De sidste veer over fjenderne af fred med Gud
„Det andet ve er omme, se, det tredje ve kommer snart.“ — Åb. 11:14.
1. Hvad er videnskaben blevet tvunget til at erkende med hensyn til menneskets fred?
VIDENSKABEN er i vor tid lidt efter lidt blevet tvunget til at erkende det meget foruroligende forhold at mennesket hverken har fred med skaberværket eller med de kræfter som virker i dette skaberværk.
2. (a) Hvad har videnskabsmændene gjort „naturen“ til, og hvordan? (b) Hvordan er forholdet mellem mennesket og „naturen“?
2 Det betyder at mennesket i realiteten er i krig med det videnskabsmændene kalder „naturen“. Med „naturen“ mener de den materielle verden, specielt den der omgiver mennesket og eksisterer uafhængigt af mennesket, eller de mener alle de kræfter som tilsammen virker i universet. Videnskabsmændene har i lang tid gjort naturen til en guddom. De personificerer den idet de omtaler den som et hunkønsvæsen og kalder den for „moder natur“. De gør en gudinde af naturen når de lærer at det er den der har frembragt mennesket og dets omgivelser. Den formodes at have tilvejebragt alt og at være kraften bag de love der styrer mennesket. Set under videnskabsmændenes synsvinkel har mennesket ikke fred med denne guddom. Tværtimod ser det ud til at være i krig med den.
3. (a) Hvilken gammel hedensk skik minder dette om? (b) Hvilke spørgsmål rejser dette med hensyn til „naturen“, og hvad er det bibelske svar?
3 Dette er ikke langt fra den måde hvorpå oldtidens hedenske folk dyrkede naturkræfterne som guder og gudinder og endog gjorde solen, månen, stjernerne og jorden til guddomme. Når videnskabsmænd i vor tid gør „naturen“ til en guddom, får det tænkende mennesker til at spørge: „Har Naturen altid eksisteret?“ og: „Har Naturen skabt sig selv?“ Dette er selvfølgelig ganske absurd. Den orden og harmoni der råder overalt i den såkaldte „natur“, den planmæssighed hvormed alt fungerer, taler for, ja kræver en fornuftbegavet Skaber som kan se, en som har udformet og som styrer hele skaberværket. Denne Skaber er Gud. Begyndende med alle tings begyndelse bærer Bibelens indledende ord præg af dens forfatters sans for orden idet der siges: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ — 1 Mos. 1:1.
4. Hvem har mennesket derfor ikke fred med?
4 Det følger fornuftigvis heraf at da det moderne menneske ikke har fred med „naturen“, har det heller ikke fred med Gud, som er „naturens“ Skaber. Dette er en alvorlig sag.
5. (a) Hvilket forhold må der herske mellem mennesket og dets Skaber eftersom mennesket er i færd med at ødelægge Skaberens værk, menneskets omgivelser, og det moralske klima det lever i? (b) I hvilken anden henseende har mennesket heller ikke fred med Gud fordi det har vendt sig til den moderne „videnskab“?
5 Hvordan kan mennesket have fred med dets Skaber når det er i færd med at ødelægge Skaberens værk, menneskets naturlige omgivelser, den jord hvorpå det lever, og dermed fremskynder dets egen ødelæggelse? Samtidig er det i færd med at ødelægge det moralske klima som menneskeslægten rettelig bør leve i, og høster nu en større og større afgrøde af lovløshed og løsagtighed. Der er ikke noget at sige til at mennesket vender sig fra falske religiøse læresætninger, men samtidig begår det den fejl at vende sig til en moderne form for lære og tænkning som med urette går under navnet „videnskab“, der skulle beskæftige sig med sand viden. (1 Tim. 6:20, 21) Mennesket undergraver således sin forståelse af sandheden og mister dermed også forståelsen af sandhedens bog, Bibelen. Det kommer til at stå i et modsætningsforhold til Jesus Kristus, for denne søn af Gud sagde om Guds ord: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Også i disse henseender, og altså ikke kun i forbindelse med dets naturlige omgivelser, finder mennesket at det ikke har fred med Gud, for den levende og sande Gud er tilhænger af sandhed eller trofasthed og en god moral. — Sl. 31:5, NW (vers 6 i dansk bibel); 117:2, NW.
6. Hvad er Guds ønske med hensyn til den gudfremmede menneskehed, og hvad har han gjort med henblik herpå?
6 Tydeligt nok beror menneskenes evige frelse på at de atter opnår fred med Gud. Dette er netop hvad menneskenes Skaber ønsker, for han ved at hvis de fortsat ligger i strid med ham, vil det til sidst betyde udslettelse for dem. Da han ved at menneskene har brug for at blive forsonet eller forligt med ham gennem hans mellemmand, Jesus Kristus, har han udsendt trofaste disciple af Kristus som skal appellere til den gudfremmede menneskehed og sige: „Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.
7. Hvem er i dag mærkeligt nok de bitreste fjender af at mennesket opnår fred med Gud, og hvem ligner de på apostlenes tid?
7 Men ligesom der for nitten hundrede år siden, i Jesu Kristi tolv apostles dage, var nogle som var modstandere af at mennesket opnåede fred med Gud gennem Kristus, således findes der også sådanne mennesker i dag; og hvor mærkeligt det end lyder, er de mest hårdnakkede modstandere af fred med Gud i dag nogle som påstår at de er Jesu Kristi disciple eller kristne men som er hyklere, og især deres præster, både de katolske, ortodokse og protestantiske, der fører an som fjender af fred med Gud på det rette grundlag. På Kristi apostles tid var det Guds eget folk der var de bitreste fjender af fred med Gud, skønt de stadig hævdede at være hans udvalgte folk.
8. (a) Hvor stor en del udgør kristenheden rundt regnet af hele verdens befolkning? (b) Hvilke spørgsmål har rejst sig med hensyn til kristenheden og Jehovas vidner, og hvordan eller efter hvilken målestok kan spørgsmålene afgøres?
