„Vor Guds tjenere“ og deres hjælpere i dag
1. Hvad er den største offentlige tjeneste der ydes menneskeheden i dag, og hvad kalder profetien dem der er med til at yde den?
GUDS arbejde, den åndelige genopbygning og genrejsning, er den største offentlige tjeneste der ydes menneskeheden i dag. Det er ikke politikere Gud bruger som sine offentlige tjenere i dette arbejde, nej han bruger de mennesker der profetisk er udpeget som „vor Guds tjenere“. (Es. 61:6) Som leder og forbillede har de Jehova Guds fornemste offentlige tjener, Jesus Kristus, der mens han levede på jorden for nitten hundrede år siden, udførte et fantastisk genrejsningsarbejde til gavn for den lidende menneskehed.
2. Hvorfor engagerede Jesus og hans apostle sig ikke i et bogstaveligt genopbygningsarbejde i Palæstina?
2 Jesu Kristi og apostlenes offentlige tjeneste dengang udvirkede ikke en bogstavelig genopbygning af Palæstina, landet hvor de forkyndte den gode nyhed om Guds rige. Det ville have været nytteløst at arbejde på det, for den salvede Jesus lærte sine apostle at „dagen med hævn fra vor Gud“ ville komme over jøderne, og det gjorde den i årene 70-73 e.v.t. med de romerske legioners invasion, hvorved provinsen Judæa blev efterladt øde og afsvedet. Masada-fæstningen ved Det døde Hav var det sidste jødiske støttepunkt der faldt for romerne. Men hvad med det åndelige genrejsningsarbejde som Jesus var banebryder i og som blev videreført af hans apostle? Det fortsatte gennem hele denne vanskelige periode og endnu længere, ja lige indtil det forudsagte frafald eller oprør satte ind efter apostlenes død. — 2 Tess. 2:3.
3. Hvem er de symbolske „retfærdigheds vældige træer“ ifølge beskrivelsen i Esajas 61:1-4, og hvilket arbejde bliver de sat til?
3 I Esajas’ profeti, kapitel 61, blev det åndelige genrejsningsarbejde sammenlignet med genrejsningen af et land og dets afsvedne byer efter en lang tids øde tilstand. Efter udtalelsen om at den suveræne Herre Jehova skulle „forskønnes“ ved at han frembragte „retfærdigheds vældige træer“ i et åndeligt paradis, fortsætter profetien: „Og de må genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de skal rejse tidligere tiders steder, og de skal afgjort forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation.“ (Es. 61:4, NW) De der udfører genopbygningsarbejdet er de samme som dem der omtales i de tre foregående vers, nemlig dem der får skænket religiøs frihed og genrejses til Jehovas gunst og velvilje. De bliver sat til genopbygningsarbejdet.
4. Anvendte Jesus Esajas 61:4 på provinsen Judæa efter det babyloniske fangenskab, og hvor langt rækker profetien frem?
4 Provinsen Judæa og byen Jerusalem, hvor Jesus Kristus og hans apostle flittigt forkyndte Guds rige, var mange år tidligere, nemlig fra og med år 537 f.v.t., blevet genrejst af den rest af trofaste jøder der blev frigivet af babylonisk fangenskab og vendte tilbage til deres hjemland. Men anvendte den salvede Jesus nu profetien i Esajas 61:4 på den fortidige genrejsning der gjaldt det bogstavelige Judas land? Nej! Da han citerede de to første vers i Esajas, kapitel 61, i synagogen i Nazaret, gjorde han opmærksom på at opfyldelsen af dette kapitel begyndte med ham og på hans tid. Han viste at det havde en åndelig betydning og ikke gjaldt en genopbygning af folkets bogstavelige miljømæssige forhold. Opfyldelsen af profetien rækker frem til det tyvende århundrede, til vor tid.
5. Hvorfor var der behov for et åndeligt genopbygningsarbejde hvad angår Jehovas folk efter den første verdenskrig, og hvornår blev det sat i gang?
