22. Under hvilke usædvanlige omstændigheder drøftede Jesus spørgsmålet om tilbedelse?

²² Lad os som svar først stille et modspørgsmål, der vil indstille vort sind i den rigtige retning. Til hvem var det, at Jesus henvendte disse nåderige livets ord og gav denne dybtgående og nye opfattelse af tilbedelse „i ånd og sandhed“? Var det til sine nære efterfølgere, der kort tid efter skulle modtage udgydelsen af ånden på pinsedagen? Nej, det var ikke engang til en israelit, men til en helt udenforstående, til en samaritansk kvinde. Forbløffende! Ja, og disciplene var forbløffede. Og de blev det sikkert endnu mere, da de erfarede, at efter at Jesus kun havde været på et to-dages besøg, kom mange flere samaritanere til troen og bekendte: „Vi ved, at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:27, 42, NW.

23. Giver de „andre får“ i vor tid anledning til overraskelse? og med hvilken bibelsk berettigelse?

²³ Johannes, der havde den glæde at berette om denne hændelse, fik på ny grund til at undre sig, da han mange år senere, efter i et syn at have overhørt en indgående optælling af de 144.000 beseglede trælle, der udgør det åndelige Israel, i samme syn så „en stor skare, som intet menneske kunne tælle“, der tilskrev Gud og Lammet frelse, og som han måtte tilstå, at han ikke vidste hvem var. Vi antyder ikke, at disse samaritanere hørte til den samme „store skare“, Herrens „andre får“, som omtales i Åbenbaringen 7. Man må formode, at disse samaritanere, hvis de fastholdt deres tro på Jesus, ville slutte sig til de hedenske troende, der med tiden føjedes til menigheden, den „lille hjord“. Men overraskelsen er den samme og lader forstå, at vi nu må være forberedt på lignende overraskelser, især med henblik på dem, som ganske uventet kommer ind under Herrens gunst på dette fremrykkede tidspunkt. Hvem af vore læsere, der var til stede i New York, husker ikke dette helt usædvanlige gisp af glad overraskelse, der lød fra den store, næsten usynlige, tilhørerskare på Yankee Stadium hin varme sommeraften i august 1950, dengang taleren erklærede, at nogle af den nye jords fremtidige „fyrster“ var til stede? — Sl. 45:17.

24. Hvorfor er vi af den opfattelse, at disse „andre får“ har brug for moden åndelig forståelse?

²⁴ Disse „andre får“ i dag befinder sig ikke uden for tempelforgården, men helt inde i den, for det var der, Johannes så den „store skare“ stå foran tronen, hvor „de yder ham [Gud] hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. (Åb. 7:9-15, NW) De er ikke de „levende sten“, hvormed dette „åndelige hus“ er opbygget. (1 Pet. 2:5) I betragtning af deres nære forhold til Gud og antagelse hos ham og Lammet og deres rene tilbedelse, idet de jo har „vasket deres klæder“ og yder hellig tjeneste i dette åndelige hus, hvem kan så benægte, at de er blandt de sande tilbedere, der tilbeder „i ånd og sandhed“ og er åndeligsindede, der tager vare på åndelige ting? For de er i sandhed ikke kødeligsindede. Det siger sig selv, at de, som har den forret at indtage ansvarsfulde stillinger som „fyrster“, må sidde inde med moden forståelse, der kun kan opnås ved hjælp af den hellige ånd.

25. Hvilket lys kaster Hebræerne 11 over dette emne med henblik på deres indstilling og håb, som beviste deres trofasthed forud for Kristi tid?

²⁵ Den afgørende faktor synes at være dette: Hvad hænger deres sind og hjerte ved, og hvad samler deres håb sig om? Samler de sig skatte på jorden og lægger denne verdens ånd for dagen, eller er de i samme lykkelige tilstand som dem, der skildres i Hebræerne 11? Ordene her virker også overraskende, når man erindrer, at dette kapitel taler om mænd og kvinder, der udviste så stor tro og hengivenhed og levede og døde før Kristi tid. Der står: „Men nu står deres hu til et bedre sted, et sted, der hører himmelen til,“ og at Gud derfor „har beredt dem en stad“. Dette løfte og denne foranstaltning havde til følge, at de blev „fremmede og midlertidige indbyggere“ i landet, hvor de boede. Det fik dem med andre ord til at vende sig bort fra verden og „verdens ånd“ og i stedet vende blikket mod det teokratiske rige og dets regering, der helt igennem er åndeligt, det „nye Jerusalem“, der kommer ned „fra himmelen“. De nærede ingen forestilling eller noget håb om at komme i himmelen, men de så frem til at udgøre en del af den nye verdens samfund, der hører himmelen til, og var af sindet helt i samklang med dette samfund, skønt de levede længe før tiden derfor. Læg også mærke til den overraskende udtalelse om, at Moses havde samme sind eller sindelag som Kristus, idet han valgte „at lide ondt sammen med Guds folk fremfor midlertidigt at nyde synden“ og „Ægyptens skatte“. — Hebr. 11:13-16, 25, 26; Åb. 21:2, NW.

26. Bør vi drage den slutning, at hele Guds folk må være åndeligsindet, og hvilke fremtidsperspektiver stiller det os i udsigt ifølge Salme 23?

Retslige dokumenter i lerkrukker

Mennesker i det gamle Israel opbevarede vigtige legale dokumenter og manuskripter i lerkrukker. Det Orientalske Institut ved Chicagos universitet har modtaget en af disse krukker. Den var blevet sat sammen ligesom et puslespil af over 100 brudstykker, der blev fundet i samme klippehule som Esajasmanuskriptet. . . . Bibelen omtaler skikken med at lægge retslige dokumenter i krukker. I Jeremias 32:14 byder profeten Baruk: „Tag disse skøder, både det forseglede og det åbne, og læg dem i en lerkrukke, for at de kan holde sig i lange tider.“ Beskrivelsen af krukken er blevet indgivet til de Amerikanske Skoler for Orientalsk Forskning af dr. Carl H. Kraeling. — Science News Letter, den 22. marts 1952.