Kapitel 13
En stor skare foran Jehovas trone
1. (a) Hvad må Guds førkristne tjenere og de 144.000 gennemgå før de får deres belønning? (b) Men hvilken mulighed står åben for en stor skare mennesker som lever når „den store trængsel“ bryder løs?
SELV om Guds trofaste tjenere fra Abel til Johannes Døber lod Guds vilje komme først i deres liv, måtte de alle dø og vente på en opstandelse. De 144.000 der skal være sammen med Kristus i hans himmelske rige må også dø før de kan få deres belønning. I modsætning til dette fik apostelen Johannes at se at der ville være „en stor skare“ som skulle overleve „den store trængsel“ og have udsigt til evigt liv uden først at dø. — Åb. 7:9-17.
Hvem ’den store skare’ er
2. Hvad førte til at man efterhånden fik en klar forståelse af hvem ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9 er?
2 I århundreder forstod man ikke hvem denne ’store skare’ kunne være. Men den fremadskridende forståelse af andre profetier som havde tilknytning dertil, beredte vejen for den rette forståelse. I 1923 indså man at „fårene“ i Jesu lignelse i Mattæus 25:31-46 og ’de andre får’ som han omtalte i Johannes 10:16, var mennesker som lever nu og som vil få mulighed for at bo her på jorden til evig tid. I 1931 erkendte man at de der ifølge Ezekiel 9:1-11 bliver mærket i panden af manden med skrivetøjet, var de samme som „fårene“ i Mattæus, kapitel 25. Og i 1935 forstod man så at de der udgjorde ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17, også svarede til disse „får“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene. Selv om man helt tilbage i 1923 var klar over at nogle af disse symbolske får allerede var begyndt at vise sig, var det først i 1935 at deres antal begyndte at vokse stærkt. I dag er der millioner af mennesker som bekender sig til denne ’store skare’ „andre får“ der har Guds gunst.
3. Hvorfor betyder dét at de ’står foran tronen’, ikke at de er en himmelsk skare?
3 De der tilhører ’den store skare’ adskiller sig fra de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel, som er omtalt tidligere i det samme kapitel i Åbenbaringen. I sit syn så Johannes ikke medlemmerne af denne ’store skare’ opholde sig i himmelen. At de ’står foran [Guds] trone’ (græsk: enoʹpion tou throʹnou, der bogstaveligt kan oversættes med „for tronens øjne“) behøver ikke at betyde at de er i himmelen. De befinder sig blot ’for Guds øjne’, og Gud fortæller at han fra himmelen ’skuer ned på menneskens børn’. (Åb. 7:9; Sl. 11:4; jævnfør Salme 100:1, 2 samt Lukas 1:74, 75 og Apostelgerninger 10:33, Kingdom Interlinear.) På samme måde er det heller ikke nødvendigt at „alle nationerne“ befinder sig i himmelen for at kunne samles foran Kristi trone, sådan som det beskrives i Mattæus 25:31, 32. At ’den store skare, som ingen var i stand til at tælle’, ikke er en himmelsk skare, ses når man sammenligner stedet med Åbenbaringen 7:4-8; og 14:1-4, hvor det nøjagtige tal på dem der tages fra jorden til himmelen åbenbares.
4. (a) Hvad er det for en ’stor trængsel’ de overlever? (b) Hvem iagttager ifølge Åbenbaringen 7:11, 12 ’den store skare’ og tilbeder sammen med den?
4 I sin skildring af ’den store skare’ skriver Johannes: „Det er dem der kommer ud af den store trængsel.“ Det de overlever, bliver den største trængsel der nogen sinde har været på jorden. (Åb. 7:13, 14; Matt. 24:21) De der overlever denne trængsel på Jehovas frygtelige dag, vil ikke være spor i tvivl om hvem deres udfrielse skyldes. Når de taknemmeligt tilskriver Gud og Lammet deres frelse, vil alle trofaste skabninger i himmelen, sådan som Johannes så det i sit syn, forene deres stemmer med dem i tilbedelsen af den eneste sande Gud, idet de siger: „Amen! Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder. Amen.“ — Åb. 7:11, 12.