8 Kristenheden er den religiøse gruppe der tæller de fleste mennesker på jorden i dag. Rundt regnet omfatter den en tredjedel af verdens befolkning, idet denne ansættes til 3.420.000.000 og de 977.383.000 bekender sig som kristne. Da Jehovas kristne vidner tager klart afstand fra kristenheden, har kristenhedens præster stemplet dem som ikke-kristne. Det ærgrer dem at den lille minoritet som Jehovas vidner er, hovedsagelig kommer fra kristenhedens religiøse samfund og ikke fra de hedenske religioner. Derfor har striden i årtier stået om: Hvem er de sande kristne som er ordineret af Gud? Hvem forkynder Guds sande rige? Jehovas vidner eller de mange religiøse samfund i kristenheden? Efter hvilken målestok kan spørgsmålet afgøres? Det kan afgøres efter den målestok som Jesus Kristus selv gav da han advarede mod falske og hykleriske kristne og sagde: „Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ — Matt. 7:20.
9. Hvilket forudsagt arbejde som nu udføres af Jehovas vidner har især vakt modvilje, og hvem har især haft meget imod det, og hvorfor?
9 Jehovas vidner har lagt stor vægt på Jesu profeti om tegnet på denne tingenes ordnings ende, nemlig den profeti hvori han siger: „Dette evangelium [denne gode nyhed, NW] om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14) De har taget alle moderne hjælpemidler i brug for at sprede budskabet om Riget i hele verden, på tryk og i tale, og herunder har de også gjort brug af højttalere. Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige omfatter også forkyndelsen af „hævnens dag fra vor Gud“, den hævn hvormed enden kommer for alle fjender af den gode nyhed. (Es. 61:1, 2) Stik imod hvad man kunne forvente af mennesker der bekender sig som kristne, har denne forkyndelse af Guds rige vakt megen modstand i kristenheden og altså ikke blot hos de radikale elementer der sætter deres lid til gudløse materialistiske regeringer som de socialistiske og kommunistiske. Nej, både for de såkaldte kristne og for de radikale elementer har forkyndelsen af Guds hævn været ødelæggende og pinefuld som virkningen af vældige basunstød fra himmelen, det billede der bruges i Åbenbaringens bog, kapitlerne otte til og med elleve.
Ødelæggende virkninger
10, 11. Hvad kan de virkninger der fremkaldtes af de begivenheder der indtraf efter at den første engel havde ladet sin basun lyde, sammenlignes med?
10 Hvad skulle man tro der skete hvis en tredjedel af jordens overflade, en tredjedel af træerne og en tredjedel af alt grønt græs blev brændt af? Man ville forvente at det i høj grad ville forstyrre balancen i menneskets naturlige omgivelser. Det synes at være det der skete da den første af Guds syv basunblæsende engle havde ladet sin basun lyde, ja, at dømme efter reaktionen i kristenheden, der udgør omkring en tredjedel af jordens befolkning. Det som Jehovas vidner begyndte at forkynde ved det talte ord og gennem de publikationer som blev udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society efter den første verdenskrig, var som „hagl og ild, blandet med blod“ der blev kastet ned over jorden. — Åb. 8:2, 6, 7.
11 For „træer“ og „græs“, det vil sige for høj og lav, var det budskab som blev forkyndt, brændende og fortærende, hårdt slående og dødbringende.
12. Hvordan kan virkningerne af det budskab der forkyndtes siges at være (a) som hagl, (b) som ild, og (c) som blod?
12 Budskabet indeholdt rigtigt nok de himmelske sandheder fra Guds skrevne ord, men disse sandheder var ikke som vederkvægende regndråber. Tværtimod var disse bibelske sandheder, som blev magtfuldt og skånselsløst fremholdt, hårde og kolde som hagl der slog ned både på præsteskab og lægfolk. De brændte som ild og fortærede den hykleriske kristendom som præsteskabet, lignet ved træerne, og lægfolket, lignet ved græsset, bar til skue. De brændte dem op som kristne, så at sige, og viste dermed at kristenheden ikke var kristen, hverken i lære eller gerning. Den første verdenskrig havde fået kristenhedens hykleri til at træde skarpt frem. Den blodige krig bragte bogstavelig død over mange; og efter krigen var Jehovas kristne vidners forkyndelse dødbringende på den måde at den gjorde opmærksom på at kristenheden var dømt til døden og at de der forblev i den indtil dommen blev eksekveret, ville dø sammen med den. End ikke nu, før dommens eksekvering, er der noget åndeligt liv at opnå i kristenheden. (Åb. 8:7) Som et yderligere vidnesbyrd om kristenhedens mangel på sand kristendom slog den igen ved at forfølge forkynderne af Guds rige.
Radikalisme under Guds dom
13, 14. (a) Hvem siges for en stor del at være skyld i kommunismens fremkomst og udbredelse? (b) Hvilket billede fulgte efter at den anden engel havde blæst i sin basun?
13 Selv ifølge visse præsters åbenhjertige udtalelser skyldes den gudløse kommunismes fremkomst for en stor del kristenhedens religiøse hykleri og dens favoriseren af de rige og de politisk mægtige på bekostning af de fattige og undertrykte. Den omstændighed at kristenheden svigtede med hensyn til at leve op til Jesu Kristi eksempel, efterlod et tomrum som den materialistiske kommunisme prøvede at udfylde, både med overtalelsesmidler og med voldelig undertrykkelse. Med den internationale kommunismes fremkomst og udbredelse blev således et stort, brændende politisk stridsspørgsmål kastet ud iblandt de urolige og rastløse folkemasser som håbede på noget bedre.
14 Med hvilke følelser ville vi se en film der viste en brændende jordklump ligesom et stort bjerg blive kastet i havet, hvorefter en tredjedel af havet blev til blod, en tredjedel af de levende skabninger i havet blev dræbt, og en tredjedel af skibene forulykkede? Vi ville sige at det var grufuldt. Sådan var imidlertid billedet der oprulledes efter at den anden af Guds syv basunblæsende engle havde ladet sin basun lyde. Forstår vi hvad dette billede betyder? — Åb. 8:8, 9.
15. Hvordan blev den radikale kommunisme kastet i det symbolske „hav“, hvad påstod den at den var og hvilke løfter gav den?
