Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 16. del

Ja, J. F. Rutherford var der for at ’hilse på dem’. Men ikke bare derfor. „Broder Rutherford var med i den første bil som startede den morgen,“ fortæller Sara C. Kaelin. John Fenton Mickey tilføjer: „Broder Rutherfords bil var den første. Han havde indbudt min hustru og mig og hendes søster Clara Myers, foruden Richard Johnson og hans hustru. Jeg kunne ikke komme, for vores lille datter var blevet syg . . . Nå, men den første bils distrikt var vejen mellem Cedar Point og Sandusky i Ohio. Broder Rutherford tog det første besøg, Clara Myers det næste og så fremdeles indtil de var færdige og vendte tilbage til stævnet.“

Reaktioner på opfordringen til større tjeneste for Riget

Jehovas tjenere havde i mange år gået fra hus til hus i nogen udstrækning. Men nu blev der sat fart i dette arbejde. Fra oktober 1922 udkom der hver måned et instruktionsark med titlen Bulletin, som gav forslag til brug i forkyndelsen fra dør til dør.

Bibelstudenterne kunne fortsat hente rig åndelig føde ved deres møder. Gruppestudier over artikler i The Watch Tower blev for første gang organiseret i 1922. Der var trykte spørgsmål som en hjælp til studiet. De kristne møder holdt også trit med den større vægt der blev lagt på at deltage i tjenesten på arbejdsmarken. Det berørte især det møde der blev holdt midt i ugen, almindeligvis kaldet vidnesbyrdsmødet. Det havde længe været en lejlighed hvor man sang, bad og aflagde vidnesbyrd, men i begyndelsen af 1920rne blev der indført en ændring som havde forbindelse med forkyndelsen af Riget fra hus til hus. Herom skriver James Gardner: „En vigtig forbedring begyndte den 1. maj 1923. Den første tirsdag i hver måned var sat til side som tjenestedag som en hjælp til at klassearbejderne kunne være med i tjenesten på arbejdsmarken sammen med ’arbejdsdirektøren’, der var udnævnt af Selskabet. For yderligere at stimulere interessen for dette arbejde og for at opmuntre brødrene, blev der indført den ordning at halvdelen af programmet ved menighedens bønnemøder, der blev holdt hver onsdag aften, skulle anvendes til beretninger om oplevelser fra tjenesten på arbejdsmarken.“ T. H. Siebenlist føjer til: „I møderne onsdag aften indgik der senere en behandling af Selskabets trykte ark om tjenesten, Bulletin. Så da man begyndte at lægge Vægt på tjenesten på arbejdsmarken, fik menigheden i Shattuck, Oklahoma, travlt med at forkynde, og man begyndte at lære vidnesbyrdene udenad efterhånden som de udkom i Bulletin.“

I 1923 begyndte Selskabet også at hellige adskillige søndage om året til „verdensomspændende vidnesbyrd“. For eksempel gjorde man en bestræbelse for at afholde offentlige møder samtidig over hele jorden. Alle bibelstudenterne blev opfordret til at avertere foredrag som „Omstyrtelsen af Satans Rige — Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø“.

I begyndelsen af 1927 begyndte bibelstudenterne i De forenede Stater hver søndag at deltage i arbejdet med at sprede bøger og brochurer fra hus til hus for et bidrag. „Nogle spekulerede på hvordan det mon ville gå, da de jo vidste at verden var imod os,“ siger James Gardner. „Nogle steder fremkaldte det en bølge af forfølgelse, men det var en opfordring fra ’den trofaste og kloge træl’, så hvorfor tøve? Vi gik til værket med glæde, og mens nogle klagede over at vi ’kom og solgte bøger om søndagen’ og så videre, stod det snart klart at Jehova ledede sit folk i hele verden. Den dag i dag er søndagen en god dag at benytte, og det gør vi til stadighed.“

