Kapitel 17

Enhed trods falske forudsigelser

 1. I vor tid med befolkningseksplosion og med truende hungersnød i hele verden, hvilke problemer skulle man da synes måtte opstå hvis man førte et adsplittet folk tilbage til dets eget land i større antal end landet kunne rumme?

I VORE dage lyder der skræmmende advarsler om overbefolkning af jorden — ja om en befolkningseksplosion og om global hungersnød allerede i 1975. Derfor kunne det synes mærkeligt at profetien taler om at unge mænd og kvinder vil trives og blomstre ved markens korn og vingårdens velsmagende most, og om at der skal føres flere indbyggere til, sådan at der til sidst ikke er plads til flere. I nogle lande har den hurtigvoksende befolkning den opfattelse at den må skaffe sig mere plads ved at overskride landets grænser og tage områder i besiddelse fra nabostaterne. Der må fremstilles mere mad; der må lægges mere jord under ploven. Hvorfor da samle en nations adspredte medlemmer inden for deres lands grænser, sådan at der til sidst slet ikke kan være flere? Hvordan skal der blive mad nok til dem alle?

 2. Hvem har, i modsætning til de jordiske regeringer, ingen problemer med at skaffe fødevarer nok, ifølge Salme 104:13-16?

² Fødevaremangel? Det er et problem for de jordiske regeringer, ja, men ikke for den der plantede Paradiset til mennesket! Selv ikke i dag eksisterer der et sådant problem for ham om hvem salmisten skrev følgende inspirerede ord over treogtyve hundrede år før den nuværende verdenssituation: „Fra din højsal vander du bjergene, jorden mættes fra dine skyer; du lader græs gro frem til kvæget og urter til menneskets tjeneste, så du frembringer brød af jorden og vin, der glæder menneskets hjerte, og lader ansigtet glinse af olie, og brødet skal styrke menneskets hjerte. [Jehovas] træer bliver mætte, Libanons cedre, som han har plantet.“ — Salme 104:13-16.

 3. Fra hvilken kant skal vi søge hjælp, ifølge Zakarias 10:1, 2?

³ Lad dem der stoler på deres egen formåen, blot forudsige hvad de vil om at løse dette verdensproblem ved menneskers forenede bestræbelser; der er dog kun én kant hvorfra hjælpen kan ventes. Hvor det er fra, oplyser Zakarias 10:1, 2 med en udtalelse der stammer fra en som er højere end både mennesker og djævle: „[Jehova] skal I bede om regn ved tidlig- og sildigregnstide; [Jehova] skaber uvejr; regnskyl giver han dem, hver mand urter på marken. Men husgudens tale er svig, sandsigeres syner er blændværk; de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en hjord, lider nød, thi de har ingen hyrde.“

 4. Hvordan blev det på Noas tid og på Elias’ tid vist at Skaberen kan sende regn på fastsatte tidspunkter?

⁴ I år 2370 f.v.t. blev der givet bevis på at Skaberen, den suveræne Herre Jehova, kan sende regn over hele jorden. Ved slutningen af den uge hvori Noa og hans familie skulle føre dyrene ind i den kæmpemæssige ark eller kiste, begyndte det at regne over hele jorden i fyrre dage, så hele jordens overflade blev oversvømmet i et år. (1 Mosebog, kapitlerne 6-8) En anden lejlighed hvor Jehova sendte regn på et bestemt tidspunkt — denne gang som svar på en bøn — var efter tre og et halvt års tørke over Israels tistammerige, og det var profeten Elias der havde anmodet om regnen. Som svar på denne retfærdige mands bøn steg der først „en lille sky op af [Middel]havet, så stor som en mands hånd“, hvorefter himmelen blev „sort af stormskyer, og der faldt en voldsom regn“. — 1 Kongebog 18:43-45; Jakob 5:16-18; Lukas 4:25, 26.

 5. Hvilke begivenheder mens tempelarbejdet lå stille viste de hjemvendte jøder at Jehovas ’byger til velsignelse’ (Ezekiel 34:26) ikke skulle tages som en selvfølge?

⁵ Den trofaste rest der vendte hjem til Judas land, havde fået løfte af Jehova om udmærkede livsbetingelser. Jehova havde sagt: „Jeg gør dem og landet rundt om min høj til velsignelse, og jeg sender regn i rette tid, mine byger skal blive til velsignelse.“ (Ezekiel 34:26) Resten skulle ikke tage dette som en selvfølge. I de år hvor de lod arbejdet med Guds tempel i Jerusalem ligge stille, kom der en svidende hede over landet, og profeten sagde: „Derfor holder himmelen sin dug og jorden sin afgrøde tilbage; og jeg [Jehova] har kaldt tørke hid over land og bjerge, og korn, most og olie, over alt, hvad jorden frembringer, over folk og fæ, over alt, hvad hænder virker.“ (Haggaj 1:10, 11; 2:16, 17; Zakarias 8:10-12) Da fandt de det nødvendigt at bede til ham der skaber uvejrsskyer og giver regnskyl. — Zakarias 10:1.

 6. Kan de hedenske, overtroiske folks falske guder sende regn, og hvilken udtalelse om at sende regn vil selv nutidens økologer komme til at anerkende som rigtig?