15 Fra en ringe begyndelse i det tidligere zaristiske Rusland har den internationale kommunisme bredt sig til andre lande og aggressivt bemægtiget sig dem så den nu omfatter en tredjedel af jordens befolkning. Som et stort og truende bjerg — i Bibelen brugt som et symbol på en regering — blev den radikale kommunisme som en ønskværdig styreform for menneskeheden pludselig kastet ud i den oprørte menneskeheds hav henimod slutningen af den første verdenskrig, nemlig i november 1917. Den hævdede at være de undertrykte folkemassers befrier og lovede at skænke dem flere materielle goder samt social ligestilling, uden noget politisk og religiøst despoti. Den behøvede ikke nogen Messias til at indføre et paradis på jorden for folkene.
16. (a) Hvilket standpunkt tog Jehovas vidner med det samme til kommunismen? (b) Hvordan kan man sige at kommunismen har medført skibbrud og at „havet blev til blod“?
16 Jehovas vidner har ikke ventet til året 1970 for at lade historien komme først med at vise hvad den internationale kommunisme ville skænke menneskehedens hav, som var oprørt og uroligt fordi det ikke ejede Guds fred og ikke havde fred med ham. (Es. 57:20, 21) Nej, som ambassadører for Guds Messias eller Kristus løftede de straks deres røst som talsmænd for Guds symbolske bjerg, hans messianske rige. Som den diametrale modsætning hertil var den gudløse kommunisme som et udbrændt bjerg, et bjerg som var ved at gå til grunde i sine egne flammer. Dens virkning på det brusende menneskehav ville ikke være livgivende. Kommunismen ville føre til død, symboliseret ved udgydt blod. Den medførte åndelig død for sine tilhængere, samt for mange menneskers vedkommende en for tidlig, voldsom død. Den har hos sine tilhængere udslettet ethvert håb om en opstandelse fra de døde og om at opnå evigt liv i et jordisk paradis under Guds rige. Den medfører døden for dem der ved Harmagedon vil være tilsluttet den internationale kommunisme, for de er dømt til død og ødelæggelse. I overensstemmelse med hvad den gudløse kommunisme har skænket folkene, må hver levende skabning i det blodige kommunistiske element dø; enhver organisation, lignet ved et skib, må lide skibbrud.
Bittert vand fra religiøse stjerner
17. På hvilken måde så Johannes at ferskvandet blev til malurt efter at den tredje engel havde blæst i sin basun?
17 At havvand bliver til blod er ét, og at ferskvand bliver bittert er noget andet; det er forskellige faktorer der er årsag til disse fænomener. Skulle man imidlertid tro at en „stjerne“ kunne gøre fersk vand bittert? En stjerne kunne gøre det hvis den svarede til navnet Malurt, en bitter plante, hvoraf der vokser flere arter i det mellemste østen. Apostelen Johannes så dette ske i et tableauagtigt syn efter at den tredje af Guds basunblæsende engle havde blæst i sin basun. Johannes så en stjerne, „brændende som en fakkel“, falde fra himmelen og ned i en tredjedel af floderne og kildevældene, hvorved en tredjedel af ferskvandet blev bittert som malurt og „mange af menneskene døde“ af at drikke det. (Åb. 8:10, 11) En sådan stjerne ved navn Malurt faldt fra sin høje position, hvorfra den kunne tjene som en vejleder for menneskene og føre dem til livets vederkvægende vand.
18. Hvad skildrer den brændende faldne „stjerne“, og hvorfor er dette et udmærket billede?
18 Billedligt talt skulle en „stjerne“ kaste et himmelsk lys over menneskene, ligesom de syv billedlige stjerner som Johannes så den herliggjorte Jesus Kristus holde i sin højre hånd og som symboliserede tilsynsmændene i de kristne menigheder. (Åb. 1:16, 20; 3:1) Da det er en falden „stjerne“ og den har en katastrofal virkning på drikkevandet for henved en tredjedel af menneskene, er denne „stjerne“ ved navn Malurt et billede på præsteskabet i kristenheden, der omfatter „mange af menneskene“, omkring en tredjedel af jordens befolkning. Disse gejstlige gør krav på at være kristne præster der er ordineret af Gud, men er i realiteten frafaldne religiøse ledere som er frembragt af frafaldne religiøse systemer. Deres fald fra deres kristne muligheders høje stade medfører deres egen ødelæggelse, som en stjerne ’der brænder som en fakkel’ men fortæres af sin egen flamme. Som en stjerne på himmelen skulle dette præsteskab have kastet et himmelsk, åndeligt lys ned over folk i kristenheden og ledet dem til de kristne sandheders vederkvægende vand, som man finder i Bibelen, og vist dem hvordan man lever i harmoni med disse bibelske sandheder.
19. Hvordan har denne „stjerne“ ved navn Malurt billedligt talt gjort det ferske vand bittert, med skæbnesvangre følger for mange?
19 I dag, i 1970, ser vi klarere end nogen sinde hvordan kristenhedens præster er kommet ynkeligt til kort med hensyn til deres påståede kristne opgave. De har lært deres sognebørn religiøse læresætninger der har været bitre for deres åndelige smagssans, idet de har blandet Guds ord med hedenske dogmer eller sat uinspirerede mænds overleveringer over Bibelen. De har forledt kristenheden til at gøre fælles sag med denne onde verden, hvorved de har gjort deres sognebørn til fjender af Gud og bragt dem åndelig død nu, en tilstand som vil føre til en bogstavelig, fysisk død på den kommende „hævnens dag fra vor Gud“. Det har været en bitter og giftig drik præsterne indtil nu har givet deres sognebørn at drikke, men den bitreste dosis fra gejstlighedens hånd vil dog blive rakt dem i Harmagedon. Deres tilintetgørelse venter dem for Guds hånd fordi de har nedsvælget og fulgt den lære og vejledning de har modtaget af denne faldne „stjerne“ ved navn Malurt! — Jak. 4:4; Es. 61:1, 2; Åb. 16:14, 16.
Mørke hvor der burde have været lys
20. Hvad så Johannes ske efter at den fjerde engel havde blæst i sin basun?
20 Kan vi forestille os at dagen mistede en tredjedel af sit lys, og derefter at natten mistede en tredjedel af sit lys fra månen og de utallige stjerner? Det var et sådant fænomen apostelen Johannes dernæst så. Han skriver: „Og den fjerde engel blæste i sin basun; da blev en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt, så en tredjedel af dem blev formørket. Dagen mistede en tredjedel af sit lys, og natten ligeså.“ — Åb. 8:12.