Må vise sig værdige til at overleve
5. (a) Hvordan kan vi afgøre hvad der kræves for at høre med til ’den store skare’ der bliver bevaret i live? (b) Forklar ud fra de anførte spørgsmål hvad man må gøre for at overleve „den store trængsel“.
5 Når medlemmerne af ’den store skare’ bevares i live, sker det i overensstemmelse med Jehovas retfærdige normer. De steder hvor Bibelen profetisk henviser til dem der overlever, angiver den tydeligt hvilke træk der vil kendetegne dem. Dette giver retfærdselskende mennesker en mulighed for at handle nu med henblik på at overleve. Vi har allerede henvist til de skriftsteder der anføres i det følgende. Men analysér dem nu omhyggeligt ved hjælp af de yderligere skriftsteder der henvises til, og overvej hvad du må gøre for at svare til disse profetiske beskrivelser.
’De andre får’ der omtales i Johannes 10:16
Hvad vil det sige at høre efter Jesu stemme? (Joh. 10:27; Matt. 9:9; Ef. 4:17-24)
Hvordan kan vi vise at vi anerkender Kristus som vor eneste hyrde? (Matt. 23:10, 11)
„Fårene“ i Jesu lignelse om fårene og bukkene (Matt. 25:31-46)
Hvem er Kristi „brødre“, som de gør godt imod? (Hebr. 2:10, 11; 3:1)
Under hvilke vanskelige forhold må „fårene“ slutte sig til Kristi brødre på jorden? Og hvilket arbejde er de loyalt med til at udføre? (Åb. 12:12, 17; Matt. 24:14; 28:19, 20)
De der mærkes af manden med skrivetøjet, så de overlever (Ez. 9:1-11)
Hvordan viser de at de ikke billiger de vederstyggeligheder der øves i det modbilledlige Jerusalem, det vil sige kristenheden? (Åb. 18:4, 5)
Hvad omfatter det „mærke“ der adskiller dem fra de navnkristne og giver dem mulighed for at overleve? (1 Pet. 3:21; Matt. 7:21-27; Joh. 13:35)
6. Hvordan kan Johannes’ beskrivelse af ’den store skare’ hjælpe os til at forstå hvorfor dens medlemmer bliver bevaret i live?
6 Beskrivelsen af ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-15 føjer flere vigtige detaljer til. Ved at fortælle hvordan medlemmerne af denne skare fremtræder efter „den store trængsel“, peger Bibelen samtidig på nogle af de faktorer som har ført til at de er blevet bevaret i live.
7. Hvad har de gjort inden „den store trængsel“, og hvordan antydes dette?
7 Selv om de kommer fra alle nationer, stammer, folk og tungemål, vises det at de står enigt „foran tronen“ og anerkender Jehova, der sidder på tronen, som universets suveræne Hersker. De har ved deres livsform vist at de loyalt støtter hans herredømme. Det at de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“ vidner om at de har indset at de har brug for det offer Jesus bragte som Guds lam til soning af synder. (Joh. 1:29; 1 Joh. 2:2) De har i tro indviet sig til Gud på grundlag af dette offer, har symboliseret deres indvielse ved vanddåben, og har nu et rent forhold til Gud, hvilket skildres ved at de er iført hvide klæder. De er ikke veget tilbage for at gøre deres tro på Guds søn offentligt kendt. (Matt. 10:32, 33) I overensstemmelse med alt dette vises det at de befinder sig i Guds tempel, hans universelle tilbedelseshus, som tilbedere der yder Gud „hellig tjeneste dag og nat“. De er blevet kendt som nogle der loyalt går ind for den sande tilbedelse og forkynder Guds rige. — Es. 2:2, 3.
8. Hvad må vi gøre for at disse oplysninger kan være til gavn for os?
8 Passer enkelthederne i disse profetiske billeder på dig? Kunne du på nogle punkter have brug for at bringe dit liv i større harmoni med det der beskrives her? Så er det nu du må gøre det!
Lever i et åndeligt paradis
9. Hvordan beskriver Johannes de åndelige velsignelser som ’den store skare’ erfarer allerede nu?
9 Hører du til dem der håber på at overleve som en del af ’den store skare’? Så er du — hvis du har rettet dit liv ind efter Jehovas retfærdige normer — uden tvivl allerede begyndt at opleve de forhold han har lovet og som meget passende er blevet beskrevet som et åndeligt paradis. Der blev sagt til apostelen Johannes: „De skal ikke sulte mere eller tørste mere, heller ikke skal solen eller nogen stærk hede brænde dem, for Lammet, som er i tronens midte, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ (Åb. 7:16, 17) Hvordan har du oplevet dette?
