Erklæret retfærdig som ven af Gud
„’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ — JAKOB 2:23.
1, 2. Hvordan vil „det i himlene“ og „det på jorden“ blive forligt med Gud?
„GUD besluttede at lade hele fylden bo i ham og gennem ham at forlige alt andet med sig — hvad enten det er det på jorden eller det i himlene — ved at stifte fred ved blodet han udgød på marterpælen.“ (Kolossenserne 1:19, 20) Den forligelse som Jehova ifølge disse ord ønskede at bringe i stand, nærmer sig nu sit højdepunkt.
2 „Det i himlene“ er ikke åndeskabninger, for engle er ikke blevet genløst af Kristi blod. Nej, udtrykket hentyder til de mennesker som er blevet købt med Lammets blod for at de kan udgøre et kongerige og blive præster sammen med Kristus i ’de nye himle’. De er allerede, ved Kristi blod, blevet erklæret fuldt retfærdige. Men i tilgift til dette har Jehova nu i omkring 50 år været i færd med at stifte fred med „det på jorden“, de mennesker der skal tilhøre den retfærdige ’nye jord’. (Åbenbaringen 5:9, 10; 2 Peter 3:13) At alt således skal ’sammenfattes igen’, både det i himlene og det på jorden, sker „i overensstemmelse med det [Jehova] har besluttet“. — Efeserne 1:9, 10.
Den hensigt Gud havde med sin søn Adam
3, 4. Hvilken stilling havde Adam ind for Gud, og i hvilken henseende manglede han endnu at blive erklæret retfærdig?
3 Adam blev skabt som et fuldkomment, retfærdigt menneske, en søn af Gud. (Lukas 3:38) Hans retfærdighed var ikke tilkendt eller tilregnet. Den var iboende. I kraft af sin skyldfri stilling ind for Jehova, havde Adam altså ikke behov for at blive „erklæret“ retfærdig. Så længe han underkastede sig Guds retmæssige herredømme, ville han bevare en retfærdig stilling ind for sin Skaber.
4 Imidlertid havde han endnu ikke bevist at han ville bevare sin uangribelighed, og var endnu ikke blevet kendt værdig til at modtage retten til evigt liv på jorden. Først måtte han, i en passende periode, vise at han var trofast mod Jehova og ville holde sig til retfærdighed. Hvis han på denne måde havde vist sin uangribelighed under prøve, ville han have modtaget retten til evigt liv på jorden. Det ville have svaret til at Gud erklærede eller fastslog at Adam fortjente evigt liv. Som et udtryk for dette ville Jehova uden tvivl have ført ham hen til „livets træ“ og tilladt ham at spise af dets frugt. — 1 Mosebog 2:9, 16, 17; 3:22.
5. (a) Hvad satte Adam over styr både for sig selv og sine efterkommere? (b) Hvilket håb gav Jehova skabningen på jorden?
5 Men Adam bestod ikke prøven, og derved mistede han fuldkommenheden, retfærdigheden og værdigheden som søn af Gud — både for sig selv og sine efterkommere. (Romerne 5:12) Følgen blev at Adams efterkommere alle blev født fremmede for Gud, med iboende uretfærdighed. (Efeserne 2:3; Romerne 3:10) Sådan gik det til at menneskene blev „underlagt frugtesløshed“ men „på grundlag af håb“, et håb om udfrielse fra synd og død som blev givet umiddelbart efter oprøret i Edens have. — Romerne 8:20, 21; 1 Mosebog 3:15.
Hvordan nogle blev erklæret retfærdige før Jesu tid
6, 7. (a) I hvilken udstrækning blev nogle mennesker erklæret retfærdige før Kristus havde givet sit liv som et offer? (b) Nævn nogle af de før-kristne tjenere for Jehova der blev regnet retfærdige.
6 Menneskehedens håb om udfrielse fra synd og død afhang af det lovede „afkom“, Guds enestefødte søn. (Johannes 3:16) Før Kristus havde ofret sit liv var der ingen mulighed for at mennesker kunne opnå „frikendelse og liv“, eller blive ’erklæret retfærdige til liv’. (Romerne 5:18, Revised Standard Version; Ny Verden-oversættelsen) Ikke desto mindre var der, endnu før Kristus havde betalt løsesummen for menneskene, mænd og kvinder som troede på Guds løfter og viste denne tro gennem gerninger. På grund af dette tilgav Jehova dem kærligt deres synder og antog dem som sine tjenere. Han betragtede dem som skyldfri i relativ forstand, det vil sige sammenlignet med menneskehedens flertal som var fremmed for Gud. (Salme 32:1, 2; Efeserne 2:12) Han gav dem en retfærdig stilling, erklærede dem retfærdige i den udstrækning det på den tid var på sin plads.