21. På hvilket tidspunkt i menneskehedens historie er opfyldelsen af disse begivenheder indtruffet, og hvilken tredjedel af menneskeheden er blevet berørt af dem?
21 Opfyldelsen af dette profetiske tableau er indtruffet i en tid i menneskehedens historie som det moderne menneske kalder oplyst. Oven i dette praleri påstår kristenheden at den er den mest oplyste del af verden, og den anslår selv at en tredjedel af hele verdens befolkning nu omfattes af dens program for en verdensomvendelse. Ja, oplyst er den rigtignok i videnskabelig henseende, men hvordan ser det ud på det religiøse område?
22. Hvor eksisterer dette mørke, og hvad skulle man have forventet, ifølge det man gør krav på at være?
22 I den del af verden som religiøst set skulle være mest oplyst, hersker der det største religiøse mørke. Denne del er kristenheden! Efter kristenhedens bedømmelse af den religiøse situation har den hedenske verden, som den kalder den, famlet i den falske gudsdyrkelses mørke, mens kristenheden selv har kunnet sole sig i lyset fra Guds sandhed og Guds gunst. Hvis den havde levet op til sin påstand om at være den sande kristendoms domæne, ville dette også have været tilfældet. I århundreder har den ene lysets bog, Bibelen, været udbredt inden for dens område; den findes nu i et antal af to milliarder eksemplarer på mere end tretten hundrede sprog. Dens præster er blevet ordineret til at forkynde Bibelens ord og er blevet betalt for og har fået tildelt tiden til at undervise i Bibelen som heltidsforkyndere på livstid. Dette burde have gjort kristenheden til den i bibelkundskab mest oplyste del af verden og den der fremfor nogen andre fortjente Guds gunsts og velsignelses lys. Apostelen Johannes gav dog et andet billede af situationen!
23. (a) Hvad har Jehovas vidner længe påpeget vedrørende situationen i kristenheden med hensyn til det sande lys? (b) Hvordan har de besvaret spørgsmålet om kristenheden og kristendommen?
23 I overensstemmelse med åbenbaringen til Johannes har Jehovas kristne vidner i dag længe påpeget at den religiøse situation er en anden i kristenheden. Det vil ikke sige at den „hedenske“ verden ikke befinder sig i et tæt religiøst mørke, men man skulle have forventet det modsatte af kristenheden i betragtning af dens påstande. Ved dag og ved nat skulle den havde glædet sig over lyset fra Guds sandhed og Guds gunst. Men nu forholder det sig som Jesus Kristus sagde: „Hvis nu det lys, der er i dig, er mørke, hvor stort bliver så ikke mørket!“ (Matt. 6:23) Kristenhedens egen indbildte religiøse oplysning er i virkeligheden religiøst mørke. Den har bedraget sig selv. Jehovas kristne vidner har med rette stillet det udfordrende spørgsmål: „Kristenheden eller kristendommen — hvilken af dem er ’verdens lys’?“ På dette spørgsmål har de åbent svaret: Ikke kristenheden, men kristendommen! Kristenheden har ikke svaret til sit navn. Den omstændighed at den ikke ejer sandheden fra Bibelen, er et vidnesbyrd om at den ikke har Guds gunsts og velsignelses lys. Hans lys er blevet afskåret fra den, både ved dag og ved nat. Fremtiden tegner sig lige så mørk for den som for den øvrige verden.
Flere veer
24, 25. (a) Under hvis ledelse har Jehovas vidner uden tvivl handlet, og hvordan er kristenheden blevet berørt af det arbejde disse vidner har udført i forbindelse med de fire basuner? (b) Hvad så og hørte Johannes dernæst?
24 Eftersom de førnævnte profetiske syner fulgte efter at de fire første engle havde blæst i deres basuner, er det også rimeligt at tro at de mennesker som Gud har brugt til at påpege opfyldelsen af disse syner over for jordens beboere, har stået under engles ledelse. (Hebr. 1:14; Matt. 24:31) For menneskene, især for dem i kristenheden, havde det allerede været pinefuldt nok at Jehovas kristne vidner — som med gjaldende basuner — gjorde dem opmærksom på den nutidige opfyldelse af disse fire profetiske tableauer. Men det ville ikke nytte noget om man i kristenheden råbte: „Det er nok!“ Der var endnu tre profetiske tableauer som menneskene skulle komme til at se, ja, som de skulle komme til at føle. Opfyldelsen af disse sidste tableauer ville specielt være som veer, veer for menneskene på jorden. Afbrydelsen efter at den fjerde basun havde lydt gav rum for at en advarsel om dette specielle ve kunne blive forkyndt vidt og bredt med fremsynethed, som med en ørns skarpe blik. Før den femte basun lød, fortæller apostelen Johannes:
25 „Og i synet hørte jeg en ørn flyve midt oppe under himmelen og skrige med høj røst: ’Ve, ve, ve dem, der bor på jorden, når de øvrige basunstød kommer fra de tre engle, som endnu skal blæse i deres basuner!’“ — Åb. 8:13.
26. Hvorfra kommer de næste veer, og hvem har intet at frygte af dem?
26 Disse veer er ikke bestemt for englene, men for menneskene, „dem, der bor på jorden“. Veerne kommer fra Gud, som giver sine engle besked om og myndighed til at blæse i basunerne som skal påkalde folks opmærksomhed. De der har fred med Gud har intet at frygte af disse veer; det har kun de der er fjender af fred med Gud.
Den pinefulde græshoppeplage
27. Hvad gik kristenhedens ønsker og bestræbelser ud på med hensyn til vidnerne for Guds rige under den første verdenskrig, og i hvor vid udstrækning lykkedes det dem at få deres ønske opfyldt?
27 Allerede under den første verdenskrig (1914-1918) havde kristenhedens præster, sammen med deres politiske og militære allierede, besluttet at de nu havde haft tilstrækkeligt besvær i religiøs henseende med de kristne vidner for Jehova Gud og hans rige ved Kristus. De benyttede tilstandene under krigen og krigstidens love til at standse den offentlige virksomhed som disse vidner udøvede. De brød sig ikke om at blive gjort bekendt med at „hedningernes tider“ var udløbet i 1914 og at vidnerne havde fået verdensbegivenhedernes bekræftelse på at det de igennem årtier havde forkyndt, var gået i opfyldelse, nemlig at Guds rige ved Kristus i dette år ville overtage det fulde herredømme i himmelen og få myndighed til at fordrive hedningenationerne fra jorden. Præsteskabets råb lød: „Slå vidnerne ihjel!“ Det vil sige: Få disse internationale bibelstudenter til at holde op med offentligt at vidne om Guds rige og hans Messias eller Kristus. Med de politiske og militære myndigheders hjælp lykkedes det dem teknisk set at ’slå vidnerne ihjel’ i midten af 1918, kun få måneder før den første verdenskrig endte.