Fra dør til dør

Lad os i fantasien slå følge med nogle af Rigets forkyndere mens de går fra hus til hus i 1920rne. Myrtle Strain fortæller lidt om hvordan arbejdet gik for sig: „Vi plejede at fortælle hvad bøgerne indeholdt, og vi gjorde også brug af en hel del sælgertaktik. Tit blev vi inviteret indenfor, og når den besøgte viste interesse opridsede vi hovedlinjerne i hele Guds hensigt, lige fra syndefaldet til menneskets genrejsning. Et besøg kunne godt tage en times tid.“

„Min første tid sammen med Jehovas folk er fyldt med mange uforglemmelige minder,“ siger Martha Holmes. „Jeg kan huske dengang vores lille gruppe på fem gennemarbejdede de mindre buer omkring Des Moines i Iowa. Somme tider tog vi af sted før daggry og blev ude til efter mørkets frembrud. Dengang havde vi en kalechevogn uden servostyring, uden bremseforstærkning, uden luftkonditionering og uden varmeapparat. De fleste af de veje vi kørte på var ikke asfalterede. Vi sad mange gange fast i mudderet og skulle sætte brædder ind under hjulene for at komme op igen. Vores bil havde sidestykker af lærred der kunne knappes på når det regnede eller sneede. Vi tog madkasser med og spiste vores mad i den kolde bil. En dag, efter at vi havde tilbragt flere timer i tjenesten i Newton, omkring halvtreds kilometer fra Des Moines, blev det et forfærdeligt uvejr. Det var svært at holde bilen på vejen, for det blæste med orkanstyrke. Oven i købet var kalechen fløjet tilbage og hang og blafrede i vinden. Endelig kom vi tilbage til Des Moines, alle sammen gennemblødt til det inderste. Jeg er sikker på at folk der så os må have tænkt: ’Sikke en flok skøre mennesker!’“

Imidlertid blev deres anstrengelser ofte belønnet med gode resultater. For eksempel er der en dag Julia Wilcox ikke har glemt. Det var dengang i 1920rne, da hun som ny rigsforkynder gik alene fra hus til hus i Washington, North Carolina. Hun traf en dame som viste stor interesse for Selskabets brochure Talking with the Dead og som tog imod noget læsestof. Søster Wilcox siger:

„Jeg ville ikke tage hendes tid, så jeg gjorde mig klar til at gå, men hun ville ikke give slip på mig. Hun fortalte:

’Jeg ved at det er Herren der har sendt Dem hertil i dag. De er svaret på mine bønner. Min moder og jeg har bedt Gud om at lede os til lyset. Vi har været medlemmer af metodistkirken hele livet, men for kort tid siden holdt vi op med at gå i kirke, for det får vi ikke noget ud af. Vi hører aldrig om andet end penge, penge og atter penge. Forleden dag så min moder i et blad en annonce for en bog som handlede om spiritisme og om at man kan tale direkte med Gud. Hun sagde at jeg skulle bestille bogen og se hvad vi kunne lære af den. Jeg har skrevet brevet med bestillingen, men af en eller anden grund har jeg glemt at sende det. [Brevet blev aldrig afsendt.] Nu vil jeg først læse de bøger jeg har fået af Dem, og når min moder næste gang kommer og besøger mig, vil hun også læse dem. Vil De ikke nok love at komme tilbage og besøge os snart igen?’

Det lovede jeg selvfølgelig. Og det blev mit første genbesøg. Dengang tilskyndede man ikke til at aflægge genbesøg; man lagde vægt på at gennemgå distrikt og afsætte bøger og brochurer. Nå, men jeg kom tilbage som jeg havde lovet, på et tidspunkt hvor hendes moder også var der. De havde ’slugt’ de bøger jeg havde afsat til dem på det første besøg, og nu ville de have flere. Fra da af tog de imod alt hvad Selskabet havde udgivet som jeg tilbød dem. . . . Det er med stor glæde at jeg kan fortælle at søster [Sophia] Carty, mit første genbesøg, trofast deltog i tjenesten og overværede møderne lige til sin død i 1963.“

Syv engle blæser i deres trompeter

I 1920rne var Jehovas tjenere travlt optaget af at forkynde Kongen og Riget, og det gav gode resultater. Derved blev de, uden at de på det tidspunkt selv vidste det, desuden med til at opfylde nogle profetier fra Åbenbaringsbogen. Idet syv engle blæste i deres trompeter (eller basuner), var de sande kristne med til nogle dramatiske begivenheder på jorden, og det er de stadig, også i vor tid. — Åb. 8:1 til 9:21; 11:15-19.