5 Den første verdenskrig i 1914-1918 havde en ødelæggende virkning på den salvede rest af Jehovas indviede, døbte tjenere. Deres jordiske organisation blev lammet på mange måder. Da denne første totale krig sluttede, befandt en gruppe af salvede kristne der havde været foregangsmænd i tjenesten for og tilbedelsen af Jehova Gud, sig stadig i fængsel, og de var idømt mange års straf. Men i 1919 kom der en udfrielse, ikke alene fra det bogstavelige fængsel men også fra Babylon den Store (den frafaldne kristenhed indbefattet), og det var langt vigtigere. Det åndelige genopbygningsarbejde blev sat i gang uden tøven.
6. Hvad blev verden gjort opmærksom på som følge af konventet i Cedar Point i 1919, og hvad oprettede Jehova dengang til sin salvede rest?
6 I 1919 holdt International Forening for Bibelstudium sit første konvent i Cedar Point, Ohio; det viste sig at få stor betydning. Derved blev verden gjort opmærksom på at resten af de sande kristne, der var salvet med den suveræne Herre Jehovas ånd, levede igen, som var den opstået fra de døde. „Resten“ var blevet genrejst til Guds gunst og var nu igen åbenlyst virksom i ’forkyndelsen af den gode nyhed om riget til et vidnesbyrd for alle nationerne’, som forudsagt i Mattæus 24:14. Virkningen af denne banebrydende indsats for en åndelig genrejsning ses i verdensvid målestok selv på nuværende sene tidspunkt. Til sin egen ære oprettede Jehova Gud et åndeligt paradis til sin åndssalvede rest.
Hvem udpeger „vor Guds tjenere“?
7. Hvor megen opmærksomhed skulle den salvede rests åndelige genrejsning vække ifølge Esajas 61:5-7?
7 Mærkeligt nok skulle den åndelige genrejsning af Jehovas salvede rest komme til at vække international opmærksomhed. Det havde Esajas profeteret om. Efter at have beskæftiget os med Esajas 61:4 læser vi videre: „Og fremmedartede folk skal afgjort stå og være hyrder for jeres hjorde, og fremmede skal være jeres landmænd og jeres vingårdsmænd. Og I, I skal kaldes Jehovas præster; som vor Guds tjenere skal I omtales. Nationernes forråd skal I spise, og i deres herlighed skal I bryste jer. I stedet for skam til jer vil der være en dobbelt del, og i stedet for ydmygelse vil de råbe af glæde over deres andel [deres lod, da. aut.] Derfor vil de i deres land tage en dobbelt del i besiddelse. Til ubestemt tid vil fryden være deres.“ — Es. 61:5-7, NW.
8. Hvornår og hvordan blev resten udsat for skam og ydmygelse, og på hvis foranledning?
8 Lad os ikke overse dette: De som denne opmuntrende profeti opfyldes på, må først lide skam og ydmygelse, idet de nægtes deres „del“ og „andel“. Under den første verdenskrig blev Jehovas salvede rest udsat for sådanne ubehageligheder og uretfærdigheder, endda fra den krigsgale kristenheds side. Ja lige siden har kristenhedens præsteskab bragt skam og ydmygelse over den salvede rest af åndelige israelitter.
9. Hvor skulle medlemmerne af den salvede rest ikke længere føle skam, ydmygelse og mangel, og hvordan kom de dér?
9 Disse åndelige israelitter er imidlertid ikke længere fangne, fængslede og underlagt religiøs trældom i Babylon den Stores land. I foråret 1919, da kristenhedens babyloniske præsteskab ikke længere havde krigsophidsede nationer at bruge som håndlangere, befriede Jehova sine trofaste salvede tjenere. Han bragte dem tilbage til det der i Esajas’ profeti kaldes „deres land“. I denne gudgivne tilstand skulle de ikke mere føle skam, ydmygelse og mangel på åndelige foranstaltninger. Deres land skulle være et åndeligt paradis som de havde „en dobbelt del“ i.
10. Hvis betegnelse for den genrejste salvede rest er det der betyder noget?
10 Den frafaldne kristenheds præsteskab og dens verdslige elskere har naturligvis deres egen betegnelse for den genrejste rest som religiøs gruppe betragtet. Men hvad skulle den genrejste salvede rest kaldes ifølge Esajas’ profeti? Henvendt til den genrejste rest siges der i Esajas 61:6 (NW): „Og I, I skal kaldes Jehovas præster; som vor Guds tjenere skal I omtales. Nationernes forråd skal I spise.“ Det der betyder noget er den betegnelse Jehova giver sin salvede rest, og ikke hvad religiøse modstandere kalder den.