28. Hvordan berørte dette vidnernes virksomhed og organisation, og hvor befandt de sig billedligt talt?
28 Således blev der sat en stopper for den udstrakte offentlige forkyndelse. De der gik foran i vidnearbejdet blev sat bag lås og slå og idømt lange fængselsstraffe, hvorved der tilføjedes organisationen et alvorligt slag og den begrænsedes stærkt i sit arbejde. Vidnerne befandt sig som i „afgrunden“. Anbragt på dette dybe sted, billedligt talt, var det som om de var ude af syne og døde, døde i den forstand at de ikke længere var modige, organiserede og veludrustede vidner for Guds oprettede messianske rige. Men det skulle ikke vare længe. Hvem befriede dem?
29. Hvem er den symbolske „stjerne“ som Johannes så efter det femte basunstød, ifølge dens navn og opgave?
29 Med et højt basunstød forkyndte den femte engel at vidnerne i afgrunden skulle løses og deres arbejde fortsættes. Skulle dette blive et „ve“ for „dem, der bor på jorden“? Med profetisk klarsyn så Johannes til for at se hvad der ville ske. Se! En „stjerne“ var faldet ned på jorden — altså ikke i havet eller i kildevældene — men dens fald fører ikke til ulykke. Denne „stjerne“ kommer tværtimod som en befrier, en der sætter andre i frihed, for „nøglen til afgrundens brønd blev givet den“. Den er også konge, for den er „afgrundens engel“ og konge over dem som den løser fra afgrunden. I overensstemmelse hermed bærer de der bliver løst, noget der for Johannes var „ligesom kranse, der så ud som guld“. Denne symbolske „stjerne“ bærer også et navn til lejligheden. Dens navn på græsk er Apollýon, der betyder „ødelægger“. På hebraisk hedder den Abaddôn, der betyder „ødelæggelse“. Alt det der fortælles om denne symbolske „stjerne“ viser at det er den herliggjorte Jesus Kristus. Da han var menneske på jorden for nitten hundrede år siden og døde som martyr for Guds rige, gik han ned i afgrunden. På den tredje dag udfriede Gud ham og gav ham plads ved sin højre hånd.
30. Hvilken nøgle har denne symbolske „stjerne“ fået overdraget, og hvem blev sat i frihed og hvornår?
30 Denne opstandne og herliggjorte Jesus Kristus har Gud givet „dødens og Dødsrigets nøgler“ for at han kan optræde som befrier med dem. Efter at være blevet kronet til konge i himmelen ved udløbet af „hedningernes tider“ i 1914 kommer han nu for at udfri nogle der holdes fangne som i en afgrund. Hvem er det? Det er den rest af hans disciple på jorden der er kaldet til at være konger med ham i himmelen. (Åb. 1:6, 17, 18; 20:4-6) I 1919 brugte han „nøglen til afgrundens brønd“, åbnede for den og førte sin angrende og trofaste rest af medarvinger til Riget ud.
31. Hvordan skildrer Johannes denne befriede rest?
31 Men hvordan er det de ser ud i Johannes’ profetiske syn? Idet de kommer frem af en stor røgsky der stiger op af afgrunden og formørker både solen og luften, ser de ud som en mærkelig græshoppeart. Johannes siger: „Og græshopperne lignede i deres ydre heste, som er udrustede til krig; på deres hoveder var der noget ligesom kranse, der så ud som guld, og deres ansigter var ligesom menneskeansigter, og de havde hår ligesom kvindehår, og deres tænder var ligesom løvers, og deres bryst var ligesom dækket af jernbrynjer; og lyden af deres vinger var ligesom lyd af stridsvogne med mange heste, der farer ud til kamp. Og de havde hale og brod ligesom skorpioner, og i deres haler lå deres magt til at skade menneskene i fem måneder. De har afgrundens engel til konge over sig.“ — Åb. 9:1-11.
32. Hvad er de symbolske græshopper ude efter, hvis ikke det er vegetationen, og hvordan adskiller de sig fra dem de går til angreb på?
32 Under anførsel af deres himmelske konge, Jesus Kristus, sværmede resten af de salvede vidner for Jehova i 1919 frem fra deres afgrundslignende tilstand, fyldt med en brændende nidkærhed som kom de fra en ildovn. Disse symbolske græshopper forsøgte ikke at opæde al vegetationen på jorden; deres mål var mennesker. Hvilke mennesker? „Kun de mennesker, som ikke havde Guds segl på deres pander.“ Men de fik ikke nogen bemyndigelse til at dræbe disse mennesker; de skulle kun pine dem i fem måneder, hvilket er levetiden for græshopper, der har én sommer at virke i. Disse symbolske græshopper var i virkeligheden dem der havde „Guds segl på deres pander“, for de udgjorde resten af de åndelige israelitter — hvoraf der i alt er 144.000 — som Johannes så blive beseglet ifølge Åbenbaringen 7:1-8. Ligesom kvinder underordner sig deres mænd og deres lange hår er et symbol herpå, således underordner og underlægger disse symbolske græshopper sig deres konge, Jesus Kristus, deres kommende brudgom.
33. Hvem er „de mennesker“ som ikke havde Guds segl, et billede på i dag?
33 Hvem er da „de mennesker, som ikke havde Guds segl på deres pander“? Indbefatter det alle som er ubeseglede, også den ’store skare’ som Johannes så i Guds tempel, som beskrevet i Åbenbaringen 7:9-17? Nej! Det er kun dem som man ville forvente havde „Guds segl på deres pander“ ifølge deres religiøse stilling i kristenheden. De der især gør krav på at være åndelige israelitter og at have indgået en ny pagt med Gud gennem Kristus, er kristenhedens præsteskab samt de professionelle politikere, kommercielle profitmagere og fremtrædende militærpersoner der står som medlemmer af kirkerne og som præsteskabet viser den største ære og det største hensyn. Ved deres adfærd viser disse mennesker at de ikke bærer frugterne af Guds ånd, den ånd hvormed seglet der identificerer et menneske som Guds ejendom billedligt talt sættes på panden, hvor alle kan se det. — Gal. 5:19-23; 2 Kor. 1:22.