Fra det tidspunkt hvor den første engel blæste i sin trompet, er kristenheden i billedlig forstand blevet ramt af ødelæggende hagl, nemlig kraftige afsløringer baseret på Bibelens sandheder. (Åb. 8:7) Det begyndte alt sammen under bibelstudenternes stævne i Cedar Point i september 1922. Der vedtog Guds folk med begejstring en resolution som havde titlen „Et Opraab“. Den afslørede frimodigt at præsteskabet havde været illoyalt mod Gud fordi det deltog i krigen og derefter afviste hans messianske rige ved at påstå at Folkeforbundet var det politiske udtryk for dette rige. I oktober 1922 påbegyndte man uddelingen af 45.000.000 eksemplarer af resolutionen med underbyggende oplysninger, i hele verden. Fra da af er det blevet afsløret at kristenheden (både dens katolske og protestantiske præsteskab og dens kirkemedlemmer) taler usandt når den hævder at bestå af sande disciple af Jesus Kristus.

Under ledelse af den anden engel som blæste i sin trompet, afholdt bibelstudenterne et stævne i Los Angeles, Californien, den 18.-26. august 1923. Der vedtog de med overvældende bifald den historiske resolution „En Advarsel“. Den viste at kristenhedens præsteskab ikke havde medvirket til at proklamere Rigets budskab, og den appellerede til åndelige ’får’ om at vende sig til Guds rige, og ikke det af præsterne støttede Folkeforbund, som det „eneste Haab for Folkene om Frelse“. Præsteskabets forsømmelser i denne henseende har været en stærkt bidragende faktor ved dannelsen af radikale, revolutionære elementer — kræfter der sammenlignes med det hvileløse „hav“. Men disse radikale elementer kan lige så lidt give menneskeheden liv som blod der udgydes fra menneskelegemet kan give liv. I december 1923 påbegyndtes trykningen af traktaten „Proklamation — En Advarsel, til alle Kristne“, som indeholdt den resolution der var blevet vedtaget ved stævnet. Foruden de millioner af eksemplarer der blev trykt i andre lande, blev der alene i U.S.A. trykt 13.478.400 eksemplarer. Og masseuddelingen af denne proklamation var kun begyndelsen. Lige til i dag har Jesu salvede disciple fremsat proklamationer der går ind for Guds rige. — Åb. 8:8, 9.

Da den tredje engel blæste i sin trompet blev en tredjedel af vandene til malurt. (Åb. 8:10, 11) Ved bibelstudenternes stævne i Columbus i Ohio, fra den 20. til den 27. juli 1924, gav Guds folk begejstret sin tilslutning til en resolution der blev kaldt „Anklage“. Den afslørede de falske og gudvanærende læresætninger som kristenhedens frafaldne præsteskab førte frem, og den viste hvor dødsensfarlig den kurs er som præsterne sammen med deres politiske fæller har forledt folk i kristenheden til at følge. Præsteskabet har fået folk til at drikke noget der i religiøs henseende er bittert for dem, ligesom malurt, noget der betyder åndelig død for dem og til sidst vil betyde deres ødelæggelse. Stævneresolutionen blev optrykt i traktaten „Anklage“, hvoraf der blev trykt 13.545.000 eksemplarer i De forenede Stater. På andre sprog blev der i andre lande trykt mange millioner flere, så der efterhånden var uddelt over 50.000.000 eksemplarer. Anklagen blev desuden trykt i The Watch Tower. Men også dette var kun begyndelsen. Ved hjælp af radio, bøger, brochurer, blade og mundtlige vidnesbyrd er Jehovas vidner fortsat med at påpege at det som kristenhedens præster fortæller fra prædikestolene, ikke er livets vand, men fører til døden.