⁶ Medlemmerne af den trofaste rest som henvendte deres bønner til ham og adlød hans bud, gav han „urter på marken“. Hver enkelt trofast tilbeders jordlod blev velsignet med den nødvendige vegetation der skulle tjene til føde. Det var ikke de hedenske, overtroiske folkeslags falske guder man skulle se hen til og bede til. Henvendt til den himmelske Regnmager havde profeten Jeremias tidligere sagt: „Kan blandt hedningeguderne nogen sende regn, giver himlen nedbør af sig selv? Er det ikke dig, o [Jehova] vor Gud? Så bier vi på dig, thi du skabte alt dette.“ (Jeremias 14:22) Alle nutidens økologer eller miljøeksperter, der ikke tager Jehova Gud i betragtning, vil en dag erkende at Bibelens inspirerede udtalelse om Jehovas evne til at sende regn, er sand.

 7. Hvorfor beder den salvede rest ikke om bogstavelig regn for at afværge en verdensomfattende hungersnød? Hvad ved de har større betydning for dem der gerne vil overleve?

⁷ For øjeblikket beder den salvede rest af åndelige israelitter, som først og fremmest er optaget af at genoprette den rene tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel, ikke om bogstavelig regn på jorden i håb om at afværge en verdensomfattende hungersnød. De husker at Jesus Kristus forudsagde at „hungersnød“ ville forøge de verdslige nationers og folkeslags lidelser i „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:7) De ved at der er noget som har større betydning for dem der gerne vil overleve den kommende verdenstrængsel og opnå liv i Guds nye tingenes ordning, nemlig de åndelige velsignelser — en voksende forståelse af Bibelen og dens profetier, et gunstigt forhold til Gud, et større mål af hans hellige ånd eller virkekraft, regelmæssig overværelse af møder sammen med hans indviede folk, en andel i at forkynde den gode nyhed om hans messianske rige, samt Guds ledelse og beskyttelse i alle deres bestræbelser for at gøre hans vilje. Det er en regn af sådanne velsignelser den gudfrygtige rest har bedt om. Derfor er mange „urter“, megen vegetation, spiret frem i deres åndelige domæne. Det er blevet et åndeligt paradis. — 2 Korinter 12:4.

 8. Hvilke „guder“ har kristenheden set hen til for at blive velsignet, men hvad har resultatet været, som forudsagt?

⁸ I overensstemmelse med at kristenheden kun har „gudsfrygts skin“, søger den sine velsignelser hos denne verdens falske guder, nemlig kommercialismen, militarismen, den evolutionistiske skoling, patriotismen, den moderne videnskab og teknologi, og De forenede Nationer. Dens politiske ledere rådspørger endog astrologer og åndemedier. Hvilke resultater har vi set af dette? Nøjagtig hvad der forudsiges i Zakarias 10:2: „Men husgudens tale er svig, sandsigeres syner er blændværk; de kommer med tomme drømme, hul er trøsten, de giver; derfor vandrer de om som en hjord, lider nød, thi de har ingen hyrde.“

 9. Hvordan har kristenhedens folk gjort brug af ’husguder’ og ’sandsigere’?

⁹ I deres uafhængighed af Bibelen ser kristenhedens folk hen til deres husguder, ligesom de overtroiske romere tilbad deres penater. De stoler på deres egne private meninger og synspunkter, idet de hver især har deres egen personlige religion. De sætter deres lid til forudsigelser fremsat af militære, økonomiske og politiske eksperter, og til de præster og gejstlige der nedbeder himmelens velsignelse over sådanne verdslige ledere og talsmænd. De handler genstridigt imod Guds ord som Jehovas kristne vidner har forkyndt for dem, og de følger egenrådigt deres egen mening om hvordan tingene skal gøres. De ord profeten Samuel henvendte til den ulydige kong Saul af Israel, kan også rettes til dem: „Genstridighed er trolddomssynd, og egenrådighed er afgudsbrøde.“ — 1 Samuel 15:23.

10. Har kristenhedens profeter haft ret, er dens forhold blevet forbedret, og er dens hjord blevet holdt sammen under en hyrde?

¹⁰ Set med Jehovas øjne er det ikke blot den såkaldte hedenske verden, men også kristenheden, der befatter sig med afgudsdyrkelse, trolddomskunst og dæmonisk sandsigeri. Derfor har menneskers private meninger og synspunkter vist sig at være fejlagtige. Forudsigelser fremsat af offentlige personligheder om en forbedring af verdensforholdene i kraft af alle de menneskeskabte midler, har ikke vist sig at være andet end ønskedrømme, blændværk. Hvordan har dette berørt de svigtede og vildførte folkemasser? De vandrer i sandhed om som en fårehjord, ja som får der ikke ved hvor de skal gå hen, idet hver enkelt går sine egne veje. De er faret vild og er et let bytte for samfundets slette elementer. Det har ført dem ud i store lidelser, uden udsigt til hjælp fra jordiske kilder. Ingen politisk hersker, ingen politisk organisation er i stand til at værne dem som en hyrde og beskytte dem og lede dem til fredelige græsgange og stille vande.

11, 12. (a) Har herskerne i kristenheden fulgt kong Davids eksempel? Forklar. (b) Er Jehova ifølge Zakarias 10:3-7 tilfreds med de politiske „hyrder“ der lader sig lede af præsteskabet?