34. (a) Især i hvilken henseende pines disse ubeseglede af de symbolske græshopper? (b) Hvor længe må de udholde pinen?
34 Det er dem de symbolske græshopper piner, idet de stikker dem med domsbudskabet fra Guds inspirerede ord. Det er meget smertefuldt, som om de blev stukket med skorpionens giftige brod. Dette domsbudskab drejer sig især om den internationale organisation til verdensfred og sikkerhed, som præsteskabet har kaldt „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“, men som de symbolske græshopper med pinefuld virkning forkynder blot er en menneskegjort erstatning for Guds messianske rige og derfor dømt til at slå fejl og til at blive tilintetgjort af Guds sande rige. Disse ubeseglede i kristenheden vil gerne slippe for den religiøse pine de udsættes for af de symbolske græshopper. De vil hellere dø end lide længere. Men „græshopperne“ har ikke fået bemyndigelse til at „dræbe“ disse ubeseglede mennesker, og de forbliver derfor i live. Også de symbolske græshopper bliver ved med at leve og at opretholde pinen, for de har fået bemyndigelse til at gøre det i „fem måneder“, og da dette er den bogstavelige levetid for en græshoppe er det et symbol på de symbolske græshoppers fulde levetid indtil Harmagedonslaget.
35. Var dét som ørnen havde kaldt denne græshoppeplage, overdrevet?
35 Det var derfor ikke nogen overdrivelse da „ørnen“ som fløj midt oppe under himmelen, forkyndte at dette ville betyde et „ve“ for dem der blev direkte berørt af denne græshoppeplage. Hvad vil nu det andet „ve“ medføre?
„Det andet ve“
36. På hvilken måde kan det næste ve i rækken siges at være et „andet ve“?
36 Det „andet ve“ begynder ikke nødvendigvis først når det første ve er forbi. I realiteten er det endnu et ve, et yderligere ve der løber samtidig med det første ve. Det er med til at gøre det første ve endnu mere pinefuldt, og det over et større område.
37. Hvilken befrielse går umiddelbart forud for det „andet ve“, som forkyndes af den sjette engel, og hvem er befrielsen til gavn for?
37 Det „andet ve“ forkyndes højt af den sjette engel som blæser i sin basun. Dette „ve“ følger også efter en befrielse, denne gang en udfrielse fra Babylon den Store, den falske babyloniske religions verdensimperium. Dette store Babylon skildredes forbilledligt ved det babyloniske verdensrige ved Eufratfloden. Til dette gamle Babylon blev israelitterne ført som fanger i det syvende århundrede før vor tidsregning. Svarende hertil blev de åndelige israelitters salvede rest ført i fangenskab i det store Babylon under den første verdenskrig. Som svar på oprigtige bønner der som røgelse steg op til Jehova Gud løslod han israelitterne fra fangenskabet i det gamle Babylon efter byens fald. På samme måde besvarede Gud den salvede rests bønner og løslod den fra det nutidige store Babylon i 1919, det første år efter krigen. Apostelen Johannes så dette i sit syn og beskrev det således:
38. Hvordan skildres denne befrielse i Johannes’ syn?
38 „Og den sjette engel blæste i sin basun; da hørte jeg en røst fra de fire horn på guldalteret, som stod for Guds åsyn, sige til den sjette engel med basunen: ’Løs de fire engle, som holdes bundne ved den store flod Eufrat.’ Og de fire engle blev løst, de, som holdtes rede til den time og dag og måned og år for at dræbe en tredjedel af menneskene.“ — Åb. 9:13-15.
39. (a) Hvem svarer de „fire engle“ til, og hvorfor er betegnelsen „engel“ passende? (b) Hvornår er de rede til at tjene, og hvad er deres opgave?
39 De salvede kristne vidners rest der blev løst fra det babyloniske fangenskab i 1919 svarer til de „fire engle“, idet ordet „engel“ bogstaveligt betyder „sendebud“ og ikke i alle tilfælde bruges om himmelske åndeskabninger. Sendebud, ja, det var hvad de befriede skulle være, Guds sendebud som skulle bringe det særlige budskab ud som skulle forkyndes efter udløbet af hedningernes tider og efter kristenhedens urette adfærd under den første verdenskrig. Glade over at have fået deres frihed til endnu en gang at tjene som Guds sendebud, var de der tilhørte den salvede rest indstillet på at tjene på Guds befaling og gøre det i en hvilken som helst „time og dag og måned og år“ som han havde fastsat. De var indstillet på at være parate til enhver tid og til en hvilken som helst gren af tjenesten for Riget. Men hvad var den opgave de skulle være „rede til“ som de fire løste „engle“ eller sendebud? Opgaven gik ud på at de skulle „dræbe en tredjedel af menneskene“. Men hvilke redskaber skulle de benytte?
40, 41. (a) Ville dette arbejde være et „ve“, og hvad skifter scenen til i det næste billede? (b) Hvordan skildrer Johannes rytterskarerne?
40 At dræbe „en tredjedel af menneskene“ ville sandelig være et „ve“, og for at vise hvordan dette skulle komme over kristenheden, skifter scenen øjeblikkelig fra Eufratfloden til skuepladsen for et vældigt kavaleriangreb. Johannes beskriver angrebet således:
41 „Og tallet på rytterskarerne var to gange titusinde gange titusinde; jeg hørte tallet på dem. Og i mit syn så jeg hestene og rytterne således: de havde ildrøde og sorteblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var ligesom løvehoveder, og ud af munden på dem stod ild og røg og svovl. Ved disse tre plager: ilden og røgen og svovlet, som stod ud af munden på dem, blev en tredjedel af menneskene dræbt. Thi hestenes magt lå i deres munde og i deres haler; deres haler lignede nemlig slanger, fordi de havde hoveder, og med dem gjorde de skade.“ — Åb. 9:16-19.