Så kom året 1925. Da den fjerde engel blæste i sin trompet blev en tredjedel af solen, månen og stjernerne ramt, og de blev formørket. (Åb. 8:12) Ved et stævne i Indianapolis, Indiana, fra den 24. til den 31. august 1925, vedtog Guds tjenere med glæde en resolution som havde titlen „Et Haabets Budskab“. Den indeholdt trøstende tanker, men viste også at folk i kristenheden var i mørke, selv om kristenheden hævder at den er verdens åndelige lys. Resolutionen blev offentliggjort i The Watch Tower og The Golden Age, og desuden blev den trykt i traktatform i mange millioner eksemplarer på forskellige sprog. På den måde blev folk underrettet om at kristenheden ikke havde den himmelske sandheds og nådes lys.

Et angreb af symbolske græshopper blev forkyndt da den femte engel blæste i sin trompet i foråret 1926. (Åb. 9:1-11) Den 25.-31. maj dette år holdt bibelstudenterne et internationalt stævne i London. Der vedtog de af hele deres hjerte en resolution som kaldtes „Et Vidnesbyrd til denne Verdens Herskere“. Resolutionen og det ledsagende offentlige foredrag „Hvorfor Verdensmagterne vakler — Hjælpemidlet“, som broder Rutherford holdt for en stor skare tilhørere i Royal Albert Hall søndag den 30. maj, afslørede at Folkeforbundet stammede fra Satan og påpegede at præsterne havde undladt at støtte Guds messianske rige. Noget lignende stod at læse i den nye bog Deliverance (Verdensbefrielsen), og i brochuren The Standard for the People (Et Banner for Folket). Mandag morgen udkom Londonbladet The Daily News med en helsides omtale af stævnet; der var et optryk af resolutionen, et sammendrag af søndagens offentlige foredrag, og en annonce for Rutherfords foredrag mandag aften. Spaltepladsen var blevet købt for et betydeligt beløb, og avisen blev spredt til offentligheden i mindst en million eksemplarer.

Resolutionen „Et Vidnesbyrd“ blev efterhånden uddelt i omkring 50.000.000 eksemplarer over hele jorden, i form af traktater på mange sprog. Afsløringen af menneskelige planer der var lagt i religionens navn og rettet mod Guds rige, virkede som stik fra en skorpions hale, og sådan virker det stadig.

Da den sjette engel blæste i sin trompet blev fire symbolske engle løst, og 200.000.000 symbolske heste for ud for at „dræbe en tredjedel af menneskene“. Disse heste skildrer de midler hvorved et forfærdende domsbudskab blev offentliggjort, især det trykte ord. Dette begyndte med en bemærkelsesværdig begivenhed som fandt sted i 1927 — bibelstudenternes internationale stævne i Toronto i Canada. (Åb. 9:13-19) Søndag den 24. juli var 15.000 til stede i Coliseum, hvor J. F. Rutherford oplæste en resolution henvendt „Til Folkene i Kristenheden“, som udgjorde omkring en tredjedel af menneskeheden. Heri opfordrede man retsindige til at forlade kristenheden så de ikke skulle blive udslettet sammen med den. Man tilskyndede folk til at give deres fulde hengivenhed og troskab til Jehova Gud og hans Konge og rige. Ved slutningen af foredraget „Frihed for Folkene“, hvori Rutherford belyste og begrundede resolutionen, lød der et tordnende „ja“ fra de forsamlede, idet de rejste sig og råbte deres tilslutning til resolutionen. Millioner af mennesker hørte programmet i radioen, for det blev udsendt over en international kæde som sammenkoblede 53 radiostationer, hvilket dengang var den hidtil største radiokæde. „Rutherford høres over gigantisk radiokæde,“ stod der i New York-bladet World mandag den 25. juli 1927. „Hidtil største sammenkobling spreder en tale der fordømmer organiseret præsteskab, ud til alle dele af jorden.“

Visse passager i denne opflammende resolution må have fået kristenhedens støtter til at føle det som om de blev pint i brændende hede! Resolutionen og det ledsagende offentlige foredrag blev trykt i brochuren Freedom for the Peoples (Frihed for Folkene). Millioner af eksemplarer blev afsat til folk, og brochuren blev også overrakt til de ledende i verden. På den måde begyndte millioner af symbolske heste at gå til angreb mod kristenheden, under ledelse af den salvede rest, ’de fire engle’. I årenes løb er der blevet fremstillet mange hundrede millioner af sådanne kristne publikationer, og tusinder af mennesker har reageret på tilskyndelserne deri og har forladt Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. — Åb. 9:13-19; 18:2, 4, 5.