¹¹ De politiske herskere, selv herskerne i den navnkristne kristenhed, har nægtet at følge kong Davids eksempel, han der værnede den israelitiske hjord som en hyrde i årene fra 1077 til 1037 f.v.t. I Salme 23:1, 2 sagde den tidligere hyrdedreng David: „[Jehova] er min hyrde, mig skal intet fattes, han lader mig ligge på grønne vange. Til hvilens vande leder han mig.“ Kan den øverste Hyrde, Jehova, være tilfreds med de politiske herskere der som hyrder for deres undersåtter lader sig lede og støtte af kristenhedens præsteskab? Ikke ifølge Zakarias 10:3-7:

¹² „Mod hyrderne blusser min vrede, bukkene vil jeg hjemsøge [med de bukkeagtige ledere vil jeg gøre regnskabet op, NW]; thi Hærskarers [Jehova] ser til sin hjord. Han ser til Judas hus; han gør dem til en ganger, sin stolte ganger i strid. Fra ham [Juda] kommer hjørne og teltpæl, fra ham kommer krigens bue, fra ham kommer hver en hersker. De bliver til hobe som helte, der i striden tramper i gadens dynd; de kæmper, thi [Jehova] er med dem. Rytterne bliver til skamme; jeg styrker Judas hus og frelser’ Josefs hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig forstødt dem; thi jeg er [Jehova] deres Gud og bønhører dem. Efraim bliver som en helt, deres hjerte glædes som af vin, deres sønner glædes ved synet. Deres hjerte frydes i [Jehova].“

13. Hvis indstilling har gejstligheden ladet de politiske ’hyrder’ og „bukkeagtige ledere“ i uvidenhed om, og hvordan?

¹³ Selv inden for kristenheden erkender de politiske ’hyrder’ ikke at Jehovas vrede er blusset op imod dem. Beder gejstligheden ikke for dem og nedkalder himmelens velsignelse over dem? Kristenhedens selvrådige ’bukke’ eller „bukkeagtige ledere“ tror og frygter heller ikke at hærskarers Jehova vil kræve dem til regnskab. Går de ikke i kirke i kristenheden, og kan præsterne ikke handle som mellemmænd for dem over for Gud og bringe forholdet til Gud i orden for dem? Derfor regner de ikke med at skulle føle Jehovas blussende vrede i den forudsagte ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’. De bekymrer sig ikke om at han vil gøre regnskabet op med dem når denne krig udkæmpes på Harmagedons slagmark. Men selv om disse politiske ’hyrders’ og „bukkeagtige lederes“ egne præster og gejstlige har ladet dem i uvidenhed og har ladet dem forblive i deres selvtilfredshed, har hærskarers Jehova ikke gjort det. Han har advaret dem, og det har han gjort gentagne gange og god tid i forvejen. Hvordan?

14. Gennem hvem har Jehova advaret dem god tid i forvejen, og hvordan har han forvandlet disse fra at være som får til at være som en statelig stridshest?

¹⁴ Ved hjælp af sine salvede kristne vidner, det modbilledlige „Judas hus“. De har ikke ladet sig vildføre af kristenhedens politiske ’hyrder’ og „bukkeagtige ledere“. Deres hyrde er Jehova, og siden 1919 har han set med gunst til dem som sin fårehjord. Under den første verdenskrig var de virkelig som får, idet de ikke tog del i krigshandlingerne sammen med kristenheden, men blev undertvunget af de politiske og militære systemer der som vilddyr, med præsteskabets billigelse og støtte, drev rovdrift på menneskeheden. Men efter denne første verdenskonflikt har den store himmelske Hyrde igen samlet sin „hjord“, det åndelige „Judas hus“. Fra at være som får er de blevet som hans „stolte ganger i strid“. Ved hjælp af sit ord og sin hellige ånd har han indgydt dem mod, gjort dem modige som en statelig stridshest. — Zakarias 10:3.

15. Hvorfor var det på sin plads at denne forvandling skete med det åndelige „Judas hus“ siden 1914?

¹⁵ Sådan burde det også være. Ved hedningetidernes udløb i 1914 indsatte Jehova Gud nemlig „løven af Judas stamme“ på den himmelske trone og bød ham: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Åbenbaringen 5:5; 1 Mosebog 49:9, 10; Salme 110:1, 2) Ligesom føreren for det åndelige „Judas hus“ er, sådan bør de øvrige medlemmer af ’huset’ også være. Jehova siger videre om dette „Judas hus“, som vi læser i New World Translation: „Fra ham kommer den førende mand, fra ham kommer den bærende hersker [bogstaveligt: naglen], fra ham kommer stridsbuen; fra ham udgår hver en arbejdsfoged, alle i forening.“ — Zakarias 10:4.

16. (a) Hvem var „den førende mand“ på Zakarias’ tid, og hvem er det i vor tid? (b) Hvordan er han „den bærende hersker“, „stridsbuen“ og ’arbejdsfogeden’?

¹⁶ På Zakarias’ tid var „den førende mand“ statholderen Zerubbabel, Sjealtiels søn, af Judas stamme. I vor tid, efter at Jehovas messianske rige er blevet født i 1914, er „den førende mand“ den herliggjorte Jesus Kristus, som nedstammer fra David af Judas hus. Han er midtpunktet for det hele; det kongelige ansvars tråde mødes i hans hånd. Som en nagle hvorpå de kongelige interesser hænger, er den messianske konge „den bærende hersker“. I sin Guds, hærskarers Jehovas, almægtige hånd er han som en stridsbue der på lang afstand kan ramme fjenderne og fælde dem. Han er den øverste arbejdsfoged, den som tildeler alle medlemmerne af „Judas hus“ de kongelige opgaver. Nogle af dem udnævner han til underfogeder, og alle må de samarbejde med ham som deres leder og fører. Med ham i spidsen har hele „Judas hus“ grund til at være modig.