11. Hvem hørte med til præsteskabet i det gamle Israel, men hvem er profetien om præster i Esajas 61:6 henvendt til?
11 Profetien i Esajas 61:6 kunne aldrig opfyldes på det jødiske folk, som profeten Esajas og Jesus Kristus hørte til. Hvorfor ikke? Fordi det kun var de kvalificerede mandlige medlemmer af Moses’ broder Arons slægt der blev salvet til præster. De øvrige mandlige medlemmer af Levis stamme tjente som de aronitiske præsters hjælpere ved templet. Israels tolv andre stammer bragte deres ofre og offergaver til de aronitiske præster og blev også hjulpet af levitterne i templet. Følte de tolv stammer sig nu forurettede fordi de var afskåret fra at tjene som præster og levitter? Nej! De underordnede sig dem som den suveræne Herre Jehova havde udpeget. Da ordningen altså var sådan under Moseloven, kunne Israel aldrig blive en præstenation, en nation som udelukkende bestod af præster. Men til Kristi salvede disciple, til hele det kristne Israel, som de udgør, bliver der sagt: „I skal kaldes Jehovas præster.“
12. Hvor mange er præster i det åndelige Israel, og hvem er ypperstepræst?
12 Alle medlemmerne af det åndelige Israel er præster fordi Jehova har udpeget dem dertil. Deres banebryder, Jesus Kristus, er Jehovas ypperstepræst, og under ham tjener denne nation af præster Gud.
13. Hvordan bekræftede apostlene Peter og Johannes at denne ordning gjaldt ypperstepræsten Jesu Kristi salvede disciple?
13 Profeten Esajas blev inspireret til at forudsige dette. Senere bekræftede Jesu Kristi inspirerede apostle at denne ordning fra den suveræne Herre Jehova gjaldt den himmelske ypperstepræst Jesu Kristi salvede disciple. Til disse disciple skrev apostelen Peter: „I [bliver] også selv som levende sten opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab, der skal bringe åndelige ofre, velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus. Men I er en ’udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:5, 9) Og apostelen Johannes skrev til disse, som Jesus Kristus elskede: „Ham som elsker os og har løst os fra vore synder ved sit eget blod — og han gjorde os til et kongerige, præster for sin Gud og Fader — ja, ham tilkommer herligheden og magten for evigt.“ — Åb. 1:5, 6.
14. Hvordan gentages denne sandhed i Åbenbaringen 5:9, 10?
14 Johannes beretter yderligere om det bifald som Guds lam, Jesus Kristus, får i himmelen og som omfatter præsteskabet. Han gør det med disse ord: „Med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud.“ — Åb. 5:9, 10.
15. Hvad står der i 1977-udgaven af The Encyclopedia Americana om det almindelige præstedømme, som middelalderens reformatorer gik ind for?
15 I middelalderen anvendte de protestantiske reformatorer disse ord på deres menigheder. På side 681 i bind 22 af The Encyclopedia Americana, 1977-udgaven, siges der om det almindelige præstedømme:
„En af reformationens vigtigste læresætninger var det almindelige præstedømme. Da reformatorerne troede at frelsen skyldtes Guds frie nåde, som modtoges i tro, hævdede de at man ikke behøvede et betalt præsteskab til at formidle frelsen gennem en forkyndelse og gennem sakramenterne. Enhver troende kan virke som præst og fortælle frelsens gode nyhed, og den der hører den kan reagere ved at tro. Og for så vidt som alle gode gerninger er til bedste for næsten, kan enhver gerning der gavner samfundet betragtes som et kristent kald. Begrebet ’protestantisk gerningsmoral’ opstod ved at man betragtede den daglige gerning som det felt inden for hvilket man bedst kunne tjene Gud.“