7 Det kunne således siges at Abel ved tro „fik det vidnesbyrd at han var retfærdig“. (Hebræerne 11:4) Noa blev „arving til den retfærdighed der er en følge af tro“. (Hebræerne 11:7) Job blev, trods sine fejl, kaldt „uangribelig og retskaffen“. (Job 1:1, 22; 7:21) Pinehas viste nidkærhed for den rene tilbedelse, „og det blev tilregnet ham som retfærdighed“. (Salme 106:30, 31; 4 Mosebog 25:1-13) „Ved tro“ og ved at vise kærlighed mod Guds folk, fik den ikke-israelitiske skøge Rahab en retfærdig stilling; hun blev erklæret retfærdig. — Hebræerne 11:31; Jakob 2:25.
Hvordan Abraham fik tilregnet retfærdighed
8, 9. (a) Hvis retfærdighed er hovedemnet for Paulus’ brev til romerne? (b) I hvilke henseender bliver ’de hellige’ erklæret retfærdige i en mere vidtrækkende forstand end Abraham?
8 Lad os især beskæftige os med Abrahams tilfælde. To af De kristne græske Skrifters skribenter nævner at Abraham blev erklæret retfærdig. Begge henvendte sig til kristne i det første århundrede som var kaldet til at tilhøre de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. — Romerne 2:28, 29; 9:6; Jakob 1:1; Åbenbaringen 7:4.
9 I sit brev til romerne fremfører Paulus at de der er „kaldede til at være hellige“ (1:7), jøder såvel som ikke-jøder (1:16, 17), bliver erklæret retfærdige „ved tro uden lovgerninger“. (3:28) For at underbygge dette indskyder Paulus en længere passage (4:1-22) og citerer Første Mosebog 15:6 med disse ord: „Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed.“ Derefter, i de sidste vers af kapitel 4, siger Paulus at Jesus blev „overgivet for vore overtrædelsers skyld og blev oprejst for at vi [det vil sige „de hellige“ (Romerne 1:7)] kunne blive erklæret retfærdige“. Ordet „vi“ kan ikke indbefatte Abraham, for han var død længe før Jesu død og opstandelse. Når Paulus i de følgende kapitler taler om dem der skal „herske som konger“ og nævner at de erklæres retfærdige „til liv“ for at de kan blive „Guds sønner“ og „Kristi medarvinger“, er det altså klart at han taler om noget helt andet end det at Gud tilkendte Abraham retfærdighed. — Romerne 5:17, 18; 8:14, 17, 28-33.
10. Hvordan kaster Jakob lys over omfanget af den retfærdighed Abraham fik tilkendt?
10 Også disciplen Jakob nævner Abraham som et eksempel, for at vise at troen må ledsages af gudfrygtige gerninger. Efter at have nævnt at Abraham blev erklæret retfærdig (med en henvisning til Første Mosebog 15:6) tilføjer Jakob en kommentar som hjælper os til at forstå omfanget af Abrahams retfærdiggørelse. Han skriver: „Det skriftsted blev opfyldt som siger: ’Abraham troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed,’ og han blev kaldt ’Jehovas ven’.“ (Jakob 2:20-23) Ja, på grund af sin tro blev Abraham erklæret retfærdig som en ven af Jehova, ikke som en søn af Jehova med ret til liv som fuldkomment menneske eller til at være konge sammen med Kristus. Om Abrahams retfærdighed står interessant nok denne kommentar i Robert Girdlestones Synonyms of the Old Testament: „Denne retfærdighed var ikke absolut, det vil sige en retfærdighed der kunne anbefale Abraham over for Gud som en der havde retmæssigt krav på den arv der tilkommer en søn.“
En bog til minde om dem som frygter Jehova
11. Hvem står skrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’, og hvorfor?
11 Når trofaste mænd og kvinder før Kristi tid fik tilkendt en relativ retfærdighed, var det et pant på den egentlige eller virkelige retfærdighed og fuldkommenhed som er forbundet med det evige liv de kan opnå på Guds nye jord. På grund af deres udsigt til et sådant liv kunne det siges at deres navne var skrevet i en bog til minde om dem som frygter Jehova. (Jævnfør Malakias 3:16; 2 Mosebog 32:32, 33.) Denne bog indeholder navnene på dem der af Jehova betragtes som retfærdige, som nogle der har vist deres tro ved retfærdige gerninger og som vil modtage evigt liv på jorden. — Salme 69:28; Habakkuk 2:4.