17. Hvorfor er det påkrævet at det åndelige „Judas hus“ lægger mod for dagen som i krigstid?

¹⁷ Tiden kræver at vi er modige som Kristus. Vi lader os ikke lamme af frygt på grund af situationen i verden. Vi er i forvejen blevet advaret om at der i vor tid ville blive ført krig mod den salvede rest af det åndelige Israel, for det messianske rige ville kaste Satan Djævelen og hans dæmonengle ud af himmelen, og om denne fjendtligsindede drage står der skrevet, som vi i dag kan læse: „Og dragen vrededes på kvinden [Guds himmelske organisation] og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd.“ (Åbenbaringen 12:17) Med Guds hjælp har resten af det åndelige Judas hus derfor erfaret opfyldelsen af det guddommelige løfte: „De bliver til hobe som helte, der i striden tramper i gadens dynd; de kæmper, thi [Jehova] er med dem. Rytterne bliver til skamme.“ — Zakarias 10:5.

18. (a) Hvorfor var det åndelige „Judas hus“ nødt til at gå med i kampen, og hvem stod på deres side? (b) Hvorfor blev „rytterne“ til skamme?

¹⁸ Dette billede skildrer sejrrige krigere som er trængt ind i fjendens befæstede by, og byens gader strømmer af de faldne forsvareres blod. Erobrerne træder derfor i det dynd der dannes når blodet blander sig med gadens snavs. Den krig den salvede rest af det åndelige „Judas hus“ fører i dag, er imidlertid en åndelig krig, med våben som er „mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker“. (2 Korinter 10:4; Efeserne 6:14-18) På denne „onde dag“ hvor dragen eller Satan Djævelen er blevet kastet ned til jorden sammen med sine dæmoner, har den salvede rest ikke kunnet undgå at blive inddraget i en kamp. De har modigt taget kampen op, „thi [Jehova] er med dem“. At de stadig kæmper nu, så nær afslutningen på „endens tid“, vidner om åndelig sejr for dem. Men de fjender der stoler på „heste“, det vil sige på verdens måde at bekæmpe Jehovas tilbedere på, er i sandhed blevet til skamme, kommet til kort. Al modstand, al forstyrrende indgriben og al forfølgelse fra disse ’rytteres’ side har været forgæves og har ikke kunnet standse resten af det åndelige „Judas hus“.

EN FORENET NATION

19. (a) Hvilken splittelse erfarede Israels tolv-stammerige i 997 f.v.t.? (b) Hvordan kom de overlevende fra begge de riger der opstod, til at være landflygtige sammen i Babylonien?

¹⁹ På profeten Zakarias’ tid i det sjette århundrede før vor tidsregning blev Israels nation forenet ved at den trofaste rest blev udfriet fra Babylon og blev ført tilbage til Judas land. Nationen var blevet splittet i år 997 f.v.t. Dengang gjorde ti stammer oprør mod det herredømme der blev udøvet af Davids kongelige slægt; kun Benjamins og Judas stammer forblev tro mod Davids kongehus. Tistammeriget Israel blev anført af sin folkerigeste stamme, hvis forfader var Efraim, patriarken Josefs yngste søn. Josefs førstefødte søn Manasses stamme stillede sig solidarisk med broderstammen Efraim. Tistammeriget i nord varede kun til år 740 f.v.t., da dets hovedstad Samaria blev ødelagt af assyrerne og de overlevende israelitter blev ført bort til områder i det assyriske rige. Omkring år 632 f.v.t. blev Assyrien fældet af Babylon, som overtog dets landområder og dets landflygtige israelitter. Da Babylon derpå ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. og førte de overlevende til Babylonien, var alle stammerne kommet i landflygtighed.

20. (a) Hvorfor blev de landflygtige fra tistammeriget omtalt som „Efraims hus“ eller „Josefs hus“? (b) Hvordan gav Jehova til kende at de to huse ville blive forenet?

²⁰ Eftersom Josefs søn Efraims stamme var den mest fremtrædende i tistammeriget, blev de landflygtige fra dette rige omtalt som „Efraims hus“ eller „Josefs hus“, idet Josef først og fremmest blev repræsenteret ved sønnen Efraim. Jehova omtaler nu både Judas hus og Efraims hus og viser med sine ord at alle Israels tolv stammer ville blive genforenet i Judas land ved at en trofast rest af landflygtige vendte tilbage: „Jeg styrker Judas hus og frelser Josefs hus. Jeg ynkes og fører dem hjem, som havde jeg aldrig, forstødt dem; thi jeg er [Jehova] deres Gud og bønhører dem. Efraim bliver som en helt, deres hjerte glædes som af vin, deres sønner glædes ved synet. Deres hjerte frydes i [Jehova].“ — Zakarias 10:6, 7.

21. (a) Hvem styrkede Jehova „Judas hus“ over for, og på hvilken måde frelste han Josefs hus? (b) Hvordan blev de som om Jehova aldrig havde forstødt dem?