16. Hvad sagde Luther om det almindelige præstedømme til det tyske folks kristne adel?
16 I 1927-udgaven af The Encyclopedia Americana, bind 17, siges der under emnet „Luther“:
„Nu blev der udgivet to bemærkelsesværdige bøger fra Luthers pen hvori han præciserede sin indstilling: ’Til det tyske folks kristne adel’, og ’Babylonisk fangenskab’. I den første forkynder han det almindelige præstedømme og erklærer sig imod enhver specielt indført præsteordning. Han bestrider også pavens eneret til at fortolke Bibelen, hvilket han hævder må stå enhver frit.“
For eksempel skrev Martin Luther i sin bog til adelen: „Vi [bliver] alle sammen indviet til præster ved dåben. . . . At paven eller biskoppen salver, kronrager, ordinerer, indvier og klæder én anderledes end lægfolk, det kan nok skabe en hykler eller nar men gør aldrig nogen til en kristen eller et åndeligt menneske.“
17. Hvorfor antog det første århundredes kristne ikke titlen præst, og gjorde Jesus Kristus det selv, da han var på jorden?
17 I lighed med de urkristne på apostlenes tid antager medlemmerne af den salvede rest i dag ikke titlen præst. Hvorfor skulle de gøre det? Er de ikke alle sammen medlemmer af det ene åndelige præsteskab, så der ikke skal skelnes imellem dem? Jo! De inspirerede kristne græske skrifter fremhæver ypperstepræsten Jesus Kristus som den den åndssalvede menighed først og fremmest skal se hen til. (Hebr. 3:1-6) Jesus Kristus omtalte ikke engang sig selv som præst da han var på jorden, selv om han dengang tjente som modstykke til Israels første ypperstepræst, Moses’ broder Aron.
18. (a) Når mennesker ordinerer præster, svarer det så til det at der udnævnes ældste, tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed? (b) Hvor i Jehovas åndelige tempel befinder den salvede rests medlemmer sig i dag, og hvad gør de dér?
18 Ganske vist udnævnte apostlene, for eksempel Paulus og Barnabas, kvalificerede mænd til ældste eller tilsynsmænd og menighedstjenere i den kristne menighed, men de udnævnte eller ordinerede aldrig præster. (Apg. 14:23; Fil. 1:1) Det er Jehova der, ved Jesus Kristus, udnævner eller ordinerer sine præster. Selv uden titler befinder vor tids medlemmer af den salvede rest sig i det der forbilledligt blev skildret ved „præsternes forgård“ i templet i Jerusalem. I denne symbolske forgård i Jehovas åndelige tempel bringer de ham „åndelige ofre“ ved ypperstepræsten Jesus Kristus. — 1 Pet. 2:5.
19. (a) Hvad siges der også i Esajas 61:6 at medlemmerne af det åndelige Israel er? (b) Betyder det hebraiske ord som bruges her, andet og mere end „tjener“ i ordets almindelige betydning?
19 Vender vi nu tilbage til Esajas 61:6, lægger vi mærke til at der også siges til de salvede medlemmer af det åndelige Israel: „Som vor Guds tjenere skal I omtales.“ Det hebraiske ord der her er oversat „tjenere“ er mesjarethʹ (i flertalsformen), ikke ‛obed, der betyder „tjener“, som i Esajas 65:13. Det hebraiske ord mesjarethʹ og andre former af verbet sjarathʹ bruges ofte i forbindelse med Israels præster. I Joel 2:17 bruges udtrykket „præsterne, [Jehovas] tjenere“. (2 Mos. 28:35, 43) De græsktalende oversættere som udarbejdede den første oversættelse af De hebraiske Skrifter til et andet sprog, tog i betragtning at der var en forskel mellem de to hebraiske ord ‛obed og mesjarethʹ, og da de gengav Esajas 61:6 i den græske Septuaginta-oversættelse brugte de det græske ord leitourgosʹ for mesjarethʹ.
20. (a) Hvad er grundbetydningen af det græske ord leitourgosʹ? (b) Hvordan bruges det i De kristne græske Skrifter om mennesker og himmelske skabninger?