12. Hvad må de „retfærdige“ som oprejses gøre for at bevare deres navne i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’?
12 Disse er imidlertid endnu ikke opført i den „livets bog“ som Jehova har. (Åbenbaringen 20:15) Når sådanne trofaste mænd og kvinder fra fortiden kommer frem på jorden i ’de retfærdiges opstandelse’, vil de uden tvivl tage imod Jehovas foranstaltning til liv ved Kristi genløsningsoffer. (Apostelgerninger 24:15) Derved kommer de til at tilhøre Jesu „andre får“, sammen med ’den store skare’ som vil have overlevet „den store trængsel“. (Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9, 14) Dermed vil de bevare deres navne i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’.
De regnes retfærdige som venner af Gud — og overlever
13. Hvem er „den rigtige hyrde“ nu i færd med at føre sammen, og hvordan bliver disse indskrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’?
13 „Den rigtige hyrde“, Jesus Kristus, ’fører’ i dag „andre får“ som ikke hører til ’den lille hjord’ af 144.000 „hellige“, dem som modtager det himmelske rige. (Lukas 12:32; Daniel 7:18) Disse andre får ’hører den rigtige hyrdes stemme’. (Johannes 10:16) De tror på Jehova og hans søn. De indvier deres liv til Jehova på grundlag af Kristi genløsningsoffer. De lader sig døbe „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“ og erkender at de må opdyrke „åndens frugt“. (Mattæus 28:19, 20; Galaterne 5:22, 23) Deres navne bliver skrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’.
14. Hvad er det der giver ’de andre får’ en ren stilling ind for Jehova, men hvad må de stadig bede ham om?
14 Disse „andre får“ som indsamles her i endens tid, vil udgøre den ’store skare’ som apostelen Johannes så i et syn efter at han havde set de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel. (Åbenbaringen 7:4, 9) Han beskrev medlemmerne af ’den store skare’ som nogle der havde „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. (Vers 14) På grund af deres tro på Lammets udgydte blod bliver en vis grad af retfærdighed tilregnet dem. Det er dette der billedligt skildres ved de hvide klæder. De har en ren stilling ind for Jehova, og „derfor“ tillader han dem at ’yde ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel’. (Vers 15) Dog må de dag for dag bekende deres synder for Jehova og bede ham om tilgivelse gennem Jesus Kristus. — 1 Johannes 1:9 til 2:2.
15. (a) Hvordan viser lignelsen om fårene og gederne at ’de andre får’ har en retfærdig stilling ind for Gud? (b) I hvilken udstrækning erklæres de retfærdige nu i tiden?
15 At ’de andre får’ er Guds venner og allerede nu nyder relativ retfærdighed i forhold til Gud, fremgår også klart af Jesu profeti om ’tegnet på hans nærværelse’, hvori lignelsen om fårene og gederne indgår. „Fårene“ gør godt mod den rest af Kristi 144.000 „brødre“ der endnu er på jorden, og bliver derfor kaldt både ’Jesu Faders velsignede’ og „retfærdige“. Som Abraham bliver de regnet, eller erklæret, retfærdige som venner af Gud. Deres retfærdige stilling vil også betyde at de overlever når „gederne“ går bort „til evig afskærelse“. (Mattæus 24:3 til 25:46) De vil ’komme ud af den store trængsel’ som gør ende på den nuværende tingenes ordning. — Åbenbaringen 7:14.
Frem til fuldkommenhed
16. Hvordan ved vi at den store skares medlemmer ikke bliver erklæret retfærdige til liv før ’den store trængsel’?
16 ’Den store skares’ medlemmer der overlever „den store trængsel“ bliver ikke straks erklæret retfærdige til liv. Dette fremgår af disse ord som står i det kapitel hvor de nævnes: „Lammet, som er i midten hvor tronen er, vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand.“ (Åbenbaringen 7:17) Skønt Gud tidligere har regnet dem som retfærdige i sammenligning med menneskeheden i almindelighed og betragter dem som sine venner, vil de have brug for yderligere hjælp; der skal tages visse skridt for at de kan blive erklæret retfærdige til liv.
