) Nej, Guds elskede søn viste respekt for den øverste Dommer og erkendte at det tilkom Ham at irettesætte Djævelen. Mikael sagde derfor til Satan: „Måtte Jehova irettesætte dig.“ Det var ikke i sig selv nogen skarp udtalelse, men Mikael viste sin magt ved at bevare kontrollen med Moses’ legeme, og Jehova begravede profeten uden at afmærke stedet. (5 Mosebog 34:1-6) I alt dette satte Guds søn et enestående eksempel for Jehovas folk med hensyn til respekt for guddommelig myndighed. Måtte vi alle følge dette.
18. Hvorfor kan man sige at de der søgte at besmitte kødet ’ikke havde åndelighed’?
18 Judas fremhæver nu modsætningen:
„Alligevel spotter disse mennesker alle de ting som de egentlig ikke kender; og alle de ting som de naturligt, ligesom de fornuftløse dyr, ved besked med, disse ting bliver de ved med at fordærve sig selv med.“ (Judas 10)
Skønt de der prøvede at besmitte kødet, stod så langt under Mikael i værdighed, han der ikke udtalte nogen dom mod Satan, talte de alligevel spottende, ikke alene om „sådanne som er herlige“, men også om ’alle de [åndelige] ting som de ikke kendte’ eller forstod. Da de ’ikke havde åndelighed’ (Judas 19), kunne de ikke fatte åndelige anliggender. (1 Korinter 2:6-16) Jehovas tanker, veje og handlinger var fremmede for disse ugudelige.
19. På hvilken måde var de „ugudelige“ ligesom „fornuftløse dyr“?
19 Af respekt for Jehova Gud taler hverken ærkeengelen Mikael eller nogen af de andre retfærdige engle spottende om dem Gud har givet en vis herlighed. Men disse „ugudelige“ gjorde det, fordi de havde overgivet sig helt til dyriske lidenskaber. De fattede ikke åndelige ting, men kun det der appellerede til deres kødelige lidenskaber. Ligesom dyr, der kun bekymrer sig om det rent fysiske, tænkte de kun på at tilfredsstille deres faldne kød. Besluttede på at følge deres lave, sanselige begær, ’fordærvede de sig selv’ med deres kødelige synder. Sådan afslørede de at de ikke var bedre end „fornuftløse dyr der af natur er født til at fanges og fordærves“, uden noget håb om en opstandelse. — 2 Peter 2:9-13.
20. I betragtning af den vejledning fra Judas’ brev vi her har gennemgået, hvilken vej bør loyale vidner for Jehova da følge?
20 Hvor vigtigt er det ikke at Jehovas vidner i dag tager fuldstændig afstand fra falske lærere, dem der søger at fordærve kødet, og dem der ringeagter den myndighed som hidrører fra Gud! Hvis den vejledning fra Judas’ brev vi hidtil har gennemgået, har vist os en større eller mindre mangel hos os selv, måtte vi da straks ændre os, idet vi søger vor himmelske Faders hjælp i bøn. Og måtte vi få evig gavn af at tage ved lære af ’de advarende eksempler’.
(Vor behandling af Judas’ brev fortsættes og sluttes i næste nummer af Vagttårnet.)
Husker du?
■ Hvordan viser eksemplet med israelitterne at vor tro aldrig må svigte eller ophøre, hvis vi skal opnå frelsen?
■ På hvilken måde tjener de ulydige engle som et advarende eksempel?
■ Hvilken advarsel kan de kristne se i det der skete med Sodoma, Gomorra og omliggende byer?
■ Hvorfor må vi ikke ringeagte den myndighed der hidrører fra Gud?
■ Hvordan satte ærkeengelen Mikael et eksempel i at vise respekt for myndighed, og hvordan bør vi derfor handle?
[Illustration på side 16]
Ligesom Gud „reddede et folk ud af Ægyptens land“, er de kristne blevet reddet ud af denne onde verden. Men for at opnå den endelige frelse må man vise en tro der aldrig svigter eller ophører
[Illustration på side 18]
Det der skete med Sodoma og omliggende byer, tjener som en advarsel mod umoralsk adfærd