20 Grundbetydningen af ordet leitourgosʹ er „en offentlig tjener“, det vil sige en tjenestemand eller en embedsmand, for eksempel en dommer. (Rom. 13:6) Ordet kan betegne en der tjener i et helligt embede, som da apostelen Paulus omtalte sig selv som „en offentlig tjener under Kristus Jesus over for folk fra nationerne, optaget af det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. (Rom. 15:16) Som Guds ypperstepræst kaldes Jesus Kristus „en offentlig tjener ved det hellige sted og det sande telt“. (Hebr. 8:1, 2) Opvarteren for en kongelig person eller offentlig skikkelse, som for eksempel kong Davids søn Amnon, blev betragtet som offentlig tjener. (2 Sam. 13:18) Himmelske engle betragtes som offentlige tjenere, for dér hvor apostelen Paulus citerer Salme 104:4 siger han: „Og med henblik på englene siger han [Gud]: ’Og han gør sine engle til ånder, og sine offentlige tjenere til en ildslue.’“ (Hebr. 1:7) I Hebræerbrevet 1:14 kaldes englene „ånder til offentlig tjeneste“.
21. Hvad bliver Guds himmelske hærstyrker kaldt i Salme 103:21?
21 Salme 103:21 er henvendt til Jehovas himmelske hærskarer, og de bliver kaldt „hans tjenere“. Alt taget i betragtning hentyder ordet „tjenere“ i Esajas 61:6 til andet og mere end det at virke som tjener eller at yde hellig tjeneste.
22. (a) I forhold til hvem ydede Jesus Kristus Gud en højere form for tjeneste? (b) Som hvad omtalte Paulus den kristne virksomhed, ifølge Filipperbrevet 2:17?
22 I Hebræerbrevet 10:11 tales der om at hver eneste af det gamle Israels præster daglig stod og ’ydede offentlig tjeneste og frembar de samme slagtofre mange gange’. (Se også Lukas 1:23.) Om Guds søn, der står over englene, siges der i Hebræerbrevet 8:6: „Nu har Jesus opnået en ypperligere offentlig tjeneste, ligesom han også er mellemmand for en tilsvarende bedre pagt.“ I menigheden i Antiokia i Syrien sagde man om visse kristne profeter og lærere, deriblandt Paulus og Barnabas, at de „offentligt tjente Jehova“. (Apg. 13:1, 2) Paulus, der grundlagde menigheden i Filippi i Makedonien, omtaler den særlige tjeneste som de kristne dér udførte, og siger så: „Jeg udgydes som et drikoffer over det slagtoffer og den offentlige tjeneste som troen har ført jer til.“ (Fil. 2:17) Alle disse salvede kristne virkede altså som Guds offentlige tjenere. — Es. 61:6.
23. Hvordan henledte Zion’s Watch Tower for juni 1882 opmærksomheden på den offentlige tjeneste som medlemmerne af Kristi åndelige legeme udfører?
23 I dag yder den salvede rest af åndelige israelitter også Gud „offentlig tjeneste“ i egenskab af „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Zion’s Watch Tower gjorde tidligt opmærksom på at der fandtes en sådan skare af offentlige tjenere for Gud, nemlig i juninummeret 1882, side 7, paragraf 5, under emnet „Menneskelige lærere nødvendige“. Dér skrev udgiverne: „. . . Og mens vi tror at hvert eneste indviet lem på Kristi legeme er en TJENER i en vis forstand, og at alle er ’salvet til at forkynde det glædelige budskab’, er der dog forskellige lemmer som egner sig til forskellige grene af arbejdet, akkurat som der er forskellige lemmer og funktioner i menneskelegemet, der i Bibelen bruges til at illustrere Kristi legeme — kirken.“ Hele den salvede rest af Kristi åndelige legeme betragtes og omtales altså med rette som „vor Guds tjenere“. — Es. 61:6.
Nationerne lægger mærke til dem
24, 25. Hvordan bliver „vor Guds tjenere“ måske udsat for „røveri“ og behandlet uretfærdigt, men hvem lover at rette alt op når tiden er inde?