42. Hvilken beskrivelse ofres der mest på, og hvad er „hestene“ et symbol på?
42 Der siges intet om rytterne ud over at de foran havde brynjer på som ledte tanken hen på ild, røg og svovl, der kan forårsage en brændende ødelæggelse. Det er hestene der ofres den største opmærksomhed, og det er også hestene der dræber med de plager der udgår fra deres munde og med deres slangelignende haler. De „to gange titusinde gange titusinde“ eller 200.000.000 „heste“ er derfor de redskaber hvormed de fire løste „engle“ dræber „en tredjedel af menneskene“, dem der bekender sig som medlemmer af kristenhedens kirker. Da der sidder ryttere på hestene, betyder det at de ledes af mennesker.
43. (a) Hvad mere symboliserer disse mærkelige „heste“? (b) Hvordan er disse midler eller redskaber blevet skaffet til veje, og hvem er de blevet brugt af?
43 Hvad er de to hundrede millioner heste da et symbol på? De symboliserer de redskaber eller midler som de salvede bruger i deres forkyndelse af „hævnens dag fra vor Gud“. Hvad er det for redskaber? Det er bibler, bibelstudiebøger, brochurer, blade og traktater der forkynder den brændende ødelæggelse hvormed den hykleriske kristenhed vil blive tilintetgjort på Guds hævns dag. De tilføjer en smerte som efter et slangebid hos dem hvis religiøse følelser såres, og viser desuden at de er døde i åndelig forstand. (Es. 61:1, 2) Bibelske skrifter blev nu udgivet i store mængder. For at kunne producere disse symbolske „heste“ uafhængigt af verdslige bogtrykkerier, oprettede Watch Tower Bible & Tract Society sine egne trykkerier og udvidede dem i tidens løb. Uddelingen af disse skrifter blev ikke overdraget boghandlerne men den salvede rest.
44. Er der blevet skaffet 200.000.000 symbolske „heste“ til veje, og på hvilken måde er de blevet styret af mennesker?
44 Siden oprettelsen af det første lille trykkeri i 1920 har Watch Tower Society ved hjælp af dette og større trykkerier som senere blev bygget, produceret langt mere end to hundrede millioner symbolske „heste“. Den salvede rest påtog sig ansvaret for disse „heste“, idet de enkelte medlemmer uddelte i hundredvis, ja tusindvis, af bibelske skrifter under deres arbejde fra hus til hus. På den måde kan man sige at hver eneste symbolsk „hest“ blev ledet og styret af et menneskes forstand. Især siden året 1935 har en „stor skare“ af indviede og døbte sluttet sig til den salvede rest og hjulpet den i dette arbejde, der sandelig har vist sig at være et „ve“ for „en tredjedel af menneskene“, kristenhedens hjord.
„Det tredje ve“
45. Hvilken reaktion fra verdens side på det „andet ve“ nødvendiggjorde at Johannes forkyndte det „tredje ve“?
45 For nitten hundrede år siden så apostelen Johannes at „det andet ve“ ikke omvendte „de mennesker, som blev tilovers“ så de opgav deres syndige og verdslige adfærd. Heller ikke i nutiden har „det andet ve“ gjort et sådant indtryk på kristenheden og alle andre mennesker at de er vendt om fra den vej der fører til tilintetgørelse på Guds hævns dag. De vil ikke stifte fred med Gud. (Åb. 9:20) Apostelen Johannes så nødvendigheden af et tredje ve som skulle komme over alle dem der ikke ville omvende sig. I det rette øjeblik meldte han: „Det andet ve er omme, se, det tredje ve kommer snart.“ (Åb. 11:14) Hvad ville dette tredje ve blive? Det ville man få at se når den syvende engel havde forkyndt det.
46. Hvad følger i Johannes’ beskrivelse umiddelbart efter at den syvende basun har lydt?
46 Johannes skriver: „Og den syvende engel blæste i sin basun; da lød der i Himmelen høje røster, som sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.’ Og de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner, kastede sig ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: ’Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen gives dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.’“ — Åb. 11:15-18.
47. (a) Hvad er således „det tredje ve“? (b) Hvornår overtog Herren Gud magten og begyndte at regere, og hvordan?
47 Hvori består „det tredje ve“? Det er „verdensherredømmet“ som nu er blevet „vor Herres og hans Salvedes“. Det er Herren Gud Jehovas og hans Messias’ eller Kristi kongedømme i forening. Det er det messianske Gudsrige som skal herske over hele menneskehedens verden. Jehova Gud, den Almægtige, har nu overtaget sin store magt og er begyndt at regere, og det gør han med rette, eftersom hele jorden er hans og han har skabt både den og dens beboere. Han har ventet indtil 1914, det år da den frist som han havde givet de ikke-jødiske eller hedenske nationer at regere i, udløb. På det tidspunkt nægtede hedningenationerne at anerkende at „hedningernes tider“ var udløbet; de antog ikke Jehovas Messias eller Kristus som konge over dem. Overlod Jehova Gud det nu til hedningenationerne at afgøre jordens anliggender? Nej, som den der er almægtig overtog han magten og begyndte at udøve den, og han gjorde det ved at indsætte sin egen søn, Jesus, som Messias eller Kristus på tronen i himmelen. Ved dette regeringsindgreb oprettede han sit messianske rige. — Luk. 21:24.
48. (a) Hvilke spørgsmål rejser sig med hensyn til om dette messianske rige er et „ve“? (b) Hvordan viste de jordiske nationer at de var fjender af fred med Gud?
48 Men hvordan kan Guds messianske rige være et „ve“, oven i købet det kraftigste ve? Er det ikke meningen at Riget skal velsigne hele menneskehedens verden? Beder Kristi disciple ikke den bøn han lærte dem: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen“? (Matt. 6:9, 10) Jo, det er helt rigtigt. Men da hedningernes tider udløb i 1914 så nationerne i verden ikke deres herskere gøre det samme som „de fireogtyve ældste, som sidder for Guds åsyn på deres troner“. De jordiske konger kastede sig ikke ned og tilbad Gud og sagde: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme.“ (Åb. 11:16, 17) Tværtimod, „folkeslagene vrededes“, og de gav udtryk for deres vrede ved at forfølge de salvede „sendebud på Kristi vegne“, som forkyndte den gode nyhed om Guds messianske rige. Med deres vrede mod Guds messianske rige viste de at de var fjender af fred med Gud.