10. (a) Hvordan kan man i åndelig forstand sige at ’den store skare’ ’ikke sulter mere eller tørster mere’? (b) Har du erfaret dette?
10 Hungrede og tørstede du efter retfærdighed før den rigtige hyrde, Jesus Kristus, kærligt begyndte at tage sig af dig? (Jævnfør Mattæus 5:6.) I så fald higede du efter noget som du kun kunne få af Jehova gennem hans søn. Da du så lærte om Jehovas retfærdige veje — at han vil udslette de onde, og at han i sin ufortjente godhed har givet Adams efterkommere mulighed for frelse — følte du dig uden tvivl for første gang i dit liv virkelig tilfreds. Den åndelige mad og drikke fra Guds ord, som serveres gennem hans organisation, har fortsat tilfredsstillet dig. (Es. 65:13, 14) Og hvis du har indviet dig til Gud gennem Kristus, har dit liv nu fået virkelig mening. (Jævnfør Johannes 4:32-34.) Du kan med glæde se frem til evigt liv i et jordisk paradis, idet Lammet vil lede ’den store skare’ til „kilder med livets vand“.
11. (a) I hvilken forstand gælder det at ’hverken solen eller nogen stærk hede brænder dem mere’? (b) Hvor stor betydning har dette for dig?
11 Som tillidsfulde „får“ bliver ’den store skares’ medlemmer desuden ledet og beskyttet af den rigtige hyrde. Det er grunden til at ’hverken solen eller nogen stærk hede vil brænde dem mere’, som der symbolsk siges. Dermed være ikke sagt at du ikke vil blive forfulgt af verden når du tilhører ’den store skare’. Men du vil være beskyttet mod Guds mishags brændende hede. Og når han lader den guddommelige ødelæggelse regne ned over de onde, vil du ikke blive udslettet derved. Dette begunstigede forhold kan fortsætte for evigt. — Ez. 38:22, 23; jævnfør Salme 11:6; 85:4, 5.
12. Hvordan er tårerne blevet tørret af dine øjne allerede nu?
12 Ja, hvis du hører med til ’den store skare’, har du virkelig grund til glæde! Du har det storslåede håb at kunne se de onde blive fuldstændig fjernet og derefter få dit eget sind og legeme fuldstændig befriet for enhver af syndens virkninger. Men allerede nu er du fri for de sorger og bekymringer folk har fordi de ikke kender Gud. Du er begyndt at opleve den glæde der kun tilhører det folk hvis Gud er Jehova. (Sl. 144:15b, NW) Derved er du allerede nu begyndt at erfare opfyldelsen af løftet: „Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“
13. Hvad vil forøge glæden i det åndelige paradis efterhånden som Kristi tusindårsrige skrider frem?
13 Ligesom ’den store skare’ vil overleve afslutningen på den nuværende tingenes ordning, vil det åndelige paradis også overleve. Hvis du er med i denne skare, vil du fortsat kunne nyde et åndeligt nærende festmåltid efterhånden som Kristi tusindårsrige skrider frem. Din kundskab om Gud selv vil blive uddybet efterhånden som du ser hans urokkelige hensigt blive til strålende virkelighed. Din glæde vil øges idet du er med til at byde en voksende mængde velkommen tilbage fra de døde og ser dem blive forenet med dig i den sande tilbedelse. Og de fysiske velsignelser der skænkes til den tid, vil berede alle Guds loyale tjenere en særlig glæde, idet de vil blive opfattet som et udtryk for Jehovas egen kærlighed til dem. — Es. 25:6-9; Jak. 1:17.
Repetition
● Hvilken usædvanlig begivenhed forbindes ’den store skare’ med i Bibelen, og hvordan?
● Hvad må vi gøre nu hvis vi ønsker at høre med til denne ’store skare’ der har Guds gunst?
● Hvor meget betyder velsignelserne i det åndelige paradis for dig?