Dramatiske begivenheder fandt sted da den syvende engel blæste i sin trompet. „Høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Messias’, og han skal herske som konge i evighedernes evigheder.’“ Herredømmet over menneskehedens verden tilkommer rettelig Gud, men fra år 607 f.v.t. tillod han at kongeværdigheden, udøvet gennem en salvet efterkommer af kong David, blev afbrudt i „syv tider“, eller 2520 år. Denne periode udløb omkring den 4./5. oktober 1914 e.v.t. Folk måtte have at vide at Jehova nu herskede som konge gennem det messianske rige, der nu var oprettet, at han snart ville „ødelægge dem der ødelægger jorden“ og at de der frygtede hans navn, sammen med ham skulle gøre jorden til et paradis. — Åb. 11:15-18.

Hvornår ville dette blive forkyndt over hele jorden ved den syvende engels trompetfanfare? Denne verdensomspændende forkyndelse begyndte i 1928, da bibelstudenterne samledes til stævne i Detroit i Michigan fra den 30. juli til den 6. august. Søndag den 5. august var særlig bemærkelsesværdig, for da hørte deltagerne oplæsningen af resolutionen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“, og J. F. Rutherfords ledsagende foredrag „En Hersker for Folket“. Denne resolution erklærede blandt andet at Satan ikke ville opgive sit onde herredømme over folkene og nationerne, og at Jehova derfor, med sin hærfører Jesus Kristus, vil kæmpe imod Djævelen og hans onde styrker, så Satan vil blive bundet og hans organisation fuldstændig omstyrtet. Resolutionen påpegede desuden at Gud gennem Kristus vil indføre retfærdighed på jorden, befri menneskeheden for ondskab og bringe evige velsignelser til alle jordens nationer. „Tiden er derfor nu inde til,“ sluttede resolutionen, „at alle, som elsker Retfærdighed, maa stille sig paa Jehovas Side og adlyde og tjene ham af et rent hjerte, saa at de kan modtage de grænseløse Velsignelser, som den almægtige Gud har i Beredskab for dem.“

Denne „Erklæring imod Satan og for Jehova“ og det ledsagende offentlige foredrag blev også omtalt i The Golden Age og The Watch Tower. Desuden blev resolutionen og foredraget udbredt på flere forskellige sprog i millioner af eksemplarer i form at brochuren The Peoples Friend (Folkets Ven). På denne måde blev et budskab til støtte for Guds rige ved Jesus Kristus og imod et verdensherredømme udøvet af Satan og hans redskaber, ’udbasuneret’ for mere end fire årtier siden. Men også lige siden da er det, både ved det trykte ord og i offentlige foredrag, blevet gjort kendt vidt og bredt, og i stadig større omfang, idet Jehovas tjenere til stadighed bringer budskabet om Guds rige ud til jordens folk.

En radiopioner løfter røsten

„Radioen fortæller verden at tusindårsriget er ved at komme,“ bekendtgjorde Philadelphia-bladet Record den 17. april 1922, og avisen fortsatte: „Dommer Rutherfords foredrag udsendt fra Metropolitan-operaen. Taler i radiosender. Budskabet overføres gennem flere kilometer af Bell-telefonselskabets tråde til Howletts radiostation.“ Således begyndte en avisreportage fra J. F. Rutherfords første radioforedrag, som han holdt søndag den 16. april 1922 i Metropolitan Opera House i Philadelphia. Og hvad var emnet? „Millioner af nulevende Mennesker skal aldrig dø.“ De der var til stede i salen, var kun en lille håndfuld i sammenligning med tallet på de tilhørere, anslået til cirka 50.000, i Pennsylvanien, New Jersey og Delaware, der hørte foredraget i primitive radioer i deres egne hjem.