49. (a) Hvad må Guds messianske rige derfor nødvendigvis betyde for nationerne? (b) Alene på grund af hvad fortjener disse nationer at blive lagt øde?
49 Set på denne baggrund må „verdensherredømmet“ som nu er blevet „vor Herres og hans Salvedes“ betyde ve for nationerne. Guds vrede må komme over de fjendtlige nationer. Det er dem der „lægger jorden øde“. Ganske bogstaveligt er de i færd med at ødelægge jorden idet de driver rovdrift på den, gør den ubeboelig for menneskene og nu også truer med at ødelægge den endnu mere i en tredje verdenskrig hvori de vil gøre brug af kernevåben, samt bakteriologiske og radiologiske våben. Alene på grund af disse ødelæggelser fortjener de selv at blive lagt øde, om så den almægtige Gud ikke tilregnede dem at de i deres vrede har forfulgt de salvede udsendinge for hans messianske rige.
50. Hvad danner klimaks på dette „tredje ve“ over nationerne?
50 De ødelæggende nationer bør ikke tage fejl: Der bliver et regnskab at gøre op med Jehova Gud den Almægtige som de vrededes på da han overtog „verdensherredømmet“. Han vil ødelægge dem i den største af alle krige, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. (Åb. 16:14-16) Den vil danne klimaks på dette tredje og sidste ve. Guds rige ved hans Messias er det middel hvormed han hjemsøger de vrede nationer med dette sidste ve. Derefter vil der ikke være brug for flere veer.
51. (a) Hvem vil det messianske rige blive til glæde for? (b) Hvorfor vil nationerne ikke kunne anklage Gud for ikke at have underrettet og advaret dem på forhånd?
51 Hvad der vil betyde ve for verdens nationer og deres usynlige hersker og gud, Satan Djævelen, vil betyde uendelig glæde for alle i himmelen og på jorden som takker Jehova Gud den Almægtige fordi han har overtaget sin store magt ved udløbet af hedningernes tider i 1914 og er begyndt at herske som konge for bestandig ved sin Messias, som da blev indsat på tronen. At Riget ved Harmagedon antager karakter af et katastrofalt ve over de vrede og ødelæggende nationer, det er det som disse taknemmelige beder om i den bøn som de har lært af Jesus Kristus: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige.“ (Matt. 6:9, 10) Nationerne er blevet advaret. Gud kan ikke anklages for at have været uretfærdig ved ikke at underrette dem på forhånd. Hans syv himmelske engle har ladet deres basuner lyde i denne „endens tid“. De begivenheder som blev forkyndt og indledt med disse basunstød er indtruffet som en opfyldelse af alt det apostelen Johannes så i sit syn for næsten nitten hundrede år siden. Alle disse begivenheder vil om kort tid kulminere på „hævnens dag fra vor Gud“, når han hjemsøger alle som er fjender af fred med ham.
52. (a) Hvornår er øjeblikket inde til at profetien „nu er din vredes dag kommet“ opfyldes? (b) Hvordan vil Gud da indføre fred på jorden, og hvem har inderligt længtes efter dette?
52 Når den dag oprinder vil nationerne give udtryk for deres vrede i fuldt mål. Da er tiden kommet til at Jehova Gud, som så længe har lagt bånd på sig selv, gengælder dem deres vrede. Som det siges i Åbenbaringen 11:18: „Nu er din vredes dag kommet“. Han vil ikke for evigt holde sin vrede tilbage, men vil, når hans tid er inde, udøse sin vrede over de nationer som bestrider hans ret til verdensherredømmet. Siden udløbet af hedningernes tider i 1914 har nationerne hersket over jorden uden lovlig ret, og den retmæssige konge, Jehova Gud, har med fuld ret kunnet sætte dem på porten. Nu er tiden kommet til at han vil gøre det. Og den omstændighed at han gør det i vrede vil betyde deres undergang. Kun ved at tilintetgøre disse fjender af fred med Gud kan han indføre freden på denne jord, den varige fred som de mennesker der har ladet sig forlige med Gud længes så stærkt efter. Kun sådanne fredselskende mennesker som har ladet sig forlige med ham ved hans Messias eller Kristus vil blive skånet når dette katastrofale ve kommer over de vrede nationer.
53. (a) Hvem vil Gud derfor begynde sin nye fredelige tingenes ordning med? (b) Hvordan vil det gå de største fredsforstyrrere, og hvad vil hele det jordiske skaberværk da gøre?
53 Guds vrede er ikke rettet mod dem der i fred har søgt at blive forligt med ham. De vil blive de jordiske undersåtter hvormed han vil begynde sin fredelige nye tingenes ordning for hele den genløste menneskehed. Satan Djævelen og hans dæmoner, de største af alle fredsforstyrrere, vil være bundet i den fuldstændig lukkede og isolerede afgrund og vil ikke længere udgøre en ond „himmel“ over menneskehedens verden. Den „ny himmel“ under Guds messianske rige vil nu råde. Hele det jordiske skaberværk, som nu ikke længere forurenes og lægges øde, vil kunne glæde sig over freden og broderkærligheden og vil opsende tak og pris til Gud.
[Efter dette foredrag, „De sidste veer over fjenderne af fred med Gud“, som blev holdt ved Jehovas vidners stævner „Fred på jorden“ i 1969, blev følgende erklæring forelagt tilhørerne til vedtagelse:]
[Illustration på side 150]
Proklamationen af himmelske sandheder fra Guds ord har været som „hagl og ild“ der har fortæret den hykleriske kristendom som præsterne, lignet ved „træer“, og lægfolket, lignet ved „græs“, har båret til skue
[Illustration på side 152]
Som et bjerg der står i lys lue er den gudløse kommunisme blevet kastet i den oprørte menneskeheds hav, med dødbringende virkninger til følge
[Illustration på side 156]
De symbolske græshopper, der i deres ydre ligner heste og har brodde som skorpioner, er resten af det åndelige Israel der overbringer Guds domsbudskab, som piner alle falske kristne
[Illustration på side 158]
Hestene med løvehoveder, ud af hvis munde der står ild, røg og svovl, er rigsforkyndelsens symbolske „heste“ — de bibelske skrifter der bruges i forkyndelsen af Guds domsbudskab