24 „Vor Guds tjenere“ må røgte deres ansvar og vise en sådan adfærd at det højner deres omdømme hos Gud. Folk i almindelighed misforstår dem måske og anser dem for at være uretfærdige og for at have uret. De bliver måske berøvet deres gode omdømme eller de bliver nægtet den rette anerkendelse og den opmærksomhed de fortjener. (2 Kor. 6:8-10) Men alle skabningers øverste Dommer vil rette det hele op i samme øjeblik det passer ind i hans hensigt. Han går ind for retfærdighed. I Esajas 61:8, 9 (NW) siger han til dem der bliver behandlet dårligt:
25 „For jeg, Jehova, elsker ret, hader røveri sammen med uretfærdighed. Og jeg vil afgjort give dem deres løn i sandhed, og en pagt der varer til ubestemt tid vil jeg slutte med dem. Og deres afkom skal afgjort blive kendt iblandt nationerne, og deres efterkommere blandt folkeslagene. Alle som ser dem vil genkende dem, at de er det afkom som Jehova har velsignet.“
26. Hvordan er resten af det åndelige Israel blevet kendt blandt nationer og folkeslag, og hvordan har disse genkendt dem som „det afkom som Jehova har velsignet“?
26 For at „blive kendt“ måtte den salvede rest af det åndelige Israel drage ud blandt nationer og folkeslag. Under den første verdenskrig havde de været genstand for „røveri“ i mange nationer, ja de blev det også under den anden verdenskrig. Falskeligt anklaget og vildledende omtalt som de blev af deres religiøse fjender og disses håndlangere, led de under voldsom forfølgelse. De blev berøvet den „løn“ de rettelig havde fortjent for deres anstrengelser og deres virke i den offentlige tjeneste for Jehova. Men ved at gøre dem til sine vidner og forkyndere af den gode nyhed om Riget viste Jehova hvem han godkendte. (Matt. 24:14; Es. 43:10, 12) Ved sin hellige ånd gav han dem styrke til at aflægge vidnesbyrd for hele verden. På denne måde kom nationerne og folkeslagene til at kende „det afkom som Jehova har velsignet“. — Es. 61:9, NW.
27. Hvem blandt folkeslagene og nationerne viste den rette anerkendelse af „restens“ stilling, og hvor og sammen med hvem ønskede de at leve og tjene Gud?
27 Folkeslag og nationer som sådan viste ikke Jehovas salvede rest den rette anerkendelse. Men det var der enkeltpersoner der gjorde, nemlig sådanne som elskede ret, retfærdighed og sandhed. Især siden foråret 1935 har sådanne mennesker sluttet sig til den salvede rest fordi de har indset at her er „vor Guds tjenere“. Siden da er disse, som ikke er åndelige israelitter eller „det afkom som Jehova har velsignet“, blevet til „en stor skare“. Ved Jehovas Vidners stævne i 1935 i Washington, D.C., blev det åbenbaret at denne skare uden tal, bestående af mennesker som ikke var åndelige israelitter, stod profetisk beskrevet i Åbenbaringen 7:9-17. Eftersom de ikke var åndelige israelitter, var de „fremmede“ og „fremmedartede“ for den salvede rest. (Es. 61:5, NW) De kunne se at „resten“ levede i et åndeligt paradis der var markeret af „retfærdigheds vældige træer“ og som havde bylignende menigheder. De ønskede også at leve i et åndeligt paradis af den art, og at tjene Gud dér. — Se Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden, s. 296-298, § 14-16; s. 368, nr. 30.
28. Med hvilken handlemåde er den store skare årsag til at ordene i Esajas 61:5 opfyldes på den salvede rest?
28 Idet de fuldt ud har beregnet omkostningerne ved deres beslutning og handlemåde, har de forladt den fordærvede verdens organisation, som er ved at forfalde. De har sluttet sig til Jehovas synlige organisation. De kan naturligvis ikke tjene Jehova som åndelige israelitter, men de ønsker oprigtigt at hjælpe den salvede rest med at forkynde den gode nyhed om Jehovas rige ved Kristus. Derfor har de ladet sig døbe som Jesu Kristi indviede disciple, og de har taget tjenesten op sammen med de åndelige israelitter. Følgelig ser den salvede rest ordene i Esajas 61:5 (NW) opfyldt på sig selv: „Og fremmedartede folk skal afgjort stå og være hyrder for jeres hjorde, og fremmede skal være jeres landmænd og jeres vingårdsmænd.“