²¹ Det var den suveræne Herre og Gud der styrkede „Judas hus“, som specielt repræsenterede Davids messianske rige, over for dets fjender. Landflygtige fra „Josefs hus“ blev også frelst, det vil sige fik sejr over deres fjender. Hærskarers Jehova udfriede dem fra den landflygtighed Assyrien havde bragt dem i, og førte dem hjem sammen med deres stammefrænder til den persiske provins Juda. I lighed med Judas hus blev de „som en helt“ i Jehovas tjeneste. Jehova havde barmhjertighed med dem ligesom med de øvrige landflygtige, og alle de hjemvendte landflygtige blev i fællesskab som et folk han aldrig havde forstødt på grund af ulydighed. Dette blev navnlig tydeligt for alle og enhver da de hjemvendte landflygtige til sidst blev færdige med at bygge det andet tempel i Jerusalem, hvor de kunne tilbede ham i enhed som hele nationens Gud. Han viste at han hørte deres bønner ved at besvare dem.

22. (a) Hvorfor er det der bringer dem glæde, stærkere end vin? (b) På hvilken måde deler „deres sønner“ deres glæde?

²² Det der skabte glæde i deres hjerte, var stærkere end vin. Det var noget åndeligt. Deres hjerte frydede sig i deres Gud, Jehova, på grund af det han havde gjort for dem, ja, på grund af den barmhjertighed han havde vist dem. De sønner de fik i deres genvundne hjemland, ville også få del i denne godhed og barmhjertighed fra Gud. De ville også se den, opleve den, og de ville derfor glæde sig sammen med deres forældre.

23. Hvad svarer i den endelige opfyldelse til „Judas hus“ og „Josefs [Efraims] hus“? Hvor har Jehova forenet dem, og siden hvornår?

²³ I den endelige opfyldelse her i det tyvende århundrede af profetien om „Judas hus“ og „Josefs [Efraims] hus“, er der tale om to dele af det åndelige Israels salvede rest. Der er den oprindelige del som overlevede genvordighederne under den første verdenskrig og genvandt Guds gunst og blev udfriet i 1919, og der er den nyere del som er blevet udfriet fra det store Babylon efter 1919, og som er blevet føjet til den oprindelige del af den salvede rest. De to dele blev forenet som Jehovas „ejendomsfolk“ i det åndelige domæne hvori Jehova førte dem sammen fra og med 1919. De kunne således samarbejde enigt om at genoprette og udvide tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud ved hans åndelige tempel. Ved hjælp af sin uovervindelige ånd udvirkede Jehova at denne ’fårehjord’ af hans Messias’ disciple blev som en stolt og statelig stridshest der ikke var bange for at kaste sig ud i kampen.

24. Hvordan viste den forenede rest nu det samme mod som en hest der kaster sig ud i kampen?

²⁴ De blev således modigere end nogen sinde i forkyndelsen af Guds messianske rige, det rige der havde hersket i himlene siden hedningetidernes udløb i 1914. Ja, de fortsatte med at sprede gratis traktater om Bibelen; de uddelte dem til folks hjem i hundreder af millioner af eksemplarer. Men nu overlod de ikke størstedelen af arbejdet til nogle få hundrede heltidsarbejdende „kolportører“, nej, de gik alle ud for at banke på folks døre, for at tale med folk og mod et symbolsk bidrag give dem brochurer og indbundne bøger i hænde som en hjælp til at studere Bibelen. De benyttede hundreder af radiostationer for at udsende Rigets budskab over hele jorden, og nu og da foretog de endog nogle af de største sammenkoblinger af radiostationer for at nå ud til så mange lyttere som muligt. Da den voksende modstand fra religiøs og politisk side og fra domstolenes side gjorde det vanskeligt at fortsætte radiospredningen af Rigets budskab uhindret, sendte man højttalervogne ud for at forkynde budskabet i marken. Fra dør til dør benyttede man rejsegrammofoner for at afspille grammofonplader med budskabet.

25. Hvordan blev domsbudskaberne fra 1922 til 1928 modigt forkyndt?

²⁵ I de syv år fra 1922 til 1928 holdt den salvede rest af de åndelige israelitter en række på syv generalstævner eller internationale stævner. Ved hvert af disse stævner blev der forkyndt et frygtløst domsbudskab fra Guds hellige ord, Bibelen, og hvert budskab blev støttet af et offentligt foredrag som blev henvendt til en synlig tilhørerskare og samtidig blev udsendt over radioen. Disse domsproklamationer og deres ledsagende foredrag blev udgivet i form af gratis traktater på mange sprog, og hundreder af millioner af disse traktater blev uddelt til folk i mange lande. Disse årlige budskaber som lød i tale og blev udsendt på tryk, var som syv basunstød der bekendtgjorde Jehovas nutidige domme for hele verden. Sådan skildres de i den apokalyptiske bog Åbenbaringen, kapitlerne otte, ni og elleve.

26. Hvordan skildrer Åbenbaringens beretning om den femte basun at den salvede rest er rede til kamp efter udfrielsen fra Babylon den Store?

²⁶ I forbindelse med det femte af disse basunlignende budskaber der blev udsendt under engles ledelse, skildrer Åbenbaringen 9:7-11 „resten“ som udfriet fra Babylon den Store, i det den omtales som en symbolsk græshoppesværm. Vi læser: „Og græshopperne lignede i deres ydre heste, som er udrustede til krig; på deres hoveder var der noget ligesom kranse, der så ud som guld, og deres ansigter var ligesom menneskeansigter, og de havde hår ligesom kvindehår, og deres tænder var ligesom løvers, og deres bryst var ligesom dækket af jernbrynjer; og lyden af deres vinger var ligesom lyd af stridsvogne med mange heste, der farer ud til kamp. Og de havde hale og brod ligesom skorpioner, og i deres haler lå deres magt til at skade menneskene i fem måneder. De har afgrundens engel til konge over sig; hans navn er på hebraisk Abaddôn, og på græsk har han navnet Apollýon.“ I denne skildring er „resten“ rede til kamp.