Det var radiokommunikationens første tid. I De forenede Stater var det ikke før i 1920 at der blev foretaget regelmæssige kommercielle radioudsendelser, nemlig fra stationen KDKA i Pittsburgh og stationen WWJ i Detroit, Michigan. Man kunne købe fabriksfremstillede krystalapparater med høretelefoner, men ikke før i 1930rne blev der fremstillet radioer med indbygget højttaler og antenne.

I begyndelsen af 1920rne var antallet af tjenere for Jehova forholdsvis lille. I 1924 var det ugentlige gennemsnit af bibelstudenter der forkyndte i U.S.A. kun på 1064. Guds folk indså derfor hvor meget man kunne udrette ved at benytte radioen, og de anså den for at være et glimrende middel til at nå ud til massevis af mennesker med Rigets budskab.

I 1922 havde J. F. Rutherford og nogle få rådgivere udset sig en grund på omkring 10 hektar på Staten Island i New York, som Selskabet købte. Lloyd Burtch fører os med tilbage til denne interessante tid: „En lørdag eftermiddag tog Selskabets præsident, broder Rutherford, nogle af os med ud til Staten Island. Da han kom til den grund der var blevet købt, pegede han på et sted midt inde i skoven og sagde: ’Så, drenge, her begynder vi at grave. Vi skal bygge en radiostation på vores grund.’ Og om vi gravede! Hver eneste weekend den sommer var vi i gang.“ Hele vinteren og frem til sommeren 1923 foregik byggearbejdet, og mange af de unge mænd fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn hjalp til i weekenderne.

Ralph H. Leffler var i 1923 lærer i radioteori på en high school i Alliance, Ohio. En dag fik han et brev fra kontoret for Vagttårnsselskabets præsident. Der stod: „Da vi har erfaret at du underviser i radioteori . . . ville du da overveje at bruge al din tid i tjenesten for Herren på dette felt?“ Broder Leffler så dette som et klart udtryk for Jehovas ledelse og kunne ikke afslå tilbudet. I midten af oktober ankom han til Betel — og blev sat til at vaske op! „Havde jeg ikke fået nok af at vaske op da jeg var i hæren? tænkte jeg,“ skrev han senere. „Men så huskede jeg skriftstedet: ’HERREN eders Gud sætter eder på prøve for at se, om I elsker HERREN eders Gud af hele eders hjerte og hele eders sjæl.’ (5 Mos. 13:3) Ja, dette må være en prøve, sluttede jeg.“ Og en måned efter kom han i gang med radioarbejdet. „I byen fandt vi et sted hvor vi kunne skaffe en 500-watts radiosender, som vi købte til stationen,“ husker broder Leffler. Hurtigt installerede han senderen, og alt var klar til første udsendelse.

„Spændingen var stor,“ indrømmer broder Leffler. „Ville den første radioudsendelse lykkes? Ville nogen kunne høre os? Vi havde fået sendetilladelse fra myndighederne. Og vi havde fået tildelt kaldebogstaverne WBBR. Alt var nu klar til første udsendelse. Den fandt sted søndag den 24. februar 1924. Det blev min forret at slå kontakterne til da vi skulle foretage denne første udsendelse, og så gik vi i gang, idet vi håbede på det bedste.“

Det første program der blev udsendt over WBBR varede i to timer, fra 20.30 til 22.30. Der var klaversolo og sang, og programmets hovedafdeling var et foredrag holdt af Selskabets præsident, J. F. Rutherford, over emnet „Radio og guddommelig profeti“. Derefter blev der hver aften fra 20.30 til 22.30, og om søndagen fra 15.00 til 17.00, udsendt programmer med god musik og oplysende foredrag.

(Fortsættes)

[Illustration på side 15]

Trykkeriet, Concord Street nr. 18, i 1922