17. (a) Hvad menes der med „lægedom for nationerne“? (b) Hvem må have deres navne indskrevet i „livets bog“?
17 Under tusindårsriget vil Lammet, Kristus Jesus, sammen med sine 144.000 medkonger og medpræster gennemføre et „program“ der betyder åndelig og fysisk „lægedom for nationerne“. (Åbenbaringen 22:1, 2) Disse ’nationer’ består af dem som har overlevet den store trængsel, samt de børn de må have fået efter Har-Magedon, og dem der har fået livet igen ved ’en opstandelse af både retfærdige og uretfærdige’. (Apostelgerninger 24:15) Alle som tror på Kristi blod og gør de dermed forbundne „gerninger“ vil i sidste instans få deres navne skrevet i „livets bog“. — Åbenbaringen 20:11-15.
18. Hvilken tilstand vil jordens beboere være ført frem til ved tusindårsrigets afslutning?
18 Ved slutningen af Kristi tusindårsrige vil de af jordens beboere som har vist at de tager imod Kristi genløsningsoffer og ønsker at leve efter Jehovas normer, være ført frem til fuldkommenhed. De vil være som Adam var før han syndede. Og ligesom tilfældet var med Adam, vil deres lydighed blive stillet på prøve.
„Guds børns herlige frihed“
19. (a) Hvad vil der ske umiddelbart efter tusindårsriget? (b) Hvad vil der ske med dem hvis navne ikke findes skrevet i „livets bog“?
19 Umiddelbart efter tusindårsriget vil Kristus overgive en fuldkommen menneskeslægt i Faderens hænder. (1 Korinther 15:28) Satan vil blive „løst af sit fængsel“, hvorved menneskeheden kommer på en afgørende prøve. (Åbenbaringen 20:7, 8) Navnene på dem der ikke består denne prøve vil ikke ’findes skrevet i livets bog’. De vil billedligt talt blive „kastet i ildsøen“, som er ensbetydende med „den anden død“. — Åbenbaringen 20:15; 21:8.
20. (a) Hvem vil Jehova erklære retfærdige til liv, og hvorfor? (b) Hvordan vil Jehovas barmhjertige foranstaltning til retfærdiggørelse da have tjent sin hensigt?
20 De der viser sig loyale mod Jehova vil få deres navne uudsletteligt prentet i „livets bog“ som nogle der er fuldkomne i uangribelighed og værdige til at modtage retten til evigt liv på jorden. Jehova vil da selv kende dem retfærdige i fuldstændig forstand. (Romerne 8:33) De er da blevet erklæret retfærdige til evigt liv. (Åbenbaringen 20:5) Gud vil antage dem som sine egne sønner, jordiske sønner, og de vil som lovet få adgang til „Guds børns herlige frihed“. (Romerne 8:20, 21) Da vil freden og enheden være genindført i universet. Både „det på jorden“ og „det i himlene“ vil være forligt med Gud. (Kolossenserne 1:20) Jehovas barmhjertige foranstaltning til retfærdiggørelse vil have tjent sin hensigt. Enhver skabning i himmelen og på jorden vil da kunne svare ja på spørgsmålet: „Er du retfærdig i Guds øjne?“ og kunne tilføje: „Ham som sidder på tronen, og Lammet, tilkommer velsignelsen og æren og herligheden og magten i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 5:13.
Om ’de andre får’ og deres stilling ind for Gud:
■ Hvorfor blev Adam ikke erklæret retfærdig?
■ I hvilken udstrækning blev Abraham og andre mænd og kvinder før Kristi tid erklæret retfærdige?
■ Hvem fik deres navne skrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’?
■ I hvilken udstrækning har ’de andre får’ en retfærdig stilling nu i tiden, og hvornår vil de nå frem til fuldkommenhed?
[Tekstcitat på side 18]
Ved at vise tro på „Lammets blod“ opnår ’de andre får’ en godkendt stilling ind for Jehova og erklæres således retfærdige som venner af ham med håb om at overleve „den store trængsel“. Ved slutningen af tusindårsriget vil de nå frem til fuldkommenhed. Efter den endelige prøve vil de blive erklæret retfærdige til liv.
[Illustration på side 16]
Navnene på retfærdige tjenere for Jehova står indskrevet i en ’bog til minde om dem som frygter ham’
Abel
Job
Rahab
’Den store skare’ i dag