27. Hvordan er Åbenbaringens beretning om den sjette basun i harmoni med Zakarias 10:3-7 med hensyn til beskrivelsen af „resten“?

²⁷ I det apokalyptiske billede af virkningerne af det syvende basunstød (som begyndte i 1927) benytter „resten“ hundreder af millioner af propagandamidler for at forkynde Jehovas domme. Det beskrives på denne måde: „Tallet på rytterskarerne var to gange titusinde gange titusinde; jeg [Johannes] hørte tallet på dem. Og i mit syn så jeg hestene og rytterne således: de havde ildrøde og sorteblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var ligesom løvehoveder, og ud af munden på dem stod ild og røg og svovl. Ved disse tre plager: ilden og røgen og svovlet, som stod ud af munden på dem, blev en tredjedel af menneskene dræbt. Thi hestenes magt lå i deres munde og i deres haler; deres haler lignede nemlig slanger, fordi de havde hoveder, og med dem gjorde de skade.“ (Åbenbaringen 9:16-19) Disse symbolske syner er således i harmoni med Zakarias 10:3-7, der skildrer den genrejste rest som Jehovas „stolte ganger i strid“ og som „helte“.

VÆLDIGE HINDRINGER OVERVINDES

28. Hvad sagde Jehova, i Zakarias 10:8-12 om at overvinde hindringer mens han genindsamlede sit folk fra Ægypten og Assyrien?

²⁸ Som vi klart kan se nu, har intet været en uoverstigelig hindring for hærskarers Jehova i gennemførelsen af hans erklærede hensigt. I Zakarias 10:8-12 sagde han hvad han ville gøre med de hindringer der var: „Jeg fløjter ad dem [de landflygtige] og samler dem; thi jeg udløser dem, og de bliver mange som fordum [og de skal blive mange, ligesom dem der er blevet mange, NW]. Blandt folkeslag strøede jeg dem ud, men de kommer mig i hu i det fjerne og opfostrer børn til hjemfærd. Jeg fører dem hjem fra Ægypten, fra Assur samler jeg dem og bringer dem til Gilead og Libanon, som ikke skal være dem nok. De [han, Gd] går gennem trængselshavet, han slår dets bølger ned. Alle Nilstrømme tørkner, Assurs stolthed styrtes, Ægyptens herskerspir viger. Jeg gør dem stærke i [Jehova], de vandrer i hans navn, så lyder det fra [Jehova].“

29. (a) Hvornår ydmygede Jehova som forudsagt Assyriens stolthed? (b) Hvornår fløjtede han ad sit folk der var strøet ud, og hvordan reagerede hans folk?

²⁹ Ordet „Assur“ i denne guddommelige udtalelse omfatter de områder hvortil assyrerne førte de overlevende fra Israels tistammerige i år 740 f.v.t. Assyriens „stolthed“ blev ydmyget af Babylon under kong Nebukadnezar. Dette rige som erobrede Assyrien og berøvede det magten, fik derpå sin „stolthed“ styrtet i 539 f.v.t. af Jehovas jordiske redskab, perseren Kyros den Store. Derefter kunne Jehova ’fløjte’ ad sit landflygtige folk der boede spredt i de babyloniske områder mod nord. Hvor han havde strøet dem ud, var de blevet mangfoldige som sædekorn sået på marken. Uanset hvor langt de var kommet bort i deres landflygtighed, ville de høre hans ’fløjten’ og komme ham i hu. Hans ’fløjten’ ville virke genoplivende på dem og på deres børn som var vokset op i landflygtigheden. De ville reagere på hans indbydende ’fløjten’ og vende tilbage til deres øde hjemland.

30. Hvilke forhindringer hentydes der til i forbindelse med indsamlingen af de landflygtige fra Ægypten, og hvad ville Jehova gøre med disse forhindringer?

³⁰ Mange var også blevet ført i landflygtighed til Ægypten nede mod syd, eller var selv flygtet derned for at søge sikkerhed. (2 Kongebog 23:31-34; 25:22-26) Derfor ’fløjtede’ Jehova også i denne retning. Også derfra indsamlede han medlemmer af resten så de kunne tilbede ham ved hans tempel i Jerusalem. Ægypterkongens herskerspir eller scepter kunne ikke forhindre det. Jehovas vilje blev gennemført nøjagtig som om det ægyptiske myndighedsscepter var veget bort, som om det ikke eksisterede. Den højeste Guds ’fløjten’ havde større myndighed end Ægyptens herskerspir. Hvis Nilens guddommeliggjorte vande stod i vejen, kunne han behandle dem som om de var tørret bort foran hans folk. Hvis Det røde Hav var en hindring, kunne han gå igennem det og volde dets vande ’trængsel’. Han kunne slå dets bølger ned så hans landflygtige kunne gå igennem det og nå hjem til hans tilbedelsessted i Jerusalem. Han kunne atter gøre hvad han havde gjort i 1513 f.v.t.

31. (a) Hvordan ville Jehova klare det hvis landet blev truet af overbefolkning, og sørge for at befolkningen stadig kunne vokse? (b) I hvilken forstand ville de vandre i hans navn?