29. Hvad gør den ydmyge store skare med glæde for „vor Guds tjenere“, og med hvilken virkning?
29 Ydmygt betragter den store skare det som en ære og en forret at tjene i det åndelige paradis sammen med dem Esajas i kapitel 61:6 udpeger som „Jehovas præster“ og „vor Guds tjenere“. De forstår at de salvede kristne som på denne måde er udpeget af Jehova Gud, må specialisere sig i åndelige spørgsmål i Jehovas åndelige tempel. Derfor er de glade for at lette den salvede rest ved at hjælpe den og samarbejde med den, så den kan koncentrere sig om de vigtigere åndelige spørgsmål. Al denne hjælp forskønner det åndelige paradis og får det til at bære frugt til Guds ære.
30. Hvilke tjenester udfører de „fremmedartede“ og „fremmede“, som beskrevet i Esajas 61:5, men hvordan omtales deres tjeneste i Åbenbaringen 7:14, 15?
30 De der i symbolsk forstand er „fremmedartede“ og „fremmede“ i dag, hjælper „restens“ medlemmer så disse kan varetage de pligter der er pålagt dem som følge af at de er salvet med Jehovas ånd. Som hjælpernes arbejde skildres i Esajas 61:5 går det ud på at vogte hjorde, dyrke jord eller pløje og at passe vingårde. Men i Åbenbaringens syn af de fremmede af alle nationer, stammer, folk og tungemål siges der om dem: „De har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone; og de yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel.“ — Åb. 7:14, 15.
31. Hvad er de der hører til den store skare, uanset hvordan verden betragter dem?
31 De der hører til ’den store skare’ skildres således som nogle der yder universets suveræne Herre og Konge hellig tjeneste. Uanset hvordan verden betragter dem, så er de Hans tjenere!
32. Hvordan vil Esajas 61:5, 6 få en mere bogstavelig opfyldelse på „resten“ og den store skare i tusindårsriget?
32 Denne store skare af „fremmedartede“ og „fremmede“ vil overleve den kommende store trængsel. Esajas 61:5 beskriver med smukke ord hvad de vil gøre bagefter, under Kristi tusindårige herredømme. I løbet af den tidsperiode vil „Jehovas præster“, „vor Guds tjenere“, blive ophøjet og forenet med ypperstepræsten Jesus Kristus i himmelen. Dér vil de i endnu højere grad end nogen sinde før være optaget af at udføre en præstetjeneste til gavn for hele menneskeheden. (Åb. 20:6) Men den store skare vil blive her på den rensede jord, der overalt skal omdannes til et bogstaveligt paradis. Hvem vil da være banebrydere i arbejdet med at genrejse og forskønne Guds fodskammel, jorden? Det vil den store skare som har overlevet trængselen og som har holdt sig til det åndelige paradis og den salvede rest.
33. Hvordan vil den store skare til den tid sørge for at producere hvad menneskene har brug for, og for hvem bliver de banebrydere i tjenesten for og tilbedelsen at Jehova?
33 Skal der fremstilles tøj til den tid? Ulden fra de hjorde som den store skare vogter, vil passende kunne tjene dette formål. Har nogen lyst til brød og andre af markens produkter? Landmændene vil sørge for at skaffe hvad hjertet begærer. Vingårdsmændene vil kunne frembringe de bedste sorter vin til glæde for menneskets hjerte. Det den store skare da har nået at gøre for at genoprette Paradiset på jorden, vil glæde alle der opstår fra de døde og som ypperstepræsten har løskøbt. Det vil være et udtryk for at der er truffet forberedelse til deres opstandelse. Trods alt dette arbejde vil den store skare ikke glemme at yde Jehova Gud en hellig, regelmæssig tjeneste ved Jesus Kristus. Denne tjeneste vil de udføre i Guds åndelige tempels jordiske forgård. De vil føre an i arbejdet og sætte et godt eksempel for alle der opstår fra de døde. — Luk. 23:43.
[Illustrationer på side 16]
„Vor Guds tjenere“ i dag udfører et åndeligt genoprettelsesarbejde som blev forudsagt af profeten Esajas og som Jesus var banebryder for. Den suveræne Herre Jehovas ånd har styrket dem til at forkynde den gode nyhed om Riget for sagtmodige mennesker overalt på jorden.