³¹ Der var ingen frygt for at landet skulle blive overbefolket. Den der ejede hele jorden ville blot udvide landets grænser for sine hjemvendte landflygtige. Gileads land øst for Jordanfloden og ligeledes Libanon mod vest, langs Middelhavet, ville blive indlemmet i landet. I dette udvidede område skulle de hjemvendte „blive mange, ligesom dem der er blevet mange“. Deres befolkningstilvækst skulle ikke stå tilbage for tilvæksten i noget andet folkerigt land. De ville blive så mange som nogen sinde. Den højeste og almægtige Gud ville gøre dem „stærke“ så de kunne modstå alle udenlandske forsøg på at undertrykke dem, holde dem nede og reducere deres antal. De ville vandre i hans navn, eller som et folk der bar hans navn. Overalt ville de have hans navn i tanke og søge at ære det, og de ville ikke gøre noget som kunne kaste smuds på det.

32. Hvornår begyndte Jehova at ’fløjte’ ad sine landflygtige, og på hvilken måde?

³² I år 537 f.v.t. begyndte Jehova at ’fløjte’ ad sit landflygtige folk i kraft af det frihedsdekret som blev udstedt af Babylons erobrer, perseren Kyros den Store. (Ezra 1:1 til 3:2) Dette dekret gjaldt ikke de landflygtige i Ægypten, men senere blev det også muligt for dem at vende tilbage til deres gudgivne land.

33. Hvornår begyndte Jehova at ’fløjte’ ad det åndelige Israels landflygtige og på hvilken måde?

³³ På tilsvarende måde blev Babylon den Store fældet i 1919 af den større Kyros, den sejrende og indsatte konge Jesus Kristus. Begyndte Jehova da at ’fløjte’ ad sin landflygtige rest? Ja, det gjorde han tydeligvis. Hvordan? Navnlig ved hjælp af det halvmånedlige blad der i dag er kendt over hele verden som Vagttårnet, Forkynder af Jehovas rige og som på forsiden bærer ordene: „’I er mine vidner,’ siger Jehova.“ (Esajas 43:12) Gennem dette blad blev medlemmerne af den salvede rest over hele jorden opfordret til at forene sig igen og sammen støtte Guds messianske rige. Som et skridt i denne retning bekendtgjorde bladet at der skulle holdes et generalstævne i Cedar Point i Ohio, U.S.A., fra 1. til 8. september 1919, og alle bladets læsere blev indbudt til at overvære det.

34. (a) Hvor mange overværede generalstævnet i 1919, og hvad fik de at vide om forkyndelsen af Riget? (b) Hvor vidt er det i dag kommet med denne forøgelse af Rigets forkyndelse?

³⁴ Omkring seks tusind fik mulighed for at deltage i denne betydningsfulde sammenkomst og åndelige højtid. De glædede sig over at være tilbage i deres retmæssige åndelige domæne på jorden. De fik at vide at Guds messianske rige nu ville blive forkyndt med endnu et redskab, idet man ville begynde at udgive et søsterblad til Vagt-Taarnet, dengang under navnet The Golden Age (Den gyldne Tidsalder), nu Vågn op! Det første nummer af det nye blad udkom den 1. oktober 1919. Det har siden været et magtfuldt middel i forkyndelsen af det messianske rige og den tidsalder med liv, fred, lykke og velstand som dette rige snart vil lade begynde. I 1940 begyndte man at tilbyde dette blad på gaden til offentligheden. I dag trykkes der over syv millioner eksemplarer af dette blad to gange om måneden, på over femogtyve sprog, og stadig flere modtager det og læser det.

35. (a) Hvordan lød Jehovas ’fløjten’ i et større og større område, og hvad bevirkede det? (b) Hvordan kunne de der reagerede på Jehovas ’fløjten’, overvinde de hindringer der stod i vejen for dem?

³⁵ Fra denne begyndelse i frihedsåret 1919 fortsatte genindsamlingen af „resten“. Efterhånden som den trofaste, overlevende rest modigt tog Rigets budskab op og med glæde og begejstring udbredte det mere og mere, lød Jehovas ’fløjten’ i et større og større område. Mange som søgte den sande Gud, både i og uden for kristenheden hørte denne ’fløjten’ der indbød dem til den rene tilbedelse af den eneste levende og sande Gud ved hans åndelige tempel. De gjorde hvad de kunne for at efterkomme opfordringen. Var der hindringer som stillede sig i vejen for dem, ting der kunne sammenlignes med Nilen eller Det røde Hav, eller undertrykkende politiske magter som Assyrien og fortidens Ægypten? Den Gud de søgte at tilbede ved det sande åndelige tempel, åbnede sit skrevne ord for dem og viste dem hvordan de kunne overvinde og overstige sådanne mægtige forhindringer. Lydigheden mod Guds ’fløjten’ måtte komme i første række!

36. Hvordan måtte „Assurs stolthed“ komme til at indtage en ringe plads i deres bevidsthed, og hvordan måtte „Ægyptens herskerstav“ vige?

³⁶ De måtte lade frygten fare. De måtte adlyde kaldet fra himmelen om at drage ud af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, der ikke blot omfatter kristenheden men også de hedenske religioner. (Åbenbaringen 18:1-4) De måtte ikke lade sig fylde af stolthed over militariserede, nationalistiske stater som fortidens Assyrien. De skulle lade Jehovas messianske rige komme før alle menneskeskabte regeringer. I deres bevidsthed skulle alle høje og mægtige jordiske herskermagters interesser „styrtes“ eller indtage en ringe plads i forhold til de interesser der tilhørte Jehovas universelle suverænitet og dens messianske redskab. De skulle ikke regne Ægyptens herskerstav, som denne verdens politiske magter bar i symbolsk forstand, for størst i magt og myndighed. De skulle derimod tænke på det scepter der tilhørte Guds messianske konge, til hvem Jehova i 1914 sagde: „Fra [det himmelske] Zion udrækker [Jehova] din vældes spir; hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) I sammenligning med dette messianske scepter må „Ægyptens herskerstav“ eller scepter ’vige’.

37, 38. (a) Hvad måtte de anerkende Jehova som, i stedet for at tilbede staten? Hvordan blev de hjulpet til at indse dette krav? (b) Hvad sagde bogen Regering i uddrag om „Teokrati“ og „Jehova som Konge“?

³⁷ I stedet for at anerkende den politiske stat som den højeste og tilbede denne menneskeskabte stat, måtte de anerkende den suveræne Herre Jehova som guddommelig Hersker eller Teokrat. De blev hjulpet til at se dette krav ved hjælp af bogen Regering, der blev udgivet på engelsk i 1928 ved de internationale bibelstudenters generalstævne i Detroit i Michigan, U.S.A., som blev holdt i dagene fra 30. juli til 6. august 1928 og hvor det syvende symbolske basunstød begyndte at lyde. (Åbenbaringen 11:15-18) På siderne 239-242 (i den danske udgave) behandlede denne bog emnerne „Teokrati“ og „Jehova som Konge“, og sagde i uddrag:

³⁸ „Hvilken Regeringsform skal da være raadende blandt jordens Folkeslag? Det vil blive et rent Teokrati. Hele Skabningen har i Aarhundreder lidt store Kvaler og sukket efter, at denne Regering skulde aabenbares. (Romerne 8:19) Nu er Tiden inde til, at den skal oprettes, og baade de styrende og de styrede paa jorden bør lære Sandheden herom at kende og glæde sig. . . . Et Teokrati er en Regering eller et Styre, hvis øverste Regent er Jehova Gud. Han er den, der giver Lovene, og ogsaa den, der bringer dem til Udførelse gennem dem, som han selv har udset dertil. Skønt Jehova naturligvis altid har besiddet den højeste Magt, har der dog været en Tid, nemlig siden Israels sidste Konge blev afsat, i hvilken han har tilladt Menneskene at gaa deres egne Veje, uden at han har blandet sig deri, førend hans Tid var inde til at sætte ham, ’hvem Retten tilhører,’ paa Tronen. Han er den, hvem Gud har udpeget og salvet til at herske som sin særlige Repræsentant og i fuld Overensstemmelse med sig. . . . Naar Folket ret faar øjnene op for, hvad dette store Teokrati virkelig er, vil det fylde hele jorden med Glæde.“

39. (a) Ved hvilken styreform vil Paradiset blive genoprettet til menneskeheden, og hvilken slags organisation har Jehova oprettet i det åndelige paradis som hans „rest“ befinder sig i? (b) Hvilke hindringer må de der vil slutte sig til „resten“ i dens teokratiske åndelige domæne, igennem?

³⁹ Det er gennem det kommende Teokrati at Paradiset vil blive genoprettet til menneskeheden. For øjeblikket findes der et åndeligt paradis blandt medlemmerne af den genrejste rest, blandt hvem den store Teokrat har oprettet en teokratisk organisation. Denne åndelige rest, organiseret på denne måde, sætter Jehova Gud højere end alle jordiske herskere, autokratiske såvel som demokratiske, og siger med ordene i Esajas 33:22: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han vil selv frelse os.“ (NW) De tager det samme teokratiske standpunkt som Jesu’ Kristi tolv apostle tog foran Jerusalems øverste domstol. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. . . . Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29-32, NW) De der ønsker at slutte sig til den salvede rest i dens teokratiske åndelige domæne må derfor krydse den symbolske Nilflods demokratiske strøm og det symbolske Røde Havs eller menneskehavets skiftende tidevand, og underkaste sig Jehovas teokratiske ordning. For de villige og lydige kan Jehova gøre disse forhindrende vande til intet.

40. (a) I hvilken henseende har Gud gjort „resten“ ’stærk i Jehova’, og hvordan? (b) Hvordan er det gået i opfyldelse at „de vandrer i hans navn“, og hvad vil de få en andel i sammen med det messianske rige?

⁴⁰ Mens den almægtige Gud har genindsamlet og genforenet sin salvede rest af åndelige israelitter, har han i sandhed ’gjort dem stærke’ over for alle forhindringer og fjender. Det er på ingen måde sket „ved en militærstyrke eller ved [jordisk] magt“, men ved Jehovas ånd eller usynlige virkekraft, nøjagtig som han sagde: „Jeg gør dem stærke i [Jehova].“ Skulle de så ikke ære hans hellige navn og stræbe efter at handle i overensstemmelse med den bøn Jesus Kristus lærte dem at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? De ophøjer hans navn og gør kendt at „hans navn alene er uopnåeligt højt“. (Salme 148:13, NW) I alle lande hvor der i dag findes medlemmer af den salvede rest, er det derfor som forudsagt i Zakarias 10:12: „De vandrer i hans navn, så lyder det fra [Jehova].“ Det fortsætter de med lige til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og de vil således sammen med det messianske rige få en andel i at hævde og herliggøre det største navn i hele universet for evigt.